Et dobbelt nyttigt hus

Den 6. april 1754 befalede stiftamtmand over Fyns stift, grev Christian Rantzau Odense-borgmesteren, justitsråd Erichsen, som da opholdt sig i København, at han skulde lade forfærdige en stenplade med en inskription, og i sit svar meddelte Erichsen 9. april, at ifølge den givne ordre „skal jeg underdanigst besørge en sten til Tugt-og Manufactur-huset købt og derpå foruden Hans Majestæts enkelte ciffer, lade sætte den mig sendte inscription“.[1]

I den følgende tid kan vi af korrespondancen spore værkets fremskriden. Den 23. april rapporterede Erichsen, at „stenen til tugt huset er under arbejde, og jeg håber den skal blive efter Deres høj grevelige excellences behag;“[2] et par uger senere kommer forklaringen på, at stenen skulde være færdig netop nu; den lå indpakket til forsendelse med første skibslejlighed; „jeg håber den skal komme betids nok til at kunne blive indsat førend Hans Majestæts ankomst“,[3] og 2. juni var stenen „med tilhørende opsats“ ankommen til Odense og afleveret uskadt i tugthuset.[4]

Spørger man, hvad der stod på stenen, kan enhver gå ned og læse, thi den sidder i den lange bygning af grundmur og bindingsværk i Klaregade, som nu meget passende danner ramme om Odense kommunes sociale forvaltning:

„Et dobbelt nyttigt Huus, som dobbelt Nytte bringer,
Det lærer Flittighed og Betleriet tvinger,
Vor store Friderich, vor Konge eye god
Paa begge deele har saa viislig raadet Bod.“

Om det er stiftamtmanden, der selv har redet pegasus, eller om han har fået en stedlig poet til at forfatte de linier, der skulde glæde Frederik V og minde eftertiden om kongens fortjenester, må stå hen. Men indskriften siger, at huset skulde hæmme betleriet og fremme fliden, og dermed ramte man to centrale problemer i datidens samfund.

Bag historien om stenens tilblivelse skjuler sig de begivenheder, der førte til oprettelsen af „Odense Tugt- og Manufakturhus“.

Det er velkendt, at man i 1700’erne fra regeringens side lagde stor vægt på at få etableret hjemlige fabrikanlæg. Det var et vigtigt led i Christian VI’s økonomiske politik, og den blev videreført af Frederik V.[5] Målet var, at man skulde fremstille flest mulige varer selv, så man kunde begrænse indførslen af udenlandske fabrikata og derigennem skabe den gunstige handelsbalance, der var en hovedhjørnesten i den økonomiske teori, der betegnes merkantilismen. Det lod sig gøre, når det gjaldt anlæg af bjergværker og jernstøberier i Norge, hvor man havde de fornødne råstoffer; det var forbunden med større vanskeligheder i Danmark, men regeringen indkaldte udlændinge, ydede lån og direkte tilskud for at oparbejde en industri, og man var ufortrøden, selv om resultatet oftest gav skuffelser.

Det var i overensstemmelse med enevældens tankegang, at disse fabriksanlæg først og fremmest blev placerede i hovedstaden og dens umiddelbare nærhed, men man gjorde også forsøg i andre købstæder, så små og forhutlede de end var. I Odense etablerede et interessentskab i 1751 et sukkerraffinaderi i den såkaldte og endnu bestående Sukkergård i Frederiksgade. Det havde privilegium på at forsyne både Fyns og Ribe stifter; et sæbesyderi blev 1755 med kgl. privilegium anlagt i Overgade og i begge de nævnte tilfælde fik virksomhederne gunstige vilkår.

Regeringens opmærksomhed var dog først og fremmest vendt mod tekstilindustrien. Her var et område, hvor landet i nogen grad havde de fornødne råstoffer, og helt siden begyndelsen af 1600’erne havde man energisk prøvet at begrænse indførslen af luksusprægede stoffer for at tvinge befolkningen til at benytte de varer, som landet selv kunde fremstille. Hertil kom, at der ved fremstillingen af tekstiler skulde benyttes adskillig arbejdskraft, og den havde man i overflod.

Det hører med til billedet af tiden, at der ustandselig klagedes over de mange betlere og løsgængere, som huserede ikke blot på gader og stræder, men også på landet. Problemet var gammelt. Gennemgår man mandtallet for Odense fra 1672 vil man finde, at antallet af daglejere og enlige kvinder, der ernærede sig ved at spinde for folk eller ved at tigge var foruroligende højt i betragtning af byens befolkningstal. I København fandtes samme problem, blot i langt større målestok.

Plade til minde om stiftelsen af Odense Tugt- og Manufakturhus.

Både regeringen og købstædernes øvrigheder var betænkt på at skaffe disse mennesker nyttigt arbejde. Allerede i Christian IV’s tid havde man forsøgt at komme betleriet til livs. Det var baggrunden for den storstilede institution, der under navn af tugthuset – senere børnehuset – blev dels en opdragelsesanstalt, dels et manufakturhus i København,[6] et sted hvor „sådanne løsgængere skulde henordnes og indtages og siden tilholdes at lære et håndværk, hvormed de deres brød og ophold kunde fortjene“.[7] Dette tugthus, der blev delt i et børnehus for drenge, et børnehus for piger og et egentligt tugthus, skulde producere klæde, sække, blårlærred, tapeter og andre tekstiler. „Der i huset indtages fattige faderløse og moderløse børn, som kan være 6 år og derover og så små, som kan sidde og plukke ulden for dem, som skal kradse. Disse børn tager stodderfogederne op på gaden, når de ser, de går der at betle.“ Videre forklares (1668), at adel, gejstlige og borgere havde lov at indsætte, hvem de begærede, når de blot kunde gøre noget, og der indsættes også de, som beviser sig modvillige og ulydige mod forældre, læremestre og deres husbond.[8]

Selv om børnehuset nok var bestemt for hele landet, lå det dog i sagens natur, at det først og fremmest kom København og Sjælland til gode, og det befriede ikke de øvrige landsdele for betlernes plagerier. For at afhjælpe denne mangel blev der i 1731 taget initiativ til oprettelse af et tugthus i Stege, hvor man havde en bygning, der tidligere havde været navigationsskole. Her skulde indsættes løsgængere og tiggere.[9] Endvidere stiftedes et tugthus i Viborg, der – foruden løsgængere – skulde optage personer, der var idømt mulkter, de ikke kunde betale, samt utro og modvillige tjenestefolk, uvorne børn og uforligelige ægtefolk. Fundatsen for Viborg tugthus var dateret 14. nov. 1743. I øvrigt blev det viborgske tugthus overdraget en etatsråd Dyssel, for at han kunde benytte det til forskellig fabrikation.[10]

Det er formentlig Viborg tugthus, der har været det nærmeste forbillede for den tilsvarende institution i Odense. Oprindelig havde man haft planer om at placere det fynske tugthus i Brobyværk, hvor man et lille århundrede tidligere havde haft Anders Billes geværfabrik,[11] og man overvejede også at benytte Christiansdal i Dalum, men i 1747 besluttede man at købe den forrige præsteresidens til Skt. Knuds kirke, der lå i Klaregade overfor bispegården og at indrette den til det nye formål, og 7. april 1749 gav kongen bevilling til tugt- og manufakturhusets oprettelse.

Reglerne for den nye institution blev fastlagt i den vidtløftige „Fundation til det med kgl. allernådigst approbation oprettede tugt- og manufacturhus udi Odense for Fyn og Langeland med underliggende øer“, som er dateret 25. maj 1752 og trykt i Odense samme år.

Det blev her fastslået, hvilke grupper af samfundets stedbørn man kunde modtage. Først og fremmest alle løsgængere og betlere „som ere så friske og stærke, at de ved arbejde kan fortjene deres brød, men af ladhed og dovenskab heller vil stryge landet rundt at betle, end arbejde for deres føde“. Disse skulde pågribes og forhøres af hvert steds byfoged, herredsfoged eller birkedommer, og inden trende solemærker dømmes til tugthuset for en vis tid.

Klaregade set mod åen med Odense Tugt- og Manufakturhus til venstre. Efter maleri ca. 1800.

Den anden gruppe klienter omfattede fattige, som for svagheds skyld behøvede almisse og kunde nyde nødtørftig ophold i deres egne sogne, men som hellere vilde løbe om på landet at betle for at fortære det, som de sammentryglede, i drukkenskab og liderlighed. Og de skulde efter forhør og vidneførsel dømmes til at arbejde i tugthuset.

Den tredie gruppe bestod, ligesom i Viborg, af børn, der havde handlet mod deres forældre, eller tjenestefolk, der havde været ulydige mod deres husbond, samt ægtefolk, der levede uforligeligt.

Endelig var der åbnet adgang til at indsætte børn eller tyende mod at betale 4 sk. for dem om dagen i forplejning; mænd og kvinder, der var idømt lejermålsbøder, som de ikke kunde betale, kunde afsone den i tugthuset, hvorved det altså kom til at fungere som et slags gældsfængsel. Endvidere kunde man antage andre fattige mennesker, som gerne vilde have arbejde – men det fik, så vidt man kan se, kun ringe betydning.

De personer, der blev indsat i tugthuset, skulde have 4 sk. daglig til underhold, og for dette beløb kunde de købe, hvad de vilde have at spise, hos spisemesteren. De skulde slide deres medbragte klæder, og derefter fik mændene et par bukser, en trøje og en kjortel af tugthusets fabrikat; det skulde være hvidgråt som uld, og alle klæder skulde gøres på én måde uden folder og opslag og med hægter. Kvinderne fik skørter og kjoler af samme triste kulør.

Når de kom til tugthuset for at blive optaget, skulde bogholderen indføre deres navne i en protokol med oplysning om, hvorfor de var indsat, hvor fra de kom, og hvor længe de skulde være der. Portneren skulde visitere mandspersonerne, og tvættekonerne skulde visitere kvindfolkene, at de ikke havde knive, sakse, fyrtøj eller andre fordægtige instrumenter hos sig. De fik anvist deres seng, og de måtte medbringe sengeklæder, men disse skulde bruges til tvende at sove på „siden tvende mands- og tvende qvindespersoner skal være om een seng“.

Der var selvfølgelig også regler for, hvordan lemmerne skulde opføre sig; fremfor alt skulde de vise al skyldig ærbødighed mod tugthusets betjente. De måtte ikke ryge tobak eller drikke brændevin uden på de tilladte tider og i overværelse af portneren. Det var forbudt at spille kort, terninger eller nogen slags spil, og de måtte hverken skrive eller modtage breve, uden at bogholderen havde læst dem.

Når tiden var kommen, hvor lemmerne skulde frigives, skulde de befordres hjem med vogn, men da det var for bekosteligt at lade vognmændene besørge denne transport, skulde bønderne i Skt. Knuds, Vor Frue, Aasum, Broby, Allesø, Paarup, Sanderum og Dalum sogne sørge for kørsel, idet der dog blev ydet dem en godtgørelse pr. kørt mil.

Det skal særligt understreges, at „tugthuset må ikke gøres infam“ ved at antage nogen, der burde straffes for tyveri eller anden skændig gerning.

Uden kapital kunde værket ikke trives, og ved resolution af 7. april 1749 havde kongen da også tillagt tugthuset visse indtægter. Det drejede sig om herredskassernes beholdninger, kollekter, gaver fra godsejere og 5 % af nyansatte civile embedsmænds første års gage. Hertil kom vel den indtægt, som man forventede at fabriksvirksomheden vilde give, men den talte man ikke om i fundatsen, og det skulde for øvrigt snart vise sig, at pengemangelen blev et spøgelse, der ikke let lod sig mane i jorden.

Efter tidens skik var der etableret en talstærk bestyrelse. Der var en inspektion bestående af 5 medlemmer, nemlig amtsforvalter, justitsråd Baar, provst Ramus, borgmester Erichsen og købmændene borgmester Jens Nielsen og Johan Fr. Kurrelbaum. Denne inspektion foretog indstilling til direktionen, der bestod af biskoppen og stiftamtmanden. Inspektionen skulde jævnligt ved selvsyn forvisse sig om, at forholdene i tugt- og manufakturhuset var i orden, men det daglige arbejde blev varetaget af de betjente, som man knyttede til det. Ganske vist understregede man de forstandige betragtninger, at „udi begyndelsen antages så få betjentere ved dette værk, som muelig, for at spare alt, hvad gørligt er“, men en bogholder skulde man have, som kunde føre regnskaberne. Endvidere en mester, der kunde lede lemmernes arbejde, og en spisemester, der skulde sørge for forplejningen, men han kunde samtidig fungere som portner.

Den løsere medhjælp bestod af en kateket, som tog vare på lemmernes altergang og gudstjeneste. Denne skulde begynde og slutte med bøn. En kirurg skulde være til rådighed, hvis nogen blev syge.

Således var rammen lagt for Odense tugt- og manufakturhus, og man gik hurtigt igang med at få den fyldt ud. En bogholder blev antaget og endnu før fundatsen var godkendt havde man antaget en „fabrikørmester“ Johan Rabe, som skulde tage sig af fabrikationen. “I huset arbejdes af ulden og linned, som kan udfindes, ved spinden, væven og knytten til tugthusets bedste fordel. Hvad udenrigs-uld, hør eller hamp til værket nødvendig udfordres, må uden told, accise eller anden påbud tillades at blive indført“, hed det i fundatsen; varerne måtte sælges i og uden riget uden told, og hvis det skulde gå tugthuset så godt, at det i fremtiden skulde komme i den stand, at det på egen regning kunde indrette farveri, stampemølle og deslige, måtte det have lov at holde de fornødne mestre. Men skønt Johan Rabe fik 50 rdl. af magistraten til hør og spindeløn, og skønt man skaffede ham spindekoner „så er dog ej med ham avanceret“, og amtsforvalter Baar måtte 8. sept. 1751 meddele stiftamtmanden, at Rabe endnu kun havde præsteret en prøve flonel, og den var slet, så han fik hurtigt løbepas.[12]

Det andet problem var at skaffe den fornødne arbejdskraft. Biskop Ramus havde en plan om, at Baar skulde foretage en rejse i stiftet for at undersøge fattigvæsenets tilstand og i den forbindelse skulde han lade opregne alle de fattige „her at regulere deres underholdning“, men Baar fandt det mere hensigtsmæssigt at lade hver sognepræst indsende oplysninger om de fattige, så man kunde få en ensartet ordning, og det burde ske, før tugthuset trådte i funktion.

Ingen af disse metoder blev dog praktiserede. Direktionen besluttede i stedet at foranstalte en formelig klapjagt på alle omløbende betlere, løsgængere og landstrygere, og det skete samme dag som tugthuset blev åbnet, nemlig 28. august 1752.

Resultatet blev indført i bogholderens protokol. I dagene fra 28. august til 23. sept. blev der opbragt og i tugthuset indleveret 43 personer, hvoraf de 25 var indsat efter dom.[14] Det var unægtelig en broget flok.

Af de 43 var 16 mænd og 17 kvinder, medens 9 var børn i alderen fra 1½-10½ år. Det kunde endda gå, hvis mændene var duelige, men 10 af dem var mellem 60 og 71 år, og deres livsskæbne havde været tragisk nok, eftersom de havde tjent som soldater; en af dem havde været soldat i 36 år, en i 32 år og en i 29 år, et par af dem var bleven invalider i militærtjenesten, og selv om de havde prøvet at klare sig ved at tjene bønder, var de i flere tilfælde så svækkede, at de ikke kunde klare det hårde arbejde og var begyndt at betle. Der forelå ikke bevis for, at de havde gjort sig skyldige i tyverier og lignende alvorlige forbrydelser, men Lars Pedersen fra Bred havde ladet en degn på Lolland udfærdige en falsk attest i pastor Trøyels navn, som gik ud på, at et af hans børn var tilskadekommen med sin arm på to steder, og med dette brev havde han søgt at vække sine medmenneskers medlidenhed. Af de ganske få unge mænd havde den 24-årige Niels Rasmussen haft børnekopper og fået skade i begge arme, så han ikke kunde udføre stærkt arbejde; han havde strejfet om i landet i to år og vilde hellere blive i tugthuset end at betle. Derimod var en 25-årig lollik bleven anholdt for tyveri og dømt til tugthuset i 4 år. Kun om en enkelt oplyses, at han var håndværker. Han havde i sin tid været bødkermester, var bleven gift med en huskone på Sjælland, men da hun døde, måtte han forlade hjemmet og siden havde han flakket land og rige rundt, været på Basnæs, Langeland og i Holsten, indtil han i en alder af 64 år blev indfanget.

Sider af auktionskatalog fra Odense Tugt- og Manufakturhus 1755.

Derimod var kvinderne gennemgående yngre. De 15 af dem var mellem 21 og 67 år, men de hørte såvist heller ikke til samfundets støtter. Ofte havde de været i lag med ryttere og andre soldater, havde fået et eller flere uægte børn og havde derefter søgt at bjerge livet ved at betle. En forklarede, at hendes mand for 11 år siden var rejst til Ditmarsken, og siden havde hun ikke set ham, men andre sagde, at hun havde levet i letfærdighed; om en anden noterede man blot, at hun blev inddømt i tugthuset „for et meget ondt, forargeligt og slet levned“, og den 55-årige Malene Grønvolds havde fem uægte børn „men for sådan forseelse ikke udstået andet end kirkens disciplin og de ordinære bøder de første fire gange, men for bøderne den femte gang stod i gabestokken i tvende dage tvende timer hver dag“, og forøvrigt havde hun betlet i 30 år.

Mere besværligt kunde det blive, når man fangede både en kone og hendes børn. Den 54årige Bodil Enevoldsdatter kom med tre børn i alderen fra 6½ til 12 år, en anden kom med to, hvoraf den yngste var 1½ år og en kone fra Kværndrup, der havde betlet i 17 år, blev indsat sammen med en søn på 17 år og en datter på 4 år.

Endelig var der et par tilfælde, hvor folk meldte sig godvilligt. Niels Jensen fra Lyndelse kunde ikke mere arbejde og indfandt sig sammen med sin kone, ligesom den 60 årige Hans Jørgensen fra Odense bad om at blive optaget.

Der skulde sikkert mere end almindelige evner til for at få disse folk til at gå ind i den nye fabriks daglige og slidsomme arbejdsrytme. Efter det fejlslagne forsøg med Johan Rabe som fabrikør indledte man forhandlinger med farver Feilberg fra Kalundborg. Man tænkte sig, at Feilberg skulde overtage fabrikken for egen regning, men da han havde set arbejdsstyrken, nægtede han det med mindre de uduelige arbejdere blev taget ud.[15] I stedet sluttede inspektionen en kontrakt med ham, som 21. jan. 1753 blev forelagt stiftamtmanden.[16] Hovedindholdet gik ud på, at tugthusets ledelse skulde sørge for bygningerne og deres vedligeholdelse. Til gengæld skulde fabrikken modtage alle de lemmer, som tugthuset enten efter dom eller andre omstændigheder var forpligtede til at lade indkomme. Tugthuset skulde endvidere stå i forskud med alle udgifter til materialer, til lemmernes underhold og ildebrændsel, imod at fabrikken svarede 4% årlig rente og 50 rdl. årlig til tugthuset. For inspektion med fabrikken skulde Feilberg have 400 rdl. i årlig løn og halvdelen af overskuddet, samt passende værelser.

På samme tid fik man også knyttet en farver til foretagendet, idet man sluttede kontrakt med farver Top i Odense,[17] som afstod sit farveri til tugthuset, til stor ærgrelse for byens anden farver Gundermann, der frygtede, at det vilde medføre øget konkurrence. Han besværede sig overfor grev Rantzau, men Baar erklærede, at klagen var frugt af ren misundelse; det var godt nok sådan, at han havde en hoben børn, og det var synd, at han skulde savne næring til dagligt brød, men han var ikke meget bevendt som farver. Man kan jo fabrikere hvad slags tøj man vil, så har det ingen skik, når farven intet duer, „og meest når det skal passere for købmandsvarer“, sagde Baar.[18]

Men hvad kunde det alt sammen hjælpe, når man ikke havde duelig arbejdskraft. Det viste sig hurtigt, at det var hovedfejlen ved det hele værk, og inspektionen benyttede gunstige lejligheder til at få de uheldigste elementer fjernede. Efter dom havde man fået en 80-årig mand, „en udlevet gammel mand, der aldeles ingen kræfter har til noget arbejde tugthuset til nytte“ og som kun påfører det bestandige udgifter.[19] eller en pige, som byfogeden i Nyborg havde dømt til tre år i tugthuset, men som man befandt ganske tåbelig, så inspektionen besluttede at sende hende tilbage „siden hun ikke til noget arbejde i tugthuset er i ringeste måde tjenlig, men mere bedærver, hvad hun får under hænder.“[20] På den anden side måtte man også søge at holde på dem, der havde deres førlighed, og der blev foranstaltet en større jagt på tre lemmer, der var flygtet; de var henholdsvis 30, 31 og 16 år, og de var åbenbart endnu iført deres egne klæder og ikke tugthusets uldgrå, for den ene var klædt „med en rød vest, et par blå strømper, et par grå bukser og træsko på fødderne“, den anden i „rød vest og en hvid vadmels ditto, en stribet brystdug, et par hvide strømper, et par skindbukser og et par sko, på hovedet en hat med et broget bånd udi“ og den tredie havde en grønagtig kjortel, et par skindbukser, et par grå strømper, et par træsko og på hovedet havde han en gammel hat, men tilsyneladende var og blev de borte.[21] Derimod vilde man gerne af med Jørgen Mikkelsen, som havde søgt om at komme ud, men man måtte have sikkerhed for, at han, når han kom ud og blev forsynet til nødtørftig underholdning, ikke skulde løbe om på gaderne og trygle, „og, som hans gamle vane har været, fremvise sin afskudte arm, hvorved han har skrækket mange, især frugtsommelige koner“,[22] og Marie Pedersdatter vilde man i hvert fald ikke slippe løs. Både administrationen, bogholderen og alle betjentene klagede over dette menneske, at hun både var hengiven til drik, skælden, smælden og banden, så de stedse måtte ligge i stor urolighed, strid og fortræd med hende. Man havde ladet byfogeden holde et forhør over hende, som viste, at det vilde blive en stor forargelse at lade hende løs, eftersom hun havde opholdt sig i byen en snes år og gået omkring på landet med småkram „og derhos i mange år været berygtet for liderlighed af drik og horeri.“[23]

Disse eksempler kaster strejflys ind over hverdagen i manufakturhuset og forklarer de forskellige forslag, som snart blev fremsat for at forbedre tilstanden.

I juni 1753, altså godt trekvart år efter manufakturhusets åbning udtalte inspektionen, at den ikke tvivlede om et godt udfald af fabrikken, når man blot kunde få nogen kapital og nogle gode unge mennesker til arbejde. Man foreslog, at ingen unge over 10 år måtte nyde almisse af sognene, men skulde sættes til arbejde ved fabrikken; endvidere skulde hver godsejer overlade fabrikken en, to eller flere personer i forhold til godsets størrelse. Det skulde være folk, som ikke kunde overtage nogen gård eller tjene som soldat, eller som formedelst dovenskab og liderlighed var udygtige til bondearbejde; man kunde også bruge unge pigebørn, hvoraf mange havde mere lyst til at spinde og væve. Det blev foreslået, at børn på 10, 11 eller 12 år skulde antages på mindst 7 år og have 4 sk. om dagen; børn på 12-15 år skulde blive der i 6 år.[24] Under dette ophold i tugthuset skulde de få en vis uddannelse, idet de kunde lære at omgåes ulden med at plukke, sortere, skrubbe, kradse og spinde, væve, stampe og overskære, og de kunde lære så meget, at landets indbyggere kunde producere de fornødne varer og kunde sælge garnet til fabrikken.[25]

Til dette fremtidsperspektiv knyttede man nogle hvasse bemærkninger om den virkelige tilstand, hvor forholdet var det, at mange af de indsatte var tåbelige eller lamme. Af 90 indtagne var kun 10 friske, og de fleste var så dårlige, at de ødelagde, hvad de havde under hænder. Hvis det kun skulde være et sted, hvor betlere blev indtaget og underholdt, behøvede man ikke monsieur Feilbergs tjeneste, og han kan ikke „gøre sig nogen honeur“, som det var hans mål.

Med hensyn til spørgsmålet om likvid kapital opnåede man for så vidt et resultat. Man havde fra private, og navnlig fra gejstligheden, fået tilsagn om visse årlige bidrag, og da direktionen udsendte et cirkulære om støtte,[26] resulterede det i, at adskillige fynske godsejere efterkom anmodningen. Men det var og blev kun beskedne midler, der ikke forslog til at afholde udgifterne til fabrikkens indretning. Inspektionen fandt det ønskeligt, at man fik 10.000 rdl., som tid efter anden kunde tilbagebetales.[27] Direktionen indstillede til regeringen, at man fik et lån af denne størrelse, men fik svar fra økonomi- og kommercekollegiet, at kongens kasse ikke kunde præstere et sådant beløb. Derimod kunde man billige, at et lån blev optaget af offentlige midler eller andet sted imod obligation og kongens garanti.[28] Med dette formål for øje blev der foretaget en taksation af tugthusets inventar og bygninger, som giver det første billede af institutionen.

Taksationsforretningen, der er dateret 21. juli 1753, nævner følgende: 1) en længde hus ud til bispens stræde (Klaregade) 30 fag i to etager bindingsværk, muret kælder under 17 fag, hvori 6 jernkakkelovne og 48 senge takseret til 4000 rdl., 2) et sidehus i gården 10 fag, 1 etage, som er indrettet og beboes af spisemesteren takseret til 200 rdl., 3) en længde hus ud til Jesper Bergs våninger bestående af 30 fag, 2 etager høj og ved enden op til spisemesterens værelser 8 fag, ligeså tvende fag, som er under bygning, takseret til 2000 rdl., 4) fabrikkens redskaber, 8 gode væve, 2 rokke, skruppebænke, karter etc. til 400 rdl., 5) farveriet med overskæreriet med malmmorter, blykypper etc. til 2500 rdl., 6) inventar af møbler 200 rdl., 7) tørve- og brændehus takseret til 1000 rdl., ialt 10.300 rdl.[29] Stort set svarer denne beskrivelse til brandtaksationen af 1761, der alene omfatter bygningerne som takseredes til 8000 rdl.[30] Situationens alvor blev understreget ved at bogholderen stod i forskud for 1996 rdl. 17 sk., og inspektionen gjorde gældende, at man måtte have midler til at betale ham „hvorom han idelig og ved alle lejligheder plager os om assistance, siden han beklager sig ej længere at kan undvære eller få credit på disse af ham udlagte og på andre steder udlagte penge“,[31] og det lyder i nutidens ører ganske rimeligt.

Endnu værre var det, at Feilberg tabte tålmodigheden. I oktober 1753 forlangte han at få en kedel af engelsk tin på 30 lispund, da han ellers ikke kunde farve de højlyse ægte røde kulører; han har vel fået den selv om den kostede 150 rdl.,[32] men en måned senere erklærede han, at han ikke kunde fortsætte med sin kontrakt og bad om at få sin afsked jo før jo hellere.[33] Han motiverede sin afskedsansøgning med at tugthuset ikke var bragt i stand, og til hans største forundring havde han opdaget, „at tugthuset ikke var oprettet for at forsyne landet med fabrikker, men alene for at hæmme betleri; så finder jeg mig allermindst bekvem at bruges til stodderfoged, men gerne dertil kan bruges en fremmed vagabond, men ingenlunde kan være anstændig for mig eller nogen indfødt bosat dansk patriot.“[34] Selv om inspektionen følte sig krænket, kan man ikke undgå at finde overensstemmelse med de bemærkninger, som den selv havde fremsat nogle måneder i forvejen om monsieur Feilbergs „honeur“, men der var nu ikke andet at gøre end at få forholdet til mesteren afviklet. Man havde håbet, at han vilde give oplysninger om, hvordan stampningen bedst kunde udføres og i det hele taget forelægge en plan til værkets drift, men han rejste dagen før juleaften og overlod tugt- og manufakturhusets videre skæbne til inspektion og direktion.[35] Sådan forløb det første bevægede år for den fabrik, der skulde være så samfundsnyttig, og vi hører intet om, at der blev produceret så meget som en trevl.

Under alle disse besværligheder havde bogholderen O. Lynge åbenbart været det eneste stabile element. Han blev antaget til bogholder og kasserer 12. sept. 1750, og i en redegørelse til direktionen på det tidspunkt, hvor Feilberg brød broerne af, forklarede han, at man havde betalt Feilberg 400 rdl., væversvendene havde fået 177 rdl,. en overskærer i et halvt år 40 rdl,. en mestersvend 100 rdl., en farverdreng fik månedlig 2 rdl., og til nogle spindere var der udbetalt 160 rdl., alt i tiden fra 1752, da fabrikken åbnede, til 21. nov. 1753. Bogholderen selv havde kun fået 50 rdl., og han mente, at hans arbejde nok kunde være 200 rdl. værd. Han tilbød endda at forpagte fabrikken på visse nærmere betingelser, bl.a. at der blev tilført den ny kapital.[36]

Amtsforvalter Baar udtalte håbet om, at man vilde give bogholderen 200 rdl. men „jeg undser mig for at skrive noget i den sag, siden han har været en gammel tro tjener af mig nu i en 16 års tid“.[37]

Om bortforpagtning blev der ikke tale, men Lynge blev i den kommende tid tugt- og manufakturhusets leder, og det lykkedes virkelig at få fabrikken i gang. Grev Rantzau havde fra Møens tugthus fået prøver på de varer, som man kunde producere der, men Baar stillede sig tvivlende. Han mente, at de fleste varer ganske vist var gangbare og afsættelige på grund af tålelige priser, men de kunde næppe være fabrikerede under én mesters direktion, og man kunde næppe have haft lykke med de mange sorters fabrikation, thi Københavns fabrik havde endnu ikke bragt det så vidt. Der var prøver på serges, som man ikke engang kunde levere i Hamborg eller Tyskland, men kun fra England. „Ved vor fabrik, som så nylig er oprettet af alle slags folk, kan man ikke få noget fint spunden, hvoraf sådanne sorter kunde gøres, og vi kan kun lave filt-baj, heste-dækkener, multum og rask“.[38]

Og derved blev det. Man fik oparbejdet et lager bestående af klæde i brunt, sort, grønt og blåt; rask i samme kulører, røde og blå foer-bajer, svanebaj, 64 stk. filt-baj og 150-200 hestedækkener, hvoraf nogle var hvide med røde, blå og grønne striber, andre var grå.[39]

Det næste store problem var at få varerne solgt. Kun med megen møje fik man et par af byens klædehandlere til at aftage nogle stykker, og så besluttede man sig til at sætte tingene på auktion. Den første blev holdt 8. og 9. oktober 1754 i tilslutning til markedet,[40] og man gentog forsøget det følgende år. Til formålet udarbejdedes en auktionskatalog, hvoraf den fra 1755 endnu er bevaret i manuskript med indklæbede prøver, angivelse af stykkernes længde og art, og her kan nutiden overbevise sig om, at tugt- og manufakturhuset i Odense virkelig kom i gang, selv om produkterne ikke virker særlig fristende.[41]

Men hvorom alting er, kunde inspektion og direktion dog se et resultat af anstrengelserne, og stenen, som grev Rantzau lod opsætte på det dobbelt nyttige hus, var motiveret og sidder som minde om en tid, hvor man tog de første famlende skridt for at skabe en industrivirksomhed i Odense til det almene bedste.

Vor beretning kan slutte her; fra nytår 1756 tog Lynge sin afsked,[42] og endnu i den følgende halve snes år søgte man at holde tekstilproduktionen i gang, men man måtte bøje sig for den kendsgerning, at arbejdskraften var ukvalificeret, og det blev privatmænd, der måtte tage opgaven op og videreføre arbejdet, tildels med benyttelse af arbejdskraft fra tugthuset – men det er en anden historie.

Henvisninger

Materialet i Odense Tugthus’ arkiv og Odense amts arkiv (O. A. A.) i Landsarkivet for Fyn.

  1. ^ Erichsen til Rantzau, 1754, 9/4. O.A.A. 177.
  2. ^ Samme til samme, 1754, 23/4. O.A.A. 177.
  3. ^ Samme til samme, 1754, 11/5. O.A.A. 177.
  4. ^ Samme til samme, 1754, 2/6. O.A.A. 177.
  5. ^ Edv. Holm, Danmark-Norges Historie, II, s. 444 ff.
  6. ^ O. Nielsen, Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, III, s. 365 ff.
  7. ^ Anf. sted.
  8. ^ Anf. sted. IV, s. 155 ff.
  9. ^ Edv. Holm, Danmark-Norges Historie, II, s. 560.
  10. ^ Anf. sted, jvf. J. Hvidtfeldt, Viborg Tugthus.
  11. ^ Engelstoft, Odense Byes Historie, s. 364 f.
  12. ^ Baar til Rantzau, 1751, 8/9, O.A.A. 177.
  13. ^ Anf. sted.
  14. ^ Protokol i Od. Tugthus’ arkiv, jvf. inspektionen til Rantzau, 1752, 23/9. O.A.A. 177.
  15. ^ Baar til Rantzau, 1753, 21/1. O.A.A. 177.
  16. ^ Anf. sted.
  17. ^ Baar til Rantzau, 1753, 24/1. O.A.A. 177.
  18. ^ Baar til Rantzau, 1753, 13/1. O.A.A. 177.
  19. ^ Inspektionen til Rantzau, 1752, 27/9. O.A.A. 177.
  20. ^ O. Lynge til Rantzau, 1753, 13/5. O.A.A. 177.
  21. ^ O. Lynge til Rantzau, 1754, 1/6. O.A.A. 177.
  22. ^ Inspektionen til Rantzau, 1753, 30/5. O.A.A. 177.
  23. ^ Inspektionen til Rantzau, 1753, 30/5. O.A.A. 177.
  24. ^ Inspektionen til direktionen, 1753, 23/6. O.A.A. 177.
  25. ^ Inspektionen til direktionen, 1753, 7/7. O.A.A. 177.
  26. ^ Inspektionen til Rantzau, 1754, 27/4. O.A.A. 177.
  27. ^ Inspektionen til direktionen, 1753, 23/6, jvf. Baar Rantzau, 1753, 21/3. O.A.A. 177.
  28. ^ Økonomi- og kommercekoll. til Rantzau, 1753, 18/9. O.A.A. 147.
  29. ^ Odense Byes Brandtaxations Protocol, 1761, pag. 188.
  30. ^ Inspektionen til direktionen, 1753, 13/10. O.A.A. 177.
  31. ^ Inspektionen til direktionen, 1753, 13/10. O.A.A. 177.
  32. ^ Baar til Rantzau, 1753, 11/11. O.A.A. 177.
  33. ^ Feilberg til Rantzau, 1753, 18/11. O.A.A. 177.
  34. ^ Baar til Rantzau, 1753, 24/12. O.A.A. 177.
  35. ^ O. Lynge til direktionen, 1753, 21/11. O.A.A. 177.
  36. ^ Baar til Rantzau, 1753, 24/12. O.A.A. 177.
  37. ^ Baar til Rantzau, 1754, 19/1. O.A.A. 177.
  38. ^ Inspektionen til direktionen, 1754, 14/9. O.A.A. 177.
  39. ^ Anf. sted.
  40. ^ Lynge til Rantzau, 1755, 23/8.
  41. ^ Inspektionen til direktionen, 1756. O.A.A. 177.

©
- Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...