Forbindelsen mellem Odense og England i vikingetiden

Forbindelser mellem England og Skandinavien var i vikingetiden udstrakte. Fra det første tydeligt beskrevne vikingeangreb mod klostret på Lindisfarne ved den nordengelske kyst i 793 og vikingernes bosættelse i det nordlige England i 800-tallet bragte livlig trafik på tværs af Nordsøen de to områder i tæt kontakt med hinanden. Ved Gamborg nær Vindinge ved Nyborg er bl.a. fundet et skrinbeslag fra De Britiske Øer,1 og i Odense har arkæologer fundet både en ringnål af bronze fra 900-tallet (fig. 1), der har træk tilfælles med irske nåletyper, og en ringnål af sølv fra samme periode, (fig. 2) antagelig fremstillet i Norge efter angloirsk forbillede.2 I Danmark ser forbindelserne til England dog ud til først at kulminere i 1000-tallet med Knud den Stores erobring af England i 1016. Dette banede vejen for en lang række kontakter, der bragte nye mennesker, nye genstande og ny viden til Danmark – og Odense – i løbet af det næste århundrede.

/

©
FIG. 1: Ringnål af bronze med polyedrisk hoved og flad, oval ring fundet i Skomagerstræde, Odense. Foto: Asger Kjærgaard.

/

©
FIG. 2: Ringnål af sølv af insulær type fundet ved Møllerløkken, Odense. Foto: Søren Greve, Nationalmuseet.

Engelske kontakter fra Knud den Stores tid

En af de tidligst dokumenterede kontakter mellem England og Odense findes i Adam af Bremens Krønike, der fortæller det Hamborg- Bremenske ærkebispesædes historie. Adam fortæller, at Knud den Store hentede mange bisper til Danmark fra England. Af disse placerede han Bernard i Skåne, Gerbrand på Sjælland og Reginbert på Fyn.3 Vi må formode, at hovedsædet for denne fynske biskop har været i Odense. Det er usikkert, hvorvidt Reginbert og de andre engelske bisper, hvis navne er overleveret af Adam, rent faktisk var englændere. Deres navne antyder snarere, at de oprindeligt kom fra Flandern eller Lothringen, men måske var uddannet og havde arbejdet i England for så derefter at blive sendt til Danmark af Knud den Store.4 Vi ved meget lidt om disse bisper og deres betydning. Det er muligt, at Reginbert og de andre engelske bisper forsøgte at organisere og opbygge den danske kirke efter engelsk forbillede, men det er svært at identificere en varig indflydelse, der rækker ud over kirkesprog og helgenkult.5 Den engelske indflydelse på tidlig middelalderlig helgendyrkelse fik senere et helt særligt udtryk i Odense, som vi skal vende tilbage til.

Møntvæsen

Knud den Stores Nordsøherredømme betød også engelsk indflydelse i Danmark på andre områder end det kirkelige. Allerede tidligt i sin regeringstid forsøgte Knud at indføre et dansk møntvæsen efter engelsk forbillede. Til dette formål importerede han – og senere hans efterfølgere – engelske møntmestre til Danmark. Langt størstedelen af disse var tilknyttet mønten i Lund, men det er også muligt at identificere navnene på engelske møntmestre, der har arbejdet andre steder i Danmark. I perioden fra ca. 1018 til 1074 har mindst tre engelske møntmestre arbejdet i Odense.6 Alfnoth slog mønter under Knud den Store, Magnus den Gode og Svend Estridsen i Danmark, og samme navn findes på mønter, slået for Hardeknud i Lincoln, England. Der er dog næppe tale om den samme møntmester, men der kan ikke være tvivl om, at møntmesteren i Odense var engelsk. Alfnoth er et typisk angelsaksisk navn, og på Svend Estridsens mønter har møntmesteren stavet kongens navn SPEN med det angelsaksiske bogstav wynn i stedet for et w (fig. 3). Det samme er tilfældet for de samtidige mønter slået for Svend i Odense af møntmestrene Outhencar og Sumrful, der også arbejdede under Magnus den Gode.7 I modsætning til Alfnoth er dette ikke entydigt angelsaksiske navne, men tværtimod navne af skandinavisk oprindelse. Der er dog stadig grund til at tro, at de to møntmestre er kommet fra England.

/

©
FIG. 3: Svend Estridsen-mønt fra Odense. Forside: +SǷEN ON OÐ. Bagside: +ALFNOÐ ON OÐSVI. Efter P. Hauberg 1900, tabel 10.

Som et resultat af vikingetidens bosættelser optræder navne af skandinavisk oprindelse ofte især i det nordlige England. Med tiden er navnene blevet helt eller delvist angliseret eller har på anden vis udviklet sig i forskellig retning fra den skandinaviske form. Dette er tilfældet med Outhencar, hvor vokalen Ō under invasiengelsk indflydelse er blevet til Ou.8 Den danske version af dette navn, som findes på flere runesten fra især sidste halvdel af vikingetiden, var Oþinkor (Odinkar).9 Navnet Sumrful er noget sværere at placere, da det ikke findes på skrift i Skandinavien før på Odensemønten. Det optræder dog blandt navnene på landbesiddere i Yorkshire i midten af 1000-tallet, og sammenholdt med brugen af engelsk ortografi og den generelt signifikante forekomst af engelske møntmestre styrker dette formodningen om, at også Sumrful kunne være kommet til Odense fra England.10 Det er dog også muligt, at nogle af de prægestempler, der blev brugt ved fremstillingen af mønter i Danmark, kom hertil uafhængigt af forskellige møntmestre, og forekomsten af et engelsk møntmesternavn eller brugen af engelsk ortografi er dermed ikke med sikkerhed et udtryk for tilstedeværelsen af en engelsk møntmester i Danmark.11

Det står dog klart, at 1000-tallets danske møntvæsen var under stærk indflydelse fra England, og især de tidlige mønter var næsten direkte imitationer af engelske. Samtidig fandt flere tusinder engelske mønter vej til Danmark i form af bl.a. danegældsbetalinger. På Fyn påkalder især Hågerup-fundet sig opmærksomhed, når det gælder udenlandsk mønt (fig. 4). Skatten er nedlagt efter 1048 og består ud over fire hængesmykker og en fingerring af knap 1.500 sølvmønter fra den sene vikingetid. Mønternes oprindelse er at finde over hele Europa, men flest er slået i England. Også de danske mønter i Hågerup-skatten viser tegn på engelsk indflydelse af den nævnte type: Det drejer sig om engelske mønttyper, en mængde engelske møntmesternavne samt engelske stavemåder.12

/

©
FIG. 4: Mønter fra Hågerup-fundet. Foto: Odense Bys Museer.

England og Knud den Hellige

Odenses engelske forbindelse er særlig tæt knyttet til Knud den Hellige. Gennem sin faders, Svend Estridsens, familie havde Knud stærke forbindelser blandt den angelsaksiske elite (fig. 5). Svends faders søster var gift med en af Englands mest betydningsfulde stormænd, Godwine, og Svends egen broder, Bjørn, havde holdt både land og titel der. Fine celleemaljefibler (fig. 6), der også kendes fra især det sydøstlige England, kunne måske være kommet til Danmark gennem sådanne forbindelser.13

/

©
FIG. 5: Dansk-engelske familieforbindelser i 1000-tallet. Anglo-Danish familial connections in the eleventh century.

Da den engelske konge Edvard Bekenderen i 1066 døde uden at efterlade sig en arving, var det Harald, søn af Godwine og fætter til Svend Estridsen, der overtog den engelske trone. Hans regeringstid blev kort. I september mødte Harald en norsk invasionsstyrke i slaget ved Stamford Bridge i Nordengland. Englænderne kom sejrrige ud af kampen, men måtte skynde sig sydpå i forsvar mod en normannisk flåde på vej over Den Engelske Kanal, og den 14. oktober 1066 mistede Harald livet i Slaget ved Hastings. Juledag samme år blev den normanniske hertug, nu kendt som Vilhelm Erobreren, kronet til konge og indledte en ny periode med normannisk herredømme i England.

Den første dokumenterede kontakt mellem den senere kong Knud den Hellige og England fandt sted i sensommeren 1069, da den senere konge deltog i et Englandstogt under ledelse af sin onkel Asbjørn. Også Knuds broder Harald (den senere kong Harald Hen) og en tredje uidentificeret broder deltog i togtet, der også inkluderede mindst én biskop.14 Meget tyder på, at danskerne ankom til England for at støtte et angelsaksisk oprør mod de nye normanniske herskere.15 Ifølge Den Angelsaksiske Krønike drog den danske flåde til York i Nordengland, hvor de omstyrtede borgen og tog sig utallige skatte.16 Den engelske konge, Vilhelm Erobreren, skyndte sig mod nord og indgik en aftale med Asbjørn, der lovede at forlade England det følgende forår.17 Men da foråret kom, ankom endnu en dansk flåde til det nordlige England, og Asbjørns skibe – formentlig stadig med den unge Knud ombord – fortsatte sydpå til East Anglia, hvor de støttede et angelsaksisk oprør mod Vilhelm og hans normanniske styre.18 De danske styrker samledes først ved klosteret i Ely og plyndrede siden klosteret i Peterborough.

Relikvier

Ekspeditionen til England i 1069-70 er muligvis den lejlighed, ved hvilken Knud har fået fat i relikvierne af den engelske helgen Skt. Alban, som han bragte til Odense og placerede i kirken der.19 Albanrelikvierne kunne Knud have hentet i kirken i Ely.20 Ved Knuds død i 1086 rummede Odensekirken også relikvier af en anden engelsk helgen, Skt. Oswald.21 Det vides ikke, hvornår de er ankommet til Danmark, men kongelig indblanding er sandsynlig, og det er ikke umuligt, at Knud også har været ansvarlig her. Både kirken i Peterborough og York havde relikvier af Skt. Oswald.22 Der er dog også muligt, at relikvierne af især Oswald, Englands første helgenkonge, fandt en anden og mere fredelig vej til Danmark, da 1000-tallets engelske konger gerne gav dele af denne helgens relikvier i gave ved indgåelse af alliancer.23 Det er også muligt, at Knud har modtaget relikvierne af den ene eller begge helgener gennem andre diplomatiske kanaler, eller at han erhvervede dem under sit andet kendte besøg i England i 1075, da angelsaksiske oprørere igen søgte hjælp hos danskerne mod deres normanniske herskere.24 Da de danske skibe – denne gang med Knud selv i spidsen – ankom til England, var oprøret dog slået ned, og flåden fortsatte i stedet til York, hvor de plyndrede kirken og derefter vendte hjem.25

/

©
FIG. 6: Celleemaljefibel fundet i Odense. Foto: Asger Kjærgaard.

I 1895 fremkom et relikviegemme indmuret i alterbordet i Sanderum
Kirke, som nu ligger i en af Odenses sydlige forstæder. I en lille blyæske fandt man 16 små relikvier indpakket enkeltvis i silke og vedlagt strimler i pergament med navne på de relevante helgener (fig. 7). Et af relikvierne tilskrives osvaldi [regis] et martiris (Oswald konge og martyr) og kunne være et fragment af Oswald-relikviet fra Odense.26

/

©
FIG. 7: Relikvier og blygemme fra Sanderum Kirke. Foto: Jens G. Aagaard.

Engelske møntmestre

Knud den Helliges regeringsperiode var generelt præget af kontakter
til England, og det var ikke kun på det kirkelige felt, at den danske konge hentede inspiration og ekspertise på den anden side af Nordsøen. På samme vis som tidligere konger tilbage til Knud den Store engagerede Knud den Hellige også engelske møntmestre. Der er ikke klare spor efter disse i Odense, men mønter med engelske møntmesternavne er også fundet her (fig. 8).27 De engelske navne optræder hen mod slutningen af 1000-tallet i højere grad i fordansket form og kan forklares ved, at der på dette tidspunkt var opbygget en dansk ekspertise på området, og at de danske konger altså ikke længere behøvede at være afhængige af udenlandsk arbejdskraft. At de engelske navne alligevel er at finde på de danske mønter fra denne periode, kunne tyde på, at møntmesterhvervet gik i arv fra generation til generation sammen med familiens navngivningsskik.28

/
/

©
FIG. 8: Knud den Hellige-mønter fundet i Odense. Foto: Odense Bys Museer.

Også Knud den Helliges kongelige segl bærer præg af de engelske forbindelser og er en imitation af Vilhelm Erobrerens engelske segl.29 Det originale segl er i dag gået tabt, men bekræftede oprindeligt Knud den Helliges gavebrev til kirken i Lund af 1085 – samme år som kongen planlagde et nyt togt mod England. Det er muligt, at seglet også var tiltænkt anvendelse i et nyt dansk-engelsk rige.30 Kongens ambitioner resulterede året efter i hans martyrdød i Odense, men kontakterne til England fortsatte.

England og Odensekirken

Efter mordet på kong Knud i 1086 blev Odense centrum for den hurtigt voksende Knudskult. I denne udvikling spillede engelske forbindelser en central rolle. Før år 1100 udnævntes en ny biskop til Odense, Hubald, der muligvis var af engelsk oprindelse. I hvert fald ser han ud til at have haft stærke engelske forbindelser. Under Hubald blev 12 benediktinske munke hentet til Odense fra Evesham Kloster i Worcestershire for at grundlægge et datterkloster efter engelsk forbillede.31 Det nye kloster var støttet af den danske konge Erik Ejegod såvel som den engelske kong Vilhelm II, og valget af Evesham som oprindelsessted for det nye kloster i Odense kan have sine rødder helt tilbage til Knud den Stores tid. Den dansk-engelske konge var blandt Eveshams store velgørere, og dets abbed i perioden 1014-1040 er af senere kilder beskrevet som en slægtning til Knud.32

De 12 engelske munke, der ankom til Odense i 1095-96, og deres efterfølgere havde uden tvivl betydning for den kirkelige udvikling. De var instrumentale i opbyggelsen af Knud den Helliges kult, og Knud den Helliges første helgenlevned (dateret 1195-1100) regnes for at være forfattet i det nye Odensekloster.33 Et benstykke med udsmykning af engelsk karakter, fundet ved Gasværksgrunden, kunne være en del af et skriveredskab og dermed et vidne til det engelske klostersamfunds aktiviteter i Odense (fig. 9).34

/

©
FIG. 9: Udsmykket benplade, muligvis del af broche eller skriveredskab, fra Gasværksgrunden, Odense. Foto: Søren Greve, Nationalmuseet.

Det monastiske samfund i Odense fastholdt sine engelske forbindelser, der også inkluderede en broderskabsaftale med St Mary’s Abbey i York, langt op i middelalderen, og den engelske indflydelse i Odense kan stadig spores i liturgien i trykte brevarier fra slutningen af 1400-tallet.35

Noter

  1. Baastrup & Vang Petersen 2010: 86.
  2. Ringnål af bronze med polyedrisk hoved og flad, oval ring (Skomagerstræde) OBM8201, KMO1970/1237; Ringnål af sølv (Møllerløkken) NM16370.
  3. Adam af Bremen: bog II, kap. 55.
  4. Larson 1912:190; Münster-Swendsen 2013: 158; Hare 2000:261 ff.
  5. Jørgensen 1908; Carelli 2001; Spejlborg 2016:378ff.
  6. Spejlborg 2016:438ff.
  7. Hauberg 1900:222.
  8. Hald 1934:182ff.
  9. DR 4; DR 81; DR 133; DR 239.
  10. Domesday Book: 23N13ff.
  11. Spejlborg 2016:188.
  12. Galster 1944.
  13. F.eks. celleemaljefibel (Skomagerstræde/Overgade) OBM8201, KMO1970/1305; Pedersen 2004: 56-7.
  14. The Anglo-Saxon Chronicle MS D: år 1068 (1069) & MS E, år 1070. Spejlborg 2016:299.
  15. William af Jumièges, bog VII kap. 19.
  16. The Anglo-Saxon Chronicle MS D: år 1068 (1069).
  17. John of Worcester: år 1069; The Anglo-Saxon Chronicle MS E: år 1069.
  18. The Anglo-Saxon Chronicle MS E: år 1070.
  19. Passio kap. 6; Abrams 1995a:27.
  20. Blair 2002.
  21. Gesta: kap. 28.
  22. Blair 2002.
  23. Antonsson 2005:61ff.
  24. The Anglo-Saxon Chronicle MS D: år 1076 (1075). Henry af Huntingdon, bog VI kap. 34.
  25. The Anglo-Saxon Chronicle MS D: år 1076 (1075).
  26. Jürgensen & Kaaring 2014: 2951.
  27. F.eks. KMO/COINS/00145; KMO/COINS/00146.
  28. Spejlborg 2016:194f.
  29. Gazzoli 2011:131f.
  30. Fenger, 1989:77ff.
  31. King 1966:1; King 1962:149.
  32. Knowles 1963:163 f; Hunt & Costambeys 2016.
  33. Antonsson 2012; Esmark 2010.
  34. Benstykke fra 1100-tallet (Gasværksgrunden) OBM9859x1. Pedersen 2004: 61.
  35. Dipl.Dan, I.2: nr. 24, 66 og 67 & 1.3: nr. 48 og 171; Abrams 1995b:238ff.; Bergsagel 1980.

Kilder

  • Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum 1917. Bernhard Schmeidler (red.): Hannover.
  • Dipl.Dan = Diplomatarium Danicum 1938- . København. Domesday Book 1986. M.L. Faull & M. Stinson, bd. 30. Yorkshire. Chichester.
  • DR = Danmarks Runeindskrifter 1941-1942: L. Jacobsen & E. Moltke (red.). København.
  • Gesta swenomagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti Regis et martyris 1908-12. I: M.Cl. Gertz (red.): Vitae Sanctorum Danorum. København, s. 77-136.
  • Henry af Huntingdon: Historia Anglorum: The History of the English People. 1996. D. Greenway (red.): Oxford.
  • John of Worcester: The Chronicle of John of Worcester 1995-1998. R. R. Darlington & P. McGurk (red): bd. 2-3. Oxford.
  • Passio Sancti Kanuti Regis et Martiris / Hellig Knud Konges og Martyrs Lidelseshistorie 1907. I: M. Cl. Gertz (red.): Knud Den Helliges Martyrhistorie. Særlig efter de tre ældste Kilder: En Filologisk-Historisk Undersøgelse. København, s. 7-25.
  • The Anglo-Saxon Chronicle: A Collaborative Edition, 1983-. D. Dumville & S. Keynes (red.): Cambridge.
  • The Gesta Normannorum Ducum of William of Jumièges, Orderic Vitalis, and Robert of Torigni 1992-1995. E. van Houts (red.): bd. 1-2. Oxford.

Litteratur

  • Abrams, L. 1995a: Eleventh-century missions and the early stages of ecclesiastical organisation in Scandinavia. Anglo-Norman Studies 17, s. 21-40.
  • Abrams, L. 1995b: The Anglo-Saxons and the Christianization of Scandinavia. Anglo-Saxon England 24, s. 213-49.
  • Antonsson, H. 2005: Saints and Relics in Early Christian Scandinavia, Mediaeval Scandinavia 15, s. 61-62.
  • Antonsson, H. 2012: Sanctus Kanutus Rex. I: S. Borgehammar, K. Friis-Jensen, L. Boje Mortensen & Å. Ommundsen (red.): Medieval Nordic Literature in Latin: A Website of Authors and Anonymous Works c. 1100-1530. Bergen. wikihost. uib.no/medieval/.
  • Baastrup, M.P. & Vang Petersen, P. 2010: Røvet gods eller gode gaver? Nationalmuseets Arbejdsmark 2010, s. 84-99. Bergsagel, J. 1980: Songs for St. Knud the King. Musik & Forskning VI, s. 152-66.
  • Blair, J. 2002: A Handlist of Anglo-Saxon Saints. I: A. Thacker & R. Sharpe (red.): Local Saints and Local Churches in the Early Medieval West. Oxford, s. 495-565.
  •  Carelli, P. 2001: Lunds äldsta kyrkogård – och förekomsten av ett senvikingatida danskt parochialsystem. Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie 2000, s. 55-90.
  • Esmark, K. 2010: Hellige ben i indviet ild: den rituelle sanktifikation af kong Knud IV, 1095. I: H.J. Orning, K. Esmark & L. Hermanson (red.): Gaver, ritualer, konflikter: et rettsantropologisk perspektiv på nordisk middelalderhistorie. Oslo, s. 161-210.
  • Fenger, O. 1989: Kirker rejses alle vegne, 1050-1250. I: O. Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 4. København.
  • Galster, G. 1944: Møntfundet fra Haagerup. Nationalmuseets Arbejdsmark 1944, s. 29-34.
  • Gazzoli, P. M. 2011: Anglo-Danish Relations in the Later Eleventh Century (Ph.d.-afhandling). Cambridge.
  • Hald, K. 1934: Om Personnavnene i de danske Møntindskrifter. I: P. Andersen, A. Hansen & P. Skautrup (red.): Studier tilegnede Verner Dahlerup paa Femoghalvfjerdsaarsdagen den 31. Oktober 1934. København.
  • Hare, M. 2000: Cnut and Lotharingia: Two Notes. Anglo-Saxon England 29, s. 261-278. Hauberg, P. 1900: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146. København.
  • Hunt, W. & M. Costambeys 2016: Ælfweard (d. 1044), Oxford Dictionary of National Biography. http://www.oxforddnb.com/view/article/195. Jürgensen, M. W. & D.B. Kaaring 2014: Sanderum Kirke. I: Danmarks Kirker IX., bd. 4, s. 2913-2994. København.
  • Jørgensen, E. 1908: Fremmed Indflydelse under den danske Kirkes tidligste Udvikling. København.
  • King, P. 1962: English Influence on the Church at Odense in the Early Middle Ages. Journal of Ecclesiastical History 13, s. 44-55. King, P. 1966: The Cathedral Priory of Odense in the Middle Ages. Kirkehistoriske Samlinger 7, s. 1-20.
  • Knowles, D. 1963: The Monastic Order in England: A History of its Development from the Times of St. Dunstan to the Fourth Lateran Council 940-1216. Cambridge.
  • Larson, L.M. 1912: Canute the Great, 995 “circ.”-1035: and the rise of Danish imperialism during the Viking age. London.
  • Münster-Swendsen, M. 2013: Educating the Danes: Anglo-Danish Connections in the Formative Period of the Danish Church, c. 1000-1150. I: Jón Viðar Sigurðsson & T. Småberg (red.): Friendship and Social Networks in Scandinavia C. 1000-1800, Turnhout, s. 153-173.
  • Pedersen, A. 2004: Anglo-Danish contact across the North Sea in the eleventh century: a survey of the Danish archaeological evidence. I: J. Adams & K. Holman (red.): Scandinavia and Europe 800-1350: contact, conflict, and coexistence, Turnhout, s. 43-67.
  • Spejlborg, M.B. 2016: There and Back again: English Connections in Early Medieval Denmark, c. 991-1086 (Ph.d.-afhandling). Aarhus.
Emner: Vikingetid
©
- Historie - Mønter og medaljer - Museum Odense - Knuds Odense - vikingernes by

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...