Da H.C. Andersen i oktober 1828 var blevet student, betød det naturligvis, at han, der kom fra samfundets laveste lag, nu havde fået adgangsret til det øverste, til akademikernes og intelligensens snævre og privilegerede kreds. Men det betød endnu mere, at han nu havde fuld frihed til at digte – det eneste han brød sig om og allerede havde prøvet med så meget held, at man havde regnet ham blandt årgangens „fire store Poeter“. Han måtte vel i 1829 tage den obligate anden eksamen, men fik desuden en ny bog udgivet, en vaudeville opført på det kgl. Teater og sin første digtsamling færdig. Samtidig rejste han for første gang. I sommeren 1829 holdt han ferie på Sjælland, Møen og Fyen og i sommeren 1830 var han i Jylland og igen på Fyen, hvor han blev håbløst forelsket. Endelig gjorde han aktiv tjeneste i Studenterkorpset, Kronprinsens Livkorps og fik sin anden digtsamling færdig.
Hvorfor meldte student H.C. Andersen sig ikke straks ind i den nye og kun otte år gamle Studenterforening? Havde han foreløbig ikke tid til at vise sig i lokalerne i Boldhusgade? Her skulle man dog tro, han hørte til. Her ville han træffe jævnaldrende studenterkammerater og tilmed adskillige ældre og berømte akademikere. Studenterhumøret havde han i fuldt mål. Et sted skrev han senere: „Som Fuglen i Luften var jeg nu i Sjæl og Hjærte, og det lod til, at mit medfødte Lune nu brusede næsten for vildt frem“. Et andet sted: „Jeg var uendelig ung, uendelig glad. Livet laa solbestraalet for mig“. Et tredie sted: „Jeg var paa Bølge, jeg var Student, jeg var Digter“. Et fjerde sted var det „Friheds-Champagne“, der brusede i ham. Under sin studentereksamen boede han på et tagkammer i Vingårdsstræde:
Høit under Taget, hvor Svalen boer,
har ogsaa Studenten sit Kammer.
Der sidder han nærmere Englenes Chor
trods Stuens og Salens Madammer.Paa Væggen hænger hans hele Stads,
i Lommen er Skillinger fire.
Paa Bordet ligger Homer og Horats
samt mange beskrevne Papire.
Digtet om „Studenten“ er dog et erindringsbillede fra efteråret 1829, da han var flyttet til St. Kongensgade. Endnu i 1836 begyndte romanen „O. T.“ med følgende optakt: „Lyksalige Øieblik, som ingen Qvinde, hun være nok saa god, nok saa smuk og aandrig, kan opleve – at blive Student eller, for almindeligere at betegne det, faae sin første Examen … Denne Livsens Foraarsdag, paa hvilken Skolens Iisdække sprænges, For-haabningernes Træ skyder Knop, den varme Friheds Sol skinner“.
Når blev H.C. Andersen da medlem af Studenterforeningen? Mærkeligt nok har H. C. A. Lund i „Studenterforeningens Historie 1820-1870. 1-2“ (1896-1898) intet herom, skønt en af arkivets protokoller indeholder datoen: 28. oktober 1830. Da der er andre enkeltheder om forholdet mellem H.C. Andersen og Studenterforeningen, som H. C. A. Lund heller ikke har medtaget, og meget nyt stof efter hans tid er blevet tilgængeligt, lønner det sig igen at gennemgå både Studenterforeningens arkivalia og den trykte litteratur om H.C. Andersen.
H. C. A. Lunds første omtale er af en aftenunderholdning i slutningen af 1830, da „cand. phil. H.C. Andersen oplæste den skiønne Gram-matica som claurensk Novelle og nogle smaa Digte“, men der er ingen dato [det var 11/12] og heller intet om den besynderlige titel. H.C. Andersen har imidlertid blot læst op af sin anden digtsamling „Phantasier og Skizzer“, som han netop i december 1830 (men med trykkeåret 1831) havde udgivet på eget forlag. Midt mellem versene står et enligt prosastykke „Den skiønne Grammatica eller Badens latinske Grammatik (Skizzeret som en rørende claurensk Novelle). Capriccio“. Det sidste ord betyder, at det her drejer sig om lutter lune og kåd fantasi. Det er dels latinskoledrengens hævn over Jacob Badens berømte eller berygtede lærebog, som i udgave på udgave udkom lige op til Madvigs tid, og dels den belæste satirikers parodi på den yndede, tyske digter Karl Gottlob Samuel Heun (1771-1854), som under pseudonymet J. Clauren i 1819-20 havde udgivet seks bind „Erzählungen“ og vundet et bredt publikum, men ved plathed og sentimentalitet fordærvet dets smag. Det var næppe noget godt valg af det nye medlem. Ingemann skrev ialfald, da han havde læst bogen: „Spasen med den latinske Grammatik anseer jeg for mislykket“. Måske betyder de „smaa Digte“, som også blev oplæst, et udvalg af „Hiertets Melodier“, hvoraf der var otte numre med „To brune Øine jeg nylig saae“ som no. 1.
Året efter holdt Studenterforeningen 14/2 1831 en fastelavnsfest, hvor hele to sale var blevet omdannet til en larmende Dyrehavsbakke. H.C. Andersen fortæller i et brev, at han den aften „traadte op som Jesuit og holdt en Tale paa Vers, men var ikke saa heldig at omvende nogen“. H. C. A. Lund genfortæller det i sin Studenterforeningshistorie men uden at forklare det mærkelige påfund. Manuskriptet til talen findes imidlertid på det kgl. Bibliotek. Jesuiterne var på den tid aktuelle og ildesete som åndelige mørkemænd. Den rimeligvis sortklædte H.C. Andersen lader da sin Jesuit i en „Fastelavsprædiken“ fordømme den ugudelige lystighed omkring sig og gør det i den hjemlige ortodoksis navn, repræsenteret bl.a. af Grundtvigianismen og Brødremenigheden i Stormgade, som hans egen religiøse rationalisme ikke kunne fordrage. Meningen var da dobbeltbundet: „Sky vore hjemlige Jesuiter“. Man tror gerne, at det gad tilhørerne ikke høre på. Ved spisningen sang man bl.a. H.C. Andersens første vise i Studenterforeningen. Udenpå stod som motto Christian Winthers berømte „Herrer vi ere i Aandernes Rige -Vi er den Stamme, som evigt vil staae“. Selve visen på melodien „Kloden maatte styrte sammen“ (fra Kuhlaus syngespil „Lulu“) begyndte derfor:
Herskere i Aandens Rige
er Studenterne for vist.
Aander maa fra Graven stige
for vort Snilles Ønskeqvist
og havde til omkvæd:
Ingen Stand er som Studentens.
Han har valgt den bedste Vei.
Hele festen blev i øvrigt i 1836, med uforandret dato og med verslinjer fra visen, men dog uden fastelavnsprædikenen skildret nøjagtigt i anden del, kapitel VII, af „O. T.“. Da to linjer fra visens slutvers i let varieret form skal indlede en skål for kvinden:
Selv for hende, Hjertet drømmer,
men som Læben dølge maa,
er der tilføjet en stjerne, der under bogsiden henviser til „H.C. Andersen“. Så ved læseren det! Han blev imidlertid aldrig en af Studenterforeningens faste visedigtere, men altid kun lejlighedsdigteren. Først så sent som i 1937 begyndte visebogens afdeling „Danmark“ med „I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme“ (fra 1850) og har tillige „Jylland mellem tvende Have“ (fra 1859), medens Rahbeks „Der var engang en tapper Mand“ (fra 1783) holder sig endnu i visebogen fra 1946.
Det var begyndelsen til H.C. Andersens medvirkning, der varede fra 1830-1871 og altså til få år før hans død, men med større eller mindre mellemrum, der skyldtes hans mange rejser dels i de nordiske broderlande og dels til udlandet og i de senere år også hans herregårdsbesøg. Men var han hjemme i København, var han altid villig, når man opfordrede ham. Han var og blev jo akademikeren og anså Studenterforeningens medlemmer for sit bedste publikum. Efterhånden blev han ved særlig festlige lejligheder den, der skulle skrive sangen, og i de senere år tillige den, som glædede og hyldedes, når han læste op af sin ældre eller lige udkomne digtning. Han fortalte ofte derom i sine breve og dagbøger. Hertil er da, men i udtog, tilføjet, hvad der allerede står i Studenterforeningens historie, og tillige adskilligt hidtil ukendt stof fra dens arkiv.
H.C. Andersen viste sig straks meget tjenstvillig. På en generalforsamling 15/1 1831 blev han valgt til at være en af de syv såkaldte eforer, der hver havde sin ugedag, hvor de skulle føre tilsyn med den daglige orden og i en protokol optegne dagens begivenheder. Det var nok et let hverv, da det kun drejede sig om en eneste pligtig mødedag og optegnelserne som oftest indskrænkede sig til et „Intet passeret“. Nu og da kunne en efor blive mulkteret for at være gået for tidlig eller helt at være udeblevet, men H.C. Andersen mødte hver eneste gang og var meget omhyggelig med sit protokollat. Her skal fire referater anføres. Han meddeler f. eks. og i tidens stil, hvorledes man dagen efter den egentlige fødselsdag har hyldet Frederik d. Sjette: „Den 29. Januar højtideligholdtes vor elskede Konges Fødselsdag ved et Middagsgilde, hvorved Skaaler udbragtes for den faderlige Monarks Sundhed og Lykke; siden fandt en lystig Kompotation [datidens udtryk for et sold] Sted, og under Sang og Klang udtalte sig den hjertelige glade Stemning, vi Alle føle paa denne kjære Dag. Gud lade Kongen leve mange lykkelige Aar endnu!“ Få dage efter var han ved den lige omtalte fastelavnsfest både skuespiller og visedigter. Da en teologisk kandidat Ludvig Zeu-then, (senere præst) en søstersøn af Steffens, 26/2 har talt om Wessel, tilføjer eforen bifaldende: „og om de her i Byen grasserende Kælder-mænd, der griber om sig som Pesten“. Desværre nøjes han 19/3 med, at cand. theol. Ernst Bojesen (senere rektor) gav „et Bidrag til Studenterforeningens Historie“, men på sin 26-års fødselsdag meddeler han: „2/4 havde jeg den Ære at oplæse mit romantiske Syngestykke Bruden fra Lammermoor efter Walter Scotts Roman“. Midt i efortiden tilbyder han endvidere „med Fornøjelse“, men dog først efter sommerferien at katalogisere det hastigt voksende bibliotek, hvis nogen af Bogkomitéens medlemmer paa grund af private forretninger skulde blive forhindret. Her sørgede Frederik Fabricius imidlertid både for katalogisering og trykning. 2/5 1831 udmeldte H.C. Andersen sig af Studenterforeningen. Det plejede man, når man en tid var borte fra byen, og nu forestod sommerferien og den første udenlandsrejse [Harzen og Sachsisk Schweiz]. Ved hjemkomsten meldte han sig ind igen. Mod slutningen af året sendte han senioratet et brev, der viste hans hjertevarme. Lørdagen d. 11/11 1831 læste også han i „Dagen“ en opfordring til at støtte en betydelig dansk digter, som uden egen skyld var blevet dybt forgældet og ville gå til grunde, hvis han ikke fik øjeblikkelig hjælp. Redaktionen ville kun røbe navnet overfor dem, der var villige til denne hjælp. Enkeltheder i omtalen lod dog læseren forstå, at det drejede sig om Christian Hviid Bredahl på Damgaard ved Sorø. Selve Jonas Collin gættede omgående navnet og bad H.C. Andersen skaffe nærmere oplysninger. Han skrev da til Ingemann, men tilstillede forinden senioratet et længere brev med opfordring til at gøre noget. Selv kendte han slet ikke Bredahl personlig, men vidste, at „han var en sand Digter og ulykkelig og Mere behøves der næppe hos Nogen af os for at redde en Mand ikke blot for sin Familie, men for Literaturen og vor egen Tidsalders Ære“. Senioratet afholdt derpaa både en koncert og en oplæsning, så Edvard Collin kort efter kunne kvittere for modtagelsen af c. 170 rigsbankodaler. Året 1831 endte med, at H.C. Andersen i et brev kunne fortælle, at han juleaften skulle spille gudinden Iris i prologen til Holbergs „Ulysses von Ithacia“: „Jeg skal have Spencer [kort ærmeløs overtrøje], Flipper, Halsbind og Fiskebeensskjørt og saa en Glorie om Hovedet. Jeg bliver deilig, kan De troe. Gud veed, hvad Indtryk jeg gjør paa de unge Studenters Hjerter“. Det var en karakteristisk omhu for det ydre, som siden gentog sig.
Juleaften gav på den tid mere anledning til lystighed end til højtidelighed og blev ofte tilbragt udenfor hjemmet. Da H.C. Andersen i 1834 havde været til middag med juletræ hos H. C. Ørsted, gik han derfra ned i foreningen, hvor „de først gav en Prolog af Arnesen, derpaa en Vaudeville efter det franske og til Slutningen en Parodie paa Balletten „Nina“ under Tittel af „Kysset eller Medicin mod en halv Times Vanvid af Kjærlighed“, hvori vare mange Hentydninger paa den sidste Tids Begivenheder, saa det havde stor Interesse“. Ved lukketid brød H.C. Andersen sig imidlertid ikke om at gå hjem til sin nye bopæl Nyhavn 280 [nu nr. 20], men gik „efter Komedien Klokken 11 til Julegrød hos Collins.. . Halv 3 var jeg i Seng“.
Med „Improvisatoren“, de første eventyr, „O. T.“ og „Kun en Spillemand“ bag sig fik H.C. Andersen alligevel i 1836 tid til at yde sit bidrag til juleaftens komedierække, skønt det kun drejede sig om et forspil til hovedkomedien. Herom fortæller et brev juledag: „laftes havde vi Comedie i Studenter Foreningen, jeg havde bearbeidet et fransk eenacts Stykke til en Vaudeville i fem Acter og den gjorde megen Lykke. Navnet var: Soufleurens Benefice eller Opførelsen af Hermann von Unna, Prindsen af China og Sylphiden [det kgl. Teaters seneste nyheder]. Jeg udførte selv den tragiske Skuespillers Rolle, men var da saa syg, at jeg maatte kjøre hen og hjem, men spilles skulde der og jeg skal have skildt mig særdeles godt fra det. Secretair Suensen udførte ganske mesterligt Soufleurens Rolle. En Hr. Philipsen var Dandserinden Taglioni og havde paa egen Regning ladet sig sy en af de nyeste Pariserdamekjoler af rosenrødt Silke, filerede Strømper, atlaskes Sko og en Hat til 11 Rbdr. (?), alle de Andres Dragter vare ligesaa smukke. Efter dette havde vi et Efterspil „Nu gaaer Ballonen“, som var skrevet af Fabricius …” H.C. Andersen fortæller derpå om handlingen i dette efterspil, men vender tilbage til sit eget forstykke: „I min Vaudeville gjorde især Lykke 5te Acts Begyndelse, hvor Orchestrets Medlemmer synge og modtage de spillende Damer mellem sig, og disse derpaa i et stort Syngenummer klattre op over Lamperne for at tage Plads bag Couliserne“. Når man bemærker, at hele dette udførlige referat er skrevet dagen efter forestillingen, er det mærkeligt, at H. C. A. Lund har en helt anden fremstilling: „Først blev der spillet et Stykke af H.C. Andersen, en Lokalisering af Theodor Hells [pseudonym for teaterin-tendant i Dresden Theodor Winkler]da bekjendte Lystspil „Die Benefice vorstellung“. Det drejer sig om Intrigerne mod en Benefice for Thea-tersuffløren, hvis Rolle blev spillet godt af N. Suenson. Efterat Suffløren forgjæves har anstrengt sig for, at de til hans Benefice ansatte Stykker kunne blive givne, uddeler han røde Plakater, paa hvilke der staar, at der i stedetfor vil blive opført „Intrigen i Værtshuset“ eller „Nu gaar Ballonen“.
H.C. Andersen deltog overhovedet, når han kunne, i livet i Studenterforeningen. Et lille bevis herpå er en meddelelse 2/2 1837: „Paa Mandag skal vi have Løier i Studenterforeningen. Det bliver et Markede, omtrent som St. Knuds. Salen decoreres som en Gade med Huse og Taarne, hvert Vindue i Salen forvandles til et Telt med Støvler og Hatte, Potter og Honningkager. To Theatre kommer der, og ude i Forværelset bliver Hestemarket med Kjæpheste og Gyngeheste. Jeg veed endnu ikke, hvad jeg vil være, men med Moustacher kommer jeg, thi de klæde mig“. To dage efter læste han 4/2 for første gang et eventyr op og havde valgt „Den lille Havfrue“, medens han senere oplæste et brudstykke af romanen „Kun en Spillemand“. Juleaften 1837 var han igen dramatikeren med farcen „Langebro“. Også den var ren revu, en dramatiseret parallel til hans „Fodrejse“ med satiriske hib til døgnets kunstneriske, litterære og sceniske begivenheder. Det frie spil med aktualiteter og for en kreds, som forstod enhver hentydning morede ham stadig selv som overgiven spøg. Han skrev til Ingemann, at „baade Molbech og Flere fik nogle uskyldige Raketskud“. Mellem „Flere“ var dog både Henrik Hertz og fru Heiberg og med uskyldigheden var det kun så som så. Hauch advarede ham og erklærede, at det ville han komme til at mærke. De fantasifulde figurer og optrin på Langebro morede imidlertid tilskuerne, men stillede så store tekniske krav, at H.C. Andersen efter en udførlig redegørelse for handlingen i brevet til Ingemann erklærede, at farcen „i det Hele blev spillet yderst slet, hele Scener blev sprungne over, andre gjentagne, saa jeg ærgrede mig meget og gik utilfreds bort“.
Men med rørende godmodighed var han igen rede ved en aftenunderholdning 6/1 1838, hvor man havde fundet på at illustrere de forskellige benævnelser på en rus gennem skiftende tableauer, men ved „Den er for høj“ nøjedes med at lade den kendte, lange skikkelse vise sig. Derpå fulgte 3/3 „Lykkens Kalosker.“ Den 23/4 medvirkede han som skuespiller: „Igaaraftes havde Studenterforeningen deres Forestilling paa Vesterbroe for Thorvaldsens Museum, vi gave „Charlatanismen“, et Stykke af Scribe, men som Borgaard har lokaliseret, alt tænkeligt nyt kom for deri … Jeg spillede „en Liberal“, men jeg maatte da kjøre ud og kjøre hjem … Min Spillemand kom da ogsaa for og ret snorrigt. I Stykket sagde en, at Andersens Levnet var oversat paa Fransk. Hvo har gjort det? spurgte en anden. „Det har Zombien gjort“ var Svaret“. Da Thorvalden 13/10 blev æresmedlem, bad man ham skrive den første sang ved festbordet. Den blev modtaget med begejstring „som om alle Studenter vare Visens Forfattere“, og navnlig blev et vers hilst med håndklap:
Du blev Student, og Du kan tro,
Just i Oktober maa det være.
Du hugged dig igjennem jo,
saa Talemaaden kom til Ære.
„Hvad giver op Du af Homer?“
Blev spurgt, og man jo vented Blade;
Da formed Du til Liv i Leer
Den hele Iliade.
Glad og stolt skrev H.C. Andersen et par dage efter: „Aldrig før er jeg siden blevet saa beundret og takket for et lille Digt som for dette, jeg har været heldig nok at gribe, hvad der laae saa nær. Denne Sang har vundet uddeelt(sic) Bifald. Thorvaldsen skal have været bragt i et ypperligt Lune“. Senere kom der i „Mit Livs Eventyr“ til at stå, at „Sangen hører til de af mine Digte, man synes at erindre“. Forbavsende nok måtte H.C. Andersen få dage efter vise senioratet endnu en tjeneste ved at skrive en ny sang „Til Etatsraad Hornemann fra Studenterforeningen 20. Oktober 1838“, altså til den bekendte botaniker Jens Wilken Hornemann, som ofte havde taget del i studenterlivet og som studenterne på hans 60 års fødselsdag 1830 havde hyldet med et fakkeltog. Endelig var H.C. Andersen juleaften 1838, da Fabricius under den nye titel „En Criminalproces“ fik genopført sin studenterkomedie fra 1833 „List og Magt“, den ene af rettens to assessorer, som ikke blot havde til opgave at fælde dommen, men bagefter skulde passiare om årets begivenheder. Atter her er der en bemærkning om hans udseende: „jeg skal være blond, friseret à la Pechena“ [Pechena var en fransk skuespiller, der i 1838 gjorde lykke på Vesterbros Theater]. Med rette havde en ganske ung juridisk student, den senere så berømte forfatter af „Phantasterne“ Hans Egede Schack i en vise „Til vore Digtere“ også et velment vers om H.C. Andersen:
Billigt er det, at vi priser
Ham, som priser, hvor han kan,
I Romaner, Digte, Viser
Spredte selv i fremmed Land –
Studenterforeningen,
Leve H.C. Andersen!
Han var i disse år en næsten daglig gæst i Studenterforeningen for bl. a at læse aviser. Da den odensianske „Fyns Avis“ en oktoberdag 1838 lå på bordet, fortæller han rørt: „Vi har faaet Thomsens Avis i Studenterforeningen, det morede mig at see den der, det var som en gammel Ven fra Landet, jeg havde nær spildt en Kop Kaffe paa Bladet, for jeg syntes, jeg burde traktere det“. Endnu i december tilstår han: „Thomsens Avis griber jeg med stor Begjærlighed hver Postdag i Foreningen“.
Den omtalte omhyggelige omsorg for et pænt udseende kom i april 1839 frem igen i nogle brevlinjer: „Om 14 Dage (20/4) giver Studenterforeningen en Forestilling for de Vandlidte (jyder), den gives paa Hoftheateret og bestaaer af en Folkekomedie af Hertz, derpaa (mulig-viis) „Den flyvende Kuffert“ et Eventyr af H.C. Andersen fortalt af Forfatteren, og tilsidst et fransk Lystspil oversat af Arnesen. Jeg møder i Silkestrømper, hvid Atlaskes Vest og min franske Hat, friseret à la Pechena; jo, jeg bliver deilig; hvis der bliver noget af“. Ved et par musikalske aftenunderholdninger om efteråret oplæste H.C. Andersen bl.a. „Svinedrengen“.
Med 1840 kom lige efter hinanden fire forskellige opgaver, som viste, hvorledes man til enhver tid og ved enhver lejlighed mente at kunne regne med H.C. Andersens stadig redebonne imødekommenhed. Det var rimeligt, at man ved sørgehøjtiden for Frederik d. Sjette d. 28/1 og altså på den afdøde konges fødselsdag, havde bedt ham om at skrive kantaten til Hartmanns musik, men måske mindre rimeligt, at man til fastelavnsfesten ønskede endnu en munter komedie. Tre andre bestillinger fik ham dog til kun at kunne nå en løs ramme, som andre måtte udfylde og som derfor ved opførelsen i Borups lokaler uden videre blev kaldt „Ingenting i een Akt med Sange og Kor“. Et af versene i slutningssangen overtog H.C. Andersen selv. Da man til den tredie og sidste forestilling på Hofteatret til fordel for Thorvaldsens Museum ville parodiere Bournonvilles ballet „Fædrelandets Muser“, som kort forinden var blevet opført, da Christian d. Ottende 20/3 for første gang efter tronskiftet var i det kgl. Teater, prøvede H.C. Andersen, men frarådede derpå „den tossede Forestilling“, da det var ham imod at parodiere et arbejde, som „paa den danske Scene er fremstaaet i en høj Festanledning“. Senioratet havde dog ingen betænkeligheder og overdrog udarbejdelsen til H. P. Holst, men det pinte H.C. Andersen, hvis man misforstod hans modstand. Han forklarede derfor sine grunde i et langt brev, der tilsidst forsikrede, at „jeg ikke hører til de Folk, som kun gjøre Hindringer, hvor noget smukt eller Godt skal udrettes, men at jeg altid har viist Foreningen min Iver og Beredvillighed, hvor jeg kunne gjøre Noget til dens Tarv, troer jeg, Senioratet maa vide fra den lange Tid, jeg har været Medlem af Studenterforeningen“. Da Oehlen-schläger på sin 62-års fødselsdag 1841 var blevet æresmedlem og 20/11 fejredes i de gamle lokaler i Boldhusgade, som man var flyttet tilbage til, var H.C. Andersen, der altid havde beundret digteren, naturligvis med til at besynge ham og havde igen den glæde, at især det første vers blev hilst med håndklap og siden husket:
Skarpt som et Sværd laa Øresund
Imellem Nabostrande.
En Rosengren en Morgenstund
forened disse Lande.
Hver Rose aanded Poesie
Hver Blomst var Sangens Bæger.
Hvo mægted dette Trylleri?
Du, Adam Oehlenschläger.
Han var ligeledes mellem de skribenter, som på prosa eller rim havde skrevet en hilsen i det i rødt saffian med guldtryk indbundne album, som ved bordet blev overrakt æresgæsten, men verset her nåede ikke verset i sangen.
Endnu 1842, da Studenterforeningen 7/5 ved en lille fest tog afsked med forfatteren Carl Borgaard, den tidligere senior, der skulle rejse til udlandet, skrev H.C. Andersen hyldestsangen. Men da Hostrup ved den første opførelse af „Genboerne“ 20/4 1844 på Hofteatret havde ladet en „skomager“ – den evige jøde – udtale sig både på vers og prosa om H.C. Andersens mange ejendommeligheder, blev denne bedrøvet og skrev til senioratet, at han havde „følt sig meget saaret ved saa godt som offentligt at se mig og min Virksomhed latterliggjort“. Da Hostrup ved gentagelserne havde mildnet udtrykkene og bl.a. ladet skomageren erklære: „De store Poeter – de kan saa gaa“, sendte H.C. Andersen ham sin næste bog med påskriften „Regn mig mellem Vennerne“.
Derefter møder man i mange år kun H.C. Andersens navn, da Studenterforeningen i december 1848 og måske bl.a. af mangel på andre muntre komedier, som ikke stemte med tidens alvor, spillede hans pudsige, men ret ligegyldige situationsvaudeville „En Nat i Roskilde“.
Først 30/1 1858 stod H.C. Andersen igen på talerstolen i Boldhusgade, oplæste fire endnu uudgivne eventyr og historier og fortalte herom i et brev: „For omtrent tre Uger siden blev jeg smukt og hjærteligt anmodet om at læse de nye Eventyr i Studenterforeningen, hvor Oehlen-schläger tidt læste, men hvor jeg i omtrent fjorten Aar ikke har læst. Jeg havde særdeles stor Glæde heraf og maa sige, at aldrig har jeg mødt et modtageligere Publicum; man forstod saa ypperligt, og jeg modtog det varmeste Udtryk af Tilfredshed“. Hans almanak havde været mere kortfattet: „Læste i Studenterforeningen for et særdeles stort Auditorium og fik en Tak af Senior og 3 Gange Hurra af Studenterne“. I „Mit Livs Eventyr“ kom til at stå: „I Studenterforeningen havde jeg som ung Student læst mine første Eventyr. Aaringer vare hengaaede. Nu, 1858, læste jeg igjen og blev saa hjerteligt takket og hilset“. Her gik tanken vel tilbage lige til 11/12 1830, da han debuterede som oplæser, og novellen om Badens latinske grammatik med lidt god vilje nok kunne kaldes for et eventyr. Da et rigtigt eventyr i 1837 blev oplæst, var han jo 32 år. Men de 14 år? Der var jo ingen oplæsninger i 1844, men med 1858 var ialfald et nyt afsnit af forholdet mellem H.C. Andersen og Studenterforeningen begyndt. Han havde nu nået sit højdepunkt. Han var allerede fra 1851 professor H.C. Andersen, hans berømmelse var europæisk og hans „Samlede Skrifter“ udsendtes fra 1853 til 1855, da han blev 50 år. Det var nu en ære for Studenterforeningen, at han stadig ville være dens gæst. Der var derfor mødt så mange tilhørere, at de fyldte både festsalen og det tilstødende bibliotek. Da den ledende senior [E. F. Koch, siden provst og historiker] havde takket, lød i henhold til protokollen „tre kraftige Hurraer, fordi man med Erkjendtlighed havde nydt denne Aften“. Bifaldet fik ham til allerede 17/4 at komme igen med det en måned efter udgivne eventyr „Dyndkongens Datter“, som han læste „fra 8 til halvti (ikke tilfreds)“. Grunden var måske, at „ved Oplæsningen i Studenterforeningen, hvor der var meget varmt og man lukkede Vinduerne op, blev jeg forkjølet og leed hele Natten af Tandpine“.
I 1859 fulgte 2 oplæsninger til: 19/2, hvor man bl.a. blev meget begejstret for „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre“ og ved et lille sold udbragte hans skål, og 12/11, hvor han oplæste 5 nye fortællinger. I en af senioratet påbegyndt dagbog, som desværre ophørte 1873, hed det, at „Salen var propfuld, og Flere maatte gaae bort af Mangel paa Plads. Ved sin Bortgang hilstes Professoren med Klap og Bifaldsraab“. Samme år havde H.C. Andersen i øvrigt for første gang deltaget i studenterkarnevallet og var senere nogle gange med til denne forlystelse. Da Studenterforeningen som sædvanlig 13/1 1860 afholdt „Nordisk Højtid“ med de mange traditionelle skåltaler, var det ganske karakteristisk for de følelser, hvormed man nu omfattede det berømte medlem, at den ledende senior motiverede en skål også for H.C. Andersen med at fortælle „et Eventyr om Studenterlivet og Studenternes Sympati for Eventyrdigteren og den Glæde, det havde været, da han selv viste sig i deres Midte“. Samme efterår oplevede man denne glæde igen, da han 15/12 oplæste 2 nye og 3 gamle eventyr, medens salen „som sædvanlig var propfuld og Tilhørerne viste deres Paaskjøn-nelse ved levende Bifald. Professoren (bemærk titlen) lovede, naar han havde faaet noget Nyt færdigt, da at ville oplæse det. Efter Oplæsningen Sold“. Allerede 1861 oplæste han da 2/3 af et lige udkommet eventyrhefte, hvoraf „Skarnbassen“ især morede, og 23/11 „3 nye Fortællinger: „Psyche“, „Sneglen og Rosenhækken“ samt de første kapitler af „Iisjomfruen“, hvorpå dagbogen gentog, at „Salen som sædvanlig var stopfuld, og Oplæsningen fulgtes med levende Bifald“. I 1862 var han igen udenlands.
Tiden var imidlertid nu inde for foreningen til en dag at forlade den gammeldags bolig i Boldhusgade og om muligt flytte ind i eget hus, som man foreløbig ved forskellige lejligheder og på forskellige måder indsamlede midler til. H.C. Andersens navn havde derfor netop i 1861 stået under en indbydelse til en i november afholdt bazar. Han var da naturligvis 17/4 1863 med i processionen til og indvielsen af den nye Studenterforenings bygning i renæssancestil ved Holmens Kanal, fandt Christian Richardts kantate til Hartmanns musik „ypperlig“ og professor H. N. Clausens festtale god, om end vel bred, men var ikke med til aftensoldet, der skulle have været lovlig råt. Derimod var han tilfreds med den ydre, festlige ramme. Dagbogen havde i indvielsesmåneden beklagende noteret, at „i Løbet af Maaneden kom H.C. Andersen, hvis Oplæsning vi hele Vinteren har savnet, endelig hjem, men eftersom man ej vidste, hvor han skulde søges, kunde der ialfald ej i denne Maaned blive Tale om at bede ham om en Oplæsning“. Grunden hertil blev 22/4 1863 givet i en ny notits: „Senioratet havde tænkt sig at kunne faa H.C. Andersen, der endelig er kommet hjem, til at indvie vor nye Sal til sædvanlig Brug ved en Oplæsning d. 2. Maj, men han er desværre taget paa Landet“. Først om efteråret 4/11 oplæste han efter at have skrevet bogen om sommeren ude på sine herregårdsbesøg, udvalgte kapitler af „I Spanien“. Efter krigsåret 1864 fulgte 15/11 1865 fire eventyr og historier, som alle var skrevet om sommeren og udkom nogle dage efter oplæsningen, nemlig „Lygtemændene ere i Byen“, „Guldskat“, „I Børnestuen“ og „Stormen flytter Skilt“.
I 1866 var det lige ved at gå galt. Herom meddelte dagbogen under 3/12 „H.C. Andersen: „Portnerens Søn“, „Moster“ og „Skruptudsen“. Han har senere beklaget sig over, at Salen den Aften ikke var fuldt oplyst og har deri troet at se en Tilsidesættelse, hvilket imidlertid er uden Grund. Men læser han en anden Gang, oplys da helt“. En tradition har senere udmalet, hvad der var sket. Da han var trådt op på talerstolen, forlod han den øjeblikkelig og ilede med lommetørklædet for øjnene ind i sideværelset. Da senioratet forfærdet var ilet efter ham for at forhøre om grunden, svarede han, at da han fornylig havde indfundet sig ved et foredrag, stod der på talerstolen en tændt kandelaber. „Nu, hvor H.C. Andersen kommer, staaer der kun et Tællelys“. „Men Foredragsholderen den Aften havde været meget nærsynet, medens Professoren jo har ganske udmærkede Øjne“. „Ja, naturligvis“, hvorpå H.C. Andersen trøstet vendte tilbage til salen og aldeles udmærket oplæste – her anføres H.C. Andersens egen dagbog: „Moster“, „Portnerens Søn“ og „Skruptudsen“. Jeg blev modtaget, fik stærk Aplaus (sic) og særlig syntes „Portnerens Søn“ at tiltale, men først stod der ganske vist: „Følte mig mindre vel og er meget nerveus for Oplæsningen iaften i Studenterforeningen“.
I 1867 gik det imidlertid helt anderledes. Det skyldtes den store skuespiller Frederik Høedt, som 1857 havde taget afsked fra det kgl. Teater som skuespiller og 1864 som instruktør. Han havde derefter virket ved Folketeatret og bl.a. instrueret studenterkomedien „Fanget“ af Johannes Helms, som først var blevet spillet af studenter til fordel for foreningen „Fremtiden“ og derpå for Studenterforeningen. Dermed knyttedes en forbindelse, der medførte, at Høedt i en halv snes år blev både instruktør og oplæser og 5/12 1866 oplæste 3 akter af „Hamlet“, der havde været hans mest berømte rolle. I 1867 fortsatte han 30/1 ved en Koncert med Damer, hvor kammersanger Schram foredrog forskellige sange og Høedt læste danske digtere, bl.a. H.C. Andersen („Sommerfuglen“). H.C. Andersen var blandt tilhørerne, og han deltog bagefter i en spisning i senioratsværelset. Herom skriver han i sin dagbog: „der var stor Opdækning, min Skaal blev to Gange udbragt, men nu sagde Høedt, at han just vilde have udbragt den; at han i et Stykke af mig: Langebro, første Gang havde betraadt Bræderne, at Meget laae imellem siden den Tid, at han nu ved igjen at optræde i Studenterforeningen, nødigst vilde have opgivet at sige et Eventyr af Andersen, at det var en gammel Gjæld, at Andersen var blevet en Foreningens Student, saa frisk og ung og maaske just nu mere ung end ved Indtrædelsen; han foreslog tre Gange Hurra! jeg takkede ham hjerteligt, bad ham ikke at afslutte men begynde et nyt Livs Afsnit med at optræde igjen i Studenterforeningen og derfra indtage sin Plads der hvor han kunde ophjælpe et gammelt Huus. Senere fik vi Placaterne frem over de tidlige Studenterforestillinger. Jeg gik hjem halv 12 de andre først imod Kl. 2“.
9/2 gentoges aftenunderholdningen, omtrent med samme program. Andersen havde købt fem billetter og var selv foreningens gæst. Høedt læste igen „Sommerfuglen“ og gjorde det så glimrende, at Studenterforeningens Dagbog fandt sig foranlediget til især at fremhæve de kvindelige tilhøreres henrykkelse: „den sidste satte navnlig Damerne i Ex-tase. De tog en frygtelig Hævn over Pebersvenden ved den yndigste Latter, der ledsagede de fineste Nuancer i det rigt afvexlende Billede af Sommerfuglens Flagren. Da Bifaldet var stormende, fortalte Høedt som Dacapo-Nummer „Den lykkelige Familie“ morsomt og med stor Opfindsomhed. Sneglefader og Sneglemoder gaves som to tydskaccen-tuerede Aristokrater, Myren som en forsoren Skomagerdreng osv“. Ved aftenspisningen i Senioratet sagde Høedt til digteren, at eventyrene mer og mer var gaaet op for ham; „som han læste“, skriver Andersen, „var det som hørte de Folket til og at dets Forfatter ikke levede samtidig med ham“. De blev påny enige om at glemme alle gamle misforståelser. Hans dagbog fortsætter: „Da jeg henimod elleve vilde gaae sagde Senior Kock, at der var en stor Deel Studenter inde tæt ved til Sold, som saa gjerne saae os, Høedt vilde nok derind; jeg ønskede hellere at komme hjem, men vilde dog ikke støde de unge Mennesker; man bad mig blot vise mig, saa kunde jeg liste af; der blev en heel Omfløtning da Høedt og jeg kom. Topsøe holdt Tale til mig og jeg fik 9 Gange Hurra, forud blev en Sang sjungen, den næste Skaal var for Høedt, og han udtalte sig, om det Brud der var blevet mellem ham og de unge Studenter, sagde at det mueligt havde været hans Feil, man havde hys-set, pebet af ham paa Scenen; nu var i en nyere Slægt Ungdoms Forholdet til hans Glæde vendt tilbage. – Han berørte at han var først optraadt i et Studenterstykke af mig: Under Langebro (men over skulde han snarere have sagt) han var optraadt som Jomfru Grahn i Balletten Valdemar og siden man havde seet ham, havde Bournonville ikke ladet den komme paa Scenen; nu var han igjen optraadt i Foreningen med den samme Digter, ogsaa med ham havde der været et Brud, men det var ogsaa nu blevet fyldt, han bad om han, uagtet min Skaal alt var blevet drukket, maatte bede dem med ham tømme et Glas for ham; (jeg fik atter ni Hurra.) Klokken blev imidlertid henimod 12, Topsøe sagde at jeg nok stille kunde liste af, men jeg greb Glasset, sagde at jeg var kommet ned i Senioratets Stue tæt ved og da jeg vilde bort hørte jeg, at de vare samlede herinde og man bad mig see lidt derind, jeg kunde liste strax, men jeg kunde ikke liste uden endnu engang at takke for den hjertelige Modtagelse og drikke et Glas med dem, som et Løftets Bæger, dersom det blev mig givet at opfylde samme, da at skrive et Stykke for Foreningen! dette blev optaget med stormende vedvarende Jubel og da jeg endelig kom til Orde, sagde jeg videre, at jeg vilde skrive det saaledes at Høedt kunde udføre Hovedrollen om den tiltalte ham! nu fulgte atter stort Bifald; nu kan jeg da liste! sagde jeg og listede af“. Foreningens Dagbog noterer, at „H.C. Andersen saas atter til Lørdagssold, drak sin Punch og sang „Nu er det stille, han har os forladt““. Da Tokabsrøgen imidlertid begyndte at blive stærk, trak han sig tilbage; „„han havde faaet Lov at liste af, naar han vilde“, sagde han“. Komedien blev dog aldrig skrevet; aftenens bedste resultat har øjensynlig været, at han vel hjemme var „opfyldt af Glæde over det paany knyttede Venskab“. Hans ytring i „Mit Livs Eventyr“ om, at Høedt var den første, der med undtagelse af ham selv læste hans eventyr op i Studenterforeningen, er en indrømmelse af, at den genvundne ven kunne gøre det mindst lige så godt. Efter 23/2 sammen med Høedt at have moret sig med at overvære en salskomedie, der sluttede med Topsøes vittige fastelavnsparodi på fransk unatur „En Omelette“, læste han, hvis „Velvillie mod Foreningen i nærværende Saison er om muligt endnu større end tidligere“ dog selv 2/3 op af sine eventyr („Nabofamilierne“, „Nattergalen“, „Børnesnak“ og „Stoppenaalen“) for et „ikke meget talrigt, men meget taknemligt Publikum“. Efter oplæsningen var han „til Aftensmad i Senioratet, hvor „jeg var meget snaksom“. Aldrig havde Studenterforeningen dog betydet mere for H.C. Andersen end 6/12, da han blev æresborger i sin fødeby Odense, men ved festmiddagen dels var plaget af tandpine og dels af tanken på, hvad offentligheden dagen efter vilde sige om al denne hyldest. „Da kom det første Telegram, det kom fra Studenterforeningen“, [hvis seniorat sendte „Digteren H.C. Andersen sin Hilsen paa hans Hædersdag med Tak for Fortiden og de bedste Ønsker for Fremtiden]; „det løftede og lyste. Jeg fornam, at den academiske Ungdom tog Deel i min Glæde og undte mig den“. I hans takkebrev dagen efter stod: „Det er mig en Stolthed i god Betydning, en Ære, en uendelig Glæde at være erindret af den unge Slægt, der som Mænd voxer op til Danmarks Styrke og Hæder. Jeg bringer Senioratet og hver Enkelt min dybtfølte Tak“. Telegrammet til ham var afsendt af den ledende senior Valdemar Oldenburg [da auditør, siden overpræsident], en udadtil kølig og myndig mand, som 1868, da H.C. Andersen 28/3 læste „nogle ældre og nye Historier“ op, i kraft af sin urokkelige retfærdighedssans tilføjede sin særmening: „Nogle vare endog endnu i Manuskript. Jeg troer, at man i det Hele fandt baade det Gamle og Nye temmelig kjedsommeligt, og at man undrede sig over, at han selv kunde finde det smukt og ikke indsee, at han mangfoldige Gange tidligere havde sagt det Selvsamme og idet-mindste ligesaa godt, saa at det end ikke havde Nyhedens Interesse“. Helt forkert var det nu næppe, idet H.C. Andersen selv skrev i sin dagbog: „jeg var noget nerveus og ængstelig, da jeg kom i Læsesalen, læste „Sommergækken“, ikke en Haand rørte sig, de tog heller ikke imod mig som oftest skeer, hele Sangforeningen var borte for at assistere i Casino … Jeg læste nu „Marionetspilleren“, „Hvem er den lykkeligste“, „Ugedagene“, „Peiter, Peter og Peer“ samt „De to Jomfruer“, hver enkelt blev optaget med stærkt Bifaldsklap. Nede i Senioratet læste jeg „I Vetturinens Vogn“, de havde ingen til at spille smukt nok de to Elskende“. Til gengæld hed det 5/12: „Læste kl. 8 i Studenterforeningen „Dryaden“, som idag af Reitzel er sendt om og staar i Bogladens Vinduer. Der var aldeles opfyldt, og da jeg havde endt, fik jeg et stormende Bifald“. De to oplæsninger skulle bøde på, at han i vinteren 1867-68 ikke havde turdet læse op af hensyn til et kunstigt tandsæt, der ikke ville sidde fast, så han „frygtede baade for mine Tænder og min Udtale“. Dog mente han efter 28/3, at „min Stemme igjen lyder tydelig og klar“. Heldigvis var Studenterforeningens dagbog fuldt enig med oplæseren i, at han 5/12 var optrådt for et „meget talrigt Publi-cum“.
Så kom 1869, hvor Rasmus Strøm [senere Nationalbankdirektør] på halvanden side i al fortrolighed fortæller, hvorledes den ledende senior Peter Hansen [senere professor, litteratur- og teaterhistoriker] stillede sig til et af H.C. Andersens højeste ønsker:
H.C. Andersen havde for sine Venner længe slaaet paa, at han ønskede og ventede Halvhundredaarsdagen for hans Ankomst som „fattig Dreng“ til Kjøbenhavn mindet ved Festligheder, som vistnok efter hans Mening vanskelig kunde være for storartede i Forhold til Dagens Betydning. Det er en Selvfølge, at hans daglige Kreds (Grosserer Melchiors) stræbte at efterkomme hans Ønsker i denne Retning, og den ledende Senior, P. Hansen, som ogsaa færdes en Del i samme Kreds, var Gjenstand for adskillige Opfordringer eller Forespørgsler, sigtende til at fremkalde en Optræden af Studenterne ved denne Leilighed, navnlig et Fakkeltog. Trods al Beundring for H.C. Andersen, og uagtet Studenterforeningen har al Anledning (netop overfor ham) til at deltage i de Hædersbevisninger, som ydes ham, var det dog den almindelige Mening i som udenfor Foreningen, at denne Mærkedag var noget vil-kaarlig valgt; man formodede (og vistnok med Rette), at den hele Hylding paa denne Dag var en Tanke, undfanget (og realiseret, kan man næsten sige) af Andersen selv (jfr. Telegrammerne ved den offentlige Fest fra flere Steder i Europa, hvor A. har Venner, som kun paa mere eller mindre tydelig „Opfordring“ kunde falde paa at telegrafere til den Dag); og dette „Jubilæum“ stillede i Udsigt en lang Række af lignende omtrent ligesaavel motiverede, der ikke var fri for at give det et lidt comisk Anstrøg. En altfor fremtrædende og storartet Fei-ring fra Studenterne vilde derfor ikke alene for et ædrueligt Blik vise sig som urimelig, men kunde desuden ingenlunde være sikker paa en passende Tilslutning; det er ogsaa charakteristisk, at, da det blev bekjendt, at Senioratet vilde feire Andersen, lød der fra alle Sider ængstelige Udtalelser om, at det dog vel ikke var for storartet, det man vilde gjøre. Med rigtig Takt værgede P. Hansen sig mod alle Overtalelser til at foranstalte Fakkeltog ell. desl.; et Medlem af hin Kreds, Mægler Hen-riques truede endog med, naar Senioratet ikke vilde holde Fakkeltog, at reise Agitation herfor mellem de unge Studenter. Imidlertid vilde man gjerne gjøre Andersen den Fornøielse at hædre ham, naar det kunde ske paa rimelig Maade, uden for meget Spræl. Den Form, man valgte, anvistes af — Andersen selv, det vil sige: paa anden Haand erfarede man, at han vilde være glad ved en Hylding i den Form, at hans Buste opstilledes i Foreningen; ligeledes erfarede man, at han ønskede – naturligvis ikke paa selve Dagen, hvor han jo skulde feires offentligt, men 2 Dage i forveien, d. 4. Septbr., der i øvrigt som Aarsdagen for hans Afreise fra Odense var næsten ligesaa mærkelig som d. 6te, Ankomstdagen til Kjøbenhavn – at oplæse nogle nye Æventyr for os. Man bad ham selvfølgelig med Glæde herom og kjøbte Bissens Buste af ham i Gibs. For et meget talrigt Publicum læste han altsaa d. 4. Septbr. 3 utrykte Historier og Æventyr, og læste dem ganske fortræffeligt; da de desuden høre til de bedste fra hans senere Aar, gjorde de uhyre Lykke (Det var „Hønsegrethe“, „Solskinshistorier“ og „Hvad man kan hitte paa“). Efter Oplæsningen traadte P. Hansen op paa Talerstolen og rettede en smuk og fortrinlig holdt Tiltale til ham, hvori han takkede ham fra Studenterne for hans hele, store Virksomhed, mindede om Dagens Betydning for ham og om hans hele underfulde Liv, sagde ham, at fra idag vilde hans Billede findes mellem de andre store Mænds, som smykke vor Forening, og sluttede med et Leve for A. Efter Hurraerne takkede denne stærkt bevæget paa en smuk og saare elskværdig Maade. Mod hans Sædvane i de senere Aar spiste han til Aften med Senioratet i Senioratsværelset og tænkte endog paa at blive til Sold, men det blev ham for sent. – Busten opstilledes i den store Conversationsstue nærmest Vinduet ved Væggen ind til Claverstuen, ligeoverfor Heibergs, som flyttedes fra Rummet over Nodeskabet og der har efterladt en endnu ubesat Plads. – I Middagsmaaltidet for Andersen d. 6te deltog paa Foreningens Vegne en Senior, efter Lodtrækning Anker, da P. Hansen havde Digterbillet.
H.C. Andersen var selv lykkelig ved 4/9, hvorom hans dagbog fortalte: „Til Aften havde jeg lovet at læse i (Studenter-) Foreningen Kl. 8. Senioratet var festklædt, den store Sal i sin Festpuds, og paa Kathederet laae til mig en deilig stor Bouquet af Roser, omgivet af Laurbær. Salen var propfuld, der havde indmeldt sig en betydelig Mængde og alle de unge Russer var her; jeg blev modtaget med Hilsen, og da jeg havde læst „Hønsegrethe“, lød et rungende Bifald, ligesaa for „Solskinshistorier“, og under „Hvad man kan hitte paa“ var Jubel og Bifaldet gjentagende. Da jeg havde endt, traadte Senioren P. Hansen op, og i et smukt Foredrag takkede han mig for den Glæde, jeg saa ofte ved at læse mine Eventyr havde forundt Studenterne, at de havde lært af mig, og at mit Navn lød ud i Verden, at der var idag en Mærkedag for mig, og paa den havde de til Minde stillet min Buste op i Foreningens Sal mellem deres berømte Mænd. Der lød nu ni Gange Hurra. Jeg takkede og sagde, at de havde forskaffet mig en uendelig stor Glæde, opfyldt et af mine høieste Ønsker, at have blivende Plads hos dem. Jeg fortalte nu Historien om Mødet med Thorvaldsen for 50 Aar siden, netop udenfor Kanalen, hvor nu Studenterforeningen ligger, og hans Ord i Rom til mig: „At vi skulde blive Venner“, det drømte jeg ikke om da, men endnu mindre, at her skulde reise sig Ungdommens Bo, Studentens Hjem, som skulde give mig en Plads, og at de vilde sige, naar de vidt om fra kom her og saae mit Billed: ham kjende vi fra vi vare Børn, vi kjende hans Eventyr. Jeg vilde ønske, De vilde bevare denne Følelse for mig, og at jeg vilde leve i Deres Erindring. Jeg fik nu ni Gange Hurra … Særdeles glad gik jeg hjem“. Et brev til fru Melchior gentog referatet i forkortet form og tilføjede: „Min Buste fik Plads ved Ingemanns, vis-à-vis I. L. Heibergs; et ni Gange rungende Hurra hilsede mig fra de hjertefulde Venner“. Om busten fortæller en tradition, at H.C. Andersen en dag fandt den fjernet fra konversationsstuen og bedrøvet spurgte om grunden hertil, men igen trøstedes ved, at den kun var nedtaget for at blive afstøvet.
To gange endnu nåede H.C. Andersen at læse op for sine „mange varmtfølende unge Venner“, som han i sit takketelegram fra 1867 havde udtrykt sig. Det hedder 19/4 1870 i dagbøgerne: „Gik min sædvanlige Tour til morgen at læse Aviser i Studenterforeningen“. Under 15/10: „Nerveus, svækket, febril, fordi jeg skal læse i Studenterforeningen“. Efter oplæsningen: „Jeg var nerveus og dingelbenet. Jeg blev hilst med Bifald, saasnart jeg traadte ind i Salen. Jeg læste „Oldefaer“ og fik stort Bifaldsklap, lige saa for det næste Stykke „Det Utroligste“. Nu læste jeg de fire første Kapitler af „Lykke-Peer“ og man klappede meget stærkt, saalænge jeg var i Salen. Fuldkommen vel, da jeg kom hjem“. Studenterforeningens dagbog sagde det samme: „H.C. Andersen oplæste for et meget talrigt Publikum Oldefa’er (nylig trykt i Tidsskriftet „For Idé og Virkelighed“), „Det Utroligste“ (utrykt) og Begyndelsen af hans store Fortælling „Lykke-Peer“, der skal udkomme om nogle Uger. Bifaldet var navnlig efter den sidste stormende. Stort Sold paa Salen, hvor den ledende Senior [L. Borup, siden borgmester] udbragte Andersens Skaal“. I 1871 er en anden notits i dagbogen karakteristisk for hans sygelige tvangsforestillinger: „5/4. Da jeg i Formiddag kom ud fra Studenterforeningen blæste ned paa Fortouget fra Huset lige overfor to store Teglplader af Taget; de sprang i mange Stykker; var jeg kommet paa den Side, var jeg dræbt“. I november fortæller han i et brev: „I Studenterforeningen havdes i aftes [25/11] et af disse morsomme Arrangements, som aarligt gives; denne Gang var det „Det tolvte danske Vandmandsmøde“. I Programmet var der ogsaa indlagt Indholdet af en ny Fiske-Ballet, Motivet efter „Den standhaftige Tinsoldat“. Det var morsomt skrevet, fuldt af Brandere, og havde Navnet „Den standhaftige Haidukke“. Det begyndte, med lidt Omskrivning, som mit Eventyr om Tinsoldaten: „Der var engang femogtyve Haidukker; de vare Alle Brødre, thi de vare fødte af en gammel Fiskeskee; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen. „Haidukker!“ raabte en lille Hai; da han aabnede Sardindaasen, og klappede i Finnerne; han havde faaet den af sin Onkel, den gamle Haimann!“ osv. Da han senere under et hospitalsbesøg træffer student [senere forfatter] Carl Møller, fortæller denne, der har været hovedmanden for balletten, at senioratet havde været bange for, at det ville støde H.C. Andersen, at man som motiv havde brugt hans tinsoldat. „Jeg forsikrede med Sandhed, at det havde særlig moret mig, og det var jo umuligt, at jeg kunde fornærmes her, hvor alt var Spøg“.
Efterhånden ophørte også formiddagens besøg. Selv den korte vej fra Nyhavn 18 til Holmens Kanal 12 blev for lang, men onsdagen d. 13/12 1871 stod der dog i dagbogen: „Hele Dagen har jeg efter Diæt igaaraftes følt mig vel, dog lidt nerveus, da jeg Kl. 8 skulde læse i Studenterforeningen. Under den første Oplæsning „Nissen og Madammen“ vilde Brillerne ikke sidde fast, jeg maatte holde paa disse og troede, jeg havde vendt to Blade, kom derved et Øjeblik ud af det, men foredrog videre og fik nogen Bifald-Klap, nu læste jeg „Den store Søslange“, der fulgtes med Liv og fik stormende Bifald, der var endnu en Tid og jeg læste „Den grimme Ælling“, samme Jubel, der lød, til jeg forlod Salen. Nede i Senioratets Værelse var dækket Bord. Jeg nød lidt og fulgtes hjem af den unge Weber (Mathias W., senere præst) som boer i Huset lige over mig“. I Studenterforeningens dagbog stod: „Onsdagen 13/12 oplæste Etatsraad H.C. Andersen for en talrig og taknemlig Tilhørerkreds Eventyrene om Nissen og Gaardhanen(!), den store Havslange (nyt) og den grimme Ælling. Efter Oplæsningen drak han Té med Senioratet, var som sædvanlig barnlig elskværdig og lovede snart at komme igen“. Men også dette løfte glippede. H.C. Andersen havde for sidste gang stået på talerstolen i Studenterforeningen. De få linjer om aftenen tegner et indtagende billede af den 66-årige digter, som midt i sin skrøbelighed viser sig fra sin elskeligste side og slutter sine mangeårige oplæsningsaftener med sit berømte eventyr om sit eget liv.
Da H.C. Andersen få måneder før sin død nåede sin 70-års fødselsdag, mærker man hans glæde, stolthed og taknemlighed ved at kunne skrive: „Nu kom hele Senioratet fra Studenterforeningen med Lykønskning, deres Tale læstes op, men sprang frisk fra Tungen.“ Måske har han i det øjeblik igen følt, hvad det havde betydet for ham at have tilhørt, hvad han selv har kaldt „det akademiske Broderlag, Tidens Elite“, at have været medlem af dens midtpunkt, den danske Studenterforening, og trods en evigt urolig tilværelse, hvor han snart var hjemme og snart udenlands, i 41 år deltaget i dens liv og tjent den, når det ønskedes. Han havde vel også ret, og da der december 1874 påbegyndtes en indsamling til en statue for ham, lå en liste til tegning af bidrag naturligvis også fremme i Studenterforeningen.
Da H.C. Andersen d. 11. august 1875 blev begravet fra Frue Kirke, samledes Studenterforeningens medlemmer og andre akademiske borgere forinden i Universitetsgården under fanerne og begav sig derfra over til den anviste plads i kirkens kor. Efter de to mindetaler af stiftsprovst C. Rothe og Odenses biskop C. T. Engelstoft sang Studentersangforeningen efter H.C. Andersens eget ønske et af hans ven Carl Ploug skrevet farvel:
Sov, Du trætte Barn, sov sødt,
aldrig ængstet mer og saaret,
under Blomstertæppet blødt,
i det Skød, som Dig har baaret!
De første linjer var det billede af H.C. Andersen, som man stadig havde haft svært ved at se bort fra. Chr. Richardt havde i sin sang ved fødselsdagsmiddagen hos familien Melchior brugt et andet og nok så fint billede af „Helten af 2. April“
som vandt sine Sejre i Taarer og Smil
paa Hjerternes Kongedybsvover.
Under deres faner fulgte også de mange akademikere lige efter rustvognen ud til Assistens Kirkegård.
Lørdagen d. 1/4 1905, dagen før hundredårsdagen for H.C. Andersens fødsel, fejrede Studenterforeningen sin mindefest for ham. Den ledende senior, bibliotekar Julius Clausen betegnede aftenen som en afbetaling af gammel gæld, fordi digteren efter hans mening altfor længe havde været overset i studenternes kreds, og håbede, at hans gipsbuste en dag måtte blive afløst af en marmorbuste her på festsalen. Efter første del af en kantate, som senioratet havde bedt mig skrive, talte den norske kunsthistoriker Lorenz Dietrichson, der havde været ven med H.C. Andersen, og fremhævede navnlig hans umiddelbare barnesind, mægtige fantasi og inderlige følsomhed. Senere var der fremvisning af lysbilleder, oplæsning af dr. phil. Vilhelm Andersen og sluttelig sold. Her var især et vers i husdigteren, overlærer Axel Sørensens sang et sandt og træffende udtryk for H.C. Andersens livslange forhold til Studenterforeningen.
Mod verdensryet er det kun en dråbe,
hvad han har virket blot som dansk student,
men aldrig dækkes bör af glemsels kåbe,
at han som menig her blandt os har tjent;
med glæde gav han os sin hviles stunder,
han trolig kom, så snart han kaldtes hid,
en dögnets spøg, et glimt for få sekunder,
han ofte ødsled alt sit rige vid.
Ønsket om en ny buste blev ikke opfyldt dengang, og heller ikke da jeg i 1930 før 125-års fødselsdagen igen fremsatte det i et studenterblad. I 1954 henvendte jeg mig til senioratet Kobbernagel og mødte en redebon forståelse, idet man dog i stedet for en marmorreplik af H. V. Bissens portrætbuste valgte at bestille en helt ny buste hos billedhuggeren Knud Nellemose, men så sent, at kun en ypperlig og beundret model i ler på 150-års fødselsdagen 2/4 1955 stod ved siden af talerstolen, hvor professor Einar Thomsen talte om H.C. Andersen som dansk student og jeg om hans forhold til Studenterforeningen. Den i kunstnerisk henseende fremragende marmorbuste blev under senioratet Ole Wivel 2. april 1958 afsløret på festsalen, hvor den står mellem Johan Ludvig Heiberg og Carl Ploug. Da var der gået 89 år, siden den beskedne gipsbuste blev opstillet, og 53 år, inden tanken om en marmorbuste endelig blev virkeliggjort.
