H.C. Andersens sangstemme

Når man størstedelen af sit liv har beskæftiget sig professionelt med sang og musik, opstår under læsning af litteratur om og af H.C. Andersen uvilkårligt ønsket om at vide, hvordan H.C. Andersen sang. Hvilken slags stemme havde han? Var han tenor, baryton eller bas?

Desværre har jeg ikke – i den litteratur, jeg hidtil har været igennem – fundet pålidelige udsagn om karakteren af H.C. Andersens vokale præstationer. Elith Reumert skriver i sin bog »H.C. Andersen som han var«: »Også hans Sangstemme, der oprindelig havde banet ham Vejen til Theatret, var tiltalende blød og bevarede sig frisk til langt op i Aarene, saa at han, naar Humøret var lyst, kunde glæde sine Venner med at foredrage en lille Vise til Klaveret.« Og i samme værk får man at vide, at H.C. Andersens stemme var »køn i Klangen«.[1] Men forfatteren angiver desværre ingen kilder til disse udsagn, af hvilke kun et enkelt bekræftes af mange dagbogsnotater; det er sætningen »naar Humøret var lyst«. Ifølge dagsbogsnotaterne synes H.C. Andersen fortrinsvis at have sunget, når han havde overskud i sindet.

I dagbøger og breve nævnes flere gange et lille antal sange, som H.C. Andersen lejlighedsvis optrådte med eller sang for sig selv uden publikum:

  • Barcarolen af Hérolds syngestykke »Marie«
  • Kong Christian
  • Te voglio bene assaje (napolitansk folkesang)
  • Danmarks deiligst Vang og Vænge
  • Kong Frederik den Sjette, (synges på ovennævnte melodi)
  • Lille Viggo Gurre

Til de tre sidstnævnte har H.C. Andersen selv skrevet tekster.[2] Hertil kommer et antal uspecificerede danske sange og arier fra syngestykker og operaer.

Når H.C. Andersen f. eks. på Götaelven ved det første møde med Frederika Bremer diverterer hende med »Lille Viggo«, fortæller det os selvfølgelig ikke noget om hans stemmetype; han kunne jo ved den lejlighed synge sangen i det leje, der passede ham. Faktisk kan de nævnte sange bortset fra den sidste udmærket synges uden akkompagnement, og flere har så enkle akkompagnementssatser, at musikalske guitar- eller klaverspillende medlemmer af eller gæster hos de borgerlige og adelige familier, hvor H.C. Andersen færdedes, har kunnet improvisere et akkompagnement i den ønskede toneart.

Anderledes med den sidstnævnte sang »Gurre«, hvortil Henrik Rung havde komponeret en meget smuk melodi. Her er akkompagnementet – uden at være decideret vanskeligt – dog af en sådan sværhedsgrad, at det ikke er enhver klaverspillende dame eller herre, der kan transponere det. Har H.C. Andersen fremført »Gurre« med klaverledsagelse, har han måttet synge sangen i F-dur, som Rung har skrevet den, og må have kunnet klare sangens ret høje leje med toptonen F (5. linie på systemet) ialt 6 gange. Det kunne tyde på en tenorstemme eller en høj baryton. Men beviset er ikke nagelfast. H.C. Andersen kan have sunget sangen uden akkompagnement, hvis der ikke har været en pianist til stede, der har kunnet transponere, men jeg vægrer mig ved at tro det.

Iøvrigt har det længe været mig lidt af en gåde, at H.C. Andersen i sin dagbog for sommeren 1842 kan kalde »Gurre« for en af sine »tre Paradeheste«. Her skriver H.C. Andersen, der på det tidspunkt (23. august) opholdt sig på Glorup: »Stort Taffel, Commandanten fra Nyborg, (Datteren Natalia, en smuk Pige, gjorte ret Cour til mig, declamerede af Mulatten og Maurerpigen). Molktes var der og; – jeg sang mine tre Paradeheste, Gurre, Kong Frederik og te voglio!«[3] Allerede den 16. juli synger H.C. Andersen »Gurre« på Bregentved: »Meget stort Middags Selskab. Spadseret efter Bordet; mindre vel; musiseret og sjunget Gurre & – i Seng kl. 12.«[4] Han synger flere gange i løbet af opholdene på Bregentved og Glorup den sommer uden dog hver gang at meddele, hvad han har sunget. Når han på det tidspunkt kan kalde »Gurre« for en »Paradehest«, må han have fremført sangen adskillige gange hos venner og bekendte i København. Sangen var ny, både tekst og musik fra begyndelsen af 1842, og noden udkom også 1842 på Lose og Olsen’s musikforlag. Helt nem er Rungs romance ikke, omend melodiøs, men H.C. Andersen kunne ikke omsætte et nodebillede til musik; han måtte lære en melodi gennem øret, hvad han imidlertid var rimelig god til. Alligevel må man sige, at det er ret hurtigt, at »Gurre« er blevet digterens »Paradehest«.

Det er også gået stærkt med anskaffelsen af noden på Bregentved og Glorup; det kan vise, at Rungs romance hurtigt var blevet kendt og skattet og kan endvidere være udtryk for tidens interesse for ny musik og digtning; men det er også muligt, at anskaffelsen er sket for at glæde den ventede og kære gæst. Endelig foreligger der den mulighed, at H.C. Andersen har sunget sit digt på en eller anden i samtiden kendt melodi. For denne these har jeg intet belæg.

At H.C. Andersen havde »Gurre« som en af sine tre »Paradeheste« er altså ikke noget fuldgyldigt bevis for hans stemmekategori.

Mange Andersenianere, der ofte har læst om H.C. Andersens usædvanlig smukke drengestemme, vil måske være af den opfattelse, at man kunne drage slutninger ud fra den. Det kan man desværre ikke. I sin lille bog »Drengestemmer i Overgangsalderen« skriver mag. art. Helga Christensen: »Man kan aldrig med bestemthed forudsige, hvilken slags stemme en dreng vil få efter overgangen. Det afhænger udelukkende af de fysiologiske strubehovedforandringer.«[5] Det er også min erfaring – jeg kan kun give Helga Christensen ret. Det er nok mere givtigt at beskæftige sig med H.C. Andersens nye mandsstemme, som udvikledes i foråret 1821.

Som det vil være mange Andersenianere bekendt, gik H.C. Andersens drengestemme i overgang i foråret 1820. Han blev elev på balletskolen, og i maj 1821 kom han ind på teatrets syngeskole, hvor han var elev til 29. juni 1822.[6] I sæsonen 1820-21 havde han som balletelev været statist i flere forestillinger; i sæsonen 1821-22 sang han også i koret.[7]

Når man i nogle måneder flittigt har deltaget i sangøvelser og indstudering af korstemmer og daglig færdes blandt sangere, kan man ikke undgå at få en fornemmelse af, hvilken vej ens stemme går, dvs. om man bliver høj baryton evt. tenor eller man hører hjemme blandt basbarytoner eller basser. Sangere kan – som alle andre – selvfølgelig overvurdere deres muligheder, men det er ret usædvanligt, at en bas ønsker at synge et tenorparti og omvendt. Når unge Andersen den 27. september 1821, i brev til teatrets direktion,[8] anmoder om debut som Claus i F. L. Kunzens syngestykke »Viinhøsten«, mener han helt sikkert at kunne honorere de krav, som partiet stiller i henseende til toneområde. Claus er et tenorparti. I originalpartituret, som Findes på Det kgl. Bibliotek, er partiet noteret i tenornøgle, således som alle tenorpartier noteredes dengang. Jeg har i denne artikels nodebilag omskrevet til diskant- eller G-nøgle.



F.L. Kunzens »Viinhøsten«

De første fem takter ligger ret højt. Af 23 toner er de 17 høje G’er. De øvrige takter kunne også synges af en dybere stemme, men de første takter kræver en tenor. Iøvrigt fordrer også rollens karakter en høj, lys stemme. Jeg vil mene, at H.C. Andersen efter stemmebrydningen havde udviklet en lille lyrisk tenorstemme. Herfor taler også 2. syngemester Krossings interesse for den unge balletelev, der gerne ville på syngeskolen, og som i sin tid var blevet droppet af syngeskolens direktør Siboni, da hans drengestemme gik i overgang. Krossing, der i parentes bemærket ikke elskede Siboni ret meget, har nok anet en mulig lyrisk tenor i det teatergale unge menneskes nye mandsstemme. Og tenorer har altid været en mangelvare i Danmark; tilmed var H.C. Andersen pålideligheden selv og mødte punktligt til øvelser, prøver og forestillinger.

Med forsigtighed tør man vel formode, at H.C. Andersen havde en lyrisk tenorstemme, der måske med årene udviklede sig til den typisk danske tenorbaryton, ikke nogen stor stemme, men ren og hjertevindende og »køn i Klangen«.

En af forudsætningerne for at kunne fremsætte ovenstående formodning er, at den unge H.C. Andersens sangstemme har omfattet det toneområde og har haft den karakter, der er nødvendig for at kunne synge Claus i »Viinhøsten«. Med fuld ret vil læseren af disse linier kunne spørge: Men hvis han ikke har misbedømt sin stemmekategori, hvorfor fik han da ikke lov til at debutere i rollen? Svaret er helt enkelt: fordi han havde overvurderet sin kunnen – eller om man vil – havde undervurderet partiets krav.

Som man kan se af nodebilaget, synger Claus kun i 2. akts finale; han har 5 indsatser med lange pauser imellem. Den første indsats er næsten den værste, han skal fiske sit G fra horn og basser i orkestret. Næste indsats er side 406; her får han indsatstonen fra en af de andre personer, der hver gang slutter på det H, som Claus skal starte på. Ligeså side 410, her får han også indsatstonen fra en medsanger. Næste indsats side 413 er noget sværere. Personen Barthel synger G- Es- D- C- og så skal Claus sætte ind på G, dvs. en kvint over C, ganske vist med den hjælp, at Barthel også begynder sin sangreplik på et G. Ved den sidste indsats skal Claus sætte ind en kvint over sluttonen i det forudgangne bondekor. Ingen af de strofer, der er tildelt Claus, udmærker sig ved en indsmigrende melodi, der er let at få fat på gennem øret, de skal gå hurtigt, og fremstilleren skal være sikker i intonation og rytme. Man kan ikke bebrejde teatrets direktion, at den ikke ville tillade en elev, der kun havde frekventeret syngeskolen i godt 4 måneder, og som endnu ikke var sikker i det elementære, at forsøge sig som Claus i »Viinhøsten«.

Det, der har lokket H.C. Andersen til at anmode om debut som Claus, er nok den rolle, personen Claus spiller i forestillingen, som ikke er en gennemkomponeret opera, men et syngestykke, dvs. at der er ikke så lidt talt dialog. Claus’ rolle er ikke stor, men betydningsfuld. Han er landsbytossen, der i regibemærkningen s. 11 i tekstbogen introduceres med ordene: »Alle hans Handlinger røbe ussel Forstand og dum Enfoldighed.« Han har en længere mimisk scene og derpå en monolog, der røber, at han nok er barnlig, måske noget »tilbage« for sin alder, men ikke helt dum. En ganske spændende rolle, som den unge H.C. Andersen måske kunne have levendegjort, hvis der f. eks. havde været en lille enkel solosang i stedet for de ovenfor skildrede indslag i 2. akts finale.

»Viinhøsten« gik 2 gange i sæsonen 1820-21, hvor H.C. Andersen havde adgang til bageste bænk i figurantindelogen i 3. etage. Den kom ikke på repertoiret i sæsonen 1821-22 og har måske derfor ikke været på syngeskolens repetitionsprogram i sommerferietiden 1821.[9] H.C. Andersens kendskab til den sanglige del af Claus’ rolle har derfor hvilet på et spinkelt grundlag.

I brevet af 27. september 1821 til teatrets direktion beder H.C. Andersen om debut i endnu en rolle, nemlig som Jaquinot i »De to Grenaderer« eller »Fejltagelserne«, komedie af Patrat, oversat af N. T. Bruun. Stykket gik ialt 74 gange fra marts 1800 til februar 1841. H.C. Andersen kan have set det 3 gange, inden han skriver anmodningen til direktionen; endv. har han fået rollen gennemgået af skuespilleren Lindgreen, der selv havde spillet Jaquinot så sent om 7. april 1821.

Bemeldte Jaquinot er en usympatisk figur. Han er lettere komisk, dertil modig og uforskammet, når han har rygdækning, ellers ynkelig og hævngerrig. Det er en ung mand, men ingen knøs. Han er gudsøn af birkedommeren i landsbyen, hører til borgerskabet, taler altså ikke dialekt, (hvad H.C. Andersen som bekendt gjorde). Det er ikke nogen stor rolle. Den noget sammensatte karakter har nok interesseret H.C. Andersen. Endvidere har Jaquinot en morsom scene i 2. akt, hvor han viser, hvor fint han dansede til et bryllup og synger dertil. Det har H.C. Andersen altså ment, han kunne klare. Jeg vil egentlig tro, at han har haft nogle forudsætninger for at kunne spille den rolle, men for lidt kunnen og modenhed. Hans dialekt og muligvis hans udseende har også været udslaggivende for afslaget. Jaquinot skal være acceptabel blandt honoratiores, selv om de unge piger finder ham utålelig.

Man kan sige, at H.C. Andersen viser en vis realitetssans i valg af debutroller; det er små roller i det komiske fag. Han var klar over, at hans udseende ikke egnede sig til helteroller. Direktionens afslag af 3. oktober 1821[10] hviler på et sagligt grundlag og siger faktisk intet om H.C. Andersens talenter eller eventuelle mangel på samme.

 

Noter

  1. ^ Elith Reumert: H.C. Andersen som han var, 1925, s. 29, jvf. s. 171.
  2. ^ SS (2. udg.) XII s. 111, 191, 188.
  3. ^ Dagbøger II s. 295.
  4. ^ Dagbøger II s. 278.
  5. ^ Helga Christensen: Drengestemmer i Overgangsalderen, 1961, s. 5, se endv. ibid. s. 42. – Helga Christensen underviste i mange år på Sangskolen, nu Skt. Annæ Gymnasium, blandt hvis elever medlemmerne af Københavns Kommunes drenge- og mandskor rekrutteres.
  6. ^ A & C s. XII og XV.
  7. ^ P. Ingerslev-Jensen: Statist Andersen, Anderseniana 3. rk. I. 137-186.
  8. ^ A & C s. XII-XIII.
  9. ^ P. Ingerslev-Jensen, a.a. s. 169.
  10. ^ A&C s. XIII.

 

of an analysis of the tenor part in Kunzen’s ballad opera, »Vinhøsten« (Wine Harvest), in which the young H.C. Andersen expressed a desire to make his debut whilst he was a student at the Royal Theatre’s singing school. It is TMB’s conclusion that H.C. Andersen was a lyric tenor, or possibly a tenor-baritone.

The fact that the board of directors refused to let him make his debut in the said part is not necessarily due to H.C. Andersen’s inability to judge his own voice; it is more probably due to the difficulty of the part and to H.C. Andersen’s still-undeveloped skills after only 4 months at the singing school.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - rejseskildring og dagbog - H.C. Andersen - skuespil

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...