Hundredvis af energikilder fra yngre broncealder

Brandpletter, bålsteder, kogegruber, ildsteder og flere andre betegnelser anvendes i flæng af læg og lærd om vor oldtids almindeligste fundtype. Det, der går under disse mange navne, er pletter med sort jord, ofte med trækul i og med sten, som ved eftersyn normalt vil vise sig at være skørbrændte og sodede. Landmændene, grusgravsarbejderne og andre praktiske folk får nemt øje på dem på grund af den sorte jord, der f. ex. i grusgravene skiller sig tydeligt ud fra den lyse undergrund eller på grund af de mange sten, som ploven knaser igennem. Kommer man ud og spørger om der er fundet noget på en ejendom vil svaret ofte lyde: „Sorte pletter har vi da fundet, men det er vel ikke noget af interesse?“. Disse sorte pletter er nemlig så almindelige at de er ildeset af både finderne og de professionelle arkæologer.

En vejarbejder sagde fornylig: „Dem finder man jo alle steder på Fyn“, han kendte dem godt fra vejanlæggene, men kunne da ikke drømme om at meddele noget så trivielt til museet. Nok forekommer de sorte pletter over hele landet, men dog ikke så almindeligt at de findes på hver ejendom. Antallet kan ikke vurderes nogenlunde objektivt, men skal nok løbe op i hundredtusinder for hele Danmarks vedkommende.

Egentlig er det forkert at agte bålstederne så ringe, for de viser dog helt entydigt tilstedeværelsen af mennesker på de steder, hvor de findes. Da en bålplet ikke optræder alene, kan man også gå ud fra at opholdet på stedet havde en vis varighed eller en vis hyppighed. Alene af den grund er det nødvendigt at tage bålpletterne med i den arkæologiske registrering, hvis man vil studere oldtidens bebyggelsesforhold – udnyttelsen af landskabet til menneskelig aktivitet.

Når arkæologerne ofte er – og navnlig var – tilbøjelige til at springe op og falde ned på meddelelser om fund af disse brandpletter, og i hvert fald nok skulle lade være at grave pletterne ud, skyldes det at man aldrig finder andet end sten og trækul i dem. Man kan ikke datere dem på arkæologisk vis ved hjælp af genstande og derfor har interessen været ringe. Det tager immervæk en halv dags tid at undersøge sådan en grube med snitopmåling, plan og fotografier, så der er såmænd ikke noget at sige til at kræfterne spares til andre, umiddelbart set, mere lønnende opgaver. Det er jo af begrænset interesse at vide, at der var tændt ild, når man ikke ved hvornår det skete. Hele den arkæologiske virksomhed går netop ud på at få fænomenerne placeret i historisk rækkefølge. Kort sagt er bålgruberne kun undersøgt når de forekom i forbindelse med andre anlæg, f. ex. bopladser eller grave. Undertiden har det dog vist sig at man kunne få noget ud af bålgruberne. Ved de store undersøgelser af f. ex. bopladser er gruberne for første gang kommet ind i en større sammenhæng af menneskelige aktiviteter. Samtidig har de nyere naturvidenskabelige metoder c-14 og thermoluminescens gjort det muligt at datere også de oldsagsløse anlæg så exakt at de kan benyttes til en kulturhistorisk vurdering på grundlag af indplaceringen i den historiske udvikling. Hertil kommer flere exempler fra de seneste år på mærkeligt regelmæssige systemer af disse bålgruber, som tyder på en ganske bestemt funktion. Disse nyopdagelser er fremkommet ved store fladeafdækninger både i Danmark og Nordtyskland, men herom nærmere senere i artiklen.

Årsagen til denne artikel er et af disse nye fund, måske den største forekomst overhovedet hidtil. Den omfatter hundredvis af ganske ensartede koge- eller ildstedsgruber. Når jeg bruger den ubestemte talangivelse hundredvis skyldes det ikke manglende regnefærdighed men andre forhold. Pladsens udstrækning er endnu ikke kendt, og vi ved ikke hvor mange gruber der er gravet bort inden de kunne registreres. Selv med disse to ukendte faktorer i regnestykket bliver der tilbage en mængde på 302 registrerede og opmålte gruber.[1]

Planen over det undersøgte område fig. 1 viser straks en iøjnefaldende regelmæssighed. Man ser hvorledes de enkelte gruber er placeret i lange parallele rækker, omend undertiden med lidt slinger i valsen. Der er tendens til orden både på langs og tværs af rækkerne. Denne iøjnefaldende orden er så meget mere slående på baggrund af de steder, hvor man ellers kender planer over større samlinger af tilsvarende gruber. Jeg kan nævne broncealderbopladsen ved Jyderup Skov i Odsherred.[2] Her lå gruberne i klynger men uden nogen genkendelig orden og med stærkt varierede afstande mellem de enkelte gruber.

Fig. 1. Plan over de i 1972 og 1974 undersøgte områder. Kogegruber er vist med sort udfyldning, de øvrige anlæg med streg. I det mellemliggende område er med x søgt markeret, hvor de af grusgravningen fjernede gruber har ligget.

Inden vi går videre, bør vor fynske lokalitet dog præsenteres. Pladsen med de mange kogegruber ligger 1 km vest for renaissancegården Rønninge Søgård på en sand- og grusmark, som skråner ned mod syd og vest hen mod Vindinge å, som her skærer sig gennem moræneaflejringerne og snor sig mod nordvest lige øst for Rønninge by. Når det overhovedet kom dertil at Stiftsmuseet gik i kast med denne forekomst, skyldes det en henvendelse i februar 1972 fra Helge Carlsen i Rønninge. Han havde bemærket de sorte pletter i grusgraven ved åen og fundet en del lerkarskår, som viste sig at tilhøre yngre stenalder (MN I). Fig. 2. Et besøg på stedet viste at der var nok at tage fat på. Skårene var raslet ned fra kanten af en grusgrav, som entreprenør Poul Hansen driver, og oppe i skrænterne sad mange af de sorte bålgruber og ventede på at blive undersøgt inden gravemaskinen brutalt fjernede dem. I betragtning af at yngre stenalders bopladser ikke er hyppige – endnu – på Fyn, måtte der gøres noget. Med henvisning til naturfredningslovens paragraf om arkæologiske fund ved jordarbejder var der hjemmel for tilskud fra Rigsantikvarens fortidsmindesforvaltning. Da museet endnu ikke rådede over mandskab, fik vi hjælp fra Rigsantikvaren; assistent Sven Thorsen o. fl. a. kom herover indtil vores egen assistent Claus Madsen tiltrådte og kunne overtage den daglige ledelse.

Fig. 2. Yngre stenalders keramik fra grube A.

I løbet af marts og suppleret ved besøg i sommerens løb opmåltes 269 gruber og stolpehuller. Fig. 3. Et mindre antal blev snittet i halvdele for at undersøge tilblivelsesprocessen, såvidt noget sådant kan gøres med arkæologiske metoder. Der forekom et enkelt anlæg med lerkarskår – en uregelmæssig grube med skårmateriale fra yngre stenalder svarende til de først fundne skår. Men det var den eneste grube, som kunne dateres med den billige arkæologiske metode. For at få lidt hold på alle de andre anlæg indsendtes trækul fra 4 af de andre gruber til Nationalmuseets kulstof 14-laboratorium og i 1974 kom resultatet.

Fig. 3. Udsyn over den sydvestlige del af det i 1972 undersøgte område fra vest.

En enkelt grube uden ildspor blev dateret til vikingetid 850-1030 e. Kr., en kærkommen forøgelse af vort sparsomme vikingefundstof og rart i betragtning af at der ved kirken i Rønninge står en af Fyns få tilbageblevne runesten. Men dateringen kunne ikke overføres til de andre 268 gruber. Den kan godt gælde nogle af dem, som ikke er kogegruber, men kogegruberne må rette sig efter de 4 dateringer som i kulstof-14 år ligger 960 ± 100 år f. Kr. f., dvs. omregnet efter de nu gældende rettelser i kalenderår ca. 1000 f. Kr. f. Herved havner vi i yngre broncealder, den arkæologiske periode IV.[3]

Fig. 4a. Kogegrube snittet halvt, her grube 447 set fra sv. Grubens dybde er 42 cm.

Med denne datering toges pladsen påny i øjesyn med det triste resultat at der i 1973 var fjernet et stort stykke øst for det undersøgte område. Her havde været gruber ganske som i det felt vi undersøgte, men entrepenøren havde ikke ment at det var nødvendigt at tilkalde museet, som det ellers var aftalt. Et nyt område på størrelse med 1972-feltet var frilagt, dvs. at muldjorden var skrabet af. Her kunne en mængde gruber ses, så der var chance for dog at undersøge resten af forekomsten. Igen betalte Rigsantikvarens fortidsmindesforvaltning udgravningerne, som foregik i januar-marts afbrudt af andre gravninger. Ved de nye undersøgelser udgravedes eller opmåltes 241 gruber og stolpehuller. Når vi trækker stolpehuller og andre huller fra, som ikke er kogegruber, bliver der tilbage en sum på 302 kogegruber i de to undersøgte områder (fig. 1). Ved at regne med den samme regelmæssighed i det mellemliggende område kan antallet af kogegruber i et område på 35 m’s bredde og 180 m’s længde anslåes til ca. 500.

Som exempel kan vi se nærmere på en enkelt grube no. 490. Fig. 4b.

Fig. 4b. Grube 490, snit set fra vest, dybde 35 cm.

Den tegnede sig i undergrundssandet som en oval plet med mørkebrun til sort sandet jord og ildskørnede sten af hånd- og hovedstørrelse. Foroven målte den 1.25 meter. Der blev gravet et snit igennem den fra sydøst til nordvest, hvorved det viste sig at den var 30 cm dyb. Bunden var flad og i bunden var et sort lag med runde stenfliser.

I flere tilfælde kunne det ses at der i midten var lysere jord foroven, mens den sorte jord lå ude langs grubens kanter og i bunden (fig. 4b). Denne lagdeling svarer ganske til hvad der har kunnet iagttages andre steder og viser formentlig to stadier i grubens historie. Det første er brugsstadiet, hvor der tændes ild i træet i bunden og lægges sten over så disse sten opvarmes. Det andet stadie kan tolkes på to måder: enten sker der det at gruben falder sammen og senere fyldes med tilfældigt indføget eller nedregnet jord. Men da det forekommer meningsløst at fylde hullet med sten og så bare lade dem ligge urørt bagefter, må denne mulighed sikkert afskrives.

Fig. 5. Snitopmåling gennem grube 242, a-c markerer trækulsprøver (se note 3).

Snarere er der sket det at man har gravet ned og pillet noget op af gruben og ladet den stå åben, hvorefter den så i tidens løb er fyldt op med muldjord. Med denne teori passer det at der bliver et hulrum når man piller et eller andet op af gruben og i dette hulrum kan så mulden aflejres. Men hvad er det da, som er gravet op af gruben? Det forekommer ikke særligt sandsynligt at det skulle være stenene eller trækullet i bunden man var interesseret i. Der ligger for mange sten og i nogle af gruberne ligger der endnu regulære stykker trækul, som man nok havde taget med, hvis det var dem man var interesseret i. Det var snarere noget, som nu ikke kan spores i gruberne undtagen måske ved kemiske analyser af indholdet? Jeg har tidligere foreslået at det kunne være kød, i analogi med den stegemetode som kendes fra andre verdensdele,[4] men naturligvis foreligger der andre muligheder. Se side 106.

Fund kendes så godt som ikke fra kogegruberne. Blandt stenene i en af dem lå en knusesten af bjergart (fig. 6). Den var sodet ligesom de andre sten og kan være kommet med som blot og bart stenmateriale. Lignende knusesten er almindelige i broncealder og ældre jernalder.

Derimod er en velbevaret broncepincet (fig. 7) nemmere at datere. Med de tre små bukler og båndornamentikken slynget om buklerne karakteriserer typen begyndelsen af yngre broncealder (per. IV). Den er meget slidt, så ornamentikken mere anes end ses. Pincetten fandtes i brun jord oven i en af kogegruberne i den østlige del og hører således ikke til grubens primære benyttelse, men kan være tabt da gruben tømtes. Det kan vel heller ikke afvises, at der kan være en intimere sammenhæng mellem pincetten og gruben, men det er nok for vovet at tolke pincetten som udtryk for at bestemte rituelle handlinger har været knyttet til gruberne.

Endelig fandtes lidt tandrester i en grube, men hvilken art de har tilhørt ved vi ikke.

Uanset hvad vi kalder gruberne eller hvorledes vi tolker dem, er det klart at de har fungeret som energikilder. Sten er ophedet i forbindelse med ild i gruberne, hvorom trækulslagene vidner. Det er altså varmeenergi man har haft behov for og tilsyneladende en langsomt virkende fremfor en hurtig som på et bål. Stenenes funktion må være den at forlænge varmeeffekten ud over den periode, som trækullet kunne varme. Det hjælper måske ikke så meget i den øjeblikkelige tolkningsnød, men det er den baggrund, på hvilken vi skal opstille tolkningshypotheser.

Fig. 6. Knusesten fra grube 3.

På Rønninge Søgård mangler den samtidige boplads eller gravplads som eventuelt kunne dirigere teorierne i en mere bestemt retning. Hvis man holder fast ved madlavningstanken, bliver antallet af måltider noget overvældende og den systematiske placering fører tanken hen på regimentskøkkener, hvilket lyder temmeligt usandsynligt efter vort øvrige kendskab til yngre broncealders kultur.

Men hvilke andre produkter som skulle opvarmes i lukkede gruber ved en langsom jævn varme havde man behov for at fremstille i serieproduktion? Hvor længe strækker hele pladsens tilblivelsestid sig? Hører produktionen sammen med andre aktiviteter i nærheden – f.ex. bopladser eller gravanlæg? Har nærheden af rindende vand nogen betydning for placeringen?

Fig. 7. Pincet fra grube 447.

Det er allerede nævnt at gruber med trækul og ophedede sten er meget almindelige i broncealder og førromersk jernalder herhjemme og at de sædvanligvis er knyttet til datidens bopladser. I Vestjylland bruger C.J. Becker således kogegruberne til at finde frem til broncealderbopladserne. Der er således ikke noget mærkeligt ved gruberne fra Rønninge Søgård taget hver for sig. Det, som giver dem interesse ud over det jævne er antallet og systemet. Det er ganske interessant rent forskningshistorisk at der netop i de seneste få år er undersøgt flere lignende forekomster både i Danmark og syd for Østersøen.

Da disse fænomener ikke hidtil er rigtigt kendt herhjemme, skal de kort gennemgås. Først de lokale exempler.

Den ihærdige Anders Olesen udgravede 1970 130 gruber ved Løvel i Viborg amt.[6] Gruberne rummede trækul og sten i bunden og var fra 0,90-1,50 m i diameter og 0,30-1,40 m dybe. De lå på 6 rækker nogenlunde øst-vest og strakte sig i hvert fald over en længde på 66 m; længere blev de ikke forfulgt. Hidtil intet daterende materiale. Også ved Løvel udgravede Erik Levin to rækker orienteret nnø.-ssv. med en indbyrdes afstand af 14 m og med en oval grube i midten.

Fig. 8. Plan over kogegruber fra Schwissel, Holsten (cirklen udenfor det undersøgte område er en gravhøj), efter Behrends 1968.

Ialt 48 gruber med håndstore sten og trækul. Der har sikkert været flere gruber, men på grund af forholdene på pladsen vides det ikke om afgrænsningen er nået ved undersøgelsen.[7] Skår fra gruben mellem gruberækkerne er dateret til yngre broncealder.

Det er meget muligt at der findes andre lignende regelmæssige grubesystemer, men de er ikke kommet til min kundskab.

I Nordvesttyskland udgravedes det første anlæg med 14 gruber svarende til de jyske ved Narthauen i Nedersachsen. De har sikkert tilknytning til en gravhøj og urnegravplads fra yngre broncealder og ældre jernalder.[8] En mindre forekomst også med kombination af urnegrave og gruber er fra Bollensen. Her er der en c-14-datering på ca. 1000 f. Kr. f., dvs. samtidig med de ældste urnegrave.[9] En lignende kombination findes ved Bötersen, hvor 54 kogegruber lå på en 140 m lang række næsten ø.-v., syd for en samtidig urnegravplads. To af gruberne er c-14-dateret til ca. 800 f. Kr. f. Gruberne er ovale, fra 1,93-1,30 m lange og 0,80-1,44 m brede, aflange og op til 1,40 m dybe.[10]

I Holsten lå to rækker kogegruber med retning mod en gravhøj ved siden af den store urnegravplads Schwissel. Gruberne var normalt ovale, og de to rækker havde en indbyrdes afstand på 10-20 m. Rækkernes længde var 150 m. Udgraveren har venligst meddelt at forekomsten sikkert ikke er komplet undersøgt, nogen datering foreligger ikke, gravpladsen begynder sidst i broncealderen. Jernalderurner var gravet ned i et par af gruberne.[11]

Ved Zedau i Berlinområdet er en kogegruberække over 400 m med 170 gruber påvist på en boplads fra yngre broncealder. Gruberne er c-14-dateret til 765 f. Kr. f. De beskrives som 0,90 × 1,30 m ca. 0,30-1,20 m dybe.[12]

Ingen af de hidtil publicerede tyske pladser svarer således helt til Rønninge Søgård eller den seksradede Løvelplads, idet der kun er en eller to rækker gruber. Derimod svarer grubetypen temmelig nøje til de jyske gruber for de nedersachsiske fund, til Rønninge Søgård for Zedau og Schwissels vedkommende.

Fig. 9. Del af kogegruberække fra Zedau, Altmark, efter Horst.

Fra Sverige kender jeg kun en enkelt lokalitet fra Vessigebro i Halland med 13 ildsteder i to parallelle rækker,[13] c-14-dateret til før-romersk jernalder.

Tolkningen er derimod ikke så entydig. Løvel-pladserne er opfattet som henholdsvis trækulsmiler og offerbål. De tyske tolkes siden Wegewitz’ tolkning fra 1943[14] som kultsteder og i Nedersachsen bruger man gruberne som indicier for urnegravpladser i nærheden, så nær synes forbindelsen mellem disse to fænomener at være.

I Schwissel, Bötersen og Narthauen var der sandsynligvis en orientering efter gravhøje og noget lignende antyder Levin for sin Løvelplads. Det er derfor påfaldende at vi i Zedau har det samme fænomen knyttet til en boplads. Endnu er det dog for tidligt at søge at præcisere regionale forskelle på et så spinkelt materiale.

Da dette ikke kan blive nogen udtømmende behandling af emnet, bl.a. fordi udgangspunktet – Rønninge Søgårdpladsen – ikke er færdigundersøgt, skal jeg ikke søge at dele sol og vind lige mellem de forskellige teorier. Betragter man de mange gruber og det ret så pæne system i Rønninge Søgård, efterlades et indtryk af noget velordnet, velorganiseret, næsten industrielt, som jeg vil være mest tilbøjelig til at se i sammenhæng med en håndværksaktivitet eller anden normal, dvs. ikke rituel arbejdsudfoldelse. I dette tilfælde bliver det nok lidt for besværligt at regne gruberne for madlavningssteder, som ellers foreslået. Hvem skulle spise al den mad?

Når en endelig tolkning skal fremsættes, må man også tage i betragtning, at der på begge sider Vindinge å på det korte stykke ned til Holtsmølle blot 800 m syd for vores plads er gravet ikke mindre end 3 lignende grubeforekomster væk ved grustagning. Blot aner vi ikke om der også var system i gruberne på disse pladser. Givetvis bør den topografiske situation også inddrages i tolkningen, men foreløbig synes Rønninge Søgård, Løvel 1 og Zedau at være de eneste pladser som ligger nær vandløb. Det bør lige nævnes, at Fyns måske fornemste votivfund fra broncealderen – Mariesmindefundet – er gjort 3,5 km vest for grubepladsen ved Rønninge Søgård. De to fund er samtidige og vel næppe helt uden sammenhæng.[16]

Åbner udgravningen på Rønninge Søgård således adskillige spørgsmål, som ikke uden videre kan løses, er der vel håb om at tolkningsproblemerne kan klares efterhånden som der dukker mere materiale frem som kan vise fælles lighedspunkter i anlægsformer, topografisk placering og forholdet til grav og boplads. Vi bør nok ikke fortsat rynke på næsen af disse irriterende bålgruber eller hvad vi nu kan kalde dem i fremtiden.

Noter

  1. ^ Findestedet har no. 26 i Nationalmuseets sognebeskrivelse for Rønninge sogn, Vindinge herred. Markerne ejes af Bent baron Bille-Brahe-Selby, Rønninge Søgård, som har stået bi med forskellige oplysninger og venligst understøttet gravningerne. Grusgraven udnyttes af Børge Hansen, Rønninge. Rigsantikvarens Fortidsmindesforvaltning takkes for midlerne til udgravningerne. Medarbejderne museumsassistenterne Claus Madsen og Sven Thorsen, stud. mag.erne Torben Jeppesen, Erland Christensen og Stig Jensen, samt Eigil Nikolajsen og Flemming Thrane skal have tak for deres indsats i de ikke altid behagelige vintermåneder.
    Bidraget er en hilsen fra de gamle jagtmarker til Erling Al-brectsen som i 1969 var ude at se den første af de mange gruber, nv. for den undersøgte forekomst.
  2. ^ H. Thrane, En broncealderboplads ved Jyderup Skov, Odsherred, Nationalmuseets Arbejdsmark 1971, s. 146 ff.
  3. ^ Kulstof 14-analyserne er foretaget af Nationalmuseets Kulstof-14 laboratorium ved civilingeniør Henrik Tauber, prøvenumrene er:
    K 2201 fra grube 242, 2900 ± 100 f 1950 dvs. 950 f. Kr. f.
    K 2202 fra bunden af grube 242, 2800 ± 100 f 1950 dvs. 850 f. Kr. f.
    K 2203 fra grube 152, 2910 ± 100 f 1950 dvs. 960 f. Kr. f.
    K 2204 fra grube 3, 2880 ± 100 f 1950 dvs. 930 f. Kr. f.
    Disse tal er kulstof 14-år og skal rettes på forskellig vis inden man når til kalenderår, se H. Tauber, Danske kulstof-14 dateringer af arkæologiske prøver III, Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1970, 120 ff.
  4. ^ G. Lerche, Kogegruber i New Guineas Højland, Kuml 1969, 195 ff.
  5. ^ Som nævnt i foredrag af professor C.J. Becker, se Nationalmuseets Arbejdsmark 1972, 5 ff.
  6. ^ P. Seeberg og A. Olesen, Storudvinding af trækul, MIV (museer i Viborg amt) 1, 48-51, Viborg 1971.
  7. ^ E. Levin, Mange små blus, MIV I, 5-7, Viborg 1971.
  8. ^ R. Dehnke, Kultfeuerstellen bei Narthauen im Kreise Verden, Nachrichten aus Niedersachsens Urgeschichte 41, 22-33, Hildesheim 1972. Gravene dateres til yngre broncealder-førromersk jernalder (Jastorf-Ripdorffaserne).
  9. ^ Bollensen, Kr. Uelzen, 4 ildsteder i række, Dehnke sstds, 28 f, c-14 datering c 1000 f. Kr. f. gravene yngre broncealder-førromersk jernalder. H. Schirnig, Ein Brandgräberfeld der jüngeren Bronzezeit und vorrömischen Eizenzeit in Bol-lensen, Nachr. Niedersachsens Urgeschichte 38, 146-150, Hildesheim 1969.
  10. ^ R. Dehnke, Eine spätbronzezeitliche Kultanlage von Bötersen, Kr. Rotenburg, Neue Funde und Ausgrabungen im Raum Rotenburg 1, Rotenburger Schriften 15. 117-195. Rotenburg 1970.
    C-14 dateringer 820 + 100 f. Kr. f. og 790 + 100 f. Kr. f. formentlig beregnet ud fra 1950, men det anføres ikke hvorledes de tyske prøver er korrigeret og ej heller deres prøvenumre, Dehnke, Eine spätbronzezeitliche Kultanlage mit Feuerstellen in Bötersen, Niedersachsens Urgeschichte 36, 120, Hildesheim 1967. Dateringen af gravene i nærheden sættes til 1000-750 f. Kr. f. cf s 29 i den i note 8 anførte artikel.
  11. ^ Schwissel, Kr. Segeberg, Holsten, R.H. Behrends, Schwissel, Ein Urnengräberfeld der vorrömischen Eizenzeit aus Holstein, Offa Bücher 22, Neumünster 1968, plan bd I s 23, bd II pl. 36. Dr. Behrends har i et brev suppleret de oplysninger, som står i publikationen, hvorfor jeg takker ham. Udgravningen blev udført under så ugunstige forhold, at det ikke kan garanteres at alle gruber er undersøgt, ja udgraveren anser det for sandsynligt at dette ikke er tilfældet. Gravhøjens alder kendes ikke da der ikke er gravet i den, materiale til c-14 datering foreligger ikke. Gravpladsen begynder i per. VI men brugtes navnlig i førromersk jernalder.
  12. ^ F. Horst, Untersuchungen auf der jungbronze- und Jastorfzeitlichen Siedlung von Zedau, Kr Osterburg (Altmark), Ausgrabungen und Fun-de 16, 22-26, Berlin 1971. Kulstof 14-dateringer 768 ± 100 f. Kr. f. og 765 ± 100 f. Kr. f. Dr. Horst takkes for oplysninger om denne plads samt for tilladelse til publikation af fig. 9. Han har også henledt min opmærksomhed på flere af de foran nævnte pladser.
  13. ^ L. Lundborg, Den förhistoriska forskningen i Halland under åren 1961-1971, Halland 1971, 4-21, navnlig s. 17-18, Halmstad.
  14. ^ W. Wegewitz, Herdgruben in der Feldmark Tangendorf, Kr. Har-burg, Die Kunde 127-143.
  15. ^ Thrane, Nationalmuseets Arbejdsmark 1971 og for førromersk jernalder i Sverige K. Cullberg, Eke-högen – Backaröd – Valtersberg. Frågor om kronologi och kulturkontakter under yngre forromersk järnålder i Göteborgsområdet, Studier i nordisk arkeologi 12, Göteborg 1973, 44 f.
  16. ^ E. Albrectsen, Fynske Guldfund, Odense 1960, 14 ff med litteraturhenvisninger.

©
- Arkæologi - Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...