Kartoflerne – En historie af H.C. Andersen

16. februar 1855 skrev H.C. Andersen, der „paa tredie Uge” var lidende af forskellige „Smaahistorier” som følge af en byld i ryggen, et brev til sin trofaste veninde Henriette Wulff, hvori det hedder:

„Iaftes fik jeg første Gang Trang og Lyst til igjen at skrive Noget, et lille Stykke om Kartofler; ja, det er slet ikke just for den landoeconomiske Tidende, men dog læseligt. Naar dette Brev nu er sluttet, tager jeg fat; De skal snart faae det at læse, hvis jeg selv synes derom” (Breve fra Hans Christian Andersen. Udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh, II, 1878, s. 319).

Henriette Wulff svarede 22. feb. 55 aften:

„For nogle Dage siden modtog jeg Deres sidste Brev, altid til min store Glæde — kun at De ikke føler Dem vel ønskede jeg anderledes, og snart vil De sige mig, at det er bedre, meget bedre med Dem! … De kan troe det var ingen ringe Glæde i Deres sidste Brev at see, De har atter Trang og Lyst skrive Noget! Om „Kartofler”! „Det er just min Livret!” Som Femi i Mulatten siger om Papegøjefisk.[1] Og siden De nu veed det, lader De mig ikke altfor længe sulte efter de „Kartofler” — vel?” (Utrykt, Collinske Brevsamling, XII).

Såvidt det kan ses, vender digteren ikke tilbage til emnet i sine breve til Henriette Wulff fra denne vinter, nu i H.C. Andersens Hus, Odense. Han fik andet at tænke på, idet han 25. februar sendte de første ark af „Mit Livs Eventyr” i trykkeriet og snart sad i korrekturlæsning op over begge ører. Historien „Kartoflerne” eksisterer imidlertid, endog i to redaktioner, begge stærkt rettede, i Det Kgl. Biblioteks manuskriptsamling (Ny Kgl. Samling nr. 2451, 4to, en lille samling Anderseniana, hvoraf de fleste har tilhørt teaterhistorikeren Edgar Collin), men den har åbenbart ikke tilfredsstillet sin digter, for den blev ikke trykt. Det skal dog senere vises, at Andersens ulejlighed ikke helt var spildt.

Der kan ikke være tvivl om, at det længste af de to udkast er det ældste. Historien har nok været beregnet for folkekalenderen, som både søgte at gavne og fornøje:

„Der var en Tid, ak ja, der var mange Tider og man kan være bange for at de ikke er forbi, da Digterne besang kun Alt hvad var fornemt eller rigt, Alt hvad vor Herre, ligesom for at lære hvor stakkels vi ere, havde sat i første Række, — Skam faae Digterne! — Vi, vi ville besynge Kartoflerne, og de fortjene det, velsignet være den Dag de groede ind i Europa!

Besynge Kartoflerne! udbryder Een og Anden og tilføier, „det maa da være komisk!” — Det siger den samme slet ikke naar Verset gjælder een første ved Fødsel eller Pengekiste. Kartoflen i sig selv, den sunde Kartoffel er dog den hæderligste Gjenstand, thi den opfylder sin Bestemmelse. Altsaa Kartoffelens Lov! — Dog denne Lov kunne vi ikke bringe; Ingen kunne bringe den herligere og mere straalende, end den bragtes som vi saae det engang, i een af de fattigste, meest snevre Gader i den store By. Op af en Kjælderhals kom en lille pjaltet Unge, et Pigebarn, Kinderne blussede, Øinene lyste, hun havde en Skaal fuld af varme Kartofler, som hun havde kjøbt dernede, og hun jublede høit, „vi skal have Gilde hjemme! vi skal have varme Kartofler!” — Ingen indianske Fuglereder ere blevne prist med en saa stor Jubel og Hjertens Sandhed som disse Kartofler.

Fra Amerika, fra Peru, Guldets Land kommer den ringe Jordfrugt, en Velsignelse for Menneskeheden, et Himmelsk Brød i Hungerens Dage. Slavehandleren Hawkins bragte den til Engeland, og Jonas Altströmer indførte den [i] Sverrig 1720; lidt senere kom den til Tydskland, men overalt blev den først forkastet, glemt — og vandt saa Erkjendelse; og det Levnetsløb har Kartoflerne tilfælles med de fleste store Mænd. —

Kartoflerne har rigtignok prøvet miskjendelsens Dage, det er historisk. Troe I at man strax har vilde plante dem, havt Gavn af dem. Præsterne maatte prædike fra Prædikestolen for Kartoflerne, Konger have uddeelt dem for at de skulde lægges, men, men see om de bleve langt (dvs: lagt). Det er ikke stort over Hundredaar siden, at Kong Frederik den anden af Preusen forærede en heel Fragtvogn Kartofler til den Stad Kolberg og lod ved Trommeslag alle Folk i Byen samle; Raadsherrerne maatte forevise den nye Frugt, og lade oplæse hvorledes de skulde plantes, passes og laves til men der var ikke Mange der forstod hvad der blev læst, og saa beed de i de raa Kartofler,: fy for en Ulykke hvor de smager! sagde de og slængte Kartoffelen; ikke engang Hunden vilde æde den, det saae de! — Nogle stak sine Kartofler ned i Jorden, een hist, een her, de troede at de voxte op til Træer der bare Kartofler, andre kastede hele Slumpen han havde i eet stort Hul, de filtrede der sammen og blev een Klump. — Aaret efter maatte Kongen begynde forfra, men det gik kun langsom med Begreberne — men nu kan Kartoflerne staa paa deres egne Been, nu har de deres Erkjendelse.

Der er fortalt i vor Tid, da Kartoflerne som en Velsignelses Frugt er indplantet i Grækenland, modtog Kong Otto sin unge Gemalinde, og Grækerne havde bestrøet Gaden hvor hun kom med deilige Roser, men hende bragtes en Blomster Bouquet af Kartofler. — Den betød meer end Roserne.

Hvad Grækenlands Dronning ikke forsmaaede, flette vi een (dvs: ind) i vor Bouquet, lidt Grønt fra Kartoffel Ageren — den lille fattige Kartoffelager foran Bommandens Huus ved Veien”.

Som man ser er dette en variation over et af Andersens yndlingstemaer: Den manglende erkjendelse, som han med et for ham eget udtryk sagde, eller i al fald den sene erkjendelse efter modgang og foragt. Meget passende, da han just sad og arbejdede på „Mit Livs Eventyr”. Variationen står trods alt i dur; den blev spillet i sort moll samme efterår og kaldet „Ærens Tornevei”, og det blev denne historie og ikke „Kartoflerne”, der sammen med „Jødepigen” kom til at repræsentere Andersen i årgangen 1836 af „Folkekalender for Danmark”.

Men foreløbig har han altså ikke sluppet historien om „Kartoflerne”. Stærkt forkortet og omskrevet tager den sig således ud i 2. redaktion:

Kartoflerne

„Hvad godt er kommer nok engang til Agt og Ære!” sagde Moermoer. „Husk bare paa Kartoflerne, de kan tale derom, kunde de tale!” —

De have rigtignok prøvet Miskjendelsens Dage. Det hjalp dem ikke engang at Præsterne prædikede fra Prædikestolen: at de vare til Glæde og Nytte, Folk troede ikke derpaa; Konger selv uddeelte dem for at de skulde lægges, men see om de blev lagt. Der var, for at nævne Een, den store Preuser Konge, gamle Fritz som de kaldte ham, det var en Mand, og ogsaa han tog sig af Kartoflerne, han forærede en heel Vogn fuld til een af Byerne i sit Kongerige, og lod der ved Trommeslag alle Menneskene samle; Raadet selv maatte viise den nye Frugt frem og der blev paa Torvet læst høit om hvorledes den skulde plantes, passes og laves til, men det gik ind af eet Øre og ud af det andet, Folk forstod ikke hvad der blev læst, og saa beed de i de raa Kartofler: „fy for en Ulykke hvor de smage!” sagde de og slængte dem i Rendestenen og der vilde ikke engang Hundene æde dem, saae de. — Folk var der vel som nok gad prøve det, og Nogen af dem stak sine Kartofler ned i Jorden, een hist een her, og ventede saa at der skulde komme et Træ op som de kunde ryste Kartofler af, Andre kastede den hele Slump i et stort Hul, der filtrede de sig sammen i en Klump og skjød Top. — Næste Aar maatte Kongen begynde forfra, men det gik kun langsomt med Begreberne. — Der, som her! miskjendt blev den bedste Frugt der endnu er bragt os!” sagde Moermoer. „Men nu kan Kartoflerne staa paa deres egne Been! — Nu har de Erkjendelse. — Hvad Godt er kommer engang til Agt og Ære!”

Hvortidt har jeg ikke siden ved Meget der syntes at maatte lide ilde i Verden, tænkt paa Kartoflerne og paa Moermoers Ord. —

Det er ganske givet en temmelig ubetydelig lille ting, denne kartoffelhistorie. Det syntes H.C. Andersen åbenbart også, siden han lod den ligge i manuskript. Men dels fortæller de to redaktioner af den et og andet om digterens arbejdsmetode. Dels er historiens senere skæbne et vidnesbyrd blandt mange om hans forsigtige økonomi, der nødig lod et brugbart indfald gå tilspilde.

Sammenligner vi anden redaktion med den første, ser vi, hvorledes ideen kommer klarere frem, og hvorledes hele historien gør et mere afrundet indtryk ved hjælp af en kraftig beskæring af alt overflødigt stof. Hele den lange diskussion om betimeligheden af at vælge et så prosaisk og fattigt emne for sin digtning som kartoflerne udgår og dermed forsvinder også både fortællingen om den fattige piges glæde og de tørre lærebogsoplysninger om kartoffelens vandring til Europa fra Peru i 1565 med slavehandleren John Hawkins og dens indførelse i Sverige ved Jonas Alströmer 1725. Ligeledes ofres slutningen med anekdoten om kartoffelbuketten, der blev overrakt Dronning Amalie af Grækenland ved hendes indtog. Da H.C. Andersen allerede havde fortalt den i „En Digters Bazar” (1842) i kapitlet „Hoffet i Athen”, var der jo ingen grund til at gentage den her (smlgn. „Samlede Skrifter”, 2. udgave, VII, s. 216).

Alt koncentreres om Frederik den Stores kamp for at gøre sine undersåtter fortrolige med den nye vigtige nytteplante. Her gennemarbejdes teksten med sædvanlig omhyggelighed, og ved små fine ændringer eller tilføjelser gøres stilen mere mundtlig og levende. Bortset fra J. P. Jacobsen har vel ingen arbejdet så længe og så tålmodigt med sit sprog mellem de store danske digtere som netop H.C. Andersen — for at nå frem til den fuldkomne naturlighed, der i virkeligheden var et produkt af den vælgende og vragende kunst. Også vore to tekster viser dette. Kartoffelprædikenerne får deres rette baggrund, når forfatteren tørt tilføjer: „Folk troede ikke derpaa”. Det er en typisk andersensk rettelse, når „Kong Frederik den anden af Preusen” bliver til „den store Preuser Konge, gamle Fritz som de kaldte ham, det var en Mand, og ogsaa han tog sig af Kartoflerne”.

Det geografisk præcise „den Stad Kolberg” bliver til eventyrets ubestemte „een af Byerne i sit Kongerige”; Raadsherrerne til kollektivet rådet selv. Lidt tørt falder „maatte forevise den nye Frugt, og lade oplæse hvorledes de skulde plantes, passes og laves til”; altså skrives der „maatte viise den nye Frugt frem og der blev paa Torvet læst høit om hvorledes den skulde plantes”. Folk nøjes ikke med at slænge de rå kartofler, nej, de slængte dem i Rendestenen. Og overgangen til beretningen om de mere dristige gøres nu med en lille indskudt sætning: „Folk var der vel som nok gad prøve det”. Endelig indskærper 2. redaktions slutning med vægt og eftertryk den lille histories idé:

„Der, som her! miskjendt blev den bedste Frugt der endnu er bragt os!” sagde Moermoer. „Men nu kan Kartoflerne staa paa deres egne Been! — Nu har de Erkjendelse. — Hvad Godt er kommer engang til Agt og Ære!”

Hvortidt har jeg ikke siden ved Meget der syntes at maatte lide ilde i Verden, tænkt paa Kartoflerne og paa Moermoers Ord.”

Der kom således ved omskrivningen et ganske karakteristisk stykke Andersen-prosa ud af den noget slapt fortalte historie om kartoflerne.

I samme brev til Henriette Wulff, hvori Andersen omtalte „Kartoflerne”, hedder det videre, at en anden lille historie er i anmarche; „den kom med „Kartoflerne” og handler om — ja bliv nu ikke forskrækket! Navnet og Stedet er ikke for et Frøken-Buur; det er nemlig en Historie „fra Skraldemandens Vogn””. Det viser sig at være den første skitse til eventyret „Flyttedagen”, der siden lægges i munden på Andersens alter ego tårnvægteren Ole. Det varede fem år, inden den blev trykt — den stod 12. februar 1860 i 1. bind af „Illustreret Tidende” — men trykt blev den. „Kartoflerne” derimod blev liggende i bordskuffen; Andersen har vel indset, at historien blev så umådelig kort, at den dårligt — i modsætning til kartoflerne selv — kunde „staa paa egne Been”.

Dog gemt er ikke glemt. Den gode husholder havde altid sine forråd at ty til, og han udnyttede dem også. Netop fra disse år er bevaret en række optegnelseshefter, der viser, at Andersen har haft det på samme måde, som krigsråden, der sejler med Peter Wiks skib fra Svendborg til København i romanen „Kun en Spillemand”, og som siger:

„det Indfald maa jeg skrive op! … Seer De Jomfru, jeg lader aldrig noget godt gaae tabt; faaer jeg, som tidt skeer, et snurrigt Indfald, da skriver jeg det op!”

Og på linje med optegnelserne kommer ufuldendte eller kasserede eventyrstumper. De kunde altid udnyttes i anden sammenhæng. Snart en lille enkelthed, snart et større afsnit.

Som man måske har lagt mærke til, ender 1. redaktion med, at også digteren kommer med sin kartoffelbuket, og det angives meget nøjagtig, hvor han har plukket den: På „den lille fattige Kartoffelager foran Bommandens Hus ved Veien”. Denne lokalitet kommer igen i et af de berømteste af de senere eventyr. 5. december 1860 noterede digteren i sin almanak: „Skrev Historien om Manden der byttede”. Den blev trykt i „Nye Eventyr og Historier”, 2.r., 2. samling, der udkom 2. marts 1861, og fik, som alle ved, titlen: „Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”. Da bondemanden på vej til marked er nået til at bytte sit får for en gås, hedder det i historien:

„Nær ved Byen var han, Trængselen paa Veien tog til, der var en Mylren af Folk og Fæ; de gik paa Vei og paa Grøft lige op i Bommandens Kartofler, hvor hans Høne stod tøiret for ikke i Forskrækkelse at forvilde sig og blive borte” („Samlede Skrifter”, 2. udgave, XIV, 1880, s. 345).

Og da vi næste gang i Eventyrbogen og nu for alvor bliver mindet om „Kartoflerne”, så er talen om ganske den samme mark, selv om Bommandens funktion her er overtaget af et medlem af kvindekønnet.

Vi er nu nået til 1869, 14 år efter, at Andersen havde fortalt Henriette Wulff om historien om kartoflerne. Fastelavnsmandag dette år, 8. februar, hvor han mærkeligt nok også var ifærd med „Mit Livs Eventyr”, denne gang fortsættelsen 1855—67, der var bestilt af hans amerikanske forlæggere, gik han i Det Kongelige Teater til „Jeppe paa Bjerget”, den faste fastelavnsforestilling, og digtede der, står der i dagbogen: „Hvad man kan hitte paa” og skrev det ned ud på aftenen. Dette satiriske eventyr handler om en ung mand, der vil være digter til påske, men som ikke kan „hitte paa”. I sin nød opsøger han så den kloge kone.

„Hun boede”, hedder det, „i det lille Huus ved Markledet, som hun lukkede op for Kjørende og Ridende; hun kunde rigtignok lukke Mere op end Ledet, hun var klogere end Doctoren, der kjører i egen Vogn og betaler Rangskat” („Samlede Skrifter”, 2. udgave, XV, 1880, s. 195—96).

Videre læser vi:

„Huset, hun boede i, var lille og net, men kjedeligt at see paa; der var ikke et Træ, ikke en Blomst; der stod et Bistade ud for Døren, meget nyttigt! der var en lille Kartoffelmark, meget nyttig! og en Grøft med Slaaentjørne, der havde afblomstret og sat Bær, som rempe Munden sammen, naar man smager dem, før de have faaet Frost”.

Altså Bommandens hus og Bommandens kartoffelmark.

Den unge mand, som ikke kan hitte på, klager over, at tiden er blevet poesiløs. Men konen belærer ham om, at fejlen ligger hos ham selv.

„Tiden er just god, den er den allerbedste! men Du har ikke rigtig Syn paa Sagen, Du har ikke skærpet Hørelsen og læser nok aldrig dit „Fadervor” om Aftenen. Her er fuldt op i alle Maader til at digte og fortælle om, naar man kan fortælle. Du kan løse det ud af Jordens Væxter og Grøde, øse det op af det rindende og af det stillestaaende Vand, men Du maa forstaae det, forstaae at fange en Solstraale” (sst. s. 196).

Og hun låner ham så sine briller og sit hørerør og stiller ham midt i kartoffelmarken.

„ … hun gav ham i Haanden en stor Kartoffel; det klang i den; der kom en Sang med Ord, Kartoflernes Historie, interessant, — en Hverdagshistorie i ti Dele, ti Linier vare nok.

Og hvad sang Kartoflen?

Den sang om sig og sin Familie: Kartoflernes Ankomst til Europa, den Miskjendelse, de havde prøvet og lidt, før de, som nu, stode erkjendte som en større Velsignelse end en Guldklump.

„Vi bleve paa kongeligt Bud uddeelte paa Raadhuset i alle Byer; der blev givet Kundgjørelse om vor store Betydning, men man troede ikke paa den, forstod ikke en Gang at plante os. Een gravede et Hul og kastede hele sin Skjeppe Kartofler derned; en Anden stak een Kartoffel her, een der, ned i Jorden og ventede at den skulde skyde op som et heelt Træ, hvoraf man kunde ryste Kartofler. Der kom ogsaa Væxt, Blomster, vandfyldt Frugt, men det Hele visnede. Ingen tænkte paa, hvad der laae paa Bunden, Velsignelsen: Kartoflerne. Ja vi have prøvet og lidt, det vil sige, vore Forfædre, de og vi, det kommer nu ud paa Eet! hvilke Historier!”

„Ja, nu kan det være nok!” sagde Konen (sst. s. 196—97).

Og så går hun over til et andet emne.

Men H.C. Andersen var alligevel ikke helt færdig med historien om Kartoflerne. Der var endnu et afsnit fra første redaktion, som han fik anvendelse for. Hermed forholder det sig således.

27. marts 1870, han boede på det tidspunkt midlertidigt i Grosserer Melchiors hjem, medens familien var i Nordafrika, og han var inde i en digterisk produktiv periode, fortæller han i dagbogen: „Skrevet Historien Lysene”.

Ideen til historien var mindst 11 år gammel. En forårsdag i 1859 morede han, der fremfor nogen går for at være inspirationsdigteren, sig med at lave en fortegnelse, ovenikøbet en alfabetisk fortegnelse, hvor hele alfabetet var dækket, over „Eventyr som kunne skrives” (se min afhandling med samme titel i „Runer og Rids. Festskrift til Lis Jacobsen 29. Januar 1952″, s. 143—50). Den tæller 35 titler, og de blev dog i årenes løb til 10 eventyr. Sidst kom turen til „Formlys og Spædelys”, der nu kort og godt blev kaldt „Lysene” og som tryktes i Mads Hansens og Anton Nielsens „Den ny Almanak for 1871”. Den handler om vokslyset og tællelyset („Jeg er kun af Tælle, kun Spiddelys”), der skinner over lige stor glæde i det rige hjem, hvor det fornemme vokslys er tændt til den lille datters bal, og hos den fattige enke med tre børn i en lille lav stue lige overfor det rige hus. Digteren nævner os grunden:

„Da kom det Mindste af Børnene i det fattige Huus, en lille Pige var det; hun tog Broder og Søster om Halsen, hun havde noget meget Vigtigt at fortælle, det maatte hviskes: „Vi skal i Aften — tænk! — vi skal i Aften have varme Kartofler!”

Og hendes Ansigt straalede af Lyksalighed; Lyset skinnede lige ind deri, det saae en Glæde, en Lykke saa stor som ovre i det rige Huus, hvor den lille Pige sagde: „Vi skulle have Bal i Aften, og jeg skal have de store, røde Sløifer paa!” („Samlede Skrifter”, 2. udgave, XV, 1880, s. 217).

Og dermed kunde manuskripterne til historien „Kartoflerne” roligt foræres bort til en ung ven og samler. Den store og så økonomiske digter havde presset citronen til sidste dråbe.

 

Noter

  1. ^ Det er forresten ikke Femi, men bissekræmmersken Pelagi, der siger således til Femi, da denne byder på „Stegt Papegøjefisk med Løg og Salt” („Mulatten”, Tredie Act, Første Scene; ss, IX, s. 338).

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - breve

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...