At komme til Gent er en mærkelig oplevelse for den, der er uforberedt. Man har kørt gennem det frodige Flandern, hvor markerne ligger så forårsgrønne i morgendisen, gråt slørede, som vi kender dem fra de gamle mestres billeder; tankerne kredser om dette, at engang var dette land et af Europas vigtigste områder både økonomisk og kulturelt. Men hvor ofte har det ikke været en kastebold i stormagternes strid. Hære har trampet over de grønne marker, har flænget dem, skudt byer i grus og utallige mennesker har været disse kriges ofre. Og man kommer til Gent, kører gennem forstæderne; trafiken er enorm, husrækkerne kedelige; man vil gerne lægge dem bag sig. Men så når man ind til centrum. Pludselig viger nutiden bort. Over husene hæver sig majestætisk den ene kirke ved siden af den anden, rådhuset, slottet – de gamle Flanderngrevers borg omgivet af den brede voldgrav; de grå, tunge stenmasser virker uvirkelige i den let slørede luft. Man har følelsen af, at århundreder skuer en imøde. Disse monumenter i nutidens menneskehav har trodset krige og været vidne til menneskemyrers travle færden ved deres fod. Urokkelige virker de i deres vælde.
Slottets tunge, brede mure er symbolet på fyrstemagtens vælde, som Gents beffroi, det høje, slanke tårn med sine klokker er symbolet på borgerskabets frihedsvilje. Her hang den store klokke Roland, som engang kaldte borgerne til samling mod Flanderngreven, og til straf lod greven den nedtage og omsmelte, men ånd kan ikke besejres med vold. På en lille plads står en klokke, der skal minde om klokke Roland, som engang hang i Gents beffroi. Dens indskrift har Johannes Jørgensen oversat:
Klokke Roland er mit navn,
naar jeg klemter er det brand,
naar jeg kimer, er det sejr i Flandernland.
Den står ved tårnets fod som et talende minde om Flanderns lidelser. Blandt alle Europas mindesmærker er der få så gribende som det i Lübecks Mariakirke. Kommer man der jævnligt, bemærker man det energiske arbejde på at bringe den tilbage til den skikkelse, som den havde i fortiden. I en enkelt nat blev kirken og dens omgivelser hærget af krigens bomber. Murene slog revner, vinduerne blev sprængt, det skønne inventar gik næsten til grunde, og i det ene tårnrum ligger nu de knuste klokker nedstyrtede, et minde om den ubarmhjertige krigs ødelæggelser, et talende minde.
Engang hang de i Mariakirkens høje tårne; de ringede og deres toner klang ud over den gamle hanseby, der havde været midtpunktet i en af Europas betydeligste magtfaktorer, en by, hvor handelens tråde fra hele Nordeuropa blev samlede. Hvorfor søger man nu med alle midler at samle splinterne af den svundne tid, at genskabe præget af gammel, fornem kultur, vel vidende, at billedet kun kan blive en svag afglans af det, der er gået tabt?
Fordi klokkerne i Mariakirken maner og taler.
Man kan ødelægge kulturværdier; det kan gøres med vold, og det kan gøres ad fredelig vej. Man kan ødelægge en gammel by, jævne dens bygningsminder med jorden under påberåbelse af nutidens krav, men klokkerne vil blive ved at tale. De har talt i århundreder om værdier, der ikke kan måles og vejes, de har kaldt mennesker til andagt midt i hverdagens stræb. De maner i deres tavshed til eftertanke og advarer mod de mishandlinger, der begås mod Europas kultur i blind tro på, at tekniske og materielle fremskridt har saliggørende virkninger.
Klokkerne vil vedblive at lyde, thi ånd er stærkere end vold.
