De skriftlige kilder fra vikingetid og tidlig middelalder såvel som middelalderens sagaer giver dramatiske, men næppe altid lige pålidelige beretninger om den førkristne kultudøvelse. I generationer har arkæologer diskuteret, hvor man kunne finde de kultsteder, der i kilderne betegnes som hørge, vier eller hellige lunde. Indtil for få årtier siden har fundene af sikre kultiske anlæg fra tiden op mod kristendommens indførelse været få og for fleres vedkommende diskutable. Til gengæld har man kendt mange fund af genstande, der må betragtes som produkter fra kultiske handlinger; det drejer sig især om våben, redskaber og smykker, der er fundet i vådområder. Fingerpeg i retning af, hvor ritualerne, som man må antage er gået forud for nedlægningerne i det våde element, fandt sted, giver genstandene dog ikke.
De sidste årtiers storstilede arkæologiske udgravninger har for en dels vedkommende rettet op på denne situation, for ved undersøgelsen af flere stormandsresidenser fra sen jernalder og vikingetid er der afdækket bygninger og anlæg, som på grund af deres særlige konstruktion eller indhold sættes i forbindelse med kulthandlinger.[1] Stednavne kan også give en indikation på, hvor man kan finde områder eller steder, der havde særlig religiøs betydning i den sene del af oldtiden. På Fyn er det bedst kendte eksempel Odense – stedet der var viet til Odin. Den nøjagtige placering af en evt. Odins-helligdom kendes ikke, men eftersom Odense allerede i den sene vikingetid havde centralmagtens stærke bevågenhed, må det antages, at også Odins-viet var knyttet til en bebyggelse med centrale funktioner, evt. i form af en stormandsgård.
Påvisningen af stormandsresidenserne og de hertil knyttede rituelle anlæg er et forholdsvis nyt fænomen, så her ligger utvivlsomt en del af forklaringen på, at vi længe har haft problemer med at identificere anlæg, der matcher kildernes konkrete betegnelser. At dette dog ikke kan være den fulde sandhed, indikerer stednavne med religiøst indhold, der ligger isoleret fra den sene oldtids bebyggelse. Et særdeles godt eksempel herpå er Frøbjerg Bavnehøj på den centrale del af Vestfyn (fig. 1); forleddet i ordet antyder, at man på eller ved denne markante bakke kan have tilbedt gudinden Freja.[2]
Den meget markante bakke ligger i et landskab, som med vores nuværende viden var stort set ubeboet på det tidspunkt, hvor navnestoffet menes at være skabt. Freja-helligdommens placering kan således indikere, at vikingerne ikke bare praktiserede kultiske aktiviteter ved centrale bebyggelser eller ved stormandens gård, men også på øde eller ekstensivt udnyttede steder i landskabet. At denne praksis kan have været mere udbredt end hidtil antaget, skal der gives nogle eksempler på i denne artikel.
Vikingerne var som bekendt velbefarne på søen som fiskere, handelsmænd og krigere, men alligevel var de ikke glade for at bo permanent ved havet, særligt ikke ud til de åbne kyststrækninger, som er et fremtrædende landskabselement i Den fynske Øgruppe. Antagelig var det skræk for overfald fra søsiden, der medførte, at datidens bebyggelse som regel var trukket mindst et par km tilbage fra kysten.[3] Kystzonen udgjorde en særdeles rig ressource, så selvfølgelig lå den ikke ubenyttet hen; store partier var utvivlsomt skovdækkede og gav dermed mulighed for hugst af tømmer og brændsel, jagt og indsamling samt for at sende dyr på græsning og olden. Tilsvarende var adgangen til havet af central betydning; der kunne man via fiskeri og havjagt skaffe et supplement til den føde, som landbruget kunne give. Nok så væsentligt var det, at havet var indog udgangsvejen til resten af verden.
Især fra 6. årh. og fremefter begyndte man at anlægge særlige værkstedsog handelspladser ude ved kysten. I Den fynske Øgruppe kendes mindst en håndfuld af disse såkaldte anløbspladser, og antagelig skjuler der sig endnu flere i denne relativt uudforskede del af vores landskab.[4] Det synes at være et fællestræk for alle de fynske anløbspladser, at de kun blev benyttet periodisk, vel særligt i sommerhalvåret.
I betragtning af at permanente bebyggelser i den fynske kystzone utvivlsomt var en undtagelse, er der forbavsende, at dette landskab rummer en række fund og fundpladser, der bedst kan forstås i en rituel ramme. Nogle af disse skal præsenteres i det følgende.
Tæt syd for det østre landfæste på den nye Lillebæltsbro ligger Jyllandsvej, og her har arkæologiske undersøgelser forud for nedlægningen af en naturgasledning og opførelsen af hotel Comwell i 1980’erne afdækket to særprægede anlæg. Før bebyggelse og vejanlæg fuldstændigt forandrede landskabet her, udgjorde området vestkanten af et højtliggende plateau, hvorfra landskabet faldt markant ned mod Lillebælts nordlige og snoede forløb Snævringen, der ligger ca. 600 m mod vest. Ved udgravningerne på stedet fandtes en boplads fra yngre bronzealder og som ”bifangst” to gruber, der var yngre end bopladsen og med et indhold, der klart adskilte sig fra bronzealderbebyggelsens affaldskuler.
Det først undersøgte anlæg var den cirkulære grube A med en diameter på ca. 300 cm. Gruben havde næsten lodrette sider og var ca. 36 cm dyb med flad bund. Rundt om gruben og i en afstand af ca. 70 cm herfra var en 30-40 cm bred og 10-25 cm dyb ringgrøft, og i denne kunne der flere steder iagttages spor efter lodretstående stolper.[5] I gruben lå skeletterne af to heste, der var symmetrisk anbragt i sideleje og ryg mod ryg (fig. 2). Oven på bækkenpartiet af den nordligste hest lå en større koncentration af sten, og ved hovene af og mellem dette dyrs ben lå skeletterne af fire hunde (fig. 3-4). I forbindelse med hundeskeletterne fandtes lidt opløst bronze, et spinkelt remspænde af jern samt dele af en ligeledes spinkel jernkæde. Hertil kommer en eller to spinkle jernringe med påsiddende beslag og en oval, ca. 6,5 cm lang jernring, hvorpå sidder spinkle jernplader (fig. 5).
Ca. 60 m fra grube A fandtes gruben CO med et indhold, der har flere lighedstræk med den først fundne. Også grube CO var fladbundet og cirkulær med en diameter på ca. 190 cm og en dybde på 40 cm. På trods af dårlige bevaringsforhold kunne det registreres, at gruben rummede knogler fra fem heste (fig. 6). Det var kun knogler fra dyrenes underekstremiteter og kranier, der kunne udskilles, og umiddelbart kunne man tro, at dette skyldtes dårlige bevaringsforhold. Imidlertid lå lemmeknoglerne især langs nedgravningens kant, og fire af kranierne var placeret delvis ind over hinanden, så det tyder på, at dyrene blev anbragt her i skeletteret tilstand (fig. 7). Gruben var efterfølgende dækket af et lag af hovedstore og større sten.[6] Mellem knoglerne fandtes en oval jernring med et påsiddende remendebeslag eller hængsel, der indikerer, at stykket har siddet på seletøj eller et skrin (fig. 8).
Da der ikke foreligger naturvidenskabelige dateringer af knoglerne fra de to gruber, er en præcis tidsbestemmelse vanskelig, og faktisk er det kun jernkæderne, der kan bidrage til en indsnævring af tidspunktet for grubernes anlæggelse. Egentlige jernkæder optræder ikke i det arkæologiske materiale før vikingetiden; fra denne periode er de til gengæld fremkommet i flere skandinaviske gravfund samt i offereller depotfund.[7] Kæderne udviser en stor variationsbredde, der afspejler deres anvendelse i forskellige funktioner. Størst og kraftigst er kæder til skibsankre som eksemplaret fra Ladby-skibet[8] eller trækkæder til kørevogne, som bl.a. kendes fra rigt udstyrede grave i Søllested på Sydvestfyn og Møllemosegård på Sydfyn.[9] Disse typer er imidlertid langt kraftigere og med større led, end det ses på fundene fra Jyllandsvej.
Leddene i kæden fra grube A er 3,5-4 cm lange, og de er lavet af et stykke spinkelt, dobbeltlagt jernbånd, der er bøjet, så enderne slutter vinkelret på hinanden. Kæder med en tilsvarende udformning er fundet i en vikingetidsgrav i Gjermundbu i Norge; de udgør en del af en ophængningsanordning til en kogekedel.[10] En tilsvarende udformning har nogle kædeforløb i den ligeledes norske skibsgrav fra Oseberg; disse er fundet sammen med hundeskeletter og tolkes som hundelænker. De enkelte led i denne kæde har en længde på ca. 3,7 cm, hvilket helt modsvarer de fynske fund.[11] Nogle spinkle jernringe i grube A har siddet sammen med en anden ring, således at der kan være tale om en svirvel – altså et drejeligt led. Sådanne og med omtrent samme størrelse som de vestfynske er også fundet i Ladby-skibsgraven.[12] At jernkæderne kan have været suppleret med læderremme, som det også ses i Ladby-fundet, antyder det spinkle remspænde fra grube A.
Fællestrækkene mellem kædefragmenterne fra grube A og dele af hundeseletøjet i fundene fra Oseberg og Ladby gør det nærliggende at tolke kædefragmenterne fra Jyllandsvej som dele af hundelænker. Denne tolkning underbygges endvidere af, at der synes at være en intim forbindelse mellem kædestykkerne og hundeskeletterne. Parallellerne til fundene fra Oseberg og Ladby gør, at man med forsigtighed kan datere grube A til vikingetiden. Dateringen af grube CO er straks mere vanskelig, men pga. fællestrækkene med grube A er det ikke utænkeligt, at også dette anlæg kan dateres til 8-900-årene.
Som nævnt har nedlæggelsen af de hele dyrekroppe med tilhørende lænker i grube A paralleller i nogle af vikingetidens rigeste gravfund, men der kendes også eksempler på, at hunde og heste kan være begravet på gravpladser, der ikke tilhørte samfundets absolutte elite. Ringgrøften omkring grube A er også et element, der kendes fra vikingetidsgravpladser, bl.a. Lindholm Høje i Nordjylland og Ribe i Vestjylland.[13] I grube CO var det imidlertid kun udvalgte dele af heste, der blev nedlagt, og det skulle man synes var vanskeligt at se som en del af et begravelsesritual. Imidlertid er der fundet en grube med hesteekstremiteter på førnævnte gravplads i Ribe, og på en anden samtidig gravplads i samme by fandtes flere gruber med dyreknogler og -tænder, der desværre ikke har kunnet artsbestemmes.[14] Det må således konstateres, at de to gruber fra Jyllandsvej ikke ville være deciderede fremmedelementer på en vikingetidsgravplads; imidlertid er der ingen andre fund fra lokaliteten, der peger på, at der skulle have ligget en gravplads på stedet i vikingetiden.
Gruberne fra Jyllandsvej er derimod nærmere beslægtet med et anlæg, der er undersøgt på den meget lille ø Bredholm, der akkurat stikker op over vandspejlet i Det sydfynske Øhav mellem Strynø og Ærø.[15] Anlægget bestod af en ringgrøft med en diameter på 8-9 m, og i grøften såvel som på fladen inden og uden for grøften fandtes knogler fra mindst 14 heste. Der er ikke tale om hele skeletter, men kun dele af kroppe; hvilke er imidlertid ikke beskrevet i de kortfattede omtaler, der haves om fundet. Anlægget var delvis dækket af en stenlægning. På den omgrøftede inderflade blev der afdækket otte stolpehuller; af genstande fremkom kun en jernkniv, der med forbehold kan henføres til yngre jernalder. Knoglehenlæggelserne vurderes at være sket ad flere omgange, men da fundet savner en grundig bearbejdning, er det vanskeligt at komme en tolkning nærmere.
Før vikingeborgen Trelleborg på Sjælland blev anlagt på et åomslynget næs omkring 980, havde stedet været anvendt til kultiske aktiviteter. Her blev undersøgt fire indtil ca. 4 × 3,5 m store hesteskoformede grøfteanlæg; grøfterne var indtil 75 cm brede, og heri havde der tilsyneladende stået stolper eller planker. I tilknytning til anlæggene fremkom der ikke genstande, der kan bidrage til en datering eller tolkning, men tre af grøfterne lå nær brønde, der næppe blev anvendt til almindelig vandforsyning. Brøndene indeholdt redskaber, smykker, våben samt knogler fra mennesker – herunder flere hele skeletter af børn – og mange dyreknogler, bl.a. fra heste. Særlig bemærkelsesværdigt var fundet af et kranium og de yderste lemmeknogler fra en ged. Udgraveren – og flere efter ham – har set hesteskogrøfterne og brøndene som samhørende anlæg.[16]
Anlæggene fra Jyllandsvej, Bredholm og Trelleborg har så mange ligheder, at de – på trods af vidt forskellige placeringer i landskabet – må antages at have indgået i beslægtede funktioner. Stolpesporene i grøften om Jyllandsvej grube A, i Bredholm-anlægget og i Trelleborg-grøfterne indikerer, at nogle af anlæggene var markerede eller indhegnede. Det kan imidlertid ikke afklares, om gruberne skal opfattes som ”engangsanlæg”, der blev forseglet straks efter brug, eller om de stod åbne en tid og blev anvendt flere gange. For de sjællandske anlægs vedkommende er det foreslået, at pælene i de hesteskoformede grøfter dannede hegn, som skærmede små rum. Her kunne man praktisere ritualer, og effekter fra disse handlinger kan efterfølgende være ”druknet” i de nærliggende brønde. Ritualerne var i så fald alsidige og omfattede bl.a. slagtning og udskæring af dyr samt aflivning og efterfølgende ofring af mennesker eller dele heraf.
Det kan næppe udelukkes, at anlæggene fra Bredholm og Jyllandsvej kun repræsenterer en del af et samlet anlæg, hvor tilhørende brønde ikke er afdækket. En anden mulighed er, at man i disse tilfælde ikke deponerede slutproduktet fra de rituelle handlinger i en brønd, men inde i selve anlægget. Det er således muligt, at anlæggene havde forskellig fremtoning fra sted til sted[17]; om det betyder, at handlingerne også varierede, kan vi ikke vide.
Det er tankevækkende, at der er nogle fællestræk i de elementer, der må have indgået i ritualerne i forbindelse med de beskrevne anlæg – hvad enten der var tilknyttet brønde eller ej. Særligt bemærker man, at håndteringen af kød spillede en rolle, og i den forbindelse synes heste at have haft en central betydning. Noget tilsvarende er iagttaget i forbindelse med affaldsdynger og brønde ved nogle af den sene jernalders og vikingetidens stormandsresidenser, f.eks. i en brønd på den sjællandske Tissø-lokalitet og i brønde på den skånske Järrestad-lokalitet.[18] På baggrund af det skånske materiale er det foreslået, at den hyppige tilstedeværelse af knogler fra hoved og fodpartier af dyrene skyldes, at disse dele blev særligt udvalgt til ritualer og måltider i forbindelse med offerhandlingen – blotet. Tolkningen synes rimelig, når disse grupper af knogler er blandet med andre dele af skelettet – eller med knogler fra andre dyr. Når der – som i Jyllandsvej grube CO – tilsyneladende kun er nedlagt hovedog fodknogler fra heste, er der nærmere slægtskab med de deponeringer, der kendes fra en række mosefund såvel som fra mindre gruber på bopladser fra jernalder, vikingetid og endog ind i tidlig middelalder.[19] I disse tilfælde forekommer det sandsynligt, at knoglerne, der i tilfælde med gode bevaringsforhold i øvrigt også omfatter leddene fra halen, sad i det afflåede skind ved deponeringen. Måske hængte skindet med isiddende hoved, underben og hale til skue på en skråtstillet stage – en såkaldt nidstang – forud for deponeringen (fig. 9). Nidstænger kan have været opsat som led i et ritual, som en advarsel mod fremmede, eller fordi man ville nedkalde en forbandelse over nogen.[20] Måske var skind og knogler forbundet med tabu, fordi disse stager indgik i kultiske handlinger, og derfor uskadeliggjorde man efterfølgende tingene. Det kan – som på Jyllandsvej – være sket ved en symbolsk begravelse, der som en ekstra sikkerhedsforanstaltning blev forseglet med et tæppe af sten. I andre tilfælde opnåede man den samme effekt ved at sænke skindene fra de udtjente nidstænger i vand.
Desværre forhindrer den dårlige bevaringstilstand på knoglerne fra hunde og heste i Jyllandsvej grube A, at vi kan iagttage, om dyrene var brækket op, eller om partier af kroppen var fjernet før nedlægningen. Ligeledes er det heller ikke muligt at se, om dyrene kan have indgået i ritualer, der kan have svaret til ophængning på nidstænger. Muligheden kan ikke udelukkes, og det er i den forbindelse nærliggende at skele til den tyske historiker og biskop Thietmar af Merseburgs krønike fra 1016; heri findes en beskrivelse af ritualer, der skulle have fundet sted i Lejre i starten af 900-tallet. Thietmar beretter, at man samledes i Lejre i januar måned hvert niende år for at ofre 99 mennesker – og i denne forbindelse er det særligt interessant, at han også nævner et tilsvarende antal haner og ikke mindst heste og hunde. Efterfølgende blev kroppene ophængt.[21]
Desværre går krønikeskriveren ikke i detaljer med sin beskrivelse, for man ville selvfølgelig gerne have vidst, hvordan ritualerne blev udført, og hvorledes og hvor kroppene blev ophængt. Det er nærliggende at tro, at gruberne med de hele dyreskeletter repræsenterer anlæg, hvor man ”begravede” dyrekroppe, der forinden havde indgået i offerritualer, som kunne have omfattet ophængning i træer eller stativer.
Eftersom Jyllandsvej-pladsen lå nær en eksponeret kyst, er det lidet sandsynligt, at der lå en bebyggelse i nærheden, og på trods af at der er foretaget ganske omfattende arkæologiske undersøgelser i pladsens umiddelbare bagland, er der aldrig fundet aktivitetsspor fra vikingetiden. De nærmeste vikingetidsbebyggelser er fundet ved Skrillinge ca. 2 km mod syd og ved Strib Landevej ca. 1,5 km mod nordøst.[22] Endvidere indikerer landsbynavnene Stavrby og Vejlby et par km øst for pladsen, at disse områder rummede bebyggelser i vikingetiden (fig. 10).
Bredholm-anlægget lå ligeledes tæt ved kysten, og på grund af øens meget begrænsede størrelse og lave højde over havspejlet er det helt utænkeligt, at den rummede en bebyggelse. Som de eneste er anlæggene på Trelleborg fundet inde i landet, men dog på et næs, der var omgivet af ferskvand. Stedet lå ganske tæt på en samtidig værkstedsplads; men om den var beboet året rundt eller kun på sæsonbasis, er endnu uklart.[23]
Når vi betragter de beskrevne anlægs lette konstruktion, er det ikke vanskeligt at forstå, hvis de kan være overset eller fejlfortolket i ældre udgravninger. Ved fremtidige udgravninger i kystnære områder er det derfor vigtigt at have fokus på ellers uforklar lige anlæg. Ligeledes kan det være relevant at gennemgå dokumentationen fra tidligere undersøgelser for at se, om vi har fejlfortolket nogle anlæg. Kan hesteskogrøfter f.eks. være forvekslet med vindfælder fra træer, som stormen har væltet – eller med de såkaldte pinseboder?[24] Måske kunne det også være udbytterigt at se med friske øjne på anlæg som skibssætningen Høje Stene på Avernakø i Det sydfynske Øhav; med en kystnær placering på en lille ø, der næppe var beboet i vikingetiden, er det ikke særlig sandsynligt, at den blev opført som et gravanlæg.[25] Måske fungerede den snarere som en konstruktion, der rent bogstaveligt dannede rammen om kultiske handlinger. Det skal dog understreges, at der ikke er fund fra udgravningen, der synes at kunne understøtte en sådan tolkning.
Ud over de jordgravede anlæg kender vi også en række enkeltfund, der kan indikere, at udvalgte lokaliteter i kystzonen blev brugt til rituelle aktiviteter. Blandt disse er ædelmetalfundene de mest iøjnefaldende.
I 1990 blev der fundet en svær sølvarmring i Kongebroskoven ca. 4 km stik vest for den formodede kultplads ved Jyllandsvej; ringen vejer 92 gram og er 8 cm i tværmål, så det er en genstand, man ville have en vis sandsynlighed for at genfinde, hvis den var tabt tilfældigt (fig. 11). Fundstedet lå ved en slugt i kystprofilet og helt ud til den nuværende kystskrænt – dvs. ved et markant punkt i kystlandskabet.
Ringen fra Kongebroskoven er langtfra den eneste ædelmetalgenstand fra vikingetiden, der er fremkommet i den fynske kystzone. I 1993 fandtes således en sølvskat med mønter fra sen vikingetid nær en markant bakke i kystprofilet på Fyns Hoved[26], og ved Måle på Hindsholm er der fundet to tilsammen knap 100 gram tunge guldarmringe på et parti ud mod Storebælt.[27] For få år siden lokaliserede en flittig detektoramatør en skat med sølvringe og -smykker ved Havsmarken ganske tæt på Ærøs sydøstlige kyst[28], og tæt ved kysten nær Nab på Sydfyn er der ad flere omgange fundet hhv. en guldarmring og flere sølvgenstande, som må repræsentere mindst to nedlægninger (fig. 12). På den meget lille ø Iholm i Svendborgsund er der fundet en ca. 2 kg tung sølvskat med mønter, barrer og smykker fra begyndelsen af 1000-årene[29], og to guldarmringe på tilsammen ca. 200 gram er fundet på den lille ø Bågø i den sydlige del af Lillebælt.[30]
Hvis man ser nærmere på landskaberne, hvor de kystnære fund af ædelmetaller er fremkommet, deler de sig i to grupper. Fundene fra Fyns Hoved, Havsmarken og Nab er fremkommet nær kystorienterede værkstedsog/eller handelspladser fra vikingetiden. Derimod er fundene fra Kongebroskoven, Måle, Iholm og Bågø fremkommet i landskaber, hvor der antagelig ikke var bebyggelse eller andre former for intensive aktiviteter på deponeringstidspunktet.
Nedlægning af genstande af ædelmetal i kystzonen er ikke et fænomen, der er begrænset til vikingetiden. I yngre romersk og ældre germansk jernalder – dvs. 3./4.-6. årh. – deponeredes også genstande af ædelmetal ved kysten, men da altid af guld. Når man ser på henlæggelserne fra jernalderen, er der nogle gennemgående mønstre i deres sammensætning og landskabelige placering. Helt som det er tilfældet med vikingetidsfundene, blev nogle af guldgenstandene nedlagt i nærheden af anløbspladser, mens andre blev deponeret i tilknytning til markante elementer i kystprofilet, f.eks. bakker. Et eksempel herpå er en 181 gram tung guld-armring, som i 1867 fandtes nær det sted, hvor Strib Lystbådehavn ligger i dag; fundstedet lå på et mindre næs, der stak ud i bæltet ca. 3 km nord for kultpladsen på Jyllandsvej.[31]
En analyse af mønstrene i gulddeponeringernes sammensætning og valget af nedlægningssted har vist, at der næppe kan være tale om midlertidigt hengemte værdidepoter, men snarere om religiøst betingede deponeringer, der skulle forblive i jorden.[32] Eftersom vikingetidens deponeringer af sølvog guldgenstande ser ud til at følge nogle af de samme mønstre, er det nærliggende at tro, at de repræsenterer en fortsættelse af denne tradition.
Desværre er der ikke foretaget opfølgende udgravninger på særligt mange af de kystnære lokaliteter, hvor der er fremkommet ædelmetalgenstande; det skyldes primært, at mange af genstandene er fremkommet ved et tilfælde under markeller anlægsarbejde i 1800-tallet. Derfor kender vi ikke den kontekst, som metaldeponeringerne indgik i. Var der anlæg og konstruktioner på disse pladser? Blev der også foretaget dyreofringer disse steder? Var det en naturformation – et næs, en kilde, en kløft, en stor sten eller nærheden til havet – der bestemte, hvor man nedgravede værdierne? Spørgsmålene er flere end svarene, men det er nærliggende at tro, at der forud for nedlægningen udspandt sig forskellige ritualer, således at vi kan sige, at også metalfundene afspejler – om ikke kultpladser – så dog kultiske aktiviteter i kystlandskabet.
Dyreofringerne fra Bredholm og Jyllandsvej samt de ganske mange nedlægninger af ædelmetal i den fynske kystzone viser, at vikingetidens kultiske aktiviteter langtfra var begrænset til nærområdet omkring stormandens gård eller centrale bebyggelser i indlandet. Sammen med stednavne, der afspejler kultiske aktiviteter, viser de, at der må have været et væld af forskellige steder med et varieret kultisk indhold fordelt ud over store dele af vikingetidens landskab – fra huset over gårdtoften, landsbyområdet og markerne til de mest øde steder i landskabet. Religiøse fænomener og handlinger var således ikke bare bundet til bygninger eller konstruktioner; hele landskabet var sikkert organiseret i profane og sakrale sfærer i et omfang, som man næppe kan gennemskue med et nutidigt perspektiv.[33] For vikingerne var denne struktur ikke et spørgsmål om tro; det var ganske enkelt virkeligheden! Vikingernes virkelighed har vi tidligere først og fremmest stiftet bekendtskab med i sagateksterne, men nu begynder de arkæologiske fund for alvor at supplere og nuancere vores viden om disse fascinerende aspekter af deres liv.
Når det nu hørte til undtagelsen, at man boede permanent ved kysten i vikingetiden, hvorfor investerede man så ressourcer i at anlægge og sikkert vedligeholde kultpladser og nedlægge store værdier herude? Det er tidligere påpeget, at vikingerne også gerne nedlagde våben, smykker og nøgler mv. på steder, hvor man krydsede vandløb.[34] At passere et vandløb er for os en ufarlig ting, men for vikingerne, for hvem landskabet kan have været opdelt i mange områder med hver deres særlige betydning, kan det at passere fra én bred til en anden bogstaveligt talt have været en grænseoverskridende handling. For at sikre passagen kunne man nedlægge et offer og på den måde uskadeliggøre farlige kræfter og i stedet påkalde sig de gode. Én ting er at passere en å eller et mosedrag, noget andet er at begive sig over et åbent og måske strømfuldt bælt; det kan have krævet større og mere spektakulære ”investeringer” som ædelmetalhenlæggelserne eller dyreofrene.
En særlig position indtager fundene fra de små øer Bågø, Iholm og Bredholm – landskabselementer, som helt sikkert ikke var beboet i vikingetiden. Slog man lejr på de små øer og udførte ritualer her før en rejse langt ud i det ukendte, eller kan metalog dyreofrene tilskrives gennemrejsende, der foretog et stop for at nedlægge ofre, der skulle sikre den videre færd? Igen må man konstatere, at der er flere spørgsmål end svar.
Kultpladsen på Jyllandsvej må næsten have været synlig for sejlende i Snævringen, og i hvert fald hvis man tændte bål ved nattetide, kunne pladsen også ses fra Lyngsodde på Jyllandssiden. Pudsigt nok er der her – tæt nord for det vestlige landfæste på den nye Lillebæltsbro og dermed ca. 2300 m nordvest for hesteofringerne – fundet et stykke af en snoet guldhalsring fra vikingetiden (fig. 10, nr. 6).[35] Lå der mon også en kultplads her – og ”beskyttede” de to pladser på hver sin side af Snævringen et vigtigt overfartssted mellem Fyn og Jylland?
En alternativ tolkning af pladsen ved Jyllandsvej kan være, at den udgjorde en grænsemarkering i forhold til rejsende på langs og på tværs af bæltet. Synet af nidstængerne og måske andre synlige afmærkninger sendte en klar besked om, hvad der foregik her. Kan man forestille sig, at de tydeligt hedenske hesteofringer skulle sende et klart signal til Harald Blåtand om, at han godt kunne beholde sin nye tro på den anden side af Lillebælt? Her hører fakta op – for uden en præcis datering af anlæggene er vi stadig på usikker grund.
Det arkæologiske fundstof viser, at Den fynske Øgruppes økonomiske, politiske og sikkert militære magt i de første århundreder efter vores tidsregnings begyndelse var centreret i de østfynske og i særdeleshed i de sydøstfynske landskaber. Det er i disse områder, at de rigest udstyrede gravpladser fra 1.-4. årh. samt de største guldfund fra 3.-6. årh. er fremkommet.[36] I løbet af 500-tallet e.Kr. ser der imidlertid ud til at være sket nogle ændringer af økonomisk og politisk karakter, og dette medførte, at områder, der at dømme ud fra de arkæologiske fund tidligere havde spillet en central rolle, nu blev mindre betydningsfulde, mens nye centerområder voksede frem. Et af de områder, der tilsyneladende fik en mere central betydning i sidste halvdel af 6. årh., var Sydvestfyn. Ved detektorafsøgninger i området omkring Hårby, Voldtofte, Sønderby m.fl. er der påvist flere pladser, hvor handel og håndværk spillede en central rolle i århundrederne frem mod tidlig middelalder.[37] Fra Helnæs, Sønderby og Voldtofte kendes der i alt fire runesten, der er rejst omkring år 700, og fra Søllested stammer en særdeles rig grav med vognudstyr fra 900-tallet.[38] Endelig har en større udgravning ved Strandby inderst i Helnæs Bugten afdækket en kystnær plads, hvor man muligvis reparerede eller ligefrem byggede skibe, samtidig med at man måske brugte området som vinterhavn.[39]
Disse såvel som en række andre fund fra Fyns kystnære egne peger på, at intensiteten i både de civile og de militære søværts aktiviteter steg gennem yngre jernalder og vikingetid. Der kan ikke være tvivl om, at Lillebælt i den udvikling spillede en helt central rolle som kommunikationsvej for den nord-sydsåvel som for den øst-vest-gående søtrafik. Antagelig er det da også Lillebælt, der refereres til i beskrivelsen af en sørejse mellem to af datidens vigtigste handelsbyer i Nordeuropa, nemlig Kaupang i Sydnorge og Hedeby i Slesvig.[40] Rejsen fandt sted i den tidlige del af vikingetiden, og på sejlturen kan man teoretisk set have set de ophængte hesteskind og dyrekroppe på plateauet over Snævringens østkyst.
Fundene tegner et billede af vikingernes færden hele vejen ned gennem Lillebælt. I Batteriplantage tæt vest for det østlige landfæste på den gamle Lillebæltsbro er der fundet et seletøjsbeslag fra tidlig vikingetid (fig. 13), og fra vestsiden af Fænø stammer en støbeform, der er lavet af et skår fra en stor klæberstensgryde fra Norge. På den ene side er der skåret huller til støbning af sølvbarrer, mens der på den anden er en fordybning til fremstilling af en thorshammer (fig. 14).[41]
En thorshammer af sølv – dog ikke lavet i formen fra Fænø – er fundet på Føns-halvøen[42], og i Ørslev Kirke nogle kilometer inde i baglandet udgøres døbefonten af et stort klæberstenskar, som kan have været en del af lasten i et skib, der var på vej fra Kaupang til Hedeby.[43] På stranden ved Eskør nogle kilometer længere nede ad kysten er der fundet et mandshoved af rav[44], og endelig må nævnes et fund af et frankisk sværdskedebeslag af sølv fra Bågø (fig. 15).
Fra jyllandssiden af Snævringen kendes også en række vikingetidsfund, hvoraf guldringen fra Lyngsodde allerede er nævnt; mere spektakulær er en sølvskat, som er fundet ved Erritsø knap 2 km nordvest herfor. Skatten, der vejer 1308 gram, omfatter to stangformede barrer, tre armringe af samme type som den fra Kongebroskoven samt fem spiralsnoede armringe, og den må være nedlagt omkring år 900.[45] Knap 1 km sydvest herfor og omtrent på Lyngsoddes højeste punkt, hvorfra der var et godt udsyn over Snævringen, er der udgravet dele af en befæstet bebyggelse, der var i brug i den sene del af jernalderen og ind i vikingetiden (fig. 10, nr. 7 og 8).[46] Bebyggelsens højtliggende placering i landskabet og dens særdeles kraftige befæstning vidner om, at man mod sædvane her bosatte sig nær kysten, fordi der var et særligt behov. Her er det nærliggende at tænke på kontrol af færdslen på og over det smalle farvand.
At kontrol med søfærdslen var af største betydning på denne tid, dokumenteres også af den træbyggede spærring, der blev etableret i Gudsø Vig i den nordlige del af Kolding Fjord i 700-tallet. Over de næste århundreder blev anlægget repareret og udbygget, og dette arbejde krævede så mange ressourcer, at det utvivlsomt var en centralmagt, der stod bag.[47] Det, man kan have ønsket at beskytte, var måske (krigs)skibe, der havde base i den lavvandede del af Kolding Fjord-systemet (fig. 10, nr. 9). Man kan i øvrigt sagtens forestille sig, at der også fandtes lignende ”flådestationer” i nogle af de beskyttede fjordarme på den fynske vestkyst. Der kan næppe være tvivl om, at da nidstængerne blev rejst på plateauet ned mod Snævringen, og da sølvringen blev lagt i jorden i Kongebroskoven, var det sømilitære anlæg en halv snes km mod vest allerede i brug
– og det var man utvivlsomt helt bevidst om.
Fundene fra Lillebælts kystnære landskaber – herunder anlæggelsen af en spærring og etableringen af et befæstet anlæg – dokumenterer med tydelighed, at området allerede længe havde haft centralmagtens bevågenhed, da Jelling-dynastiets monumentale anlæg blev opført. I hvert fald fra 8. årh. og dermed i slutningen af germansk jernalder havde området centrale trafikale, militære og sikkert økonomiske strukturer, som Jelling-kongerne kunne bygge videre på halvandet århundrede senere. Også i middelalderen og videre op til nutiden har området omkring Snævringen haft en helt central betydning som et kommunikativt bindeled mellem Fyn og Jylland.
I de kommende år er det hensigten at sætte fokus på Lillebælts betydning i århundrederne omkring samlingen og kristningen af Danmark. Det vil bl.a. ske ved samarbejde mellem de museer, der arbejder på hver side af bæltet. Og denne gang vil vi bruge lidt mere avancerede kommunikationsmidler end nedgravede smykker og stænger med dyrekadavere, når vi skal formidle budskaber til hinanden!
