Mytedannelsen om H.C. Andersens krydser i hans dagbog og almanak

Fortolkningen af de krydser, H.C. Andersen med mellemrum anbragte i såvel dagbog som almanak, har flere gange været under lup i Anderseniana. Jeg selv omtalte dem parentetisk i min artikel om Andersens seksualliv i Anderseniana for 1997, og Erik Sjøberg uddybede hele sagen i artiklen “Jeg kan ikke nære mig” i Anderseniana for 2004, hvori han efter en meget grundig og seriøs redegørelse for krydsernes forekomst tog afstand fra min formodning om, at krydserne i virkeligheden skulle opfattes som korstegn og derfor primært fortolkes religiøst og i den forbindelse som rituelt betonede og måske lidt tvangs- eller blot: vaneprægede markeringer.

Fortolkningen af krydserne er gennem årene først og fremmest gået i retning af et ønske hos H.C. Andersen om at markere, hvornår hans seksuelle ophidselse har bragt ham til at onanere, men er også af historikeren Palle Lauring blevet udlagt som en markering af for megen indtagelse af spiritus kort forinden, jævnfør Laurings lille bog fra 1981: “H.C. Andersens kors”.

Jeg har tidligere hen brugt megen tid på en vurdering af H.C. Andersens religionspsykologiske adfærd, såvel i relation til hans tænkning som rent følelsesmæssige og meget spontane verbale ytringer, og fik herunder et indblik i sider af hans liv, der satte mig i stand til at påbegynde arbejdet på min bog fra 1986: H.C. Andersen og trådene til Grundtvig, – men jeg strejfede naturligvis også dette stof, da jeg skrev bogen: Mytedannelsen om personen H.C. Andersen med undertitlen: “Hvad danskere sagde” (2000). Med undren søgte jeg tidligt et svar på, hvordan det egentligt er gået til, at en udlægning af Andersens krydser i dagbog og almanak som hans personlige markering af onani er opstået for siden at leve videre som en fuldt bevist og egentlig indiskutabel påstand, man frit kan bruge uden kommentarer af nogen art, og skal her antyde forløbet.

Det hele begyndte, da psykiateren professor, dr.med. Hjalmar Helweg i 1927 skrev sin bog: H.C. Andersen, en psykiatrisk Stadie. Han mente her at kunne påpege visse psykopatilignende træk hos Andersen (mere inden for “normalområdet” end psykopatibegrebet i dag almindeligvis defineres), men nævnte tillige muligheden af, at Andersen også havde en uklar seksuel kønsorientering, og endelig: at hans krydser i dagbogen måtte betragtes som hans angivelse af onani den pågældende dag.

Da Helwegs bog afslører ham som en meget seriøs og vidende H.C. Andersenforsker, satte man nødigt spørgsmålstegn ved hans udtalelse om Andersens krydser, hvortil kommer, at man endnu i en snes år efter bogens udgivelse kun sjældent udtalte sig om seksuelle emner, når det ikke kunne ske under “dække” af en medicinsk titel. Det var herefter ret let at udtale sig om Andersens krydser med henvisning til Helweg uden at blive udsat for nærgående spørgsmål fra tilhørere eller læsere om holdbarheden af dennes påstand. Hertil kommer, at man selv inden for forskningens verden nu og da – måske af tidnød – får udtrykt sig lidt overfladisk eller: “henkastet” om personer, der blot strejfes under en ellers omhyggelig beskrivelse af afhandlingens hovedperson. Dette ser man til eksempel i professor Henning Fengers bog fra 1976: Kierkegaard-Myter og Kierkegaard-Kilder, hvori han side 6667 skriver om Kierkegaard: “Hans stadige kredsen om narcissistiske emner og spejlmotiver leder, som interessen for Merlin-historien, tankerne i en bestemt retning. H.C. Andersen førte jo omhyggeligt regnskab med et hemmeligt tegnsprog, som nu er kommet frem i hans offentliggjorte dagbøger”. Lige før dette sted antydes det mulige omfang af Kierkegaards onani.

For at blive ved Kierkegaard-forskningen, kunne man også fra helt ny tid nævne, at Joakim Garff i sin store Kierkegaard-biografi fra 2000 side 95 skriver: “Han kunne aldrig, som H.C. Andersen, drømme om at belemre eftertiden med optegnelser om sine ømme testikler, sætte kryds i kalenderen for hver onanidag, – endsige da, som Strindberg, møjsommeligt opmåle sit erigrerede lem osv.”

Min hypotese om, at Andersens krydser i dagbog og almanak ikke uden en særlig grund var udformet som korstegnet og blev opfattet af ham netop som dette med den næsten magiske virkning, korset rent psykologisk set kan udøve på den, der tegner eller konfronteres med det, – denne hypotese var år om at blive født, og jeg bemærkede mig i min første grundige gennemgang af krydsernes forekomst slet ikke, at de var udformede som korsets tegn. Først, da jeg tilfældigvis gentagne gange i træk fandt et “kryds” anbragt ved stærkt følelsesladede betragtninger af religiøst indhold, slog det mig, at tegnene var korsformede. “Var krydserne kors?” Nu fik jeg også pludselig en bedre forklaring på de – nu og da årelange – pauser i krydsmarkeringerne, som forekom. Pauser af meget lang varighed i udøvelsen af en onani, som allerede var blevet vane under en seksuel opstemthed, var ikke letforståelige, men pauser i den enkeltes religiøse engagement eller aktivitet er ganske almindeligt. Anfægtelser af religiøs art samt afhængighed af – næsten tvangsprægede – religiøse vaner (korsets tegn, særlige bønneformularer, knælen ned, folde hænder under bøn eller citeren af særlige salmelinjer før en krævende indsats (f.eks. en eksamination)) kan svinge meget i det enkelte menneskes livsforløb og netop indeholde såkaldt “sunde pauser”.

Hvis spørgsmålet drejer sig om den magi, en person kan tillægge korsets tegn og lade sig påvirke af, behøver vi blot erindre os, hvor stærkt korstegnsbevægelsen indgår i gudstjenester og kirkelige handlinger som en understregende, indviende og beskyttende foreteelse. Hertil kommer almuens grundfæstede overbevisning om tegnets kraft imod onde magter, på linje med det “fadervor”, vi møder i den meget brugte begravelsessalme “Altid frejdig” med ordene: “med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse”. At Andersen var et “let offer” for tilegnelse af almuens tanker om magien i religionsudøvelsen, ved vi fra såvel Levnedsbogen, Mit Livs Eventyr som dagbogen, – og hans eventyrdigtning bærer jo også stærkt præg af det. Nogle indordner det faktisk under almue-overtro, men dette placerer det ikke mindre stærkt i forhold til Andersen, der voksede op hos en overtroisk moder og farmoder samt adskillige ligeså overtroiske nabokoner. Hvis man fra Andersens egne antydninger af tidens overtro skulle tvivle om omfanget af denne i hans eget opvækstmiljø. vil læsningen af Evald Tang Kristensens interviews med såkaldt “jævne” folk, der var børn i Andersens unge dage, let bringe en på andre tanker. Vi kender det for øvrigt selv endnu i vores efterhånden meget sekulariserede samfund, – måske med rudimentær karakter, men alligevel tydeligt nok: En ny opgave må ikke starte på en mandag, – der bankes tre gange under bordet, når en mulig ulykke skal forebygges, der spyttes, når en sort kat løber over vejen foran en, eller: gaffel og kniv må ikke krydse hinanden. Hertil kommer scenens og søfolkenes indforståede magisk prægede forbehold. Fra børnepsykologien kan man endelig også hefte sig ved småbørns forbigående repetition af enkle handlinger eller bevægelser (lukke en dør, slukke lyset på kontakten eller tage nogle ekstraskridt m.m.), handlinger, der i nogle tilfælde kan blive tvangsprægede, men normalt er harmløse og kan bidrage til barnets tryghedsfølelse eller – i særlige tilfælde: neddæmpe en angst.

Religiøst set kan korsets tegn i sig selv erstatte en kort bøn, indeholde en tak til Gud eller en direkte lovprisning. Med en stærk tro på det kristelige forsyn – som det i øvrigt omtaltes i Balles autoriserede: Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (1. udgave i 1791), anså Andersen det nu og da for rigtigst at afstå fra bøn om hjælp, og i stedet blot sige: “Din vilje ske!” Disse tre ord kunne let sammenfattes i korsets tegn. En tak for en god dag, en god idé, en veloverstået rejse eller blot venlig imødekommenhed fra andre mennesker kunne også rummes i et korstegn alene.[1]

Efter onani kunne en bøn om tilgivelse også være anledningen til markering af korstegnet. Og Andersen har sikkert allerede fra sin første ungdom været klar over, at onani af mange kristne mennesker betragtedes som synd. Ganske vist gik Balle ikke direkte ind på emnet, men hans mening om et dydigt og lastefuldt liv var klar nok for den, der ikke vendte det døve øre til.[2] Slog dette ikke til, skulle Campes[3] Sædelære dog nok hjælpe på forståelsen. Andersen lærte højst sandsynligt også på et tidligt tidspunkt denne bog at kende, der jog børnene en skræk i livet ved at udmale følgerne af lastens vej, og gav dem noget at stræbe efter ved at fortælle om al den lykke, et godt kristenliv ville føre til. Små historier var det afgørende hjælpemiddel i bogen. Det kan være denne bog, Andersen tænker på, når han i den stil, han i sit brev af 20/10 1825 sender til “gamle” Jonas Collin, siger om Phantasus, at “denne trøster Dyden, men maler truende Billeder for Lasten”. (Det bør erindres, når talen er om Campes Sædelære, at Andersen kan have hentet ideen til et motiv i sit eventyr: “Historien om en moder” fra denne. I en af sine historier lader Campe – for at anskueliggøre forsynets betydning – en mand styrte en ung mand i vandet med drukning til følge, og understreger derefter, at dette netop hindrede den unge mand i senere at myrde sin egen fader. Pointens art strejfes i “Historien om en moder”. Skrækslagen ved tanken om, hvad hendes døde barn kan møde, hvis dødsenglen vælger at give afkald på barnet, råber hun, da hun får lov til at afgøre udfaldet, i sin nød til Gud: “‘Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!’ Og hun bøjede sit hoved ned i sit skød. Og Døden gik med hendes barn ind i det ukendte land” (Erik Dals tilpasning til nutidssprog).

Da Andersen absolut ikke i sine selvbiografiske arbejder eller gennem sin digtning fremtræder som ublufærdig over for omtale af seksuelt præget adfærd, er det mig – også som psykolog – meget svært at opfatte hans krydser i dagbog og almanak som en direkte påpegelse af udført onani. Andre kunne jo en dag komme til at læse i optegnelserne, hvis uheldet var ude. Men jeg kan – som nævnt – let forestille mig en trang hos ham til – med korsets tegn at skaffe sig tryghed samt vished om Guds nærvær og Guds tilgivelse. Måske har der også i nogle af tilfældene været tale om en tvangspræget markering af et korstegn.

Hypotesen om, at krydserne skal læses som “korstegn” forudsætter min oplevelse af Andersen som et fromt menneske, – ikke nødvendigvis en fromhed uden lyde, men en fromhed, der rummer barnlig tillid til Gud som den kærlige fader, man altid kan støtte sig til. En af myterne om Andersen tillægger ham netop et barnligt sind, om end denne myte har taget afsæt i flere forskellige indfaldsvinkler, men også har baseret sig på begrebet: “barnefromhed”, – ja, filosofiprofessoren F.C. Sibbern antog, ganske vist fejlagtig, at Andersen aldrig havde haft virkelige religiøse anfægtelser (jvf. Sibberns brev til ham af 16/9 – 1857, hvori han for resten takker for tilegnelsen af romanen At være eller ikke være).

Jeg skal nævne følgende bemærkning af Andersen om hans “barnetro”. Den findes i supplement til Mit Livs Eventyr fra 1877 i Samlede Skrifter fra 1877, side 109. Her skriver han i begyndelsen af sin omtale af 1865: “Nytaarsdag var det stille, klart Frostveir, Solen skinnede. Alle fra Basnæs kjørte til Kirke, jeg havde mere Trang til at være ene; kirkestemt gik jeg i Haven. Der var en Fred i Naturen, en hellig Stilhed. Jeg følte ingen Angst for hvad Aaret vilde bringe, men heller ingen Forhaabninger. Denne Nytaarsmorgen er den eneste, jeg veed, paa hvilken jeg ikke med Barnetro havde et Ønske, som jeg bad om at faae opfyldt. Som en tung Skræknat laae det henrundne Aar bag mig.” – Citat slut. Året var, som bekendt, krigsåret 1864, hvor Danmark i kampen mod tyskerne havde lidt meget store tab af menneskeliv, heriblandt flere af Andersens personlig bekendte. Han knytter her selv begrebet “barnetro” til sin person. Og det kan tilføjes, at troen markeredes iøjnefaldende i dagbogens nytårsbemærkning for netop samme dag med indledningsordene: “Gud vær mig naadig og god, som Du altid var det!”.

Med disse bemærkninger håber jeg at have anskueliggjort, hvad man eksempelvis kunne inddrage i en – også af religionspsykologien præget – vurdering af min hypotese om, at H.C. Andersens krydser i dagbog og almanak skal betragtes som et udslag af hans religiøsitet, – en hypotese, der, som nævnt, også gør det lettere at forklare hans ofte lange pauser i anvendelsen af krydserne.

Helwegs lancering af myten om krydserne som Andersens egen markering af sin onani forbavsede mig fra starten, – dels i forhold til min egen opfattelse af Andersens personlighedstræk, – dels i relation til en konstatering af, at der ofte i dagbogen manglede et kryds ved et notat om seksuel ophidselse, og tillige ofte manglede en bemærkning om en sådan ophidselse ved angivelsen af et kryds. Krydserne fortolket som korstegn er uafhængig af denne inkonsekvens, uden at de derfor frakendes enhver forbindelse med de ret hyppige notater, som vitterligt vidner om, hvorledes seksualdriften kunne rive og slide i H.C. Andersen.

 

Noter

  1. ^ At Andersen tidligt stiftede bekendtskab med biskop Balles lærebog, ser vi af Mit Livs Eventyr. Om sit i drengeårene først forfattede teaterstykke Abor og Elvira skrev han her: “… til de fleste af Eremitens Repliker havde jeg laant Biblens Ord, udskrevet Bibelsteder af Balles lille Lærebog, især dem, som hørte til Pligterne imod Næsten.” (SV, bind 17, side 25).
  2. ^ Balles lærebog indskærpede over for børnene, at mennesket er syndigt. I begyndelsen af bogen skriver han kort om Det nye Testamente’. “Det nye handler om Syndernes Frelse ved Christum og om Tro, Gudsfrygt og Dyd, som udfordres til Salighed”, — og i 3. kapitel, § 2 citerer han Markus-Evangeliet, (kap. 7, v. 21-23) med ordene: “Indvortes fra Menneskets Hierte udgaae onde Tanker, Hoer, Skiørlevned, Mord, Tyverier, Gierrighed, Ondskab, Svig, Løgnagtighed osv. Alle disse Ting udgaae indvortes fra og giøre Mennesket urent.” Det er underforstået i evangelieberetningen, at det, der gør et menneske urent, er det, som kommer fra mennesket selv, — hvorved personen vanskeligere kan fralægge sig ansvaret for sine handlinger. Man fikseres hos Balle let på begrebet “Syndsbevidsthed”, – og talen om “et rent sind” bliver væsentlig i religionsundervisningen gennem hele 1800-tallet i brede kredse. Til eksempel rådes de unge til seksuel afholdenhed, både i praksis og tanke, i en lille fint udstyret bog for konfirmanderne af G.H.K. Rosenmiiller og udgivet på Hempels forlag i Odense i 1842. Det fortælles dem, at de ellers synder og nedbryder sig selv som menneske på såvel sjæl som legeme. Bogens måde at tale til unge på må være vurderet som stadig gyldig, skønt forfatteren, en tysk protestantisk professor og superintendent fra Leipzig, var død allerede 1815. Hempel udsendte den i tre oplag med titlen: Medgift for hele Livet til den christelige Ungdom paa Confirmations dagen (oversat af sognepræsten i Rønninge på Fyn J.L. Rohmann, – apropos: skomagersøn fra Svendborg).
  3. ^ Joachim Heinrich Campe (1746-1818). Tysk præst og reformator. Forfatter af mange børnebøger (bl.a. Robinson Crusoe) og pædagogiske lærebøger. Især hans bøger til religionsundervisningen blev anvendt i Danmark.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - Kærlighedsliv og seksualitet - H.C. Andersen - rejseskildring og dagbog

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...