I 2012 drejede Lindøværftet nøglen om, og den næsten 100 år lange historie om Odense Staalskibsværft som en af byens og Fyns store industrivirksomheder var slut. Lukningen blev af mange samtidig opfattet som den ultimative kulmination på den langvarige krise, som industrien havde kæmpet med siden 1970’ernes oliekriser. Hårde økonomiske år og ikke mindst globaliseringen med dens udflytning af arbejdspladser til lavtlønsområder havde gjort det af med stribevis af de store produktionsvirksomheder, der havde bidraget til at cementere Odenses placering som stærk industriby. Ligesom industrien havde bragt Odense frem i første række blandt de danske provinsbyer, spillede industriens krise også en central rolle i den store nedtur, byen begav sig ind på i årene frem mod årtusindskiftet – og som den stadig i dag kæmper med at rejse sig fra.
Lindøværftet efterlod sig dog en arv, der skulle blive kilde til håb om en ny fremtid som højteknologisk industriby, som dette citat fra Odense Kommunes hjemmeside er et godt eksempel på:
”Odense er i gang med en spændende udvikling fra gammel industriby til ny industriby. En udvikling, der startede for ca. 25 år siden på skuldrene af Lindøværftet og bl.a. førte til dannelsen af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, som i dag er landets førende institut inden for robotteknologi. Robotindustrien er den moderne form for industri, og Odenses DNA som industriby bliver med robotfokuseringen bevaret, videreført og udviklet”.[1]
Fra en af de mest ikoniske, hedengangne industrivirksomheder på Fyn er altså udsprunget en moderne robotindustri – og det ovenikøbet som en del af et robotmiljø, der ikke blot er førende i Danmark, men som også gør sig gældende på verdensplan. Fortællingen om robotindustrien er en fortælling om, hvordan nedtur blev til optur, og hvordan fortællingen om, at ‘der går Odense i den’ forsøges erstattet med fortællingen om Odense som ‘verdens bedste robotby’ i Odense Kommunes strategiplan fra 2019.
Undersøgelsen af denne udvikling er kernen i et forskningsprojekt iværksat af Odense Bys Museer i samarbejde med Center for Maritim og Erhvervshistorie ved Syddansk Universitet og Danmarks Industrimuseum i Horsens med støtte fra Velux Fonden. Projektet blev påbegyndt i 2018 og afsluttes i efteråret 2020 med en stor konference og udgivelsen af forskningsresultaterne i en antologi. Formålet med projektet er at afdække historien om det nye forskningsmiljø og de robotvirksomheder, der opstod af asken fra Lindøværftet. Baggrunden for projektet er blandt andet et stort registrerings- og forskningsprojekt om Odense Staalskibsværft, som museet gennemførte fra 2009 til 2014 i samarbejde med Østfyns Museer og Syddansk Universitet, og som i 2016 udmundede i et tobindsværk om Odense Staalskibsværfts historie fra 1918 frem til lukningen i 2012.[2] En del af denne historie var den række af videnstunge spin-off-virksomheder med kompetencer inden for automatisering og robotisering, som levede videre efter værftets lukning. Udviklingen synes at bekræfte den generelle opfattelse i de sidste tiår af det 20. århundrede: at videnssamfundet var på vej til at afløse industrisamfundet, der i stigende grad blev opfattet som en afsluttet æra, populært forbundet med dampmaskiner, samlebånd og fabriksarbejdere – et billede understøttet af fortællingerne på landets museer.
Ideen med dette forskningsprojekt er dog ikke at betragte de nye robotvirksomheder som industriens højteknologiske afløsere, men i stedet at forstå dem som et nyt kapitel af industrihistorien – et kapitel, der samtidig betyder, at industrihistorien må tænkes og fortælles på nye måder. Det handler blandt andet om at tænke industriens historie i samspil med den byudvikling, som den hænger så tæt sammen med. Det var i og omkring byerne, at industrien og fabrikkerne udviklede sig op gennem det 18. og 19. århundrede, og da industrialiseringen for alvor tog fart på tærsklen til det 20. århundrede, satte den et uudsletteligt præg på byernes udvikling, fysisk som mentalt. Historien om såvel industrialisering som afindustrialisering er altså også en byhistorie – og i høj grad i en by som Odense, hvis levevilkår og ikke mindst identitet blev uløseligt forbundet med industrien. Det er dog ikke en situation, der er unik for Odense. På tværs af Danmark og hele Vesteuropa har industriens krise og globaliseringen ramt de gamle industribyer hårdt og tvunget dem ud i ikke blot en søgen efter noget at leve af, men efter nye identiteter og succesfortællinger i det postindustrielle vakuum. Projektet satte sig derfor for at studere, hvordan byerne oplevede og reagerede på udfordringen, og hvilken betydning de forskellige strategier havde for udviklingen af industrien i et krydsfelt mellem virksomhedshistorie, erhvervspolitik og byfortællinger – ikke kun i Odense, men også i Horsens, Aalborg og Esbjerg, der stod over for lignende udfordringer i tiden omkring årtusindskiftet.
Odense Bys Museers forskningscenter CENTRUM har bl.a. fokus på Urbane Transformationer og undersøger forandringsprocesser i byer med Odense som case. Dette forskningsprojekt indskriver sig i denne ramme ved at undersøge omdannelsen af erhvervsstrukturen i Odense og andre industribyer såvel som fortællingerne om byen i de seneste årtier.
Historien om Odenses succesfulde robotmiljø begynder som nævnt på Lindøværftet. I modsætning til bilindustrien, hvor man fremstillede millioner af ensartede produkter, var skibsbygning præget af store, komplicerede konstruktioner produceret i små serier. Værftet indførte i 1980’erne EDB til styring af en række processer som lager og design. Den dyreste del af skibsbygningen var dog bearbejdningen og især svejsningen af de tonstunge stålplader, som kostede mange mandetimer. Det var samtidig den del, der var sværest at automatisere, idet den ofte foregik dybt inde i de store skibsskrog. I midten af 1980’erne fik værftet øje på, at de japanske værfter var langt fremme med netop brugen af svejserobotter, og man investerede i 1987 i to små robotter fra Hitachi. Nu var problemet blot styringen af de nyindkøbte robotter.
I 1989 indgik værftet derfor et samarbejde med forskere på Odense Universitets Institut for Anvendt Matematik og Datalogi under ledelse af den australske professor John Perram, som forskede i netop robotstyring. Det blev i 1990 til Lindø Center for Anvendt Matematik. Forskningsgruppen voksede hastigt over de følgende år, og det samme gjorde udviklingsafdelingen på værftet. Midt i 1990’erne indtog værftet en rolle som teknologisk førende inden for skibsbygning, hvor store dele af processen fra tegnestue til udrustning var automatiseret.[3]
Omkring årtusindskiftet valgte værftet dog af forskellige årsager at forlade sit sats på innovation og afviklede den næsten 100 mand store udviklingsafdeling. En række projekter blev udskilt som selvstændige firmaer, der skulle fungere som underleverandører til værftet, herunder flere som arbejdede med robotteknologi. På universitetet lever robotforskningen videre på det nye Mærsk McKinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi, oprettet i 1997 på grundlag af en donation på 75 millioner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Udfordringen for de nye virksomheder var at finde nye kunder til den avancerede teknologi i en tid, hvor udflytning var en mere populær løsning end udvikling og automation. De mange ingeniører havde heller ikke let ved at finde den rette hylde på det fynske jobmarked – og i 2002 var det engang så stærke miljø ved helt at forsvinde. Det var dog ikke kun i robotmiljøet, der var krisestemning. Også de lokale politikere i amt og kommune stod med en region præget af en produktionsindustri i krise og høj arbejdsløshed – og det haltede med omstillingen til den vidensbaserede, højteknologiske produktion, der blev betragtet som vejen ud af krisen.
På den baggrund iværksatte Fyns Amt og Odense Kommune en ny strategi for at bygge bro mellem erhvervslivet og vidensinstitutionerne, blandt andet inden for metal og produktionsteknologien, hvor robotterne stod centralt. Blandt tidens erhvervspolitiske nøgleord var klynger som en betegnelse for en gruppe af virksomheder, der i kraft af geografisk nærhed og beslægtede arbejdsområder havde potentiale til at udvikle en række fælles kompetencer via netværk og vidensdeling. I 2002 lanceredes RoboCluster som et såkaldt vækstmiljø, der havde til formål at skabe netværk og arbejde for at gøre Odense og Fyn til centrum for robot- og automations-teknologi. Midlerne kom fra Syddansk Universitet, Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum, Odense Tekniske Skole, Fyns Amt, Odense Kommune og Videnskabsministeriet. Hjemstedet var Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.
De følgende år arbejdede RoboCluster på at skabe netværk mellem forskere og virksomheder, at skaffe midler til forskning samt at skabe opmærksomhed om det odenseanske robotmiljø – selv om der dengang hverken eksisterede mange robotvirksomheder eller var stor efterspørgsel på robotter. For mange var robotterne mere en fremtidsvision, end noget de stødte på i hverdagen. Det skulle Danmarks første robotfestival, afholdt i Odense i 2006, lave om på – samtidig med at den satte byen på landkortet som robotby. Festivalen var blot ét led i en større strategi, der blandt andet indeholdt visioner om et stort Robotarium (et slags eksperimentarium med robotter), et højteknologisk, robotiseret supersygehus og Odense som ’smart city’ med robotteknologi i byens rum.
Mulighederne for at skabe en ny fremtid for Odense som robotby kom på et belejligt tidspunkt for en by, der var plaget af mismod og manglende tro på fremtiden. Gentagne fejlslagne byudviklingsprojekter, kulminerende med den store fiasko i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005 og en efterfølgende byrådsvalgkamp, havde givet luft til en negativ byfortælling om, at alting gik i stå i Odense – indfanget i udtrykket ‘der går Odense i den’. Udtrykket henviste til den ene storslåede udviklingsplan efter den anden, der var faldet for interne magtkampe i den kommunale forvaltning.[4]
Odenses image som et stillestående provinshul havde nærmest aldrig stået stærkere. I efteråret 2007 søsatte kommunen i samarbejde med RoboCluster et projekt, som havde til formål at skabe en strategi, der kunne gøre Odense til ikke blot Danmarks, men hele Nordeuropas førende robotby samt gøre robotteknologien til en naturlig del af byens identitet.[5] Troen på Odense som robotby delte man med Teknologisk Institut, der i 2007 havde åbnet Center for Robotteknologi i Forskerparken tæt på universitetet.
Så ramte finanskrisen verden såvel som Odense, og robotmiljøet fik svært ved at skaffe investorer til de store forskningsprojekter. I nogle år var der relativt stille omkring robotmiljøet – men i laboratorierne blev der arbejdet dag og nat på fremtidens robotter. I årene omkring 2011-12 var der noget, som rørte på sig i det odenseanske robotmiljø – en virksomhed, der skulle vise sig at blive central i en revolution på det globale robotmarked – og som igen skulle føre drømmen om robotbyen Odense helt frem på dagsordenen.
Virksomheden var Universal Robots, der havde udviklet en fleksibel letvægtsrobot målrettet mod små og mellemstore virksomheder. Ideen var opstået i forbindelse med et forskningsprojekt i regi af RoboCluster om udvikling af fleksible robotter til fødevareindustrien. En af projektets deltagere, Kristian Kassow, fik her blikket op for et gigantisk hul i markedet. Indtil da havde robotter især været forbeholdt større virksomheder med en ensartet produktion som for eksempel bilindustrien. Dels var robotterne dyre at indkøbe, dels kostede det mange ingeniørtimer, hver gang man skulle flytte og omprogrammere robotterne til at varetage nye opgaver. Kassow satte sig for at udvikle en robot, der kunne udfylde det hul. På Mærsk-instituttet fandt han Esben Østergaard og Kasper Støy, der begge så potentialet, og i 2005 gik udviklingsarbejdet i gang. Efter en lang og sej kamp stod man i 2008 med en rimeligt velfungerende prototype, og i 2009 indledtes serieproduktion og salg af robotten. Det var lykkedes at skabe en masseproduceret standardrobot, og salgstallene voksede hurtigt. Robotten var ikke blot billig nok til, at mindre virksomheder kunne købe den, men også så nem at flytte og programmere, at dyre eksterne konsulenter var unødvendige. Dertil kom, at robotten var udstyret med en række sikkerhedsforanstaltninger, der gjorde, at den kunne arbejde side om side med mennesker uden at være afskærmet som de traditionelle industrirobotter. Den nye robottype gik derfor under navnet ’samarbejdende robotter’ – og Universal Robots blev den første virksomhed i verden, der fik succes med denne type. Succesen var så stor, at de i 2015 blev opkøbt af amerikanske Teradyne for 1,9 milliarder kr.
Universal Robots succes fik kæmpe indflydelse på det odenseanske robotmiljø. Dels strømmede en masse penge fra salget ind i nye, små virksomheder, dels var her en model til inspiration for nye iværksættere. Snart fulgte andre succeser, bygget op omkring den samme filosofi: billige, velfungerende standardrobotløsninger. I 2015 præsenterede Mobile Industrial Robots sin første selvkørende logistikrobot MiR100. Efter en eksplosiv vækst over blot tre år blev virksomheden i 2018 købt af Teradyne for 1,7 milliarder kroner, som Universal Robots var blevet det tre år tidligere. Begge virksomheder ligger dog fortsat i Odense, hvor robotterne også produceres. Nye virksomheder som eksempelvis Purple Robotics, OnRobot og ROEQ opstod i den nye niche for avancerede værktøjer og udstyr, der var udviklet til at arbejde sammen med UR- og MiR-robotter.
Side om side med de store opstod en række nye virksomheder, ofte udsprunget af forskningen på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, som f.eks. Scape Technologies og KUBO. Samtidig fortsatte væksten hos en række af de gamle virksomheder, der var groet frem af udviklingsmiljøet på og omkring Lindøværftet, som eksempelvis Trivision og Inrotech. Den megen nye viden i robotmiljøet betød også, at en række ældre virksomheder, som eksempelvis Cabinplant og Sanovo Technologies, der havde specialiseret sig inden for automation af fødevareproduktion – med udgangspunkt i de mange fynske gartnerier og fødevareproducenter – begyndte at arbejde mere målrettet med robotløsninger. Ved indgangen til 2020 tæller robotmiljøet i og omkring Odense ca. 130 virksomheder, der har 3.600 ansatte og eksporterer for mere end 500 millioner euro. Mere end ti lokale vidensinstitutioner leverer viden og fremtidige ansatte til virksomhederne.
En central præmis for projektet om Industrien i det 21. århundrede er, som tidligere nævnt, et behov for at gentænke fortællingen om industrien som en afsluttet æra – repræsenteret ved dampmaskiner og arbejdere ved samlebånd – og at sørge for, at det nye kapitel af industrihistorien også bliver en del af museets fortælling om Odenses industrihistorie. Det er altså ikke tilstrækkeligt at skrive robotmiljøets historie – vi må også indsamle genstande og fortællinger for at kunne levendegøre historien for museets nutidige og ikke mindst fremtidige gæster. På kort sigt i form af en udstilling, der formidler forskningsprojektet, og på længere sigt gennem indsamling af robotter til museets samlinger.
Traditionelt har museernes indsamling ofte handlet om at indsamle noget, som var truet af glemslen, eller at dokumentere en æra, der gik mod sin afslutning – som når en lokal virksomhed drejede nøglen om, eller industrisamfundets undergang truede. Så gik museumsinspektørerne på jagt efter skatte til eftertiden mellem de genstande, der nu engang var efterladt i hjørnerne, fordi de ikke repræsenterede nogen synderlig værdi. Det er naturligvis sat meget på spidsen, men dog med et gran af sandhed, da det først for alvor er inden for de senere år, at museerne er begyndt systematisk at indsamle og dokumentere deres samtid.
Med robotmiljøet i Odense står vi ikke over for en afslutning, men nærmere en begyndelse – og med en gruppe virksomheder og aktører i fuld vigør. Vi er derfor i en position til at udpege de historier og genstande, vi allerhelst vil sikre for i fremtiden at kunne repræsentere og fortælle om robotmiljøet. Det kan vi samtidig gøre på baggrund af en solid forskning og interviews med de centrale aktører. Netop denne rigdom af genstande, fortællinger og aktører er på én og samme tid samtidsindsamlingens velsignelse og forbandelse. Sædvanligvis har historikere fordelen af at have historien til hjælp i vurderingen af, hvilke begivenheder der har fået betydning for eftertiden. Den luksus har man ikke i samtidsindsamlingen, hvor historien skabes, mens den fortælles – hvor museernes rolle som kuratorer for fremtiden træder frem i al sin ubarmhjertighed. Hvad vi indsamler sætter rammerne for, hvad vores fremtidige kolleger kan finde på magasinerne, når de om 200 år skal fremdrage fortidens klenodier fra robotklyngens storhedstid (hvis det jo altså rent faktisk viser sig at være dér, vi lige nu befinder os i fortællingen om Odenses robotter). Samtidig er museets forskning og formidling med til at skabe fremtidens historiefortællinger om robotbyen Odense. Ideel som situationen er på papiret, indebærer den dog en hel række praktiske udfordringer i den virkelige verden.
Først og fremmest har det krævet lidt benarbejde for historikerne at sætte sig ind i robotternes og teknologiens forunderlige verden og i, hvad det faktisk er, der gør de odenseanske robotter til noget særligt. Netop problemet med at forstå de tekniske genstande har været særdeles relevant for projektets fremtidige udstillingsperspektiv – for hvis vi ikke selv kan forstå genstandene, hvordan skal vi så formidle dem til vores gæster? Beslutningen blev derfor, at indsamlingen ikke kun skulle repræsentere færdige produkter, men i lige så høj grad give et indblik i den svære kunst at udvikle robotter – herunder vejen fra forskning til virksomhed med succes – eller omvendt vejen til glemslen for de gode ideer og robotter, der aldrig nåede frem til markedet.
En anden og langt mere håndgribelig udfordring er størrelsen, og herunder prismærket, på mange af de produkter, der kommer ud af det odenseanske robotmiljø. Virksomheder som Egatec, Cabinplant og Inwatec producerer ikke små, kompakte robotter men store maskiner med robotteknologi, som både økonomi og de sparsomme kvadratmeter på museets magasin gør det svært at indsamle. Her har vi dog kunnet gøre en dyd ud af nødvendigheden ved netop at fokusere på prototyper, genstande og billeder som indblik i en robots eller maskines tilblivelsesproces. Det er samtidig et greb, der spiller perfekt sammen med projektets undervisningsdel, som fokuserer dels på industrifortællingen, dels på at give eleverne indsigt i udviklingen af robotter.
Ikke overraskende er mange af virksomhederne blevet en smule perplekse over henvendelser fra et museum – og har bekræftet fordommen om museumsgribbene ved at straks at udbryde, at de skam ikke er ved at lukke endnu. De fleste har dog været helt med på præmissen om at bevare miljøets historie for eftertiden. Der har da også vist sig at være tale om rettidig omhu fra museets side, da prototyper og andre levn fra udviklingsprocesser sjældent overlever længe i en branche, der ser mere mod fremtiden end fortiden – eksempelvis kom vi for sent til at indsamle den blodprøvetagningsrobot, som forskere på SDU i skarp konkurrence med flere andre arbejdede på omkring 2009-2015. Og netop den skarpe konkurrence har været en anden udfordring. Det er nemlig svært at få lov til at dokumentere og udstille centrale dele af udviklingsprocessen, fordi den ofte omhandler produkter uden patenter og er omgærdet af en stor portion hemmelighedskræmmeri. Det gælder eksempelvis den lille startup-virksomhed Proxima Centauri, som arbejder på at udvikle en maskine til sortering og opmåling af tarme til pølseproduktion i tæt kapløb med andre. Her har vi fået mulighed for at følge udviklingsprocessen på nært hold frem mod den første prototype mod ikke at offentliggøre følsomme oplysninger.
Det samme har været tilfældet med udviklingen af en robot til tomatplukning i et samarbejde mellem automationsvirksomheden Egatec og gartneriet Alfred Pedersen & Søn. Vi har naturligvis også indsamlet billeder og prototyper fra de store virksomheder Universal Robots, Mobile Industrial Robots og OnRobot, der alle var så gavmilde at udlåne og donere såvel prototyper som fungerende robotter og gribere til vores udstilling.
En del af projektet har været udarbejdelsen af en udstilling, der kunne teste forskellige genstande, historier og interaktive koncepter for at kvalificere indsamlingen undervejs. Udstillingen fortæller historien om, hvordan Odense blev en robotby, og den præsenterer centrale virksomheder og institutioner og ikke mindst nogle af de udviklede robotter. Her har en af de store udfordringer naturligvis været, at ordet robot hos de fleste fremkalder associationer til avancerede humanoide sci-fi-robotter – et billede som er meget langt fra de industrirobotter og maskiner, der dominerer blandt Odense-virksomhederne. Ligeså er ordet robot uløseligt forbundet til etiske samfundsdebatter om forholdet mellem menneske og maskine, som vi også gerne vil adressere.
Vi har samtidig haft som mål at nå vidt omkring med udstillingen og engagere byens borgere i en debat om robotbyen Odense – blandt andet fordi vi har kunnet konstatere, at en del af byens borgere rent faktisk ikke aner, at de bor i en robotby. Det har derfor været vigtigt at skabe en mobil udstilling, der kan rejse ud fra museet til nye steder og målgrupper. Designet er derfor også tænkt, så det kan tilpasses og fungere i forskellige omgivelser. Disse behov har samtidig givet den praktiske inspiration til det modulære udstillingsdesign, der består af en række sammensatte kuber, inspireret af robotbyggeklodserne Cubelets. I forbindelse med udstillingen er der blevet udarbejdet et kreativt og innovationsfokuseret undervisningsforløb målrettet folkeskolens mellemtrin. Formålet med tilbuddet er at lade eleverne selv være robotudviklere frem for blot at lade dem lege med og programmere færdige robotter. Det sker ved at lade børnene prøve kræfter med de mange forskellige produktionsfaser og fagligheder inden for robotteknologien – blandt andet idéudvikling, programmering, teknologi og design. I et samarbejde med hinanden og med udgangspunkt i deres egen virkelighed skal eleverne udtænke en prototype på en robot. De børn, som har besøgt udstillingen i løbet af 2019, er gået til opgaven med stor entusiasme og intuition og har skabt mange gode bud på oprydningsrobotter, gå tur med hunden-robotter og klassens duks-robotter. Undervejs har eleverne fået indsigt i den store kompleksitet i Odenses robotvirksomheder og i de mange udfordringer, der ligger i at udvikle robotter. Bordene med hands on-aktiviteter har dog langt fra kun tiltrukket børnene. Også voksne har forsøgt sig som robotudviklere i udstillingen, der blev modtaget særdeles positivt af legebørn i alle aldre.
Udstillingen stod på Møntergården hen over foråret og sommeren 2019, hvorefter den flyttede til Industrimuseet i Horsens. Herfra gik rejsen videre til Esports-eventen Odincon i Odense Congress Center i december 2019. I løbet af 2020 vil udstillingen ifølge planen bl.a. gæste Odense Havnekulturfestival, kulturhuset ODEON og Borgernes Hus.
Forskningsprojektet er finansieret af Velux Fonden.
Artiklen er baseret på en række interviews med centrale personer i miljøet samt resultaterne af forskningsprojektet, der udkommer i bogen Jensen, Nevers og Toftgaard (red.): Nye industrihistorier: Robotbyen Odense og andre industribyer i forandring. Odense Universitetsforlag. Forventet 2020.
