Min barndoms skole hed Skovsby. Det var en toklasset landsbyskole i Vissenbjerg sogn, og jeg gik der fra 1946 til 1953. Skoledistriktets kerne var Skovsby og Brønserod, men Skovsby mark og en del af Kelstrupskov hørte også med. Ude »på marken« var gårdene lidt mindre, og der var forholdsvis flere husmandssteder end i »selve Skovsby«, og sognefogeden var altid en af gårdmændene i Skovsby eller Brønserod. For os børn ude på marken var der ingen tvivl om at det var finere at bo i Skovsby, men det undrede mig at Skovsbybønderne mente, at de også var finere end dem i Kelstrupskov, som faktisk var den største bebyggelse og foruden gårde og huse havde hele to købmænd og en 2-3 håndværkere. Men sådan var det lokale verdensbillede omkring 1950, Kelstrupskov rangerede på linje med os ude på marken.
En anden underlig ting ved Kelstrupskov va,r at bebyggelsen havde to navne, de gamle sagde Kahusene (med tryk på husene, dvs. samme rytme som i karudserne), men det blev jeg som barn belært om at det skulle jeg ikke sige, det hed Kelstrupskov. Jeg syntes heller ikke det lød rigtig pænt, og det kom aldrig til at indgå i mit aktive ordforråd, men jeg var halvvoksen eller voksen før det gik op for mig at Kahusene var en udtaleform af Karhusene, og at navnet kom sig af, at man engang havde lavet sikar og andre sorte potter derude. Vore forældre vidste det, men det var ikke noget man interesserede sig for eller talte om. Kun sikarkonernes ringe sociale position blev husket, og selv om nogle af ejendommene efterhånden var blevet til gårde var de ikke så fine som de gamle gårde i landsbyerne.
Men andre interesserede sig for lerhusfliden i Karhusene og optegnede hos de sidste der havde haft med sikarproduktionen at gøre, og det er disse optegnelser jeg her vil lægge frem. Det er husmændene og indsidderne, og ikke mindst deres koner, der er hovedpersoner i denne beretning.
Den ældste skildring er fra 1806, da Begtrup beretter at ca. 28 familier i Karhusene ernærer sig ved at lave sorte potter, og sognepræsten skildrer produktionen således: »Der forfærdiges blot sorte Siekar. Med Karrenes Forarbeidigelse er hele Familien beskiæftiget. Manden tilbereder Leret, Konen dreier Siekarrene, og en halvvoxen Pige eller to Børn ere Konens Haandlangere, de afdele Leret i Ruller, hver til et Siekar, og udbringe det dreiede Siekar til at tørres. Beskjæringen bestrides ligeledes af Konen og hendes Haandlangere. Manden sætter Karrene i Ovnen og brænder dem. I en Uge, naar Veiret er got, kan en saadan Familie tjene 10 Rdlr. for deres Arbeide, alle Omkostninger fradragne. I Almindelighed ere de Huusfolk, som drive Avling, og i den Tid de have tilovers herfra, kunde de efter et Middeltal aarlig forfærdige 10 Læs til 300 Siekar, hvorfor de kan i Arbeidsløn tjene 5 Rdlr. paa Læsset.
Karmageri er et meget skidenfærdigt og for Helbreden skadeligt Arbeide, da Leret æltes med de bare Fødder, og siden dannes Karret af vaadt Leer med Hænderne, saa Arbeiderne see altid vaade og skidenfærdige ud. Arbeidet leder til et uordentligt Levnet, især Brændevinsdrik, og sjelden erhverves Formue ved denne Profession. De brændte Siekar koste 3 sk. Stykket, naar de omføres i Landet« (Begtrup 1806:260f).
En mere udførlig skildring kan stykkes sammen af de utrykte optegnelser, hvoraf der foreligger 4:
Da disse optegnelser fandt sted, var der ikke længere nogen, der lavede sikar i Kelstrupskov. C.M.K. Petersen beretter i 1916 at der kun er to kvinder tilbage som har lavet potter: Karen Vindebanke og Maren Bendtsen gift med Anders Bendtsen, men de er begge to holdt op.
Foruden disse optegnelser findes en trykt skildring af Karhusepottemageriet i Andreas G. Jensens bog Jydepotten fra 1924. Her finder man også det eneste kendte billede af arbejdsprocessen. Sikarkonen og hendes oppasser er rykket udendørs, formentlig af hensyn til fotografen. Andreas G. Jensen gør selv opmærksom på at pottemageriet på dette tidspunkt er ophørt, fotografiet er en demonstration af hvordan det gik til, da man endnu lavede sikar. Sikarkonen er blevet identificeret som Karen Larsen, kaldet Vindebanke, som havde arbejdet for Anders Zachariasen, og oppasseren er en søsterdatter til samme Anders Zachariasen, og til Anders Bendtsens kone[1]. Om det er disse to kvinder, der har berettet for Andreas G.Jensen eller han har haft andre informanter, vides ikke, da der ikke i bogen er nogen oplysninger om hans mundtlige kilder. Han citerer dog en enkelt gang »den gamle pottemagerske«, så hun har ikke blot demonstreret arbejdet, men også forklaret, og dermed givet terminologiske oplysninger. Andreas G. Jensens gengivelse af de fynske ord er ikke for god, ærgerligt nok, for alle senere trykte beskrivelser bygger på hans skildring, og det er hans former der går igen alle steder, hvor der skrives om Karhusepotter.
Svend Jespersen har kendt Niels Lukmans optegnelse og brugt den som udgangspunkt for sin egen, der her er valgt som hovedtekst, idet det er den fyldigste af optegnelserne, og desuden den der gør bedst rede for den benyttede terminologi.
Beskrivelsen af ovnen og brændingen er taget fra Niels Lukmans optegnelse, der er langt den udførligste på dette punkt. Supplerende oplysninger fra de to andre optegnelser er indføjet i skarp parentes.
På samme måde er indføjet enkelte oplysninger fra Andreas G. Jensens skildring. Da hans informanter hører til samme familiesammenhæng som de
3 der er optegnet hos, må man formode at det er den samme tradition der skildres. Der er derfor ikke i det enkelte tilfælde redegjort for hvilken informant oplysningen stammer fra.
Optegnelserne gengives i almindelig ortografi, de giver altså ikke noget indtryk af den lokale udtale, kun af ordvalget. Fagudtrykkene er kursiveret. For den dialektale udtale er der i enkelte tilfælde redegjort i afsnittet med ordkommentarer.
Vi havde leret i vor egen mark; det blev gravet op, efterhånden som det skulle bruges, jeg gravede det selv op, for der skulle jo passes på, at der ikke kom grus eller andet »snavs« med. Det var både rød- og blåler, begge dele sammen. Vi kørte et par læs hjem ad gangen, eller som der var tid til, vi har før kørt 15 læs på en gang. Leret blev læsset af i en lergrav, lerbing, uden for gården (eller huset), 5-6 alen lang, ca. 2 alen bred og ca. 1 alen dyb, sat af kampesten; men længere tilbage havde de lerbing inde i huset, i et rum i laden som kaldtes lerhuset, var på 6-7 fag. Når leret skulle trædes, trines, blev det kastet op fra bingen op på en brisse [af brædder] ca. 5 alen på hver led; der blev kastet et halvt læs op ad gangen; heraf kunne blive 12-14 snese, det kunne trines på en halv dag. I gammel tid begyndte de allerede i marts måned, så de måtte bruge varmt vand at hælde på leret i bingen, ellers brugtes i almindelighed koldt vand, det hældtes på dagen før, leret sad så i bede der en nats tid. Når der hældes vand på leret, baldner det ud. Til at trine leret brugtes gamle øvede karle; der var et par stykker eller 3, der i sommerhalvåret ikke bestilte stort andet end at gå rundt at træde ler. Det var et drøjt arbejde, men de fik mange snapse.
Leret blev lagt i 2-3 tommers tykkelse på brissen og blev så trådt med hælen og ydersiden af foden, i rækkevis fra den ene ende af brissen til den anden, og når den anden side nåedes, trådtes tilbage i modsat retning. Herefter blev leret vendt med en lille træskovl, lerskovl, som trædemanden førte med sig. Leret blev vendt og trådt et par gange. Når det var færdigt, så slog han det op, slog det istak, så sattes leret sammen på en lille brisse ved siden af i en stak, en rund stak ca. 1½ alen i tværsnit og 1½-2 alen høj; blev glattet udenpå, og så blev noget slået om (sække og andet gammelt værk vi havde), at det ikke skulle blive tørt. Her kunne leret så godt sidde et stykke tid, jo længere jo bedre. I nyere tid havde vi en æltemaskine stående ved siden af bingen udenfor, den blev trukket af hest; med den kunne jeg på en søndag formiddag gøre til til en mands arbejde ugen ud. [Æltemaskinen var en stor tønde, der var 2½ alen i højden og 1½ alen i diameter. Den var lavet i bødkerarbejde. Den stod på en fod noget op fra jorden. I bunden af tønden var et hul, som det malede ler kom ud af. Der var (eller blev) en fordybning i jorden under tønden, når vi hentede det malede ler ud. Der var en aksel med knive på, som gennemarbejdede leret og tvang det ned igennem hullet. Der var en hestegang til at trække den].
Når leret i stakken skulle bruges, blev det skåret af i skiver med ståltråd eller sejlgarn; ståltråd var jo det sikreste, da der kunne være en lille sten i leret. Disse skiver, som var ca. 2 tommer tykke, blev stillet på kant oven på stakken og skåret igennem til valkene, der kunne blive 8-10 valke af hver skive. Dette arbejde besørgedes af oppasseren (eller oppasserne), som skulle gå dem der drejede til hånde; de skulle også tage de færdige ting fra pottekonen (eller -konerne), således at hun ikke behøvede at rejse sig fra stolen; de passede op. Til oppasserhvervet hørte også at lempe valke, de blev trillet runde på et bord. Valkene var ca. 1½ tomme tykke og ca. ½ alen – måske godt – lange; det var så de lige passede til et kar. Dette arbejde var mest børnenes; de behøvede kun at være 7-8 år for at kunne besørge det. Leret til bunden kunne tages af siden af stakken eller af de afskårne skiver; disse bundstykker var godt 1 tomme tykke. At vride valke og slå bunde det var jo deres bestilling. Ligesom det var bestemte karle der gik rundt og trådte leret, havde vi gamle koner – og langt tilbage i tiden også gamle mænd – som gik rundt og drejede; de kunne have 1 kr. om dagen; de fik 8 øre for hver snes. Under arbejdet sad de på en stol med kartrillen lige foran sig.
Kartrillen stod fast i gulvet i en krog af lerhuset, der var ingen steder den stod på en fod, så den var til at flytte. Pælen ca. 1 alen høj, kartrillen ca.½ alen, øverste plade ca. 3/4 alen i tværsnit, nederste kun halvt så stor; er forbundet med 4 træstivere.
Pælen, som går gennem hul i midten af nederste plade så denne kan dreje, ender foroven i en jerndup, der stikker op i en lille fordybning i den jernplade som øverste plade er beslået med på undersiden.
Når konen fik bundstykkerne hen, klappede hun dem selv ud til de fik den passende tykkelse; det skete på kartrillen, hvor der i forvejen var strøet aske på pladen, for at de ikke skulle hænge fast. Når nu et kar skulle fremstilles, tog hun en bund, som havde fået den passende størrelse og tykkelse, og lagde den på kartrillens plade, og en valk. Vi drejede dem jo ad én gang (i modsætning til jyderne). Valken blev lagt op ad venstre arm, og idet kartrillen samtidig drejede, trykkedes den fast til bunden med højre og venstre hånd. Herefter blev det trukket op, det var de jo øvet i, at trække dem op. Hertil brugtes en lærredsklud på 4 tommers længde og et par tommer i bredden, breddeklud, kluden blev vædet i vand, lagt i højre hånd, og med fingrene blev valken så trykket tyndere og højere hele vejen rundt, idet kartrillen drejede. Under arbejdet blev kluden skyllet et par gange. (Tommelfingeren lå indvendig, de øvrige fingre udvendig). Når det var gjort skulle der laves bred, dvs. kanten foroven skulle formes; det skete ved at man førte tommelfingeren rundt langs kanten et par gange, den blev herved lidt bredere, de satte bred ovenpå – at bredde.
Herefter skulle der glattes indvendig med en sulleklud, som var af lærred og af samme størrelse som breddekluden, det kaldtes at sulle. Der brugtes ingen lervælling hertil, kluden blev blot dyppet i vand, den våde klud gjorde leret vællingagtigt, så det let glattedes, dog skulle man passe på at kluden ikke blev for våd, da leret så let blev for »tyndt«, og noget vand kunne komme til at stå i bunden. Undertiden blev der brugt en gørespån [bøgespån på ca. 5 cm bredde og skåret skråt til i enden], til at forme med indvendig lige inden der glattedes med sullekluden, men det blev ikke brugt så meget af de gamle.
Efter afglatningen blev sikarrene sat på fjæle i lerhuset, der var jo hylder de blev sat på. [I lerhuset var der pinde ind i stolperne til tørrehyldeme. Pindene kaldte vi stranniker]. Og dagen efter blev de på fjælene sat ud i solen for at tørre; de skulle ligge et par timer. Siden blev de sat ind i f.eks. loen et par dage – i 2-3 lag oven på hinanden (x-et) til de var passelige til at skrabe med en kniv.
I gammel tid havde de en skrabekniv. Skrabekniven var enden af en gammel le ca. ½ alen lang og midt på var lavet et lille hak op fra neden. Jeg havde en gammel moster, hun kom jo og skrabede, vi havde jo en 50 snese om ugen, så der var jo nok. Men til sidst brugte jeg skive (til afslibning) ligesom pottemagerne. En kone kunne have nok med en 10-15 snese om dagen at pudse af, men på den anden måde (med skive) kunne jeg pudse 30 snese på en dag. Under skrabningen blev fadene stillet på kant på skødet; de blev kun skrabet nedenom (fra siderne) og på bunden.
Til krukkerne brugtes alt efter størrelsen 3-4 valke eller flere. I gammel tid var krukkerne udbuede på midten; denne formning udførtes med sullekluden, som førtes indvendig med højre hånd, medens venstre hånd holdt imod udvendig; det var at budde dem ud. Krukkerne skulle stå en dag ca., før der blev sat øre på; ørerne sad lodret. Til ørerne blev en valk trukket ud til den havde passende tykkelse, hvorefter denne så, hvis ørerne ikke skulle være flade, over pegefingeren blev hulet indvendig, og siden blev så valken nappet over i de passende stykker.
Ved skrabningen lå krukkerne i skødet med munden udad; de blev skrabet helt op til ørerne. [ZB: Når de var helt kridhvide blev de skrabet udvendigt, under skrabningen blev potterne og sikarrene anbragt omvendt på en våd lerklump på kartrillen]. Når de var skrabet, havde vi en kniv til at slette dem med, slettekniven det var nærmest kun ryggen af en gammel le. Ved skrabningen kunne vi jo skære hele skiver af, men ved sletningen tog vi kun ganske fint. [Med en sulleklud oversmurtes potten derpå med sulle, det er en tynd leropløsning].
De færdigbehandlede ting sattes så op på loftet eller i loen en 8-14 dage, til der var nok at brænde; dog skulle de først tørres, så de var hvide. Et par timer før de skulle i ovnen, blev de stillet ud i solen på karhække, nogle tremmehække, som stod ved siden af ovnen.
Ovnen minder om en roehule: den er muret med een stens mur af rå eller brændte sten. Den er 4 m lang, 1 m høj, og 1.25 m bred midtpå, men smallere ved bund og loft. Der er åbent i begge ender.
Ildstedet i bunden, arnen, ligger ca. 30 cm under et stænger (eller stænder), der er muret af brændte, ildfaste sten stillet på højkant, så der er rigelig adgang for ild og røg fra arnen ind til ovnen; denne spærring skal kun være der for at »stænge« fadene fra at rasle ned i ilden.
Bag ved stængeret stilles fade og krukker på højkant i reder, 4-5 reder henad gennem ovnen, og oven på dem, i mellemrummene, endnu en etage af fade eller krukker; kun sjældent anbragtes yderligere en etage ovenpå, da de nederste så ville blive trykket. I reglen satte man dem derfor kun på to reder.
Fadene sættes ikke ind fra arnen (der spærrer stængeret jo), men fra den anden side af ovnen, som er åben. Når fadene er sat ind, spærres denne ende med sten af rødler (ikke nogen cement), i gammel tid med kampesten, og 60 cm jord udenpå; kun allerøverst oppe i den ende bevares der en åbning, ca. 15 cm høj, røghullet, som røgen kan trække ud af.
Så begyndte fyringen om formiddagen; [Der blev fyret med affaldsbrænde. Vi havde en kolossal mængde brænde, mest kvas og stubbe. Vi havde en mand hele vinteren igennem til at køre brænde hjem. Det var ryddebrænde, som vi fik fra Langesø skov] de fyrede med træ, i 10-12 timer, der blev stadig lagt træ på, og dette passede AZ selv. [Der skulle først i 3 timer – smøges for potterne, dvs. fyres langsomt, så det kun røg gennem ovnen].
Derefter lukkedes der tæt for begge ender, idet der kørtes et læs jord til hver ende af ovnen; inden der lukkedes, blev der lagt en god hob brænde på; så lukkedes først ildstedet og straks efter røghullet, for at dampen kunne blive derinde. AZ tilføjer: »Det var det værste tag jeg havde hvis jeg skulle flytte de læs jord selv, når karlene var i seng«.
Når ovnen var lukket således, blev potterne sorte, og det var dem der var lettest at afsætte. AZ passede selv brændingen, og brændte mest sorte potter.
Til røde kar skulle der ikke lukkes for enderne af ovnen, ellers blev de fremstillet akkurat som de sorte. De var altså meget nemmere at have med at gøre for den der passede brændingen, da han så var fri for alt det arbejde med jorden.
For sorte kar var ovnen helt lukket 7-8 timer, [når potterne var klare, dvs. hvidglødende, var de brændt tilstrækkeligt] så åbnedes der og ovnen stod 1-2 timer, til varmen kom nogenlunde ud. Karrene hentedes da ud, det var varmt at gå og rode dem ud, håret kunne svides på hovedet.
Men hvorfor ventede AZ ikke til ovnen og karrene var helt afkølet?
Nej, for det var om at benytte varmen til 4-5 sæt mere. Af økonomiske grunde ventede man altså med at brænde til man havde 5-6 ovnfulde kar. Men så skulle ovnen også hvile i 8 dage mindst, for ellers kunne AZ ikke få dem sorte. Ovnen blev nemlig for tør, varmen drev i jorden, der mistede al fugtighed. Følgen ville blive, at karrene blev blakkede, når der ikke blev nogen damp ved dem.
»Der forfærdiges blot sorte Siekar« beretter sognepræsten i 1806, senere kommer der flere ting til. Anders Zachariasen fortæller at de lavede mælkefade, sætter, krukker og lysforme. Anders Bendtsen siger at de lavede mælkefade, en- og toørespotter, samt pander, stjærtpander og potter af form som jydepotter, mens Zakarias Bendtsen foruden mælkefade, potter og lysforme nævner ostekar og kyllingefade.
Hovedartiklen har formentlig hele tiden været sikar. Pontoppidans Danske Atlas 1768 (hvor Karhusepottemageriet omtales første gang) og Hofman Bang i 1843, omtaler udelukkende kar, og det var også dem der kom til at give bebyggelsen navn. Disse uglaserede sorte mælkefade kunne rumme 2 kander, dvs. ca. 4 liter, og de var en stor artikel så længe man behandlede mælken hjemme, men med andelsmejeriernes indtog formindskedes markedet betydeligt. Andreas G. Jensen fortæller da også at mod slutningen lavede man kun ørekrukker. Dem var der stadig et marked for, idet de blev brugt til fedtkrukker, eller – for de enøredes vedkommende – til natpotter. De to-ørede potter blev lavet i 3 størrelser, af Anders Bendtsen opgivet til 10, 14 og 28 pund, mens Anders Zachariasen siger at den største var som en almindelig vandspand.
Er sortimentet begrænset, har det kæreste af børnene, mælkefadet, til gengæld mange navne.
Det lokale navn var sikar, dvs. kar til at si mælken op i, pottekonerne kaldes følgelig sikarkoner, og hånddrejeskiven kan kaldes en sikartrilk.
I de yngre kilder bliver denne betegnelse sjældnere, formentlig fordi den ikke længere svarer til brugen af fadene, og den bliver erstattet af skalgryde, der jo ikke siger noget om anvendelsen. Skalgryde er optegnet sporadisk over hele Fyn, fra Revninge fortælles at skalgryderne skulle skoldes hver dag, ellers blev de sure, og pottehandleren kaldes her skalgrydemanden.
Anders Bendtsen fortæller at fadene nogle steder kaldes skalfade eller sorte skaaler, og Hofman Bang kalder dem skallekar. Pontoppidan kalder dem rappekar, og dette navn opgives også af Anders Bendtsen, som siger at navnet kommer af at Radby i Ubberud sogn »efter omtale skulle være det sted hvor lerhusfliden skulle have sin allerførste begyndelse«. Hofman Bang noterer om Lumby sogn »til Mælkens Opbevaring bruge Bønderne oftest de saakaldte Rappekar eller Skallekar, der skulle sætte god Fløde. Disse indføres, som bekjendt, fra Jylland, og en deel forfærdiges i Vissenbjerg Sogn« (Hofman Bang 1843:308). Endvidere er ordet optegnet i Vigerslev og Veflinge sogne.
Dertil kommer sammensætningen rappekarpotte der er optegnet forskellige steder på Østfyn. Fra Munkebo opgives at det var glaserede lerpotter, mens de øvrige meddelere er enige om at det er sorte potter der er flade i bunden, uden ben og tåler ikke ild, og de købtes hos »skalgrydemanden«, alt sammen noget der tyder på at det var Karhusepotter.
Lysforme var høje, smalle kar, 45 cm høje, 30 cm lange og 15 cm brede, idet de blev trykket lidt flade med hænderne når de var halvtørre. Mundingens form passede til at en række væger på en pind kunne sænkes ned i den flydende tælle. Lysformene lavedes oftest på bestilling og kostede i slutningen af 1800-tallet 2 kr., samme pris som man kunne få for de største to-ørede krukker.
Mens sikar, potter og lysforme alle har flad bund produceredes der også enkelte typer med buet bund og tre tæer, dvs. mere jydepottelignende. De halvdybe pandeformede til at stege i kalder Anders Zachariasen for sætter, mens Anders Bendtsen kalder dem pande og sterte pande (stjærtepande, altså pande med hale, dvs. håndtag), mens han ved en tegning af en forholdsvis dyb potte med rund bund har skrevet »form jydepotte«.
Sætte er en betegnelse der kommer fra nedertysk, hvor Sett betegner et fad (oftest af ler), hvori mælken sættes til at samle fløde til smørkærningen. Betydningen mælkefad genfinder vi i store dele af Jylland, men i Syd- og Sønderjylland og lidt op i Østjylland er betydningen lidt anderledes: en lav, sort gryde med tæer, det der andre steder i Jylland hedder en flakning. På Fyn har sætte altid den sidstnævnte betydning, og betegnelsen er almindelig på Vestfyn. Det er lidt uklart hvor almindelig denne type har været i Karhuse-pottemageriet. De ældre kilder omtaler den ikke og heller ikke Andreas G .Jensen, men C.M.K. Petersen nævner, at til de potter eller kar der skulle anvendes til at sætte over ild blev leret tilsat en passende del finsigtet sand, og ornamenter [stads] anbragtes på karrene når de var halvtørrede. Begge de to Anders’er nævner dem også. Anders Zachariasen fortæller at sætter også kaldes jydepotter, og kunne bruges på ilden: »Vi brændte en del selv, men hentede dem ellers i Jylland, for vores var sgutte så sikre til at tåle ilden, de skulle jo laves af eneste rødler, jydernes var jo mest sand. Jyderne lavede ikke låg til sætterne, det gjorde vi så selv, der tjente jeg gode penge på dem. Langt tilbage brændte de ikke sætter her, det tror jeg ikke de kunne«. Mens der i reglen ikke var nogen pynt på sikar og potter så kunne man, mens sætterne endnu var halvtørre, med en glat flintesten slå kors oppe ved bredden, eller, meget sjældent, tegne runde figurer af form som et æg.
Der er øjensynlig tale om en regulær efterligning af de jyske potter. Dette bliver helt klart når man ser de tegninger som Anders Bendtsen har lavet af »blomsterne på potterne«. Han skriver at der ikke var nogen udsmykning på fedtpotter og sikar, »de andre var nogen der skulle ligne jydepotter« og de var dekoreret: »lidt foroven en slanget streg og på midten 3 a 4 runddaser og indeni en firebladet blomst« – og det er en ganske god beskrivelse af nogle af de glittede dekorationer som er almindelige på jydepotter.
Den omtalte øgede produktion af ørepotter i pottemageriets sidste tid må ses som en tilpasning til markedets ændringer, ligesom forsøg med at lave blomsterpotter. En sådan tilpasning, hvor den velkendte og prøvede teknik bruges til nye former, træffer man også hos de jyske pottekoner, som bl.a. laver mange kaffekander. Men Anders Zachariasen går et skridt længere og indfører også ny teknik. Han ansætter en pottemagersvend og udvider sortimentet med glaserede lervarer, først og fremmest fade, men også krukker og kander. Fadene blev lavet røde og hvide, de hvide lavet af pibeler, der købtes, og de blev lavet i 2-3 størrelser. De kunne forsynes med navn og pynt med pennefjer, men det blev næsten aldrig brugt, lertøjet var gerne slet (dvs. glat, uden dekoration). Til glaseringen brugtes mønje og maling »som farven skulle være«; »det glissende (udtalt glisje dvs. glinsende sort) der er indeni er malet flintesten«.
Man må formode at pottemagersvenden har anvendt datidens almindelige pottemagerteknologi incl. drejeskive, men der er ingen oplysninger om dette i optegnelserne, der koncentrerer sig om sortgodset. Da der kun kendes ganske få glaserede ting som med sikkerhed er fremstillet i Kelstrupskov, er det ikke meget der kan siges om denne del af sortimentet fra pottemageriets allersidste år.
Produktionen af sikar i Karhusene var husflid og ikke håndværk, et bierhverv der på linje med andre binæringer som kurvemager og soldsætter indgik i den sammensatte økonomi som var så typisk for mange husmandssteder. Det var i væsentlig grad kvindearbejde, det var kvinderne der fremstillede karrene. Mændene hentede ler og æltede det, både da det foregik med fodkraft og senere da man gik over til at bruge en hestetrukken maletønde, desuden var det ofte mændene der stod for brændingen, og i alle tilfælde dem der sørgede for distributionen.
Kombinationen af bierhverv og kvindearbejde gør at det er svært at følge sikarproduktionen i de skriftlige kilder. I folketællingen fra 1787 er der således kun en halv snes fra Kelstrup, der er anført som pottemagere, næsten alle som »husmand og pottemager«; desuden er anført en enkelt pottemagerske fra nabolandsbyen Skovsby, og fra Bred (også i Vissenbjerg sogn) er der anført to husmænd og pottemagere samt en pottemagerdreng. Ved folketællingen 1801 er der ikke opført en eneste pottemager, selv om nogle af de i 1787 nævnte endnu er i live og stadig bor i Kelstrup, og i 1834 tællingen er kun anført én husmand i Kelstrup som »nærer sig af at forfærdige kar«.[2]
Dette stemmer dårligt med at Begtrup i 1806 (med sognepræsten som kilde) hævder at 28 familier lever af pottemageriet (Begtrup 1806:260), og at Statistisk Tabelværk i 1842 anfører 19 pottemagerfamilier. Vi kan altså ikke ud fra disse kilder få nøjagtigt overblik over, hvor mange der på de forskellige tidspunkter levede helt eller delvis af pottemageri.
Hvis vi tager den mundtlige tradition til hjælp, så hævdes det i 1916, at lidt før 1850 var der måske 50 steder, hvor der blev »fabrikeret og brændt«, men fra da af var det gået ned ad bakke. Tallet 50 skal måske nok tages med et korn salt, men det lyder ikke usandsynligt, at tallet topper i første halvdel af 1800-tallet. Antallet af husmandssteder og indsidderhuse steg nemlig stærkt i Vissenbjerg sogn omkring 1800. Allerede i 1806 er der i Kelstrup ejerlav foruden de 18 gårde, 36 fæstehuse og 14 selvejerhuse, og i 1834 hævdes Vissenbjerg at være det mest udstykkede sogn i landet (dvs. på Fyn), idet der er 70 gårde, 98 bolsteder, 246 huse med jord, 140 huse uden jord og 100 indsidderfamilier. Ja, sognepræsten hævder, at sognet er som et tilflugtssted for de mennesker, »som man i andre egne ej ønsker at beholde, og som ty derhen, hvor det er let at få fodfæste« (Hofman Bang 1843:120).
Med en sådan vækst i husmandssteder og jordløse huse har der formentlig været brug for at udnytte alle muligheder for bierhverv, senere i århundredet da de små lodder var blevet ryddet for krat og småskov (som for en stor dels vedkommende var brugt til brændingen af sikarrene), fik nogle af husmændene mulighed for at ernære sig af landbrug alene, de andre tog i stigende tal til byerne, og antallet af pottemagere gik ned. Ifølge Trap 1859 blev der årligt produceret 50.000 skalgryder i Karhusene, fordelt på knap 20 familier giver det ca. 3000 kar pr. familie, og samme antal opgiver sognepræsten til Begtrup i 1806. Det svarer ganske til opgivelser fra de jyske potteegne gående ud på at en pottekones normale årsproduktion var ca. 3000 potter (Jensen 1924:50), men hvis man ikke bestilte andet kunne man lave 4000 potter.
Anders Zachariasen beretter imidlertid, at de havde 50 snese at slette om ugen, og at hans far solgte 70 læs à 15 snese pr. sommer, dvs. 21.000 stk. Så stor en produktion forudsætter en anden organisering end den traditionelle. Hos familien Zachariasen nøjedes man ikke med at brænde de sikar husstandens kvinder kunne nå at lave ved siden af deres øvrige arbejde, men havde også andre sikarkoner i arbejde.
Fortjenesten opgøres i 1806 til 5 rdlr. pr. læs, prisen til 3 skilling for et sikar »naar de omføres i Landet«. I 1870 var salgsprisen 4 skilling stykket, og en familie hvor konen lavede karrene og manden solgte dem skønnes at have haft 100450 rdlr. årligt. Sikarkonerne der arbejdede for andre fik i 1860-70
4 skilling for snesen, senere fik de 1 kr. om dagen og kosten (Jensen 1924:53). Omkring 1900 var prisen på skalgryderne 20-30 øre for to, mens de store krukker og lysforme kostede 2 kr. I den allersidste periode kostede to sikar 25 øre hvis folk selv hentede dem, men når de blev kørt rundt kostede de 50 øre.
Hos familien Zachariasen var distributionen sat i system: Faderen tog afsted med et læs mandag morgen, midt i ugen kørte sønnen et nyt læs potter til Hindsholm eller Sydfyn eller hvor faderen nu var, og dem nåede han så normalt at få solgt så han kunne komme hjem lørdag aften. Foruden de fynske potter forhandlede han indtil 1910 også jydepotter, hvoraf han hver sommer hentede 4 gange 4 læs i Vejle. Jydepotterne var fra Ringgive og Skellebæk. Peter Zachariasen havde en bror som boede dér, og der var en 2-3 gamle koner der lavede potter.
Før mejerierne kom og ødelagde markedet, brugtes der mange sikar. Hver gård købte halvanden til to snese ad gangen, så vognen kunne hurtigt blive tømt. Da Anders Zachariasen overtog afsætningen brugte han samme system som faderen, men var væk 8-14 dage ad gangen. Vi ved ikke hvor mange der kørte rundt og solgte Karhusepotter, men udbredelsen af talemåder som: »Du skal vist til Karhusene og lære at køre« er vidnesbyrd om at skalgrydemanden med sin skrøbelige last, der krævede forsigtig kørsel, var en kendt figur mange steder på Fyn.
I første halvdel af 1800-tallet giver pottemageriet altså en meget væsentlig del af føden til en stor del af Kelstrupskovs indbyggere, omend der »sjelden erhverves Formue ved denne Profession« (Begtrup 1806:261), tværtimod lever disse familier i stor fattigdom (Hofman Bang 1843:420). Fra midten af 1800-tallet går det tilbage for pottemageriet i Karhusene, det er der enighed om. Flere end før kan leve af deres landbrug, nogle finder andre beskæftigelser, og i pottemageriets sidste generation er næsten alle udøverne at finde inden for blot to familier.
Opkomsten af andelsmejerier i 80erne betød som nævnt et drastisk fald i efterspørgslen på sikar. Nok havde man stadig brug for et par fade i husholdningen bl.a. til at lægge dej eller bage prossekage i, men der var ikke brug for nær så mange som dengang man selv kærnede smør. Nedgangen i antallet af pottemagere i Karhusene begyndte imidlertid længe før andelsmejerierne holdt deres indtog, så det er i hvert fald ikke den eneste årsag, og måske slet ikke nogen væsentlig grund til nedgangen.
Kan hænde C.M.K. Petersen er nærmere ved den egentlige forklaring når han skriver: »Da der ved 1850erne var tilvejebragt mere velstand ved denne forening af agerbrug og pottefabrikation, så nedlagde den overvejende del af beboerne, hvis ejendomme var vokset til smågårde, pottemageriet«. Der tales her ikke om dalende efterspørgsel, men om mindre behov for den indtægt man kunne få ved pottefabrikationen. Det danske landbrug var i denne periode i kraftig vækst, og man specialiserede sig i fremstillingen af egentlige landbrugsprodukter til salg. Når behovet for biindtægter blev mindre, skyldtes det ikke blot at man havde fået øget det dyrkede areal og forbedret produktiviteten, men også at afsætningspriserne for landbrugsvarer var steget kraftigt. Perioden 1840-1870 var en velstandsperiode for landbruget (Hansen 1972).
Andreas G. Jensen skriver om de jyske potteegne, at de folk der drev pottemageriet, ikke følte sig som pottemagere der havde jord, men som bønder der gjorde potter, og det samme gør sig nok gældende i Kelstrupskov. Pottearbejdet havde heller ikke megen anseelse, jf. sognepræstens omtale af dets skidenfærdighed, igen en parallel til jyske forhold: »æ gryd’arbejd wår en skidden bestelling, men de’ ga’ en ren skjelling«. Potteegne var uden undtagelse fattige egne, og det var småkårsfolk, der lavede potterne, også i Kelstrupskov, det viser de samtidige beretninger, flere af de skifteforretninger der findes efter pottemagere, men også en talemåde som er overleveret: »Vi dypper kartoflerne i luften, sagde drengen fra Karhusene, så beholder de deres egen smag«.[3]
Den ringe anseelse, pottemageriet havde, ses også af at byen ændrede navn omkring 1880, angiveligt fordi beboerne fandt at navnet Karhuse var lidet passende, og derfor enedes om at ændre det til Kelstrupskov »af Kjelstrup og den Skov der før var« (opt. 1916). Pottemageriet var ikke noget man drev af lyst men af den sure nød, og langt de fleste forlod det til fordel for andet når det var muligt. Det var og blev et hårdt og beskidt arbejde, og hverken pottemageriet eller dets udøvere blev vurderet højt.
Tilsyneladende er der i denne sidste periode kun 2 familier, der fortsætter den traditionelle syssel.
Den ene familie stammer fra ejendommen nuværende Langesøvej 58. Her bor i 1834 husmand Anders Hansen og hans kone Karen Nielsdatter og de laver sikar, og 4 af deres børn ligeledes, nemlig sønnerne Hans Christian og Rasmus Andersen og to døtre, hvoraf vi kun kender navnet på den ene. Det er Birthe Kirstine Andersdatter. Hun er født 1828 og bliver i 1857 gift med Peter Zachariasen fra Gadbjerg i Vejle amt. Ægteparret overtager ejendommen og fortsætter med pottemageriet, hun laver karrene, han sørger for afsætningen.
Datteren Karen Kirstine Hansen (født 1851), gift med Jørgen Vilhelm Hansen, der har et husmandssted tæt ved (nuværende Langesøvej 76), vides at have lavet sikar. Hendes datter Stine Christensen overtager huset i 1918 sammen med sin mand Martin Christensen. Det er dette hus der danner baggrund i billedet s. 51, og det er Stine der er oppasser på billedet.
En søster til Karen Kirstine, Maren Cathrine Zachariasen (født 1856), bliver gift med Anders Bendtsen. De bor også tæt ved, i hans fødehjem, nu Langesøvej 45, og fortsætter med sikarproduktionen, hvor længe vides ikke. Bendtsen-familien havde også tradition for pottemageri. Anders Bendtsens far, Mads Henrik Bendtsen siges at have lavet potter og kar (mens det jo ellers var kvindearbejde), og hans to brødre sørgede for afsætningen af hvad han samt deres egne koner producerede.
Birthes søn Anders Christian Zachariasen, der er ugift, overtager forældrenes ejendom og fortsætter pottemageriet, i de sidste år som den eneste, indtil 1916. Anders Zachariasen fortæller at der er en moster der er medhjælp, men nævner ikke hendes navn, og nævner ikke hvilke og hvor mange medhjælpere han i øvrigt havde. Anders Zachariasen beretter, at det efterhånden blev umuligt at finde nogen lokale der ville have med pottemageriet at gøre, derfor ansatte han en uddannet pottemagersvend fra Sorring. I en anden optegnelse berettes at dette skete da moderen døde i 1899. Anders Zachariasen har en karl til at passe landbruget, selv tager han sig af pottemageriet (f.eks. overlader han ikke brændingen til nogen andre) og af afsætningen af potterne. Han var en pottemager der havde jord, ikke en husmand med pottemageri som bierhverv.
Mens der i første halvdel af 1800-tallet var et større antal familier der havde pottemageri som bierhverv og hver producerede ca. 3000 sikar årligt, er der i slutningen af århundredet kun et par familier tilbage, men de er til gengæld næsten fuldtids pottemagere. Familien Zachariasen producerer over 20.000 potter om året, det er en virksomhed med ansatte, bl.a. en faglært pottemagersvend, og der indføres forskellige teknologiske forbedringer i produktionen: leret æltes v.hj.a. en maletønde der trækkes af en hesteomgang, slibning med slibeskive har erstattet skrabning med skrabekniv, ovnen er blevet forbedret idet der er lavet et stænder mellem fyrrummet og potterne. Endelig er sortimentet udvidet til også at omfatte glaseret lertøj. Alt sammen karakteristika for et håndværk, ikke for traditionel husflid. Den er afgået ved døden allerede før Anders Zachariasen lægger op.
Det er påfaldende få pottemagerudtryk som sikarkonerne har fælles med de jyske pottekoner, faktisk kun to: bred og budde. Bred er et almindeligt ord i ældre dansk, som blot har overlevet lidt længere i pottemageriet end i det fælles dagligsprog, og det bruges også i bypottemageriet, så dets eksistens behøver ikke at skyldes gammel forbindelse mellem de to traditioner.
Ligheden mellem buddisten fra Fjends herred og den fynske buddeklud er umiddelbart mere interessant. For Andreas G. Jensen tyder denne lighed på en fælles oprindelse. Så meget tør jeg ikke slutte af forekomsten af et enkelt fælles fagudtryk. Ordet budde eller buje bruges som nævnt i det foregående flere steder i Jylland i meget beslægtede betydninger. Det kan meget vel tænkes, at man flere steder har taget det i anvendelse som fagudtryk uafhængig af hinanden. Og forekomsten af det »jyske« ord på Vestfyn er blot et eksempel blandt mange på ligheder mellem jysk og vestfynsk ordforråd.
Derimod antager jeg at stænder, som både i Karhusene og i Sorring betegner skillerummet i ovnen, ganske simpelt er importeret til Karhusene sammen med de jyske pottemagersvende. Alle Karhuseoptegnelser er foretaget efter at Sorringsvenden var kommet til byen, og de optegnelser hvor ovnen beskrives mest udførligt og hvor glosen stænder optræder, er netop foretaget hos Anders Zachariasen, hvor Sorringsvenden arbejdede.
Hos Sorringpottemagerne optræder også en del af bypottemagernes fagord, delvis af tysk oprindelse (f.eks. dese, gevælt, skættel, petring), men ingen af disse ord er optegnet i Kelstrupskov, derimod minder omtalen af lertønden om maletønden som Anders Zachariasen indfører – men denne modernisering stammer måske også fra pottemagersvenden. Endelig bruger den gamle pottemager i Farre udtrykket vi skal have smøget lidt for det ganske som Andreas G. Jensen oplyser at der i Kelstrupskov skulle smøges for potter i 3 timer, dvs. fyres svagt så det kun røg gennem ovnen.
Terminologiske sammenligninger mellem Karhusepottemageriet og de andre pottemagertraditioner i Danmark må således munde ud i en konstatering af at der ikke i særlig høj grad er overensstemmelse mellem disse. Man kan ikke ud fra terminologien sige noget om forholdet til jydepottefremstillingen eller bypottemageriet i almindelighed. Derimod er der nogle tydelige eksempler på overensstemmelse med Sorringterminologien – men de knytter sig til teknologiske forbedringer som fulgte med den importerede faglærte pottemagersvend. De er ikke bevis på en gammel forbindelse, men vidnesbyrd om enkeltpersoners indflydelse i sen tid.
Teknisk er der heller ikke megen lighed mellem karmageriet i Karhusene og jydepottemageriet. Jydepottekonen arbejder potten ud af lerstokken uden brug af kartrille, og hun har ingen egentlig ovn til brændingen.
Derimod har man været inde på at der er lighed mellem Karhusepottemageriet og dele af middelalderkeramikken, det gælder formsproget, men det gælder også teknikken, vulstteknik kombineret med hånddrejeskive (Steensberg 1939 og 1960:65). Denne teknik kendes i Danmark kun fra Karhusene og fra Vorup ved Randers, men Voruppottemageriet ophørte ca. 1870, og beskrivelsen af det bygger på øjenvidneskildring, ikke skildring af en der selv har lavet potter (Jensen 1924:38, Steensberg 1939:126). Bevæger man sig uden for Danmarks grænser kendes vulstteknikken fra Nordspanien, Dalmatien og Storrusland. Det kort man kan tegne ud fra (næsten) nutidige udbredelsesforhold siger imidlertid ikke noget om tidligere udbredelse af denne teknik. Det er et udpræget reliktkort. Teknikken kan have haft væsentlig større udbredelse tidligere.
Det er karakteristisk for Karhusepottemageriet som vi kender det, at det har et mere tvetydigt forhold til bypottemageriet end tilfældet er med jydepottemageriet. Helge Søgaard skriver således at brugen af en simpel drejeskive og en regulær ovn »synes at antyde nogen Paavirkning fra det yngre Pottemageri« (Søgaard 1947:50).
Måske har der også i familien Zachariasen været forbindelse med bypottemageriet allerede før Sorringsvenden ansættes. Ved Birthe Andersdatters og Peter Zachariasens bryllup i 1857 er en af forloverne pottemager Petter Saysette, Søndergade i Odense. I årene forud har Birthe tjent flere steder i Odense bl.a. på Vesterbro, og den tanke er ikke fjern at pottemageren var hendes daværende eller tidligere arbejdsgiver. Birthe Zachariasen repræsenterer altså ikke nødvendigvis den rene og uforfalskede gamle husflidstradition, overgangen fra husflid til håndværk er måske sket mere gradvist og umærkeligt i denne familie ved at kvinderne, som var bærerne af husflidstraditionen og den tekniske kunnen, havde kontakt med bypottemageriet og dermed forberedte næste trin med den ansatte faglærte pottemagersvend.
Vurderingen af forholdet til bypottemageriet vanskeliggøres af at alle de udførlige optegnelser stammer fra den sidste generation der havde med pottemageriet at gøre. Beskrivelsen af arbejdsprocessen dækker således strengt taget kun denne generation, for vi kan jo ikke vide hvilke tekniske forbedringer der tid efter anden er indført, kun to skildres direkte: brug af hestetrukken æltemaskine og afslibning med slibeskive i stedet for med skrabekniv, hvilket var to til tre gange så hurtigt.
Vi ved f.eks. ikke meget om ovnens udseende 50 år tidligere. Hofman Bang skriver i 1843 at de brugte »små jordovne«, de andre ældre kilder omtaler slet ikke hvordan karrene blev brændt. Anders Zachariasen siger at kun nogen havde ovn med stænder, selv om det var bedst. Er det et eksempel på en teknologisk forbedring som ikke har bredt sig til alle? Og hvor gammel er overhovedet den ovntype der skildres af Anders Zachariasen. Det fremgår af billeder, at den skildrede ovn var ganske lig med Sorringpottemagernes ovn (Rasmussen 1962:8). Men Anders Zachariasens beskrivelse stammer jo fra et tidspunkt da han i næsten 20 år havde haft en Sorringpottemager i arbejde. Det skulle vel ikke være ham der havde sørget for at få ovnen indrettet lige som den han kendte hjemmefra? Det fremgår af Steensbergs kort at det er relativt få steder i Europa man har haft en rigtig ovn til at brænde sorte potter i, normalt er det foregået i en ildgrav som det er tilfældet med jydepotter (Steensberg 1960:64).
Den nøje overensstemmelse der er mellem Sorringovnen og den ovn Anders Zachariasen beskriver, og det faktum at skillerummet har samme navn begge steder, tyder på at den ovntype der beskrives i optegnelserne ikke er ældre end 1899 og er indført med svenden fra Sorring.
Efter at have fulgt pottemageriet i Kelstrupskov i dets sidste fase og forsøgt at finde ud af hvorfor det gik som det gik, var det måske rimeligt også at vende blikket den anden vej, mod begyndelsen. Hvornår begyndte de at lave sikar i Karhusene? Og hvorfor blev netop Karhusene hjemsted for denne husflid?
Det ældste vidnesbyrd om pottemageriet er selve navnet Karhuse som optræder første gang i Markbogen 1683, mens lokaliteten i et dokument fra 1548 betegnes Schoffhusze, dvs. Skovhuse. Mellem disse to tidspunkter skal man formentlig placere, om ikke pottemageriets introduktion i Karhusene, så dog det tidspunkt da det var blevet så almindeligt at det prægede byen.
Spørgsmål nummer to er vanskeligere at besvare. I Pontoppidans Danske Atlas, hvor vi finder fremstilling af sorte potter på Fyn omtalt første gang, lokaliseres denne til Vissenbjerg og til Hellager i Tved sogn. Om pottefremstillingen i Tved nord for Svendborg ved vi ikke andet end dette, men den bekræftes dels af fund af en mængde potteskår, dels af at der i Markbogen optræder et Pottegraf Schifft i sognet. Pottemageriet dér er altså lige så gammelt som i Karhusene, men er ophørt langt tidligere. I Hofman Bangs beskrivelse af Odense Amt oplyses at der i Båg herred findes en mand der »brænder sorte kar« (Hofman Bang 1843:120), men det er alt hvad vi ved om fremstilling af sortgods i Båg herred.[4]
Karhusene er således det eneste sted på Fyn hvor man igennem længere tid, mere end 200 år, laver sorte potter, og det er formentlig også det sted hvor det største antal familier er beskæftiget med pottemageri. Men det er ikke så let at sige hvorfor netop Karhusene blev hjemstedet for den største produktion af sortgods på Fyn. En nødvendig betingelse er selvfølgelig at råvarerne er til stede. I Karhusene var der velegnet moræneler i rigelig mængde, og i skovene deromkring var der også tilstrækkeligt med brændsel til brændingen af potterne. Men hvorfra kom ideen til at udnytte dette lokale råstof? Skal man tro den lokale mundtlige tradition har man lært det i nabosognet (og fund af mange potteskår viser at der har været pottemageri i Ubberud). Anders Bendtsen siger at det gamle navn på sikar var rappekar, dvs. Radbykar, fordi karmageriet var begyndt der.
Hvis Anders Bendtsen har ret i at navnet egentlig betyder Radbykar (og nogen anden forklaring har jeg ikke kunnet opspore), kunne Karhuse-pottemageriet måske sættes i forbindelse med det teglværk i Hesbjerg som kendes fra midt i 1500-tallet. Dette teglværk blev anlagt af kansler Johan Friis der indkaldte tyskere til driften af det. I 1563 leverede teglværket tagsten til Frederiksborg Slots ladegård, men allerede i 1570erne blev det nedlagt, fordi skovene ikke kunne tåle det store brændselsforbrug (Dalum Klosters jordebog 1587).
I slutningen af 1500-tallet befinder der sig altså nogle personer i Ubberud og omegn der er vant til at arbejde med ler og har forstand på teglbrænding, og som nu er blevet arbejdsløse ved teglværkets lukning. Det er en nærliggende tanke at nogle af disse har givet sig til at lave potter; der er mange eksempler på uklare grænser mellem pottemageri og teglværksdrift i ældre tid. En eller flere af disse pottemagere har slået sig ned på den anden side af sognegrænsen i Kelstrup Skovhuse, hvor der også var velegnet ler og dertil rigeligt med skov og dermed brændsel, og denne husflid er 100 år senere blevet så omfattende at den giver navn til bebyggelsen.
Hvis Karhusepottemageriet står i forbindelse med teglværksdrift kunne det måske forklare at man bruger regulær ovn til brændingen i modsætning til de jyske pottekoners ildgrav, og i modsætning til størstedelen af sortgodsproduktionen.
Og hvis der fra gammel tid har været særlig tæt forbindelse mellem Kelstrupskov og Ubberud kunne det måske også være forklaringen på at dialekten i Kelstrupskov på et enkelt punkt ikke følges med resten af Vissenbjerg sogn men med – Ubberud.
Mens man i Vissenbjerg i ældre tid sagde blåw’,fåw’, gåw’ for blå, få, gå ganske som på det øvrige Vestfyn, så udtalte man i Kelstrupskov alle disse ord, og alle andre ord med langt å, med o: blo’,fo’, go’ i overensstemmelse med en stribe midtfynske sogne.
Generelle lydlige forskelle, som ikke knytter sig til enkeltord, følger i langt de fleste tilfælde gamle administrative grænser såsom sogne- og herredsgrænser, formentlig af den simple grund at man havde meget mere kontakt med hinanden inden for disse grænser end på tværs af dem, og jo mere kontakt jo mere gensidig påvirkning og dermed sproglig ensartethed. Når grænsen mellem åw og o ’ikke følger sognegrænsen, men skiller Kelstrupskov fra resten af sognet, tyder det på at der i dette tilfælde har været mere kontakt med dem i nabosognet end med de andre Vissenbjergboer, og det er fristende at antage en sammenhæng mellem dette og den mundtlige tradition om forbindelse med Radbykanten.
Der er mange uafklarede spørgsmål i forbindelse med Karhusepottemageriet, og kildesituationen gør det vanskeligt at besvare dem. Jeg har med denne artikel først og fremmest villet gøre de udførlige optegnelser tilgængelige. Takket være disse har vi et godt kendskab til fremstillingsmåden i pottemageriets sidste tid, og til den lokale pottemagerterminologi.
Det faglige udgangspunkt for kommentarerne er sprogligt, jeg har som dialektolog forsøgt at forklare nogle af de betegnelser der blev anvendt af sikarkonerne og skalgrydemændene og sætte dem i relation til andre pottemagertraditioner. Men mit personlige udgangspunkt har i lige så høj grad været en interesse for sikarproduktionens sociale indlejring.
Selve ordet pottemager associeres idag med kunsthåndværk, men Karhuse-pottemageriet er langt fra sådanne moderne forestillinger. I sin glansperiode er det ikke engang håndværk, men et beskidt, dårligt betalt bierhverv, hvis udøvere ikke blev regnet for noget men befandt sig nær bunden i den lokale sociale pyramide. Pottemageriet leder til brændevinsdrik og til et uordentligt levned hedder det i 1806, og det er da også tydeligt at ægteskab og børnefødsel langt fra altid kommer i denne rækkefølge i pottemagerfamilierne. Der er måde med idyllen. Men her på tærsklen til jubilæumsåret for stavnsbåndsløsningen og fejringen af hvad deraf fulgte, er det måske ingen skade til at blive mindet om at landbefolkningen bestod af andet end gårdmænd. Småkårsfolk har også en historie.
Stednavneoptegnelser og udskrifter fra Vissenbjerg og Tved sogn i Institut for Navneforskning, Københavns Universitet.
Optegnelser efter pottemagerne Peter Mikkelsen, Farre, og Niels Karl Rasmussen, Sorring, i Institut for Dansk Dialektforskning, Københavns Universitet.
Optegnelser og båndoptagelser med:
