Thriges kraftcentral

- en industrihistorisk perle i Odense

En rejse tilbage i tiden

Næppe mange blandt de odenseanere, der dagligt passerer Buchwaldsgade, skænker den lidt uanselige og forfaldne rødstensbygning på gadens sydside en tanke. Ikke desto mindre var den engang én af byens mest avancerede tekniske bygninger. Når man blot passerer Buchwaldsgade, er det heller ikke til at se, at bygningen indvendig fremstår næsten uændret siden etableringen omkring første verdenskrig. Det er den eneste blandt byens industribygninger fra denne periode, som er bevaret frem til i dag med stort set intakt inventar.

Fra Buchwaldsgades nordside omkring 1930 ses Thriges kraftcentral (1916) til højre i billedet og Normalfabrikken (1920) til seriefremstilling af elektromotorer.

Når man træder ind i bygningens store rum, falder lyset smukt gennem de småsprossede vinduer. Det er flotte, højloftede rum, som endnu i dag er fyldt med maskiner og teknik – engang højteknologi, men i dag noget, der giver mindelser om en tid og en industri, som er fjernt fra nutidens kliniske og uigennemskuelige teknologi. I maskinrummet imponeres man af den intakte Burmeister & Wain-dieselmotor, i kedelrummet af de store Babcock & Wilcox-kedler. Det er de færreste odenseanere, der kender til denne bygnings historie og enestående bevaringstilstand, og der er god grund til at gøre opmærksom herpå.

Thomas B. Thriges Fabrikker var for ikke så længe siden blandt Odenses største virksomheder og gennem en stor del af 1900-tallet en af landets vigtigste elektrotekniske virksomheder. I dag har Thrige forladt området, og en del af det meget store fabrikskompleks i byens nordlige del står tomt.

Kraftcentralen har længe været ude af drift og som følge deraf desværre fået lov at forfalde gennem flere årtier. Selv om der er lokale kræfter, som arbejder på en langtidsløsning for bygningen, er dens skæbne indtil videre usikker. Gennem de seneste tre årtier har en stor del af Odenses gamle industrivirksomheder drejet nøglen om, og de fysiske spor, de efterlod sig i form af ofte flotte og kulturhistorisk interessante bygningskomplekser, er kun i begrænset omfang bevaret nogenlunde intakte.

Odense Bys Museer lægger vægt på også at beskæftige sig med byens nyere historie, ikke mindst de områder, hvor byen gjorde sig særligt gældende. Og det gjorde Odense på industriens og elektroteknikkens område. Thomas B. Thriges Fabrikker spillede en rolle langt uden for byens grænser. Museet har netop gennemført en registrering af Thriges kraftcentral for at sikre viden om bygningen for eftertiden, bl.a. i form af en minutiøs gennemgang af kraftcentralen og dens inventarer samt en grundig fotodokumentation. Desuden er alt væsentligt kildemateriale blevet gennemgået. Denne artikel er et forsøg på at åbne odenseanernes øjne for denne industrihistoriske perle.

Registrering og dokumentation af kraftcentralen

Industrialismens bygninger har vist sig meget vanskelige at bevare i en form, som sikrer det, man kan kalde de kulturhistoriske værdier. I dag er vi glade for de velbevarede gamle købstadshuse i Nedergade og Overgade, og vi er stolte af de firelængede bindingsværksgårde, som stadig i et vist omfang præger det fynske landskab. I byerne kniber det mere med at bevare de levn, som industrialiseringen har efterladt i form af fabrikker, arbejderboliger og andet, der ligger fjernt fra de romantiske gadebilleder, som de ovennævnte huse ofte indgår i. Naturligvis er det ikke alt, der kan bevares, og der er også gode grunde til, at man ikke kan bevare et stort antal industrivirksomheder, hverken som museer eller i intakt form. Men industrialiseringen var så vigtig og samfundsforandrende en bevægelse, at der naturligvis bør bevares udvalgte dele, både noget af det typiske og noget af det, som var enestående.

Alene industrikompleksers omfang gør det problematisk at bevare selv meget fine anlæg. Et mindre antal af de bedste anlæg bør dog kunne fredes, mens andre kan genanvendes med forståelse og respekt, sådan som det er sket med dele af Brandts Klædefabrik og TV2s bygninger, hvor en stor del af anlæggenes kulturhistoriske og arkitektoniske værdier er fastholdt. Det er imidlertid også vigtigt at sikre sig dokumentation af og viden om de virksomheder og tilhørende produktionsanlæg, som går tabt for altid.

Foto fra 1945, da Thriges bygninger stort set fyldte hele karréen ud. Der kom dog endnu flere bygninger til, bl.a. mod Skibhusvej. Kraftcentralen ses ved den store nu nedrevne skorsten til venstre i billedet, mens Thriges ældste bygninger ses i nederste højre hjørne ved Tolderlundsvej.

De danske museers samarbejdsforum for arbejdet med industrikulturen, den såkaldte Håndværks- og Industripulje (www.industripuljen.dk), har gennem længere tid arbejdet for at øge interessen for industrialismens historie og de fysiske levn, som er efterladt. Selskabet for bevaring af industrimiljøer har gennem en årrække arbejdet for at bevare dele af industrialismens bygninger og boliger og er fortsat aktiv på dette område. Selskabet udgiver tidsskriftet Fabrik og Bolig. Der er altså en vis opmærksomhed om området, men der består fortsat en væsentlig skævhed i de danske museers vægtning af de historiske perioder. Desuden er de muligheder, som de danske museer har for at registrere og dokumentere de seneste ca. 200 års historie meget begrænsede set i lyset af industrialiseringens vidtrækkende betydning for nutidens danske samfund.

Det var derfor glædeligt, at Statens Museumsnævn sidste år vurderede, at en registrering og dokumentation af Thriges kraftcentral var en væsentlig opgave og derfor støttede museets arbejde med et tilskud. Odense Bys Museer kunne dermed ved en kombination af støtte og egne ressourcer gennemføre en registrering af kraftcentralen i foråret 2001, herunder en professionel fotodokumentation. Registreringen blev udført af cand. mag. Rikke Møller Jakobsen og er udmøntet i rapporten Thomas B. Thriges kraftcentral – registrerings- og dokumentationsrapport, Odense Bys Museer, 2001. Rapporten er fra årsskiftet tilgængelig på Bymuseet Møntergården.

De midler, der er til rådighed til denne type opgaver, kræver nøje overvejelse af, hvor der skal sættes ind. Men overordnet er udgangspunktet, at hvor bevaringssituationen er usikker – som i kraftværkets tilfælde – eller hvor væsentlige sider af industrisamfundets historie og fysiske levn trues, er det museets opgave på baggrund af en vurdering af væsentlighed og repræsentativitet at sikre både bevaring af genstande og af viden, f.eks. i form af fotodokumentation.

Thomas B. Thrige og den odenseanske elektrificering

Thomas B. Thriges virksomhed var en typisk repræsentant for den tekniskindustrielle udvikling fra 1890’erne med vægt på øget mekanisering og nye rationaliseringstiltag. Fra 1890’erne var industrialiseringen karakteriseret ved nye teknologiske gennembrud, hvoraf elektricitetens anvendelse i kommerciel form og de maskinfabrikker, elektrotekniske virksomheder og lignende, som opstod i forbindelse hermed, var en central del af denne udvikling.[1] Udbygningen af landets elektricitetsværker frem til 1920’erne skabte et stort marked og et grundlag for en dansk elektroteknisk industri, og Thriges virksomhed blev en af landets største på dette område.

Thomas B. Thrige (1866-1938) udmærkede sig tidligt, men fik ikke nogen højere teknisk uddannelse. Efter udstået læretid opholdt han sig i en periode i USA, hvor han som den eneste danske elektrotekniker nåede at komme tæt på elektroteknikkens frontfigur, Thomas Edison. Efter hjemkomsten etablerede Thrige først en mindre virksomhed i det centrale Odense, beliggende i Skt. Knuds Klosters gamle og udtjente bygninger ned mod Odense Å. På virksomhedens senere adresse, som er beskrevet mere detaljeret nedenfor, specialiserede Thrige sig i fremstilling af elektroteknisk udstyr, ikke mindst elektromotorer. I 1940’erne fremstillede Odense-virksomheden nærved 75% af alle dansk fremstillede elmotorer, men i øvrigt også skibselektrisk udstyr, hejseværker, elevatorer, kraner og i en periode biler og jernbanevogne.[2]

På grund af sin størrelse og fremtrædende rolle blev virksomheden en væsentlig faktor i Odense. Med 1.800 ansatte i 1940’erne og med faciliteter til mere end 5.000 ansatte omkring 1960 udgjorde Thriges virksomhed sammen med Odense Stålskibsværft byens virkelig store arbejdspladser.

Virksomheden overgik i 1934 til Thomas B. Thriges Fond, en almennyttig fond, hvis hovedformål var fortsat at drive virksomheden. Thrige var fondens formand til sin død, men fratrådte som leder af virksomheden ved fondens etablering.

Thriges fabriksområde udgør både i fladeareal og i etagemeter et meget betydeligt fabrikskompleks i odenseansk sammenhæng og hører til blandt de større danske fabrikker fra perioden. Området afgrænses af Skibhusvej, Bredstedgade, yderste Thomas B. Thriges Gade, Tolderlundsvej og Buchwaldsgade. Der er tale om et areal på omkring 17 tdr. land.

Thriges fabrikskompleks ved Tolderlundsvej

Thriges udflytning fra den indre by til Tolderlundsvej i 1898 skete til et nyopført bygningskompleks bestående af den endnu bevarede hjørnebygning, som indeholdt stanseri, prøvestue, smedje, vikleri, snedkeri og havde tilknyttet et maskinhus med dampskorsten. Maskinhuset rummede en 12-hk dampkedel og en 14-hk dynamo samt et akkumulatorbatteri. Anlægget drev en række af Thriges arbejdsmaskiner. Bygningerne blev opført i røde sten med sort skifertag efter tegning af arkitekt Niels Jacobsen, som overvejende er kendt for en række af byens fineste bygninger fra første del af 1900-tallet. Niels Jacobsen og Thrige var venner, og arkitekten tegnede stort set alle mere krævende opgaver hos Thrige frem til 1920.[3] Niels Jacobsen var i den periode, hvor han arbejdede med Thriges udbygning, Odenses førende arkitekt, og han satte sit præg på Odense med et alsidigt virke. Han tegnede hovedsageligt offentlige bygninger og private villaer, men det blev også til nogle industribygninger. Blandt de stadig eksisterende bygninger, som er tegnet af Niels Jacobsen, er Odense Teater, Odense Tekniske Skole, Dalum Landbrugsskole, Ansgars Kirke, Grand Hotel, Marie Jørgensens Skole, Skt. Hans Skole, De Fyenske Købstæders Brandforsikring og mange andre bygninger i byen samt diverse villaer i den daværende bys udkant, Hunderupkvarteret.[4]

Den store Thrige-generator er en såkaldt dualgenerator, idet den fremstillede både jævnstrøm og vekselstrøm. Generatoren fra 1923 er koblet til den samtidige B&W-dieselmotor. Begge kan stadig ses i funktion hver første lørdag i måneden – og det er et imponerende syn.

I 1903 fandt den første større udvidelse sted, og anlægget kom til at rumme en betydelig udvidet maskinpark. Flere omliggende grunde og den upraktiske Kalkvej, som gik lige midt igennem det senere fabriksområde, blev opkøbt. I 1906 lod Thrige opføre en ny, selvstændig kraftcentral til afløsning for det oprindelige anlæg. Denne kraftcentral var også tegnet af Niels Jacobsen. Bygningen er senere nedrevet. Virksomhedens betydelige vækst medførte bygningsudvidelser stort set hvert år frem til 1920’erne. Allerede i 1915-16 lod Thrige kraftcentralen i Buchwaldsgade opføre, endnu engang efter tegning af Niels Jacobsen.

Med opførelsen af den såkaldte Normalfabrik med facade til Buchwaldsgade i 1920 brød Thrige med det hidtidige fabriksbyggeri og den mere traditionelle fremstillingsteknik. Normalfabrikken var bygget af dansk betons pionerer Christiani & Nielsen til seriefremstilling af elektromotorer.[5]

I de følgende årtier blev fabrikken gang på gang udvidet eller ombygget, således at man ved opførelsen af det kæmpemæssige kontor- og administrationskompleks (over 11.000 m2) på hjørnet over for virksomhedens første byggeri i 1952 og 1959-60 nu var vokset ud af den omfattende karré, som var fuldt bebygget med industribygninger. Allerede omkring anden verdenskrig var Thriges anlæg inklusiv maskiner takseret til 3,6 mio. kr., et for den tid betydeligt beløb. Thriges fabrikskompleks illustrerer udviklingen fra det mere traditionelle industribyggeri omkring århundredskiftet og forløbet videre over den rationelle betonfabrik med særskilte kraftmotorer til hver arbejdsmaskine og frem til 1960’ernes byggeri.[6]

Ud over de nævnte bygninger rummer området Standardfabrikken fra 1928-29 til seriefremstilling af elektrisk skibsudstyr m.v., Automatafdelingen fra 1934 til fremstilling af bolte, møtrikker m.v. samt store midterhaller med løbekraner, hvoraf den største er fra 1952. Mod Bredstedgade findes den nuværende Sociale Højskole, oprindelig fra 1940, til montage og vikleri, og mod Skibhusvej Transformatorfabrikken fra 1956. Den er en stor og markant bygning: Da fabrikkens etageareal var på sit højeste, udgjorde det mere end 50.000 m2.

Fabrikskomplekset er i løbet af 1980-90’erne afviklet som produktionssted, og en stor del er i dag udlejet eller under ombygning til udlejning til skoler, institutioner, firmaer m.v.

Baggrunden for den nye kraftcentral

I 1904 indgav Thomas B. Thrige en anmodning til byrådet om at få lov til at opføre et elektricitetsværk. Thrige havde ikke blot et ønske om at forsyne sin egen fabrik med elektricitet, men ville også levere strøm til private forbrugere og mindre virksomheder, og det var hans plan at forsyne hele den indre by og Hunderupkvarteret. Thriges ønske om at anlægge et elektricitetsværk blev begrundet med, at priserne på elektricitet var højere i Odense end i resten af landet, og at forsyningsnettet var utilfredsstillende, idet store områder af Odense stadig ikke var forsynet med strøm.[7]

I 1891, da Odense fik sit første elektricitetsværk i Vindegade, havde Odense Kommune givet det privatejede aktieselskab Det danske Elektricitetskompagni en koncession på 25 år. Koncessionen var givet mod en årlig betaling, og Thriges anmodning om at levere elektricitet var således et forsøg på at bryde Elektricitetskompagniets monopol.[8] Det var der forståeligt nok fra kompagniets side stor modstand imod. Presset af Det danske Elektricitetskompagni kunne byrådet kun indvilge i at give Thrige en koncession til elektricitetsforsyning af hele byen for en tiårig periode. Thrige var ikke interesseret i denne tidsbestemte koncession og afviste byrådets forslag, men hans plan om eget elektricitetsværk blev ikke opgivet af den grund. I august 1905 fik Thrige en ikke-tidsbegrænset tilladelse til at forsyne en række industrier ved havnen med elektricitet, og dette førte til opførelsen af det tidligere omtalte første elektricitetsværk på fabriksområdet.[9]

I 1906 reviderede byrådet sin holdning til den private elektricitetsforsyning, og resultatet blev, at elværket i Vindegade blev lukket i 1909, samt at Det danske Elektricitetskompagni ophørte 1913. Med bygningen af et elektricitetsværk i 1908 på Klosterbakken var elektricitetsforsyningen i Odense herefter et kommunalt anliggende.[10]

Et blik ud over den flotte maskinsal, som simpelthen ikke har sin lige her i byen. Kun ganske få steder i landet er der lignende velbevarede industrimiljøer fra omkring første verdenskrig. Til højre generatoren og dieselmotoren. Lige for ses den lille trappe til “kommandobroen” med hovedtavlen. Bemærk galleriet, det såkaldte højspændingsloft, og Niels Jacobsens fine, udskårne trædetaljer mod loftet.

Odense Kommune havde været forberedt på, at der ville være en voksende efterspørgsel på elektricitet fra det odenseanske opland, så det kommunale elværk producerede mere elektricitet end byen kunne aftage. I 1909 anmodede Skt. Hans Landsogn om at modtage elektricitet fra Odense og således udnytte overkapaciteten, som Odense Elektricitetsværk producerede. Denne anmodning blev afslået. Den officielle begrundelse var, at Skt. Hans Landsogn, der reelt overvejende var et industripræget arbejderkvarter, ville belaste det elektriske net i samme tidsrum som borgerne i Odense, det vil sige i aftentimerne. Uofficielt var den egentlige årsag til afvisningen af politisk karakter. Det hovedsagelig konservative byråd frygtede, at levering af strøm til det socialdemokratisk-sindede landsogn ville føre til en egentlig indlemmelse af Skt. Hans Landsogn i Odense Kommune. Det var derfor den konservative frygt for at miste det politiske flertal i byrådet, der var den egentlige årsag til modviljen mod landsognets elektrificering.

Thriges interesse i at forsyne det odenseanske opland med elektricitet og Skt. Hans Landsogns interesse i at få del i den nye teknologi banede dog vejen for et samarbejde. Efter gentagne afslag på ansøgninger fra landsognet trådte Thomas B. Thrige til og indgik i 1911 en aftale med Skt. Hans Landsogn om strømforsyningen til sognet. I 1916 blev det nødvendigt at opføre den nye kraftcentral i Buchwaldsgade for at kunne klare leveringen af elektricitet.[11]

Kraftcentralen – en beskrivelse

Den nye kraftcentral blev ikke opført på samme sted som den gamle. Den blev i stedet placeret på fabriksområdets nordlige del med gavl mod Buchwaldsgade. I løbet af det første år var produktionen af elektricitet nået op på 800.000 kWh med en maksimal belastning på 400 kW. Hermed var den private kraftcentral, som også leverede kraft til Thriges egen virksomhed, på størrelse med et typisk elværk i en mellemstor provinsby.

Elektricitetsværket blev foruden Thriges egne produkter udstyret med elektroteknisk udstyr fra andre af datidens førende indenlandske og udenlandske producenter.

Selve bygningen var grundmuret med skifertag og i én etage, dog med kælder under den nordligste del. Bygningen var overordnet opdelt i maskinrum og kedelrum. I den del af bygningen, der vender mod Buchwaldsgade, blev der bygget et galleri med adgang fra en trappe. Galleriet hvilede på buehvælv, som blev understøttet af søjler udført i stålprofiler. Hele tagværket var udført som et såkaldt gitterdragertagværk i jern. Der er også grund til at bemærke løbekranen, som var almindelig for denne type bygninger, hvor tunge maskiner af og til skulle flyttes. Endelig var der fra selve maskinrummet adgang via en midtertrappe til en forhøjning over kælderen. På denne forhøjning, husets kommandocentral, var den store kontroltavle i marmor med de mange måleinstrumenter, omskiftere m.v. placeret.

Dieselmotoren fra 1923 set fra en utraditionel vinkel. Bygningens forfald ses desværre også i aftegningerne på væggen bagved.

Omkring 1923 blev dieselmotoren, som havde stået i den første kraftcentral og sandsynligvis var fra 1916, suppleret med en større Burmeister & Wain-dieselmotor. Dieselmotoren fra 1923 er en 4-cylindret 4-takts motor. Københavnske B&W havde i årene efter århundredskiftet opbygget en kompetence på internationalt niveau og var en førende producent af dieselmotorer. Denne motor er sammen med de bevarede Thrige-produkter således også et vigtigt industrihistorisk levn, som bidrager til kraftcentralens bevaringsværdi. Det er så vidt vides den ældste dieselmotor fabrikeret af B&W, som stadig er funktionsdygtig og bevaret på sin oprindelige plads.[12] I øvrigt blev den lille sø på den anden side af Buchwaldsgade brugt som kølevandsreservoir. I kraftcentralens kælder er en beholder på 20 m3 forbundet med søen, hvorfra det har været muligt at pumpe vand op og tilbage igen.

Bygningen er fyldt med datidens elektrotekniske teknologi, bl.a. de smukke marmortavler med flotte afbrydere og måleinstrumenter. Bemærk porcelænsfødderne mod gulvet. Det tidlige elektrotekniske udstyr rummer en egen skønhed med sin rene funktionalitet og den høje materialekvalitet.

Til dieselmotoren er der tilsluttet en vekselstrømsgenerator og en jævnstrømsdynamo produceret af Thrige selv. Kraftcentralen var således både i stand til at levere jævn- og vekselstrøm efter behov. Ud over jævnstrøm til Skt. Hans Landsogn blev der også leveret vekselstrøm til Nisted og Farstrup.

I maskinrummet blev dieselmotoren fra 1914 sandsynligvis engang i mellemkrigsårene fjernet, og i stedet blev den allerede eksisterende svenske Stal-turbine fra omkring 1916 suppleret med endnu en Stal-turbine med noget større ydeevne på 2.000 hk. Denne maskine havde tidligere stået i det kommunale elværk på Klosterbakken.

I kedelrummet blev der i løbet af 1926 yderligere indsat en engelsk Babcock & Wilcox-kedel som et supplement til den første kedel fra 1916. Begge kedler var oprindelig bygget til fyring med stenkul, men under besættelsen, da der opstod mangel på brændsel, blev der fyret med “Kul, samt for Tiden baade Tørv, Affaldsbrænde og Brunkul”.[13] Senere blev den ene af kedlerne også ombygget til oliefyring.

Med opførelsen af kraftcentralen indgik Thrige og Odense kommunale Elektricitetsværk en aftale om at etablere et ledningsnet mellem de to elektricitetsværker, således at de gensidigt kunne trække på hinandens elektricitet i nødsituationer. Dog var der den klausul, at Thrige kun måtte benytte den elektricitet, man købte af Odense Elektricitetsværk, til eget forbrug. Denne klausul blev dog ophævet et år senere, da første verdenskrig førte til mangel på energiressourcer, og det blev pålagt virksomheden ikke at køre med dieselmotoren i aften- og nattetimerne, men bruge kul til at fyre en dampmaskine op med. Produktionen af energi med kul var dog for kostbar i forhold til at lave en merproduktion på Odense kommunale Elektricitetsværk. Dette resulterede i, at Thrige fik tilladelse til at aftage strøm og videresælge det til Skt. Hans Landsogn. Derved leverede Odense kommunale Elektricitetsværk indirekte elektricitet til områder uden for kommunegrænsen.[14]

Efter anden verdenskrig overgik Thrige og dermed også Skt. Hans Landsogn til udelukkende at modtage elektricitet fra Odense Kommunale Elforsyning, og kraftcentralen blev herefter kun benyttet til spidsbelastninger, forsøg og belastningsprøver. Således konstateredes det i 1957, at “Hele det nævnte kraftanlæg henstår nu i reserve, idet virksomheden… modtager hele sit strømforbrug fra Odense kommunes elektricitetsforsyning”.[15]

Bygningshistorisk og arkitektonisk er kraftcentralen også interessant. Bygningen er tegnet af den tidligere nævnte arkitekt Niels Jacobsen. Blandt de relativt få industribygninger, som arkitekten tegnede, var de første bygninger til Odense Stålskibsværft, et pakhus på havnen for FAF, cykelfabrikken SCOs første bygninger i Kochsgade og ikke mindst Odense kommunale Elektricitetsværk. Elektricitetsværket i Odense blev i datiden betragtet som en af Danmarks smukkeste og bedst udstyrede bygninger. I 1960-64 blev værkets produktionsbygninger dog revet ned, og i dag er kun administrationsbygningen fra 1922 bevaret.[16] Niels Jacobsen havde derfor god erfaring, da han i 1916 fik til opgave at bygge det nye elektricitetsværk for Thrige.

Arkitekten arbejdede meget grundigt og har efterladt detaljerede forskitser, som i forbindelse med dokumentationen af bygningen har været vigtige. Hans udførlige og meget detaljerede plan er bevaret i form af en otte-siders beskrivelse af, hvorledes arbejdet i forbindelse med kraftcentralens opførelse skulle udføres og præcis hvilke materialer, der skulle anvendes.[17]

Niels Jacobsens kompromisløshed når det kom til materialernes kvalitet og håndværkets udførelse, har været medvirkende til, at bygningen – trods manglende vedligeholdelse – stadig står.

Et blik fra galleriet ud over maskinsalen, hvor loftkonstruktionen, som består af gitterdragere, tydeligt ses. Bemærk også løbekranen, som var et fast programpunkt i disse bygninger. De store pudsafskallinger ses på sidevæggen til højre. Det er stadig i skrivende stund muligt at redde bygningen, men der skal ske noget inden for kort tid.

Kraftcentralen i dag og i fremtiden

Thomas B. Thriges kraftcentral er i dag et af landets bedst bevarede eksempler på det karakteristiske elektricitetsværkbyggeri i begyndelsen af det 20. århundrede. Man må for byen og for erindringen om Thomas B. Thriges Fabrikker og betydningen for bydelen håbe, at det vil lykkes at bevare kraftcentralen intakt. Det interessante ved Thriges kraftcentral er ikke mindst det intakte tekniske udstyr, som repræsenterer den højeste standard fra begyndelsen af 1920’erne. Bygningen er imidlertid meget forfalden, og det vil kræve et større beløb at bringe den på fode igen.

Thriges kraftcentral kan blive et flot industrielt mindesmærke for byen, hvis de bevaringsplaner, som gennem det sidste år har taget form, bliver realiseret. Det kræver en stor indsats fra den bevaringsgruppe, som arbejder på privat basis med deltagere fra både Byforeningen for Odense, Odense Elforsyning og Odense Bys Museer m.fl. Der er desuden opbakning fra en lang række institutioner i byen, og gruppen har netop (primo september 2001) fået meddelelse om, at Thomas B. Thriges Fond ser positivt på bevaringsprojektet og formentlig tilbyder at donere bygningen til en selvejende institution, som skal gå videre med fondsansøgninger og søge at skabe en varig løsning for bygningen. Det er særdeles glædeligt, at Thomas B. Thriges Fond med denne store gave skaber mulighed for at arbejde videre med projektet.

Uanset om bevaringen af bygningen lykkes, er Thriges kraftcentral i Buchwaldsgade nu veldokumenteret, og materialet er til rådighed for interesserede fremover. Det burde være reglen, at sådanne forholdsvis overkommelige undersøgelser gennemføres, hver gang store og betydningsfulde arbejdspladser lukker her i byen. Forhåbentlig lykkes det at rejse de påkrævede midler til at skabe en ny fremtid for Thriges kraftcentral, sådan at odenseanere og andre interesserede i fremtiden ikke kun kan søge oplysninger om og mindes bygningen og den store odenseanske virksomhed i museets rapport eller anden litteratur. Forhåbentlig kan de fremover også besøge kraftcentralen – en industrihistorisk perle i Odense.

 

Noter

  1. ^ Hyldtoft, Ole: Teknologiske forandringer i dansk industri 1870-1896. Odense, Odense Universitetsforlag, 1996, s. 265-67 samt samme, Danmarks økonomiske historie 1840-1910. Århus, Systime, 1999.
  2. ^ Kaarsted, Tage og Per Boje: Thomas B. Thrige primus motor. Odense, Thomas B. Thriges Fond, 1983, s. 11 ff., s. 91 ff.
  3. ^ Odense Kommune, Strakskontoret, diverse byggesager. Sagerne rummer stort set tegninger fra alle byggeopgaver på området og med Niels Jacobsens tydelige signatur i denne periode.
  4. ^ Nørbach, Per: Borgerlig bygningskunst. Arkitekt Niels Jacobsens præg på byen. I: Odensebogen. Odense, Byhistorisk Udvalg, 1993, s. 118-153.
  5. ^ Harnow, Henrik: Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Århus, Systime, 1998, s. 215-16.
  6. ^ For en dansk oversigt over fabriksbyggeriets udvikling se J. Sestoft: Arbejdets Bygninger. København, Gyldendal, 1979.
  7. ^ Fransen, Peter: Da elforsyningen kom til byen. Odense kommune og den private elforsyning. I: Odensebogen. Odense, Byhistorisk Udvalg, 1991, s. 38-40 og Dyrbye, Holger og Jørgen Thomsen: Spænding i fællesskab. I/S Fynsværket 50 år. Odense, Fynsværket, 1999, s. 21-22.
  8. ^ Wistoft, Birgitte mfl.: Elektricitetens Aarhundrede. Dansk elforsynings historie. Bind I. 1891-1940. Viborg, Elmuseet, 1991, s. 38-39.
  9. ^ Fransen op. cit., s. 38-40.
  10. ^ Ibid. s. 44-48.
  11. ^ Dyrbye og Thomsen op. cit., s. 32-34.
  12. ^ En interessegruppe starter den første lørdag i måneden dieselmotoren med henblik på demonstration for publikum. Der er offentlig adgang til den månedlige begivenhed.
  13. ^ Citatet er fra Dansk Tarrifforenings ominspektionsberetning fra april 1941.
  14. ^ Dyrbye og Thomsen op. cit., s. 34.
  15. ^ Citatet er fra Dansk Tarrifforenings ominspektionsberetning fra juni 1957.
  16. ^ Fransen op. cit. s. 49, Nørbach op. cit. s. 134.
  17. ^ Se Niels Jacobsens Beskrivelse af Arbejdet ved Opførelsen af en ny Kraftstation til Th. B. Thriges Fabrik i Odense, som er vedlagt byggesag 286/15-16.

 

 

Litteratur

  • Boje, Per: Manden, tiden og stedet. Thomas B. Thriges vej til økonomisk succes. I: Odensebogen. Odense, Byhistorisk Udvalg, 1991, s. 50-66.
  • Dyrbye, Holger og Jørgen Thomsen: Spænding i fællesskab. I/S Fynsværket 50 år. Odense, Fynsværket, 1999.
  • Fransen, Peter: Da elforsyningen kom til byen. Odense kommune og den private elforsyning. I: Odensebogen. Odense, Byhistorisk Udvalg, 1991, s. 26-49. Harnow, Henrik: Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Århus, Systime, 1998. Hyldtoft, Ole: Danmarks økonomiske historie 1840-1910. Århus, Systime, 1999. Hyldtoft, Ole: Teknologiske forandringer i dansk industri 1870-1896. Odense, Odense Universitetsforlag, 1996. Johansen, Hans Chr. og Per Boje og Anders Monrad Møller: Fabrik og bolig. Det industrielle miljø i Odense 1840-1940. Odense, Odense Universitetsforlag, 1983.
  • Kaarsted, Tage og Per Boje: Thomas B. Thrige primus motor. Odense, Thomas B. Thriges Fond, 1983.
  • Nørbach, Per: Borgerlig bygningskunst. Arkitekt Niels Jacobsens præg på byen. I: Odensebogen. Odense, Byhistorisk Udvalg, 1993, s. 112-155.
  • Sestoft, Jørgen: Arbejdets bygninger.
  • København, Gyldendal, 1979.
  • Wistoft, Birgitte og Flemming Petersen og Harriet M. Hansen: Elektricitetens Aarhundrede. Dansk elforsynings historie. Bind I. 1891-1940. Viborg, Elmuseet, 1991.

Kildemateriale

  • Miljø- og Teknikforvaltningen, Odense Kommune, byggesag nr. 286/15-16 samt øvrige byggesager vedr. Thrige-komplekset (placeret under Tolderlundsvej).
  • Erhvervsarkivet i Århus, Dansk Tarifforenings arkiv, Dansk Tarifforenings efterinspektionsberetning januar 1917.
  • Erhvervsarkivet i Århus, Dansk Tarifforenings arkiv, Dansk Tarifforenings ominspektionsberetning april 1941.
  • Erhvervsarkivet i Århus, Dansk Tarifforenings arkiv, Dansk Tarifforenings ominspektionsberetning juni 1957.

 

©
- Bygninger og arkitektur - Fynske Minder - Historie - Historie - teknologi og industri

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...