I middelalderen, dvs. tiden fra ca. 400 til ca. 1400, fik vi to mægtige åndelige skabelser, nemlig kirke og universitet, og opfindelsen af det mekaniske ur eller hjuluret i slutningen af 1200-årene i Norditalien må ses i forbindelse med disse to vigtige institutioner. Det var munke og lægbrødre i klostrene, som syslede med instrumenter til at måle tiden, og det var kirker og klostre, som anskaffede de første ure, mens det var astronomerne, som skabte det teoretiske grundlag for en nøjagtig tidsmåling.
Skyggekastere og solure var kendt og anvendt længe før vor tidsregning begynder, og soluret med viser, »der Zeiger«, gav endda navnet til de første hjulure, som også i Norden gik under betegnelsen »seyerværcker«. Kendt var også vandure og andre indretninger med til dels komplicerede værker, men først i 1300-årene er det mekaniske ur med lod som drivkraft tilfredsstillende udformet. De første tårnure fremstilledes af dygtige finsmede, de såkaldte sejermagere. Det mest kendte af de ældste tårnure med slagværk blev opsat i Milano i 1336. Lignende ure blev efterhånden anskaffet til kirker, universiteter og andre offentlige bygninger i en række større byer i Europa, således i London 1348, Strassbourg 1354 og Paris 1370. Allerede i 1401 får Ribe domkirke sit første tårnur, og dermed er Danmark for alvor kommet med i tidsmålingens spændende tekniske udvikling. Men da sejerværkerne var meget kostbare indretninger, bredte urene sig kun langsomt.
Middelfart kirkes tårnur er formentlig fra begyndelsen af 1600-årene. I et kirkeregnskab fra 1678 oplyses følgende udgifter: »…at nedtage den gamle viser: 4 mark, en ny at lade gøre: 17 mk., 12 bøger guld à 28 sk. = 21 mk.«. Da der kun omtales én viser, må man antage, at der kun har været timeviser, hvilket var almindeligt på den tid. Men i 1701 omtales sejerværket som »noget gammelt og ganske forslidt«. Det blev samme år repareret og for størstedelen fornyet for 20 rdlr., 1 mk. og 2 sk. Da kirkeuret atter skulle istandsættes i 1748, var der ingen urmagere i Middelfart, hvorfor man måtte have bud efter en fra Bogense. Tilsynet med og renholdelsen af uret besørgedes af kordegnen, som også var klokker. Når uret ikke gik regelmæssigt, fik klokkeren skylden, derfor blev »klokker« ret tidligt et skældsord, og vi kender stadig udtrykket »at klokke sig«. Den daglige optrækning besørgedes dog af en lokal urmager. I 1840’erne var det således urmager Hallgreen, som for dette job fik 16 rdlr. årligt. Middelfart kirke fik et helt nyt tårnur i 1858, og denne gang blev det fremstillet af den kendte urmager Lars Jørgensen (1800-1879) fra Horne, som også leverede tårnure til Brahetrolleborg ved Fåborg og Kettinge kirke på Lolland. Det nye ur havde 8-døgns-værk, kvarter- og timeslag og to visere, og prisen var 400 rdlr. Lars Jørgensens ur var så solidt, at det holdt til 1941.
Inde i kirken var der tidligere en lille klokke, som var synkroniseret med tårnuret, så det slog timeslag sammen med dette. Det vides ikke, hvornår den lille klokke blev fjernet. På Middelfart kirkes sydside var der tidligere anbragt en lodret solskive. Den forblev på sin plads længe efter, at et tårnur var anskaffet, antagelig fordi klokkeren så havde soluret at stille tårnuret efter. Solskiven nævnes senest i et kirkeregnskab i 1807.
Vor Frue kirke i Assens blev bygget i middelalderen, men først i regnskabet for 1755/56 hører vi om et tårnur. Da foretoges nemlig en indsamling i menigheden for at få det repareret og indrettet til at slå kvarterslag foruden timeslag. Der indkom 20 rdlr., men desuden vandt kirken 70 rdlr. i det to år forinden oprettede klasselotteri. Ved samme lejlighed fjernedes nogle jernstænger, som var rester af en solskive, altså formentlig kirkens første ur. Inde på prædikestolen havde præsten et timeglas, så han med et hurtigt blik kunne se, hvor længe, han havde prædiket. Det er da muligt, at Assens kirke har haft et tårnur før 1755, men at et sådant måske er gået tabt under Grevens fejde 1535, da byen blev stormet og udplyndret, eller under svenskekrigen 1658-59, da Assens måske led mere end nogen anden fynsk by. Endog byens arkiv brændte svenskerne, og da man véd, at de tog tårnurværker i flere sønderjydske sogne, kan dette jo også være sket på Fyn. Efter svenskekrigen lå en stor del af byens ejendomme i ruiner, deriblandt rådhuset. Indtil ca. 1750 var private ure meget sjældne. Borgerne i byerne måtte klare sig med de offentlige ure og deres slag. Fra den tid stammer udtrykket »Hvad er klokken (underforstået: slået)?« Om aftenen og natten forkyndte vægterne tiden med deres råb eller vægtervers. I Assens fik Niels Bertelssøn borgerskab som vægter i 1622, og to år efter fik Mads Anderssøn sin bestalling. De sidste vægtere i Assens var Peder Christiansen Bruun (død 1905), Jacob Jørgensen (død 1911) og Jacob Knudsen (død 1913). Også i Middelfart havde man en vægter. Han var klædt i en lang mørk kappe, iført transtøvler, en lodden kabuds på hovedet og havde pigget »morgenstjerne« over skulderen. Hver fulde klokketime mellem kl. 20.00 aften og 5.00 morgen sang han sine vers. Den sidste vægter i Middelfart, Lars Carstensen, døde i 1896.
Tidsmålingens nære sammenhæng med dødstanken belyses af en indskrift på en ligsten i Assens, hvor der under en malet urskive står:
Jeg pikker, slår og viser dig dit levnedsløb snart ender sig.
Og under et timeglas:
Jeg løber fast, agt vel derpå, at du kan altid færdig stå!
Først i 1700-årene blev urmageriet i Danmark et selvstændigt fag, og i 1755 fik de københavnske urmagere deres eget lav og trådte ud af smedelavet. Nu skulle smede ikke længere sidde til doms over deres svende- og mesterstykker. Den første urmager i Assens tog borgerskab i 1759. Det var netop på et tidspunkt, da velhavende borgere i byerne, præster, proprietærer, og større gårdmænd på landet anskaffede sig fine stueure, især de eftertragtede standure. Populært kaldes de »bornholmere«, men det er ikke helt korrekt. Ganske vist kom de fleste standure fra Rønne, men der fremstilledes standure i alle danske provinser, oftest med det georgianske (1714-1820) eller senbarokke engelske standur som forbillede. Man finder dog også danske standure i rococo-, Louis Seize- og klassicistisk stil. I købstæderne gik standurene af mode omkring 1810. De blev oftest udskiftet med franske taffelure og senere med amerikanske eller tyske vægure. Men på landet fik standurene lov til at stå, så længe de kunne gå blot nogenlunde regelmæssigt.
Ikke alle urmagere fremstillede selv ure. En del importerede færdige ure fra udlandet eller halvfabrikata, og kasserne blev oftest fremstillet af en lokal snedker. Dog skulle alle urmagere præstere et ur som svende- eller mesterstykke. Til ca. 1825 var det oftest et væg- eller standur, derefter et lommeur med cylinder- eller ankergang. Fra omkring 1850 ophørte den håndværksmæssige urproduktion og afløstes af industrielt fremstillede standure, og urmagerne måtte nu indskrænke sig til at sælge, reparere, rense og justere alle slags ure eller tilbehør til disse. I Assens var der i 1854 4 urmagermestre og 5 medhjælpere. Middelfart måtte i 1850 klare sig med 1 urmagermester.
Middelfart fik sin første urmager i 1791 og det var på et meget uheldigt tidspunkt, eftersom en stor ildebrand hærgede den lille færgeby samme år. Han døde året efter og afløstes først i 1797 af den dygtige jødiske urmager Meir Nathan Levy, som også kun virkede nogle få år i byen og senere blev juveler i hovedstaden. I det hele taget synes det at have været svært at eksistere af urmageriet i Middelfart, mens det var et udpræget håndværksfag. Efter sidste århundredskifte kom der en økonomisk opvækst, som også urmageriet nød godt af.
Som det vil ses af nedenstående oversigt over urmagere i Assens og Middelfart op til ca. 1900, var de fleste mestre tilvandrede. Urmagerne i det gamle Assens amt stiftede en urmagerforening den 9. maj 1910. Da mange urmagere efterhånden også lod sig uddanne som optikere, tog organisationen navneforandring til Assens Amts Urmager- og Optikerforening.
