Den mand, hvis fysiognomi som kunsthåndværker her skal forsøges tegnet, vil ingenlunde være ukendt for denne årbogs læsere. Hans kunstfærdige vævninger, blandt disse navnlig de vævede religiøse billeder, har fundet vej til så mange fynske hjem, at hans navn allerede derved vil være sikret mod at gå i glemmebogen. Det er dog først og fremmest Lars Clausens virksomhed som folkelig digter, der har skaffet ham en sikker plads i fynboernes erindring, på linje med Mads Hansen og Peder R. Møller. De digte, som han med sin ven, kaptajn og redaktør Claudius Madsens hjælp offentliggjorde dels i „Middelfart Avis“, dels som skillingsviser, opnåede så stor yndest, at udvalg af dem har kunnet udsendes ikke mindre end tre gange efter Lars Clausens død.[1]
Som det var at vente, fremkom der i forbindelse med udstillingen „Folkelige broderier fra Fyns stift“ (Møntergården 1962) adskillige vævninger, som af deres ejere blev tilskrevet den berømte Wedellsborg-væver. For de religiøse billeders vedkommende kunne der ikke være nogen tvivl; dem havde Lars Clausen, som andre kunstnere, forsynet med sin signatur, indvævet i motivets yderkant. I de øvrige tilfælde drejede det sig om dækketøj, hvorom den mundtlige tradition kunne berette, at Lars Clausen var mesteren. En dyberegående undersøgelse for en enkelt gruppe duges vedkommende viste imidlertid, at ikke Lars Clausen på Wedellsborg, men en hidtil ukendt væver ved navn Chr. Pedersen i Hårby var fremstilleren.[2] Mens Hårby-væverens navn var gået helt i glemme – hans betydelige og særprægede produktion til trods – var Wedellsborg-væveren stadig i frisk erindring, og da der kunne konstateres en tendens til generelt at henføre mere kunstfærdige vævninger, specielt damaskvævninger, til Lars Clausens værksted, var det en fristende opgave at få klarlagt, hvad der ud af den brogede vrimmel med sikkerhed kan henregnes til denne vævers produktion.
Lars Clausens livshistorie er fortalt før og skal ikke gentages her.[3] Det er i al enkelhed beretningen om en kunstnerisk begavet landhåndværkers udøvelse af sin dont under stadig kamp med et vaklende helbred. Væverhåndværket har som bekendt aldrig hørt til de sundeste professioner.
Det er i denne forbindelse væsentligt at konstatere, at det milieu, hvoraf Lars Clausen er rundet, er landsbyvæverens. Hans fader, Claus Johansen, ernærede sig som væver i Sø Søby øst for Assens; farfaderen, Johan Clausen, var også væver på dette sted, muligvis også oldefaderen, så der kunne formentlig ikke være megen tvivl om, hvilken profession Lars Clausen skulle vælge efter endt skolegang og konfirmation samt et par år ved landbruget. Det blev væveriet, og i det fædrene værksted har han lært de forskellige former for vævning til og med drejlsvævningen. I Lars Clausens efterslægt opbevares stadig en „Dreiels Bog“ for Claus Johansen, og sandsynligheden taler for, at drejlsvævningen var det højeste, man formåede at præstere i Claus Johansens værksted. Damaskvævningen, udøvet på håndvæv med påmonteret Jacquardmaskine, har Lars Clausen lært hos den førnævnte Chr. Pedersen i Hårby. Han kom dertil som 18-årig i 1859 og blev der i to fulde år til 1. maj 1861, hvorefter han arbejdede som medhjælper hos faderen, indtil han pr. 1. august 1868 blev væver på Wedellsborg, hvor han kom til at virke til sin død i 1893.
Breve fra Lars Clausen fra den periode, der ligger imellem hans læretid i Hårby og ansættelsen på Wedellsborg, vidner om, at han som den eneste i faderens værksted beskæftigede sig med finere vævning. Som trainkusk deltog han i 1864-krigen, og fra Sønderborg skrev han 23/2 1864 til hjemmet i Sø Søby: „. . . dersom I ikke har andet at skrive om, saa er det mig altid en stor Fornøielse at høre, at I er raske allesammen og ikke savner mig hjemme ved Væven, da jeg jo ikke hjalp til med at væve Vadmel og [H] vergarn, men kun passede mig selv og mit. Læg de store Mønstre engang imellem hen til Skorstenen at de ikke skal fordærves af Fugtighed . . Pudsigt nok forsynede han dette og andre breve til hjemmet med den noget selvfølende underskrift „Lars Clausen, Damaskvæver“. Efter sin hjemsendelse i 1865 kunne han til sin soldaterkammerat, Anders Andersen i Revninge, berette, at „jeg har nu for længe siden faaet godt begyndt paa mit Væveri og det gaar meget godt, jeg har fuldt op at bestille med Dugetøj og Servietter, om Søndag Eftermiddag tegner jeg Mønstre . ." (23/7 1865), og noget senere hedder det i et brev til den samme ven: „ . . . jeg har fuldtop at bestille og nu meer end nogensinde før, da Arbeidet ogsaa nu begynder at komme fra Herregaardene. Jeg har for 14 Dage siden fuldendt mit Udstillingstøi og det lykkedes over al Forventning“ (10/12 1865).[4]
Med væveruddannelsen i fædrenehjemmet og den supplerende uddannelse i damaskvævning i Hårby som ballast er den hjemsendte soldat, nu 24 år gammel, godt på vej til at arbejde sig frem til en fremtrædende position blandt Vestfyns mange vævere. Som en moderne arbejdende kunsthåndværker indsender han ting til udstillinger, hvad hans læremester i Hårby i øvrigt også havde gjort, og for en væver, der havde specialiseret sig i den finere linnedvævning, måtte det være kærkomment at finde kunder inden for herregårdenes kreds, da de almindelige bønder næppe på dette tidspunkt har aftaget damaskvævet dækketøj i større omfang.
Hvorledes kontakten mellem den unge væver i Sø Søby og herskabet på Wedellsborg er kommet i stand, ved vi ikke præcist, men traditionen vil vide, at det er præstefruen i Husby der har gjort grevinde Wedell interesseret i Lars Clausen, hvis kvalifikationer utvivlsomt også har ligget over gennemsnittet.[5] Nu må man imidlertid ikke tro, at Lars Clausen i de 25 år på grevskabet Wedellsborg udelukkende beskæftigede sig med damaskvævning og anden finere vævning. I det lille væverhus ret uden for portbygningen Adlerhus og efter dets nedrivning i 1885 i Emtekær blev der fremstillet tekstiler af alle slags. Hvert år skulle der væves tøj til grevskabets konfirmander, vadmel til drengenes frakker og hvergarn til pigernes kjoler, og da den under grevskabet hørende gård Tybrind gik op i luer (i 1874), skulle væveren uden for Wedellsborgs port i gang med at væve dynevår m.m. til alle folkesengene, ligesom han ikke gik af vejen for at væve ganske almindeligt sækkelærred til kornsække.[6]
Det ser ud til, at den unge vævers økonomi har været noget anspændt i den første tid efter etableringen på Wedellsborg. Et brev til den tidl. nævnte ven Anders Andersen belyser dette: „Det er mig meget ubehageligt at jeg skal gjøre saa stor en Gjæld, men jeg nødes til det. . . saaledes modtager Huusholdningen alle mine Penge og flere til, og saa kommer alt dette dyre Redskab til ovenikjøbet. . .“ (dec. 1868). En måneds tid senere takker Lars Clausen sin Revninge-ven for tilsendte penge, utvivlsomt som lån, og tilføjer: „Den store Væv har jeg ikke faaet endnu, men den er færdig og kan afhentes naarsomhelst (2/2 1869). Hans produktion har nok været beskeden af omfang i den første tid, men efter at han i 1871 var blevet gift – iøvrigt med en væverdatter fra Sdr. Aaby – begyndte forretningen at gå så godt, at han kunne tillade sig at holde medhjælp.
Et lykkeligt tilfælde har bevaret en beretning om virksomheden i Lars Clausens værksted på denne tid, afgivet så sent som i 1944 af en mand ved navn Ole Hansen, som nærmede sig sin 88 års fødselsdag, da han fortalte om ungdomsårene hos Lars Clausen.[7]
Ole Hansen, som iøvrigt var broder til Lars Clausens hustru og altså også af væverslægt, kom i lære hos Lars Clausen og blev der i tre år, indtil han i 1876 skulle ind som soldat. Den unge lærling fik imidlertid kun lært „daglig vævning“ i løbet af disse tre år, bl.a. ved fremstillingen af det tidligere nævnte konfirmationstøj og sengetøj, idet Lars Clausen selv tog sig af de mere kunstfærdige vævninger. Ole Hansen lægger ikke skjul på sin beundring for svogeren, både som menneske og som håndværker. „Men med Arbejdet var han striks“, hedder det, „jeg skulde slaa fem Slag paa hver Traad, og det var mange Gange noget værre Juks til Garn, vi fik at arbejde med – alle Pigerne var jo ikke lige dygtige til at spinde.“
Blandt de kunstfærdige vævninger, som Lars Clausen altså selv måtte tage sig af, fremhæver Ole Hansen nogle damaskvævede duge med det danske rigsvåben, vævet på bestilling af en adelig dame, som ferierede hos Lars Clausens herskab. „Det tog ham tre Maaneder at væve den første Dug. Hans Maskine kunde nemlig ikke tage mere end Egekransen og Borten uden om. Vaabenet vævede han paa den Maade, at han fik sin Svoger, der var Tømrer, til at lave et Bræt med Tusind Huller, hvorigennem han trak Sejlgarn, som var forsynet med Blylod. De gik fra Væven over i Vinduet, hvor de blev bundet fast. Naar han saa skulde væve f. eks. et Øje paa en af Mændene, der holdt Vaabenskjoldet, maatte han hen at regne ud, hvad for nogle af de Tusind Traade, han skulle trække i. Det var omstændeligt og tog lang Tid . . . men da den første Dug var færdig, kunde han væve een Dug pr. Dag. Og da han slog det sidste Slag paa Manden i Vaabenskjoldet, raabte han Hurra og sagde til mig: „Ikke et Slag mere i Dag, Ole, nu gaar vi ind til Mor og faar Pandekager“. Det var Festmaaltid.“
Med Ole Hansens beretning bliver vi næsten i stand til at følge tilblivelsesprocessen i Lars Clausens værksted, da en ny dug skal sættes i produktion, og det er endda lykkedes at finde frem til et eksemplar af den pågældende dug, muligvis det først fremstillede (fig. 6). Fra Ole Hansen ved vi, at fremstillingen så at sige er delt op i to led. Den del af mønstret, som omfatter den rigsvåbenet omgivende krans af egeløv samt randborten af akantusløv foruden kongens kronede navnetræk og væverens signatur: L. Clausen – 1875, vævedes ved hjælp af en Jacquardmaskine, hvis kapacitet nok herved er udnyttet fuldtud. Denne del af mønstret er helt igennem symmetrisk opbygget; alt hvad der forefindes i dugens højre halvdel, forekommer spejlvendt i den venstre halvdel. Midtermotivet, rigsvåbenet med tilhørende vildmænd, løver o.s.v., er derimod fremstillet for sig. Det bræt, som Lars Clausen fik sin svoger til at lave, har utvivlsomt været et såkaldt harniskbræt, og de mange herigennem førte tråde har været harnisksnore, blandt hvilke det kunne være såre vanskeligt at finde frem til netop den eller de snore, som skulle tages i anvendelse for at tilvejebringe den ønskede mønstereffekt. På ejendommelig vis demonstreres det, hvorledes den ældre og yngre form for damaskvævning er taget i anvendelse samtidig, i dette tilfælde nok betinget af vævestolens begrænsede formåen.
Vi har Ole Hansens udsagn for, at de indledningsvis nævnte vævede billeder med religiøst motiv var vævede, før denne kom i lære hos Lars Clausen i 1873, og dette bekræftes af billedernes indvævede årstal, som er 1867, 1869 og 1871. Vi har intet vidnesbyrd om, hvor stor produktionen af disse særprægede vævninger har været, men i betragtning af, at de stadig findes i stort tal rundt omkring på Fyn, hovedparten dog på Vestfyn, kan det være rimeligt at antage, at produktionen har været ret betydelig. Disse vævninger er uden tvivl fremstillet for et ukendt marked. Hvorledes de er blevet afsat, ved vi intet om, men et brev fra 1880, hvor Lars Clausen fortæller om afsætningen af et andet af hans produkter, skillingsvisen „De daarlige Tider!“, lader én ane, at han ingenlunde var ukendt med handelsmandens job.[8] Han har nok været i stand til at skaffe sine vævninger afsætning, og med den almindelige religiøse vækkelse, som i disse år havde stor fremgang på Fyn, skulle jordbunden for skilderier af denne art være beredt. Som skilderier betragtet står Lars Clausens vævninger ellers ret alene inden for den brogede mængde, som i 1800-tallets sidste halvdel vandt indpas i bondehjemmene, ikke så meget i henseende til de anvendte motiver som til den anvendte fremstillingsteknik. Såvidt det vides, står Lars Clausen alene blandt sin tids damaskvævere som producent af vævede skilderier.
De tre vævninger med religiøst motiv er alle fremstillet af hvidt og brunt garn, således at motivet fremtræder lyst på mørk baggrund. Et uindrammet eksemplar af „Jesus i Gethsemane“, som tilhører Møntestræde-museet, har en ægkant i højre langside, mens den venstre langside er afklippet. Lars Clausen har sikkert vævet to eller flere billeder i bredden og bagefter klippet det færdigvævede stof ud i enkeltbilleder.
Ældst i rækken er „Syndefaldet“ (fig. 1), som er fremstillet i 1867, altså mens Lars Clausen endnu var medhjælper i Sø Søby-værkstedet. Lars Clausen omtaler selv sine billeder i det ovenfor citerede brev til Anders Andersen 2/2 1869, altså kort tid efter etableringen på Wedellsborg. „Idag har jeg vævet det første Stykke af Jesus i Gethsemane, intet er saa godt at det jo kunde være bedre, dog synes jeg at det er rigtig godt og endog bedre end Syndefaldet, men det er en Smagssag . . .“ Vi vil nok være tilbøjelig til at følge væveren i hans vurdering af de to billeder, og mange vil utvivlsomt holde „Jesus i Gethsemane“ (fig. 2) for bedre end det to år yngre „Christi Daab“ (fig. 3), men det må, som Lars Clausen skriver – blive en „Smagssag“. De to sidste billeder er til forskel fra det første forsynet med et skriftsted, hentet fra henholdsvis Lucas- og Matthæus-evangelierne, „Christi Daab“ endda yderligere med et vers fra salmen „Han stiger op paa Jordans Bred“ af C.J. Boye. Dette sidste billede er i det hele taget rigere udstyret end de to første, der tænkes specielt på motivets indramning. Hvor de to første havde en enkelt indramning af hinanden skærende stave, er fremstillingen af Kristus og Johannes Døberen anbragt i et cirkulært felt, indskrevet i et kvadrat med krydsskraverede hjørnefelter.
Ideen med at fremstille vævede skilderier er utvivlsomt Lars Clausens egen, og ligeså utvivlsomt er det, at han selv har tegnet motiverne og udsat dem for Jacquardmaskinen. Dette udelukker dog ikke, at han kan have betjent sig af forlæg, men hvilke disse kan have været, lader sig i øjeblikket ikke nærmere påvise. M.h.t. „Jesus i Gethsemane“ gælder det, at motivet var overmåde yndet som altertavlemotiv i samtiden. Således havde Hårby kirke i 1855 fået en ny altertavle med en Gethsemane-fremstilling, malet af J.L. Lund, og i Dreslette kirke har Lars Clausen kunnet studere Peter Brünniches adskilligt ældre gengivelse af det samme motiv.[9]
Foruden de nævnte tre religiøse skilderier har Lars Clausen fremstillet et skilderi, kaldet „De faldnes Minde paa Flensborg Kirkegaard“ (fig. 4), og det er muligt, at dette billede er hans allerførste forsøg i denne genre. Atter er det brevvekslingen med Anders Andersen i Revninge, der er vor kilde. 23/7 1865 skriver Lars Clausen: „. . . jeg har nylig faaet Mindesmærket over de Faldne paa Flensborg Kirkegaard tegnet færdig, og vil have det vævet i Dugetøj . . Her er ganske vist tale om et motiv til dugetøj, og hos Anders Andersens efterkommere findes virkelig en lille dug (eller stor serviet) med dette motiv, signeret L. Clausen. Den er ikke forsynet med nogen årsangivelse, men stammer utvivlsomt fra 1865, hvor Danmarks nederlag og Lars Clausens egne oplevelser under krigen har fået ham til at gengive H.W. Bissens markante mindesmærke, som kun i årene 1862-64 fik lov at stå på kirkegården i Flensborg. Det som fig. 4 gengivne skilderi er vævet af grønt og hvidt garn. Der kendes kun dette ene eksemplar, som findes i væverens efterslægt, så det er muligt, det kun er blevet fremstillet som et forsøg og i meget få eksemplarer. Skilderiet har hverken væverens navn eller noget årstal; på dugen med samme motiv er signaturen indværet i randbortens blomster og blade, men disse er naturligvis ikke medtaget på skilderiet.
Det sidste i rækken af vævede skilderier kendes også kun i et eneste eksemplar, og hvis ikke en helt igennem sikker tradition udpegede Lars Clausen som dets mester, ville man umiddelbart bedømme det som et produkt af udenlandsk oprindelse. Motivet er her en huslig scene, med en ældre mand, en yngre kvinde og et par børn ved indgangen til et landligt hus, hvis karakter – sammen med personernes dragter – angiver skuepladsen som ikke-dansk (fig. 5). Den anvendte væveteknik er i dette tilfælde en art gobelinvævning, og der er til skilderiet anvendt adskillige farver, som dog nu er så falmede, at den oprindelige farveholdning kan være ret svær at bestemme. Billedet er fornylig blevet skænket til Middelfart Museum af en efterkommer til den førnævnte Claudius Madsen, og det blev oplyst, at billedet var vævet af Lars Clausen og af denne foræret til redaktør-vennen i Middelfart. Det er hverken signeret eller forsynet med noget årstal, og ej heller erindres det længere, hvornår Claudius Madsen modtog dette venskabstegn fra væveren på Wedellsborg. Man kan dog formode, at billedet skal placeres ret sent inden for Lars Clausens produktion, måske omkring 1880. M.h.t. det forlæg, som uden tvivl ligger til grund for billedet, vil det være mest nærliggende at pege på et ugeblad af karakter som „Illustreret Tidende“, men det særdeles møjsommelige – og samtidig meget fornøjelige – arbejde med at oplede dette forlæg er ikke forsøgt.
Mens de vævede skilderier så at sige var et speciale for Lars Clausen, et felt hvor han åbenbart ikke har haft nogen konkurrenter, stiller sagen sig ganske anderledes med dækketøjet. Vi må regne med, at der her i det håndvævede dækketøjs sidste fase fandtes adskillige fynske landvævere, som mestrede damaskvævningens kunst, og da væverne uhyre sjældent signerede deres arbejder, er det meget vanskeligt ud af den store mængde bevaret dækketøj at skille netop det, som med sikkerhed kan betegnes som Lars Clausen-arbejder. I den efterfølgende oversigt er derfor kun medtaget det dækketøj, som ved signatur eller på anden måde kan tilskrives ham.
Den ovennævnte dug el. serviet med Istedløven som midtermotiv er indtil videre det ældste inden for denne gruppe. Næst i rækken kommer et par duge og en serviet, som alle har et prospekt af Wedellsborg slot som midtermotiv (fig. 6). Den afbildede serviet er forsynet med signaturen L(ar)s og årstallet 1870. Den ejes i dag af en efterkommer af Lars Clausen. Dugene med samme motiv har i midtermotivets højre forgrund den fulde signtaur L. Clausen, men intet årstal. Den ene af dugene har desuden langs kanterne indvævet navnene A.D. Jensen og Peder Hansen samt Hygind 1876. Vi tør regne med, at Wedellsborgdugen er blevet til ret hurtigt efter Lars Clausens etablering på denne herregård, måske i 1870, og den har rimeligvis hørt til hans faste „repertoire“, så at egnens folk lejlighedsvis har kunnet bestille eksemplarer af den hos ham, således som det var tilfældet i 1876, da parret A.D. Jensen og Peder Hansen i Hygind indgik ægteskab. Lars Clausen har formentlig selv tegnet det prospekt af slottet, som ligger til grund for mønstret; med den litografi af F. Richardt, som i 1850’erne offentliggjordes i herregårdsværket „Prospecter af Danske Herregaarde“, har den vævede afbildning ikke den fjerneste lighed.
Den som fig. 7 afbildede dug med rigsvåbenet som midtermotiv har allerede været omtalt i forbindelse med Ole Hansens beretning. Den afbildede dug er i modsætning til alle de øvrige Lars Clausen-duge vævet i to farver, idet mønstret fremtræder hvidt på rød baggrund, men Ole Hansen fortæller netop også, at „den ene af Dugene trak han røde Traade i, for at Vaabenskjoldet skulle staa tydeligt“, og det er muligt dette eksemplar af dugen, Lars Clausen har beholdt selv. Dette eksemplar ejes i hvert fald i dag af en af hans efterkommere.
Fra et lidt senere tidspunkt, fra 1878, foreligger en dug, hvor Lars Clausen igen har hentet sit motiv fra det nærmeste nabolag, idet den afbilder en mindestøtte i Wedellsborgs park. Støttens tekst, som fremgår tydeligt af dugen selv, men dårligt kan iagttages på illustrationen, lyder således: Lehnsgreve / Karl Wedell / og Hustru / Lehnsgrevinde / Rose Wedell / født v. Krogh / Rejstes dette Minde af Grevskabets / Taknemmelige Fæstere / Aar 1874, og i hjørnerne findes signaturen Lars Clausen, Wedellsborg 1878 (fig. 8). Det vides yderligere, at endnu en Lars Clausen-dug havde lokal tilknytning, idet dens midtermotiv varen afbildning af Wedellsborgs imponerende portbygning, Adlerhus. Mønsterkortene til denne dug er endnu bevaret, i privateje, men det er desværre ikke lykkedes at finde frem til et eksemplar af dugen, så det vides derfor heller ikke, hvor i Lars Clausens produktion den skal placeres rent tidsmæssigt.
Som det fremgår af illustrationerne, har Lars Clausen foretrukket at give sine duge en randbort bestående af bladværk og blomster. Deri er der i og for sig intet mærkværdigt. Allerede længe havde en sådan ornamentik været den almindelige på det dækketøj, som fra de tyske vævecentre i Sachsen og Schlesien havde fundet vej til Danmark. Men Lars Clausen adskiller sig netop ved randborternes udformning temmelig tydeligt fra sin læremester i Hårby, Chr. Pedersen, til hvis borter hjorte og jagtscener er det mest anvendte motiv. Og dog findes der hos en af Lars Clausens efterkommere en dug, kaldet „Fredensborg“ (fig. 9), hvis randbort med hjorte, jægere og hunde i et trærigt landskab minder slående om Hårby-væverens. De to borter er ikke identiske, men deres hele sammensætning er så lig hinanden, at man uvilkårligt vil hævde, at Lars Clausens to læreår i Hårby i det mindste har sat sig dette ene spor i hans produktion. Desværre er det afbildede eksemplar af Fredensborg-dugen slet ikke vævet af Lars Clausen! Signaturen LPL kan umuligt stå for Lars Clausen, og har ved en nærmere undersøgelse vist sig at betegne en damaskvæver, som sidst i 1800-tallet og først i indeværende århundrede virkede på egnen øst for Assens, nær ved Glamsbjerg. Men hvorfor da overhovedet henregne denne dug til Lars Clausens produktion? Dens fra de øvrige Lars Clausen-duge afvigende karakter – og signaturen – taler jo deres utvetydige sprog, vil man hævde. Når der her skal plæderes for dugens tilhørsforhold til Lars Clausen, hænger det sammen med den omstændighed, at mønsterkortene til dugen den dag i dag forefindes sammen med mønsterkort, som påviseligt er Lars Clausens, bl.a. „Jesus i Gethsemane“, „Wedellsborg Slot“, „Grevens Støtte“ og „Det danske Vaaben“. Den hele bestand af mønsterkort stammer ganske vist fra væveren LPL’s bo, men det er oplyst, at LPL havde købt både sin væv og sine mønsterkort hos Lars Clausens enke, formentlig kort efter 1893. Denne oplysning bekræftes af et eksemplar af skilderiet „Christi Daab“, som til hører Hjemstavnsgården i Gummerup. Dette er helt igennem identisk med Lars Clausens øvrige vævninger af dette navn, blot er Lars Clausens signatur erstattet med LPL’s signatur. Hverken LPL eller Lars Clausens enke har formentlig haft nogen klar fornemmelse af nutidige begreber som kunstnerbeskyttelse og ophavsrettigheder. Ved købet af Lars Clausens mønsterkort har LPL anset sig for fuldt berettiget til at gøre brug af dennes mønstre, og den ændrede signatur har kun krævet en mindre ændring i mønsterkortene. I kunstnerisk henseende er Hjemstavnsgårdens eksemplar af „Christi Daab“ imidlertid fuldtud Lars Clausens værk, og det er overvejende sandsynligt, at det samme gælder Fredensborg-dugen, så meget mere som det også fra anden side berettes, at Lars Clausen har vævet duge med Fredensborg som mønster.[10]
Eksemplet med Fredensborg-dugen viser, hvilke vanskeligheder der kan være forbundet med studiet af de næppe 100-årige fynske damaskvævninger. Og endnu større bliver vanskelighederne, når man har med de ikke-signerede vævninger at gøre. I Lars Clausens samlede produktion udgør de vævede skilderier sikkert kun en beskeden del, begrænset som de er til årene 1865-71, og der har næppe eksisteret flere typer end de fire kendte. Men det er næsten utænkeligt, at hans dækketøjsmønstre skulle være udtømt med de 5-6 stykker, som her er fremlagt; hans virke som damaskvæver strækker sig dog over en godt og vel 30-årig periode. Skulle nogen af denne artikels læsere kunne henvise til flere Lars Clausen-arbejder, vil Odense Bys Museer og undertegnede modtage sådanne oplysninger med stor tak.
