Et hidtil upåagtet 1800-tals fænomen, smykker forarbejdet af menneskehår, har i de senere år været genstand for indgående behandling,[1] og det er blevet påvist, hvorledes Danmark i så henseende har været udsat for to påvirkninger udefra, fra Tyskland, hvor hårflettekunsten nærmest var en binæringsvej for folk af frisørfaget, og fra Sverige, nærmere betegnet Dalarne, hvorfra hårflettende kvinder i stort tal berejste Nordeuropa i de perioder, hvor landbrugsarbejdet ikke bandt dem til den hjemlige bedrift. Bedst kendt og undersøgt er de hårarbejder, der tjente som smykker, men der er dog også fremlagt en del materiale vedrørende de mindekranse, -buketter og -blomster, som i henseende til fremstillingsteknik adskiller sig væsentligt fra hårsmykkerne, men som har det til fælles med hårsmykkerne, at selve grundmaterialet havde tilhørt en person, som var ejeren af det færdige hårarbejde nærtstående.
Undertiden fremgår det af selve hårarbejdet, hvilken person eller hvilke personer man har villet mindes. Det kulturhistoriske museum i Møntestræde ejer et sådant mindearbejde, hvor den pågældende persons navn, fødselsår og -dag er trykt på baggrunden, mens udsmykningen er et kors, udført af een slags hår, sandsynligvis den afdødes eget hår. I andre tilfælde er hårarbejdet udført som en krans, der omgiver et fotografi af den person, til hvis erindring det indrammede hårarbejde er udført, men for størstedelen af de bevarede hårarbejder af denne art kan kun en eventuel mundtlig tradition berette om baggrunden for mindeblomsternes tilblivelse.
For et par år siden fik museet som gave en elegant udført mindebuket i glas og ramme (fig. 1). Monteret på en 23 × 28.5 cm stor papplade, betrukket med hvidt silkestof, består buketten af to kraftigere stilke med et utal af større eller mindre blomster foruden blade og spiralsnoede klatretråde. Hele hårarbejdet bæres af et skelet af tyndt ståltråd, og hårene er fæstnet til skelettet med brun tråd.
Det blev oplyst, at hårarbejdet oprindelig havde haft sin plads på herregården Sandholt på Sydfyn, og henføringen til et højerestands milieu bekræftes af en etiket på den forgyldte rammes bagside; ingen ringere end den kgl. hofforgylder P.C. Damborg i St. Strandstræde i København har besørget hårarbejdets indramning.
Ved en nærmere betragtning af det til mindebuketten anvendte hår kan man skelne mellem flere farvenuancer. Almindeligvis blev den slags mindebuketter gerne fremstillet af forskellige familiemedlemmers hår, og at dette også er tilfældet med mindebuketten fra Sandholt bekræftes til overflod af den tegning, som fulgte med gaven (fig. 2). Foruden en sikkert udført tegning af hårarbejdet med numre på de forskellige dele rummer den en liste, hvor der ud for hvert nummer er anført et navn. Tegningen skal utvivlsomt opfattes som en fortegning og numrene som angivelse af, at her skal anvendes (eller er anvendt) hår af den person, som har det pågældende nummer i den vedføjede liste. Tegningen er desværre ikke signeret, så vi ved ikke, hvem der er mester for kompositionen og måske tillige har udført selve hårarbejdet, men dateringen – august 1857 – er ikke uvæsentlig til bestemmelse af baggrunden for arbejdets udførelse. Mens tegning, numre, liste og dato er udført med pen og blæk, er de vedføjede dødsår skrevet til med blyant, på et tidspunkt, som må ligge efter den længstlevende på listen opførte persons, Line Sperlings død i 1917.
Som det fremgår af fotografiet, er listen delt i en kvindeside og en mandsside, og selv uden nærmere kendskab til de pågældende personer, får man mistanke om, at der ved listens opstilling er taget skyldigt hensyn til personernes rang, inden for samfundet i almindelighed og inden for familiegruppen i særdeleshed.
Betragter man persongalleriet nærmere, bliver ægteparret Nøragger det bindeled, hvor de forskellige slægtsbetonede tråde mødes; dette er jo også såre naturligt i betragtning af, at dette ægtepar besad stamhuset Sandholt i året 1857. De øvrige 15 personers tilstedeværelse på listen er begrundet i deres slægtsmæssige tilknytning til nr. 9: kammerherre Hans Nøragger (1790-1866) eller til nr. 2: kammerherreinde Nøragger, f. Suckow (1791-1866). Børn af dette ægtepar er nr. 5: fru Sperling (gift med nr. 14: jægermester Sperling), og nr. 11: Hans Nøragger, og som deres børnebørn kan udpeges nr. 8: frøken Line Sperling, og nr. 15-17: Hans, Wilhelm og Adolph Sperling. Af øvrige familiemedlemmer rummer listen kammerherreindens moder, nr. 1: generalinde Suckow, hendes søster, nr. 3: frøken Suckow, og hendes broder, nr. 13: kaptajn Suckow, samt på kammerherrens side hans søster, nr. 4: fru Bruun (gift med nr. 12: generalkrigskommissær Bruun) og dennes døtre, nr. 6-7: frøknerne C. og W. Bruun, samt kammerherrens broder, nr. 10: major Nøragger. Hvilke personnavne der skjuler sig under de på mandssiden opførte nr. 18-19, har ikke kunnet konstateres, men på fortegningen er disse numre vitterligt anført på to små blomster.
Alt peger således hen på stamhusbesidderparret som hårarbejdets første ejere, men rummer listen mon alle deres nærmeste slægtninge? Den foregående generation, ejerparrets forældres generation, repræsenteres alene ved generalinde Suckow, men fra deres egen generation og de derfra nedstammende generationer er næsten alle med. Med benyttelse af familierne Nøraggers og Sperlings stamtavler[2] kan det konstateres, at de eneste manglende er ægteparrets ældste søn, som døde 5 dage gammel, og en datter, der døde i 1831, 12 år gammel.
At denne datter ikke er medtaget, er for så vidt mærkeligt, selv om hendes død ligger mere end 26 år forud for hårarbejdets tilblivelse, for flertallet af de anførte personer var døde adskillige år før 1857. De eneste i 1857 levende personer af denne slægtsgruppe var – foruden ægteparret Nøragger selv – frøken Suckow, de to frøkner Bruun, Line Sperling og hendes fader, jægermester Sperling, ialt 7 af 17 navngivne personer. Det vil altså sige, at familien på Sandholt har brugt den også fra andre tider og milieuer kendte skik at opbevare afdødes hår, sandsynligvis næppe med fremstillingen af et hårarbejde for øje, men blot for at bevare et uforgængeligt minde om henfarne børn og slægtninge.
I flere tilfælde har man sikkert kun gemt en lok af den afdødes hår. Mere har man ikke behøvet til fremstilling af de to små fembladede blomster, som er anbragt oven over den store blomst nr. 1 og som selv bærer tallet 13, hvilket viser, at der hertil skulle anvendes hår af den i 1828 afdøde kaptajn Suckow. Naturligt nok har man anvendt kvindehår til fremstilling af de større blomster og blade, mens det kortere mandshår kun har kunnet række til de mindre partier. De personer, som har „leveret“ forholdsvis mest hår, er i øvrigt den i 1844 afdøde fru Sperling, ægteparret Nøraggers eneste voksne barn, og dennes datter, Line Sperling, som ligeledes, inden for sin søskendeflok, blev den eneste overlevende og som ejede Sandholt og dette hårarbejde fra 1866 til sin død i 1917.
Mesteren for hårarbejdet har som nævnt ikke kunnet spores. Familietraditionen har intet bevaret herom. Det er ikke videre sandsynligt, at stamhusbesidderfamilien har ladet det fremstille af en omvandrende „svensk pige“, selv om disse kvinder fra Dalarne også vides at have øvet deres kunst på Fyn.[3] Der fandtes dog også på den tids Fyn kvinder, som forstod sig på fremstilling af mindeblomster,[4] men der kan udmærket foreligge den mulighed, at fortegning og hår eller kun håret alene er blevet sendt til videre forarbejdning hos en anerkendt hårkunstner, ligesom man for rammens vedkommende har søgt datidens førende rammemager. Men måske kan der påvises en foranledning til arbejdets iværksættelse, f. eks. en mærkedag i ægteparret Nøraggers liv, som gjorde det naturligt på en håndgribelig måde at knytte de nærværende sammen med de hedenfarne, fortid med nutid.
Ægteparret Nøragger fejrede i 1841 deres sølvbryllup, så denne mærkedag som foranledning kan godt udelukkes. Men i året 1857 kunne kammerherre Nøragger se tilbage på 50 års besiddelse af stamhuset Sandholt, og det kan udmærket tænkes, at mindebukettens tilblivelse er betinget af dette jubilæum. Til yderligere bestyrkelse af denne formodning tjener den omstændighed, at både stamhusbesidderens egen slægt og hans hustrus slægt, officersfamilien Suckow, var nært knyttet til det gods, som den unge Hans Nøragger overtog i 1807. Kammerherrens søster og dennes mand, generalkrigskommissær Bruun, havde i deres senere år tilhold på Sollerup, og på denne stamhuset tilhørende gård boede siden svigersønnen jægermester Sperling, som i sin hustrus sidste leveår, før hendes død i 1844, boede på selve Sandholt. På dette slot havde kammerherreindens moder og søster også deres bopæl, og samtlige de på listen opførte personer er begravede i stamhusets gravsteder i og ved Sandholt-Lyndelse kirke.
50 års besiddelse af et gods er et langt tidsrum, og for et ejerpar som kammerherre Nøragger og hustru, der havde set så mange børn og børnebørn afgå ved en altfor tidlig død, har det været naturligt at lade afdøde og nulevende slægtninge, som alle havde haft eller stadig havde deres gang og tilhold på stamhuset, indgå et uadskilleligt forbund, hvis synlige symbol familiegodsets besiddere stadig kunne have for øje.
