Udforskningen af ældre stenalder i Danmark har gamle og traditionsrige rødder på Sjælland og i Jylland, hvor velkendte bopladser som Maglemose nær Mullerup og Ertebølle ved Limfjorden – for blot at nævne nogle få – er klassiske og berømte fundsteder, der har været navngivende for større nordeuropæiske ældre stenalderkulturer.
Med hensyn til ældre stenalder har Fyn – landets geografiske midtområde – i langt ringere grad været i forskningens søgelys; kun køkkenmøddingen ved Langø,[1] Snarup-bopladsen[2] samt mindre udgravninger og enkeltfund er omtalt i den arkæologiske litteratur.[3]
For at afhjælpe dette uheldige forhold påbegyndtes i årene 1941-47 en omfattende og systematisk eftersøgning af stenalderbopladser langs bredderne af alle større fynske vandløb, søer og moser.[4]
Projektet, der udførtes af Nationalmuseet i samarbejde med Fyns Stiftsmuseum, bevirkede, at der i løbet af kort tid tilvejebragtes et meget stort og helt nyt kildemateriale af indlandsbopladser og enkeltfund.
Der påvistes ialt 235 nye bopladser, der, bortset fra 3, alle er overfladefund fra dyrket mark. Som følge af deres ’åbne’ karakter består fundstoffet udelukkende af oldsager af flint.
Samtidig medførte krigens intensive tørvegravning, at mængden af enkeltfund – fortrinsvis af ben og hjortetak – blev betydelig forøget.
Dette imponerende pionerarbejde suppleredes med nogle mindre udgravninger[5] i forbindelse med hvilke, der i et enkelt tilfælde er udført naturvidenskabelige undersøgelser.[6]
Siden da har det store fundstof i hovedtrækkene ligget ubenyttet hen,[7] og er kun lejlighedsvis blevet omtalt i litteraturen.[8]
Med enkelte undtagelser stammer hele det omfattende oldsagsmateriale fra opsamlinger på overfladen af dyrket mark. Sådanne bopladsfund skal anvendes med stor varsomhed med hensyn til slutninger vedrørende samhørighed og samtidighed af de opsamlede genstande.
Det skyldes, at bebyggelsesspor, der måske oprindelig har været tydelig afgrænsede eller adskilte fra hverandre, senere kan være blevet sammenblandede som følge af markarbejde etc. Hvis der kun har været en enkelt bebyggelse på bopladsen, spiller dette forhold selvfølgelig ikke nogen væsentlig rolle, men i praksis viser det sig næsten altid, at de gode jagt- og fiskepladser har været besøgt (og beboet) talrige gange i løbet af stenalderen. Disse besøg kan i dag konstateres i fundenes redskabsinventar, der ofte består af karakteristiske oldsager fra mange forskellige tidsperioder og kulturer.
Ved en vurdering af fundene er man således udelukkende henvist til at studere de opsamlede oldsagstyper og ud fra disse at bestemme art og alder af de respektive bebyggelser. Samtidig må det ikke glemmes, at analysen af bopladserne kun er baseret på flintredskaber, hvilket selvfølgelig begrænser muligheden for at give et bredere billede af den enkelte boplads, såvel som hele områdets bebyggelses- og aktivitetsmønster i de enkelte perioder.
Det rigeste område – både med bopladser og løsfund – er det vestfynske (Vestfyn = Odense amt) mosedrag Neverkær, ca. 20 km vest for Odense. Årsagen til dette skyldes, at stenalderbebyggelsen må have været meget omfattende, men også at rekognosceringer og tørvegravning har været særlig intensiv i dette område.
De første undersøgelser af stenalderbopladser i Neverkær begyndte allerede omkring 1900 og er siden da fortsat med intensitet af såvel fagfolk som amatører.[9]
Langt de fleste bopladser i Neverkær er sådanne ’blandede fund’, der viser en meget karakteristisk og ens kombination af flintoldsager fra Maglemose- og yngre Ertebøllekultur, hvilket har givet anledning til den uheldige betegnelse ’Neverkærkultur’,[10] der altså ikke dækker en speciel fynsk ældre stenalderkultur, men derimod det nævnte ’blandede miljø’.
Kun i ét tilfælde er der udført en udgravning af en stenalderboplads i Neverkær,[11] men uheldigvis havde bopladsen været bebygget mange gange.
Skønt fundstoffet fra Neverkær ud fra en metodisk synsvinkel således må hævdes at være behæftet med mangler, må den årelange, intensive arkæologiske aktivitet i dette område – kombineret med krigens tørvegravning – dog antages at have tilvejebragt et fundmateriale, der med forsigtighed kan anvendes til slutninger vedr. den forhistoriske bebyggelse.
I oldtiden har Neverkær været en del af et ca. 10 km langt og vidt forgrenet vestfynsk søsystem, der har strakt sig fra Årup i nordvest mod Tommerup Stationsby i sydøst. Den dag i dag kan sporene af dette forhistoriske sø-område ses i egnens utallige moser og fugtige engdrag. Søsystemet er blevet afvandet mod vest gennem Brænde å, der dengang har været en bred, vandrig strøm, som efter at have passeret det bakkede vestfynske landskab er løbet ud i det datidige Lillebælt.
I ældre stenalder må de store søer, der på alle sider har været omgivet af høje, skovklædte bakkedrag, have frembudt rige muligheder for datidens erhverv: jagt, fiskeri og indsamling, hvilket da også bekræftes af de overordentlig mange fund fra denne tid.
Særlig talrige er fund fra Maglemosekulturen, hvis karakteristiske oldsagsformer enten er enerådende eller indgår som en væsentlig bestanddel i alle Neverkær-områdets bopladsfund.
De mange bopladser suppleres samtidig af adskillige enkeltfund af denne kulturs karakteristiske typer.
En foreløbig, typologisk analyse af Maglemosekulturens redskaber, især – mikrolitterne – tyder på, at kulturen er repræsenteret af de samme typologisk-kronologiske faser, som kendes fra Sjælland,[12] og at de fynske bopladser viser større lighed med de sjællandsk-skånske end de jyske.
Fund fra Kongemosekulturen mangler derimod næsten fuldstændig.[13] Enkelte spredte løsfund[14] viser, at der trods alt også har færdedes mennesker på Vestfyn i denne periode, men indtil videre kendes der overhovedet intet sikkert bopladsfund fra Kongemosekulturen eller den ældste Ertebøllekultur. På dette punkt synes Neverkær-området at svare til forholdene på Sjælland, hvor der f.eks. i Åmosen tilsyneladende også er et tilsvarende fald i antallet af bopladser fra disse perioder.[15]
Fra ældre stenalders slutning kendes derimod mange boplads- og enkeltfund, der alle tilhører den yngre Ertebøllekultur.
I begyndelsen af yngre stenalder har der også færdedes mennesker i Neverkær, hvilket bl.a. dokumenteres af bopladsfund og talrige mosefundne lerkar.[16]
I den foreliggende artikel er opmærksomheden imidlertid særlig rettet mod Ertebøllekulturens fundstof, primært fra Neverkærområdet, men også fra det øvrige Vestfyn.
Denne oversigt gør dog ikke krav på at være udtømmende med hensyn til denne kultur. Forhold som rene tilfældigheder, vekslende forskningsintensitet i de forskellige områder, tørvegravning og bevaringsforhold er med til at forvrænge billedet. Da kildematerialet samtidig så godt som udelukkende stammer fra overfladeopsamlinger eller er enkeltfund, må det vurderes med alle de kildekritiske reservationer, der gør sig gældende ved behandling af et sådant fundstof.[17]
Ertebøllekulturen er især kendt fra de store kystbopladser, køkkenmøddinger (f.eks. Langø på Nordfyn) med et erhverv præget af beliggenheden ude ved havet. Denne kulturs jægere har dog også udnyttet de store ferskvandssøer, og fra mange af landets egne kendes store, men knap så iøjnefaldende indlandsbopladser.[18] At sådanne indlands-Ertebøllebopladser også skulle forekomme på Fyn, kan ikke undre, og blev allerede antydet efter udgravningen af Snarup-bopladsen i 1936.[19]
Jævnt spredt over det indre Fyn kan der da også påvises spor af Ertebøllekultur, både bopladser og enkeltfund, (fig. 1). Fundene er særlig talrige i Neverkærområdet, der synes at have været tyngdepunktet for den fynske Ertebøllekulturs indlandsbebyggelse.
Bortset fra dette område er fundene derimod overraskende få og giver indtryk af en meget spredt bosætning.
At denne fordeling ikke udelukkende kan skyldes tilfældigheder med hensyn til rekognoscering etc., fremgår af den næsten fuldstændige mangel på Ertebøllefund ved alle de mange søer, moser og åer, der både er omhyggeligt og systematisk afsøgte, og hvor der er fundet mængder af bopladser fra de andre stenalderkulturer, specielt Maglemosekulturen, men også fra yngre stenalder.
Dette gælder f.eks. både det store fundområde ved Tommerup og vestsiden af Arreskov sø.[20]
Fundfordelingen afspejler derfor antagelig et virkeligt træk i det forhistoriske bebyggelsesmønster.
Den tilsyneladende mangel på Ertebøllebopladser ved mange af de fynske moser og søer kan skyldes, at der i løbet af ældre stenalder er sket ændringer i naturforholdene, hvorved mange tidligere velegnede bebyggelsesområder er blevet uanvendelige i Ertebølle-tid, f.eks. på grund af udtørring, tilgroning eller evt. begge forhold.
At noget sådant virkelig kan have været tilfældet, illustreres muligvis af beliggenheden af de forskellige fund i Neverkær (Fig. 1), hvor Maglemosekulturens bopladser findes jævnt spredt overalt i det tidligere søbassin, mens de bopladser, der har været besøgt af Ertebøllekulturens folk – med en enkelt undtagelse – kun findes i den nordøstlige del af Neverkær (fig. 1), netop dét område, hvor den forhistoriske sø har været dybest.
Af bopladser fra Neverkær med sikre fund af Ertebølleoldsager kan nævnes: Assenbølle S., Assenbølle M., Assenbølle N., Neverkær NØ., Neverkær NV., Neverkær SV. I, Neverkær SV. II, Neverkær S., Torpegård (Taarupgård) V og Markuslund V. (se fundkataloget side 27-31 og fig. 1).
Fra alle disse bopladser foreligger der kun overfladeopsamlede fund af flint.
Hertil kommer så yderligere det delvis udgravede og afsamlede fund Neverkær V., hvor der også indgår typer af ben, hjortetak og keramik.
Alle de bopladser, hvorfra der kendes Ertebøllekultur, ligger på tør, fast bund nær ferskvand; bopladser på flydende tørveøer kendes endnu ikke. Som bosted kan der være valgt små øer, næs, odder eller egnede områder langs søbredderne. Undergrunden består i Neverkærområdet meget ofte af svær lerjord, men bopladser på sandet-gruset bund kendes dog også.
Samtlige bopladser er omgivet af – eller grænser op til tørvefyldte områder, men da der endnu ikke er foretaget systematiske udgravninger, er det usikkert, om der ud for bopladserne findes udsmidslag med gode bevaringsforhold for organiske råmaterialer. At det er sandsynligt, antydes af den omstændighed, at der i tørvelagene ud for fire forskellige bopladser med Ertebøllekultur er fundet redskaber af ben og hjortetak, bl.a. hjortetaksøkser (fig. 1) – katalog side 29-30.
Lokaliteterne er gennemgående af mindre størrelse og med færre oldsager end indlandsbopladser fra de andre landsdele. Antallet af sikre Ertebølletyper overskrider således intet sted 100 stk.; på den enkelte boplads varierer fundstoffet fra få oldsager til kraftig dominans af hele materialet.
Der er hidtil ikke fundet »rene« Ertebøllebopladser i Neverkær, men på flere lokaliteter i den nordlige del af mosen er antallet af Ertebølle-typer så omfattende, at denne kulturs oldsager fuldkommen præger fundstoffet. Fra mosedraget ’Stævningen’ kendes en lille boplads, Fjellebro Holt SV. 1, der tilsyneladende er ’ren’ (se side 24-25).
Den eneste af Neverkærbopladserne, hvor der er foretaget udgravninger er lokaliteten Neverkær V., der er beliggende i den vestlige del af kæret på en mindre holm (nr. 13 på fig. 1). Desværre er bopladsen stærkt blandet med spor af bebyggelser fra tidlig Maglemosekultur til senneolitisk tid. På selve holmen var det umuligt at påvise klart adskilte kulturlag tilhørende de resp. kulturer, men ved mosegeologiske undersøgelser vest for holmen fandtes et »rent« Ertebøllelag, der pollenanalytisk kunne vises at være samtidig med eller yngre end elmefaldet.[21]
Bopladsernes redskabsinventar af flint er meget ensartet og det samme relative forhold mellem typerne genfindes på alle lokaliteter.
Fundstoffet fra Ertebøllekulturens bopladser i Neverkær præges af denne kulturs gode flækkeredskaber, først og fremmest skraberne, der kendes fra alle fundsteder, men også bor; almindelige er også kantstikler på brud og på konkav tværretouche; flækker med indbuet tværretouche er ligeledes almindelige og er i ét tilfælde med tilhugget håndgreb (fra Torpegård V.); hertil kommer flækkesave. Tværpile er også fremtrædende; den almindeligste type er den symmetriske med stærkt udsvajede æghjørner; men også den lidt ældre, skævæggede variant kendes fra en enkelt lokalitet, Assenbølle M. (nr. 14 på fig. 1), se fig. 3.
Blandt økserne er symmetriske, fladehuggede skiveøkser almindelige på alle bopladser og dominerer klart over kærneøkserne, der er fåtallige. På de fleste bopladser optræder kærneøksen som store, regelmæssige eksemplarer med specialiseret ægtilhugning. Varianten med hovformet æg (Nøstvettværøksen) kendes fra flere af de største fundsteder, f.eks. Assenbølle S., Neverkær NØ. og Neverkær S. (se katalog s. 31).
Fra en enkelt boplads (Markuslund V.) foreligger en trindøkse af bjærgart – den hidtil eneste i dette område.
Endelig skal også nævnes, at der på boplads Assenbølle N., (nr. 12 på fig. 1) er fundet en kugleformet knusesten af flint – en velkendt Ertebølletype, (se fig. 2).
På flere bopladser, bl.a. Torpegård V., (nr. 20 på fig. 1), og den delvis udgravede, men »blandede« boplads Neverkær V., (nr. 13 på fig. 1), er der fundet lerkarskår af tykvægget, strimmelopbygget keramik fra spidsbundede kar (fra udgravningen på Neverkær V. foreligger således én spids bund). I materialet fra denne boplads indgår også 3 skår af aflange, bådformede ‘lamper’.
Ertebøllekulturens redskaber af knogle og hjortetak kendes fra udgravninger og opsamlinger på boplads Neverkær V., og fra spredte løsfund. På Neverkær V. er der fundet 4 trykstokke af kronhjortetak, 4 T-formede hjortetaksøkser, ét hjortetaksspidsvåben samt et brudstykke af en fiskekrog af ben.
Foruden bopladser med spor af Ertebøllebebyggelse kendes der mange enkeltfund fra Neverkær, der ud fra deres form med sikkerhed kan tilskrives denne kultur.
Hyppigst er T-formede hjortetaksøkser, der kendes i fem eks. fra Neverkær. I alle tilfælde er der tale om hele, velbevarede stykker, der er fremkommet ved dræn- eller tørvegravning i nærheden af bopladser med sikre spor af Ertebøllebebyggelse. Andre fund af hjortetaksøkser med skafthul ved rosenkransen og retæg (f.eks. nær bopladsen Markuslund V.) tilhører antagelig også Ertebøllekulturen, men stammer fra en lidt ældre fase end de T-formede stykker.
Ved tørvegravning er der syd for bopladsen Neverkær V. fundet en hjortetaksøkse af T-form samt en retøkse med skafthul gennem rodenden (se fundkatalog nr. 23 og 33).
Uden at disse oldsager med sikkerhed kan henføres til bopladsen er en tilknytning til denne dog nok sandsynlig.
Det gælder også en T-formet hjortetaksøkse, der er fundet ved tørvegravning 20-30 m ud for bopladsen Assenbølle M. (nr. 14 på fig. 1) – én af de bopladser i Neverkær, der viser den ’reneste’ og største Ertebøllebebyggelse (se fundkatalog nr. 20).
Også ud for bopladsen Markuslund V., der også præges af et klart Ertebølleinventar, er der ligeledes ved tørvegravning fundet en række oldsager af ben og hjortetak. Der er tale om en glat benod, tre hjortetaksøkser (retøkser med skafthul ved rosenkransen), én T-formet hjortetaksøkse, ét spidsvåben af hjortetak og ét ubest. fragment af en hjortetaksøkse (se fundkatalog nr. 21 og 28-32, side 29-30).
Fra det sydlige Neverkær kendes også en T-formet økse, fig. 6 (se fundkataloget nr. 22).
Endelig er der i mosen ud for bopladsen Neverkær NØ. (nr. 10 på fig. 1) (også med en tydelig Ertebøllebebyggelse) fundet en T-formet hjortetaksøkse samt en flåkniv (fundkataloget nr. 24 og 34). Da det ikke vides, hvor langt ude fra bopladsen de nævnte fund er gjort, kan de ikke med sikkerhed tilknyttes denne, selvom det vel også er sandsynligt, da materialet fra denne boplads viser et klart indslag af sikre Ertebølle-typer.
Til Ertebøllekulturens fornemste fund fra Neverkær må det velbevarede, spidsbundede lerkar (fig. 7) henregnes.[22] Lerkarret, der er næsten komplet, fandtes ved tørvegravning i 1942 i den nordlige del af Neverkær tæt øst for bopladsen Neverkær NV. Det opgives at have ligget på stengrund ca. 1 m dybt i tørven; der fandtes ikke andre oldsager i nærheden af karret, der må betegnes som et enkeltfund. Fundene fra den nærliggende boplads er meget få, og oldsagerne åbner ikke mulighed for en sikker kulturhistorisk placering. Helhedspræget tyder dog på Ertebøllekultur.
Lerkarret, der er uornamenteret, er tykvægget, strimmelopbygget og af groft, feldspatmagret ler. Udlinien er dobbeltkonisk med kraftigt udfaldende rand, der er let rundet; et tydeligt bugknæk markerer overgangen mellem karrets over- og underdel. Underdelen er kegleformet og siderne konvergerer jævnt mod den spidse bund (fig. 7). Ved fremdragningen manglede det nederste af bunden, men bugens udlinie viser med sikkerhed, at det har været spidsbundet. Karret er opbygget i skrålamel-N-teknik. Farven er gulgrå, højden 45 cm, mundingsdiameteren 36 cm og største bredde 36 cm. Vægtykkelsen er 1,5 cm.
Da lerkarret er et enkeltfund kan det kun dateres ud fra sin form, der med sikkerhed henfører det til Ertebøllekulturen.
Såvel karrets intakte tilstand som fundforholdene er usædvanlige for lerkar af denne type.
Hele, spidsbundede lerkar er overordentlig sjældne og forekommer så godt som altid i forbindelse med bopladsfund, selvom enkeltfundne kar også kendes.[23]
Neverkær-karret kan antages at være tabt fra en båd eller udkastet i søen fra den nærliggende boplads; muligvis er der tale om et offerfund.
Blandt de fornemste, enkeltfundne Ertebølletyper fra Neverkær, må den ornamenterede hjortetaksøkse fra Tårupgård nævnes (fig. 8).[24] Øksen, der tidligere er publiceret og afbilledet af C.L. Vebæk er fundet i opkastet tørv på bredden af Brænde å, nordøst for Årup by.
Øksen, der er af typen med skafthul ved rosenkransen og retæg, er omhyggeligt glatskrabet og forsynet med indridsede, geometriske mønstre – såvel af et dybtskåret som af et mere flygtigt præg. Ornamentikken, der gør et tilfældigt indtryk, dannes af zigzag linier, indridsede stregbundter og krydsskravering. Dominerende er et tværgående netmønster dannet af flygtigt indridsede paralleltløbende stregbundter – ialt 18. I hvert af bundterne spredes stregerne mod enderne, der også i en del tilfælde er dækket af fin krydsskravering (’kornneg-motiv’).
Den øvrige del af den glatskrabede overflade er dækket af uregelmæssige zig-zag- og bølgebånd, dannet af parallelle streger – op til 8-9 i antal.
Stregbundterne (kornnegene) imiterer formodentlig netværk, og er et velkendt mønster indenfor den tidlige del af Ertebøllekulturen.
Både øksens form og ornamentikken stemmer godt overens med en datering til Dyrholmen I, d.v.s. ca. 3900-3600 f.Kr. (i ikke-kalibrerede kulstof – 14 år).
Fra Neverkær kendes endnu en ornamenteret hjortetaksøkse (ret-økse med skafthul ved rosenkransen), der ved skafthullet bærer et lille boreornament, fundkataloget nr. 35.
Øksens form tyder på, at den tilhører den ældre Ertebøllekultur, men det kan ikke absolut udelukkes, at den er ældre.
Det opsamlede fundstof fra Neverkærområdets Ertebøllebopladser -ja, ikke engang materialet fra udgravningen på bopladsen Neverkær V. – er af en sådan art, at det kan danne basis for videre slutninger vedrørende bebyggelsens karakter eller evt. sammenligninger med Ertebøllebopladser i andre områder af landet.
Umiddelbart synes fundstoffet fra Neverkær dog i alle generelle træk at slutte sig til, hvad der kendes fra indlandsbopladser på Sjælland og i Jylland, men en mere detaljeret kvalitativ og kvantitativ sammenligning med andre fundsteder må vente indtil der foreligger udgravede, rene fund.
Også med hensyn til slutninger vedrørende periodens erhverv lader fundene os i stikken. Dyreknoglerne fra den eneste udgravede boplads Neverkær V. er ikke artsbestemt (og stammer jo som før nævnt fra et stærkt blandet fund).
Kun bopladsernes beliggenhed på næs og holme i en skovomkranset ferskvandssø samt den enlige fiskekrog fra boplads Neverkær V. giver antydninger om beboernes erhvervsgrundlag.
Ertebøllekulturens bebyggelse i Neverkær synes i langt overvejende grad at tilhøre kulturens yngste del, den såkaldte Dyrholmen II-fase, der dateres til ca. 3200 f.Kr. (udtrykt i ikke-kalibrerede kulstof-14 år).
En mere detaljeret analyse af oldsagerne (især tværpilene) fra bopladserne synes dog at vise, at bosætningen på enkelte lokaliteter går længere tilbage i tiden, uden at indtrykket af den meget sene datering af hovedparten af bopladserne indenfor kulturen forrykkes afgørende.
Også flertallet af løsfundene fra Neverkær tilhører den yngste Ertebølle-kultur. Enkelte fund, som f.eks. den mønstrede hjortetaksøkse fra Tårupgård, må dateres til den ældre Ertebøllekultur; det gælder også de løsfundne hjortetaksøkser med retæg og skafthul ved rosenkransen, mens de mange fund af T-formede økser tilhører den yngre Ertebøllekultur.
Fra det øvrige Vestfyn er der kun få og spredte fund fra Ertebølle-kulturen.
I mosedraget »Stævningen« kendes også bopladsfund, i hvilke der indgår oldsager af sikre Ertebølletyper. Da antallet af oldsager er ringe, og bopladsernes størrelse er mindre end i Neverkær, tyder fundene ikke på store eller langvarige bebyggelser. En enkelt lille boplads, Fjellebro Holt SV. I (se fundkataloget nr. 14), beliggende ved Stævningens sydøstbred, er tilsyneladende ren. Fundene herfra omfatter bl.a. en kærneøkse (tværøkse) med special ægtilhugning, en fladehugget skiveøkse, 2 flækkeskrabere, 2 flækker med ret- og indbuet tværretouche, en flækkesav og 2 tværpile.
Denne lokalitet tilhører også yngre Ertebøllekultur (Dyrholmen II).
På den nærliggende boplads »Lillefald N«,[25] der ligger på en lav højning ved den sydlige bred af Stævningen, blev der ved en prøveudgravning i 1946 fundet skår af et tykvægget spidsbundet lerkar af Ertebølle-type. Lerkarret, der er slankt med lavtsiddende bugknæk, er noget restaureret, men højden er ca. 35 cm, og mundingsdiameteren ca. 23 cm (se fundkatalog nr. 13) fig. 9.
Lerkarret er den eneste sikre Ertebølletype fra denne boplads – hvilket enten kan skyldes et meget kortvarigt ophold på stedet, eller utilstrækkelig undersøgelse af lokaliteten.
Fra den udgravede boplads »Granholmen«[26] i dette mosedrag kendes nogle få sikre Ertebølletyper, bl.a. en kærneøkse (tværøkse) med speciel ægbehandling (Nøstvet-økse) samt nogle tværpile. Da fundet desværre er stærkt blandet, kan Ertebøllebebyggelsen ikke bestemmes nærmere; dateringen synes dog også i dette tilfælde at være yngre Ertebølle.
Endelig skal nævnes, at der i to små opsamlingsfund fra Odense Å, bopladserne Svendstrup og Langsted Mose (se fundkatalog nr. 15 og 16), indgår enkelte oldsager, der antyder kortvarige Ertebøllebebyggelser.
Fra Midt- og Vestfyn kendes 3 løsfundne T-formede hjortetaksøkser fra henholdsvis Balslev Mose nr. 1 på fig. 1, »en mose ved Solevad, nær Odense Å« nr. 2 på fig. l, og fra Torpegård nær Skydebjærg (se fundkataloget, nr. 27, 19 og 18, s. 29). Sidstnævnte fundsted ligger lige i den sydlige del af Neverkærområdet, nr. 9 på fig. 1.
Af ovennævnte oversigt over Ertebøllekulturens indlandsfund fra Vestfyn fremgår, at fundene er relativt fåtallige og kun findes i tilknytning til søer og åer. Kun i Neverkær synes der at være tale om en mere omfattende bebyggelse, hovedsagelig tilhørende den yngre Ertebøllekultur. Materialets art gør det imidlertid vanskeligt med sikkerhed at afgøre, om fordelingen er tilfældig eller virkelig afspejler reelle geografiske-kronologiske forhold i den forhistoriske bebyggelse.
Desværre lider fundstoffet af en række væsentlige mangler, der alle kan føres tilbage til den uheldige omstændighed, at der ikke er foretaget systematiske udgravninger af egnede bopladser. Bopladsernes størrelse, bebyggelsens art og længde, mere nøjagtige dateringer, udsagn om erhverv, vigtige sider af teknologien samt de vestfynske indlandsbopladsers evt. forbindelse med kulturens samtidige kystbopladser er blot nogle eksempler på spørgsmål, der vil kunne løses ved evt. fremtidige udgravninger.
Det gælder også de vanskelige problemer vedrørende overgangen mellem ældre og yngre stenalder. Netop i Neverkær er der jo en betydelig mængde fund fra slutningen af ældre og begyndelsen af yngre stenalder, således at man her skulle forvente særlig gode muligheder for at belyse problematikken ved skiftet fra jæger til bonde – ikke blot på Fyn, men i hele Danmark.
I den henseende synes Neverkær-området særligt lovende. Her kendes de mange bopladser placeret ud til tørve- og gytjefyldte lavninger med gode muligheder for fund af udsmidslag med bevarede organiske levn, der kan danne basis for studier af bebyggelsens erhvervsgrundlag.
Set i en større sammenhæng, vil det være interessant at foretage en sammenligning mellem Neverkærområdets indlandsbopladser og de vestfynske kystbopladser – to forskellige biotoper, men kun med ca. 15 km.s afstand og forbundet ved Brænde Å, fig. 1. Har bebyggelsen i disse områder fungeret uafhængigt af hinanden eller har de sammen indgået i et større bebyggelsesmønster, der har omfattet hele Vestfyn?
Netop i disse år foregår der en omfattende, systematisk undersøgelse af submarine Ertebøllebopladser ved Tybrind Vig[27], kun ca. 15 km vest for Neverkær.
Der er her tale om kystbopladser, der er samtidige med Neverkærområdets indlandsstationer. En samlet analyse af fundene fra disse områder vil kunne vise, hvorledes Ertebøllefolket har formået at udnytte de to forskellige områder og deres ressourser og herigennem give et klarere billede af denne kultur på Fyn.
Liste over indlandsbopladser og enkeltfund fra Ertebøllekulturen på Vestfyn.
På grund af bopladsfundenes karakter af overfladesamlinger er oldsagsinventaret ikke udspecificeret i kataloget.
| Boplads | Assenbølle S | Assenbølle M | Assenbølle N | Neverkær NØ | Neverkær NV. | Neverkær V. | Neverkær SV. I | Neverkær SV. II | Neverkær S | Torpegård V | Markuslund V | Granholmen | Lillefald N | Fjællebro Holt SV. I | Svendstrup | Langsted Mose |
| Jordbund: | ||||||||||||||||
| Ler | x | x | x | x | x | x | x | x | x | |||||||
| Sand | x | x | x | x | x | x | ||||||||||
| Oldsagstyper: | ||||||||||||||||
| Kærneøkser, tværøkser | 3 | 2 | 2 | 6 | 3 | |||||||||||
| Kærneøkser, skævøkser | 2 | 1 | 3 | 9 | 1 | |||||||||||
| Kærneøkser, retøkser | 4 | 2 | 1 | 1 | 13 | 2 | ||||||||||
| Kærneøkser, Nøstvet-tværøkse | 1 | 1 | 1 | 2 | 1 | |||||||||||
| Kærneøkser, spec. med retæg | 3 | 3 | 1 | 2 | 1 | |||||||||||
| Kærneøkser, mejsler | 2 | 3 | 1 | 3 | 1 | 9 | ||||||||||
| Spidsvåben | 10 | 2 | 2 | 3 | 1 | 1 | 2 | 16 | 1 | |||||||
| Skiveøkser, kanthuggede | 3 | 1 | 1 | 2 | 4 | 4 | 1 | |||||||||
| Skiveøkser, fladehuggede | 19 | 21 | 5 | 11 | 3 | 22 | 5 | 7 | 1 | 1 | ||||||
| Skiveøkser, mejsler | 1 | 1 | 2 | 2 | 1 | |||||||||||
| Trindøkse | 1 | |||||||||||||||
| Skiveskrabere | 7 | 5 | 2 | 6 | 7 | 8 | 91 | 3 | 1 | 3 | 1 | |||||
| Flækkeskrabere, korte | 21 | 8 | 2 | 8 | 2 | 10 | ||||||||||
| Flækkeskrabere | 26 | 27 | 4 | 13 | 1 | 23 | 3 | 12 | 11 | 3 | 2 | 1 | 1 | |||
| Flækkebor | 5 | 5 | 1 | 1 | 4 | 1 | 2 | 7 | 1 | 1 | ||||||
| Skivebor | 5 | 5 | 3 | 1 | 2 | |||||||||||
| Kærnebor | 3 | 6 | 4 | 3 | 6 | 11 | 2 | 1 | ||||||||
| Drilbor | 1 | |||||||||||||||
| Midtstikler | 8 | 9 | 1 | 2 | 4 | 2 | 5 | 2 | 6 | 2 | 1 | |||||
| Kantstikler | 20 | 8 | 7 | 9 | 1 | 4 | 21 | 3 | 1 | 2 | 3 | |||||
| Tværretoucherede stykkerret æg | 5 | 1 | 4 | 6 | 3 | 4 | 4 | 1 | 4 | |||||||
| do. skrå æg | 10 | 7 | 2 | 1 | 3 | 5 | 3 | 1 | ||||||||
| do. indbuet | 6 | 5 | 2 | 1 | 4 | 4 | 4 | 2 | 1 | |||||||
| Flækkeknive med krumbuet enderetouche | 5 | 1 | 1 | 3 | 3 | 1 | 3 | |||||||||
| do. med tilhugg. ryg | 10 | 1 | 1 | 9 | 4 | 1 | 1 | 7 | 1 | 1 | ||||||
| Flækkesave | 3 | 3 | 2 | 4 | 1 | 3 | 1 | 2 | ||||||||
| Tandede flækker | 6 | 5 | 1 | 9 | ||||||||||||
| Mikrolitter | 27 | 3 | 3 | 9 | 82 | 1 | 1 | 62 | 58 | 75 | 1 | 1 | 2 | |||
| Trapezer | 2 | 1 | ||||||||||||||
| Tværpile | 24 | 25 | 5 | 1 | 89 | 1 | 12 | 15 | 5 | 7 | 2 | 5 | ||||
| Kugleform. knusesten af flint | 1 | 1 | ||||||||||||||
| Hjortetaksøkser, T-formede | 4 | |||||||||||||||
| Hjortetaksøkser, skafthul ved rosen kransen | 1 | |||||||||||||||
| Trykstokke | 4 | |||||||||||||||
| Spidsvåben | 1 | |||||||||||||||
| Fiskekrog | 1 | |||||||||||||||
| Tykvægget, strimmelopbygget keramik | 5 | x | x | x | ||||||||||||
| Lampeskår | 3 | |||||||||||||||
| Slebne økser (tynd- og tyknakkede) | 8 | 2 | 1 | 1 | ||||||||||||
| Senneolitiske typer | 1 |
