Arkæologien drives efterhånden mere og mere som kontraktforskning. Det er ikke længere de enkelte arkæologer eller institutioner, der bestemmer, hvad de vil udgrave, men andre fordringer, der er afgørende – arkæologiens planer helt uvedkommende. I stadig stigende grad kan vi på Fyns Stiftsmuseum registrere, hvorledes arbejdsopgaverne kommer væltende ind over os i form af store vej- og udbygningsprojekter. Der bliver snart ikke tid til de små gammeldags opgaver som oppløjede affaldsgruber eller grave.
Den nye form for arbejdsopgaver har som eneste fordel, at udgifterne i henhold til naturfredningslovens bestemmelser skal betales af den anlæggende offentlige myndighed. Pengene er altså til rådighed, men derimod kniber det tit med mandskabet – og navnlig med at komme ind i arbejdet på de rigtige tidspunkter. Vi skal ikke her bruge pladsen til at fortælle om de frustrationer og ødelæggelser, som uundgåeligt bliver resultatet, når udgravningerne skal finde sted i kapløb med de store entreprenørmaskiner – det er for trist. I stedet kan vi her berette om et eksempel på, hvorledes et godt samarbejde med de anlæggende myndigheder førte til spændende resultater.
Eksemplet er hentet fra Sydvestfyn, nærmere betegnet en 4,6 km lang strækning øst og vest for Ebberup.[1] Museet fik tidligt nys om en påtænkt omkørselsvej og kontaktede derfor Fyns Amts vejinspektorat, der hele tiden har samarbejdet meget sagligt og pålideligt med museet. I vinteren 1975/76 blev strækningen med nærmest tilliggende marker gennemgået til fods af Eigil Nikolajsen efter den samme rutine, som benyttes ved Sydvestfynsundersøgelserne.[2]
Markvandringerne resulterede i ikke færre end 11 nye pladser – i forvejen var der kendt 1. En af de nye pladser gav sig kun tilkende ved spredt forekomst af flintaffald, den blev ikke nærmere undersøgt. To af de andre pladser, begge ved flintaffald og ildsteder kendetegnede som bopladser formentlig fra yngre stenalder, blev heller ikke undersøgt videre, da de lå uden for selve vejlinien. De ni resterende pladser lå imidlertid så meget i vejen, at de ville blive ødelagt ved vejarbejdet. Om dem blev da vore undersøgelser koncentreret.
For at undgå forsinkelser af vejarbejdet, aftaltes det med vejvæsenet, at de arkæologiske undersøgelser såvidt muligt skulle foretages inden entreprenørarbejdet. Da mulden skulle fjernes over næsten hele strækningen, skulle entreprenøren udføre dette arbejde for os. De steder, hvor der ikke var gravet tilstrækkeligt af, d.v.s. at man ikke var nået ned til kulturlag eller til undergrunden, måtte den videre afgravning foretages af den arkæologiske arbejdsstyrke.
Af hensyn til vejarbejdet og økonomien måtte muldafrømningen ske kort før selve entreprenørarbejdet på den pågældende strækning, så det siger sig selv, at der kunne opstå situationer, hvor presset på arkæologerne blev lovligt stærkt. Den tunge jordkørsel i forbindelse med opfyldning af et vandhul var også til betydelig gene, dels på grund af fygejord, dels fordi maskinerne kørte den ene halvdel af vejbanen så hårdt sammen, at videre undersøgelse måtte opgives – det var særlig galt i vejens vestlige ende.
Bortset fra disse ulemper ved at grave på en stor og larmende arbejdsplads forløb undersøgelserne så godt, det kunne forventes.
På fig. 3 er resultaterne af udgravningerne indtegnede. Udgravningerne måtte naturligvis indskrænkes til selve vejbanen. Fig. 4 viser de forskellige undersøgelsesmethoder, som brugtes ved arbejdet. Da alle vejstrækningens kvadratmeter ikke kunne undersøges lige omhyggeligt, er kun de sorte områder undersøgt dels ved langsgående søgegrøfter, dels ved tværgående søgegrøfter eller prøvehuller. Søgegrøfterne er maskinelt gravede.
Det er nok rimeligt at tage udgravningerne i kronologisk orden. Yngre stenalder er bedst repræsenteret, ikke mindre end 9 bopladser kan dateres til jættestuetid (MN) på grund af keramik og flintgenstande.
Vestligst lå boplads 608 på jævnt, let vestskrånende terræn ved nordsiden af mosen »Plovskjær«. Et område med 3 ildsteder, 5 skrabere og et flade-hugget forarbejde til et redskab, samt 83 afslag påvistes på overfladen. Ved vejarbejdet kunne et enkelt 0,5 m stort ildsted (kogegrube) med et tæt lag ildskørnede sten konstateres. Pladsens udstrækning er ikke fastlagt, dateringen er vel dolktid.
Område 602 lå på jævnt terræn ved østsiden af et mosehul. Banelinien skiller det fra 603, men formentlig er det en og samme boplads. Ved rekognosceringen fandtes 28 flintredskaber, deriblandt stumper af 4 flintøkser og -mejsler og 21 skrabere, et oldtidsskår og 98 flintafslag; dateringen er yngre stenalder, formentlig jættestuetid.
Ved udgravningen fremkom et mørkt lag, der vel er rester af et kulturlag, men det kan høre til vikingetiden (s. 28). To gruber indeholdt yngre stenalders fund, grube J var den rigeste (fig. 5). Den var rund, 2,25 m i diam. og med stenforet bund (profil fig. 6). Fundene må placeres sent i jættestuetid.[3] Et affaldslag i kanten af en lille lavning indeholdt også stenalderfund. Derimod kan en pælecirkel i det store mosehul ikke dateres nærmere; den kan være fra vikingetid eller et helt tredie tidspunkt. Da moselagene skulle graves bort, observerede arbejderne en kreds af 5 cm tykke, tildannede, nedrammede pæle på bunden – formålet er ukendt.
Rekognoscering på mark 603 resulterede i 42 redskaber, 26 stenalderskår, ildskørnet flint, 101 stk. flintaffald og ildskørnede sten samt flere pletter med mørk jord, den ene med skår og lerklining; dateringen er yngre jættestuetid.
Ved udgravningerne undersøgtes en grube i gult sand, og et affaldslag i en lavning gav lerkarskår og nakken af en flintøkse, der sikkert hører til samme boplads som 602 (fig. 7). Derimod stammer et lag ildskørnede sten nok snarere fra vikingetiden (s. 34).
Fundplads 604 lå øst for 602-03 og kan høre med til den samme boplads, idet dateringen synes at være den samme. Der fandtes 41 flintredskaber, heraf 9 øksestumper af den yngste tyknakkede type,[4] 22 skrabere og 230 stk. flintaffald foruden en plet med ildskørnede sten. Stednavnet »Topshøj« på udskiftningskortet over Ebberup og Nordbys jorder fra 1777 viser, at der har ligget en gravhøj, formentlig nu gravet væk ved grustagning. Ved udgravningen fremkom 21 gruber og et stolpehul i lerjord. 15 af gruberne indeholdt yngre stenalders fund (fig. 8), som bekræfter overfladedateringen til den såkaldte Store Valby-fase,[5] resten af gruberne var fundtomme.
Hvis det er den samme boplads på 602-04, som måske ovenikøbet fortsætter ind på 609, bliver det til et meget stort bopladsareal, vel 800 m øst-vest. Det tættest benyttede areal er åbenbart omkring vejen på 604.
På marken no. 609 er der opsamlet 3 øksestumper, 6 skrabere, 6 andre flintredskaber, et oldtids lerkarskår, 173 flintafslag og en sandstens vævevægt (vel vikingetid), samt observeret en del ildsteder. Ved udgravningsfasens søgegrøfter fremkom intet på vejbanen, der kunne bekræfte denne stenalderboplads.
Boplads 605 blev ikke udgravet og ligger nu godt gemt under vejen. Her opsamledes på den kuperede overflade 2 skrabere, et trekantet stykke af et redskab samt en stump af en fladehugget kornsegl og 14 afslag. Fundene hører nok til i dolktid og kan repræsentere en forlægning af den netop omtalte store boplads. På nabomarken er kun 9 flintafslag opsamlet (601).
Boplads 607 lå på sydvendt skråning ned mod moseområder. På en lille grusbanke fandtes for en del år siden en lille stenkiste med brændte ben, formentlig fra yngre broncealder – i en høj? På det nævnte udskiftningskort fra 1777 er der her angivet en uopdyrket firkant, svarende til den måde gravhøje ellers vises på, og marken hed »Skadeshøy«, så mon ikke gravhøjen er sikker nok? En høj længere inde på marken er derimod ikke markeret på kortet 1777. Der fandtes uden for vejområdet en del oppløjede ildsteder og 11 flintredskaber, heraf de 7 skrabere, samt et stenalder lerkarskår og 95 afslag.
På grund af jordkørsel kunne iagttagelser ikke gøres ved vejarbejdet, en oppløjet kogegrube kunne således ikke genfindes. Stenalderbopladsen har derfor ikke kunnet verificeres.
Marken mod øst – 610 – gav 2 skrabere og en tyknakket, tyndbladet flintøkse, 15 stenalders lerkarskår og 41 afslag samt en halv snes ildsteder og en mulig høj ved rekognosceringen. I en langsgående søgegrøft på selve vejbanen fandtes intet, hvorfor der ikke blev gravet yderligere. Det er muligvis den samme boplads som 607, men da stykket mellem de to marker lå i græs, kan dette ikke bevises. Hvis det er sådan, får vi en anden meget stor boplads fra jættestuetid; også no. 600 kan høre hertil. Er det rigtigt, bliver dette bopladsområde ca. 1000 m i øst-vest.
Plads no. 600 viste sig på overfladen ved 35 flintredskaber og 264 afslag, samt et enkelt oldtidsskår. Der var genstande fra dolktid, en dolk og to dolkfæster, en lille økse med udsvajede æghjørner, 20 skrabere, hvor den ene er en typisk skaftskraber samt en flækkeskraber. En tyndbladet økse kunne tyde på lidt ældre bebyggelse også. Desuden var der områder med håndstore sten og på et højt punkt ved siden af dolken nogle stenfliser, der lod ane en sløjfet høj.
Ved gravning af en søgegrøft over 340 m fremkom på det let sydskrånende terræn et langagtigt fyldskifte i den gule lerundergrund, på tværs af vejen. Det var en ca. 4,5 m bred og mindst 27 m lang jordfyldt lavning. Sydgrænsen fandtes ikke i det udgravede felt. Da fyldskiftets karakter var uklar, gravedes en del systematisk ud med profilbalke, men ikke alle dele blev undersøgt til bunds. Vi går ud fra, at det er en naturlig rende i stenalderterrænet, som er opfyldt med affaldsmateriale fra en nærliggende boplads. Den har formentlig ligget nord for vejen, hvor der ikke kunne graves. To gruber og et stolpehul viser, at der har været regulær bebyggelse i området. Fundene fra fyldskiftet daterer opfyldningen til begyndelsen af jættestuetid, den såkaldte Troldebjerg-fase (fig. 9).
Vejens østlige ende kunne ikke rekognosceres på grund af græs. I en gammel grusgrav sås 3 kogegruber i skrænterne, og lidt flintaffald kunne opsamles. Ved udgravning fremkom på område 611 15 gruber, hvoraf de 8 gav keramik, de 6 tillige flintsager, 4 andre kun flintsager; resten var fundtomme og er kogegruber, (fig. 10). Fundene omfatter flere fragmenter af lerblokke[6] og lerkarskår, der daterer pladsen til førromersk jernalder (per. II, ca. 300-200 f. Kr. f.)[7]. Flintsagerne stammer formentlig fra stenalderen og kan repræsentere østenden af bopladsen no. 600. Også på pladsen 604 fremkom en enkelt grube med fund fra denne periode (fig. 11).
Umiddelbart vest for en lille lavning med vandløb, på syd- og vestskråning fremkom ved rekognosceringen på mark no. 601 klare beviser for en jernalderboplads i form af 12 oppløjede ildsteder og gruber med lerkarskår. Fundmaterialet omfatter et par hundrede lerkarskår, der klart peger på ældre romersk jernalder.[8] Ved brobyggeri blev den vestlige del af bopladsen gravet væk allerede i vinteren 1976/77. På den tiloversblevne del udgravedes 44 gruber og 6 stolpehuller (fig. 12). Det tidstypiske keramikmateriale daterer pladsen til omkring Kristi fødsel.[9]
Den yngste, påtrufne boplads fremkom meget uventet i området 602. Som tidligere nævnt fandtes på denne mark ved rekognosceringen udelukkende spor efter en stenalderboplads, og da de første gruber blev afdækket, regnede vi da også med, at disse var fra yngre stenalder. Ved et nærmere kig på keramikken afsløredes det dog, at furerne på skårene ikke var den for tragtbægerkulturen så karakteristiske afstribning, men derimod omløbende furer og bølgelinier, som kendetegner hovedparten af den såkaldte østersø-keramik. Østersøkeramikken – (se fig. 13) – er en keramiktype, som eksisterede fra omkring 1000 – 12-1300 e. Kr. f. herhjemme, og som var stærkt præget af den datidige slaviske keramik.[10]
På trods af stort tidspres og på trods af at dele af området blev benyttet som transportvej lykkedes det dog ved hjælp af prøvehulsgravning og jord-afslufning med traktor og dozerblad at påvise og derefter undersøge ialt 12 gruber, som må have tilhørt denne boplads fra slutningen af oldtiden.
På planen fig. 14 ses samtlige undersøgte gruber fra denne plads. Den nordligste gruppe bestående af gruberne A, B, C, D, F og G er beliggende på det højeste punkt. Herfra falder terrænet ret stærkt mod vest og syd ned mod en større mose; mod nord og øst er der tale om et mere jævnt terrænfald.
Gruberne A, C og D har givet keramikfund og muliggør derfor en datering. Grube A og C indeholdt hver ca. en snes skår, og de kan alle – bortset fra en skårflage – henføres til gruppen østersøkeramik. Eksempler på randskår og sideskår med omløbende furer og bølgelinier ses af fig. 13. Skårflagen, som ikke kan henføres til østersøkeramik-gruppen er så stor, at øverste del af karret har kunnet rekonstrueres (fig. 15). Dette kar er et såkaldt kuglekar med udadbøjet rand af vesteuropæisk type og kan dateres til 11.-12. årh. e. Kr. f.[11]
Grube D har givet et skårfund, nemlig et bundskår, som – med nogen usikkerhed – kan henføres til østersøkeramik-gruppen.
Foruden keramik fandtes i de tre gruber enkelte små stykker lerklining. På grundlag af den fremkomne keramik kan de tre gruber dateres til 11.-12. årh.
Gruberne B, F og G gav ingen fund af daterende materiale, og det er uvist, om de skal henføres til det 11.-12. årh. e. Kr. f. eller om de hører sammen med jættestuebopladsen fra området 602 (s. 23).
Den sydligste gruppe af anlæg blev fundet ved, at der flere steder lå ildskørnede sten i overfladen, efter at entreprenøren havde aftaget ca. 20 cm muld. En afrensning med dels traktor og dozerblad og dels skovl afslørede fire store og to mindre fyldskifter. Overraskelsen var stor, da vi fik disse anlæg undersøgt nærmere, idet det viste sig, at der var tale om fem grubehuse – de først fundne grubehuse fra vikingetiden på Fyn.
Fyldskiftet K (fig. 14) viste sig ved gennemgravning at være to grubehuse, hvoraf det sydligste (R) skærer ind over det nordligste (Q). R må således tolkes som værende det yngste. På fig. 16 vises snit og plantegning. Begge huse har haft en næsten cirkelrund form med diameter på henholdsvis ca. 3 m (grubehus R) og 3,5 m (grubehus Q). Nedgravningsdybde i undergrunden var i R ca. 30 cm og ca. 40 cm i Q.
I begge huse påvistes stolpepar i henholdsvis vestkant og østkant. Hvorvidt der har stået to stolper i hver ende samtidig, eller der har været tale om stolpeudskiftning kunne ikke afgøres. Foruden stolpesættene fandtes spor efter mindre stolper og pæle, c og f i Q og d og f i R.
Kun grubehus Q gav fund, men der var her til gengæld tale om fine fund, nemlig 1 broncekæde, 1 fåresaks (fig. 17) 1 tenvægt, 1 lille skår samt en del dyreknogler.
Grubehuset L var ligeledes cirkulært med en maksimal diameter på ca. 5 m og dybde på ca. 80 cm. I alt påvistes 10 stolpehuller og dertil et mindre antal formodede pælehuller. De mange stolpehuller, som på nær to var langs husets indre kant, tyder på, at der enten er blevet foretaget flere stolpeudskiftninger, eller at der er tale om en anden hustype end Q og R. Væggens karakter i dette hus kunne entydigt bestemmes, idet der langs den ene kant fandtes en formentlig indvæltet lerkliningsvæg. I lerkliningen kunne påvises tydelige aftryk af grene og fletværk.
I grubehus L fandtes 2 små jernsøm (fig. 17), 1 lille stykke rav, formentlig et fragment af en perle, 1 søpindsvin samt en del keramik og knogler. Af de 35 skår kan ingen henføres til østersøkeramik-gruppen, men derimod til den typiske vikingetidskeramik – halvkuglekarret.[12] På fig. 18 vises det øverste af et rekonstrueret kar. Ved siden af ses et randskår, som er prydet med en serie usymmetrisk anbragte fordybninger. Det hører iøvrigt til sjældenhederne, at disse ellers simple vikingetidskar er ornamenterede.
Grubehuset N havde en oval form med en længde på ca. 4,1 m og en bredde på ca. 3,3 m, den maksimale dybde var ca. 60 cm. I vestenden afdækkes ialt 3 stolpehuller, et af dem med støttepæl, og i østenden påvistes ialt 6 stolpehuller. Ved hjælp af senere påfyldningslag over tidligere anvendte stolpehuller kunne det påvises, at de mange stolpehuller har hørt til forskellige byggefaser.
I grubehuset fandtes 1 vævevægt (fig. 19), 1 kniv (fig. 17), 1 jernspids, 20 skår, alle fra vikingetiden – halvkuglekar, samt en del lerkliningsstykker.
Det sidste grubehus – T – var næsten cirkelrundt med en diameter på ca. 2,8 m og dybde på ca. 50 cm. Nord for huset fandtes en mindre grube, som stod i kontakt med grubehuset, men hvis funktion ikke nærmere kunne bestemmes. I grubehuset påvistes to store stolpehuller, i henholdsvis vest og øst. Et pælehul fandtes nord for det vestligste stolpehul.
Fundene fra grubehuset består af 1 jernkniv (fig. 17) samt en snes skår. Blandt skårene var der tre randskår, hvoraf et tilsyneladende stammer fra et østersøkar, dog uden den typiske ornamentik med omløbende furer. Resten af skårene kan ikke henføres til denne keramikgruppe, men må tilskrives den vestdanske vikingetidskeramik.
Fyldskiftet M viste sig at være af meget ringe dybde og uden fund. Det samme var gældende for grube U.
De fem grubehuse synes alle – grubehus L med nogen usikkerhed – at have været cirkelrunde eller let ovale og med en (eller to samtidige) stolper placeret i henholdsvis vestkanten og østkanten. Disse stolper må formodes at have båret taget, et såkaldt saddeltag.[13] Kun grubehus T har et stolpehul i hver ende, de øvrige har to eller flere.
De mange fund af lerklining – ikke mindst fra grubehus L – viser, at husene har haft lerklinede vægge.
I intet af husene fandtes sikre belæg for, at der har været ildsted. I huset L fandtes en del ildskørnede sten, men da disse lå sammen med ubrændte sten, har der tilsyneladende ikke været tale om nogen bålplads. Husene skal nok ikke tolkes som boliger, men snarere som arbejdshytter, og her kan det fundne redskabsinventar være af interesse. Fund af vævevægt, tenvægt og fåresaks tyder jo unægteligt på uldforarbejdning. Det er da også i forbindelse med undersøgelse af andre grubehuse blevet hævdet, at de bl.a. blev brugt som vævehytter.[14]
Når der på pladsen kunne påvises arbejdshytter, så må der også i nærheden have været beboelseshuse, men ved undersøgelsen lykkedes det ikke at påvise sådanne. Det kan skyldes, at den sammenkørte, tørre og derfor stenhårde ler-undergrund, ikke tillod erkendelse af så små fyldskifter som stolper og væggrøfter.
Hvad angår dateringen af de fem grubehuse, viser fundene, at husene har eksisteret engang i vikingetid, tiden 800-1050 e. Kr. f. Bemærkelsesværdigt er det, at medens de nordligste gruber, A, C og D udelukkende indeholdt østersøkeramik – bortset fra kuglekarret af vesteuropæisk type – så indeholdt de fem grubehuse kun – bortset fra et enkelt muligt østersø-randskår – keramik af de såkaldte halvkuglekar. Muligvis skal dette tages som udtryk for en tidsmæssig forskel mellem de to grupper. Hvis dette er rigtigt, må den nordligste gruppe være yngst, fra tiden efter 1000, medens grubehusene må stamme fra tiden før år 1000 e. Kr. f. Det skal bemærkes, at området mellem de to grubekoncentrationer ikke kunne undersøges nærmere, idet området blev ødelagt ved jordkørsel.
Den tidsmæssige indplacering af pladsen som helhed må være fra 9.-10. årh. og til 11.-12. årh., altså vikingetid og måske begyndelsen af middelalderen.
Pladsens udstrækning havde vi ikke mulighed for at bedømme, men at den har strakt sig længere til siderne ud over det udgravede areal er der ingen tvivl om. På området 603, ca. 100 m syd for grubehusene, påvistes et udsmidslag bestående af kulturjord og ildskørnede sten langs en mosekant. I dette lag fandtes bl.a. et skår, som muligvis kan dateres til vikingetid.
Denne vikingetidsplads er interessant på flere måder. For det første er det endelig lykkedes også at påvise vikingetids-bopladser med grubehuse på Fyn. For det andet indeholder gruberne og grubehusene et – i vikingetidsboplads-målestok – godt fundmateriale omfattende både metalgenstande og – nok så vigtigt – keramik. De fundne keramiktyper kan anvendes i det videre arbejde med den fynske vikingetid. For det tredje falder pladsen godt i tråd med andre undersøgelser, som Fyns Stiftsmuseum og Odense Universitet arbejder med i disse år. I forbindelse med forskningsprojektet »Landsbyens opståen og udvikling på Fyn«[15] undersøges bl.a. spørgsmålet om de eksisterende landsbyers alder. Hidtil har man på grundlag af stednavneforskningen henført en række af vore nuværende landsbyer – landsbyer med navneendelserne -inge, -lev, -løse, -sted og -um – til tidsrummet 400-800 e. Kr. f.[16] Disse landsbyer skulle således have eksisteret fra engang før vikingetiden. I forbindelse med den antagne befolkningsvækst i vikingetiden opstod landsbyerne på -torp, -by, -bølle og -tofte i 9.-12. årh.[17] Ved en række udgravninger i fynske landsbyer i forbindelse med projektet »Landsbyens opståen og udvikling« har vi ikke kunnet finde kontinuitet i vore nuværende landsbyer længere tilbage end til det 11.eller 12. årh.[18] Det er gældende både i landsbyer af det såkaldte ældste stednavnelag og i landsbyer med vikingetidige landsbynavne. På grundlag af udgravningerne synes der at være tale om et generelt bebyggelsesskift omkring overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder. Dette skifte synes ikke alene at være begrænset til Fyn, men også til Sjælland og Jylland.[19]
De opnåede resultater fra udgravningerne i de eksisterende landsbyer har givet et nyt problem, nemlig hvor den forudgående bebyggelse har ligget. Hidtil har man fra Fyn kun kendt en vikingetidsboplads, nemlig Skrillinge, hvor der er foretaget en mindre prøvegravning.[20]
Med fundet fra Ebberup er der kommet endnu et eksempel på, at man skal finde vikingetids-bopladserne uden for de eksisterende landsbyer. Foruden de to nævnte pladser – Skrillinge og Ebberup – er der i de senere år blevet fundet spor, som tyder på, at der også har ligget vikingetidspladser i nærheden af landsbyerne Vester og Øster Skerninge (ved Ollerup Sø), Rønninge, Dreslette og Killerup. Afstanden fra vikingetidspladserne og de eksisterende landsbyer er kun nogle få hundrede meter, f.eks. ligger Ebberup-bopladsen kun ca. 400 m nord for sognebyen Sønderby og kun ca. 700 m syd for Nordby. Måske har vi her fundet det fælles udgangspunkt (moderlandsbyen) for de to landsbyer Sønderby og Nordby.
Hvad er der da kommet ud af disse ikke helt billige undersøgelser i forbindelse med Ebberupvejen?
Der er udgravet en række pladser, som man ellers aldrig ville have rørt. Den mest spændende er vikingetidspladsen. Den er interessant fordi den tangerer nogle problemer, som vi andre steder på Fyn og i Danmark er optaget af. Derved får den anvendelighed udover det lokale – at det er den første sydvestfynske boplads fra slutningen af oldtiden.
De andre pladsers bidrag til arkæologiens store åbne bog er mere beskedne og anonyme, men i én henseende supplerer de vikingebopladsen ganske udmærket og kan få mere end lokal betydning.
En moderne vej trækker en 40-70 m bred ridse gennem landskabet, en slags prøvegrøft af dimensioner, som ingen arkæolog ville have vovet at drømme om. Derved åbnes der muligheder for at se, hvad landskabet gemmer under muldlaget. I betragtning af hvor meget vi ofte mener at vide, er det i sig selv spændende at se, hvor lidt vi dog alligevel kender til.
Ved at gennemvandre vejstrækningen inden jordarbejdet gik i gang, fik vi samme slags observationer, som dem vi kan få ved rekognosceringer. Normalt er der ikke mulighed for at undersøge disse overfladeopsamlingers sandhedsværdi, vi må akceptere dem blankt eller med visse reservationer. Ved vejprojekter – og navnlig når de trods alt er overskuelige som her – kan vi derimod direkte sammenligne fundene fra overfladen med fundene fra de udgravede lag under pløjedybde.
Derved bliver arbejder som Ebberupvejen en slags kontrolpunkter, som kan danne udgangspunkt for forudsigelser om overfladeopsamlingernes værdi. Jo flere af den slags undersøgelser, der foretages, jo sikrere bliver udgangspunktet. Ganske vist er Ebberupvejen ikke den store brede basis for sådanne forudsigelser, men lad os se, hvad vi kan få ud af den alligevel.
De tidligere omtalte 9 stenalderbopladser hører måske i virkeligheden kun til 3 bopladser. De to af dem dækker store arealer, den tredje – og yngste – er ikke så stor. Er denne opfattelse rigtig, skal vi måske til at tænke lidt over periodens bopladsstruktur. Hvorledes kunne bopladserne blive så store? Har folk boet på dem i længere tid? Hvor mange husholdninger, der boede på den enkelte boplads, kan vores materiale ikke oplyse – desværre.
Gerne ville vi også vide, om det kan være den samme boplads (menneskegruppe), der flyttede rundt i området. Da ingen af pladserne er samtidige, kan en sådan flytning ikke modbevises, men bevises kan den jo heller ikke med det forhåndenværende fundstof.
Det samme gælder jernalderbopladserne, der begge ligger øst for bækken ved Ebberup, der i oldtiden kan have skilt to bopladsområder ad. For jernalderen er der efterhånden oplysninger, der tyder på, at vandrelandsbyer, i hvert fald i visse dele af landet, var normale.[21]
Hvor boede folk efter at bopladsen 601 blev opgivet, og indtil vikingetidsbopladsen blev taget i brug? Blev denne boplads opgivet, da folk flyttede ind omkring kirken i Sønderby? Undersøgelserne antyder nogle bopladsmønstre, som kan forekomme vor bofaste kultur fremmede, men som formentlig har været rådende i betydeligt flere århundreder end den stedfaste bebyggelses ca. 900 år.
Vi må nok konkludere, at udgangspunktet for videre fantaseringer er for snævert. Vi kan ikke anvise løsninger ud fra Ebberupvejundersøgelserne, men de kan danne udgangspunkt for nogle nye tanker, som kan efterprøves ved fortsatte undersøgelser i området eller andre steder på Sydvestfyn. Således kan også bestilt arkæologi bidrage til at føre forskningen videre ad den lange vej mod sandere erkendelse.
