Gennem de sidste 30 år har antallet af husmandssteder i Danmark været så stærkt faldende, at et »gennemsnitssogn« næppe længere kan fremvise ét regulært eksemplar af den brugstype, der indtil 1950’erne var landets almindeligste!
Samtidig kan man konstatere en stadigt voksende interesse for landalmuens historie – eller mere præcist, for småbønders, husmænds og indsidderes livsvilkår. Interessen kan sikkert tillægges erkendelsen af, at hovedparten af Danmarks befolkning har rødderne begravet i landalmuen, og at denne kun i ringe grad har nydt historieformidlernes bevågenhed.[1] Der er med andre ord store udfordringer til historieskrivere og historieundervisere, museumsfolk, arkivfolk og andre »folk« med relation til faget.
Finn Stendal Petersen har i et lille skrift om »Væverhuset« i Den fynske Landsby gjort rede for den sparsomme forskning omkring landalmuens boligforhold, og har selv taget hul på problemet ved at undersøge historien omkring et enkelt jordløst hus.[2]
I denne artikel følges initiativet op ved at tage udgangspunkt i en anden af museets bygninger, husmandsstedet/gården fra Melby ved Assens. Ved at sammenholde en stadig eksisterende bygning med et skriftligt kildemateriale og med mundtligt fortalte erindringer vil vi søge at finde de materielle rammer omkring livet i et husmandssted fra ca. 1800 til 1948.
Stiller man spørgsmålet til en forsamling, ville svarene sikkert falde højst forskelligt ud, for begrebet er flertydigt, og det har ændret betydning gennem tiderne. Et husmandssted bliver i det følgende brugt til at betegne en mindre landbrugsenhed, der før ca. 1900 kendetegnedes ved, at husstanden ikke alene kunne ernære sig ved indtægten fra eget landbrug – i modsætning til »gården«. En eller flere af husstandsmedlemmerne måtte skaffe en væsentlig del af livsfornødenhederne gennem et andet erhverv, ved arbejde for andre, evt. ved tiggeri eller offentlig understøttelse.
Efter ca. 1900 gav statshusmandslovene og udstykningsforeninger husmændene mulighed for at oprette brug med et betydeligt større jordtilliggende, hvorefter det blev muligt for husstanden ved intensiv drift og nøjsomhed i husholdningen at leve af deres eget landbrug. 1900-tallets husmandssted vil vi derfor definere, som en landbrugsenhed, hvor hovedparten af husstandens samlede indtægt stammer fra eget landbrug, og hvor jordtilliggendet ikke overstiger 10 ha.[3]
Melby-huset kom første gang i berøring med Den fynske Landsby i juli 1941, hvor museumsdirektør Svend Larsen besøgte landsbyen Melby – på udkig efter mulige emner til et frilandsmuseum i Odense. Han fotograferede bygningerne og registrerede dem som »en firlænget gård m. beklinede vægge, gennemstukne bjælkehoveder«[4]
Den fynske Landsby erhvervede bygningerne i 1948, og et par år senere begyndte genrejsningen i museet på baggrund af nøjagtige opmålinger og tegninger af bygningerne før nedtagelsen, nummerering af træværk, døre, vinduer, sokkelsten, karakteristiske sten i brolægning m.v., samt 40 fotos taget før og under nedtagningen. Efter en tidligere ejers udsagn var Melby-huset efter genopførelsen »næsten ikke til at skelne fra før!«
Det var dog sket visse ændringer, hvoraf udskiftningen af stråtaget og en del råddent træværk må betragtes som almindelig vedligeholdelse. Men derudover ændrede man flere ting ved huset i et forsøg på at føre det tilbage til en mere oprindelig skikkelse: Vinduerne i udlængerne bestod ved nedtagelsen af jernvinduer af forskellig type; de blev udskiftet med enrammede, 4-rudede trævinduer; stalden havde en murstensmur mod gårdspladsen, som ved genopførelsen erstattedes af bindingsværk; nordlængen havde mod gårdspladsen en stor åben port, som lukkedes med bindingsværk og en dør.
Men bortset fra disse, og en del mindre, ændringer står Melby-huset i dag, som før det blev flyttet for 35 år siden.
Og hvad var det så for en bygning, man gjorde til museumsgenstand?
Melby-huset består af 4 længer, bygget op omkring en lille, brolagt gårdsplads. Længerne er sammenbyggede – bortset fra syd- og vestlængen, hvor mellemrummet på en halv meter kan lukkes med en låge. To porte, gade- og tofteporten, fører ind til gårdspladsen.
Alle længer er opført i traditionelt og solidt bindingsværk med overtømmer (tagkonstruktionen) overvejende i fyr og undertømmer i eg.
Byggemåden er stort set ens i alle længer (se fig. 4): Ovenpå en stensyld ligger den gennemgående fodrem, som vægstolperne er tappet ned i (se fig. 5, vedr. tapning og bladning). Stolperne er på midten forbundet indbyrdes med en løsholt, og foroven af en gennemgående tagrem eller »leide«, der er bladet bag på stolpeenderne. Endvidere er stolperne parvist forbundet på tværs af huset med en bjælke, hvis ender er tappet gennem stolperne, således at et stykke er synligt på ydersiden, hvor et par trænagler fastlåser bjælken (»gennemstukne bjælkehoveder«).
Et stolpepar forbundet med en bjælke kaldes en »binding« – afstanden mellem 2 bindinger, et »fag«.
Ved hjørnerne er bindingsværket forstærket med en skråstiver fra fodremmen ved hjørnestolpen til øverste del af næstsidste stolpe.
Tagkonstruktionen er almindeligt »sadeltag«, der i det ikke-sammenbyggede hjørne mod sydvest er afsluttet med »helvalm« i vestlængen og »halv-valm« i sydlængen. At taget er afvalmet betyder, at tagkonstruktionen i gavlen er skrå, henholdsvis helt eller halvvejs ned til loftshøjde. Ovenpå tagremmen hviler spærene, der foroven, i »kippen«, er forbundet parvist. Spærene er på tværs støttet af hanebåndene og på langs af lægterne, der også bærer tagbeklædningen. Forneden er spærene forlænget med skalke, der bærer tagskægget. Tagene er overalt tækket med rør (før nedtagelsen dog langhalm), der er fastsyet med »halmsimer«. Rygningen er tækket med halm, der fastholdes af »kragetræer« (ved nedtagelsen var rygningen dog uden kragetræer).
»Tavlene« i bindingsværket er de fleste steder i ydervæggene udfyldt af brændte eller ubrændte lersten. I det sydøstlige og det nordøstlige, udvendige hjørne har hovedparten af tavlene dog grenfletværk med lerklining udenpå, hvilket især gælder for tavlene over løsholterne. Skillevæggene har oftest grenfletværk/lerklining. Uregelmæssigheden i tavlenes byggematerialer viser blot, at væggene er blevet repareret ind imellem og måske i nogle tilfælde helt udskiftet.
Går vi til de enkelte længers specielle bygningstræk og funktionsindretning, afviger stuehusets bindingsværk på flere punkter fra de øvrige længers: For det første har den vestlige gavl som nævnt ovenfor halvvalm, hvilket betyder, at bindingsværket her bliver »3 tavl høj«. Det er altså forhøjet med en ekstra tavl, der afsluttes af en rem, hvorpå valmspærene hviler. Mellemrummet mellem murværk og tag er her lukket af et bræt, »vindskeden«, der forhindrer vinden i at blæse direkte ind på loftet.
For det andet har også den østlige ende en afvigende byggemåde, idet det er »trundbygget«, eller det har »kroghus«. Begge udtryk angiver, at hjørnet er bygget rundt – en byggemåde som stammer fra sulebygningerne (bygninger, hvor taget bæres af svære, lodretstående stolper midt i bygningen). Senere blev kroghuset også almindelig i huse med spærkonstruktion.
For det tredie har hvert af fagene et stykke lodretstående tømmer mellem fodrem og løsholt, en såkaldt »dokke«. Den har her mere dekorativ end bygningsforstærkende effekt.
Stuehuset er i øvrigt relativt stort, 11 fag langt (= 13,5 m) og 5,8 m bredt. Fra gårdspladsen fører hoveddøren ind i køkkenet, hvorfra der er adgang til stuehusets øvrige rum: Til højre fører en dør ind til storstuen, der optager husets 3 vestligste fag, svarende til godt 20 m2. Rummet kan ikke opvarmes.
Ligefrem fører en dør ind til lillestuen, der sammen med køkkenet optager de næste 3 fag. Hele den vestre væg er her dækket af en dobbeltalkove med et rødmalet forværk, der er forsynet med skodder og (midtfor) et indbygget ur. I den østre væg er der indbygget 2 skabe oppe under loftsbjælken, mens der i væggen ud mod køkkenet er indsat en rude på ca. 30 × 30 cm. Rummet bliver opvarmet af køkkenets åbne ildsted, der er bygget ind i lillestuens nordøstre hjørne. Melby-huset havde ved nedtagelsen et komfur, men da man fjernede dette, fandt man resterne af det tidligere åbne ildsted, som rekonstrueredes ved genopførelsen.
I køkkenets østre ende fører en dør ud til bryggers og ølkammer, der optager længens østligste fag. Bryggerset domineres af bageovnen og den tilhørende gruekedel, der fylder næsten halvdelen af rummet. Ølkammeret ligger i hjørnet mellem den østre gavl og stalden, og gulvarealet er vel næppe større end 4 m2.
De vestligste 6 fag af stuehuset er velforsynet med store vinduer, hvert med 2 rammer à 6 små ruder. Storstuen har således 4 vinduer, køkken og lillestue hver 2. I kontrast hertil står husets østlige del: Ølkammeret har kun en lille rude på 25 × 30 cm. – bryggerset slet intet vindue; her måtte arbejdet foregå ved lyset fra døren mod sydøst og halvdøren mod gårdspladsen. Gennemtrækken, der herved opstod, fjernede samtidig emmen fra bageovn og gruekedel.
Hele stuehuset har bræddeloft, mens gulvbelægningen veksler fra brosten i bryggers og ølkammer, til teglsten i køkken og til egetræsbrædder i stor- og lillestue.
Går man fra bryggerset ud på gårdspladsen, har man på venstre hånd en vandpost og et stentrug, og på højre hånd østlængen, der fungerede som stald. Længen er 6 fag mod gårdspladsen og 7 fag mod toften, hvoraf porten udgør de 2 fag.
Før nedtagelsen var længen indrettet til kostald med 3 båse i bygningens tværretning. Foran båsene var der en kalveboks i hele bygningens bredde. Stalden har overalt brolægning, der bag båsene er forsænket til en grebning. Mod øst er der 2 vinduer – mod gårdspladsen ét vindue og 2 halvdøre.
Bygningsdelen nord for porten synes egentlig hverken at høre til øst- eller nordlængen: Nordlængen afsluttes på traditionel vis med en skråstiver i det 4. fag fra østgavlen, hvorefter murværket i hjørnebygningen bliver 20-30 cm lavere. Og østlængen er godt 1 m bredere end den kun 3,6 m brede hjørnebygning. Hertil kommer, at bygningsdelen tilsyneladende er opført af en klamphugger: Byggematerialerne er dårlige (irregulært tømmer, fletværk og lerklining i stedet for mursten, m.v.) og byggemåden bærer præg af manglende professionalisme (spærkonstruktionen er klodset, loftsbjælkerne er lagt oven på tagremmen uden regulære samlinger, tagremmen på hjørnebygningen er blot lagt ind under nordlængens tagrem uden sammenføjning, osv.)
Ud fra det ovenstående at dømme ser det nærmest ud til, at hjørnet er en senere tilbygning, hvilket så også må gælde for taget over tofteporten.
Når man trådte ind i hjørnebygningen fra porten, havde man på højre hånd en temmelig stor svinesti (ikke genopført), ligefrem et aflukket tørcloset, og til venstre en kalveboks, der strakte sig 3 fag ind i den sydlige del af nordlængen. Rummet har lergulve og bliver oplyst af 2 vinduer, ét lille ved svinestien og et større ved closettet (ikke genindsat).
Skråstiverne i nordlængens bindingsværk synes at vise, at denne længe oprindelig bestod af en selvstændig bygning på 9 fag. De vestligste 3 fag skulle således, ligesom de østligste, være kommet til senere. Længen, der er godt 5 m bred, er opdelt i 4 rum – alle med lergulv.
De 3 østligste fag er med en skillevæg delt i et korngulv mod nord og den før omtalte kalveboks mod syd. I væggen mod gårdspladsen er der en dør og 2 små jernvinduer (ved genopførelsen erstattet af ét større vindue).
De midterste 4 fag fungerede som tærskelo, og bindingsværket er sikkert derfor forhøjet med trekvart meter for at give plads til at slå med plejlen neden under »slyden« (de løst oplagte rafter, som bar høet eller kornnegene). Som den eneste åbning i hele nordvæggen sidder der i tærskeloen en lem, som vel blev brugt til at lange neg m.v. ind af. Mod syd havde rummet den nu sløjfede 2 fag brede portåbning.
Ved nedtagningen bestod kun en lille rest af nordlængens oprindelige vestgavl, da det vestre rum var slået sammen med rummet i hjørnet. Rummene betegnedes som »lade«, hvilket vel angiver, at de har været brugt til forskellige opbevaringsformål. Rummene har ingen vinduer, men derimod en dør ud til gårdspladsen og en døråbning ind til hestestalden i vestlængen.
Vestlængen er den smalleste af længerne, kun 3,3 m bred. Udover det allerede beskrevne hjørnerum på 4 fag, består den af 6 fag: 2 små rum på hver 2 fag – og en gennemkørselsport.
Rummet nord for porten er brolagt og fungerede som hestestald (en grebning i brolægningen er ikke genopført) – dog kun med plads til én hest. Der er et vindue og en dør ud til gårdspladsen.
Rummet syd for porten havde ved nedtagelsen cementgulv (nu lergulv) og anvendtes til vognport. 2 store portdøre åbner ud mod gårdspladsen.
Efter denne gennemgang af de 4 længer kan vi konstatere, at Melby-huset indeholder mange og velbevarede træk af ældre tiders byggeskik og produktionsmåde, men bygningen bærer også præg af at have dannet ramme om en beboelse og en landbrugsproduktion, der ændrede sig ganske betydeligt fra 1800-tallets begyndelse til 2. verdenskrig.
For at kunne anvende Melby-huset som museumsgenstand til at formidle noget om livsvilkårene for småbønder og husmænd i perioden, må vi derfor undersøge, hvordan bygningsændringerne gennem tiderne står i forhold til de øvrige produktionsforhold; dvs.:
Så mange detaljerede spørgsmål kan selvfølgelig ikke besvares ud fra materialet til Melby-huset alene. Andre undersøgelser af landbrugsenheder med tilsvarende produktionsforhold på samme tidspunkt må fuldføre mosaikken.
Da Melby-huset blev genopført, kendte man ikke bygningens alder og oprindelse, men på baggrund af dens størrelse og oprindelige placering i landsbyen, var det nærliggende at tro, at Melby-huset var én af landsbyens »gamle« gårde med forgængere tilbage i middelalderen.
Udskiftningskortet over Melby ejerlav (Original I-kort, opmålt 1792 og tegnet 1803) overbeviser os imidlertid om, at dette ikke er tilfældet: På det sted, hvor Melby-huset skulle ligge, er der bar mark, og jorden tilhører matr. nr. 6 – en gård under Brahesborg!
Noget tyder dog på, at Melby-huset er kommet til mellem opmålingen af jorderne i 1792 og korttegningen i 1803, for på udskiftningskortets liste over samtlige gårde og huse i Melby står under matr. nr. 6 opført: »Peder Jørgensen, 4 td. 6 sk.«, og nedenunder: »ditto ejendom, 1 sk. 3 fj. 1/2 alb«. Det svarer til det jordtilliggende Melby-huset senere fik – beliggende ved landsbyens grusgrav i det hjørne, hvor vejen til Brahesborg støder til Odense-Assens-landevejen.
Tilsyneladende har grev Rantzau af Brahesborg altså udstykket en lod fra matr. nr. 6, hvilket også bekræftes i et livfæstebrev af 11. februar 1804, hvor Jørgen Pedersen overtager faderens fæstegård. Heri siges det udtrykkeligt, at gårdens tilliggende er 4 td. og 6 sk. hartkorn. Et egentlig skøde eller fæstebrev på det udstykkede synes ikke at eksistere.
Først i Baag herreds skøde- og panteprotokol under den 1. maj 1804 kommer vi ret på sporet:
»Underskrevne Mads Eriksen, selvejerhusmand i Melby by, Kjærum sogn, Assens amt, sælger til velagte mand Hans Jensen Christensen af Thorøhuse mit ejende og iboende hus, som jeg af nyt få år siden har ladet opbygge med samme tilhørende jordlod 2 tdr. 3 skp. land af ny matrikel htk. 1 skp. 3 fjk. 1/2 alb. Østen for Melby by i såkaldet vænge ved landevejen mellem Odense og Assens og Melby bys grusgrav samt vejen fra Melby til Brahesborg beliggende. Christen Christensen Fisker ved nævnte Brahesborg Hans Rasmus Smed i Aborre afkøbte ejendoms lod nordenfor. Købesum 650 rdl. Fri vandgang til Kiøllemose kjær«.
Der er ingen tvivl om, at der her er tale om den udstykkede lod fra matr. nr. 6. En vis Mads Eriksen har altså købt grunden af godset og ladet bygge et hus, men sælger efter en kort årrække begge dele til Hans Jensen Christensen af Thorøhuse. Denne lader 16. nov. samme år huset forsikre i Landets Almindelige Brandforsikring og herigennem får vi den første beskrivelse af bygningen (se fig. 10):
Den bestod af et stuehus i nord på 5 fag, 3½ alen høj og 8 ½ alen vid. Disse ca. 30 m2 var indrettet til 2 stuer og en forstue; desuden var der en bageovn, som må have taget en stor del af pladsen. Huset havde fjælleloft overalt; det havde 5 vinduer og 3 døre »med fornødne jernhængsler og klinker«.
Øst for stuehuset, men sammenbygget med dette i en vinkel mod syd, lå en længe med fæhus, kornhus og tærskelo. Det var på ialt 9 fag; der var 2 døre – vinduer nævnes ikke.
Begge længer var opført i bindingsværk med overtømmer af fyr og undertømmer af eg. Væggene var klinede, og der var strå på taget.
Men hvem var denne Mads Eriksen egentlig? – og kan vi evt. komme tættere på huset opførelsesår?
Mads Eriksen træffer vi første gang i 1787-folketællingen. Han er da 42 år og bor sammen med konen, Bodil Hansdatter (61) og sønnen Hans (13) i landsbyen Saltofte (se fig. 9). Familien bor i et jordløst hus og føden skaffes ved daglejerarbejde – vel hovedsagelig på Brahesborg, Kjærumgård eller en anden af sognets større gårde.
Ved næste folketælling i 1801 bor familien imidlertid i Melby, i »et hus« – velsagtens på matr. nr. 6. Mads Eriksen betegnes da som »husbond – 58 år – i sit første ægteskab – husmand med lidet jord og daglejer«. Bodil lever stadig, skønt hun i det 14 år siden sidste folketælling er blevet 18 år ældre! (Hun optegnes nu som værende 79 år).
Sønnen Hans har giftet sig og bor nu med kone og et 3-års barn hjemme hos forældrene. Det unge par er begge daglejere.
Ovennævnte oplysninger om Melby-husets første ejere fortæller historien om daglejerparret, der først gifter sig, da konen er kommet lidt »til års«. Som følge deraf får de kun ét barn, hvilket igen kan være medvirkende til, at parret efter yderligere 25-30 års daglejerarbejde får råd til at opfylde deres drøm om et lille husmandssted med jord nok til en ko, et par får og lidt fjerkræ.
Drømmen overskygges dog lidt af, at sønnen med nystiftet familie ikke kan finde andet sted at bo end hjemme hos forældrene; så der er trangt i det nybyggede hus.
Det lille landbrug må have hjulpet godt til på husholdningsbudgettet, men de godt 2 td. land »ved siden af grusgraven« har langtfra kunnet føde familien alene. Mads har jævnligt måttet gå på daglejerarbejde for blot at få sin jordlod bearbejdet med bønderheste. Og det unge par har vel arbejdet lige så mange dage i året, som der var arbejde at få. Gamle Bodil har så stået for den daglige husholdning og børnepasningen.
Det er ikke helt klart, hvorfor Mads Eriksen sælger huset igen allerede i 1804, men Kærum kirkebog giver sikkert én af forklaringerne: Den 21. sept. 1804 begraves Mads Eriksens kone i Melby; hun døde den 17. sept.
Købesummen på 650 rdl. synes at være en god pris – sammenlignet med de 200 rdl. bygningerne taxeres til ved brandtaksationen senere på året.
De nye ejere var den 27-årige Hans Jensen Christensen (HJC) og hans jævnaldrende kone, Karen Conradsdatter. I Kærum kirkebog samme år ses det, at ungkarl Hans Jensen, tjenende Henrich Andersen i Melby er blevet gift med pigen Karen Conradsdatter efter forudgående tillysning den 20. jan. 1804.
HJC stammede fra det lille fiskerleje Thorøehuse (se fig. 9), hvor vi også finder ham ved folketællingen i 1787. Han er da 10 år og husstanden består iøvrigt af forældrene, en lillesøster, samt storebroderen Christen (30 år), dennes kone, og deres 3 børn. Christen er husstandsoverhoved og optegnes som husmand, landsoldat og fisker; faderen hjælper i fiskeriet. Karen er datter af selvejerbonden Conrad Andersen i Melby. Ved faderens død i 1792 arver Karen og broderen Anders hver en lod på 5 sk. 1 fjk. og 2 alb. Storebroderen Niels overtager fødegården, der efterhånden er reduceret til et husmandssted, da der også skal udredes flere andre prioriteter i gården.
Vi ved ikke meget om driften i HJC’s tid, men Karens arv har jo givet ejendommen et væsentligt større jordtilliggende – omkring 6 td. land ialt. Noget tyder også på, at der har været et vist driftsfællesskab mellem HJC og svogrene Niels og Anders Conradsen, idet HJC og Niels i fællesskab køber et stykke jord (matr. nr. 30) på 2 sk. 2fjk. 2 alb., som de i 1818 sælger videre til Anders.
Den 9. marts 1822 oplever HJC det held i uheld at se ejendommen brænde ned til grunden. Branddirektør Schiøtt med 2 lokale taksationsmænd indfinder sig 2 dage efter, men noterer sig, at hængslerne fra døre og vinduer er det eneste tilbage af værdi. Disse ansættes til 8 rigsbankdaler (rbd.) og 4 mark, hvilket fratrækkes den totale forsikringssum på 320 rbd., da HJC gerne vil beholde hængslerne. – Brandårsagen nævnes desværre ikke.
Heldet ved ulykken består i, at landbruget i 1822 befinder sig midt i kornsalgskrisen med lave priser på såvel lønarbejde som varer, mens brandforsikringen bibeholder en høj ansættelse fra den forudgående dyrtidsperiode. Og dette misforhold er skyld i, at HJC kan opføre en bygning på 30 fag mod den gamle på 14!
Da nybygningen tilsyneladende er identisk med dele af det stadig eksisterende Melby-hus, kan der være grund til at se lidt nærmere på beskrivelsen i taksationsprotokollen den 11. dec. 1822:
Brandtaksationen divergerer i forhold til det nuværende Melby-hus med hensyn til fag-antal og byggematerialer, men uoverensstemmelsen skyldes formodentlig unøjagtighed hos taksatorerne. Når stuehuset således optegnes med 9 fag (mod 11), kan det skyldes, at hele kroghuset er regnet som gavl. Stuehuset har kun 9 fag i fuld bredde. Tilsvarende er staldens østside optegnet med 12 fag (mod 11), hvilket kan have sin forklaring i, at man ikke kan se på ydersiden, hvor bryggershuset slutter og stalden begynder.
Hvad byggematerialerne angår, er bygningerne ved den næste taksering i 1844 optegnet med de nuværende materialer, og da det er helt utænkeligt, at stuehuset skulle have udskiftet alt bindingsværk fra fyr til eg mellem 1822 og 1844, må vi regne med, at taksationsmændenes fejloptegnelser skyldes manglende bygningskyndighed.
Stik mod vore forventninger ser det alligevel ud til, at det nordøstre hjørne og porten er opført som en del af østlængen og samtidig med nordlængen. Hjørnets hjemmelavede præg har ikke forbigået taksationsmændenes opmærksomhed, og østlængen bliver som helhed vurderet meget lavt.
I sommeren 1826 sælger HJC husmandsstedet til Christen Sørensen af »Vedstaarup« (nuværende Vistorp – 5-6 km nordøst for Melby). Salgsprisen på 400 rbd. seddelværdi for bygningerne og de omkringliggende 2 td. land, og et tilsvarende beløb for Karens arvelod, synes relativ lav, men i betragtning af krisetiderne måske ikke så dårlig endda. De nærmere omstændigheder omkring salget kendes ikke, ligesom det heller ikke er lykkedes at spore HJC og Karen Conradsdatter videre.
Melby-husets nye beboere var den 42-årige Christensen Sørensen, hans kone Maren Christensdatter på 37 og den 1-årige Søren. Begge ægtefæller kom fra små kår: Christen finder vi i folketællingen for Gamtofte sogn 1787. Faderen optræder som gårdmand og daglejer (!) – og husstanden består desuden af konen, 2 børn, samt konens forældre, der er almisselemmer. Maren stammer fra nabobyen Søllested, hvor hun også bliver døbt den 3. sept. 1789, som datter af daglejerne Christen og Ane – ifølge kirkebogen for Søllested sogn. Ved folketællingen i 1801 er Maren stadig enebarn, og faderen betegnes som »inderste, går i dagleje«.
Maren og Christen havde imidlertid ambitioner om at drive det videre end forældrene, og allerede året efter overtagelsen af Melby-huset tilkøber de 4½ td. land (matr. nr. 30) for 280 rbd. sølv.
Hermed er husmandsstedet nået op på et jordtilliggende på omkring 10 td. land, hvilket får stor økonomisk og social betydning: Ved folketællingen i 1834 betegnes Christen Sørensen som »boelsmand«, og ved tællingen i 1840 får han tilknyttet betegnelsen »lever af sin avling«. Melby-huset var hermed per definition blevet til »en gård« – og dets beboere avanceret til den sociale klasse, hvor man ikke behøvede at arbejde for andre, og hvor mændene havde valgret og valgbarhed til sogneforstanderskabet.[6]
Dermed være ikke sagt, at livet var blevet en dans på roser for Melby-husets beboere, skønt årtierne omkring 1800-tallets midte generelt betegnes som opgangstider for landbruget med gode priser og afsætningsmuligheder – især for korn. Men den første betingelse for at få del i goderne var, at man havde noget korn at sælge, og det kan Maren og Christen ikke have haft meget af.
Af de ca. 10 td. land har vel efter datidens almindelige driftsmåde[7] de 5-6 td. land været med korn, og foldudbyttet har ligget mellem 6 og 9 – afhængig af om jorden var merglet.[8] Af disse 30-54 td. korn skulle først fratrækkes såsæd, tiende, naturalieydelser til degn og fattige, mel, gryn og malt til husholdningen, havre til hesten og byg til kvæg og fjerkræ. Derefter kunne det eventuelle overskud sælges.
Nøgleordet i husholdningens økonomi var selvforsyning, hvad bygningerne også bærer præg af. Jo mere man kunne producere og forarbejde af klæder, redskaber, fødevarer, m.v., des mindre behøvede man at købe for rede penge.
I 1844 opfører Christen Sørensen den 4. længe mod vest, og brandtaksationen herfra er den sidste grundige bygningsbeskrivelse før nedtagningen godt 100 år senere.
Bygningerne har her tilsyneladende nået deres endelige udstrækning, idet fagantallet passer præcist med det nuværende. Hvad bygningskonstruktionen angår, er det forbavsende, at også vestlængen har gennemstukne bjælkehoveder, idet man som regel henfører denne byggemåde til tiden før år 1800. Byggematerialerne er omtrent de samme som nu, dog havde stuehuset stadig lergulv overalt!
Det er tvivlsomt, om brolægningen og posten på gårdspladsen eksisterede i 1844. I skødet fra 1826 nævnes stadig, at ejeren har fri vandgang til Kiøllemose kjær, hvad der kunne tyde på, at der ikke fandtes lettilgængelig vand ved gården. Til sammenligning kan nævnes, at Holevadgård på ca. 80 td. land (4-5 km nord for Melby) først fik sat en post i brønden i 1836 – og gårdspladsen blev først brolagt i 1857.[9]
Udlængernes funktionsindretning er imidlertid kraftigt ændret mellem 1844 og 1948 (se fig. 8 og 10): Fårene og huggehuset er forsvundet, mens kvæg- og svineholdet er forøget, så de nu fylder hele østlængen og en lille del af nordlængen. Der er ikke længere plads til hesten i kostalden, så den har fået egen stald i vestlængen; og her er også en ekstra hestevogn til »pænt brug«. Og lad os ikke glemme det tilkomne closet.
Kun nordlængen blev stadig hovedsagelig benyttet til opbevaring og tærskning af kornavlen.
Hvornår disse ændringer er sket lader sig ikke med sikkerhed afgøre, men forøgelsen af kvæg- og svineholdet er formodentlig først sket efter anlæggelsen af lokale andelsmejerier og -slagterier – dvs. henimod år 1900. Fra samme tidspunkt stammer også 3 jernvinduer, der før nedtagelsen sad i hestestalden, kostalden og ved closettet; de er vel oprindelig isat i forbindelse med en større ombygning.
I 1861 dør Christen Sørensen, og enken overlader i 1863 ejendommen til sønnen, Søren Christensen, der efterhånden er 39 år. Ved ejendomsvurderingen i 1904 ejes Melby-huset af Søren Christensens enke, og først mellem de 2 ejendomsvurderinger i henholdsvis 1909 og 1916 overtager sønnerne Niels og Christen ejendommen. »Brd. Sørensen«, som de hedder i alle officielle kilder, driver ejendommen sammen indtil 1943 – dog således at den ene bror har sæsonarbejde på Sukkerfabrikken i Assens.
Som alle andre atypiske husstande synes de 2 halvgamle brødre at have påkaldt sig landsbyens interesse, og der vides stadig mange ting at fortælle om dem:[10] Således havde de i mange år en husholderske, som kom én gang om ugen for at lave den varme mad. De øvrige af ugens dage stod maden i en stor gryde på komfuret og skulle blot varmes!
I 1925 investerede brødrene i en tærskemaskine, der blev trukket af en hestegang ude bag nordlængen via en aksel ud gennem tærskeloens mur. Om denne, ejendommens første og sidste, maskine fortælles, at når børnene i vinterhalvåret kom forbi Melby-huset på vej fra skole, morede de sig med at sige »Prr« til hesten, hvorefter én af brødrene kom farende ud af gadeporten for at se, hvorfor tærskemaskinen gik i stå. – Hestegang og tærskemaskine var i brug indtil 1942.[11]
Efter ca. 1900 løber udviklingen fra Melby-huset, og det vil være naturligt igen at opfatte ejendommen som et husmandssted. I 1940’erne var bygningerne allerede meget gammeldags: Der kunne ikke drives tidssvarende husdyrproduktion i de smalle længer, der ikke havde indlagt strøm og derfor heller ingen mekaniske hjælpemidler, som kværn, hakkelsesmaskine, kagebrækker, roesnitter, osv. Og det ringe jordtilliggende indbød ikke til at foretage store investeringer i nye bygninger og inventar.
Efter flere ejerskift og frasalg af en del af jorden overgik Melby-huset i 1948 til Den fynske Landsby.
Man vil næppe kunne hævde, at Melby-husets historie er særlig typisk – men det er da heller ikke meningen, at man skal opfattes museets bygninger som »gennemsnitlige« for en bestemt kategori af landbrugsbygninger. Hver for sig har de fået deres særpræg ved gennem generationer at skulle danne de bygningsmæssige rammer om vekslende produktions- og boligforhold. Melby-husets længer bærer idag således præg af:
– for blot at nævne nogle vigtige faktorer.
Det er måske netop bygningernes individuelle præg, der appellerer stærkest til frilandsmuseets besøgende; i mange af Melby-husets rum kan man med åbne sanser og en smule fantasi næsten genopleve historien!
Det må her være museets opgave at konkretisere den historiske oplevelse – at hjælpe fantasien lidt på vej, om man vil – ved at informere om museumsgenstandenes oprindelse og anvendelse, hvad der er specielt for én bygning og hvilke fællestræk, der måtte være med andre bygninger.
Formålet med denne artikel var at belyse, hvorledes en enkelt bygning udviklede sig under givne omstændigheder. Der mangler imidlertid mange tilsvarende detail-undersøgelser, før vi er i stand til at danne os et overblik over de generelle træk i landalmuens levevilkår gennem de sidste par århundreder.
