Skamby-Torup gården, der har været under genopførelse i Den fynske Landsby gennem de sidste år, har ligget i den lille landsby Torup i Skamby sogn på Nordfyn.
I følgende artikel skal gårdens historie beskrives frem til omkring 1960, hvor den nedtoges for at blive genopført i Den fynske Landsby.
Gården har faktisk en slags jubilæum i år, idet det er 40 år siden, Den fynske Landsby fik forkøbsret på gården. Denne forkøbsret var gældende indtil 1950, hvor den imidlertid forlænges til 1955. Med denne forkøbsret fulgte indskrænkninger i adgangen til at foretage ombygninger af gårdens bygninger.[1]
Jeg skal dog ikke her beskæftige mig ret meget med gårdens nyeste historie, derimod foretage et tidsmæssigt stort spring og se, hvor langt man kan føre gårdens historie tilbage. På dette punkt er gården faktisk ret enestående, idet gårdens historie kan føres mere end 500 år tilbage, og jeg vil nu beskrive den udvikling, som gården har gennemgået i denne lange periode.
Skamby-Torup gården hørte under Vigerslev præstegård i mange år. I en præsteindberetning fra 1570 står der således om gården »1 gård i Torup herlighed til Vigerslev Præstegård haver værede i gamle bispers tid og er ende nu«.[2] Udtrykket »i gamle bispers tid« kunne selvfølgelig være en floskel, men der er nok alligevel noget om snakken. Af en sag fra 1447 fremgår det, at hr. Peder, præst i Vigerslev, får et tingsvidne «…at den eng som ligger for de 4 »Ammethoftæ« på Thoroppæ Mark, er de 4 tofters rette Tillydelse og løbæ ud til »garstedith« som anden eng, derhos ligger, og ingen mand kan mindes andet«.[3]
De 4 ammetofter kunne tænkes at være de 4 agre, som gården har på Ammeltoften i 1785.[4] Under alle omstændigheder viser dette tingsvidne, at præsten i Vigerslev har haft jord i Torup 1447, og det er meget sandsynligt, at han allerede da har ejet gården, som herefter hørte under Vigerslev-præsten i over 300 år indtil 1787, hvor Dallund overtog gården.[5] Hvordan og præcis hvornår præsten i Vigerslev har sikret sig denne gård, kan ikke afgøres. Egentlig er det underligt, at præsten i Vigerslev ejede en gård i Torup, der dog ligger 7-8 kilometer fra præstegården.
Det er selvfølgelig begrænset, hvad der findes af materiale om gården i perioden umiddelbart efter 1447, man skal som nævnt op til 1570, inden gården nævnes i en præsteindberetning. Herefter nævnes gården påny i en præsteindberetning fra 1620, hvor gården dog også kun omtales ganske kort, idet der står, at gården skal yde herlighed til Vigerslev præstegård.[6]
Vi skal frem til 2. halvdel af 1600-tallet, inden man får mere detaljerede oplysninger om gården. I 1664 bliver den første matrikel udfærdiget, og af denne fremgår det, at gården dette år fæstedes af Peder Ibsen.[7] I matriklerne fra 1680 og 1688 hedder fæsteren Anders Pedersen, som også sidder på gården 2 år senere, hvilket fremgår af en præsteindberetning fra 1690.[8]
Denne indberetning er mere udførlig end de tidligere indberetninger fra 1570 og 1620, og under punkt 5 beneficia (egentlig-begunstigelser) står: »I Mensalia een gård i Torup i Skamby sogn, som Anders Pedersen påbor, er anslagen til hartkorn i den nye matrikel for 6 tønder 7 skæpper 2 fjerdingkar 1 album, hvor af 3 tønder byg gives til Vigerslev kirke til vin og brød, alt andet landgilde, herlighed og hovning henligger til præsten i gamle bispers tid og er endnu, hans landgilde er 11½ ørte byg 1 otting smør, 6 rigsdaler til hovningspenge.« De 11½ ørte byg, der nævnes i forbindelse med landgilden, er et helt urealistisk tal, der må enten være tale om en fejlskrivning, eller at tegnet skal forstås som 2½ ørte byg. Af denne indberetning fremgår det, at gården såvel skal give afgifter til kirken som til præsten, der havde herlighedsretten til gården.
Denne deling af skatterne mellem kirke og præst har afstedkommet en vis forvirring i matriklerne. I matriklerne fra 1718 og 1735, hvor fæsteren iøvrigt i begge tilfælde hed Niels Andersen, står Langesø som ejer af gården.
Dette forhold skyldes, at Langesø i 1680 fik jura patronatus til Vigerslev/ Veflinge kirker; denne rettighed havde indtil 1680 tilhørt Baroniet Holstenshus.[9] Langesøs iura patronatus-ret indebar, at godset havde ret til kirkernes indtægter og her især tienden, men jo også den afgift, som gården i Torup svarede til Vigerslev kirke. Det må være dette forhold, der forklarer, hvorfor Langesø står som ejer i disse matrikler. Men jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at herlighedsretten til gården hele tiden har tilhørt præsten i Vigerslev, d.v.s. at præsten har kunnet indkassere indfæstninger til gården, ligesom han har kunnet kræve landgilde og hoveri. Dette bekræftes også af Hjere Christensens fæstebrev på gården fra 1783, der må være havnet i Dallund godsarkiv i forbindelse med mageskiftet i 1787 mellem Vigerslevpræsten og Dallund gods.[10] I dette fæstebrev står, at præsten, Rasmus Østrup, fæster mensalgården til Hjere Christensen mod at denne svarer de kongelige skatter »samt at svare til to terminer nemlig Mortensdag og april, til mig og efterkommende sognepræster for Vigerslev og Veflinge menigheder som hans rette husbonde 16 rdlr.da.cour.mynt, og det i stedet for hovning og landgilde – derhos skal han og gøre mig to rejser om året med vogn eller forspand på 2 à 3 mils længde, ligesom jeg det kunne behøve, hvorimod han nu og herefter sin livs tid, ihvo der end måtte blive ejer af gården, aldeles skal være og blive fri for hovning som videre landgilde.«
Indfæstningen betaltes med 100 rigsdaler. Jeg har kursiveret hovning, landgilde og indfæstning, da dette jo er de elementer, der hørte med til herlighedsretten over en gård. Det er da også præsten i Vigerslev, der 4 år senere mageskifter gården bort.[11] Præsten får to gårde i Ørritslev med et tilliggende på 10 td. 4 skp. 3 fjk. 2 alb. hartkorn; disse gårde svarer årligt i landgilde og hoveri 17 rdlr. 5 sk. Dallund får til gengæld gården i Torup, der har et tilliggende på 6 td. 7 skp. 1 fjk. 2 alb. og svarer for landgilde og hoveri 16 rigsdaler.
Der er tilsyneladende tale om et fordelagtigt skifte for præsten. I et promemoria fra 1786[12] angående mageskiftet skriver opmåleren Schmidt da også, at det er en bevidst opofrelse fra stamhuset Dallunds side, men Schmidt nævner dog også en anden og nok mere væsentlig grund, idet han påpeger, at Dallund kommer til at eje samtlige gårde i Torup ved overtagelsen af denne gård. Dette har utvivlsomt haft stor værdi ved den følgende udskiftning, ligesom Dallund også har kunnet egalisere gårdene i byen.
Dette fremgår faktisk også af et fæstebrev af 1. april 1788,[13] som fæsteren af gården, Hjere Christensen, indgår med Kammerjunker Finecke til Dallund. Dette fæstebrev lyder: »Hiere Christensen tager imod hovningen nu i dette forår ligesom hans andre naboer i Toerup, hvorimod byens fæstejorder til efteråret bliver deelet liige imellem dem, og ham godtgøres 16 rdlr., som hidindtil er hans heele aarlige afgift for 1 år til Mortensdag, og ham er givet 1 rdlr. til 1. januar, men siden giver han aarlig landgilde ligesom hver af de andre Torup-gårdmænd, nemlig 1 tønde rug, 4 tøner byg, 1 lam, 1 gås, 2 høns, 30 æg og i penge 1 rdlr. 1 sk…«
Efter Dallunds overtagelse af gården bliver det muligt at følge fæsterne af gården via fæsteprotokoller og folketællinger. Af fæstebrevet fra 1783 fremgår det, at fæsteren indtil 1783 hed Helle Nielsen; denne afløses her af stedsønnen, Hjere Christensen, som fæster gården indtil sin død i 1818.[14] Gården fæstedes derefter 1818-23 af enken, Anne Johanne Mathiasdatter. I 1823 fæstes gården af sønnen, Christian Hjeresen,[15] der var gift med Karen Mathiasdatter. Hustruen døde imidlertid allerede i 1829,[16] hvorefter Hjeresen gifter sig med den 19 år yngre Maren Knudsdatter.[17] Christian Hjeresen dør i 1839,[18] og gården fæstes nu indtil 1841 af enken, som dette år gifter sig med den 6 år yngre Jørgen Larsen, der herefter fæster gården.[19]
Jørgen Larsen har gården i fæste indtil 1854, hvor han erhverver ejendomsretten til gården.[20] I købekontrakten står der bl.a.: »Den gård i bmt. Thorup by, der hidtil havdes i fæste af Jørgen Larsen sælges og afhændes herved til fuldkommen ejendom til bmt. Jørgen Larsen med den til samme hørende jordlod, der under matricul nr. 6 står for ager og engs hartkorn 5 td. 7 skp. 1 alb. med påhvilende gammelskat 41 rdlr. med de rettigheder, byrder og forpligtelser hvormed stamhuset hidindtil har ejet samme. Med ejendommen følger de på denne værende bygninger, besætning, inventarium, føde- og sædekorn, således som det nu befindes, intet i nogen måde undtagen…«
Jørgen Larsen fik ingen livsarvinger, og da konen døde i 1873 indsatte han i 1879 sin broderdatter, Karen Pedersen, som sin universalarving.[21] Karen Pedersen tjente på daværende tidspunkt som husholder på gården.
Jørgen Larsen dør i 1888, og gården overtages af gårdbestyrer Rasmus Hansen, der overtager den på sin hustru, Karen Pedersens, vegne.[22]
Rasmus Hansen ejede gården indtil 1908, hvor han efterfølges af Hans Jørgen Hansen, der sidder på gården indtil 1939, hvor den overtages af Anna Kirstine Hansen, der besad gården, da bygningerne erhvervedes af Den fynske Landsby.[23]
Sammenfattende må man sige, at der har været relativt få fæstere/ejere af gården. I perioden, hvor gården er fæstegods, har der været tale om livslange fæster, hvilket også fremgår af fæstebrevet fra 1783, hvor der bl.a. står »…hvilken gård Hjere Christensen sin livtid skal nye…«. Men også da gården bliver selvejergård sidder ejerne længe på gården, f.eks. dyrkes gården i 48 år af Jørgen Larsen og i 32 år af Hans Jørgen Hansen.
Den primære kilde til beskrivelse af gårdens bygninger er brandtaksationsprotokollerne. Gården i Torup er første gang brandforsikret i 1830.[24] Man kan dog også få et billede af gårdbygningemes størrelse i 1785,[25] hvor en opmåling af gårdens bygninger også indeholder en arealstørrelse for gårdspladsen, der dækkede 2205 kvadratalen (ca. 800 m2), her er der utvivlsomt regnet med ydre mål, d.v.s., bygningernes areal er medtaget.
Denne opmåling viser, der må være sket en udvidelse af gårdens bygninger i perioden 1785-1922, hvor man igen får målene på gårdens bygninger. Dimensionerne i 1922 var:[26]
| længde(m) | bredde(m) | højde(m) | |
| A: Stuehus (N) | 28,0 | 6,6 | 2,2 |
| B: Lade, 10 (0) | 27,8 | 4,4 | 2,2 |
| C: Vognport, hønsehus (S) | 20,6 | 5,7 | 2,6 |
| D: Lade, kammer (V) | 25,7 | 6,8 | 2,2 |
Disse mål giver et areal for gårdsplads og bygninger på godt 900 m2, sammenlignet med tallet fra 1785 er arealet udvidet med ca. 100 m2. Hvornår denne udvidelse er sket, kan man få en idé om ved at se på de tidligere brandtaksationer, der daterer sig fra henholdsvis 1830,1851 og 1855.[27] I taksationen fra 1855 er kun A og D medtaget. Man kan imidlertid ikke umiddelbart sammenligne disse tidlige brandtaksationer med vurderingen fra 1922, idet de første taksationer ikke beskriver størrelser i metermål, men i stedet anvendes antal fag i de enkelte længer.
Gennemgangen af de tidligste brandtaksationer viser, at gårdens bygninger er udvidet i to omgange, begge gange sandsynligvis mens Jørgen Larsen sad på gården, da man må gå ud fra, at den første ombygning er sket umiddelbart før omtakseringen i 1851.
Inden 1851 udvidedes den østre længe ganske betydeligt, idet den fra at indeholde 11 fag i 1830 udvidedes til 19 fag, samtidig udvides den søndre længe med to fag fra 16 til 18 fag.
Ombygningen fortsattes med stuehuset, der udbyggedes med et fag fra 17 til 18 fag, samtidig skete der en udvidelse af den vestre længe, der i længden øgedes fra 18 til 21 fag, og bredden øgedes samtidig fra 8 alen i 1830 til 11 alen i 1855.
Disse ombygninger, der var afsluttede i 1855, forklarer differencen i arealet mellem 1785 og 1922.
Herudover giver taksationerne oplysninger om anvendelsen af de forskellige længer og indretningen af dem. Her vil jeg dog blot nævne en udvikling, der er sket i stuehuset; i 1830 nævnes intet om gulvene, der sandsynligvis har været lergulve. I taksationerne fra 1851 og 1855 er nogle af rummene dækket af trægulve, idet overstuen (4 fag) har fjellegulv over det hele, mens sengekammeret (3 fag) også har fjellegulv, men dette kammer fylder kun halvdelen af stuehusets bredde. Resten af huset var stadig dækket af lergulve og murstensgulve.
Ud over gårdens 4 hovedbygninger nævnes i 1851 en bygning vest for gården (6 fag, 6 alen dyb), der anvendtes som tørvehus. Yderligere nævnes i brandforsikringsprotokollen for Skam herred en hestegang vest for D, der i 1855 er blevet takseret.[28] Disse to bygninger må også være opført af Jørgen Larsen.
Ud fra denne gennemgang er det godtgjort, at gården er kraftigt ombygget, mens Jørgen Larsen sad på gården som fæster og selvejer, og gårdens nuværende udseende kan ikke dateres længere tilbage end til 1855.
Hovedkilden her er de skifter, der fandt sted på gården. I Dallund gods’ skifteprotokoller findes der skifter fra henholdsvis 1818, 1829 og 1839.[29] Det mest udførlige af disse skifter var skiftet efter Hjere Christensen i 1818, hvor en masse indbogenstande nævnes helt ned til peberkværn og jernlysekrog.
Af skifterne fremgår det, at stuehuset bestod af følgende rum: dagligstue, storstue, sovekammer, et kammer ved storstuen, bryggerhus, loft. Herudover nævnes i skiftet fra 1839 et karlekammer, der dog ifølge brandtaksationen fra 1830 lå i den sydlige længe. Denne brandtaksation taler desuden om en forstue, denne nævnes ikke i skifterne, hvilket må skyldes, at der ikke fandtes noget af værdi i rummet, hvad der jo iøvrigt må være meget sandsynligt, når man ser, hvor lille forstuen er.
Jeg skal ikke her komme nærmere ind på, hvilke genstande der fandtes i de enkelte rum, dog vil jeg lige nævne nogle genstande, der har haft betydning for dagliglivet på gården, såsom gæsebænke i såvel daglig- som storstue (med plads til 3 og 5 gæs), uldsakse og uldkarter, kærner, øltønder, salttønder – alt sammen genstande, der vidner om en omfattende hjemmeproduktion. Dog har de ikke kunnet fremstille alt selv, hvad der f.eks. vises af det »24 timers træeuhreverk med futteral«, der stod i dagligstuen.
Ikke mere om genstandene i stuehuset, derimod vil jeg vende mig mod nogle andre interessante oplysninger fra disse skifter, nemlig oplysningerne om gårdens husdyrhold.
| 1818 | 1829 | 1839 |
|---|---|---|
| 6 køer, 2 kvier | 5 køer, 2 kalve | 6 køer, 3 kvier, 2 kalve |
| 1 tyr, 2 malkekalve | ||
| 3 får | 8 får | 7 får og 1 vædder |
| 3 lam | 7 lam | 6 lam |
| 1 overfødt svin | 1 svin og 2 grise | 3 svin |
| 2 forårsgrise | ||
| 3 gl. gæs, 1 gase | 23 gæs | 12 gæs |
| 10 unger | 1 føl |
Husdyrholdet, der er yderst beskedent, hvis vi sammenligner med nutidige besætninger, er forholdsvis konstant, dog er fåre/lamme-holdet steget betydeligt i perioden 1818-1829.
Skifterne giver også oplysninger om kornbeholdningen. Disse oplysninger kan godt sammenlignes, da alle skifter finder sted i efteråret, 1818 og 1829 i oktober, 1839 sidst i august.
I 1818 kunne der ikke blive noget at sælge, når det nødvendige føde- og sædekorn samt landgilde, dommer og smedekorn var udredt. Dette må skyldes enten en dårlig høst, eller at kornet allerede var solgt. I 1829 findes dog på samme tidspunkt af året et overskud (fraregnet sæde- og føde- og landgildekorn) til salg på 20 tønder byg og 6 tønder boghvede. Denne salgmængde er i 1839 øget til 32 tønder rug, 32 tønder byg, 5 tønder ærter, 7 tønder boghvede, hør; altså alt i alt en virkelig stor mængde.
Med alle de usikkerheder, der er i at slutte fra enkelte år på en enkelt gård, kan udviklingen 1818-1829-1839 i overskudskorn på denne gård måske vise lidt om, at landbruget i denne periode oplevede et større foldudbytte.
Dette større foldudbytte kunne også være forklaringen på, at man i 1840’erne og 50’erne fik råd til at foretage ombygninger på gården, ligesom den o. 1855 opførte hesterundgang også passer ind i billedet af et voksende årligt høstudbytte.
Antallet af beboere på gården kan følges fra 1787 v.hj. af folketællingerne,[30] der giver følgende oplysninger:
| År | Beboere | Ialt |
|---|---|---|
| 1787 | Husbond, madmoder, 2 børn, mandens moder, 2 tjenestefolk | 7 |
| 1801 | Husbond, madmoder, 5 børn, 1 karl | 8 |
| 1834 | Husbond, kone, 4 børn, 2 tjenestefolk, 1 insid. | 9 |
| 1840 | Gårdmands enke, 2 stedbørn, 3 tjenestefolk | 6 |
| 1845 | Gårdmand, kone, 1 stedsøn, 3 tjenestefolk | 6 |
| 1855 | Gårdmand, kone, 1 plejebarn, 3 tjenestefolk | 6 |
| 1870 | Gårdmand, kone, 1 plejebarn, 4 tjenestefolk | 7 |
| 1880 | Gårdmand, gårdbestyrer, hans kone, 1 plejesøn, 3 tjenestefolk | 7 |
| 1890 | Gårdmand, kone, 5 børn, 1 plejebarn, 4 tjenestefolk | 12 |
Alt i alt må man sige, at antal beboere på gården er relativt konstant i perioden 1787-1880, hvor normaltallet er 6-7, med højdepunkter i 1801 og 1834 med henholdsvis 8 og 9 beboere, hvilket skyldes mange hjemmeboende børn på disse tidspunkter.
Hvis vi ser på antallet af tjenestefolk på gården, er der tilsyneladende sket en udvikling. I 1787 står der i folketællingen, at der på gården fandtes 2 tjenestefolk, hvoraf den ene dog er den i fæstebrevet i 1783 omtalte skrøbelige Hans Hjeresen, der skal have lov at bo i gården mod at svare en årlig rente til Hjere Christensen. I virkeligheden er denne Hans Hjeresen vel mere at betragte som en indsidder end som en tjenestekarl, hvorfor antallet af tjenestefolk skrumper ind til 1 i 1787. I 1801 finder der også blot 1 karl. I 1834 holder man både 1 karl og 1 pige, og dette vokser i 1840, 1845 og 1855 til 1 karl, 1 dreng og 1 pige.
I 1870 og 1890 er der 4 tjenestefolk, mens der i 1880 findes 3, men her er der til gengæld ud over gårdmanden en gårdbestyrer på gården. Der er således foregået en udvikling fra at holde 1 tjenestekarl i 1787 til at holde 4 tjenestefolk i 1890.
Denne udvikling viser sig også ved, at man ved brandtakseringen i 1830 har indrettet et karlekammer i den søndre længe. Dette karlekammer er ikke medtaget i skiftet fra 1829, men er med i skiftet fra 1839. Karlekammeret er tilsyneladende indrettet i forbindelse med, at man gik over til at holde 2 tjenestefolk.
Gårdens jordtilliggende kan følges i matriklerne. I 1664-matriklen opgives gårdens jordtilliggende til 8 td. 2 skp. hartkorn. Denne matrikels hartkornsangivelser var ansat efter den afgift den enkelte gård svarede og har næppe taget hensyn til den enkelte gårds formåen. Denne matrikel afløses da også hurtigt af matriklen af 1688, der byggede på en omfattende opmåling og taksering af jorden. I denne matrikel opgives gårdens hartkorn til 6 td. 7 skp. 1 fjk. 2 alb. Dette hartkornstilliggende er også nævnt i mageskiftet fra 1787, hvor præsten skiftede gården bort for to gårde i Ørritslev.
Efter salget af gården tager Hjere Christensen som tidligere nævnt imod hovning og betaler landgilde som de 6 andre bønder i byen, samtidig hermed fordeles Torup bys jorder ligeligt mellem de 7 gårde. 1792-93 kan man således se i Dallunds jordebøger, at alle 7 gårde står for 6 td. 1 fjk. 6/7 alb., herudover havde hver af de 7 gårde 1 td. 1 skp. 3 fjk. 1 alb. af Kronjorden i leje.[31] I jordebogen fra 1820 står de syv opført med 6 td. hartkorn hver, herudover havde de 1 td. 1 skp. 1 fjk. 2 5/11 alb. hartkorn af Kronjorden i leje.[32]
Denne jordfordeling kan også ses i 1844-matriklen, hvor alle 7 gårde opføres med 6 td. hartkorn, for Jørgen Larsens gård ændres vurderingen her i 1844 til 5 td. 7 skp. 1 alb. hartkorn. Dette tilliggende nævnes også i skødet af 1854, hvor Jørgen Larsen køber ejendomsretten til gården.
Da Hans Jørgen Hansen overtog gården i 1908 var jordtilliggendet skrumpet ind til 5 td. 1 skp. 1 fjk. 1 1/4 alb. hartkorn.[33]
På dette tidspunkt udgjorde gårdens areal 46 tønder land. Gårdens areal kan også findes i 1785,[34] hvor gården opmåles meget nøjagtigt – helt ned til engstykker på 50 kvadratalen. Denne opmåling må være foretaget i forbindelse med mageskiftet i 1787 mellem Vigerslev-præsten og Dallund. Opmålingen i 1785 nævner samtlige jordstykker som gården havde i de enkelte marker, ialt opregnes godt 100 agre, hutter og engstykker.
Arealet i 1785 var på ialt 37 td. 7 skp. 823 kvadratalen agerland og 13 td. 2 skp. 896 kvadratalen engbund, sammenlagt lidt over 50 tønder land, altså lidt mere end i 1908.
Opmålingen fra 1785 kan sammenlignes med de markbøger, der udformedes i forbindelse med udfærdigelsen af 1688-matriklen.[35] Markbogen fra Torup inddeler byens jorder i 3 dele: Rugvangen (Torhøjs mark), Bygvangen (Højemarken) og Fælleden (Fleise Moese mark), herudover nævnes der nogle tofter, der lå ved gårdene. I opmålingen fra 1785 er byens jorder inddelt i 4, nemlig Klokkehøjsmarken, Hedemarken, Højemarken og Kirkemarken; ændringen i opdelingen gør det lidt vanskeligere at sammenligne de to jordebøger.
Men man kan sammenholde gårdens samlede areal og nogle af agrene. I 1682-markbogen opremses 85 agre med et samlet areal på godt 400.000 kvadratalen, hvilket svarer til ca. 28½ td. land, af vangene er bygvangen størst med et areal på 10½ td. land. Gårdens dyrkede areal er således øget med godt 9 td. land i perioden 1682-1785. Denne forøgelse kan til dels forklares ved, at der i 1682 fandtes 8 gårde i byen, mens der kun var 7 gårde i 1785.[36] Den nedlagte gårds jorder er måske delt mellem gårdene. Men der er også foregået en udvidelse af det dyrkede areal i perioden.
I tilfælde, hvor agrenes antal er ens på en mark i henholdsvis 1682 og 1785, bliver det muligt at følge denne udvidelse. Jeg vil her nævne nogle marker fra Fælleden, hvor en sådan sammenligning er mulig. Tallene efter marknavnet er agrenes størrelse i kvadratalen 1682, mens tallene i parentes er det tilsvarende tal fra 1785: Knivsagre 4509 (6831), St. Kiempefield 9062½ (12908), Lille Kiempefield 1874 1/4 (2274), Markeskiell 10220 (12172), Bidskrog 7572 (9102), St. Rørager 17155 (22260). Kun på én mark er forholdet omvendt, nemlig på Odense Steen, hvor tallene er 5040 (4388). Ud fra denne sammenligning må man nok konkludere, at der er foregået en ret omfattende udvidelse af det dyrkede areal. Denne udvidelse er muligvis sket på bekostning af engarealerne, dette lader sig dog ikke afgøre, da engarealerne ikke er medtaget i markbogen.
Men, at der senere skete indskrænkninger i engarealet, vises dog klart af tallene fra 1785 og 1908. I 1908 var der blot 1 td. græsningsjord, sammenlignet med 13 td. eng i 1785. Der var således blevet opdyrket betydelige engarealer i denne periode.
Gårdens afgifter nævnes første gang i en præsteindberetning fra 1620, hvor gården skylder 3 ørte byg og 1 otting smør, men dette er dog sikkert kun den del af afgiften, gården ydede til præsten; afgiften, der gik til Vigerslev kirke, er ikke medtaget. I 1664-matriklen udgør gårdens afgifter 1 pund byg (= 2 tønder) til Vigerslev kirke og 1 pd. 6 skp. byg og 1 otting smør til præsten. I 1690 skal gården svare 3 td. byg til kirken til vin og brød, altså en forhøjelse på 1 tønde af denne del af afgiften.
Disse afgifter lyder ikke umiddelbart af ret meget, men her må man tænke på, at en af vangene årligt lå brak, så man kun dyrkede 2/3 af arealet. Samtidig var den tids udbytter ufatteligt små, sammenlignet med vore dages udbytter, idet man dengang måtte stille sig tilfreds med et fuldudbytte på 3-5. Set på denne baggrund har afgifterne været ret betydelige for gårdens fæster.
I 1783 fremgår det af fæstebrevet, at Hjere Christensen her skal svare 16 rdlr. årligt, herudover skal han årligt udføre 2 rejser af 2-3 mils længde for præsten.
I dette fæstebrev hører man også om indfæstningen, som her udgør 100 rdlr.
Det er svært at vurdere, hvor hårdt gården er beskattet ud fra beløbet på 16 rdlr., da dette ikke umiddelbart er sammenligneligt med naturalieydelserne. I mageskiftet af 1787 kan man imidlertid se, at gården i Torup svarer 16 rdlr. af en gård på 6 td. 7 skp. 1 fjk. 2 alb. hartkorn, mod to gårde på 10 td.
4 skp. 3 fjk. 2 alb., der svarer 17 rdlr. 5 sk. – præstens gård i Torup har således været væsentligt hårdere beskattet end de to andre gårde i Ørritslev.
Efter mageskiftet i 1787 overgår gården til Dallund, og fra 1788 betaler gården igen naturalieydelser, samtidig med at Hjere Christensen tager imod hovningen. Fra 1788 må Hjere Christensen årligt udrede: 1 td. rug, 4 td. byg, 1 lam, 1 gås, 2 høns, 30 æg, 1 rdlr. 1 sk. Disse årlige afgifter er gældende ihvertfald indtil 1820.[37] Hvis man sammenligner denne landgilde med tallene fra 1664, kan man se, at gården må svare ca. den samme kornmængde, mens 1 otting smør i 1788 er afløst af 1 lam, 1 gås, 2 høns, 30 æg, 1 rdlr. 1 sk.; alt i alt en lidt større afgift i 1788, men herudover er der i 1788 en betydelig hoveripligt. I 1772 angives hoveridagene for de øvrige 6 bønder i Torup til 52 spanddage og 104 gangdage,[38] og denne mængde er nok ikke mindre i 1788 – snarere tværtimod.
Dette hoveri må have været en alvorlig belastning for bønderne i Torup, der efter mageskiftet i 1787 alle var i samme båd, som fæstebønder under Dallund gods.
Som nævnt i indledningen blev gården i Torup nedtaget o. 1960. Inden var der imidlertid i umiddelbar nærhed af den oprindelige gård opbygget nye – og nok mere tidssvarende – bygninger, så Torup-gårdens historie kan videreføres, dog i helt nye rammer. Gården ligger således næsten på samme sted nu som på udskiftningstiden, hvad 6 ud af Torups nuværende 7 gårde faktisk gør. Disse gårde ligger stadig i en mere eller mindre jævn bue om den brede vejforte med gadekær i midten.[39]
Landsbyen Torup har således bevaret meget af sit oprindelige præg, selvom en af gårdene blev kraftigt forynget o. 1960, samtidig med, at Den fynske Landsby sikrede sig gårdens oprindelige bygninger.
