1970erne var et årti fuldt af overraskelser i dansk bronzealderforskning. Det var i det årti, arkæologerne for alvor måtte revidere billedet af bronzealdermenneskenes livsform: sporene efter bronzealderens store, velbyggede langhuse begyndte i stort tal at dukke frem af den danske jord ved arkæologiske udgravninger. Hvad det betød for vor forståelse af bronzealdermenneskenes daglige livsform kan vanskeligt overvurderes.
Men det var også i årene 1973-75, at Henrik Thrane for Fyns Stiftsmuseum gennemførte undersøgelsen af den store gravhøj »Lusehøj« ved Voldtofte på Sydvestfyn (Thrane 1984). En lille, ødelagt gravhøj viste sig ved undersøgelsen at have været en af landets største, oprindelig en pragthøj på henved 35 m i diameter og ca. 7 m høj. Hvad bygningen af den havde kostet i arbejdsindsats, får man et indtryk af, når man hører, at der må være blevet skrællet græstørv af et over 7 ha stort areal for at kunne bygge højen. Noget i retning af 13.000 manddage à 10 timer kan bronzealdermenneskenes arbejdsindsats beregnes til.
Med ét slag havde Henrik Thrane vendt op og ned på tidligere forestillinger om bronzealderens gravskik. Det var nu blevet klart, at bygningen af storhøje ikke blot var noget, der hørte den ældre bronzealder til. Også i den yngre bronzealder var de lejlighedsvis blevet opført. Det kunne kun tages som udtryk for, at der i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. i Danmark havde eksisteret et samfundssystem, der muliggjorde iværksættelsen af så omfattende bygningsarbejder.
I årene efter udgravningen af »Lusehøj« blev det klart, at egnen ved Voldtofte omkring 800 f.Kr. må have været, hvad man kan kalde et »rigdomscenter« (Thrane 1994a). Ved undersøgelsen af den nærliggende bronzealderboplads »Kirkebjerget« (Berglund 1982) viste det sig, at der her må have boet usædvanligt velstående folk. Brokker af lerklining med malet dekoration kunne fortælle, at der her havde stået store langhuse, hvis vægge var bemalet med iøjnefaldende farver. Også bronzearbejder af enestående kvalitet var blevet støbt her, bl.a. lurer (Thrane 1994b). Og i det hele var det tydeligt, at bosættelsesområdet, der ligger ved Helnæs Bugt, må have indtaget en særstilling i tiden omkring den yngre bronzealders midte.
Det var en erkendelse, der lå fint i forlængelse af de omfattende studier af bronzealderens vareudveksling, som Henrik Thrane tidligere havde publiceret (Thrane 1975). Her havde han givet et detaljeret billede af, hvorledes kostbarheder af bronze og guld i bronzealderen var vandret fra egn til egn over hele det europæiske kontinent, ofte over vældige afstande. Og hvad var mere naturligt end at slutte, at det netop var i rigdomscentre som det ved Voldtofte, at denne imponerende vareudveksling var foregået? At der i disse centre havde siddet en elite af høvdingeslægter, som kontrollerede udvekslingen af varer, og sikkert også af mennesker, og som varetog forbindelserne til lignende centre syd for Østersøen.
Henrik Thranes undersøgelser af det rige sydvestfynske område har haft både et lokalt og et interregionalt sigte. De har vist, at der fra Voldtofte gik forbindelser hundredevis af kilometer mod syd i retning af det centraleuropæiske område. Men stadig står tilbage at forstå samspillet mellem den rige bosættelse på Kirkebjerget og de omgivende bronzealderbosættelser. Hvor stort var det område, som Voldtofte-bosættelsen var centrum i? Hvordan ser de øvrige bosættelser i området ud? Og hvor langt er der til det nærmeste, samtidige rigdomscenter? Besvarelsen af det sidste spørgsmål synes at være inden for rækkevidde. For man skal ikke længere end 80 km mod øst, til den sjællandske Storebæltskyst, før man finder endnu et rigdomscenter fra den yngre bronzealder (Jensen 1981). Det ligger i egnen ved Boeslunde by, hvor områderne omkring Korsør nor og fjorden og noret ved Skelskør i bronzealderen har været tæt bebygget. Det har været kombinationen af kystområdernes store biologiske variation og det bagvedliggende slettelands vådområder med deres høje grundvandstand, hvor græsvæksten er mindre afhængig af nedbøren, der har været bestemmende for, at bronzealdermenneskene valgte at placere deres bosættelse netop her.
I dette område, med centrum ved den store Borgbjerg Banke, der er en af egnens mange, naturlige »hatbakker« eller »stejlbakker«, har man igennem mange år gjort fund, der tyder på, at der her lå et rigdomscenter i lighed med det sydvestfynske. Allerede i året 1842 fik Det oldnordiske Museum i København fra Borgbjerg de første indberetninger om fund af kostbarheder fra bronzealderen. De kom fra fæstebonden Jesper Karstensen, som boede i et lille hus ved foden af Borgbjerg. En efterårsdag er han sammen med sin kone i gang med at pløje på toppen af banken. Det er konen, der går bag ploven. Pludselig skubber den noget op af jorden: »Jeg tror, jeg pløjede troldens hat op, Jeppe«, råber konen. Manden kommer til. De piller lidt i jorden, og to guldskåle med en samlet vægt på 439 gram stikker frem (fig. 1).
Jeppe Karstensen underrettede straks Det oldnordiske Museum i København og fik i findeløn for sin skat 454 Rigsdaler. Det var dengang mere end museumsdirektørens årsløn, og findelønnen satte da også Jeppe og konen i stand til at erhverve deres gård som selveje. Nu fik familien muligheder, den aldrig før havde haft: selvejerparrets søn kunne sendes i skole og få en uddannelse. Han blev dyrlæge, og hans søn igen blev den farverige, populære, rødskæggede socialdemokratiske politiker Frederik Borgbjerg (1888-1935). Navnet Borgbjerg havde han naturligvis taget efter den bakke, hvor bedstemoderen havde pløjet den magiske troldehat op, som med et trylleslag havde ændret familiens livsløb.
Men Borgbjerg Banke havde langt fra udtømt sine skatte. Godt 30 år senere, i 1874, var der igen »gyldent nyt«. Nu var det en boelsmand Rasmus Sørensen, som havde været i gang med forårspløjningen på den nordlige side af Borgbjerg. Netop som han er i gang med at trække en fure fra nord til syd, river plovjernet et guldbæger frem af jorden. Rasmus Sørensen giver sig straks til at skrabe jorden væk på det sted, hvor guldbægeret var kommet frem. Og her finder han overvældet yderligere tre guldkar (fig. 1). To af dem havde hanke, der var formet som dyrehoveder. Det sidste så ud som det først fundne, det var et bæger med cylindrisk fod. Ialt vejede fundet 821 gram, og også her blev der tale om en klækkelig findeløn til finderen.
Sådan en skat, seks kar af rent guld, måtte naturligvis vække arkæologernes nysgerrighed. Hvad var Borgbjerg for et sted, at det kunne gemme sådanne kostbarheder? Egentlig er det en naturlig banke med en ganske flad top, der isoleret hæver sig over det omgivende, flade terræn. Allerede da det første fund af guldskåle blev gjort, havde man dog kunnet fortælle, at banken havde været befæstet med »skanser«, som endnu kunne ses på den nordlige, vestlige og sydlige side. Det var nu snarere en slags omløbende terrasser, men hvordan de egentlig så ud, ved vi i dag ikke. For i de efterfølgende årtier blev terrasserne helt pløjet bort. Endnu i 1874 mente man at kunne se svage spor efter dem, men i dag er alt væk, for banken blev i 1930rne omdannet til et mindeanlæg for stedets berømte søn, Frederik Borgbjerg.
At Borgbjerg Banke i bronzealderen havde været et helligt sted, var man dog fortsat enige om. Og noget må der være om det, for banken og dens omgivelser giver stadig magisk guld fra sig. I foråret 1981 gik den 9-årige Merete over en af markerne ved foden af Borgbjerg. Her fik hun øje på noget, der glimtede. Hun bøjer sig og kan tage en svær guldring op. Det var en bedrift, som hendes 11-årige broder Martin fik lyst til at gøre efter. Et par timer senere står også han med en guldring i hånden. Og det er ikke småting, de to har fundet. 1 kilo og 300 gram vejer ringene tilsammen (fig. 2).
Nationalmuseet bliver underrettet, og rigsantikvaren rejser til Borgbjerg for at overrække de to heldige findere den betydelige danefæ-dusør. Da han vender hjem, har han endnu en guldring med sig, 517 gram vejer den (fig. 2). Den blev overdraget ham af en dame på stedet.
Hun troede, at den var af messing og kendte ikke så meget til, hvor den var fundet. Men at det var i nærheden af Borgbjerg stod vistnok fast.
Nu stod det klart, at Boeslunde-egnen var en nærmere undersøgelse værd. Netop Henrik Thranes undersøgelse af det sydfynske område havde vist, hvordan rigdommen koncentrerede sig i bestemte egne af landet i den yngre bronzealder. Og ved en gennemgang af samtlige bronzealderens guldfund fra Sjælland kunne det vises, at langt størsteparten af dem koncentrerede sig i nærheden af Boeslunde og Borgbjerg (Jensen 1981). Ialt kendtes der i 1981 fra hele den yngre bronzealder 7,3 kg guld fra Sjælland og omliggende øer. Af dette guld stammede de 4,3 kg fra egnen omkring Boeslunde, heri iberegnet guldskålene og armringene, som der ovenfor er fortalt om. At dømme efter guldsagernes udseende var størsteparten af dem fra midten af den yngre bronzealder.
Et meget beslægtet billede kunne tegnes ved en kortlægning af den yngre bronzealders såkaldte depotfund. Det er en gruppe fund, der nok er vanskelig at fortolke, men den udgøres af kostbare bronzesager, både af hjemlig og fremmed oprindelse, som for det meste synes nedlagt i vådområder af rituelle årsager. I de områder af landet, hvor guldfundene er flest, der finder man også de største mængder af depotfund. De to fundgrupper synes hver for sig at være udtryk for, i hvilke egne af landet, rigdommen var størst. Og igen viser depotfundene den samme koncentration i området ved Boeslunde, som guldsagerne viste det. I den yngre bronzealders begyndelse er fundene ganske vist spredt jævnt ud over Sjælland, men i periodens midte finder man bl.a. en stærk koncentration i det sydvestsjællandske område.
Og det er ikke ubetydeligheder, der er fundet her. I et lille mosehul ca. 200 m sydøst for Borgbjerg fandt man i 1838 et lurpar. Ligesom ved Voldtofte må lyden af disse instrumenter have lydt ud over Boeslunde-egnen ved bronzealdermenneskenes religiøse fester. Sydvest for banken har man i et andet lille mosehul gjort et enestående våbenfund bestående af en stor spydspids og to såkaldte Auverniersværd, som formentlig er fremstillet et sted i det vestlige Centraleuropa. Stik nord for banken, ved Stude, er ligeledes i en mose fundet et fornemt depot bestående af et fuldstændigt bevaret sæt kvindesmykker. Går man lidt længere væk fra banken, finder man ved Høve et af den yngre bronzealders mest interessant depotfund med både kvindesmykker og udstyr fra en hestetrukket vogn. Og i Magleby Nørrekær, sydvest for Borgbjerg Banke, har man fundet et depot med nogle af periodens fornemste kvindesmykker.
Men nu gravene, som i det sydvestfynske område så klart var anlagt for de ledende bronzealderslægter? Ja, de er endnu sparsomme i det sydvestsjællandske område. Men de har oprindelig været der. På det lange højdedrag, der strækker sig gennem Boeslunde sogn, ligger en række førhen store, men nu stærkt ødelagte gravhøje. Fra en af dem, »Båsehøj«, har man rester af et eller flere gravfund med et helt usædvanligt udstyr, bl.a. en lille tinfoliebeklædt kop, formentlig fremstillet i Centraleuropa, og et miniaturesværd af en type, som tydeligvis har været et symbol på den gravlagtes høje rang. Netop sådanne miniaturesværd, ofte omviklet med guldtråd, findes i en stor koncentration i Boeslunde-området.
Der er altså indicier nok, der peger på, at der i det sydvestsjællandske område, lige som på Sydvestfyn, i den yngre bronzealders midte, har eksisteret et rigdomscenter, hvis elite formentlig har administreret kontakten til tilsvarende centre både i og uden for det nuværende Danmark. Og indiciernes tal forøges stadig. I foråret sidste år var lejeren af en af markerne op til Borgbjerg ude at røre sin hest. Fra sadelen ser han noget glimte nede på jorden, han stiger af og står med en guldring af 24 karats guld i hånden, 547 gram vejer den. Nationalmuseet bliver underrettet, og da tiden bliver til det, rykke man ud med minesøgeren for at undersøge marken. Det varer ikke længe, så lyder minesøgerens karakteristiske summen. Endnu en guldring er dukket frem, den ligner de tidligere fundne og vejer 238 gram (fig. 2). Formentlig har den oprindelig ligget i et mosehul, men er blevet slæbt ud af sit leje ved markarbejde. De fem nu kendte guldringe fra Boeslunde-området tilhører alle den gruppe, man kalder edsringe. De er stort set samtidige og findes spredt i stort tal ud over Danmark og Nordtyskland (Thrane 1994: 106). Men karakteristisk nok er der to iøjnefaldende fundkoncentrationer: én på Sydvestfyn og én på Sydvestsjælland.
Den samlede mængde guld fra egnen omkring Borgbjerg er nu oppe på mere end fem kilo. Det taler for, at teorien om et rigdomscenter i lighed med det, Henrik Thrane har påvist ved ved Voldtofte, er rigtig. Og det taler for, at man i de kommende år sætter ind med systematiske undersøgelser i større omfang netop her. Faktisk har afsøgninger af markerne ved Boeslunde med metaldetektorer været gennemført i de senere år. De har givet vigtige resultater, men først og fremmest fra en anden periode end bronzealderen. Over en strækning på kun to kilometer har man ved Neble-Boeslunde kunnet gøre fund af talrige metalsager, men først og fremmest fra den yngre jernalder (Bendixen et al. 1990; S. Jensen & M. Watt 1993). De viser, at der her ved oldtidens slutning har ligget et antal samtidige, store gårdsanlæg, som måske har indgået i et handelscenter i lighed med det, der i disse år er under udgravning ved Gudme på Fyn.
Men forud for det, mere end tusinde år tidligere, lå der på samme sted en rig bronzealderbebyggelse. Den finder man imidlertid ikke med metaldetektorer men ved fladeafdækninger på de steder, hvor der kan iagttages bopladsspor: lerkarskår, trækul, ildskørnede sten etc. Og hertil må føjes omkostningskrævende undersøgelser af et udvalg af de ødelagte gravhøje, altsammen samordnet i et undersøgelsesprogram, der kun er økonomisk mulighed for at gennemføre enkelte steder i landet. Men Boeslunde-egnen er ved at blive det oplagte mål for en sådan forskningsindsats, også når det gælder bronzealderbebyggelsen.
For resterne af bronzealderens huse ligger der endnu. I 1986 blev der foretaget en nødudgravning ved Espevej i Boeslunde, kun ca. 300 m fra Borgbjerg Banke. Udgravningen var en følge af anlæggelsen af naturgasledningen og strakte sig kun over en ganske kort periode. Men den viste tydeligt, at man havde fat i noget væsentligt: en af de bebyggelser, der har hørt til bronzealderbosættelsen. Der var tale om et kulturlag af mere end en halv meters tykkelse, dvs. af en mægtighed, man ellers kun kender fra bronzealderbopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte. Og kulturlaget rummede bl.a. tydelige spor af, at bronzestøbning var foregået på stedet. Der var også store mængder lerklining fra de huse, der havde stået der engang i den yngre bronzealder. Af husene selv fandt man kun sparsomme spor, stolpehullerne var ikke mange, men det udgravede felt var heller ikke stort. Der kunne dog iagttages spor efter flere huse, og et af dem må have været af en betydelig størrelse. Ganske vist var kun tagstolperne bevaret, men af dem kunne der ses ialt otte sæt (fig. 3). De havde båret taget i et hus, der var over 30 m langt, og som må have stået på pladsen omkring bronzealderens slutning.
Her slutter beretningen om det sydvestsjællandske rigdomscenter fra bronzealderen foreløbig. Skal dets historie videre belyses, fordrer det en stor og målrettet forskningsindsats, af dem der kun er råd til få af i dansk arkæologi. Der må prioriteres, men der er ikke tvivl om, at Boeslunde-området efterhånden har en placering højt oppe på ønskelisten over undersøgelsesprogrammer. Men et undersøgelsesprogram kræver præcise spørgsmål og en høj grad af findekunst. Netop det har dansk bronzealderforskning kunnet udvikle i den menneskealder, Henrik Thrane har haft sit virke som arkæolog. Hans undersøgelser og analyser af fundene først fra den europæiske bronzealder i almindelighed og senere fra det rige område omkring Voldtofte har lært os, at heller ikke udviklingen af bronzealderens samfund skete i et vakuum. Det var forbindelserne mellem enhederne i et større regionalt system, som bestemte udviklingsbetingelserne for hver enkelt af enhederne. For den indsigt er vi mange, der sender ham en tak på 60-årsdagen.
