Udforskningen af Fyns yngre romerske jernalder har de senere år meget forståeligt været domineret af udgravningerne i Gudme og Lundeborg og mange resultater udledt deraf. Til stadighed fremdrages endvidere nye vigtige gravfund, dels ved de fortsatte udgravninger på Møllegårdsmarken, dels på andre gravpladser som Brudager Mark, Bregentved, Egelygård m.v.
Set i et større perspektiv må det være af interesse at forsøge at forstå den markante opblomstring af Fyn sammenholdt med de danske naboområder og med samtidige forhold på Kontinentet.
Dansk bebyggelsesarkæologi har bragt kendskabet til den almindelige landbebyggelse op på et højt niveau, men lokaliteter med velbevarede genstandsrige bopladslag af særlig karakter som Sorte Muld på Bornholm (Watt 1991), Dankirke ved Ribe (Jarl Hansen 1991), Gudme og Lundeborg på Fyn er indtil nu ikke konstateret på Sjælland. Ud fra de hidtil fremlagte gravningsresultater fra Gudme og Lundeborg synes de to lokaliteters virkelige betydning først at indtræde engang i løbet af yngre romersk jernalder, omend begge lokaliteter har ældre fund. Fremtidig fokuseren på kystbundens bebyggelse må nødvendigvis resultere i lignende lokaliteter i andre egne af landet. I yngre romersk og ældre germansk jernalder er ingen af disse lokaliteter velforankrede i et stabilt og uforanderligt samfund. Tværtimod er denne del af dansk jernalder yderst labil og mange fænomener af ustabil karakter (Lund Hansen 199x).
En nærmere indsigt i nogle af de processer, der kunne forklare Fyns dominans i anden halvdel af yngre romersk jernalder (ca. fra midten af det 3. årh. til slutningen af det 4. årh. e.Kr.) – og antagelig også længere op i tid – kan bl.a. hentes i gravfundsmaterialet på Fyn og omkringliggende områder. Der kendes endnu ikke tilsvarende rigdoms- og handelscentre andetsteds til sammenligning, hvorfor dette må lades ude af betragtning. Gravfundsmateriale er endvidere velegnet, fordi det lader sig nøjagtigere datere end bopladser og anden bebyggelse, og fordi gravfund findes i stort tal i de aktuelle landsdele.
Over alt i Danmark og det øvrige Skandinavien – betragtet ud fra gravfundsmaterialet – starter yngre romersk jernalder svagt, og kommende strukturer lader sig kun ane. Om de ganske betydelige ændringer på bopladserne, herunder ændret struktur af ruminddelingen i langhusene, sker samtidig, er bopladskronologien endnu ikke detaljeret nok til at oplyse.
Tidligt i yngre romerske jernalder i første halvdel af det 3. årh. e.Kr., i fase Clb, skete inden for det nuværende danske område en opblomstring af Østsjælland-Stevns, hvorimod Fyn og dele af Jylland kulminerede lidt senere ganske som Skåne (Lund Hansen 1987: 127 ff.; 1990). Dette kan først og fremmest aflæses af art og mængde af statussymboler i gravene, såvel hjemligt producerede som import fra de romerske provinser.
I denne sammenhæng må man være opmærksom på en fejlkilde i det fynske materiale: de mange gravfund, der kun kan dateres bredt til fase Cl, dvs. fra midt 2. til midt 3. årh. e.Kr., pga. de mange brandgrave, hvor inventarets forbrændthed ikke altid tillader en præcis bestemmelse og datering.
En anden måde at sammenholde Sjælland og Fyn på end ud fra samlede gravinventarer er baseret på mængden af sjældne og unikke romerske importstykker. I fase Clb er disse importgenstande med til at markere et betydningsfuldt center på Østsjælland samt et efterfølgende på Sydøstfyn.
Ganske mange hjemlige genstandstyper som fibler, hårnåle, fingerringe m.v. viser, at der eksisterede nære kontakter mellem Østsjælland og Østfyn, ligesom der gjorde mellem andre danske og skandinaviske områder. Indtil midt i det 3. årh., med begyndelsen af fase C2, var disse genstande på Fyn ganske som i Skåne stort set altid udført i metal af en mindre lødighed end på Sjælland. Den manglende rådighed over ædelmetaller gav sig klart udtryk på Fyn ved brug af mindre lødige metaller, dvs. overvejende brug af bronze og jern i relation til Østsjællands større forbrug af sølv og guld (Lund Hansen 1990). Fra midten af det 3. årh. e.Kr., med begyndelsen af fase C2, blev Fyns rolle en anden, og øen overgik efterhånden Sjælland i betydning og rigdom.
Himlingøje på Østsjælland kulminerede som center i fase Clb, og mod slutningen af denne fase var andre områder allerede i færd med at etablere sig bl.a. ved hjælp af nye udlandskontakter, hvilket Hågerupgraven på Fyn klart viser. Det gamle Sjællandscenters rolle blev gradvist overtaget af andre centre. Det skete ikke brat, Østsjælland markerede sig stadig tydeligt i C2 ved rige grave, centret udgjordes nu af Valløby beliggende få km fra Himlingøje. Tilsvarende opstod nu også nord- og østjyske centre omend svagere markerede. Der synes i jernalderen inden for det nuværende danske område hverken før eller efter fase Clb (første halvdel af 3. årh.) at have eksisteret blot ét dominerende område.
Hågerupgraven på Fyn (Albrectsen 1968: 123) (fig. 1) kan anskues som et første, håndgribeligt tegn på etablering af et betydningsfuldt fynsk miljø, efter alt at dømme vokset frem som et internt fynsk fænomen vurderet ud fra bl.a. begyndende kontakter til Kontinentet, hvilket gravens inventar afspejler; disse kontakter blomstrede for Fyns vedkommende stærkt op fra midten af det 3. årh. e.Kr. – fra fase C2 og fremefter, dvs. kort efter tiden for Hågerupgravens miljø.
Ud over Arslevgraven (Albrectsen 1968: 79 ff.) (fig. 2) kan dette C2-miljø også aflæses af bl.a. Eskilstrup grav 2 (Albrectsen 1968: 79) (fig. 3) og Sanderumgård grav 2 (Albrectsen 1968: 69 f.) (fig. 4). Hågerupgraven fra fase Clb kan anskues som en tidsmæssig parallel til det østsjællandske Himlingøjecenter, men en tilsvarende centerstruktur er endnu ikke erkendt arkæologisk omkring Hågerup.
I C2 udgjorde Østfyn et betydningsfuldt område, hvilket bl.a. tydeligt fremgår af fund som Årslev- og Eskilstrupgraven samt Brangstrupskatten (Henriksen 1992). De vigtigste fynske C2-grave markerer sig ved andre statusmarkerende genstande, end man anvendte på Sjælland.
Der er et kontinentalt præg over de rige grave fra såvel Sjælland som Fyn i C2 – men dette fremmede præg er af forskellig karakter, hvilket har betydning for forståelsen af Fyns voksende rolle som center.
De rigeste fynske grave fra C2 kan indholdsmæssigt parallelliseres med rige jordfæstegrave fra det mellemtyske »Hassleben-Leuna-kompleks«. Rige jordfæstegrave som Hassleben og Leuna (Schulz 1933; 1953) har navngivet hele det frie germanske Europas rige yngre romerske gravfund. Slående paralleller mellem Fyn og Hassleben-Leuna gruppen er f.eks. sølvøreskeerne i Hågerup og i Sanderumgård grav 2 (fig. 1,4), sølvskeerne i Hågerup (fig. 1) og sølvpincetten i Sanderumgård grav 2 (fig. 4). Dertil er sølvhårnåle med guld- og glasdekoration kendt fra bl.a. Lundehøj grav 47 (Albrectsen 1968:128) (fig. 5) og Gudme som f.eks. fra Hassleben grav 8, ganske som Eskilstrupgravens importgenstande minder om de mellemeuropæiske C2-grave. Sanderumgård grav 2 rummer dertil en af de sjældne Sackraufibler, der netop er en nord- og mellemeuropæisk fibeltype begrænset til C2, og i Skandinavien kun kendes på Fyn (fig. 6).
Et miljø svarende til og samtidigt med de mellemeuropæiske C2fyrstegrave træffes i Danmark først og fremmest på Fyn – men fænomenet har en klar forløber i Clb på Sjælland.
C2-gravene på Fyn minder i udstyr således mere om de mellemeuropæiske fyrstegrave af typen Hassleben-Leuna end om de sjællandske rige grave. Det må antages, at Fyn havde knyttet vigtige forbindelser sydover til det mellemste Elbområde. Denne kontakt tyder på at være et alternativ til Sjællands stadig fungerende antagelig direkte kontakt med de vestlige romerske provinsområder. At Fyns grave først i C2 fik importgenstande svarende til de mellemeuropæiske fyrstegraves fra tilsvarende tid, taler bl.a. stærkt for kontakten med disse – de samme genstande fandtes allerede i Clb på Sjælland, uden at de dog havde nogen særlig afsmittende effekt på naboområderne.
Fra C2 og fremefter illustrerer Østfyn tydeligt sin nye førende position ved sine rige fund, og det er ikke udelukkende ved gravfund: Årslevgraven (Storgaard 1990: 23 ff.), Brangstrupskatten (Henriksen 1992: 43 ff.), Gudme (Kromann m.fl. 1991: 144 ff.; Michaelsen & Thomsen 1991; Thrane 1991a; 1991b), Lundeborg (Thomsen m.fl. 1993) osv.
Ved en vurdering af Sjælland i relation til det kontinentale yngre romerske høvdingegravsmiljø – Hassleben-Leuna-miljøet – understreger endnu en iagttagelse, at Sjælland og Fyn etablerede forskelligrettede kontakter sydover (Lund Hansen 199x).
Visse importgenstande fundet i sjællandske Clb-grave træffes tidligst i kontinentalgermanske C2-grave som f.eks. Hassleben og Leuna (Lund Hansen 1987: 176, 189 f., 205). Blandt importen fra Himlingøjegravene gælder dette f.eks. de sene retvæggede bækkener med konkav bund og de ret sjældne bækkener med vinbladformede attacher samt sølv- eller forsølvede tallerkener og tyndvæggede farveløse glasskåle med indsleben ornamentik, såkaldt variant Hågerup. At enkelte importtyper må dateres senere på Fyn end på Sjælland, afspejler antagelig atter de to områders forskellige og uafhængige kontakter udadtil (Lund Hansen I99x).
I de tilfælde, hvor Fyn i fase C1b har romerske importstykker, hvor tilsvarende på Sjælland er fundet i en ældre kontekst (C1b) end på Kontinentet (C2), må det formentlig skyldes den stadigt eksisterende kontakt mellem Sjælland og Fyn.
At det danske område har en stærk og hurtig kontakt med områder sydover, illustreres bl.a. af, at de danske, importerede bronzekar har deres klareste paralleller i den »kontinentale depotfundhorisont« fra midten af det 3. årh. e.Kr. nedlagt i forbindelse med de germanske angreb på Limes, fra en række Limeskasteller, fra de mellem tyske, germanske høvdingegrave og fra rige provinsialromerske grave (Lund Hansen 199x).
Dertil kan man i det fynske materiale spore en kontakt orienteret mod Sydøsteuropa (Scukin 1977; Werner 1988; Lund Hansen 1991); andre fund end lige Årslevgraven og Brangstrupskatten viser dette – især en række smykkegenstande og glasfragmenter fra Gudme- og Lundeborgområdet. Denne kontakt kan i lidt svagere grad erkendes på Sjælland, og på Sjælland stort set kun inden for glasimporten. Den sydøstlige kontakt orienterer sig specielt mod Cernjachov-kulturen ved den nordvestlige del af Sortehavet (Näsman 1984; Lund Hansen 1987; Straume 1987).
Meget få fund fra Østsjællands sene yngre romertid peger i modsætning til Fyn mod Sydøsteuropa eller mod de mellemeuropæiske høvdingegravsmiljøer; undtaget er dog en vis tilstrømning af sydøsteuropæiske glaskar til Sjælland. Selvom Fyn havde taget lederpositionen, fandtes stadig direkte kontakt mellem vestligt romersk provinsområde og Sjælland. Sjællands evne til at opretholde en vis filterfunktion over for importvarer fungerede fortsat både over for varer, der kom direkte fra de romerske provinser, og over for sydøsteuropæiske glas (Lund Hansen 1987: 247). Sidstnævnte ses klart af ophobningen af specielt fint udførte sydøsteuropæiske glas på Sjælland (Straume 1987).
Hvorledes denne vekslen fra et centers dominans til et eller flere andre gik for sig, er vanskeligt at forstå eller beskrive ud fra de forhåndenværende kilder på Sjælland, der indtil videre udelukkende udgøres af gravfundsmateriale. Dette er imidlertid ikke tilfældet på Fyn og Bornholm, og kun fremtidige fund kan vise, om tilsvarende vil blive muligt på Sjælland.
De iagttagne forskelle mellem de rigeste grave på Fyn og Sjælland viser, at vareudvekslingen med såvel andre skandinaviske som europæiske områder, germanske som provinsialromerske, må være en af flere afgørende faktorer for centrenes dannelse og eksistens. Sjælland synes at blomstre op som følge af etableringen af et magtfuldt center på Østsjælland med kontakter til vestligt provinsialromersk område over havet – ingen fund tyder på, at denne kontakt skete via land. Uanset om denne kontakt er foregået direkte eller har passeret omladepladser eller mellemmænd, viser det arkæologiske materiale på Sjælland, at kontakten har været organiseret således, at høvdingene i Østsjællandscentret havde en stærk indflydelse på, hvilke varer de modtog. Som dokumenteret tidligere findes næsten ingen steder i det frie Germanien helt vilkårlige udvalg af romerske genstande på nær i den umiddelbare grænsezone (Lund Hansen 1987: 216 ff.). Kontakten mellem Sjælland og Rhinområdets nordvestlige provinser, Germania Inferior og Belgica, blev stadig opretholdt i C2, men efter Himlingøje med udgangspunkt i det nærliggende Varpelev.
Fyn etablerede antagelig først i C2 i større udstrækning kontakt til kontinentalgermansk område og må via dette område have haft en kontakt videre til provinsialromersk område, der ikke helt gav sig det samme udtryk som på Sjælland. Netop i tiden svarende til C2 vides det, at det mellemtyske område havde meget nære kontakter med »det Galliske Særrige« i de nordlige romerske provinser og faktisk forsvarsmæssigt udgjorde hovedstammen i dette kortvarige del-riges eksistens (Werner 1973; Lund Hansen 199x).
I det lange løb skulle det vise sig at være Fyns kontakter, der var de mest konsistente. Dette kan have været betinget af Fyncentrets mulighed for sikring af fred i sit område til opretholdelse af handelen men måske også helt personlige årsager og relationer. Kontakten kunne imidlertid også være betinget af, at området omkring mellemste Elben pga. sit politiske engagement i etableringen og sikringen af det Galliske Særrige besad de eftertragtede romerske varegrupper og var interesseret specielt i Fyn-kontakten, hvorimod Sjællands kontaktområder eller Sjælland selv ikke længere kunne/ville opretholde forbindelsen.
Det Galliske Særrige var imidlertid en kort foreteelse, og betød ingenlunde fred mellem germanerne og romersk provinsområde. De germanske stammer bl.a. omkring mellemste Elben deltog fortsat i angreb på Rhinprovinserne, ligesom de havde gjort før etableringen af det Galliske Særrige. At germanerne både kunne optræde som allieret og fjende, er velkendt gennem hele romersk jernalder.
Videre op i ældre germansk jernalder (5. og beg. af 6. årh. e.Kr.) fandtes stadig et vigtigt center på Fyn, antagelig landets vigtigste. Oplandet synes betydeligt forøget i forhold til yngre romertid, idet antagelig såvel Midt- og Sydjylland som Vestsjælland og Lolland synes at have en afhængighed af Fyn. Stadig kan spores centre eller »områdekoncentrationer« i Nordjylland, på Bornholm foruden på Østsjælland, hvor vigtigste område stadig er Stevns og tilgrænsende dele af Østsjælland (Fonnesbech-Sandberg 1991: 242 ff., 243 Fig. 8). Et område, der får tiltagende betydning gennem yngre romersk og germansk jernalder og videre op i vikingetiden, er Sydvestjylland med handelspladsen Dankirke (Jarl Hansen 1991) og det efterfølgende Ribe.
Centerdannelserne i yngre romertid på Sjælland og i det kontinentalgermanske Europa er et af mange træk, der karakteriserer en mere avanceret samfundsstruktur end tidligere. Ikke blot gravfund, moseofferfundene med deres udsagn om hær- og samfundsstrukturer (II-kjær 1990; 1991; Engstrom 1992) men yderst vigtigt også bopladsmaterialet afspejler dette. De geografiske enheder var betydeligt større end tidligere. I første halvdel af yngre romertid har områder som Østfyn og Skåne et klart afhængighedsforhold til Østsjælland. Tilsvarende binder Fyn senere store områder til sig (Fonnesbech-Sandberg 1991).
Såvel nære som mere langtrækkende kontakter er målrettede og styret af forhold spændende lige fra slægtskab til politisk/økonomiske hensyn (Lund Hansen 1991).
Analyserne af det sjællandske samt aspekter af det danske, nordiske og europæiske romertidsmateriale er kun en brik i et kompliceret samfunds indre struktur herunder centrenes betydning og deres rolle i det lokale samt internationale miljø. Den kortvarige kometagtige start på Sjælland er begyndelsen til dannelsen af stadigt mere stabile centre rundt omkring i Danmark først og fremmest på Fyn.
