Der forsvinder hvert år flere af de gamle danske oldtidshøje, mange når ikke engang at blive registreret før de er pløjet helt ned. I det følgende bringes beretningen om udgravningen af en høj[1] som engang var, men ikke er mere.
Midt på Hellerup Præstemark, som hører ind under Ravnholt gods, blev der i forbindelse med forårspløjningen 1990, indsamlet alarmerende mange sten. Fyns Oldtid, Hollufgaard blev derfor via godsejer Chr. Sehestedt-Juel tilkaldt, og efter en besigtigelse, foretaget af arkæologerne Asger Lorentzen og Jørgen A. Jacobsen, blev det besluttet, at der skulle foretages en sonderende undersøgelse.
Hellerup Præstemark, som er beriget med ikke færre end fem overpløjede oldtidshøje, er smukt beliggende på en flad højning i landskabet der er omkranset af skov og af åløb mod nord, øst og vest (se fig 1). Den topografiske placering har formodentlig haft tilknytning til en tætliggende bebyggelse. Den praktiske placering skal derfor ses i forhold til græsnings- og afvandingsmulighederne for det kvæghold, der var begyndt at blive almindeligt udbredt her i begyndelsen af bondestenalderen. Men overgangen fra det tidligere praktiserede svedjebrug til en mere stationær bosættelse og en dermed mere intens opdyrkning af jordbunden, har tilsyneladende affødt et ønske om markering af territorierettighederne til det nyopdyrkede land. De pompøse og iøjnefaldende megalither har været velegnede til dette formål, og er derfor blevet taget til indtægt for en form for grænsemarkeringer.
De såkaldte sarupanlæg er blevet etableret samtidig med de første megalithgrave, ved overgangen fra tidlig-neolitikum til mellem-neolitikum ca. 3500-3100 f.Kr. Deres funktion tolkes som en form for kultiske samlingspladser, hvor flere forskellige tætbeliggende bopladser, har kunnet opretholde et gensidigt, tolerant forhold, ved hjælp af fælles rituelle handlinger og fredelig kommunikation. Der er ialt registreret 22 af disse samlingssteder i Danmark, heraf der ligger 3 på Fyn (Hygind, Åsum Enggård og Sarup) hvor Sarup har haft to faser (Andersen 1981).
Den høj, hvis opbygning og nedrivning der her skal beskrives, er tidligere i sognebeskrivelserne (herefter Sb.) fra 1940 omtalt som en »aflang Højning i Terrænet, der her ellers er fladt. Antagelig Tomten efter en Langdysse«. Denne formodning skulle vise sig at være i overensstemmelse med sandheden. Langhøjen indgår i en gruppe på i alt 5 høje[2], hvoraf kun én, (nemlig Sb. nr 17) tidligere har været undersøgt. Dette foregik i maj 1944, hvor tidligere museumsinspektør ved Fyns Stifts Museeum, Erling Albrectsen forestod udgravningen. På daværende tidspunkt blev der kun afsat et par dage til undersøgelsen, der udelukkende omfattede selve gravkammeret. Senere tiders udgravningsregler, som omfatter undersøgelse af stort set hele tomten, har resulteret i en større viden om de ritualer, der knytter sig til dysserne. Albrectsens optegnelser fra undersøgelsen i 1944, indskrænkede sig således til selve gravkammerets udformning og opbygning. Langhøjen (Sb. 18) er derimod blevet mere bredspektret belyst.
Udgravningen påbegyndtes den 17. april, med udlægningen af profilbænke der dannede et kryds hen over højmidten. Langs dette blev den første søgegrøft åbnet i nord-syd gående retning. Det viste sig at søgegrøften var udlagt meget heldigt, idet den var anbragt parallelt med den østlige bæresten, i det som senere bliver kaldt dyssekammer I. En del af selve dyssekammeret blev således blotlagt fra begyndelsen, og det kunne afsløres, at bevaringsforholdene på stedet var langt bedre end først antaget.
På baggrund af den indhentede viden, blev hele højen nu afrenset etapevis. Det øverste muldlag blev fjernet med maskine[3], og der fremkom derved, i højkompleksets nord-vestlige del endnu en dyssetomt. Derudover blev der fundet rester af ikke mindre end tre randstenskæder, alle fra sekundært opførte høje.
Det var kun den lille flade sten i nordprofilen (ca. 40 cm høj 46 cm bred), der var bevaret af selve kammeret, de øvrige bæresten var kun repræsenteret ved deres standspor, der kunne iagttages som et homogent mørkt fyldskifte imod det stabiliserende lag af finkornet gråt ler, der var blevet påført før højbygningen.
Bærestenene var i flere tilfælde blevet kløvet, for derefter at blive anbragt med den flade side indad mod kammeret. I enkelte tilfælde blev der fundet mindre sten i kanten af bærestenenes standspor, som antagelig har haft en funktion som syldsten.
De i alt 8 bæresten har oprindeligt dannet et ovalt kammer på 1,8 meter i længden og 1,2 meter i bredden. Den smukke og velbevarede gravbund bestod af nævestore runde sten nedlagt i gult sand. I yderste række lå stenene i to lag, så der blev dannet en ramme indenfor hvilken, der var blevet spredt ildpåvirkede flintskærver.
I kammerets sydvestlige del fandtes, oven over flintskærverne, et lag af skiftevis hvidt strandsand og groft gult grus, som var sivet ind gennem indgangspartiet, der netop befandt sig i syd.
Af indgangen var kun én af oprindelig fire bæresten bevaret, dens længde var 80 cm, men højden der hermed angiver selve indgangens højde, var på kun 30 cm. Indgangens længde har været på omkring to meter og bredden ca. 69 cm. Midt i indgangen, mellem de to sæt bæresten, lå en meget smuk tærskelsten med helt plan overflade. Belægningen i indgangen bestod, ligesom i gravkammeret, af ildpåvirket flint. De to sydlige stenspor, der stammede fra indgangens bæresten, var meget tydelige. Begge har været fundamenteret i groft gult sandblandet ler, og specielt det sydøstlige var flankeret hele vejen rundt af flade, større kampesten og stabler af tørmursfliser på i alt fem skift.
Et af de mere interessante træk var, at der for enden af indgangspartiet og under det dækkende stentæppe var spor efter to stolper der ligeledes havde været flankeret af tørmursfliser. Det vestlige stolpehul fandtes umiddelbart syd for indgangen, medens det østlige var anbragt ca. 20 cm sydøst for den bærende indgangssten. Netop omkring disse to stolpespor blev der fundet store mængder af knust keramik. Der var ikke mange fund i selve kammeret, kun et forstenet søpindsvin og nogle dårligt bevarede fragmenter fra et barnekranium. En del af en underkæbe kunne iagttages, men da knoglevævet var meget dårligt bevaret kunne kun tænderne tages op Mag.scient. et lic. med. Pia Bennike, Panuminstituttet, har studeret disse og fastslået, på baggrund af x nr. 138, 139 og 140, at de stammer fra et barn i to års alderen. Tilstedeværelsen af netop underkæben af et barn, er en interessant iagttagelse som vil blive diskuteret nedenfor.
Dette gravkammer, der er placeret nordvest for dyssetomt 1, tolkes som det primære. Den runde lukkede kammerform stemmer typemæsigt ganske godt overens med de tidligste dysser herhjemme. Som i det foregående eksempel var det meste af selve kammeret fjernet, kun to af oprindelig syv bæresten stod tilbage. Begge af kløvede sten, der var anbragt med den flade side ind mod kammeret. Stenene i denne konstruktion var ligeledes af ringe størrelse, den mindste af de to bevarede var således kun 50 cm lang, 18 cm bred og 37 cm høj, flankeret på begge sider af tørmursfliser. Kammerets bund var ikke så velbevaret som i dyssetomt I, men bestod ligeledes af runde nævestore sten, funderet i gult sandblandet muld og dækket af ildskørnet flint. Her over var et uhomogent lag af runde marksten, flintskærver og grynet muld. Begravelsen i dette kammer var tilsyneladende forstyrret, hvilket afsløredes både gennem det ovenfor omtalte uhomogene stenlag samt fundenes spredningsmønster. I alt 13 ravperler, to økser, flere fragmenterede lerkar samt flintafslag, blev fundet med en niveauforskel på op imod 12 cm. Den forstyrrelse, der her har fundet sted, stammer sandsynligvis fra dengang bærestenene og overliggeren blev fjernet. En hændelse der kan kædes sammen med restaureringen af Herrested kirke i slutningen af 1880’erne[4].
Opbygningen i de to kamre havde mange ligheder men også mange variationspunkter. Størrelsen af kammerstenene, der var blevet fundamenteret i et stabiliserende lerlag, var ikke imponerende i nogle af dysserne. Ligeledes var gravbunden i begge tomterne lagt af runde marksten og dækket med ildpåvirket flint. Derimod var det materiale, som blev anvendt til stabilisering af bygningsværkets yderside, forskelligt. Ved dyssekammer II var anvendt en ca. 50 cm tyk, næsten jordfri, flintpakning til stabilisering, hvorimod der omkring dyssekammer I blev registreret et 50 cm tykt lag lerholdigt og næsten flintfrit pakningsmateriale. Dyssekammer II, hvis grundform nærmest var polygonal og uden indgang, tolkes som den primære begravelse, efterfulgt af dyssekammer I, der har været opført efter så kort en periode, at de begge samtidig er blevet dækket under det nærmest 8-tals formede stentæppe (17 × 12 meter) med tilhørende jordhøj.
Oldsagsmaterialet kan opdeles i to kategorier: gravgaver medgivet den døde ved selve begravelsen og offergaver, der senere er hensat ved højen, til den dødes ære. Jættestuen Jordhøj ved Mariager Fjord er et skoleeksempel på hvorledes offergaverne i form af lerkar, har været hensat på højens randstenskæde umiddelbart udenfor indgangen (Kjærum 1970).
Som det tidligere er nævnt var der ingen fund af gravgaver tilknyttet dyssetomt I, derimod var der i dyssetomt II flere forskellige gavetyper. Af de 13 ravperler var 5 skiveformede, 4 cylinderformede og 1 rektangulær, med gennemboring på den lange led. Resten var almindelige runde perler. Ravperlerne kan stamme fra en kæde, der har tilhørt den døde, men de kan lige så godt have været påsyet tøjet. Fundforholdene giver desværre ikke oplysninger om dette.
De to små økser repræsenterer to forskellige typer, henholdsvis en tyknakket (x 169) og en tyndbladet (x 180). Begge har været flittigt brugt inden gravlæggelsen, hvilket specielt kan ses på den lille tyndbladede økse, der på den brede nakkeende er slidt helt blank efter skæftningen.
Som en ekstra form for forsikring til livet i det hinsides, har den døde fået en lille samling friske afslag med sig i graven. En gravgavetype, der tidligere er blevet iagttaget (Ebbesen 1981:147).
Fragmenterne af fem forskellige lerkar kan henføres til den egentlige gravlæggelse i dyssetomt II. Heriblandt tre randskår, alle indsamlet under nummeret: x 123. De er af forskellig gods samt med varierende ornamentik, der omfatter både buestik, vinkelstillede bundter med tre furer samt simpel fureornamentik som det der ses på x 89 fig. 9.
Lerkar x 155 er kun delvist bevaret, men fremstår som et karakteristisk øskenkar uden ornamentik[5]. Halsen er tragtformet og ca. 3-4 cm høj, der er en skarp overgang mellem halsen og den runde bug, hvor de små øskner er placeret højt på skulderpartiet. Bunden er rund men alligevel så flad, at den har kunnet stå fast.
I området mellem dyssetomt I og II blev der fundet en del fragmenter af keramik, heriblandt en del med buestik samt x 107, se på fig 9. Mindst tre lerkar, det ene meget groft magret, har været placeret her, antagelig anbragt som offergaver til den afdøde i dyssetomt II, inden dyssetomt I blev opført.
Blandt de lerkar, der er fundet i forbindelse med de to stolpehuller, der har markeret indgangen til dyssetomt I, kan to identificeres, (fig 9 x 241 og x 342) enten som små åbne skåle eller som randen af tragtbægre. Ornamentikken er udført lige under randen, og består af horisontale og vertikale bånd af simple furer og indtrykt snoet snor. Det skal naturligvis påpeges, at dette lerkarmateriale kan være bragt ud fra gravkammeret, men da der ikke blev fundet skår i selve indgangen, men kun koncentrationer omkring stolperne, er det umiddelbare indtryk, at de har været placeret herved. Indgangen med de to stolper har tilsyneladende været det sted man ofrede til den døde, inden stentæppet blev bygget her hen over.
Omtrent en meter syd for det vestlige stolpespor grupperer en samling på mindst seks lerkar sig. De tre ses illustreret på fig. 9, x 316 med eksempel på ornamentik udført med negl, x 344 et meget tyndt og fint kar samt x 350 der evt. stammer fra en lerske. På fig. 11 ses lerkar nr. 2. en fodskål som skeen muligvis blev anbragt ved. Ornamentikken består udelukkende af vandrette rækker udført med tandstok saml zigzagbånd. To åbne skåle (lerkar nr. 3 og 4) af karakteristisk type med dekoration i form af smalle lodrette bånd og zigzagbånd, der er udsmykket ved hjælp af en hjertemusling, tilhører Klintebakkestilen, se fig. 10.
Ved højfoden i sydøst viser spredningsmønsteret ligeledes, at der har været hensat en lille gruppe offerkar. I dette tilfælde en stor fodskål, repræsenteret ved en bred hank (5,8 cm) ornamenteret med zigzagfurer og et fint strålemønster udført med tandstok, se lerkar nr. 8 fig. 14, samt det mere velbevarede[7] tragtbæger (kar nr. 7), der udover et rhombeformet tandstokmønster lige under randen har horisontalt omløbende rækker af furestik der dækker bugen, samt vertikale plastiske ornamenter (fig. 15).
Ved den nordlige højfod blev der inden for et snævert område fundet tre økser. Af én var kun bevaret æggen, der stammede fra en sort hulsleben flintøkse. Af den anden var det kun nakkeenden af en grønstensøkse med skafthul, der var tilbage, mens den tredje var en hel, tyknakket økse, se fig. 7. Da disse tre økser blev fundet inden for et afgrænset område, er den mest nærliggende tolkning, at den nordlige højfod har været anvendt som offerplads for økser. En anden, men ikke nær så sandsynlig, tolkningsmodel er, at der har været foretaget en begravelse på stedet. Der blev dog ikke fundet nogen anlægsspor til underbygning af dette.
På fig. 18 ses spredte fund af forskellige flintredskaber, herunder bl.a. en skraber x 166 og en stikkel x 234. Disse redskabers tilstedeværelse på gravhøjen kan stamme fra udpløjede og dermed uregistrerede, sekundære grave, men der er nok nærmere tale om tilfældigt tabte genstande i forbindelse med opførelsen af højen.
Dyssetomt II kan på grund af sin polygonale form uden indgang, udpeges som primærgraven i forhold til dyssetomt I, der er pæreformet og forsynet med sydvendt indgang. Stenkisten der blev udgravet i nabohøjen foråret 1944 af E. Albrectsen, må betragtes som endnu ældre. Dateringen al dyssetomt II til slutningen af tidlig neolitikum, d.v.s. begyndelsen af bondestenalderen, understøttes af oldsagerne. Lerkar nr 1, x 155 er således typisk for denne periode og det vinkelornamenterede randskår x 123 har stor lighed med kar af Fuchsbergstil, der ligeledes er forekommende i tidlig neolitikum (Andersen 1981:73, fig 10b). Økserne herfra må ligeledes dateres til begyndelsen af bondestenalderen.
Opførelsen af den første dysse kan således beregnes til at være foretaget omkring 3500-3300 f.Kr. Dyssetomt I er blevet bygget relativ kort tid efter, og lerkarrene, der er blevet ofret udenfor indgangen, er fra begyndelsen af mellemneolitikum, (MN la/b, ca. 3300 f.Kr.) med stilelementer fra både Troldebjerg og Klintebakke faserne. Et af de sidste lerkar, der blev hensat af tragtbægerfolket, er lerkar 7, der med rhombeformerne og den plastiske udsmykning må dateres til en periode midt i bondestenalderen (mellemneolitikum II/III ca. 3000 f.Kr.).
At højkomplekset har været anvendt i slutningen af bondestenalderens epoke, er der ikke mange beviser for; der er således ikke fundet andre grave end de allerede omtalte, men fund af fladehuggede flintstykker kan tages til indtægt for en form for anvendelse af højen i den senere del af neolitikum. Se fig 18 x 54, 101, 103 og 182. En mindre randstenskæde (anlæg E) bestående af en række på 14 sten skal eventuelt ses i sammenhæng hermed.
Disse randsten markerer foden af en høj (med en diameter på 14 meter), der har været acentralt placeret i forhold til det oprindelige anlæg. Højen har muligvis indeholdt en sen-neolitisk begravelse, hvis gravgaver i form af fladehugget flint er blevet spredt ud over højen i forbindelse med pløjning i moderne tid.
I bronzealderen har der endnu engang været foretaget en udbygning af den eksisterende høj. Det tydeligste bevis herfor er de sektioner af randstenskæden (anlæg D), der markerer dens højfod. I profilen kan den sekundære højopførelse iagttages (fig. 19, lag 3) som et flammet højfyld, der stammer fra en opbygning bestående af tørv. Bronzealderhøjen har med sine 18 meter i diameter ligeledes været acentralt placeret i forhold til det neolitiske dobbeltmegalit anlæg.
Det specielle indgangsparti i form af trækonstruktionen uden for indgangen til dyssetomt I, blev afsløret ved hjælp af stolpehuller. En anden samling stenpakkede stolpehuller, med en gennemsnitlig dybde på 14 cm (anlæggene C, F, G, H, P, og Q) afslører tilstedeværelsen af endnu en trækonstruktion.
Disse stolpehullers spredte placering tæt ved anlæg D, må tolkes i forbindelse hermed. Der har muligvis været tale om en form for stillads, der har været opført som et praktisk værktøj i forbindelse med højbygningen. En konstruktion af denne type er tidligere blevet iagttaget ved udgravningen af bronzealderhøjen Lusehøj på Sydvestfyn (Thrane 1984:78 ff).
Syd for højen, med en afstand på to meter til bronzealderhøjens randstenskæde (anlæg D), blev det østlige forløb af endnu en lille randstenskæde frilagt. Kun 11 randsten var bevaret af dette anlæg, og der var trods ihærdig søgen ingen spor efter begravelser på stedet. Diameteren har kun været på omkring 8 meter. Højfylden bestod af homogent, mørkt muld og bar ingen spor efter tørveopbygning som tilfældet var ved bronzealderhøjen. Den sekundære høj kan på grund af sin form og størrelse, dateres til jernalderen, hvor det blev almindeligt at opføre den slags småhøje, beliggende i periferien af større og ældre høje.
Ved sløjfningen af højen og fjernelsen af det kraftige stentæppe blev der rodet så meget rund i overfladen, at en registrering af de ardspor, der havde vist sig i profilen (fig. 19 lag 4), ikke kunne lade sig gøre. Forekomsten af ardspor under oldtidshøje er tidligere registreret og viser eksempler på opdyrkning af den tidligere markjord i form af krydspløjninger, samt cirkulære pløjninger i overensstemmelse med højens grundrids. De cirkulære pløjninger kan opfattes som en handling, der er blevet foretaget i forbindelse med den rituelle indvielse af gravpladsen. Ardsporene under den her omtalte høj stammer antageligt fra den forudgående opdyrkning af ageren. Der blev iagttaget to lerfundamenter lige under dyssetomterne. Disse havde opnået en rød/gul farve tilsyneladende gennem ildpåvirkning. Bålet, der har været tændt her, kan have været anvendt ved brændingen af de store mængder flint, der er strøet ud over gravbundene og indgangen, men at der har været tale om en speciel form for indvielse af graven ved hjælp af ild er også en mulighed.
Efter jordhøjens færdiggørelse i mellemneolitikum har der tilsyneladende endnu engang været tændt bål, denne gang direkte oven på stentæppet over dyssetomt I, hvor der blev fundet et afgrænset lag af sort aske med store mængder trækulsstykker.
Disse brandpletter tyder på, at der flere gange i forbindelse med begravelserne i bondestenalderen har været anvendt bål, og det længe før ligbrændingen slog igennem i yngre bronzealder. Det ses ikke blot ved fremstillingen af de mange ildskørnede flintskærver, der har dækket hele gravbunden, men ligeledes på den allernederste del af gravens bund.
Det mest overraskende ved højen på Hellerup Præstemark var nok de forholdsvis gode bevaringsforhold. Under den lille højning på kun 0,5m lå det meste af et dobbeltmegalitanlæg bevaret, med bæresten, gravbund, gaver og offerskårlag. Som en ekstra lille detalje var fundet af de usædvanlige stolpehuller for enden af indgangspartiet samt det træstillads, der formodentlig har været bygget i forbindelse med opførelsen af bronzealderhøjen. Derudover kommer endnu et bevis på den opdyrkning af jorden, som generelt har gået forud for dyssernes opførelse, samt en påvisning af brug af ild på lerfundamentet under dyssekamrene. En anvendelse af ild der muligvis skal tillægges rituel betydning.
Ovenfor blev fundet af en barnekæbe kort omtalt. Bevaringsforholdene var meget ringe, idet knoglemassen var meget nedbrudt. Tænderne var dog i en rimelig god stand, hvilket rejser spørgsmålet om hvor tænderne fra overmunden dog er blevet af. Museumsinspektør ved Nationalmuseet Flemming Kaul har nyligt gjort opmærksom på, at der i påfaldende mange tilfælde er registreret skeletter uden underkæber, eller underkæber uden de resterende dele af skeletterne, i ikke blot de danske megalitgrave men ligeledes i Tyskland, Frankrig og England. Fænomenet tolkes således, at der har foregået en form for rituel transport mellem dysserne og de samtidige Sarupanlæg, hvor lignende kæbeløse fund også er blevet gjort (Kaul 1994). Mængden af børneskeletter i netop denne sammenhæng er påfaldende. Det er tankevækkende, at barnet, der har været begravet i dyssen på Hellerup Præstemark, måske har været den passive deltager i et rituelt fællesmøde på et endnu ikke registreret, befæstet anlæg ved Herrested.
Ønsket om at få hele højkomplekset undersøgt er ikke opgivet, en fornyet ansøgning om økonomiske midler til en endelig undersøgelse, er nylig afsendt. Da netop dette sted på landkortet er rigt på megalitgrave, vil det være oplagt at få det allerede veldokumenterede Sydvestfynske område, sammenlignet hermed.
