Som ansat i Fyns Amt fik jeg lejlighed til fra 1992 at forestå nogle indledende og helt grundlæggende studier over amtets sten- og jorddiger. Resultaterne præsenteres i det følgende. Jeg takker Fyns Amt for venligt udlån af registreringsmaterialet, og stud. mag.erne Rikke Pedersen, Lene Randrup og Dorte Nørregaard Madsen for udførelsen af det oftest ensformige identifikationsarbejde ved skrivebordet. Anni Baastrup takkes for rentegning af kortene.
Den I. juli 1992 trådte en for vort landskab såre vigtig lovgivning i kraft, idet Naturbeskyttelsesloven i §4 stk. 1, med formuleringen "Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af sten- og jorddiger og lignende", beskyttede alle de danske sten- og jorddiger som er at se på Kort- og Matrikelstyrelsens seneste 4-cm kort. "Og lignende" dækker over fx tang- og tørvediger. Hensigten med loven var at beskytte en stor mængde biologisk vigtige såkaldte "lineære småbiotoper" i det åbne land, og dermed føde-, vokse- og tilholdssteder for dyr og planten samt disses spredningsveje. Ikke mindst arter som ynder tørre miljøer fx klippeplanter; padder og krybdyr har brug for digerne som levesteder. Herudover hørte det til argumenterne, at loven skulle beskytte digerne som landskabeligt og kulturhistorisk væsentlige elementer med stor fortælleværdi og æstetisk værdi.[1]
Den konkrete baggrund for Naturbeskyttelseslovens §4 skal søges i undersøgelser af omfanget af ødelæggelsen/nedlæggelser af småbiotoper i det åbne land. Først og fremmest Biotopgruppens,[2] som ved hjælp af kortstudier afslørede, at der indenfor fem østdanske områder på hver 4 km2, var forsvundet 70% af digerne siden 1880erne.[3] Det ene område – ved Glamsbjerg – viste en tilbagegang i digerne på ca. 52% i perioden, målt i meter[4]. Senest har undersøgelser foretaget af Fyns Amts biologer vist, at der i gennemsnit i 12 indlandsområder af 4 km2 er forsvundet ca. 30% af digerne indenfor perioden 1944 – 1992, ligeledes målt i løbende meter. Disse sidste tal dækker dog over en spredning fra – 53% til +5%. Alene i tidsrummet fra 1983 til 1992 viser amtets undersøgelser en tilbagegang på gennemsnitlig 11% i de 12 områder, målt i meter[5].
Situationen er altså alvorlig nok, hvis man betragter diger som vigtige, fysiske elementer i landskabet. I bemærkningerne til lovforslaget taler man om en forsvindingstakt for digerne på ca. 2% om året i tidsrummet fra 1981 til 1990[6], mens Fyns Amts undersøgelser viser et minus på 0,63% om året for det fynske område over et tidsrum på 48 år.[7] Udviklingen i hegningsteknikken har gjort, at der stort set ikke er opført diger siden slutningen af forrige århundrede, og tendensen peger i retning af, at digerne uden beskyttelse ville forsvinde indenfor en overskuelig årrække.
At Naturbeskyttelsesloven kun beskytter nogle diger, nemlig dem som ses på 4-cm kortene, og ikke bruger formuleringen "alle" diger; skal vel ses i lyset af, at en total digebeskyttelse ikke ligefrem har været landbrugets livret. Samtidig skaber formuleringen om 4-cm kortene et enkelt, omend ikke optimalt, administrationsgrundlag for amterne, som varetager sagsadministrationen vedrørende digerne. En beskyttelse af "alle" diger ville have været vanskeligt administrerbar, da man i så fald ikke ville have kendskab til beliggenheden af det beskyttede, med deraf følgende problemer i påvisning af lovovertrædelser. Desværre må man imidlertid, som nævnt, med Fyns Amt konstatere, at der kan være forsvundet ca. 11% af de på 4-cm kortene værende diger i tidsrummet mellem udgivelsen af kortene ca. 1983 og 1992, hvor der optoges luftfotos over hele amtet. Ydermere medtager 4-cm kortene principielt kun diger; der er mindst 60 meter lange og højere end 75 cm.[8] Vi ved altså, at kortene er misvisende. Hvad vi ikke ved er om alle diger over 60 meter var med på 4-cm kortene, da de blev produceret, eller om der fra begyndelsen var mangler i så henseende. Ej heller er det klart, i hvilket omfang digernes højde faktisk er blevet målt.
Da 4-cm kortene ikke i sig selv giver et fyldestgørende administrationsgrundlag, hverken i henseende til biologiske eller kulturhistoriske aspekter, kræver loven, at amterne, til afløsning af 4-cm kortene som administrationsgrundlag, gennemfører en registrering og udpegning af de diger, der i sidste ende ønskes beskyttet. Hvor mange diger der ønskes medtages i den endelige registrant, kan naturligvis ikke på forhånd siges, men det må give et fingerpeg, at det i dag i realiteten næsten ikke er muligt at opnå tilladelse til nedlæggelse af diger. Der skal altså beskyttes mange.
Registreringen forudsættes ret detaljeret, idet man bl.a. efter Miljøministeriets forslag til vejledning[9] skal kunne belyse forhold som bevoksning, vedligeholdelsespraksis og konstruktionsmetode (f. eks. sten- eller jorddige?) vedrørende hvert enkelt dige. Registreringens endelige omfang og tidpunktet for dens gennemførelse diskuteres i øjeblikket mellem staten og amterne, med henblik på at finde en metode der både tilgodeser de konkrete administrative behov for faglig og saglig indsigt, og ønsket om økonomisk og tidsmæssig realisme.
Der er foretaget to grundlæggende kortlægninger i undersøgelsen.
Kun den første er indtil videre bearbejdet i et omfang, der kan formidles.
Det har ikke i udgangspunktet været hensigten at gennemføre egentlige videnskabelige studier i dige- eller skelstrukturen, al den stund der i det væsentlige var tale om at fremstille og skaffe overblik over et administrationsgrundlag. Bl.a. derfor er litteraturen endnu ikke gennemarbejdet i nødvendigt omfang. Imidlertid mener jeg, at en del resultater kan være af bredere landskabshistorisk og kartografisk interesse. Der er ingen tvivl om overblikkets værdi, set i forhold til ønsket om at øge kendskabet til og forståelsen af det fynske landskab og dets bevaringsværdier. Frem for alt har der været ønske om og behov for at komme til kendskab vedrørende forholdene i hele amtet, hvilket for de grundlæggende undersøgelser er lykkedes.
Digeundersøgelsen deltes i to:
[11]4-cm kortene er opmålt fotogrammetrisk ved hjælp af flyfotos. Herved adskiller de sig fra tidligere generationer kort, som baseredes på Generalstabens opmålinger fra 1860erne. På de ældre kort havde man som udgangspunkt, at et dige kom med på kortet, hvis det havde en højde på 5/4 alen eller mere. Denne højde var nok til at dække for en soldat med tornyster, men svarede desuden fint til det højdekrav der stilledes til sikker indhegning af marker og lignende. 4-cm kortene tog som nævnt ikke det samme militære, opmålingsmæssige udgangspunkt, hvorfor man ikke må forvente, at disse kort umiddelbart viderefører ældre traditioner vedrørende digerne. Diger på 4-cm kortene er som nævnt med, hvis de er højere end 75 cm, hvilket i øvrigt svarer til 5/4 alen. Den konkrete vurdering af om digerne var 75 cm, gennemførtes ved besigtigelser; idet hvert 4-cm kortblad blev opdelt i 9 områder; som hver især var genstand for en besigtigelse af et par ugers varighed.
Til denne metode er der at bemærke, at hvis et dige, som det påpeges af Biotopgruppen, skrider sammen, vil de så at sige falde ud af digesignaturen og ind i andre skelsignaturer, fx levende hegn.[12] Man må derfor, og fordi digerne ikke med rimelighed kan forventes at være blevet vedligeholdt siden de blev overflødiggjort af pigtråd og el-hegn antage, at en række kulturhistorisk- og biologisk vigtige diger ikke er med på 4-cm kortene. For at nå til en vurdering af 4-cm kortenes kvalitet angående indholdet af diger; sammenlignes 4-cm kortene i Fyns Amts undersøgelse sognevis med de diger; der er indtegnet på den seneste udgave af Geodætisk Instituts målebordsblade 1: 20.000, som er fra ca. 1955. Det antages nemlig, at skel med digesignatur på disse ældre kort, der stadig findes på 4 cm kortene, men nu som levende hegn, har god sandsynlighed for at have været genstand for en kortteknisk omfortolkning fra dige til levende hegn, men stadig – kulturhistorisk og biologisk – er sten- eller jorddiger. Disse "mulige diger" tegnes over på de sort-hvide kopier med blå (på figuren sort) zigzag-signatur.
Efter identifikationen er digerne blevet optalt. Denne optælling er et ret subjektivt aspekt af undersøgelsen, og dens værdi kan diskuteres. Optællingen er foregået efter principper om at ethvert dige, som må formodes at have tjent en selvstændig funktion enten som ejendomsskel, markskel, fægyde eller andet, er talt som eet dige. 4 diger; som f. eks. danner en rektangel rundt om en mark eller lignende, er talt som fire diger. Et dige med slyngninger er talt som eet dige, mens et dige med væsentlige knæk, vinkler eller afbrud, som giver formodning om, at der er tale at mere end et skel, taltes som flere diger Man kan teste undersøgelsens vurdering af digeantallet, ved at tælle signaturer på kortet for Gamborg sogn, som efter undersøgelsens opfattelse rummer 14 sikre og 29 mulige diger.
Optællingen giver en form for statistisk vurdering af 4-cm kortenes dækningsgrad. Jeg har valgt at se mængden af tvivlsomme/ mulige diger som en procentdel af det samlede digeantal, for derigennem at få et billede af 4-cm kortenes "forarmelse". "Forarmelsesgraden" fremstår altså som en procentsats sogn for sogn. Den er udtryk for, hvor stor usikkerheden om hvor mange af de faktisk eksisterende diger, der er med på kortene, er, og hvor den er lokaliseret.
Kortet til venstre giver et oversigtsbillede af situationen i hele amtet. Hvis man ser bort fra den mulighed, at digerne på Nordvestfyn i højere grad end på Sydøstfyn er sunket sammen, ses der tydeligt en forskel i kortenes markering af diger mellem Nordvestfyn og Sydøstfyn og øerne. Bortset fra dele af Sletten på Nordfyn, er hele nordvestdelen omfattet af en forarmelsesgrad på mere end 25%. I Gelsted er hele 89 % af digerne usikre og i Kavslunde sogn endog 90 %. Til sammenligning ligger stort set hele Sydøstfyn på under 25%, og Lyø og Nørre Søby sogne udmærker sig ved at være fuldstændig uden forarmelse.
Målt med den anvendte metode bliver 4-cm kortene af tiltagende ringere kvalitet som administrationsgrundlag, jo længere vi bevæger os mod nord og vest, for faktisk at være uden værdi i de nævnte Kavslunde og Gelsted sogne. Forudsat det er lovgivernes ønske at yde digerne en rimelig beskyttelse. Umiddelbart ser det ud som om der går en skillelinje ca. mellem de gamle Odense og Svendborg Amter men dette indeholder indtil videre ikke nogen forklaring, og samtidig forstyrres billedet af, at der i områderne med de "gode" 4-cm kort findes enklaver med stor forarmelse. Fremhæves som særligt forarmede skal kortene over sognene nord for Otterup, øst for Odense, ved Øster og Vester Skerninge, samt Simmerbølle sogn på Langeland. Omvendt ses der også i områder med forarmede kort at være kartografiske lyspunkter som f. eks. Strib-Røjleskov, Nr Aaby, Orte og Ørsted sogne foruden de tidligere nævnte på Sletten.
I et forsøg på at nå til bedre klarhed over usikkerheden, – om de diger der har skiftet signatur fra dige til levende hegn rent faktisk eksisterer -, eller om 4-cm kortenes manglende digesignaturer afspejler virkeligheden, udvalgtes 12 testsogne til nærmere undersøgelse og besigtigelse. Der valgtes 6 "gode" sogne fra områder hvor usikkerheden i forhold til 4-cm kortene er lille, og seks forarmede. Se illustration til højre. De nøjere kriterierne for udvælgelsen var herefter:
Testsognene blev besigtiget med en minimumsindsats med henblik på verifikation af kortenes usikre digers eksistens. Fandtes de eller fandtes de ikke? Desuden skulle man så vidt muligt notere sig om der fandtes diger ud over de sikre eller usikre, der var på kortene. Der skal her gøres opmærksom på, at det af tidsmæssige årsager ikke var muligt at undersøge om eksisterende diger var over 75 cm høje.
For nu at tage det gode først, viste besigtigelserne, at ud af i alt 29 tvivlsomme diger i Tranekær, Orte, Øksendrup, Dalby, Stenstrup og Lyø sogne, viste kun 2 sig at eksistere i virkeligheden. 4-cm kortene er altså testet til at være præcis så gode, som man kunne håbe. De udgør i de "gode" områder et ret godt administrationsgrundlag. Dog blev der fundet 10 nye diger ved besigtigelserne. De 7 på Lyø.
I de forarmede sogne Vissenbjerg, Skeby, Simmerbølle, Flødstrup, Gelsted og Flemløse blev ca, 340 af 395 tvivlsomme diger checket. 169 af disse, svarende til ca 50% viste sig at være diger Der blev fundet 7 nye diger. Kun Vissenbjerg skilte sig med 19% markant ud fra gennemsnittet, som for de øvrige var på 58% eksisterende diger blandt de tvivlsomme. Det er på denne baggrund sandsynligt, at i hvert fald halvdelen af de i alt 4345 levende hegn/skel på 4-cm kortene, som vi mente var mulige diger også er det. Lægges disse til den sum af 16.513 sten- og jorddiger som kan tælles på 4-cm kortene, nås et facit på 18.685 diger i Fyns Amt. Hvis man tør tro på, at fjernelsen af ca. 11% af digerne i løbende meter i tidsrummet fra 4-cm kortene blev udgivet i 1980erne, til Fyns Amt optog luftfotos i 1992 kan omsættes direkte i et antal diger bliver det endelige antal 16.816 eksisterende diger eller 4,82 pr km2.
Det ovenstående tal er statistik, som måske med tiden kan anvendes i sammenligning med andre regioner. Det har også interesse, når man skal planlægge og skaffe resurser til større detaljerede registreringer, men kulturhistorisk er det et næsten dødt tal. Tallet siger ikke noget om digernes fordeling i amtet, om digernes længde eller om deres konstruktion. Hvor der er flest diger i Fyns Amt, er et interessant spørgsmål, ikke mindst da det i faglige kredse formodes, og desuden er almindeligt kendt blandt folk, at der i det hele taget er flere diger i denne region end i andre egne af landet.
Biologisk og landskabeligt er digernes længde af stor betydning. Man kan måle sig frem til landskabets kvalitet. Kulturhistorisk er sagen mere diskutabel, al den stund, at et lille/kort dige/skel kan have en lige så vigtig skelfunktion og fortælleværdi som et langt. Digemængden kan være lige så vigtig som digelængden. Da det ydermere forekommer tidsmæssigt uoverskueligt at påbegynde en opmåling af alle digernes længde for at få et billede af digemængden, har jeg valgt at arbejde videre med digerne som individuelle enheder uden skelen til længde og bredde, for så i testområderne også at beskæftige mig med længderne. Dette er gjort ud fra den betragtning, at når man ikke har resurser til total opmåling, må man prøve nye veje for at opnå et billede af digernes fordeling. Det optalte antal diger der er brugt i denne undersøgelse, er alle digerne på 4-cm kortene samt de tvivlsomme, idet jeg gerne vil finde de områder der traditionelt har været rige på diger og ikke kun dem der idag måtte være det. Derudover tager jeg udgangspunkt i den antagelse, at fjernelsen af diger siden ca. 1955, som dette billede tegner har fordelt sig nogenlunde jævnt, eller i hvert fald således, at det oprindelige billede på digernes grundlæggende fordeling, stadig er det, der ses i landskabet den dag i dag. Tæt bebyggede områder er ikke bearbejdet i undersøgelsen.
Af kortet til højre fremgår det, hvorledes digerne fordeler sig i amtet. Kortet er en sammenstilling af sognenes digetætheder målt som antal diger pr km2. Tre forhold springer i øjnene: For det første de meget høje kvotienter på halvøer og øer i den sydlige del af Lillebælt. Signaturen angiver at sognet har mere end 10,1 dige pr km2, men faktisk har Ærø i gennemsnit ca. 20 diger pr km2, og de øvrige "sorte" områder i Det Sydfynske Øhav i gennemsnit ca. 13, mens de 6 andre fynske sogne med mere end 10,1 dige pr km2 i gennemsnit har 10,4. Der er således umiddelbart tale om en næsten dobbelt så tæt digestruktur på Ærø, som i de øvrige sorte områder og markant tættere digestruktur i Lillebæltsområdets sydlige del end i hele det øvrige amt. For det andet ses det, at de meget digefattige områder på Den Nordfynske Slette ligger på mellem 0,1 og 2,5 dige pr km2. Selv om der ikke er helt så få diger i de øvrige sletteområder på Østfyn og Nordvestfyn, har disse dog også tydeligt færre end gennemsnittet. Endelig er der de temmelig digetætte områder der strækker sig fra Skovby-Vissenbjerg mod sydvest, ligger på den sydfynske kyst og i Egebjergområdet, samt på dele af Hindsholm og Langeland. Selv om billedet ikke er helt entydigt, ser det ud som om, der er flere diger i de stærkt kuperede områder end i det øvrige Fyn. Hvad dette mere præcist hænger sammen med er ikke undersøgt, men en antagelse kan være, at det kuperede terræn ikke i fortiden har indbudt til større markfelter med en øget digetæthed til følge, og at samme kuperede tilstand, siden digernes storhedstid, i mindre grad end i de flade områder har muliggjort eller givet incitament til nedlæggelse af digerne. Det får indtil videre stå hen.
Hvor er digerne en karakteristisk del af landskabet? Vore testsogne er igen taget i anvendelse, idet det indenfor disse er gjort op hvor mange km diger der var på det formodede maksimaltidspunkt ca. 1880 og på 4-cm kortene fra 1980erne.
De 12 testsogne indeholdt ca. 1880 1590 km sten- og jorddiger. I 1980’erne var der, hvis der korrigeres med 50% for de usikre diger, 619 km. Der er i løbet af de 100 år fra 1880’erne til 1980’erne sket et fald i længden af digerne på 970 km eller ca 61%. Ser man på hvorledes dette fald fordeler sig på de enkelte sogne, er der en spredning fra 26% på Lyø og 47% i Dalby sogn til 79% i Flødstrup sogn og 69 % i Tranekær sogn. I gennemsnit er der her tale om ca. 58%. Forskellen mellem de 61% og de 58% beror på, at de store sogne med mange, lange diger tæller højere i det målte resultat, mens alle sogne tæller lige i det gennemsnitlige.
Hvis man skal indregne den sandsynlige nedgang i digelængderne på 11% fra 1783-92, som Fyns Amt er nået frem til, viser det sig, at tilbagegangen siden slutningen af forrige århundrede ligger på ca. 72% eller ca 10% mindre end man efter Biotogruppens undersøgelser må forvente på landsplan.
I de 12 testsogne var der på 1955-kortene 1797 diger (sikre + usikre). Korrigeres dette tal med et fradrag af 50% af de 476 usikre diger på 4-cm kortene, når vi frem til, at der i 1980erne var ca. 1559 diger i testsognene. Deres samlede længde var – målt og korrigeret efter 4-cm kortene ca. 619 km. I gennemsnit var et dige altså i 1980erne 0,396 km eller ca. 400 meter langt. Dette gennemsnit dækker over en spredning på mellem 269 meter pr dige i Stenstrup sogn og 613 meter i Flødstrup sogn. Disse gennemsnitstal kan naturligvis dække over store forskelle i digelængderne f.eks. mellem landsbyerne indenfor sognene.
Gennemsnitslængden i det slettelignende sogn Skeby var 423 meter, i skovzone-sognet Orte 421 meter og på Lyø 405 meter. Tallene viser for mig at se, at der ikke er nogen afgørende eller markant stor forskel i digernes længde imellem de enkelte egne i Fyns Amt, og jeg er derfor af den opfattelse, at man godt kan regne med, at et fynsk dige statistisk set er 400 meter langt. Der er derefter grund til at antage, at den samlede digelængde, i de områder hvor digetætheden er høj, også er høj og vise versa. Det billede, der tegnes af kortet side 49, viser derfor både, hvor der er mange digestrækninger; og hvor der er mange kilometer dige. Kortet giver altså svaret på, hvor der i enhver betydning er flest diger i Fyns Amt.
For nu at forsætte det statistiske skoleridt til enden, kan det tilføjes, at med en gennemsnitlig digelængde på 400 meter; når vi frem til, at der medio 1980erne var 18.685 × 400 meter dige eller 7474 km. sten- eller jorddige i Fyns Amt. Korrigeret for et muligt tab på 11% mellem 1980erne og 1992 bliver det endelige tal 6652 km, på det tidspunkt da digebeskyttelsen trådte i kraft. Dette tal svarer til at der er ca. 2 km dige pr km2 i amtet. Af de 6652 km er ca. 5878 indtil videre beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §4.
Efter de indledende registreringer og analyser er det klarlagt, at det offentliges grundlag for at administrere Naturbeskyttelseslovens sten- og jorddigebeskyttelse i øjeblikket er meget uensartet. Med 4-cm kortene som grundlag, kan man, hvis man føler stærkt for digebeskyttelse, være relativt tryg ved kortgrundlaget for Øst og Sydfyn, idet det medtager langt de fleste kendte diger. Omvendt på Nord- og Vestfyn. Her er mange diger ikke omfattet af beskyttelsen. Det er med Fyns Amts registreringsmateriale muligt at gå meget dybere ind i fordeling og mulige årsager til variationen i kvaliteten af 4-cm kortene ved at opdele sognene efter ejerlav. Mange steder vil det vise sig, at diger i det ene ejerlav er stærkt forarmet, mens naboejerlavet ikke er det. Kartografisk – kildekritisk vil det være af stor værdi at finde ud af hvad disse variationer skyldes. Om der er tale om individuelle variationer blandt geodæterne, ændrede instrukser, om landsbyerne har haft forskellig praksis vedrørende digenedlæggelse, eller om f. eks. jordbundsforholdene spiller ind.
Undersøgelsen har vist, at sten- og jorddiger i amtet fordeler sig meget ujævnt. Der er ekstremt mange på Ærø, mange på øer og halvøer i den sydlige del af Lillebælt. Enkelte sogne med mange diger ligger spredt i det østlige og sydlige Fyn, og de kuperede områder i amtet er generelt beriget med flere diger end de flade. Det er vist, at digerne i de enkelte egne af amtet ikke i almindelighed er af varierende længde. Man kan ikke sige, at diger i flade områden på øer eller i kuperede områder er særligt lange eller særligt korte. Dette er dog kun en statistisk betragtning, som tjener til at vise, at fordelingskortet besidder troværdighed. Digerne findes sikkert i alle dele af amtet i alle længder.
Fyns Amts kortregistreringer åbner mulighed for langt mere dybtgående og lokalt orienterede studier. Blot ved at se på kortene kan man få overblik over hvilke forskelle, der er mellem landsbyerne indenfor de enkelte sogne, mellem hovedgårdsområder, enkeltgårdsområder og landsbyjorden mellem stjerneudskiftede landsbyer og blokudskiftede. Mulighederne er talrige. Jeg vil illustrere dette ved at vise digeregistreringskortet over Lyø sogn, som kun rummer landsbyen Lyø By.
Lyøs digestruktur er meget velbevaret i forhold til maximaltidspunktet o. 1880. Kun ca. 26% af digerne (16 km) var fjernet i midten af 1980erne, mens ca. 45 km var bevaret. Tilmed kan man ved sammenligninger med minorerede sognekort, som viser matrikelopdelingen i forrige århundrede, konstatere, at stort set hele den matrikulære skelstruktur er markeret med sten- eller jorddiger Dette gælder for øvrigt også for Helnæs, Nørre Højrup og Ørbæk m, fl. De fjernede diger på Lyø er næsten alle mindrebetydende markskel, som har opdelt markerne svarende til den i 1800tallet anvendte dyrkningsmåde. Alle ejendomsskel er bevarede som diger, så hvis der er sket sammenlægninger af gårde i byen, ses det ikke i landskabet. Næsten alle væsentlige tofteskel inde i landsbykernen er bevaret.
Hvad der desuden er helt særegent ved Lyø er, at stort set alle forrige århundredes fægyder er bevaret. I alt ca. 6 km langs alle veje. Fægyder er veje med diger på begge sider.
Deres funktion var at være drivveje for kvæget. Digerne forhindrede dyrene i at gå ind på de omliggende marker. Digeundersøgelsen har vist, at der i amtet er fægyder i 46 sogne. I fem Nord- og Vestfynske sogne er der 6 fægyder på tilsammen ca. 2 km. De resterende 41 sogne er beliggende på Øst-, Sydfyn og øerne. De rummer, vurderet efter kortene og fraregnet Lyø, 104 fægydestrækninger på tilsammen ca. 42 km. Langt de fleste og længste fægyder ligger i Sallinge og Sunds herred. Den totale længde fægyder i amtet er rundt regnet 50 km, hvilket er langt mere end jeg før undersøgelsen havde forventet.
Digeundersøgelsen giver ikke noget bud på fordelingen mellem sten- og jorddiger. Dertil kræves besigtigelser som det ikke indtil videre har været muligt at gennemføre.
Der er ingen tvivl om, at en masse lineære småbiotoper i landskabet blev reddet fra ødelæggelse, da Naturbeskyttelsesloven blev vedtaget, men selv om også jeg betragter diger som interessante og bevaringsværdige landskabselementer, må jeg betragte redningsaktionen som en Pyrrhossejr, idet de med sejren følgende tab er uoverskuelige. Det væsentligste tab er at historiciteten i det danske landskab fremover ikke respekteres. Landskabet har i tusinder af år udviklet sig i et dynamisk samspil mellem menneske og natur. Det er derfor et historisk produkt. Dette landskab er nu for en stor del blevet fastfrosset i et kun 200 år gammelt billede.
