Bevaringsfunktionen ved Odense Bys Museer har værksteder liggende bag Bymuseet Møntergården med møbelkonservering, grafisk konservering og kulturhistorisk konservering. I øjeblikket er vi fem konservatorer på afdelingen. Når vi har mulighed for det, og når der er brug for det, ansætter vi i perioder ekstra personale med speciale inden for f.eks. gips eller malerikonservering. Odense Bys Museer har et meget forskelligartet genstandsmateriale, der varierer lige fra en plov i Den Fynske Landsby til et eventyrmanuskript af H.C. Andersen. Alle materialer bliver med tiden nedbrudt, og vores opgave er at sørge for, at museumsgenstandene bliver bevaret for eftertiden. En lille del af museets samlinger er udstillet, mens resten findes på magasiner. Alle genstande har inden udstilling eller magasinering været gennem konservatorens hænder.
På afdelingen for kulturhistorisk konservering tager vi os af alt kulturhistorisk materiale, f.eks. tekstil, læder, træ, glas, sten, keramik, knogler, metaller, plastic og gips. Der konserveres genstande fra nyere tid, men det meste af arbejdet drejer sig om konservering af materiale fra arkæologiske udgravninger.
Mange forskellige ting kommer ind til konserveringsværkstedet, og hver enkelt genstand kræver sin særlige behandling, alt efter hvilket materiale genstanden er fremstillet af, og alt efter nedbrydningsgrad. F.eks. kræver jern en mere kompliceret behandling, hvor man forsigtigt sandblæser med mikroskopiske små glaskugler. Herved kan rustlaget nænsomt stødes væk, indtil genstandens oprindelige overflade træder frem. Herefter glødes jernet i ovn ved 800°C i nitrogenatmosfære for at fjerne diverse urenheder, og der imprægneres efterfølgende med voks under vakuum.
Genstande af sølv og bronze bliver for det meste renset under mikroskop. Lag for lag fjernes korrosion forsigtigt med en skalpel, indtil man er kommet så tæt på genstandens oprindelige overflade som muligt. En imprægnering med stoffer, der hæmmer nedbrydning og lakering er den efterfølgende behandling. Nyere genstande, som ikke er stærkt nedbrudte, kan ofte tåle at blive behandlet med elektrolyse eller renset i et kemisk bad.
På arkæologiske udgravninger bliver der fundet store mængder keramik, og alt bliver vasket og nummereret. De mest interessante og komplette lerkar bliver renset og limet sammen – et arbejde, der kræver stor akkuratesse og tålmodighed.
I forbindelse med udgravning af urner og konservering af jern bliver der ind imellem foretaget røntgenoptagelser. Det er ofte en stor hjælp at kunne studere genstanden på et røntgenbillede, f.eks. vil indlægning af ædelmetaller i jern kunne ses. Jo hårdere og tættere et materiale er, des mere vil det stoppe røntgenstrålerne og danne lyse partiet på fotoet.
Genstande af organisk sammensætning, eksempelvis træ eller læder, har ofte mistet en stor del af det indre materiale, hvilket gør genstanden skrøbelig. Vanddrukkent træ kan være blødt som smør, da cellerne indvendig er nedbrudt og for en stor del består af vand. Her må man erstatte vandet med en syntetisk voks, som kan holde sammen på træet og bevare dets form. Efterfølgende frysetørres træet.
Arkæologiske tekstiler er ofte meget dårligt bevarede. Nogle gange findes små stykker tekstil i forbindelse med f.eks. bronzesmykker. Tekstilet er bevaret grundet kobberets giftvirkning, som har sørget for at holde mikroorganismer væk. Tekstilet bliver renset forsigtigt i vand, og måske imprægneret og/eller frysetørret.
Nyere tekstiler tåler måske vask eller rensning, dette undersøges inden hver behandling. Nogle dragter kan have brug for understøtning. Hertil indfarves silke, hør, uld eller bomuldsstykker, som syes fast på tøjets bagside.
Mange genstande behøver ingen anden behandling end vask, som foregår i demineraliseret vand med f.eks. en blød pensel. Tit foregår vasken under mikroskop, da det her er meget lettere at følge arbejdet.
Inden man påbegynder en konserveringsopgave, bliver genstanden undersøgt nøje. Hver gang skal man vurdere, hvilken konserveringsmetode, der er den mest egnede. Man skal altid vurdere, hvad genstanden kan tåle, samt hvilke oplysninger man kan trække ud af genstanden, og hvilke der eventuelt kan gå tabt. Forud for enhver konservering vil der altid ligge en eller anden form for materialebestemmelse og analyse.
Analysen af en given genstand skal ofte blot give svar på det helt enkle spørgsmål: Hvad er den lavet af? Analysen er dog også et hjælpemiddel til besvarelse af et andet ofte stillet spørgsmål: Hvad er det? I forståelsen af vores kulturarv bliver det mere og mere klart, at de kulturhistoriske informationer, der kan drages ud fra vores genstandsmateriale har væsentlig større værdi, hvis de er underbygget af analyser.
Det første analyseredskab er konservatorens erfaring og generelle materialekendskab. Den daglige kontakt med materialerne, og konstante konfrontation med filosofien om det mindst mulige indgreb og den længst mulige holdbarhed, skærper konservatorens fornemmelse for materialet. Dette er dog ingenlunde nok, og fakta leveret gennem en analyse er som oftest påkrævet.
Mulighederne for at analysere en genstand er i dag nærmest uendelige og stort set kun begrænset af økonomi og tid. Analysemetoderne deler sig i to naturlige grupper: Organisk og uorganisk analyse. En komplet gennemgang af de eksisterende metoder vil række for vidt, så lad os udvælge nogle almindeligt forekommende analyseopgaver, som bruges hyppigt ved Odense Bys Museer.
Når man finder træ i jorden, har det som regel en ensartet brungrå farve med kun få karakteristika set med det blotte øje, som ofte ikke er grundlag nok for en bestemmelse af træsorten. Her må man ty til mikroskopiske detaljer. I mikroskopet kan man i tynde snit bestemme træsorten ud fra de artspecifikke mikrodetaljer, der kendetegner de forskellige træsorter.
Tekstil kan identificeres ud fra en enkelt fiber, der udtages og iagttages under mikroskop. For de animalske og vegetabilske fibres vedkommende gælder det, ligesom for træ, at hvert materiale er kendetegnet af forskellige mikrodetaljer.
De syntetiske tekstilmaterialer er lavet af polymerer, eller populært sagt tynde plastictråde, og kan også let genkendes som sådanne. En nærmere identifikation af plasttypen kræver dog yderligere kemiske og fysiske test.
Metal er både nemt og svært at bestemme. Hvis de overordnede betegnelser "jern", "tin" eller "bronze" er svar nok på et givet spørgsmål, kan konservatoren hurtigt give et "korrekt" svar. Ofte er virkeligheden dog langt mere kompliceret end som så. Næsten alle oldtidsmetaller er mere eller mindre tilfældige legeringer af en lang række grundstoffer. Legeringen er dels afhængig af produktionsteknik, dels af brugsformål, og dels af metaltyperne, der var tilgængelige på et givet tidspunkt. Metalanalysen kan fortælle os om fremstillingsmetode, bevaringstilstand, legeringens sammensætning, proveniens, alder og hårdhed.
En ren materialeanalyse kan enten foretages direkte på selve genstanden, eller ved at en lille prøve tages ud og danner grundlag for analysen. Analyseudstyret afhænger af den præcision, man kræver af sit svar. En simpel vådkemisk analyse – en såkaldt spottest – kan adskille de enkelte materialer kvalitativt, mens en komplet optegnelse af alle de grundstoffer, der findes i en given genstand, kræver højteknologisk udstyr. Ellers er det almindeligste udgangspunkt for en metalanalyse et såkaldt polérslib. En lille skive saves ud af en genstand med en fin sav, hvorefter emnet indstøbes i epoxy og slibes/poleres på en flade til højglans. Herefter kan slibet analyseres under mikroskop.
Petrografien (læren om stenarter) blev oprindeligt udviklet af geologer til at identificere mineraler i bjergarter, men er også velegnet til at karakterisere f.eks. arkæologisk keramik. Petrografien er specielt velegnet til at give svar på spørgsmål om menneskets påvirkning af materialet, det være sig lerudnyttelse, behandling, keramiktilvirkningen, produktionsmetoder og ændringer i råvarer og distribution.
Det nødvendige udstyr er et godt Polarisationsmikroskop samt slibe- og polereudstyr til fremstillingen af tyndslib.
Et standardtyndslib er en 30 µ [1] tynd skive af eksempelvis et keramikskår, der er limet på en glasplade. De fleste mineraler bliver i så tynde snit gennemskinnelige for lys. På vej gennem prøven vil mineralet ændre det oprindelige lys på en måde, der er unik for netop dette mineral. Disse optiske og fysiske fænomener kan iagttages i polarisationsmikroskopet. Mineralets fysiske og optiske egenskaber vil identificere materialet, men også i mange tilfælde fortælle, hvilke forhold materialet har være udsat for. F.eks. kan analyserne fortælle om brændingstemperatur og atmosfæreforhold.
I arkæologien bruges typologien som oftest til at klassificere grupper af genstande. Inden for keramikken er det karakteristika såsom ornamentik og karrets form, der bruges til at klassificere genstandene. Hvis et antal lerkar eller skår ikke kan klassificeres ved hjælp af de normale kriterier, kan petrografien træde hjælpende til.
På værkstedet for grafisk konservering bliver der taget hånd om fotos, grafik, pergament og mest af alt – papir.
Papir blev oprindeligt fremstillet af morbærtræ, og det menes at være opfundet i Kina og via den gamle handelsrute, Silkevejen, bragt til Europa. Fra den tidlige middelalder og mange århundreder frem blev papir i Europa lavet af gamle klude. Med industrialiseringen i 1800-tallet var det vanskeligt at skaffe klude nok til den stigende produktion af papir, og man begyndte at forarbejde træ.
Papir er således fremstillet af plantefibre, vand og hjælpestoffer[2] i bestemte mængder for at opnå forskellige egenskaber. Kvaliteten bestemmes af fibrenes forarbejdning og tilsætningen af hjælpestofferne.
Når papir ældes, får det en lav pH-værdi, og bliver surt. Et godt kendetegn er lugten! Tænk bare på en gammel ildelugtende bog. Papiret bliver gulligt, brunligt eller sprødt og mister sin styrke. Dette tab af styrke gør papiret meget sart at røre ved og håndtere. Syren, fyldstofferne og ugunstige klimaforhold er med til at ødelægge papiret.
Ydre påvirkninger kan holdes under opsyn og reguleres ved hjælp af klimaanlæg, filtrering af luften, filtrering og minimering af lyset, samt brug af en speciel karton, der kan absorbere visse forurenende stoffer.
For at fjerne noget af den brunlige farve og støtte genstanden er det nødvendigt med konservering. Det kræver ofte en direkte indgriben. Måske skal der fjernes gamle reparationer eller en sur bagpap, og genstanden har i stedet brug for en ny syrefri støtte på bagsiden. Huller og revner repareres med japansk eller europæisk papir af bedste langfibrede kvalitet og vandopløselig lim.
For at vaske den brunlige uønskede farve ud af papiret, kan det være nødvendigt med et vandbad. Dette bad kan efterfølges af et nyt bad, der deponerer en svag base[3] som buffer i papiret for at modvirke den syre, der naturligt dannes under ældningsprocessen. Farve og skrift undersøges først for at se om de tåler væskerne. Derefter fugtes papiret, lægges i vandbadet og lufttørrer efterfølgende på en rist. For at styrke papiret efterlimes det med en tynd lim og presses let. Herefter følger en opklæbning eller restaurering med japanpapir og klister kogt af hvedestivelse. Restaurerede områder kan retoucheres med pastelkridt eller akvarelfarver.
Præventiv konservering er en anden side af bevaringen af det grafiske materiale. De nedpakkede genstande er i tæt kontakt med indpakningspapir eller æsker. Dette pakkemateriale eller materialer brugt i udstillingsmontrer skal være af en sådan kvalitet, at der ikke sker nogen afdunstning eller afsmitning af skadelige stoffer.
Ompakning kan være nødvendig for at give genstandene et bedre fysisk miljø. Dette var tilfældet for Odense Bys Museers samling af originale H.C. Andersen manuskripter, breve, tegninger og klip, hvor en stor del blev konserveret for 25 år siden. Konserveringen har haft en god effekt på papiret, men har ikke hjulpet på blæksyreætsningen[4], der fortsat sker. Det omkringliggende pakkemateriale var blevet brunt og surt, og man besluttede at igangsætte en ompakning. Der blev udtænkt et nyt magasineringssystem, og gennemført en ompakning i 2001. Hvert enkelt dokument blev lagt i en ny mappe, som var fremstillet af japanpapir og syrefrit karton med et indhold af molekylefælder[5]. Hver mappe blev atter lagt i en æske af syrefrit karton.
Ompakningen betyder, at der nu ikke længere sker vandring af syre fra pakkematerialet til dokumenterne. Samlingerne ligger nu på magasin og venter på konservering.
Værkstedets arbejde har i mange år drejet sig om konservering af møbler og trægenstande fra de sidste 4-500 år. De seneste år er den præventive konservering efterhånden blevet en større del af det daglige arbejde, det vil sige forbedring af klimaforhold og opbevaringsforhold i magasiner og udstillinger. Specielt i Den Fynske Landsby er der store opgaver med at skabe bedre forhold for de udstillede genstande og vedligeholdelse af interiører.
For at sikre genstandene mod nedbrydning, prioriteres mellem præventiv konservering af den generelle samling og konservering af enkelte genstande.
Præventiv konservering består i at beskytte genstande mod forskellige nedbrydningsfaktorer, såsom;
Ved præventiv konservering forstås en hensigtsmæssig magasinering eller udstilling af genstandene, som vil betyde, at en egentlig konservering kan undgås. Derved kan man spare ressourcer og genstandenes levetid vil kunne forlænges.
Bevaringsarbejdet på og omkring genstandene prioriteres højt. Det sker for at bevare genstandene og for at udstillingerne præsenteres bedre for publikum.
Konserveringsbehovet for genstandene vurderes regelmæssigt i udstillingerne. I årets løb er der derfor flere genstande på værkstedet til konservering. F.eks. kan trægenstande, som har været udsat for store fugt- og temperaturpåvirkninger, få skader ved samlinger, og gamle limninger nedbrydes. Huller i overfladen er tegn på insektangreb, og er der ophobninger af borebillemel og huller efter snyltehvepse, er der tale om et angreb af borebillelarven. Er der mistanke om levende borebiller, behandles træet med frysedesinfektion, der dræber larverne, eller der affugtes lokalt til 55-65% relativ luftfugtighed, som nedsætter fugtindholdet i træet, så borebillelarverne ikke kan overleve.
I 1996 blev husene i Den Fynske Landsby indrettet til udstillingen "Bondeliv", som viser livet omkring 1850. Flere rum i husene blev inddraget og tilført mange møbler, husgeråd, redskaber og vogne til den oprindelige meget sparsomme genstandsindretning. En handlingsplan blev iværksat for bevaring og vedligeholdelse af genstandene og interiørerne.
De mange besøgende, aktiviteter og arrangementer betyder jævnlig vedligeholdelse og en større bevaringsindsats. Inden hver sæsonåbning bliver udstillingerne gennemgået med rengøring af hvert enkelt rum og de enkelte genstande. Rensning og konservering af genstandene sker i regelen ved tørrens, men der må ofte vådrenses.
Ophæng på vægge frigøres for berøring eller kontakt med væg, og kister, kar, redskaber, maskiner og lignende frigøres for kontakt med sten- eller lergulve.
De gamle huse bærer synligt præg af vejr og vind med skader på stråtage og lerklinede vægge. Lofterne er generelt i dårlig stand, og der sker et kontinuerligt nedfald fra stråtagene. Nedfaldet lægger sig på genstandene og det er en meget stor nedbrydningsfaktor i de ikke klimatiserede rum, idet støvet suger fugt, som derved giver gode vækstbetingelser for skadedyr og mikroorganismer. Loftet bliver derfor renset på oversiden af brædderne, hvorefter der udlægges Fibertex, som er et diffusionsåbent geotekstilprodukt.
Lysets ultraviolette stråling (UV) er en af de skadelige nedbrydningsfaktorer for organiske materialer. Materialernes molekyler optager energi fra strålingen, og dette fører til kemiske reaktioner, som ændrer materialets udsende og styrke. Ved påsætning af solfiltre på glaspartierne og hensigtsmæssig placering af genstandene, sænkes nedbrydningen markant.
"De åbne døres politik", aktiviteter, besøg og arrangementer medfører generelt et højt fugtighedsniveau i husene, og genstande, interiør og rum udsættes for store påvirkninger, så der ikke kan etableres et stabilt klima. Der er forsøg i gang med etablering af affugtere i huse med mere sarte genstande. Affugtning til 60% relativ fugtighed har betydet mindre nedbrydning og mindre behov for vedligeholdelse.
Lofter og udhuse har gennem tiderne været magasiner for Den Fynske Landsbys genstandssamling. Efterhånden er disse magasiner ryddet, og genstandene er placeret på det nye fjernmagasin.
Ved Odense Bys Museer er det Bevaringsfunktionen, der står for den praktiske forvaltning af museernes samlinger på magasin. I mange år var genstande placeret spredt på flere små og ikke særlig velfungerende magasiner. I 1994 indrettede Bevaringsfunktionen ét stort magasin i Odense. Dermed blev der skabt luft på museerne, der nu kun har mindre nærmagasiner, herunder det åbne magasin for den arkæologiske samling på Hollufgård samt det åbne magasin for nyere tid på Møntergården.
Odense Bys Museers fællesmagasin er fordelt på to haller på i alt 2300 kvm med tre etagehøjder. Hallerne blev indrettet i to etaper og på to forskellige måder. I magasinhal 1, som er klimastyret ved affugter, er der indrettet et fleksibelt reolsystem, der er i stand til at tilgodese alle de forskelligartede genstande, der findes i samlingerne. Magasinhal 2 er indrettet med 40-fods containere, som igen er indrettet med hylder til flyttekasser fyldt med oldsager. En enkelt container kan rumme 270 standard flyttekasser, og med i alt 30 af disse containere er der blevet plads til en del museumsgenstande. Hver container affugtes alt efter, hvilken luftfugtighed, der ønskes. Der er tale om en relativt billig opbevaringsløsning, som også er driftbesparende, fordi de meget tætte containere er langt bedre til at holde på den tørre luft end den store åbne lagerhal.
På de mere end seks km hylder i de to magasinhaller ligger der plove, smedetænger, olmerduge, avisarkiver, kridtpiber, installationskunst, fagforbundsfaner, dukkehuse, gravfund og meget, meget mere side om side for at få udnyttet pladsen så godt som muligt. Denne store vilkårlighed styres elektronisk gennem vore databaser. Her er der oplysninger om genstandsnavn, museumsnummer og placering. Medarbejderen tager selv ud og studerer genstandene på magasinet.
Her er der studierum med computere opkoblet til det interne netværk, så det meste arbejde kan afsluttes på stedet.
Når en bruger tager genstande hjem fra magasinet, noteres lånet via den samme database, som blev brugt til at finde genstanden. I den personlige låne-log står lånet herefter noteret. Genstandene afleveres igen på et særligt opsamlingssted, hvorfra Bevaringsfunktionen genplacerer dem på hylden i magasinet. Dette lagersystem sikrer en god tilgængelighed, fleksibilitet og orden.
Udlån til udstillinger på vore egne eller andre museer administreres ligeledes elektronisk gennem databaserne. Flere forskellige medarbejdergrupper kan trække på de samme data, samt enkelt og præcist få udskrevet speditionspapirer, lånekontrakter eller lister med oplysninger til forsikringsselskaber. Det administrative arbejde er herved lettet meget, og vi ved altid nøjagtigt, hvor vores genstande befinder sig.
Det installerede affugtningsanlæg på magasinet er indstillet således, at den relative luftfugtighed aldrig overstiger 55%. Temperaturen på magasinet følger udetemperaturen, fordi der ikke er nogen form for opvarmning i magasinet. Det kan dermed være en meget kold fornøjelse at arbejde i hallerne om vinteren, og i det hele taget er der meget køligt i magasinet hele året. Det er imidlertid det mest gunstige for genstandssamlingerne med lave opbevaringstemperaturer. Skadedyrsangreb bliver næsten udelukket ved de lave temperaturer, og den nedbrydning, vi trods alt aldrig vil kunne forhindre, sker her i yderst begrænset takt.
Konservatorernes arbejde bærer ofte præg af at være en "blækspruttefunktion". Man arbejder den ene dag som tømrer, flyttemand, lagerforvalter. Den næste dag kan arbejdet foregå stillesiddende ved et mikroskop – noget der kræver meget stor fingerfærdighed og koncentration. Indimellem må der findes nye konserveringsmetoder, fordi genstandene er så forskelligartede, og der ikke findes en egentlig "opskriftsbog" på udførelse af konservering. Al behandling af genstandene bliver beskrevet i en konserveringsdatabase, som kan ses på det interne netværk.
Desuden har vi et samarbejde med faginspektørerne inden for arkæologi, kunst- og kulturhistorie, som vi råder og vejleder. Ligeledes arbejdes der på tværs af alle afdelinger ved opsætning og nedtagning af udstillinger.
I forbindelse med udlån og indlån af genstande til udstillinger er det Bevaringsfunktionen, der sørger for forsvarlig pakning og forsendelse samt for kurér-funktionen.
Med denne gennemgang har vi givet nogle indtryk af, hvor varieret og alsidig hverdagen kan være i Bevaringsfunktionen ved Odense Bys Museer.
