Odense Bys Museer har en lang tradition for at arbejde med de fysiske omgivelser – de bygninger og landskaber, som omgiver os. Dermed har museet længe haft en tæt berøring med bevaringen af historiske bygninger og ikke mindst gennem Den Fynske Landsby direkte arbejdet med at sikre den fynske landbygningskultur.
Med den nye museumslov af 7. juni 2001 blev museer med såkaldt ’nyere tids-ansvar’ inddraget i kommunernes planarbejde og i højere grad end tidligere involveret i arbejdet med bevaringsværdige bygninger og miljøer. Odense Bys Museer har også tidligere deltaget aktivt i dette arbejde, som prioriteres højt, men har ikke haft noget ansvar for de mange fredede bygninger, som findes i museets ansvarsområde. De fredede bygninger har hidtil været administreret i statsligt regi, og museet har kun været involveret ved forespørgsler og eventuelt ved at bidrage med historisk viden ved nye fredninger. Blandt andet udførte museets medarbejdere i 1996 en forundersøgelse af Landbrugets Bygninger 1850-1940, som senere dannede baggrund for fredning af grundmurede gårde fra perioden efter 1850.
I Kulturarvsstyrelsen, som siden etableringen 1. januar 2002 har varetaget de fredede bygninger, har der været et ønske om at afprøve en decentral forvaltning af de fredede bygninger for derved at forbedre og smidiggøre sagsbehandlingen – ikke mindst dialogen med ejerne – herunder at nedbringe sagsbehandlingstiden på de ofte meget krævende og komplicerede byggesager. Over en lidt længere periode vil en decentral model også kunne opbygge et mere detaljeret kendskab til de fredede bygningers tilstand.
Bygningsfredning er for mange et uklart og ikke særlig velkendt begreb, og det vil være et andet vigtigt mål at skabe et større lokalt engagement og generelt at informere om og højne interessen for den vigtige kulturskat, som de fredede bygninger udgør.
I efteråret 2005 blev der derfor igangsat et pilotprojekt, som medførte, at Odense Bys Museer og Københavns Bymuseum fra 15. november 2005 overtog sagsbehandlingen af de fredede bygninger i nærmere afgrænsede områder. Københavns Bymuseum varetager således tilsynet med bygninger og behandling af byggesager for en del af det storkøbenhavnske område, mens Odense Bys Museer til at begynde med overtog tilsynet med fredede bygninger på Fyn og siden også Vejle Amt.
Der blev indgået en samarbejdsaftale mellem Odense Bys Museer og Kulturarvsstyrelsen i første omgang fra 15. november 2005 til 1. juni 2006, men aftalen er senere blevet forlænget til udgangen af 2007. Som et led i aftalen har Odense Bys Museer ansat restaureringsarkitekt Susanne Mikkelsen. Ansættelsen finansieres i pilotperioden af Kulturarvsstyrelsen.
Uden her at gå ind i mere tekniske detaljer kan pilotprojektets område beskrives som forberedelse af sager i henhold til bygningsfredningsloven for alle ikke-statslige ejendomme i de respektive områder. Dette vil i praksis sige behandling af byggesager. Desuden besvares generelle henvendelser om bygningsfredning og bevaring. Der er grund til at understrege, at pilotprojektet ikke indebærer forberedelse af fredningssager, det vil sige nyfredning af bygninger, men museet kan i praksis ikke undgå at komme i berøring med dette område i et vist omfang, blandt andet fordi spørgsmålet om udvidelse af fredningen kan opstå i forbindelse med behandlingen af byggesager.
For Odense Bys Museer har det fra pilotprojektets begyndelse været vigtigt at skabe et fagligt miljø, et team af medarbejdere, der sammen diskuterer og behandler sager inden for området. Denne gruppe består i pilotprojektets periode af arkitekt Susanne Mikkelsen og historikerne Jens Toftgaard og Henrik Harnow, som alle har fået Kulturarvsstyrelsens bemyndigelse til at gennemføre besigtigelse og sagsbehandling af fredede bygninger. I august 2006 blev denne gruppe suppleret med arkitekt Jan Bo Jensen.
Som ovenfor nævnt passer projektet godt til museets hidtidige profil, fordi det udbygger og styrker et arbejdsområde, som Odense Bys Museer lægger stor vægt på, og samtidig skaber sammenhæng i museernes kulturarvsarbejde.
Alle de lande, vi sammenligner os med, har forskellige former for lovgivning, der beskytter bygninger eller kulturmiljøer og søger at bevare disse udvalgte historiske levn for eftertiden. Måden at frede på varierer, og det samme gælder for forvaltningen af fredede bygninger. I Danmark blev Bygningsfredningsloven, eller helt præcist Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, som loven hedder efter den seneste revision af 7. juni 2001, oprindeligt vedtaget i 1918. En bygningsfredningslov er en alvorlig sag, fordi det er en lovgivning, der i princippet griber ind i et ellers næsten helligt område, den private ejendomsret, ved at foreskrive retningslinjer for en række forhold i det, der ofte er folks private hjem. Med vedtagelsen af loven om bygningsfredning besluttede man, at der var kulturhistoriske og arkitektoniske værdier i form af bygninger, som trods ejerforhold var så væsentlige fra en overordnet samfundsbetragtning, at de ikke alene kunne overlades til enkeltpersoner at forvalte. Bygningsfredningsloven satte rammer for, hvad man kunne tillade sig og stillede bestemte krav til ejerne af de fredede bygninger.
I 1918 blev der straks efter lovens vedtagelse på foranledning af Undervisningsministeriet udarbejdet en fredningsliste, der blandt andet omfattede en væsentlig del af de nu fredede herregårde, og året efter blev et stort antal byhuse tilføjet. Listen omfattede i alt 1258 bygninger – den første bestand af fredede bygninger.
Den produktionsform, som herregårdene repræsenterede, var under stærkt pres, og de mange ældre byhuse var truet af nedrivning eller forandring under indflydelse af den kraftige industrialisering. Bygningsfredning har altid rummet et nostalgisk element og ofte haft rødder i oplevelsen af tab, selv om der især i nyere tid har været fredet med udgangspunkt i mere velbeskrevne væsentlighedskriterier. Set i et århundredlangt perspektiv har den danske bygningsfredningspraksis gradvis bevæget sig fra altovervejende at være begrundet i arkitektoniske kvaliteter og enestående bygninger til i højere grad også at inddrage kulturhistorie og repræsentativitet i udvælgelsen.
Vi skal ikke her detaljeret behandle fredningslovgivningens udvikling, men pege på, at der hersker en del uklarhed i den almindelige opfattelse af begrebet. Det kan skyldes eksistensen af anden delvis overlappende fredningslovgivning, henholdsvis for fortidsminder og natur, og nyere væsentlige ændringer i lovgivningen. Den almindeligste misforståelse gælder utvivlsomt niveauer eller grader af fredning. Frem til 1979 opererede man med to niveauer, såkaldte A- og B-fredninger, hvor A-fredninger forenklet set var fredninger af ’det hele’, mens B-fredninger populært kaldtes ’facadefredninger’ og primært beskyttede bygningens ydre fremtræden.
Efter en lovrevision ophørte denne opdeling fra 1979, hvorefter alle bygninger reelt er fredet på niveau med de oprindelige A-fredninger. En ny tilføjelse var desuden automatisk fredning af bygninger eller bygningsdele fra før 1536, den officielle grænse mellem middelalder og renæssance.
Denne ændring skete naturligvis på både godt og ondt. Der er indlysende problemer forbundet med at ophæve den skelnen, som lå til grund for et stort antal af de fredede bygninger. På den ene side blev lovgivningen forenklet, men på den anden side blev behandlingen af bygningerne vanskeligere og ikke altid særlig logisk. Hvordan behandler man ændringer i interiøret i en oprindelig B-fredning, der udelukkende blev fredet på grund af det udvendige udtryk. Dette er en meget nærværende daglig problemstilling i behandlingen af fredede bygninger, idet over halvdelen af de ca. 3.800 fredede ejendomme i 2006 oprindeligt er B-fredninger.
Siden er der sket et par justeringer af bygningsfredningsloven. Den hidtidige retningslinie, at en bygning som hovedregel skulle være 100 år gammel for at være fredningsværdig, blev i 1997 ændret til 50 år. Lovændringen var for så vidt blot en justering i forhold til praksis, da man op gennem 1980’erne og 1990’erne i op imod en femtedel af sagerne havde dispenseret for 100-års-reglen.
Frem til 1997 kunne alle borgere fremsætte forslag om fredning af bygninger — således også naboers eller tilfældige menneskers ejendomme. I princippet kan alle borgere stadig foreslå bygninger fredet, men efter lovændringen kan kulturministeren tildele den såkaldte rejsningsret, det vil sige retten til at få prøvet et fredningsforslag. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har faet denne rejsningsret og har dermed en særlig formel rolle inden for den historiske bygningskultur på linie med den, Danmarks Naturfredningsforening har i sager vedrørende natur og miljø.
At frede bygninger for altid er på mange måder kompliceret, og problemet bliver ikke mindre med tiden. Det anslås, at mere end 80 % af bygningsmassen er skabt fra ca. 1800 og fremefter, og især for nyere tids bygningskultur, som i høj grad findes i byerne, er udviklingen og de evige forandringer en vigtig del af problematikken. Man kan ikke sætte en bys udvikling helt i stå.
Det er vanskeligt at sammenligne mængden af fredede bygninger over landegrænser, blandt andet på grund af de forskellige grader. Den danske bygningsfredning med ca. 3.800 ejendomme og 9.000 enkeltbygninger udgør ca. 0,4 % af den samlede bygningsmasse, mens Norges 4.000 fredede bygninger til sammenligning kun udgør ca. 0,1 %.
Ejere af fredede bygninger er underlagt begrænsninger, som af mange næppe opfattes som særlig snærende, men i visse tilfælde kan være ubelejlige. Bygningsfredningsloven har som udgangspunkt, at også fredede bygninger skal kunne anvendes til nutidige formål, hvorfor der oftest kan findes fornuftige løsninger på de boligbehov med videre, som ejerne har i dag. Men det er klart, at der er begrænsninger – og i visse tilfælde særdeles stærke begrænsninger – man kan ikke gøre alt med en fredet bygning. Ejerne af fredede bygninger er organiseret i Bygningsfredningsforeningen BYFO, som er ejernes talsmand i overordnet politisk forstand og tilbyder ejerne rådgivning i konkrete sager.
Ud over den glæde, det forhåbentlig ofte er at eje og leve i en fredet bygning, kompenseres ejerne også i et vist omfang økonomisk. På visse betingelser betales således ikke ejendomsskat af private fredede ejendomme, og der beregnes desuden et fradrag på grundlag af husets forfald pr. år til at dække den løbende vedligeholdelse. Dertil kommer et tilskudssystem, som giver mulighed for at opnå endog betydelig støtte til restaureringsopgaver knyttet til fredede bygninger. Ganske mange af vore herregårde har blandt andet nydt godt heraf i forbindelse med store og meget bekostelige restaureringsprojekter. Støtten gives primært til restaureringsopgaver, som på grund af den fredede bygnings materialer, konstruktion, detaljer og udsmykning er væsentligt dyrere end vedligehold af almindelige, moderne huse.
I de seneste årtier har de fredede bygninger gentagne gange holdt flyttedag i administrativ forstand. Fra lovens vedtagelse i 1918 var de fredede bygninger underlagt Undervisningsministeriet. Især i nyere tid er ændringerne i ressortområde foregået i hurtigt tempo. Med Planstyrelsens etablering i 1975 kom de fredede bygninger i selskab med den generelle planlægning for by og land for i 1993 at overgå til Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Med etableringen af Kulturarvsstyrelsen i 2002 overgik de fredede bygninger hertil, og dermed kom bygningsfredningen for første gang i selskab med museerne. Det ovenfor beskrevne pilotprojekt er sidste led i denne proces og opfattes af mange som en radikal ændring i måden at forvalte de fredede bygninger på. Pilotprojektet skal blandt andet bidrage til en vurdering af, om der skal søges gennemført en lovændring, der permanent lægger tilsynet ud til et nærmere bestemt antal kulturhistoriske museer i Danmark. Der er ganske rigtigt tale om et nybrud, men internationalt er det ikke enestående.
Både i Norge og Sverige forvaltes de fredede bygninger i samarbejde mellem centrale og regionale myndigheder. Riksantikvariat og amter arbejder sammen med henholdsvis läns- og fylkesmuseer om at forvalte de fredede bygninger og kulturmiljøet generelt.
Udenlandsk fredningslovgivning og forvaltning rummer i dag også talrige eksempler på, at der dels skelnes mellem vigtigheden af bygninger, f.eks, de engelske ’grades of listing’, der skelner mellem bygninger på en skala fra I til III. Grade I er bygninger af ekstraordinær interesse, Grade II er særligt vigtige bygninger, og Grade III er bygninger af en betydning, der kræver bevaring.
I dag er der ca. 525 fredede ejendomme på Fyn. De er naturligvis ikke blevet fredet fra den ene dag til den anden i en samlet blok på baggrund af et konsekvent fredningsprincip. Derimod skal fredningerne ses som resultatet af ni årtiers skiftende engagement og interesse for bygningskulturen siden den første fredningslov fra 1918. Vekslende politiske vinde, arkitekturfaglige strømninger og kulturhistoriske interessefelter har ført til forskellig intensitet og fokus i fredningerne i årenes løb.
Inden for de første to år efter fredningslovens vedtagelse i 1918 blev 168 fynske ejendomme udpeget som fredede. Det var særligt øgruppens ældste og mest markante bygninger, der blev optaget på fredningslisten. På landet var det enestående herregårde som Egeskov, Wedellsborg og Glorup, mens bevågenheden i købstæderne var rettet mod de ældste renæssance-bindingsværksgårde foruden de middelalderlige levn som klostre og andet gejstligt byggeri. I Ærøskøbings velbevarede bymidte gik man grundigt til værks, og i alt blev her mere end 30 ejendomme fredet, herunder længere stræk af Vestergade og Søndergade. Efter den første runde af udpegninger var overstået, var antallet af fredede bygninger stort set uændret gennem mellemkrigstiden. Drypvis blev en halv snes hovedgårde tilføjet listen, mens landsbyerne i midten af 1920’erne fik deres første fredninger i form af et par landsbyhospitaler og præstegårde.
Anden Verdenskrigs ødelæggelser og den accelererende industrialisering må have gjort indtryk på politikere og bygningsfredere, for ved besættelsestidens slutning kom et kraftigt opsving i antallet af fredninger. Således blev der nyfredet 70 ejendomme i 1945. Ud over et større antal købstadshuse, særligt i Faaborg og Svendborg, var det især en samtidig fredning af 25 ejendomme i Tåsinges skipperby Troense, der fik antallet af fredede bygninger til at stige med mere end en tredjedel til 266 ejendomme.
I 1950’erne drejede fredningerne sig i kulturhistorisk retning og fokuserede på 1800-tallets håndværk, industri og infrastruktur. Flere bygninger i købstadshavnene kom under fredningslovens beskyttelse som Kogehuset på Assens Havn og Isbåds-stationen, Havnetoldkammeret, Havnekontoret samt et pakhus i Nyborg. I Odense blev det tidlige industrianlæg Sukkergården fredet. Interessen for 1800-tallets arbejdsbygninger kom især til udtryk i den store møllefredning i 1959, hvor 17 vind-og vandmøller kom på fredningslisten, der i 1964 blev suppleret med yderligere 5 møller. Møllerne, hvis rolle i kornforarbejdningen i 1950’erne var blevet overtaget af den moderne foderstofindustri, blev anset for så truede, at man i enkelte tilfælde så bort fra det daværende princip om kun at frede bygninger, der var over 100 år gamle.
1960’ernes Danmark var præget af den rationelle, trafikorienterede byplanlægning og industrialiseringen og moderniseringen af landbruget. Bevaringsfortalerne havde svære kår, og det afspejler sig også i antallet af nyfredninger, der i 1960’erne og 1970’ernes første år gik næsten helt i stå. Som en modreaktion på tidens hårdhændede fremfærd fik bevaringssagen vind i sejlene i 1970’erne, og nogle stærke interesseorganisationer blev dannet. Eksempelvis var Odense Byforening i denne periode stærkt medvirkende til at få fredet en række byejendomme i Odense, og foreningen, som blev stiftet i 1976, var netop i de første år stærkt engageret i bevaringen af de ældre bydele. Politisk skete der også en kraftig opprioritering med dannelsen af Fredningsstyrelsen i 1975, som igen satte gang i bygningsfredningen. Fra 1970’ernes sidste år og op gennem 1980’erne og 1990’erne var der en stadig årlig tilvækst på i gennemsnit mellem syv og otte ejendomme per år på Fyn.
Igen blev der fredet mange huse i købstæderne. Hvor fredningsindsatsen i byerne tidligere havde været fokuseret på at redde renæssancens og barokkens gamle bindingsværksgårde, tog fredningen en mere arkitekturhistorisk og æstetisk drejning. Den nye fredningslov fra 1979 lempede på kravet om en mindstealder på 100 år, hvilket muliggjorde fredning af en række yngre bygninger tegnet af kendte arkitekter som eksempelvis Carl Petersens Fåborg Kunstmuseum opført 1912-15, Erik Møller og Flemming Lassens Nyborg Bibliotek fra 1938-39 og Hunderupgade 34 i Odense opført i 1902 af Anton Rosen. I perioden fra 1980-90 var knap 15 % af alle nyfredninger på landsplan yngre end 100 år. I forlængelse af den arkitekturhistoriske trend blev der også fredet adskillige herregårde fra 1800-tallet, hvor arkitekten – i modsætning til de ældste herregårde – var kendt.
Fra midten af 1980’erne samlede den kulturhistoriske interesse sig om Fyns bondegårde. Tidligere var der blevet fredet enkelte ejendomme i landsbyerne, men det var hovedsageligt mere specielle bygninger som hospitaler, præstegårde og kirkelader.
Som et resultat af større tematiske gennemgange blev der i tiden 1982 til 1996 fredet mere end 50 bondegårde. Mens bygningsfredningerne i byerne ofte kun omfatter forhuset, er det karakteristisk for bondegårdsfredningerne, at de omfatter stuehus såvel som de øvrige længer og omkringliggende avlsbygninger og udhuse. Flere andre fredninger af fynske bygninger var også led i den ny og mere systematiske tilgang, som på visse områder begyndte at præge fredningsarbejdet i disse år. Det gælder ikke blot de fynske gårde, men også jernbanebygninger, andelsmejerier og broer, hvor de fynske fredninger fra disse år skal ses som resultater af et nationalt overblik og en samlet landsdækkende vurdering af disse bygningstyper.
Omkring årtusindeskiftet faldt antallet af nyfredninger drastisk. År 2000 var således det første år siden 1976, hvor der ikke blev nyfredet en eneste ejendom på Fyn. De efterfølgende år har der været enkelte fredninger, men det overordnede billede har faktisk været præget af en række affredninger. Affredning vil sige, at en ejendom fjernes fra fredningslisten, fordi bygningerne er så ombyggede eller forfaldne, at de oprindelige fredningsværdier er gået tabt. I 2003-4 blev der på landsplan nyfredet 19 ejendomme, mens 27 blev affredet. På Fyn har det særligt været landbygninger, der på grund af årelang manglende vedligeholdelse er blevet så forfaldne, at fredningen måtte opgives.
Som nævnt tidligere er der på Fyn i alt ca. 525 fredede ejendomme. De omfatter tilsammen lidt over 1.000 enkeltbygninger. Sætter man antallet af fredede bygninger i forhold til den samlede, fynske bygningsmasse, udgør de omkring 0,5 %. Det tal ligger en smule over landsgennemsnittet, som imidlertid dækker over meget store udsving. I Københavns Kommune er således mere end 5 % af alle bygninger fredet, mens de fredede bygninger derimod udgør en forsvindende lille del af bygningsmassen i Vest-, Midt- og Nordjylland: I Vejle, Ringkøbing og Nordjyllands amter er kun omkring 0,1 % af bygningerne fredet. Målt i absolutte tal er Fyns Amt det område i landet, der næst efter Københavns Kommune har flest fredede ejendomme.
Lidt mere end to femtedele af de fredede ejendomme på Fyn ligger i de ti gamle købstæder, flest i Ærøskøbing og Faaborg med 38 ejendomme, efterfulgt af Odense og Svendborg. Uden for købstæderne ligger de fredede bygninger forholdsvis tæt på det meste af Fyn, dog med mindre regionale udsving. I et bredt bælte langs den sydvestvendte kyst fra Assens over Faaborg til Tåsinge er der særlig mange fredninger, mens koncentrationen er noget lavere på det nordvestlige Fyn. Målt på 1970-kommuner er Faaborg og Svendborg Kommune topscorere med henholdsvis 84 og 78 fredede ejendomme.
De lidt over 500 fredede ejendomme omfatter mange forskellige bygningstyper, som det er svært at danne sig et overblik over, fordi en bindingsværksbygnings udseende og funktion er væsensforskellig alt efter, om den ligger i en købstad, som del af en bondegård eller indgår i et herregårdskompleks. Faktisk er der enkelte anlæg, som indgår under bygningsfredningsloven, selv om de ret beset ikke kan betegnes som bygninger. Det gælder eksempelvis Nyborg volde og en støbejerns-mindestøtte for inddæmningen af Krogsbølle Fjord nær Bogense.
Man kan nærme sig typerne ved at se på, hvilket kulturmiljø, altså den funktionsmæssige sammenhæng, bygningerne historisk set har indgået i. Overordnet kan man skelne mellem fem kulturmiljøtyper: købstad, hovedgård, landsby, kystkultur og møller, der i denne sammenhæng anses for at udgøre et særligt miljø.
Købstæderne rummer som nævnt omkring to femtedele eller lidt over 200 af Fyns fredede ejendomme. Det drejer sig først og fremmest om købmandsgårde og beboelsesejendomme, men også om institutioner som skoler og biblioteker samt kommunale og statslige administrationsbygninger som rådhuse og toldkamre foruden nogle få overlevende gejstlige og verdslige byggerier fra middelalderen.
Landsbyerne rummer omkring en fjerdedel af de fredede ejendomme, i alt ca. 130. De lidt over tres fredede bondegårde udgør den største del af gruppen og suppleres af andre typiske landsbybygninger som landsbyskoler, præstegårde og kroer.
En femtedel af de fredede ejendomme eller omkring 100 tilhører kulturmiljøet hovedgårde. I nogle tilfælde er blot den imponerende hovedbygning fredet, men ofte er også de omkringliggende driftsbygninger i form af stalde, lader, beboelse for godsarbejderne foruden portbygninger, lysthuse og haveanlæg medtaget i fredningen. I enkelte tilfælde, som eksempelvis Brahetrolleborg, er man gået skridtet videre og har fredet bygninger i hele herregårdens kulturlandskab inkluderende forskellige bygningstyper som husmandssteder, et hospital og godsforvalterboligen, der nok ligger forholdsvis langt fra hovedbygningen, men tilsammen med den dannede et helt lille ’godssamfund’.
Kystkulturmiljøet – det vil sige bygninger, der knytter sig til fiskeri eller søfart -indbefatter omkring 8 % af de fredede ejendomme. Her er det især de omkring 30 fredede huse i Troense, som trækker op. Andre eksempler er Bågø og Kelds Nor Fyr samt Slipshavn Lodsstation ved Nyborg.
Omkring 7 % eller 40 ejendomme relaterer sig til mølledrift. I de fleste tilfælde er både møllen og møllegården omfattet af fredningen. Møllerne fordeler sig samlet set med nogenlunde lige mange vindmøller og vandmøller, men her er forskellige geografiske forudsætninger årsag til lokale variationer. Således ligger halvdelen af alle vindmøllerne på Langeland og Ærø, som til gengæld ikke har nogen fredede vandmøller.
De fredede bygninger spænder over mere end otte århundreders bygningskultur. En periodisering må naturligvis tages med de forbehold, at vi savner en præcis datering af flere bygninger, ligesom mange større anlæg rummer bygninger fra flere perioder. Tager man udgangspunkt i ejendommens ældste endnu stående bygning, får man følgende billede: Omkring 6 % af de fredede bygninger stammer fra middelalderen med Nyborg Slot, Odenses klostre og en række herregårde som de ældste. Perioden fra middelalderens slutning i 1536 til 1600 står for ca. 5 % af ejendommene, mens 9 % af ejendommene stammer fra 1600-tallet. En tredjedel af ejendommenes ældste dele er opført i 1700-tallet. Det bedst repræsenterede århundrede er – vel ikke overraskende – 1800-tallet med lidt over 40 %. Blot 3 % af de fredede ejendomme er bygget i 1900-tallet. Herregårdene er overordnet set den ældste gruppe – her fordeler gruppen sig nogenlunde ligeligt på tiden indtil 1600, 1600-tallet, 1700-tallet og 1800-tallet med omtrent en fjerdedel til hver. Derimod er hovedparten af møllerne (72%) og bondegårdene (55%) ifølge fredningslisten opført i 1800-tallet, selv om en stor del af de sidstnævnte rummer betydelig ældre bygningsdele. Købstadsbygningerne spænder helt fra de ældste til adskillige bygninger opført i 1900-tallet. Vel primært takket være et bedre kildegrundlag kan mange købstadsgårde dateres til 1700-tallet, der med omkring 40 % tegner sig for den største gruppe.
I denne artikel har vi givet en bred introduktion til fredningslovgivning og fredningspraksis på bygningsområdet og ikke mindst til de fredede bygninger i det fynske område. Som det er fremgået, er bygningsfredning et stort og kompliceret område. Fredede bygninger kræver naturligvis ordentlig behandling. I bredere forstand er ejernes glæde og stolthed over bygningerne en af de vigtigste faktorer i deres fortsatte bevaring. Denne indsats skal fra offentlig side understøttes med støtte og vejledning, men også konsekvent sagsbehandling, så de enestående værdier, bygningerne rummer, ikke går tabt. At sikre den rige kulturskat, som de fredede bygninger udgør, er en varig opgave, hvor det er nødvendigt at finde en balance mellem deres nutidige anvendelse og de umistelige fredningsværdier, som på et eller andet tidspunkt gjorde, at de blev fredet.
Med det pilotprojekt, der blev påbegyndt i 2005 og gennemføres gennem 2006, overvejer Kulturarvsstyrelsen i fremtiden at decentralisere tilsynet med og behandlingen af bygningssager for de fredede bygninger. Det vil i givet fald betyde, at nogle danske museer overtager tilsynet i deres respektive områder. Forhåbentlig vil det betyde øget kontakt mellem ejere og fredningsmyndighederne samt en større interesse for de fredede bygninger i bred forstand. På længere sigt er håbet, at der skabes en større folkelighed om denne del af den danske kulturarv, og at det smitter af på behandlingen af dem og på deres vedligeholdelse. Odense Bys Museer deltager gerne i denne proces – bygningerne har fortjent det.
