I sommeren 2009 udgravede islandske arkæologer en meget velbevaret og rig jordfæstegrav fra vikingetiden ved Ingiridarstadir, i Pegjandadalur, i det nordlige Island.[1] I graven blev der fundet to menneskeskeletter, der i midten af 900-tallet e.Kr. var blevet gravlagt med et rigt personligt udstyr i form af blandt andet jernknive, perler, brudsølv og bæltespænder. Desuden blev der fundet to hesteskeletter og et rigt dekoreret seletøj med tilhørende bidsel. Graven blev fundet i et område, hvor der også er fundet en hel række andre arkæologiske anlæg. Anlæggene tæller resterne af mindst et langhus, diverse pløjespor, et større møddingsområde, indhegninger samt sandsynlige spor af en mindre kirke eller kapel. Graven er den hidtil eneste kendte af sin art fra denne egn.
Det spændende fund resulterede i et tre uger langt arbejdsophold i Reykjavik i efteråret 2010, hvor fundene blev endeligt udgravet, dokumenteret, stabiliseret og indledningsvist analyseret af artiklens forfatter. Dette "ud af huset"-konserveringsprojekt har sit afsæt i, at Odense Bys Museer og Islands Arkæologiske Institut igennem det sidste års tid har haft et tværinstitutionelt samarbejde vedrørende arkæologisk konservering. Her har Odense Bys Museers Bevaring fungeret som ekstern konsulent vedrørende opbevaring og nødkonservering af arkæologiske fund fra Islands Arkæologiske Institut. Det er blandt andet det meget begrænsede islandske konservatormiljø, som inden for det arkæologiske område i skrivende stund kun udgøres af én projektansat udenlandsk konservator på Islands Nationalmuseum, der nødvendiggør denne form for udenlandsk konservatorbistand og samarbejde.
Når et arkæologisk fund ser dagens lys efter at have ligget i jorden i mange hundrede år kan det være meget nedbrudt og skrøbeligt, og ofte er det ikke lige til at identificere. Det er ikke altid til at se, hvilken genstand en meget rusten jernklump indeholder, eller hvilken spændende ornamentik eller brugsspor der gemmer sig under en bronzegenstands smuds og korrosionsprodukter.
Den arkæologiske konservator afrenser genstandene under arbejdsmikroskop, så alle detaljerne kan følges på nærmeste hold, mens smuds og korrosion nænsomt afrenses lag for lag med mindre håndværktøj. Arkæologiske jerngenstande afrenses ved kontrolleret sandblæsning. Metallerne afrenses, indtil man er kommet så tæt på genstandens "oprindelige overflade og form" som muligt. Inden for arkæologisk konservering afsløres kulturarvens "hemmeligheder" også ved hjælp af forskellige analyse- og undersøgelsesmetoder, som for eksempel forskellige kemiske tests, special-mikroskopering og røntgenanalyser. Et røntgenbillede kan afsløre mange detaljer om genstandens form, type, bestanddele m.m., og for eksempel vil dekorative indlægninger af ædelmetaller på en jerngenstand tydeligt kunne ses. Dette skyldes, at alle materialer har forskellige evner til at stoppe røntgenstråler. Jo hårdere og tættere et materiale er, des mere vil det stoppe røntgenstrålerne og danne lyse partier på røntgenfotografiet. Analyse og dokumentationsarbejdet udføres, inden genstandene afrenses og stabiliseres med forskellige kemikalier.
I den velbevarede grav fra Ingiridarstadir blev der som tidligere omtalt fundet skeletmateriale fra to heste og et flot dekoreret seletøj med tilhørende bidsel.[2] Fundet repræsenterer den første form for ryttergrav, der hidtil er fundet i Pegjandadalur, og den dateres til midten af 900-tallet e.Kr. Ryttergrave er en særlig type højstatusmandsgrave fra jernalder og vikingetid, hvor personen er blevet gravlagt med sine personlige våben, rideudstyr samt eventuelt en dræbt hest. Ryttergrave kendes fra Danmark tilbage fra 500-tallet e.Kr., men er særligt udbredte i 900-tallet. Fra denne periode kendes for eksempel den rige ryttergrav Rosenlund lidt syd for Langeskov, som blev fundet i 1978. Det rige fundmateriale fra Rosenlund indgår i dag som en del af Odense Bys Museers samling af arkæologiske genstande fra den fynske fortid.
Som følge af Ingiridarstadir-gravens særlige karakter blev hovedparten af de arkæologiske genstande optaget i 7 såkaldte "arkæologiske præparater" (jordblokke) til efterfølgende systematisk dokumentation og udgravning ex situ samt stabiliserende konservering. Optagning af arkæologiske fund i præparatblokke er den absolut mest hensigtsmæssige metode, når det gælder behandling af genstande af særlig kulturel værdi. Metoden muliggør, at det efterfølgende dokumentations- og konserverings-arbejde kan udføres under optimale forhold på et konserveringsværksted, hvilket sikrer den bedst mulige tolkning og bevaring af kulturarvsgenstandene.
For at få et nærmere indblik i fundets omfang og karakter blev alle præparaterne røntgenfotograferet i efteråret 2009. Røntgenbillederne afslørede, at der var tale om en større mængde metalgenstande, hvoraf nogle havde en blandet materialesammensætning. Indtil konserveringsprojektet kunne påbegyndes, blev præparaterne opbevaret mørkt og fugtigt i tætsluttende plastbokse i køleskab, da det blev antaget, at der kunne være organisk materiale bevaret i form af læderremme fra seletøjet.
Det praktiske konserveringsarbejde blev udført på bevaringsafdelingen på Islands Nationalmuseum i Reykjavik. Her blev præparatblokkene udgravet systematisk under løbende dokumentation i form af tegninger og fotos med angivelse af hver eneste genstands præcise indbyrdes placering. Den grundige dokumentation er essentiel, hvis seletøjet skal rekonstrueres i fremtiden. Alle genstandene blev herefter afrenset under mikroskop og eventuelt stabiliseret ved imprægnering af forskellige lakker. De forskellige jerngenstande som for eksempel knive, søm og bidsel blev lettere sandblæst. Desuden blev der udført forskellige indledende kemiske analyser, som blandt andet har påvist tilstedeværelsen af tin på flere af genstandene.
Genstandene fra graven ved Ingiridarstadir er nu udgravet og stabiliseret og opbevares i museumsmagasinet på Islands Nationalmuseum. I de kommende år vil der sandsynligvis være mulighed for at arbejde videre med projektet, som har styrket museets tværinstitutionelle samarbejde og internationale tværfaglige netværk. Forhåbentligt byder fremtiden også på en mulighed for nærmere analyser af materialet og for at klargøre og montere genstandene, så det interessante fund kan blive udstillet og være med til at fortælle endnu en spændende historie fra vikingetidens Island.
