Siden 1950 har jeg lagt beslag på mange sider i Anderseniana. Man skulle tro at jeg havde nået at få tømt min pose. Imidlertid har jeg gjort forskellige mindre iagttagelser (bl.a. om Andersens musikcitater) som jeg her samler, i håb om at de vil interessere nogle og måske være til gavn for fremtidige kommentatorer.
Romaner, Noveller og Reiseskildringer citeres efter Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgave 1943-44, Eventyr efter Erik Dals udgave hos samme selskab, Mit Livs Eventyr og Mit eget Eventyr og Levnedsbogen efter H. Topsøe-Jensens udgaver.
Til slut benytter jeg lejligheden til at offentliggøre nogle tilføjelser og rettelser til mine tidligere arbejder.
II, 6: Kronjyden, Otto Thostrup; her brugt i den udvidede betydning „ægte jyde“; se Ordbog over det danske Sprog (ODS).
II,16: See Tordenskyen trækker … Den smukke neapolitanske Folkemelodie. Heiberg opgiver som kilde O pescator dell’onda, en meget kendt sang der handler om en pige som har tabt sin ring i vandet og beder en fisker om at fiske den op. Hun vil belønne ham med sin pung; men fiskeren vil have sin løn i form af kys. Melodien kendes også på dansk: Mildt over Søen lufter friske Vind; Carl Nielsen fortæller at hans moder sang den (Min fynske Barndom, side 21). Den står også i Danmarks Melodibog, 2. del, nr. 191, side 194. I Provence synges på denne melodi en skæmtevise af F. Mistral, Lou Porto-Aigo (vandbæreren): En Arle, an tèms di Fado (I Arles på feernes tid); Marcel Petit, Le Trésor des chants Drovencaux. Tome I. 38.
II, 18: Ei paa Kupido kan man lide, (det er en skælmsk letsindig Dreng); melodi af d’Alavrac (1753—1809).
Af Fruentimmerhaderen (Haine aux femmes) huskes nu kun en anden sang: Lad dadle Kvinderne hvo vil.
II, 25: Et Billede af en Hund der venter paa sin døde Herre, „Il attend toujours“. Efter et maleri Le Chien du Matelot af Jean-Henri Marlet (1771-1847). Se H.C. Andersen og de franske billeder, side 389.
II, 36: skjød Skudden for Døren, dvs Skodden – slåen. Jfr. Kun en Spillemand. III, 158.
II, 64: Dandser og tramper Saa Sko-saalerne falder a’! Dansk Almuesang, citeres flere steder. Det er ikke lykkedes mig at finde hele texten og melodien.
II, 98: Thomas Morton (1764-1838): A Cure for the Heart-Ache (1797) var oversat af N. T. Bruun i 1810 under titelen Den hjemkomne Nabob.
II, 101: „o, glade Barndomsdage”, fra Jeannot og Colin eller Fosterbrødrene; af Nicolò Isouard (1775-1809), fransk tekst: Plaisirs de notre enfance, vous voilà revenus. Mes amis, plus d’absence. Ah, ne nous quittons plus.
II, 137: Vigué. Der synes ikke at have været nogen fransk digter af det navn. Det skal måske være Viguier.
II, 148: O, Vérité! où sont tes autels, et tes prêtres? Citatet er af Pierre-Sylvain Maréchal (1750-1803), Voyage de Pythagore en Egypte, dans la Chaldée, dans l’Inde, en Crète, à Sparte, en Sicile, à Carthage et dans les Gaules, Paris an VII, 6 vol. in 8°.
II, 150: Dr Balfungo, anagram af Oluf Bang (1788-1877), overmedikus ved Frederiks Hospital; 1834 medstifter af Rosenborg Brøndkuranstalt. Jfr. brev af 18.
februar 1831 til C. H. Lorenzen: Ved Bordet blev der afsjunget flere Sange, hvoriblandt Ole Bangs vistnok var den bedste; BFA, I, 63-64.
II, 158-59: Citatet må være fra Auguste-Marseille Barthélémy, Le fils de l’homme (dvs. Napoleons søn, kongen af Rom, hertugen af Reichstadt; bonapartisterne omtalte ofte Napoleon som l’homme. Jfr. Kun en Spillemand. III, 213:
II, 206: Skjønheden og Bæstet: La Belle et la bête af Jeanne-Marie Le Prince de Beaumont; var oversat i 1763-64; se Magazin for Børn, efter den franske Original oversat og til Dandske Læserinders egentlige Brug indrettet ved Jo. Chr. Schønheider, 1-4. – Skønheden og Dyret omtales også i Billedbog uden Billeder, IV, 20: – I 1946 forfattede Jean Cocteau en film over emnet.
II, 226: En nordisk Turandot har hun været! (om Jomfru Margrethe til Sanderumgaard); se Om 1001 Nat, 1001 Dag og H.C. Andersen.
II, 227: Arion, Sammlung auserlesener Gesangstücke; (uden år).
II, 256: Où peuton être mieux qu’au sein de sa famille? Stammer fra komedien Lucile, text af Jean-François Marmontel (1723-99), musik af Grétry (1741-1813). Den blev opført i København 1778-91 og senere. Den var oversat af Bredal: Lucile eller Den forbyttede Datter.
III, 3: Semilasso in Africa var af fyrst Pückler-Moskau, hvis Briefe eines Ver storbenen også citeres III, 44: Jfr. MLE, I, 344: Semilassos Forfatter, Fyrst P-M var tilstede.
III, 5: „Men de have jo ingen Klæder paa!“ sagde Drengen, „hvor kan saa Storken see, hvilke der ere Drenge, og hvilke der ere Piger?“ Jfr. Lille Lise ved Brønden (fra 1830).
III, 15: Franz v. Gaudy har præsteret fine oversættelser af Drengen og Moderen paa Heden, Vandrerliv og mindedigtet over Chamisso. Se Chamisso, H.C. Andersen og andre danske, side 409—10.
III, 55: Ah! quel plaisir d’être soldat! (Oh, hvilken Fryd, jeg er Soldat), citat af operaen Den hvide Dame, Paris 1825, København 1826, musik af Boieldieu (1775-1834), text af Scribe Théâtre V, (1856)). Var oversat af Th. Overskou.
III, 82: Hurra for de begede Drenge! (i teaterudgaven står der de tjærede Drenge). Sidste linie af sangen „Jeg priser ei Stormænd; thi der er jo nok“ fra Th. Overskous syngespil Capriciosa (V,l) fra 1836 – den var altså ny. Den synges på Kunzens melodi fra Festen i Valhal (text af Enevold v. Falsen), ligesom Grundtvigs sang fra 1841: Saa kjæmped de Helte af anden April for Fædreland, Frihed og Ære. Den oprindelige text med denne begyndelseslinie af Gottsche Hans Olsen (1760-1829) stod i Tilskueren 1801, side 239. Grundtvig har kun lånt denne bedste linie.
E. v. Falsens text var: Og Odin han sendte Hermoder af Sted at see hvad der hænder paa Jorden, og sådan betegner Overskou melodien i Capriciosa.
III, 141: Matrosen, komedie i 1 Act af Sauvage og Lurieu, oversat af N. V. Dorph. Theaterrepertoire nr. 71 (1835).
III, 158: saa skyder Du Skodden for Døren; Skodden = slåen; ligeså Skudden i O. T. II, 36, og Skudderne udenfor vare skudte for Vinduerne i Lille Claus og store Claus I, 31. Jfr. ODS.
III, 166: L’Esprit des Esprits ou Pensées choisies; Pour servir de suite aux Maximes de la Rochefoucault. Londres et Bruxelles 1786 (194 meget små sider) (Bibl. Royale, Bruxelles). – En slags Bevingede Ord. Citatet Les passions, etc. står som nr. 85 på side 21.
III, 171: Spader Dame er en anomymt udgivet svensk brevroman fra 1824 af Clas Livijn (1781-1844). Citatet virker påklistret og har ikke andet at gøre med handlingen end at præsten Hr. Patermann indføres i dette kapitel. Og det er så forkortet at det nærmest er meningsløst. Brevromanens hovedperson er en ung ulykkeligt forelsket mand, som har fået en lille stilling som landsbyskolelærer.
„Nu tro bondhustrurna sig hafva upptäckt, att jag är en Student, som skolat läsa mig till Prest, men derwid studerat så orimligt, att hufwudet spruckit. … Men, icke är det hufwudet som spricker fär det att man läser sig till Prest; på sin höjd är det hjertat. Och om det spricker?
Nå wäl; hwad är det mera! Kallar ej en spruchen klocka Guds församling jemwäl till andakt och är ej Erkebiskopps-mössan klufwen ofwantill?
III, 193: Mottoets fuldstændige titel er: Ansichten aus der Cavalier-perspective im Jahre 1835. Aus den Papieren eines Verstorbenen. A. citerer bogen igen side III, 255.
III, 203: Noch einmal die schöne Gegend, går på den melodi Heiberg har brugt i De Danske i Paris: O hvor gjerne saae jeg ikke Sjællands høie Bøgelund. Se Torben Krogh, Heibergs Vaudeviller side 25 og 93 samt Morten Borups kommentar til De to Baronesser IV, 79, hvor en liremand spiller melodien.
III, 213: Barthélemy, Le fils de l’homme. Se note til O. T. II, 158-59.
III, 214: en mandlig Turandot, se 1001 Nat, 1001 Dag, og H.C. Andersen.
III, 219: Ladislaus! Ladislaus! etc.
Mottoet stammer fra Castellis fortællende digt „Die polnische Königswahl (Sämmtliche Werke I, 98-105) (Wien 1848). Indholdet er at alle polakker er enige om at L. skal være konge. En bonde protesterer. Folket vil mishandle ham. Da griber L. ind: bonden har lov til at sige sin mening! Bonden bliver rørt og hylder L. som ytringsfrihedens beskytter. Citatet synes mindre velvalgt.
III, 227: Riquebourgs Frue; Scribe, La Famille Riquebourg, ou le Mariage mal assorti, comédie-vaudeville en un acte. Paris 1831, oversat af J. L. Heiberg (Theaterrepertoiret nr. 40 (1832).
III, 233: en genial Afhandling over „les mansardes“ – har ikke været til at finde.
III, 241: Veddeløbene glemmer jeg aldrig, hveranden Jockey var salig Magister Syntax opad Dage. – Denne sammenligning kan kun nydes af dem som kender Thomas Rowlandsons morsomme stik af den troskyldige præstemand der drager ud for at finde det pittoreske.
William Combes versfortælling Tour of Dr. Syntax var forfattet til billederne, ikke omvendt. I 1819 og 1820 udkom i København et udtog af disse med et kort prosaresumé af hovedhandlingen, og i 1820 udkom Doctor Syntaxes Reise efter det Maleriske, oversat på vers af K. L. Rahbek (uden billeder).
I 1863 udkom Doctor Syntaxes mærkelige Reiseæventyr, oversat på vers af Dr.
H. Schou med kopier af de originale stik. Herfra stammer gengivelsen.
III, 252: Sannequin rettes til Jannequin.
III, 255: Cavalier-Perspective, se side III, 193.
III, 256: i Vaudevillen: Heiberg, De Danske i Paris, 2. Act: En Pavillon i Kaffehuus i Palais Royal.
III, 257: La fille de Dominique; komedie i tre akter af Viollet d’Epagny og H. Dupin. A. havde set den i Hamborg den 25. april 1833, se brev af samme dato til Edv. Collin.
III, 258: lorgnet de marchant, skal være marchand de lorgnettes (kikkerthandler); Entr’acte var et teaterprogram; ligeså Le Vert-Vert; se Eugène Hatin, bibliographie historique et critique de la presse périodique française, Paris 166, side 386.
III, 262: Les enfans d’Edouard; stavemåden enfans var almindelig og ansås for rigtig til langt op i tiden. Den brugtes systematisk i Revue des deux Mondes, indtil 1916 da René Doumic blev redaktør.
III, 263: Revue du Nord, et tidsskrift som udkom i Lille fra 1833 til 1837 og måske senere. Le Nord betyder Nord-frankrig og Belgien. Det har A. næppe vidst. Nogle af bindene bærer undertitelen Archives de l’ancienne Flandre. Tidsskriftet findes i Bibliothèque Royale, Bruxelles. – I de senere årgange var der dog af og til også lidt dansk stof.
III, 269: et Træ af Palmearten. Det præcise sted i Tusind og een Dag er det endnu ikke lykkedes at finde.
III, 271: den glatte Slaraffenstang, mât de cocagne; se forklaringen i O. T. II, 162.
III, 279: en catholsk Sang; jfr. Passions-Sang, som Pifferari i Rom synge synge den under Paasketiden (Da jeg bad paa Oliebjerget). Paaske-Sang SS XII, 156, trykt 2. april 1836. Ingen af de to melodier som findes i A. P. Berggreen: Folkesang og Melodier, bd. 7 (Kbh. 1866) synes at passe til A.s oversættelse.
IV, 80: (Gaarden) saae ud som Slottet i „den sovende Skov“. Charles Perraults Contes de ma mère l’Oye, som udkom i 1697; var oversat af N. T. Bruun i 1820. Den 4. fortælling hedder La Belle au bois dormant.
IV, 180: Der er et Eventyr, etc. Temaet „Den lykkelige mands skjorte“ vender H.C. Andersen tilbage til i Krøblingen, hvor fortællingen kaldes „Manden uden Sorg og Savn“.
Det må være meget gammelt. I Chaucer s Wife of Bath’s Tale (1,330) står der: / hold him rich, al had he not a shirt. Og i et digt af John Heywood (1497?-1580?), Be merry Friends kan man læse: The loss of wealth is loss of dirt – As sages in all times assert, – The happy man’s without a shirt.
Jeg har mødt motivet mange steder.
I en tidligere meget læst undervisningsbog, Marianne Maurer, A bâtons rompus (1913 og senere, i hvert fald også 1931 (7. oplag)) p. 125: står La chemise d’un homme heureux; dèr handler fortællingen om en søn af Harun al Rachid. Dér er desværre ingen oplysning om kilden.
Og langt om længe fandt jeg en vers-fortælling „Das Hemd des Glücklichen“ (44 strofer à 6 vers). Den er af August Friedrich Ernst Langbein (1757-1835), hvis væsentligste produktion er Gedichte 1788, Neue Gedichte 1812 og 1823 samt Schwänke 1-2 1701-92. Jeg har læst hans lange digt i en tysk antologi: Maximilian Bern, Deklamatorium, Leipzig 1907. Det kan meget vel være H.C. Andersens direkte eller indirekte kilde.
V, 257: Operaen „Robert“, „Naade for mig“. Nådearien af Meyerbeers opera Robert le Diable (1831) er cavatinen sidst i akt 4.
V, 285: Operaen „Joseph“, Méhul, Joseph og hans Brødre (1807) var blevet opført i A.s første hovedstadsår.
V, 309: Kald ingen lykkelig før han er i sin Grav, har jo den vise Solon sagt! Citeres også i Lykkens Kalosker II, 203.
IV, 7 : det bevægelige Paris; udtrykket bruges også i Mit eget Eventyr s. 76, men ikke i Mit Livs Eventyr.
IV, 8: Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne; se billeder og kommentar i H.C. Andersen og de franske billeder 392-93 og i La Revue Française de l’Elite Européenne, juli 1861, side 46-47.
IV, 26: jeg har leet ad den stakkels
And med den røde Klud om Benet; jfr. Den grimme Ælling.
1., 4., 10., 16., 22. og 31. Aften er oversat til fransk af Jules de Laprade i L’Illustration 1851; se Nyt om Frankrig s. 227.
Nicolas Martin har oversat 2. og 16. aften; denne gode oversættelse, som er i privateje, er ikke offentliggjort.
Lille Claus og Store Claus samt Den lille Havfrue er oversat til fransk af Alexandre Dumas, se Tre franske Snedronninger.
I, 83: Reisekammeraten: Man kunde langt borte høre, hvor de sang:
„Her er saamange smukke Piger,
Som vil ha’ dem en Svingom,
De begjære Tambourmarchen,
Smukke Pige, vend Dig om.
Dandser og tramper,
Saa Skoesaallerne faldera!“
I O.T., II, 64: (s. 64) citeres refrænet med den oplysning at det er en Dansk Almuesang.
Trods forespørgsler hos adskillige sagkyndige er det ikke lykkedes mig at opspore hverken texten eller melodien. Måske blev den sunget til melodien af en tambourmarch; men ingen af de kendte tambourmarcher synes at passe.
Skulle der ikke være en af Andersenianas læsere som kan opklare denne gåde?
I, 225: Lykkens Kalosker: Min Bedstemoders Klogskab er bekjendt. – Var man i „gammel Tid“, blev hun vist brændt; V, 17: jfr. Marionetspilleren: i Middelalderen vilde han være bleven brændt.
Den standhaftige Tinsoldat er oversat til fransk af Alexandre Dumas, se Tre franske Snedronninger.
Nattergalen er oversat til fransk af Madame Aragon; se Nyt om H.C. Andersen og Frankrig.
II, 18: Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem . . .
II, 19: De Bøger kom Verden rundt, og nogle kom da ogsaa engang til Keiseren. A. tænkte muligvis på at man ved hoffet først blev opmærksom på „den lille fynske nattergal“ igennem Marmier som læste sin artikel Vie d’un poète i Revue de Paris op ved hoffet, hvorpå prinsesse Caroline Amalie lovede at læse Improvisatoren. Se brev til Henriette Hanck 20. september 1837 og X. Marmier, side 40.
Kjærestefolkene er oversat til fransk af Alexandre Dumas, se Tre franske Sneedronninger.
Sneedronningen er oversat til fransk af D. Soldi, Alexandre Dumas og L. Léouzon-Leduc; se smst.
II, 160: Historien om en Moder: Moderen satte sig paa Stolen tæt ved ham, saae paa sit syge Barn der trak saa dybt Veiret, og løftede den lille Haand. -Var det moderen der løftede barnets hånd, eller var det barnet der løftede sin hånd?
Af A.s tegnsætning kan intet sluttes.
De forskellige oversættere har opfattet det på hver sin måde. Hvis A. havde gennemset blot én af oversættelserne kritisk, havde problemet været løst.
Se Historien om en Moder i femten Sprog, Udgiven af Jean Pio og Vilh. Thomsen, Kbh. 1875.
II, 245: Hjertesorg; men den giver Forkundskaber, og de ere nyttige; ligeså i II, 291: Klods-Hans: for de have Forkundskaber og de ere nyttige.
Marionetspilleren: Johanne Montfaucon, sørgespil af Kotzebue, opført 1. gang på Det kgl. Teater 29. april 1802; Dy, veke, sørgespil af Ole Johan Samsøe (1796).
IV, 27: Metalsvinet piazza delle Trinità. I Firenze hedder det Piazza delle Trinita (med tryk på det første i).
V, 32: De smaa Grønne: (menneskene) see saa dumt paa os (dvs. bladlusene), see med sudle Øine. Vist egl. sudle-Øine; se Ordbog over det danske Sprog. Betyder „beskidte øjne, øjne som besmitter“.
V, 83: Dryaden: det egenlige Nutids Underværk (nemlig kloakerne), blevet til ved en eneste Mands Kløgt og Villie. -Ingeniøren som anlagde det nye kloakvæsen i Paris omkring 1860 var Eugène Belgrand (1810-78). En gade i Paris er opkaldt efter ham.
Citeret efter H. Topsøe-Jensens udgave 1969.
Side 22: Cardillac: Det afsløres, at titelpersonen, som bliver myrdet, selv har været massemorder, og at Oliver er uskyldig.
Side 39: Galeislaverne: De to Galei-slaver eller Møllen ved St. Aldervorn, et fransk drama Les deux forçats ou La Meunière du Puy-de-Dôme, som blev opført i København fra 1825-28 med musik af Ludwig Zinck.
VI, 18: Reise-Poesie; A. bruger ordet igen i de første linier af I Spanien.
VI, 74: Eventyret om den onde Stedmoder; Charles Perraults eventyr Les Fées i Contes de ma mère l’Oye (1697) var oversat af N. T. Bruun i 1820. Det står også i Grimms Eventyr: De tre små mænd i skoven. De udkom på dansk i 1821 oversat af Johan Frederik Lindencrone; dér står eventyret som nr. 13, side 64-70.
VI, 134: Viva la gioia (MS: Gjoja), af Operaen Regimentets Datter af Donizetti (1797-1848). Den var fra året før og også opført i Napoli. H.C. Andersen havde hørt den i København den 6. oktober 1840 (Almanaken).
Linierne er fra finalen: Salvezza alla Francia – a’ suoi lieti di – Vivan le gioje – che amor nudri! (Hurra for Frankrig og for dets glade dage. Leve de glæder som kærligheden fostrede!).
Se også MLE, I, 238: hvor folk synger Viva la gioia på strandbredden.
En anden af bravurarierne (Leve det enogtyvende) brugtes i 1850 i Ole Luk-øie, 1. akt, scene 8.
VI, 134: te voglio bene assai! (Ømt jeg elsker dig, o Pige). Den napolitanske sang begynder med: Tu chiù nu mme vuò bene (Du elsker mig ikke mere). Se A. P. Berggreen, Italienske, spanske og portugisiske Folkesange og Melodier (1866) nr. 70 side 88. Slutningslinien citeres også i Ole Lukøie 3 akt, 1. scene og benyttes i Fuglen i Pæretræet (6. scene: Saa smukt er ingen Steder) samt i Meer end Perler
og Guld, Henriks Vise, 1. akt, 11. scene (Mit Navn det er Henrik med Ære).
VI, 135: felicissima notte; H.C. Andersen husker måske Goethes Italienische Reise, Venedig 5. Oktober 1786: Gute Nacht! so können wir Nordländer zu jeder Stunde sagen, wenn wir im Finstern scheiden; der Italiener sagt Felicissima notte! nur einmal, und zwar wenn das Licht in das Zimmer gebracht wird, indem Tag und Nacht sich scheiden, und da heisst es denn etwas ganz anderes, so unübersetzlich sind die Eigenheiten jeder Sprache: denn vom höchsten bis zum tiefsten Wort bezieht sich alles auf Eigentümlichkeiten der Nation, es sei nun in Charakter, Gesinnungen oder Zuständen.
VI, 136: nogle Gran; un grano var i Napoli un soldo.
VI, 144: den berømte Varre-Fest; skal være Vara-Fest. – La Vara i Messina er en transportabel billedstøtte som køres
rundt ved håndkraft på Mariæ himmelfartsdag den 15. august. La Vara er lig med la bara, samme ord som båre; sådan et apparat kaldes una macchina. Denne karakteriseres som en macchina barocca, og den er i sandhed særdeles barok. Den er umådelig høj og kulminerer i en svævende madonna på toppen af kransekagen, som har en gylden strålekrans omkring et madonnaansigt på midten, og et mylder af blomstersmykkede piger som bærer blomsterguirlander.
En god illustration kan ses i Touring Club Italiano, Attraverso l’ Italia, Sicilia (1961) side 274.
Dagen før Mariæ himmelfartsdag rulles på samme måde en enorm hestestatue rundt, la Gilantessa (Mata), som ledsager sin mand lu Gilante (Grifone), den saracenske fyrste som blev besejret af Conte Ruggero.
At festen var berømt, ved H.C. Andersen vel fra den romerske gejstlige. Hvis han havde vidst noget mere, havde han nok selv skrevet en note derom.
I den tyske udgave (hos Lorck) er ordet oversat med das Warrefest, et ord som næppe nogen tysker har forstået. De engelske oversættere har været så forsigtige blot at kalde det „the celebrated religious feast“.
VI, 168: Genesis paa Hebraisk; H.C. Andersen havde lært (lidt) hebraisk i gymnasiets øverste klasse (han fik haud til examen). Jfr. 1 Spanien, XI: Bibelen med engelsk og hebraisk Text blev fremlagt, og det var af stor Virkning, da jeg, som enhver Skoledreng i vore Latinskoler, kunde læse op hele det første vers af Genesis. -Et billigt nummer – han kunne det jo udenad. Men man skal jo også trække de små trumfer.
At H.C. Andersen var stolt af sine kundskaber, ses også af hans fodnote til Kun en Spillemand, III, 18: Betachaim, De Levendes Huus, saaledes kaldte Jøderne deres Kirkegaard.
VII, IX 241: de slanke Cypresser, nedslaaede Paraplyer har man kaldt dem; „man“ er H.C. Andersen selv; det var en af hans første iagttagelser i Italien! Se Dagbog 23. okt. 1833.
VII, 242: Tohuwabohu; hebr. tomt og øde; det står i begyndelsen af Genesis, som H.C. Andersen jo kunne udenad. Se ovenfor. Det er den dag i dag et ret anvendt udtryk, i hvert fald på tysk (= kaos, virvar).
VII, 267: Moreto; når han brillerer med at kende den forfatter (A. Moreto y Cabaña), skyldes det at hans berømteste lystspil „El desdén con el desdén“ (Stolthed mod Stolthed), også kaldet Doña Diana (efter hovedpersonen), blev opført på Det kgl. Teater i 1834.
Side 97 (i min udgave): Mondegos Døttre græd i lang Tid, erindrede de Taarer, som her vare grædte; de forraadte det til Kildens klare Væld og gav Vældet et Navn, som endnu vedvarer: „Kjærligheds Lykke“. – Bør i overensstemmelse med Camoens’ text, rettes til: de forvandlede dem til en Kildes klare Væld.
4. Akt, sc. 7 (X 92) Der var en Fyrste i Grækenland; kilden er Rückert, Brahmanische Erzählungen fra 1839, altså året før Mulatten blev opført.
I, 28: Lafontaines „den Særsindede“; var oversat af El. Laur. Grüner i 1797: Miltenberg, Den Særsindede eller den retskafne Fader og Søn.
I, 41-42: et eiendommeligt Naturbarn maa jeg have været, en ganske egen Aabenbarelse, for ikke at sige „Fremtoning“. – Fremtoning var et nyt ord som Goldschmidt havde foreslået i 1849. Se ODS og Arlaud, Bevingede Ord (1906).
I, 238: (i Neapel): Ved Strandbredden sang Folket: „evviva la gioia’“; scenen er skildret udførligere i En Digters Bazar (Italien kap. XX, Udsigt fra mit Vindue). Jfr. ovenfor, s. 265.
Et Vinterparti (SS XII, 229): Hun hører ikke den sultne Ravn – Der skriger sit: „dobbra!“ saa mange Gange; – Kendes det lydmalede ord ellers?
Hjertetyven 1831 er oversat til tysk af O. L. B. Wolff, se Maximilian Bern, Declamatorium p. 552-54.
Soldaten og Martsviolen blev oversat af Chamisso og gendigtet på fransk af Nicolas Martin; se H.C. Andersen, Chamisso og Nicolas Martin.
Drengen og Moderen paa Heden, Vandrer-Liv samt mindedigtet over Chamisso blev oversat til tysk af Chamissos ven Franz von Gaudy; se Chamisso, H.C. Andersen og andre danskere, s. 409-410.
Den femte Mai (1821) – De spanske lod mig deres Skib bestige (Efter Bérangen) – Béranger efterlignede Debrany: T’en rouvients-tu, disait un capitaine. Den går på samme franske melodi som Heibergs „Erindrer De, det var i Kongens Have? Se Torben Krogh, Heibergs Vaudeviller, side 72.
Hist hvor Veien slaar en Bugt er oversat til fransk af Poul Heybye (Coucher de Soleil) og udsat for fire stemmer af Finn Høffding til Studenter-Sangforeningen til et besøg i Paris 1954.
Breve til og fra Chamisso, se Chamisso, H.C. Andersen og andre danskere.
Korrespondance med Maria Trubnikoff og Nadejda Stassoff; se På opdagelsesrejse i H.C. Andersens papirer, H.C. Andersen og de russiske damer samt H.C. Andersens to russiske veninder.
Breve til Vigny og til Routledge, se På opdagelsesrejse i H.C. Andersens papirer.
En brevveksling med Signe Lcessøe, se Meddelelser fra Søren Kierkegaard Selskabet, 3. årgang, nr. 1, marts 1951.
Mandag 21. Theatret: Teatro Valle. Stykket var: Due case in una casa ovvero L’equivoco del portafogli af Picard, Waflard og Fulgence (1822) oversat af Barbieri, trykt i Milano 1833. Stykkets franske titel er Les deux ménages.
Operaen var Il furioso, o l’Isola di Domingo af Donizetti (1833).
Onsdag 23. et andet Theater: sandsynligvis Marcellusteateret.
Göthes Søns Grav: indskriften lyder: GOETHE FILIUS – PATRI – ANTE-VERTENS – OBIIT – ANNOR. XL -MDCCCXXX. Se Johan Beck-Friis, Il cimitero acattolico di Roma, p. 30.
Løverdag 26 October: Klostret: Passionisternes.
Tirsdag 12. (november): tæt ved Vejen voxte store . . ., som paa Veien fra Genua; tilføj: Aloer (jfr. okt. 1833, s. 197).
Søndag 17. en lang Vandledning: Acqua Paola.
Søndag 1. December: De pavelige Klør-knægter, omtales også dagen efter samt i En Digters Bazar (Italien, Fee-Paladser): Landseknegte i Middelalderens Costumer, de see aldeles ud som Kløver-knegt i et Spil Kort.
Tirsdag 10.: Tibers Pragtskib paa Nemisøen; det var Caligulas.
Torsdag 19. en Mand med en lille Tønde mellem Hænderne; il Facchino i Via Lata.
Torsdag [26] Se min artikel H.C. Andersen og Heros Grav p. 192-93 med rettelser. Neros Grav kaldes også Nasonernes grav; se P. S. Bartoli, J. P. Bellori, M. A. La Chausse, Picturæ Antiquæ Cryptarum Romanarum et Sepulcri Nasonum, 1791 (plancher 21 og 22) (Heri den gode hyrde som hedensk motiv). (Toynbee and Per-kijis, The Shrine of St. Peter, p. 123. n. 37. H.C. Andersen kørte ud ad Via Flaminia. En anden „Neros grav“ ved Via Cassia omtales i Dagbogen for tirsdag den 1ste April.
Fredag [27] December: Maria degli Angeli, i Diokletians Termer.
Løverdag 4. [januar]: i Theater Argentina hvor Troupen … give deres Forestillinger; – truppen Chiarini roses i Notizie del Giorno 1834 nr. 2 (9. januar).
Løverdag 26 [25] : Balletten Le due regine af koreografen Morosini kritiseres hårdt i Notizie del Giorno 2. januar 1834. Den havde première i Rom den 18. januar 1834, i Milano den 26. december 1831.
Søndag den 26 [januar] Villa Mellini = V. di Mario M.; nu astronomisk meteorologisk institut.
Fredag 7. [februar] ST Bruno af Marmor; af Houdon.
Mandag 24. Marts: Smørerie fra en Søndagsskole; altså for amatørmalere; denne betydning er ikke omtalt i Ordbog over det danske Sprog.
Torsdag den 24. [december]: Rotonden;det romerske navn for Panteon.
Løverdag den 26 December. Donizettis Opera Marino Falliero (1835); vel efter Byrons drama Marino Faliero, Doge of Venice (1821).
Torsdag den 7 December (ͻ: januar): et historisk Stykke: Margherita di Waldemar osv. –
Her må jeg berette en lille sandfærdig detektivhistorie fra Rom for et par årtier siden. – Fra Piazza Argentina slog jeg ind i sidegaden Via del Sudario for at finde Torre Argentina. Det hedder også Casa del Burcardo. Dette statelige hus blev i 1503 bygget af en fornem prælat Giovanni Burckardt. Da han var fra Strassbourg, hvis latinske navn var Argentoratum ’sølvbyen’, kaldte han sit hus la Torre Argentina, og derfor har den store plads fået det (uofficielle) navn Piazza Argentina, som intet har at gøre med den sydamerikanske republik af samme navn. Jeg gik op ad trapperne og fandt hvad jeg søgte: et teatermuseum og -bibliotek med over 30.000 bind, hvor jeg blev stamgæst i de følgende dage. Blandt de skatte jeg fremdrog var en lille bog med følgende titel:
Margherita – di Waldemar – commedia in quattro atti – del – Barone Gio. Carlo Cosenzza, – rappresentata – La prima volta in Napoli, dalla Real Compagnia Tessari – e Socii, la sera 30 Marzo 1826. – Napoli, – Dalla Stamperia Francese, Strada S. Sebastiano, n 49. – 1826. –Cosenza: Teatro comico, vol. 5. (80 sider).
På første side står:
La scena è nel Castello di Jernsbourg, poche leghe distante da Stoccolma: nella fine del XIV Secolo.
Af rollelisten fremhæver jeg, foruden Margherita di Waldemar, il conte Ingemar, Errico Nilson (altså Erik Nielsen, Margheritas danske rådgiver og statholder af Stockholm), contessa Edwige og hendes lille søn Olao, samt en led hofsnog Birger, der lige er avanceret til ridder (cavaliere). Endelig en dygtig og idealistisk læge ved navn Herman, som har forladt hovedstadens mondæne kredse for at blive læge på landet. Ham synes Margherita straks så godt om at hun ønsker at få ham til livlæge.
Af personer som kun omtales bør nævnes Margheritas afdøde gemal il vecchio Haquin (altså Håkon), re di Norvegia), Alberto di Mecklenbourg og il giovine Arrigo duca di Pomerania, altså Erik af Pommern, der omtales som petitneveu (bisnipote) af Margherita, hvad der jo er rigtigt. Han var hendes søsterdattersøn og fostersøn.
Baronen må have gjort visse historiske og topografiske forstudier, åbenbart til dels i franske kilder, som jeg dog ikke har kunnet efterspore. Jernsbourg må være Järnaborg ved Järna, syd for Stockholm.
Ingemanns i 1836 udkomne digt „Dronning Margrethe“ kan i hvert fald ikke have spillet nogen rolle, da stykket er fra 1836. Ingemann er med andre ord blevet uskyldig mistænkt i denne forbindelse. Se brev til Henriette Collin i Brevveksling, I, 308.
Intrigen er denne. Den danskfødte Edwige er hemmeligt og ulykkeligt gift med grev Ingemar. Hendes lille søn udgives for at være søn af sin amme, den fortræffelige bondekone Elena. Der er planer om at Edwige skal giftes med Errico Nilson. Hun udgives derfor som Ingemars søster. Dennes rigtige søster er død for et år siden – men det har man dulgt! Og Ingemar er udset til gemal af Margherita, som intet ved om alt dette. Ingemar føler sig stærkt fristet af udsigten til ophøjelse og er derfor interesseret i at familiehemmeligheden bevares. Og Birger er mere end villig til at være hans rænkesmed, også på egen hånd.
Men den kloge Nordens Semiramis aner efterhånden uråd, dels ved skjult at overvære en samtale, og dels ved at lytte til alle personernes forblommede
Ingemars bedre følelser sejrer og han tilstår alt over for Margherita. Men det ved Edwige intet om. Og Birger bilder hende ind at hendes ægtemand har planlagt at bortføre hende ved midnat og forvise hende til Dalarne. Derfor beslutter hun sig til at tage gift. Men lykkeligvis kommer skurken Birger ved en forveksling til at drikke hendes giftbæger og dør en forsmædelig død. Han når dog at blive klar over at han er afsløret.
Og så kan dramaet slutte med at Margherita gør alle de andre lykkelige.
H.C. Andersen har ikke læst bogen. Men han har skrevet det meste af teaterplakatens reklame af.
Torsdag den 21. [januar]: et Marmor-Basrelief af St. Agnese. Af Algardi (1602-54).
Torsdag den 28. Villa Negrone. Lå på det nuværende banegårdsterræn.
Villa... er Villa Mills, som havde navn efter den engelske ejer oberst Charles Mills, som i 1818 var vendt hjem fra Ostindien „med forbrændt Lever og tunge Pengesække“. Se Vald. Thisted, Romanske Mosaikker 1851, side 389 ff. Hans casino var for længst nedrevet.
Torsdag 11. [februar] et stort rundt Taarn. Det er il sepolcro dei Plauzi, som H.C. Andersen den følgende dag omtaler som Familien Plauzias Grav.
Fredag 12. Horats’ Huus der nu er en Kirke – la chiesa di Sant’Antonio.
Søndag 14. en særdeles skjøn Uller i Leer – idrætsguden Ull, som de gamle nordboer især påkaldte i enekamp.
Mandag 15. Byron i Venedig, Engeland og Missolungi. Omtales også i En Digters Bazar (Rom, XVII, Carneval). Det må vist være G. B. Cipro Byron in Venezia (Firenze (?) 1837. Denne titel kender jeg kun fra Cambridge Bibliography to English Literature. Jeg har forgæves spurgt forskellige større biblioteker i Italien og andetsteds. Dramaet er muligvis aldrig blevet trykt.
Torsdag 18. jeg gik i Theater Alibert hvor de gav il tratto, Scenen i Skotland; det var tragisk. – Det var noget af samme forestilling som mandag den 15.
Torsdag 25. Hotel Serny er vist Hotel Terni.
elsket… del Cane e del bove; det er ikke opklaret om det var et stående udtryk amato dal cane dal bue om en mand der kun er afholdt af sin egen hund og sin okse.
Cisterna, Cisterna di Latina, 50 km fra Rom.
Løverdag 11 [april]: en Kirke, kan være Santa Rita.
2. April. Frøken Lewald. Georg Brandes fortæller i Samlede Skrifter XV, 7, med F. L. som kilde, at H.C. Andersen ville læse Den grimme Ælling højt på tysk, hvad selskabet frabad sig. F. L. var imidlertid slet ikke til stede. Altså sladder.
Torsdag 30 [april] et Brev fra Paris fra det historiske Selskab om at levere min Biographie dertil; uopklaret. Se H.C. Andersen og Frankrig p. 157 f.
Søndag 5 [maj] Poul Duport: en Colonels Giftermaal; vistnok La raison propose ou Un mariage diplomatique (1844).
Tirsdag den 7. Palazzo Farnese; skal være Casino Farnese. Villa Mils (der er nu Nonnekloster) = Monaster o della Visitazione.
Løverdag 18: Mario: Marino.
Onsdag 22. Theatret Metastasio, (før Pallicorde); – Pallacorda har engang været en slags tennis- eller badmintonbane (palla = bold; corda = snor).
Fredag 24: Klostret oppe paa Monte Cavo; Passionisternes.
Gruppere: arrangere, omdigte, forbedre.
De to Baronesser, IV, 77: Jeg har den Evne, at jeg kan gruppere, og det har jeg her gjort.
IV, 183: saaledes har han grupperet sin Historie, at man kommer reent af Sporet.
IV, 183: Ja, saa seer De, at min Historie er rigtig!“ sagde uden al Forlegenhed Manden, idet han var saa vant til at „gruppere“ sine Begivenheder, at naar han havde fortalt dem, syntes han ogsaa. at de vare sande eller fortjente at være det.
I MLE I, 74 siger han: Fortællingen er vistnok lidt grouperet.
H.C. Andersen har vist brugt ordet meget oftere. Der arbejdes på en Holberg-ordbog og en Kierkegaard-ordbog. Men vi mangler en H.C. Andersen-ordbog. Hvornår kommer den?
III, 33: Kun en Spillemand, naar de hvide Bier sværme.
Udtrykket er gammelt; det findes allerede i 1661 i Arøboes Hexaemeron (ODS). Det er et af H.C. Andersens yndlingsudtryk. I 1838 skrev han en Jagt-Sang: De hvide Bier sværme nu i Lunden (Mel. Der er et Land); i 1844 bruger han det i Sneedronningen (II, 51); i 1855 i Mit Livs Eventyr (I, 376), 1861 i Bispen paa Børglum, og i 1865 i Folkesangens Fugl, V, 30.
VII, 10: I Sverrig II, 10. Den svenske Forfatter Tørneros fortæller om sig selv, som Lille, at han da spurgte engang, hvad det var, der dikkede inde i Uhret, og man svarede ham: „det er Blodløs“. Læs fortsættelsen!
VII, 13: II, 3: Min Magt er ingen; Blodløs er stærkere end jeg. Det blev et af H.C. Andersens yndlingsudtryk. Han bruger det i 1860 i Et Besøg hos Dickens (SS VI, 319): Menneskeaanden regjerer her med Dampens Kræfter. Hr. Blodløs strækker sine Jernfingre og bevæger Muskler af Toug og Læder.
I 1868 i Dryaden V, 75: Mester „Blodløs“ bruger her sine Staal- og Jernlemmer i Maskinernes store Ring-Sal; samt V, 86: Klippestykker, hvor Vandfald styrtede ved „Mester Blodløs’s“ Kraft.
I 1869 i Mit Livs Eventyr, II, 336: Det var Marked i Strassburg og ikke let at trænge sig igjennem Vrimlen hen til Kirken. „Mester Blodløs“ rører sig derinde i det store Uhrværk. Klokken slog just ti, og Skikkelserne bevægede sig.
To Baronesser. IV, 62: Skovhuset, hvor Eiler og hans Kone boede i stille Skovensomhed.
Dette ord, som er et af H.C. Andersens yndlingsord, stammer fra de tyske romantikere. Ordet blev formet af Tieck; det forekommer første gang i 1797 i hans Volksmährchen herausgegeben von Peter Leberecht (I, 209). H.C. Andersen er forresten ikke den første der har brugt ordet på dansk; det er Ingemann, i Prinds Otto fra 1834. De to Baronesser er fra 1848. Deri forekommer ordet også side IV, 192: i denne Sommer-Skovensomhed.
Før 1848 står der også i Mulatten (1840) Cecilie: Alt flere Dage – Har vi nu boet i vor Skov-Eensomhed. (Vilh. Andersens udgave X, 33).
I 1841 står det i det Historie som han senere optog i I Sverrig (1851). I 1855 genfinder vi det i Mit Livs Eventyr I, 255, tillige med Skotlands storartede Hede-Eensomhed II, 146: Og i 1860 skriver han i Jylland mellem tvende Have: Høiland med Skov-Eensomhed, og derfra kender alle danskere det.
Kun en spillemand III, 282: De prøvede Kræfter, som Bonden siger.
De to Baronesser IV, 42: Tøiet var fiint, Snittet hvad man kalder „fjong“.
IV, 83: desuden hører Du jo til Huset, som man siger.
IV, 86: Den gamle Frues Tjener kunde ikke holde Fart med dem, men hvad Bonden kalder „luntede“, saa godt han kunde, bag efter.
IV, 120: Havgusen, som den kaldes.
IV, 122: Efter at have lagt en Deel af Reiseklæderne, og, som man kalder det, gjort sig lidt istand.
IV, 129: Men for at høre det, for at see hende vel inden fire Vægge, som man siger, maae vi besøge Comandoren.
En Digters Bazar (Markeds-Gjester) VI, 338: Inde hos Damerne var ligeledes overfyldt; et Par af de ældste tog, som man kalder det, Mod og Mands Hjerte til sig og satte sig indenfor Døren hos os.
Marionetspilleren V, 16: Det Meste gik over mit Hoved og ind i Præstens, som man siger.
MLE I, 118: Jeg erkjender i ham (ͻ: Molbech) en flittig Samler, og at han ved sin Ordbog har særlig bidraget til, som man kalder det, „at afhjælpe et Savn i Literaturen“.
MLE I, 189: her (ͻ: i Prag) manglede ikke „Reise-Livets Poesie“, som man kalder det, seet i Afstand og vel overstaaet.
MLE I, 249: „En Digters Bazar“ blev imidlertid læst og gjorde, hvad man kalder Lykke.
MLE I, 273: i Düsseldorf blev Lystigheden, som det vilde hedde i Avis-Anmeldelsen, begunstiget af det skjønneste Veir.
MLE II, 7: Et Selskab fra Zürich var her og gav, som man siger, Smæk for
Skillingen, paa een Aften Flotows: „Stradella“ og Webers „Der Freischütz“.
MLE II, 112: og et Tillæg endnu af hundrede Daler tilsendtes mig, da Stykket stadigt „gav Huus“, som man kalder det.
MLE II, 113: Stykket gik mange Aftener med stort Tilløb og megen Erkjendelse; af selve Folket, af Menigmand, som man kalder den Fattigere, fik jeg den.
MLE II, 114: samme Hans var ganske, hvad man kalder en Bondeknold, der gik og døsede hen.
De to Baronesser IV, 52: i hine saakaldte „gamle gode Dage“.
Lykke-Per, V, 266: Ondskaben anvendte paa ham den gamle, forslidte Vittighed, at han var bidt af en gal Skuespiller, han var reent theatergal. Dette citat er, mærkeligt nok, ikke brugt af ODS.
IV, 93: De to Baronesser. Fra dem havde hun grebet alle deres kjøbenhavnske dristige Udtryk. Det er almindeligst at sige deres dristige københavnske udtryk. Det tillægsord der betegner nationalitet o. 1. plejer at stå nærmest ved navneordet. Men H.C. Andersen gør det konsekvent modsat. Hermed nogle flere exempler:
En Digters Bazar VI, 285: (Steppe-Reise): Endelig var Toget ordnet; vor Vært i sin østerrigske, gamle Uniform red forud.
Mit eget Eventyr 76: en dansk, ubekjendt Forfatter.
Mit Livs Eventyr I, 131: De gothiske, gamle, gavlede Huse.
II, 42: et engelsk godt Hjem.
II, 45: de italienske smudsige Byers mægtige Bygninger.
II, 76: mangen svensk lille By.
Dog skriver han i MLE I, 160 (Küchler der malede de skjønne italienske Billeder.
Den karakteristiske andersenske ordstilling har jeg kun set en enkelt gang hos andre: Brev fra en amerikansk ung Pige. – Det var skrevet af en kendt andersenianer.
H.C. Andersens ordforråd (og hans sprog i det hele taget) er nok et studium værd. Der burde, som nævnt før, udarbejdes en
H.C. Andersen-ordbog. Ved forarbejderne til Ordbog over det danske Sprog er en stor del af hans værker blevet gennemgået. Men det skete på basis af Udvalgte Værker ved Vilh. Andersen, og disse omfatter kun ca. halvdelen af Samlede Skrifter.
Naturligvis bør der tages større hensyn til H.C. Andersens manuskripter, ikke mindst til dagbøger og breve. Der har vi hans spontane ukorrigerede udtryk. Bille og Bøghs brevudgaver er der læst for meget korrektur på. Og mange af brevene er stærkt forkortede. Når der står: Slutningen mangler, betyder det for det meste: slutningen er her udeladt. Det opdager man når man tager manuskripterne frem. Når der står „efter Kladde“, viser det sig iøvrigt undertiden at det originale brev er benyttet som trykmanuskript.
Det er interessant også at lægge mærke til hvilke ord H.C. Andersen endnu ikke kendte eller ikke brugte. For exempel forekommer sprællemand og karrusel ikke hos ham.
I dagbogen for 15. marts 1843 står der: Hr. Geoffroy var som en Glidermann, og I Spanien side 247:
Nu indtraf de Elskende, hvem Jomfruerne strax bade om at dandse den Dands, de vidste nok, og saa gjorde de nogle Gliedermanns Been for dem, „den er det!“ skulle det betyde.
Man sagde indtil ca. 1840 gliedermand og ikke sprællemand, oplyser filologen Israel Levin (1810-83) i ODS.
I Levnedsbogen side 151 står der: I de første Dage spadserede vi ret, besøgte Marienlyst og Hammermøllen, hvor M(eisling) betalte for mig og Børnene, for at vi maatte ride paa Træhestene (paa en Gynge der gik rundt). Jeg har vist taget mig komisk ud.
Ordet karrusel er tidligst belagt i denne betydning i 1844 ifølge ODS. H.C. Andersen har vist kun brugt det i den oprindelige betydning „ringridning“ i Gudfaders Billedbog.
Det er kun sjældent at H.C. Andersen bevidst bruger fynske ord, som „vov“ (dårlig) (O. T. II, 89), „øire“ (røre en hest) (O. T. I, 99 og To Baronesser I, 18) (jfr. ODS øgre), og „den Kale“ (den kolde, koldfeberen) (O. T. I, 184); ih jane dou (O. T. II, kap. 17).
Men er der også nogle ufrivillige fynskheder?
Han har et sted selv fortalt at man morede sig over at han sagde „den er vo’“ da han læste Det døende Barn op. Mon han også har oplevet at læreren før en diktat sagde: Glæ’m nutte det stomme D i brø’, i grø’ og i Gu? I hvert fald skrev han i manuskriptet til Lille Claus: den skal ligge døe paa Stedet.
Man skal være forsigtig med at slutte noget af stavemåder. Der stod i de første udgaver af De to Baronesser IV, 71: han havde snart været halvnede i Grøvten og ligeså i Kun en Spillemand III, 143: saa snart har hun kunnet givte sig igjen. Det er fristende for en gammel fynbo at læse gröwten og giwte sig.
Når han skriver hette eller hedde (udtalt hedte) i De røde Sko (85) og i udkastet til Den gamle Skolemester (H.C. Andersens udkast side 377), klinger det fynsk i mine ører. Ligeså hug for huggede (Grantræet 48 og 73. Men det er måske bare ældre sprog i hele riget.
I udkastet til Kartoflerne står der: Saa blev Kartoffelerne da plante, i stedet for plantede. Også det lyder hjemligt for mig.
De har vant os dertil i stedet for vænnet (Improvisatoren 297) var vist almindeligt i H.C. Andersens tid.
Alletider for altid har været almindeligt; men det er i hvert fald også fynsk. I Mulatten bruger han alletider i rim, og det er næppe rimtvang. (Du er tilfreds? – Det er jeg alletider / Naar Du er glad, men lider naar Du lider).
I Vanddraaben stod der: Han vilde alletider have det Bedste af enhver Ting, og i Den uartige Dreng: Ja, han er alle Tider efter Folk.
Men titlen hedder, som bekendt, Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige. Denne fortælling er fra 1861. Har han da vænnet sig af med at sige alletider? Nu synes man i almindelighed at titelen kun kan være som den er.
I mine ører ville alleti’er dog lyde storartet. Og alle replikkerne bør læses op på fynsk. Det har bl.a. Johs. V. Jensen været klar over, og derfor har han digtet den omvendte historie på jysk, den hvor manden går ud med en pose rådne æbler og kommer hjem med en hest og kun får sure ord af kællingen.
Jeg er amatør i dialektologi og har kun været fynbo i de første syv år af mit liv. Man må tage mine bemærkningger med forbehold. Har emnet før fristet en virkelig sagkyndig? Jeg spørger.
1950: H.C. Andersens Dagbog fra Pariserrejsen 1843; 2. rk., bd. I, 4.
295: Paris Kammeret, læs Pairs Kammeret.
302: Jfr. V. Thomsen: La vie sentimentale de Rachel, se især s. 13 og 89.
307: Lørdag 7 April, læs Fredag.
319: Charles six, opera af Halévy.
328: Parodier på Hugos Les Bur graves: Les Hures graves, par Dumanoir, Siraudin et Clairville; Palais Royal 21 mars 1843; Les Buses graves, par Dupenty et
F. Langle, Théâtre des Varitétés, 22 mars 1843; Les Bûches graves, par Chol; udkom 13. maj 1843; Les Barbus graves, par M. Paul Zéro (vist ikke opført), udkom 5. august 1843.
1952: H.C. Andersen og Frankrig; 2. rk., bd. 11,2.
157: Martsviolen stod i Revue de Paris 1842.
159: L’Improvisateur blev anmeldt i L’Illustration X (1847) s. 126. Anmeldelsen begynder med 220 linier af Mit Livs Eventyr efter Mary Howitt, The True Story of My Life.
165 (midt): Se H.C. Andersens brev til Signe Læssøe Kbh. 3. April 1843 (skal være 1847): … ogsaa Efterretning om en paatænkt fransk Udgave af Eventyrene fik jeg igaar.
167: I 1851 indeholdt L’Illustration otte fortællinger af Billedbog uden Billeder ved Jules de Laprade (f. 1820).
169: Soldis oversættelse af Keiserens nye Klæder stod i Journal pour tous, I, nr. 38 (s. 604-95) Paris 1855; Nattergalen stod i nr. 9, s. 140-42; der stod Soldi og Leroy som oversættere; den var illustreret af Doré.
171: Soldis oversættelse af Sneedronningen, sammen med Scribe, Le Filleul d’Amadis, Leipzig, findes i universitetsbiblioteket i Halle an der Saale. Fotokopi i Kgl. Bibl.
172: i efteraaret, tilføj 1864.
175: L. P. Møller, læs: P. L. Møller; Skandinavien, læs: Skandinaverne.
177: han kan læse, læs: man kan læse. Tilføj at Vapereaus biografi (efter Marinier) i Dictionnaire universel des contemporains udkom i 1858.
181: Sneedronningen oversat af L.Léouzon-Leduc stod i La Semaine des Enfants 28. februar og 4. marts 1863. Se Tre franske Sneedronninger.
191: Et udateret brev fra Grégoire til Robert Watt findes i Coll VII, 16. Det må være fra 1873.
197: Fotografiet er optaget af Budtz-Müller i Kbh. 1866.
1955: På opdagelsesrejse i H.C. Andersens papirer, 2. rk., bd. III. 1.
353: 1. 8-9, læs: et pudsigt lille vers, ved siden af en net akvarel fra Bristol.
354: se rettelserne i H.C. Andersen og Neros grav – og se H.C. Andersens svar i H.C. Andersen og de russiske damer; se også H.C. Andersens to russiske veninder.
1958: H.C. Andersen og Neros grav 2. rk., bd. IV, 2.
1958: H.C. Andersen og de russiske damer, smst.
1959: Nyt om H.C. Andersen og Frankrig, 2. rk., bd. IV, 3.
1961: H.C. Andersen, Chamisso og Nicolas Martin, 2. rk., bd. IV, 4.
385: Pour la dernière foie, læs fois.
386: læs: La fleur a disparu, mais non les deux beaux yeux.
1961: H.C. Andersen og de franske billeder, 2. rk., bd. IV, 4.
390: læs: Æblet forførte Adam, Pæren forførte Lafayette.
1968: Tre franske Sneedronninger, 2. rk., bd. VI, 3.
1969: Chamisso, H.C. Andersen og andre danskere, 2. rk., bd. VI, 4.
395, 1. 23: Briefe, side 41, læs: Reise, side 41.
1971: H.C. Andersens to russiske veninder, 2. rk., bd. VII, 2.
1972: H.C. Andersen og Røde Kors, 3. rk., bd. I, 3.
1973: Om Tusind og een Nat, Tusind og een Dag og H.C. Andersen, 3. rk., bd. I, 4.
1973: Om H.C. Andersens udkast, smst.
H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950, i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskningen.
26: Erik Gustaf Gejer; det var ikke første gang Marmier traf Gejer; se Uno Willers: Xavier Marmier och Sverige, s. 31.
40: først ved en Fremmed . .. har man tænkt paa den danske Digter (ved hoffet); Jfr. Nattergalen: Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem. … De Bøger kom Verden rundt, og nogle kom da ogsaa engang til Keiseren.
63: Marmiers oversættelse af Blichers to digte Til Glæden og Til Sorgen blev trykt i Magasin Pittoresque 1847 s. 210 (Kgl. Bibl. 80-97).
73: I 1847 oversatte Marmier Grantræet; jfr. s. 79.
76: Marmiers oversættelse af En Hverdagshistorie blev allerede trykt i L’Illustration 1847, II, side 168-69 og 182-83. Dér skriver han med rene ord at han anser J. L. Heiberg for forfatteren.
I Sous les Sapins – Novelles du Nord (1865) står Pastors-adjunkten (Le Pasteur-Adjoint) af Onkel Adam; den var allerede trykt i L’Illustration 1848, s. 198 ff.
84, 1. 5, læs: O. vient presque tous les jours dans ce parc.
88, nr. 25, læs: Hr. Morten af Fogelsang (ikke Hr. Mortensen).
Om Søren Kierkegaard i H.C. Andersens Korrespondance, 1951, i Meddelelser fra Søren Kierkegaard Selskabet, 3. Aargang. Nr. 1.
Andersen et la France, 1960.
Un conte d’Andersen à sujet français, 1961, i La Revue Française de l’Elite Européenne.
H.C. Andersen: Et Besøg i Portugal 1866, udgivet med indledning og noter. 1968.
Andersen et la France, 1971, i katalog til H.C. Andersen-udstillingen i Paris 1971.
