I vore dage er der nok ikke mange, der umiddelbart forbinder H.C. Andersen og Orla Lehmann med hinanden – måske lige bortset fra, at de af deres samtid begge blev anset for at høre til blandt eliten i den danske befolkning, selv om det unægteligt var på hvert sit felt.
Det kan da også straks fastslås, at de to herrer ikke havde overvældende meget med hinanden at gøre, men dog nok til, at det med udgangspunkt i breve, dagbogsoptegnelser, selvbiografier m. m. er muligt at belyse, hvordan de to kendte personers indbyrdes bekendtskab udviklede sig og hvilken karakter, det havde.
Det var nærmest en tilfældighed, at Andersen og Lehmann traf hinanden første gang. Venskabet blev livsvarigt, og parterne havde uden tvivl stor sympati for hinanden som privat-personer. Deres årlange bekendtskab byggede sandsynligvis ikke på fælles „faglige“ interesser, men snarere på rent private venskabsfølelser, der måske oven i købet udelukkende blev holdt i live af glade ungdomsminder.
Vore to hovedpersoner var næsten jævnaldrende. Hans Christian Andersen blev født den 2. april 1805, og han behøver vel iøvrigt ingen nærmere præsentation. Peter Martin Orla Lehmann var søn af M. C. G. Lehmann[1] og fødtes den 15. maj 1810 i København. Han blev student i 1827, og det var i denne egenskab, at han første gang stiftede bekendtskab med den noget provinsielle digterspire, der bestod studentereksamen i oktober 1828. Det første møde mellem Andersen og Lehmann skyldtes de to unge studenters fælles bekendte, Frits Petit[2]. Han var født i 1809, og i perioden 1824-28 var han elev på Sorø Akademi. I en del af dette tidsrum opholdt H.C. Andersen sig ligeledes på disse kanter, idet han var elev på latinskolen i Slagelse, og i forbindelse med hans ret hyppige besøg hos ægteparret Ingemann i Sorø er han måske stødt på Frits Petit. Men uanset eventuelle tidligere møder kom Andersen og Petit i direkte forbindelse med hinanden via Carl Bagger, der ligesom de to andre på den tid var omkring 20 år gammel og håbede på en digterkarriere. De tre synes hurtigt at være blevet fortrolige venner. I sin Levnedsbog fortæller Andersen selv om deres forhold:
„. . . Vi [d.v.s. H.C. Andersen og Bagger] læste gjensidigt vore Vers for hinanden, og han var beskeden nok til altid at sætte mine høiest og ønske sig min Phantasie; Frits Petit, der var opdraget med Bagger i Sorøe, kom tidt til ham, han skrev ogsaa Vers, havde nyelig udgivet sine „Digte fra Rustiden“, som dog slet ikke behagede mig . . .; jeg var meget modtagelig for ethvert Indtryk, deres Omgang virkede ind paa mit aandelige jeg. – De betragtede meget lystigt Livet, og morede dem over at jeg var endnu saa gyselig uskyldig . . .“ [3]
Som sagt var det Petit, der førte H.C. Andersen sammen med sin barndomsven og fortrolige, den unge jura-studerende Orla Lehmann. I sommeren 1829 opsøgte Petit og Andersen sammen Lehmann, medens han sammen med sin familie lå på landet i Valby, og i „Mit eget Eventyr uden Digtning“ beretter Andersen om sit første møde med Orla Lehmann, der netop i denne periode nærmest var beruset af den tyske digter Heine’s produktion:
„ .. han laae paa Landet nær Frederiksbergslot, jeg kom derud og han jublede høit eet af Heines Vers: „talatta, talatta, Du evige Hav!“ – Vi læste Heine sammen, Eftermiddagen og Aftenen gik, jeg maatte blive der Natten over, saa silde var det; . . .“[4].
I samme forbindelse omtaler Andersen iøvrigt Lehmann på denne måde: „. . fuld af sprudlende Liv, Veltalenhed og Kjækhed tiltalte han mig, og han viiste saa meget Gemyt; . . .“[5]. I „Mit Livs Eventyr“ omtales det dengang nye bekendtskab således:
„Mellem mine unge Venner i Kjøbenhavn var dengang Orla Lehmann; hans sprudlende Liv og Veltalenhed drog mig til ham, jeg følte mig deraf tiltalt i høi Grad, og idet han tillige viste saa meget Gemyt, saa stærk en Inderlighed, var jeg saa gjerne hos ham .. ,“[6]
– De to venner blev snart „dus“.
Der kan kun gisnes om, hvorledes Lehmann gjorde brug af den nævnte veltalenhed og kækhed, når han var sammen med Andersen. Det vides, at Lehmann af de ældre medlemmer i Studenterforeningen kaldtes „Studenter-Demagogen“, fordi de syntes, at hans veltalenhed var forførerisk. Det var på den tid, da kong Frederik VI stod som den beskyttende og ømme fader, der tænkte og handlede for sit folk. Der var en udbredt pietet over for kongehuset, og selv om Lehmann nok var påvirket af denne ånd, så følte han sig endnu mere tiltrukket af tidens frihedsbevægelser rundt omkring i Europa. Frem for nogen skulle Orla Lehmann blive drivkraften i den liberale bevægelse i Danmark, og det varede ikke mange år, før han stod som dens ledende organisator og agitator. Allerede i 1832 havde den 22-årige juridiske student skrevet sin første politiske artikel, og han gjorde sig snart bemærket som den mest fremtrædende af de yngre liberale politikere, som i 1830’erne og 1840’erne kom til at udgøre en markant opposition mod enevælden og krævede en fri forfatning.
I sin store litterære produktion har H.C. Andersen uhyre sjældent beskæftiget sig med egentlige politiske spørgsmål – endsige antydet, hvilken politisk holdning, han selv havde. Det vil nok ikke være forkert at hævde, at Andersen ikke var synderligt interesseret i politik. Måske kunne man forestille sig, at hans opvækst som et barn af underklassen netop ville have betydet et indgroet politisk modsætningsforhold til samfundets besiddende klasser; men hvis et sådant krav om større lighed og en mere retfærdig fordeling af samfundets goder har været til stede hos den unge Andersen, så har det i hvert fald ikke med sikkerhed kunnet dokumenteres. Andersen har måske nok set med sympati på de liberale tanker, som i hans ungdom var ved at vinde fodfæste rundt omkring i Europa og som her i Danmark førtes kraftigt frem af bl.a. Orla Lehmann; men det ville afgjort være forkert at forbinde Andersen med enhver form for samfundsomvæltende synspunkter. Tværtimod syntes digteren at acceptere svælget mellem samfundets top og bund, og paradoksalt nok kom hans karriere for en stor del til at afhænge af, at der i hans samtid netop fandtes borgere, der havde et overskud af økonomiske midler stort nok til bl.a. at underholde en talentfuld digterspire som Hans Christian.
Andersens følsomme sind frygtede enhver form for konfrontationer, men også af andre grunde var han – iøvrigt ligesom mange andre af samtidens kunstnere – tilhænger af den eksisterende, enevældige styreform. De så op til kongen, fordi hans nåde kunne være medbestemmende for deres løbebane som kunstnere. H.C. Andersen modtog flere gange såvel økonomisk som moralsk støtte fra kongehus og samfundskredse, der stod det nær. Ophævelse af enevælden og indførelse af folkestyre kunne jo føre tumulter og råhed med sig, således som det var sket mange steder i Europa – ja, det kunne måske ligefrem gå ud over nogle af Andersens fornemme bekendtskaber. Imidlertid havde H.C. Andersen ikke denne indstilling for ren og skær vindings skyld, hvilket ses af, at da han senere i livet blev en ret velhavende mand, nød han stadig i fulde drag fyrstegunst og samkvem med datidens førende personligheder. H.C. Andersen var og blev royalist og aristokrat.
Det var studentertiden i København, der havde bragt vore to hovedpersoner sammen. De blev „dus“, og venskabet mellem dem blev livsvarigt, selv om de i årene efter studentertiden blev stadig mere optaget af hvert deres arbejdsfelt.
Orla Lehmann blev cand. jur. i 1833, og samtidig var Andersen så småt ved at vinde fodfæste som forfatter.
Andersen rejste meget, og selv når han opholdt sig under fremmede himmelstrøg, traf han venner fra Danmark. Dette var f.eks. tilfældet, da han under en af sine lange rejser gjorde ophold i Paris i en periode, da Orla Lehmann også var i byen.
Af H.C. Andersens selvbiografi „Mit Livs Eventyr“ fremgår det imidlertid, at Lehmann ikke var den eneste dansker, forfatteren var sammen med i Paris i de tidlige forårsmåneder, 1843:
„. . under dette Ophold, levede jeg [= H.C. Andersen] sammen med en Kreds af høitbegavede, unge Landsmænd, hvem jeg alle forud kjendte, saaledes Læssøe, (der siden faldt ved Isted), Orla Lehmann, Krieger, Buntzen, Schiern, og een af de daglige kjære Omgangs-Venner fra Hjemmet Th. Collin…“.[7]
De nævnte danskere havde jævnligt omgang med hinanden i Paris, hvilket bekræftes af Orla Lehmann, som har givet en beskrivelse af sit ophold i den franske hovedstad,[8] men uden at komme specielt ind på sit samvær med H.C. Andersen. I sine dagbogsoptegnelser for marts måned 1843 nævner digteren flere gange[9], at han har været sammen med den vordende politiker, og denne kom åbenbart ud for et mindre uheld, for under datoen 17. marts hedder det i dagbogen bl. a.: “. . . Besøgt Lehmann som ligger for sit Beens Skyld…“ – skaden har dog tilsyneladende ikke været særlig alvorlig, for allerede to dage senere traf de to venner hinanden igen.
Den 1. april forlod Lehmann Paris, og i Andersens dagbog siges det om denne dag:
„. . . Besøg af Lehmann, vi aftalte oftere i Kjøbenhavn at sees, end det tidligere havde været Tilfældet! han bragte mig min Stambog og viiste Hjerte og Gemyt. Fulgt ham og Theodor paa Diligensen . . . de kjørte . . . til Lyon og Marseille . . .“.
Siden studentertiden havde Andersen og Lehmann åbenbart ikke set så meget til hinanden; men at venskabet og fortroligheden stadig levede i bedste velgående bekræftes af et brev[10], som Andersen sendte fra Paris til sin gamle velgører, Jonas Collin, og hvori han omtalte Lehmann med yderst positive vendinger.
Ud fra det foreliggende kildemateriale er det svært at bedømme, hvorvidt det lykkedes for de to venner at efterleve deres forsæt om oftere at mødes; men tilsyneladende skete der ikke nogen bedring i dette forhold i de nærmest følgende år.
H.C. Andersen var efterhånden ved at nå toppen af sin karriere i den forstand, at hans eventyr gjorde ham til en berømt og feteret personlighed i såvel ind- som udland.
Hvad angår Orla Lehmann så blev han i 1844 højesteretsadvokat; men samtidig var han meget aktiv i politisk henseende, hvilket måske har været medvirkende til den kendsgerning, at han samme år indgik ægteskab med den 23-årige Arnette Marie Bolette Puggaard. Hun var datter af grosserer Hans Puggaard (1788-1866), hvis landsted i Ordrup var samlingssted for nogle af tidens politiske førerskikkelser. Lehmann befandt sig i brændpunktet for denne heftige politiske udvikling i Danmark, hvor enevælden afskaffedes ved en fredelig revolution i slutningen af marts 1848. Han fik sæde i den nye samlingsregering, der dannedes efter enevældens fald, og fra juli 1848 tog han ivrigt del i behandlingen af udkastet til en ny grundlov for det danske monarki; men dette virke ophørte, da det samlede ministerium måtte give op over for en mængde problemer og træde tilbage allerede den 16. november 1848.
Omtrent samtidig med at Lehmann gik af som minister, indtrådte han i embedet som amtmand i Vejle Amt – et embede han beklædte indtil den 15. september 1861, hvor han gav efter for C. C. Hall’s ønske om at indtræde i dennes regering som indenrigsminister.
Amtmands-epoken skulle vise sig at blivet ret fredelig, fordi de politiske forhold i 1850’erne ikke gav Lehmanns ihærdige virketrang samme muligheder som 1840’erne havde givet. Men allerede få måneder efter sin tiltrædelse kom Lehmann dog ud for nogle dramatiske og tragiske begivenheder. Efter et af treårskrigens slag, som fandt sted ved Kolding, begav amtmanden sig i embeds medfør tii den brændende by den 23. april 1849. I modstrid med gældende folkeret blev han dér taget som krigsfange og ført til Gottorp og siden til Rendsborg. Lehmanns hustru havde længe været svagelig, og hun blev nu dødssyg. Derfor fik amtmanden tilladelse til at rejse til København for at besøge hende, men hun døde den 27. juni, kun 28 år gammel. Lehmann vendte derefter tilbage til fangenskabet og blev først sat på fri fod midt i august måned.
Mens dette stod på, var H.C. Andersen på rejse i Sverige, og i et brev[11] til Edvard og Henriette Collin gav han udtryk for sin medfølelse med sin ungdomsven:
„. . . Af Avisen i Dag seer jeg at Fru Lehmann er død, den stakkels Orla, han har vidst prøvet en tung Tid i de sidste Maaneder, seer De ham da hils ham ret hierteligt . . .“.
I juni måned det følgende år aflagde Andersen besøg hos Lehmann i Vejle. Digteren var på gennemrejse fra Horsens til Fredericia, og ved 9-tiden den 7. juni 1850 blev han modtaget hos amtmanden, hvor han spiste både frokost og middag.
I sin dagbog har Andersen noteret, at amtmanden havde en smuk bolig, og han fortsætter:
„. . . Fru Bech og Datter, samt Jomfru Liunge er der i Huset. Orla sagde om sig at han var selv Republicaner og jeg: Du royalist. Følte mig ikke ganske vel; kjørte fra Weile med Extrapost lidt over 6 og fik en mindre behagelig Kudsk . . ,“.[12]
Nogle dage senere omtalte Andersen besøget hos Lehmann i et brev[13] til Edvard og Henriette Collin, og han gav her udtryk for, at opholdet havde været ganske behageligt. Endelig nævnte han besøget i et brev[14] til Henriette Wulff og understregede her, at han og Lehmann ” . . . er fra gamle Dage Duus . . .“.
I 1853 mødtes poeten og politikeren atter i amtmandsgården i Vejle. Andersen var i august måned på flugt fra den alvorlige koleraepidemi i København og søgte da til gode venner i Silkeborg. På vej dertil måtte digteren – på grund af dårlige rejseforbindelser – gøre et ufrivilligt ophold i Vejle. Han spiste frokost sammen med Lehmann, som ovenikøbet aftvang Andersen et løfte om, at han på tilbagevejen om muligt ville gøre nogle dages ophold i Vejle.[15]
Det viste sig, at der ikke kom noget ud af det planlagte besøg. Andersen forlod Silkeborg den 6. september om morgenen og beretter om dagens videre færd i et brev[16] til den ældre Jonas Collin: „. . . jeg reiste hen af Formiddagen derfra og i een Tour til Weyle; Lehmann havde indbudt mig at blive et Par Dage hos sig, men da min Reisekammerat over Heden, en Lieutenant Dråby, vilde være nødt til alene at tage Extrapost lige til Odense, opgav jeg Besøget og fulgte med .. .“.
Der findes flere vidnesbyrd om, at Andersen og Lehmann fortsat opretholdt venskabet op igennem 1860’erne. En fælles gemytlighed var f.eks. til stede den 11. oktober 1861, hvor Andersen beretter i sin dagbog:
„. . . Imorges kom Orla Lehmann, der nu er Minister, tog mig under Armen og da vi paa Garnisons Pladsen standsede hvor Fodstykket er reist til Øehlenschlægers Monument, ridsede han med sin Stok i Jorden lige over for og sagde her skal nu dit Monument staae, nu har jeg betegnet det. Jeg sagde at jeg kom i Kongens Have hvor Ammer og Børn gik . . .”.
Tilsyneladende havde flere af deres møder i de kommende år mere eller mindre tilfældighedens præg. Således mødtes de f.eks. flere gange[17] ved sammenkomster o. lign. hos fælles bekendte; men det vides også, at de begge på eget initiativ opsøgte hinanden. I løbet af sommeren og efteråret 1867 findes alene dokumentation for fire tilfælde af bestræbelser på at komme i kontakt med hinanden. Den 19. juni var Andersen på Frederiksberg Slot, hvor han forgæves forsøgte at træffe Lehmann –
„. . . gik over i Hovedbygningen hvor Orla Lehmann nu har Kong Frederik VI Værelser, pyntede med sine Malerier . . .; jeg gik om fra Sal til Sal, da Gang Døren stod aaben, Ingen var at finde . . ,“.[18]
Muligvis fik Lehmann underretning om Andersens forgæves besøg, og måske har han derpå villet aflægge Andersen et lignende uanmeldt besøg, thi en lille uges tid senere skriver Andersen i sin dagbog: „. . . Fandt Vesit Kort fra Orla Lehmann . . ,“.[19] Et par måneder senere havde Andersen større held med sit forehavende – denne gang lykkedes det ham nemlig at træffe Lehmann, som imidlertid ikke var alene:
„. . . Kjedede mig den hele lange Søndag; kjørte ud med Spoervogn til Frederiksberg . . . Gik saa over til Lehmann hvor jeg traf Franskmanden Forestier, en ung elegant Herre . . . .“[20].
Endelig kan nævnes, at den kendte politiker i to tilfælde sendte indbydelser til digteren, som skriftligt takkede vennen for dem[21]; men det vides ikke, hvorvidt Andersen efterkom invitationerne og mødte frem til de planlagte arrangementer.
De to ungdomsvenner bevarede således venskabet i deres seneste år, hvor forskellige alderdoms- og sygdomstegn efterhånden begyndte at indfinde sig hos de to herrer. Efter Hall-ministeriets afgang d. 31. december 1863 var Lehmann en skuffet, nedbrudt og syg mand, og selv om Andersen i 1860’erne stadig befandt sig på berømmelsens tinde, så begyndte modløsheden og livstrætheden periodevis at dukke op. Få måneder før Lehmanns død skildrede H.C. Andersen deres indbyrdes forhold med disse ord:
„. . . som unge Mennesker mødtes vi i Glæde og Forstaaen; i den senere Tid saae vi hinanden sjældnere og ere blevne halv fremmede for hinanden . . .“,[22]
Orla Lehmann døde i København den 13. september 1870, og det konstateres kort i Andersens dagbog: „. . . Imorges er Orla Lehmann død…“.[23] En uge senere skulle begravelsen finde sted; men efter alt at dømme var den aldrende digter ikke i stand til at deltage. Det hedder i hans dagbog:
„. . . Hold i høire Bryst. Gik til Theodor som talte om Blodkopper, raadede mig fra at gaae i Frue Kirke i Dag til Orla Lehmanns Begravelse . . .“.[24]
Det sidste vidnesbyrd om forholdet mellem poeten og politikeren stammer fra den 10. november 1870, hvor Andersen med bitterhed noterer i sin dagbog:
„. . . Hos Melchiors til Middag fortalte Carl Bloch mig at Orla Lehmann ikke havde holdt af mig ikke talt godt om mig og ikke forstod at vurdere mig, „Alle de fra tidlig Tid havde staaet for nær og ikke kunde see din Betydning . . Det forstemte mig; . . ,“.[25]
Fem år senere døde H.C. Andersen og blev bisat fra samme kirke som Orla Lehmann, Vor Frue i København.
Endvidere er anvendt Politikens Danmarks Historie, bind 11.
