Betegnelsen fortælling peger i to forskellige retninger. Dels peger den mod et foreliggende og endegyldigt produkt, dvs. Klods-Hans i trykt skikkelse, fiks og færdig. En tekst vi kan overskue og vende tilbage til. Dels peger den mod en igangværende, dynamisk proces: Klods-Hans som en aktuel talehandling, en historie der bliver til (=fortælles), mens vi lytter.
Vi ved, at H.C. Andersen yndede at formidle sine eventyr ved selv at fortælle dem, og at han tilstræbte mundtlighed i sine eventyr, en ubesværet, spontan, slagkraftig og livfuld fortællemåde:
og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa.
Digteren ønsker at levendegøre sin tekst som en frit associerende, artistisk legende her og nu-fortællehandling. Han er procesorienteret i sin måde at berette på, tilhører-appellerende, mundret. Han er hørbart til stede i eventyret som dets engagerede, medlevende meddeler. Selv erklærer han: “Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte nærme sig det mundtlige Foredrag” (Bemærkninger Til Eventyr og Historier, 1862, s. 297). Adressen og hensigten var fra starten af klar nok: Eventyr, fortalte for Børn.
Vi skal opleve os, det er hensigten, som involverede i beretterøjeblikkets nu. Fortælleren medinddrager fortroligt sine tilhørere i beretningen (“og det har vi …”). Dens indskud, tilføjelser, spring, dens syntaks og ordforråd er alle udslag af den impulsive talehandling. Denne fungerer så suverænt, at fortælleren ikke undser sig for at understrege historiens friløb: den er rent påfund, frigjort fra enhver fordring på sandhed (“og det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa.”).
Når H.C. Andersen fortæller historie, så hører man, at det er netop ham der beretter.
Det personlige tonefald i Klods-Hans er den spontane livfuldheds og den artistiske underfundigheds stemme. Beretningen bobler af veloplagt fortælleglæde:
Men Brødrene rede alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en heel Time forud og holdt ved Byens Port, og der fik Frierne Nummer, eftersom de kom, og bleve satte i Række, sex i hvert Geled og saa tæt, at de ikke kunde røre Armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den Ene stod foran den Anden.
Hele tiden anbringes tilhørerne, hvor handlingen foregår; begivenhedernes brændpunkt skifter undervejs. Mobilitet, spontane synsvinkelskift.
Folkeeventyret er en knap, anonym 3. persons-beretning, i hovedsagen panoramisk anlagt. H.C. Andersens eventyr strutter af scenisk liv; fortælleren er personligt nærværende. Snart tilhørerbevidst rapporterende, ræsonnerende, kommenterende. Snart involveret i handlingen, iagttagende, handlende og tænkende på de agerendes vegne, som personal fortæller. Situationer og miljøer bliver anskuelige, håndgribeligt nærværende. Vi placeres fra starten af midt i den genkendelige hverdag (“Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand. . .”). Figurerne får hver især deres karakteristiske væremåde, fysiognomi. Dagligdagen befolkes med et myldrende liv.
Slottet er i folkeeventyrets skildring et stykke standardinventar, det fjerne sted, en eventyrkulisse. Hos H.C. Andersen er det der som et mangfoldigt fysisk nærvær. Folkeeventyret er formelagtigt, stereotypt, afindividualiseret. Dets skildring gælder det i tid og rum fjerne. Dets beskrivelse er signalgivning. Ganske anderledes går det til, når H.C. Andersen fortæller. Han gør alt nært og hjemligt, individualiserer og dramatiserer, lader beretningen udfolde sig, ekspandere. Elsker at overraske, skabe afveksling. Er underfundig i sin sprogbevidste fortællen.
Folkeeventyret meddeler sig rituelt i et entydigt sprog, om handlingen, hvis strengt kronologiske ligeløb er uafvendeligt, fastlagt på forhånd. Fortællingen har sin ubrydeligt fastlagte systematik. Vi henter eksemplet i en eventyrtekst, der er motivbeslægtet med Klods-Hans. Sådan hedder det nemlig i den tidligst nedskrevne folkeeventyr-version, Esben Askepuster, optegnet 1854 :
Nu hendte det sig at Kongen lod forkynde: at hans Datter agtede at gifte sig, men kun med den der kunde besvare den Tiltale ret, hun agtede at rette til enhver Beiler. Dette hørte Povl og Peer …
Når Klods-Hans fortælles, holdes de enkelte momenter og motiver ikke systematisk adskilt, men blandes, integreres; virkning kan komme før årsag:
de vilde frie til Kongens Datter, og det turde de for hun havde ladet kundgiøre, at hun vilde tage til Mand Den, hun fandt bedst kunde tale for sig.
Hos H.C. Andersen hedder det ikke, at brødrene forberedte sig omhyggeligt og selvsikkert på frieriet, idet de udnyttede hele den royalt fastsatte frist, men: “De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den længste Tid, de havde til det, men det var ogsaa nok, for de havde Forkundskaber og de ere nyttige.” Altså ikke informativt, neutralt refererende skriftsprog, men ekspressivt, medlevende og medvidende fortællersprog. Aktualiserende, ræsonnerende, fabulerende.
Den medlevende udfoldelse genfindes også i syntaksen, sætningsbygningen. I de to første storafsnit, dvs. de ca. 15 første linjer af Klods-Hans, er der kun 3 punktummer, hvilket kunne tyde på en ret tung periodeopbygning. Det modsatte er tilfældet. Sætningerne forbindes tvangfrit, mundret (jf. citatet ovenfor om Klods-Hans’ to ældre brødre). Ordstillingen varieres, forskydes. Sætningerne er ikke sammenpakkede, syntetiske, men tvangfrit opløste, analytiske. Bl.a. brug af talesprogets glidende overgange og emfatiske “det”, sætningskløvning. Der berettes rummeligt og jævnt, og dog har fortællingen drive.
På trods af den mundrette, tilsyneladende umiddelbare fortællemåde udgør Klods-Hans som tekst et sindrigt sprog- og betydningsmønster, kendetegnet ved sprogbrugens dobbeltbundethed og upålidelighed, ytringernes underfundige medbetydning. En række kerneord bliver i fortællingens løb dobbelttydige. Og fortællingen demonstrerer, at ord og udsagn ikke kan tages bogstaveligt – at de har forkert eller alt for snæver adresse, dækker over andet og mere end man umiddelbart skulle tro. Der var, hedder det, “en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok”. Med forstilt loyalitet gengiver fortælleren, hvad faderen og de to ældste brødre siger eller tænker. Udtryk bliver til indhold. Den upålidelige fortællers udsagn vidner om de pågældende personers indskrænkethed. Den yngste søn ignoreres fuldstændig, er bogstavelig talt fraværende for dem, der udgør herskabet (herremanden “havde to Sønner”). Brødrenes fortrin fremhæves (de var “saa vittige”, “de havde Forkundskaber”; de “er Stadskarle”, der besidder “Lærdom”). Men når det kommer til stykket viser deres lærdom og kundskaber sig at være nyttesløs informations-ophobning. Derimod har den oversete og forhånede lillebror vid, både i betydningen forstand og situations-fornemmelse. Han mestrer alt det, som han på forhånd frakendes (“Du kan jo ikke tale!”).
Med dets dobbeltbundne sprogbrug rejser eventyret indirekte spørgsmål ved, hvad det vil sige at kunne noget (“Den ene kunde udenad hele det latinske Lexicon . . . ”), at være vittig (besidde viden, have vid), at lære noget. Brødrenes bestræbelse på massivt at opfylde deres egne tomme kundskabskar konfronteret med prinsessens erklærede vilje til at tage ved lære af erfaringen, Klods-Hans’ eksempel: “Det var fiint gjort! … Det kunde jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!” – En personlig udviklings- og erkendelsesproces antydes. Ordene og fremstillingen har hos H.C. Andersen et stort, latent betydningspotentiale. Digteren kan medbetydningens kunst.
Teksten opererer også, på eventyrvis, med udtalte modsætninger. Tydeligvis har historien sin helt og sine antihelte. De repræsenterer tilsammen historiens modsætningsbestemte værdiunivers. Den indstuderede planlægning (brødrene) modstilles den intuitive spontanitet (Klods-Hans). Afledt heraf konfronteres ligeledes det at lægge vægt på ydre anseelse, værdighed og det at søge prestige (brødrene) med det at være helt og fuldt sig selv, at følge sit hjertes tilskyndelse med en fandenivoldsk konsekvens, at være åben for de muligheder, som tilbyder sig i den aktuelle situation (Klods-Hans).
Historien opererer også med en social tilstand, som omvendes eller opløses i historiens løb. Dermed modstilles det institutionaliserede samfundshierarki (repræsenteret ved hoffets, herregårdens og det borgerlige regimentes verden) og den løsslupne, individ-orienterede, labile tilstand, hvor lyst, talent, udfoldelsestrang kommer til sin ret. Det er dog, som om oprøret mod det bestående, den hierarkiske samfundsorden, tegner sig stærkere end forestillingen om alternativet. Klods-Hans er mere frejdig provokation og kåd glæde ved de frisættende kræfter end den er en udfoldet utopi.
Det er et genkommende tema i forfatterskabet, at den påtagede, ydre fornemhed kommer til kort og forgår, mens det ægte, oprindelige, helstøbte har gennemslagskraft og forløsende virkning, skønt det længe lever en upåagtet tilværelse. Imidlertid, når den afgørende livsprøve skal bestås, viser geniets sande værd sig. Den indre adel sætter sig igennem. Vi genkender f. eks. temaet fra eventyrene om Nattergalen, Klokken, Keiserens nye Klæder m. fl. I en vis forstand kan man her tale om en arv fra romantikken. Klods-Hans er noget af en Aladdin-figur og brødrene kan opfattes som to, dog forholdsvis ufarlige, Noureddin-typer. Det levende ord konfronteret med det døde bogstav, for at tale Grundtvigsk.
Det særlige ved H.C. Andersens kunst i denne forbindelse er den komisk-satiriske fremstilling af indbildskheden. Brødrenes fortænkte og ganske udvendige forsøg på at sætte sig selv i scene og imponere omgivelserne skildres sådan, at også barnet må le derved: “og saa smurte de sig i Mundvigene med Levertran, for at de kunde blive mere smidige.” H.C. Andersens satire er uadskilleligt forbundet med en elskværdig forsonlighed. Man kan tale om kleinkunst med dybdevirkning. Eller man kan, for at knytte fremstillingen til samtiden, tale om et Biedermeier-træk.
H.C. Andersen udfolder, nuancerer, raffinerer og uddyber det karnevalistiske element (betegnelsen hentet fra den russiske litteraturforsker Michail Bachtin): omvendingen af det lave til det høje og vice versa, degraderingen af det såkaldt fine, nedbrydningen af den etablerede rangordning. Med en mere massiv inddragelse af det biografiske synspunkt kunne man måske hævde, at digteren i Klods-Hans identificerer sig med proletaren og lader ham etablere en proletarisk modoffentlighed til hele den fine, kulturbærende verden. De fornemme, indbildske, velanskrevne sættes til vægs – både derhjemme på herregården og, senere, på slottet.
Forstået sådan bliver eventyret noget af en åndelig renselsesproces for dets ophavsmand. En oprejsningshistorie, hvor digteren får kompensation for alt det (og over for alle dem), han har følt sig afhængig af og ydmyget af. I samme spor kan ydermere skildringen af brødrenes udenadslæren opfattes som en ukærlig hilsen til den sorte skole, latinskole-terperiet. Til rektor Meislings verden og opdragelsesmetode, som digteren led under.
Jeg har brugt den sproglig-stilistiske metode til at belyse teksten som en fortælle-handling. Proceduren kunne have haft et andet formål, nemlig at påvise digterens personlige vandmærke overalt i teksten. Tidshistorisk kan f. eks. H.C. Andersens glæde ved den plastisk anskuelige, stoflige og detailrige scene af hverdagsagtigt tilsnit – udmalingen af det myldrende liv såvel på herregården som på slottet – bringes i sammenhæng med samtidens optagethed af genrebilledet, romantismens pittoreske folkelivsskildring. Vi kender den fra Marstrands, Eckersbergs, Købkes, Lundbyes billeder.
Det at gribe til eventyret kan ses i forbindelse med romantikkens søgen tilbage til de “oprindelige”, “folkelige” genrer og fortælleformer. Eventyret kommer på mode fra og med 1820’erne. I sine levnedsskildringer beretter digteren om, hvor stærkt de gamles historier virker på ham som dreng. Samtidig kan H.C. Andersens helt personlige, suverænt artistiske måde at lave eventyr på føre tanken hen på romantikkens fremhævelse af geniets ret og gave: at udfolde sig beåndet på egne betingelser. Jf. hans fortale til 1837-eventyrudgivelsen: “Paa min Maade har jeg fortalt dem, tilladt mig enhver Forandring jeg fandt passende, ladet Phantasien opfriske de i Billederne afblegede Farver.”
H.C. Andersen benytter sig som eventyrdigter af et foreliggende system, en velkendt genrestruktur, men han udvider samtidig genrens grænser indefra, gør eventyret til en meget rummelig, fleksibel størrelse. Bruger spillereglerne – på egne betingelser. Det gør han så at sige selv opmærksom på. Selvbevidst skriver ved ved årsskiftet 1834-35 til Henriette Hanck: “Nu begynder jeg paa nogle Børne-Eventyr, jeg vil see at vinde de kommende Slægter skal De vide.” I overensstemmelse dermed udsendte han sine små hæfter med Eventyr, fortalte for Børn, 1835-42. Derefter stryger han imidlertid den efterhængte adresse og annoncerer fra 1844 blot sine Eventyr. I 1852 og videre frem bruger han betegnelsen Historier. Senere igen, fra og med 1858, lancerer han sine Eventyr og Historier.
Disse ændrede betegnelser markerer genreudvidelser. Digteren forholder sig stadig friere til den givne eventyrstruktur. Kun i få tilfælde – 7 af godt og vel 150 – henter H.C. Andersen åbenlyst inspiration i et foreliggende folkeeventyr-forlæg. Han foretrækker at være den suveræne eventyrdigter, genrens originale skaber. Om Klods-Hans siger digteren i “Bemærkninger” til Eventyr og Historier, 1862, at det “er et dansk Folke-Eventyr, frit gjenfortalt, det staar som een mig givet Historie temmelig ene imellem alle de senere selvopfundne.” Gendigtningen, pointerer han, er undtagelsen fra reglen.
De syv frit genfortalte eventyr dukker op i spredt fægtning over et ret stort åremål indenfor H.C. Andersens produktion. Fyrtøiet og Lille Claus og Store Claus allerede i 1835; Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige så sent som i 1861. Alle digterens rigtig friskfyragtige drenge- og mandehelte har deres rødder i folkeeventyrene. Det gælder soldaten i Fyrtøiet, den førstnævnte af brødrene i Lille Claus og Store Claus, endvidere Svinedrengen og Klods-Hans. Skal man måske regne ægtemanden i Hvad Fatter gjør… med ?
Dermed har jeg også nævnt H.C. Andersens gendigtninger af de såkaldte krostue-eventyr. Lad os bruge Klods-Hans som eksempel. Det er ikke den seriøse eventyr-beretning om forsynet, der mirakuløst hjælper beretningens helt, det gode menneske, på dets møjsommelige livsvej, dets tålmodige overvindelse af alle prøver og prøvelser. Vi er langt fra det moralsk engagerede trylleeventyr, der foregår i et besjælet univers og opererer med den højere retfærdigheds metafysiske balance, med kaldet og selvovervindelsen, soningen og udfrielsen, med en udholdende, opofrende livsindsats fra heltens side og den fortjente belønning derfor, omsider. Helten i Klods-Hans føres ikke mod målet ad uransagelige veje i en verden, hvor magien og underet hersker. Han klarer alt ved egen hjælp, er ikke i hemmelighedsfuld overensstemmelse med tilværelsens metafysiske kræfter. Dem, der i trylleeventyret på forunderlig vis fremmer heltens store sag.
Klods-Hans er i slægt med skæmtehistorien og skipperskrønen, anekdoten og sjoferten, vitsen. Helten kendes på sin fandenivoldskhed. Jo galere, jo bedre er den bagvendte, ofte absurde devise. Fryden ved at vende op og ned på den samfundsmæssige, institutionaliserede orden er evident. Alt det pæne, agtværdige, ansete, fornemme kommer til kort og gøres til grin. Hvad der er ringeagtet, lavt placeret, går for at være unyttigt og uanstændigt, det får glans og oprejsning. Klods-Hans er tydeligvis ude i sit eget ærinde og han ved, hvor gevinsten er at hente. Den kloge narrer den mindre kloge, sådan går det for sig her. Dagligdagens uheroiske foreteelser, kroppen, materien, primærbehovene, seksualiteten, gadens snavs, det uhumske og det tabubelagte, norm-overskridende er foretrukne emner i krostue- eller skæmteeventyret. Den frigørende frækhed bærer den slags historier frem – og er deres indhold.
Til det H. C Andersenske særpræg ved gendigtningen hører dog, at han gør historien mere stueren og raffineret end den forefindes i langt de fleste af folkeeventyr-versionerne, hvor grovhederne, smudset, seksualiteten er særdeles fremtrædende. Her samler f.eks. helten det skinbarlige lort op på landevejen og serverer det siden i skødet på prinsessen. Symbolværdien er letfattelig. Kongens datter er noget af en mær, rapkæftet og tøjlesløs i sin adfærd. Dog må hun klappe i for heltens kvikke uartigheder (Prinsessen gjort svarløs hedder en af folkeeventyr-varianterne). Sjofelhederne har gode dage på slottet. Kongedatteren overrumples af den utraditionelle bejlers frækhed. Han får nu sit bytte, riget og prinsessen; måske mod hendes vilje. Hun er en brik i spillet, som helten vinder. Hos H.C. Andersen derimod mærkes kongedatterens stigende betagelse og begejstring for Hans. Deres forening er identisk med hendes ønske. Hun gør fælles sag med ham, frigør sig så at sige af sit miljø med dets etikette, hele det udvendige ceremoniel: “Oldermanden er den værste, for han kan ikke forstaae…”. H.C. Andersen begrænser også mærkbart de fund af tvivlsom karakter, helten gør på landevejen. Hos ham er kongen endvidere så godt som usynlig. Det er prinsessen, der vil giftes med den, der kan tale godt for sig – ikke kongen, der ønsker at få bejlerhjælp til at standse kæften på sin datter.
Trods forfinelsen i Klods-Hans er krostueeventyret let genkendeligt: glæden ved usandsynligheden, overdrivelsen, fortællingens underholdningsværdi. Optagetheden af de frække løjer og provo-heltens udfordring af anstændighed og rangorden. En respektløs normbryder er han. Frækheden findes i Klods-Hans, men sandelig også meget mere end den.
Eventyret har et fast persongalleri, hver især har aktørerne bestemte rollefunktioner. Klods-Hans er skæmteeventyrets helt. Hvor trylleeventyrets helt på sin møjsommelige vej møder ukendte, underfulde givere, som hjælper helten til at realisere sit fjerne mål, dér henter Klods-Hans råd og hjælp hos sig selv. Det er i kraft af sin egen rådsnarhed, dristige beslutsomhed og autoritetstrodsende kvikhed at Klods-Hans klarer ærterne. Han er sin egen igangsætter og hjælper. Skæmteeventyret er sækulariseret og emanciperet. Den enkelte er sin egen herre. Heltens fripostighed og initiativ får groteske, usandsynlige dimensioner; skæmteeventyret elsker overdrivelsen som virkemiddel, og H.C. Andersen giver den en tand til. (“Nu kom Klods-Hans, han red paa Gedebukken lige ind i Stuen.”) Modsvarende antager også de falske heltes dumhed mammutformat hos H.C. Andersen. Overdrivelsen bruges af digteren i figurtegningens og værdiopgørets tjeneste. Han lader figurerne træde i karakter (det sker ikke i folkeeventyret), dvæler f. eks. ved brødrenes indbildte fortrin, hvormed de vil bedåre prinsessen:
Den Ene kunde udenad hele det latinske Lexicon og Byens Avis for tre Aar, og det baade forfra og bagfra; den Anden havde gjort sig bekjendt med alle Laugsartiklerne og hvad hver Oldermand maatte vide; saa kunde han tale med om Staten, meente han, dernæst forstod han ogsaa at brodere Seler, for han var fiin og fingernem.
Essensen af deres omhyggeligt forberedte bejlen er henholdsvis et stupidt måbende “Bæ” og et ditto “Hvad be-hvad?”.
H.C. Andersen drager den fulde normbrydende konsekvens af skæmte-eventyret, idet han ender med at drive gæk med historien – jo galere, jo bedre. Alt for effektens skyld. Pointen leveres som et fyrværkeri. Ihvertfald er den en knaldperle, der lader hele historien gå op i røg og sprutten. (“… og det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa.”)
I trylleeventyret er konfliktkonstellationen på liv og død. I Klods-Hans er de to ældste brødre ikke netop den yngste brors livstruende fjender. Dertil er de simpelthen for tåbelige, karikaturer af klogskab og lærdom. Derimod kan man betragte deres indbildskhed, opstyltede udvendighed, deres prestigejagt som forhindringer for deres eget eftertragtede mål. Ligesom helten i skæmteeventyret har sin effektive hjælper i sig selv, således har heltens modstander(e) i skæmteeventyret sin(e) egne værste fjender i sig selv. Alt er såre menneskeligt i skæmteeventyret. Dumskaller, frække prinsesser og endnu frækkere fyre hører til persongalleriet.
“Eventyr er Poetikkens Leddyr” siger Paul W. Rubow i sin kloge bog om H.C. Andersens Eventyr, 1927. Folkeeventyrene er sammensat af bestemte motiver, hvis udformning og sammenføjning kan variere med meddeleren. At skaffe sig overblik over disse motivtyper og motivvariationer har folkemindeforskerne været optaget af. Den internationalt kendteste af disse klassifikationer er Aarne og Thompsons The Types of the Folk-Tale. Hvert eventyr klassificeres efter et bestemt AT-nummer. De med Klods-Hans motivbeslægtede folkeeventyr findes under AT nr. 853: “The Hero Catches the Princess With Her Own Words”. Vor hjemlige pioner inden for folkemindeforskningen, Svend Grundtvig, opererer også, ud fra danske folkeeventyr, med en motivklassifikation. Under systemets Gg 22, “Munden stoppet paa Prinsessen”, registreres ikke mindre end 24 versioner, optegnet herhjemme i perioden 1854-1934. En passant noterer jeg mig, at navnene på den yngste bror er ens i 14 af varianterne, nemlig Espen, med sideformen Jesper. Kun i 2 af de 24 versioner hedder lillebror Hans – begge disse nedskrifter stammer fra Fyn. H.C. Andersen synes altså at følge en lokal tradition hvad navngivningen angår. Vi kan komme en anelse tættere på. Klotte Hans hedder helten i en af de to fynske tekster, meddelt af “Sorte Grethe”, Køng sogn, Odense Amt, før 1904. Og klotte er en sideform til klods, brugt som nedsættende udtryk.
Til eventyrenes faste inventar hører også kompositionselementerne, de genkommende etaper i eventyrets konstruktion. Jeg holder mig her, selektivt, til franskmanden Julien Greimas’ navngivning (i hans Fortællingens Grammatik, 1966) af etaperne, der uden videre genfindes i Klods-Hans: Fravær – opbrud, afrejse – anskaffelse af magiske objekter – rumlig flytning (= på rejse) – tildeling af prøve og kamp – opgavens løsning – afsløring af falsk helt; straf – transfiguration (=forvandling) og bryllup.
Ud fra disse standardkomponenter vil jeg nu sammenligne Klods-Hans med de beslægtede folkeeventyr-varianter, repræsenteret ved den kronologisk første af optegnelserne, Esben Askepuster (Gg 22a). Den er nedskrevet i 1854, året før Klods-Hans blev offentliggjort. Det er højst tænkeligt, at digteren – skønt han lavede udkast til eventyret allerede i 1840’erne – har kendt en pendant til netop den variant. Han forsyner sit eventyr med den sagligt oplysende introduktion: En gammel Historie fortalt igjen.
Jeg vil rette søgelyset mod H.C. Andersens individuelle bearbejdelse af motiverne, hans bevidst artistiske udnyttelse af de faste eventyrformler. Kunsteventyrets særpræg og tilblivelse tydeliggjort ved komparativ læsning. Jeg registrerer, hvad eventyrdigteren overtager fra folkeeventyret, men hæfter mig ved, hvordan han bearbejder det og derved ændrer det.
Fravær er i vort eventyrtilfælde mangel- eller underskudssituationen i eventyrets optakt. Titelpersonens nød, tilsidesathed. Han ignoreres:
En Mand havde 3 Sønner, Povl, Peer og Esben. Denne var af Alle anseet for en Tosse og blev af dem behandlet med Haardhed og Ringeagt. Han maatte endog sove i Askekulen, og blev kun brugt til de nedrigste Forretninger.
Sådan fortæller Gg 22a, Esben Askepuster. Direkte informerende, først alment (“med Haardhed og Ringeagt”), siden mere konkret og præcist om nedvurderingen af Esben.
Og nu H.C. Andersen:
Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det halve var nok
Her er fraværet radikalt, bogstaveligt og mentalt. I sprogbrugen er det realiseret, at Hans overses af sine nærmeste omgivelser (herremanden “havde to Sønner”). Som nævnt tidligere gør H.C. Andersen udtryk til indhold; lader i og med sit sprog de agerendes tankegang træde frem. Ikke nøgtern, direkte meddelelse som i folkeeventyret. Vi kan ikke bare forlade os på ordene som sandheden om sagen; vi må om bag dem eller dybere ned. Den autoritative fortællerposition er diskret forladt.
Opbrud, afrejse. I Esben Askepuster lyder beretningen:
Povl og Peer lod forfærdige kostelige Klæder … og forgyldte Bidsler … Maa jeg ride med, bad Esben? Du? – Din Tosse, bliv Du hiemme i Askekrogen, og giør ikke Dine Brødre Skam ved Din Nærværelse. Aajo, lad mig ride med! … Vi vil ikke have Dig med, sagde Brødrene. Jeg vil ogsaa styre min egen Kaas, sagde Esben. Brødrene rede nu stolte ud af Gaarden, Esben luntede efter paa sin usle Krik.
Den tilsvarende etape i Klods-Hans:
Deres Fader gav dem hver en deilig Hest … og saa smurte de sig i Mundvigene med Levertran … Alle Tjenestefolkene var nede i Gaarden, for at see dem stige til Hest; i det Samme kom den tredie Broder, for der var tre, men der var Ingen, der regnede ham med, som Broder, for han havde ikke saadan Lærdom som de To, og ham kaldte de bare Klods-Hans.
“Hvor skal I hen, siden I er i Stadstøiet?” spurgte han.
“Til Hove for at snakke os Kongedatteren til! har Du ikke hørt, hvad Trommen gaaer om over hele Landet?” og saa fortalte de ham det.
“Hille den, saa maa jeg nok med!” sagde Klods-Hans, og Brødrene loe ad ham og rede afsted.
“Fader, lad mig faae en Hest!” raabte Klods-Hans. “Jeg faaer saadan en Lyst til at gifte mig. Ta’er hun mig, saa ta’er hun mig! og ta’er hun mig ikke, saa ta’er jeg hende alligevel !”
“Det er noget Snak!” sagde Faderen, “Dig giver jeg ingen Hest. Du kan jo ikke tale! nei, Brødrene det er Stadskarle!”
“Maa jeg ingen Hest faae,” sagde Klods-Hans, “saa ta’er jeg Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!” og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og foer afsted hen ad Landeveien. Hui! hvor det gik. “Her kommer jeg!” sagde Klods-Hans, og saa sang han saa det skingrede efter.
I folkeeventyret optræder Esben i nogen grad som et spagfærdigt ekko af sine ældre brødre, der tildeler ham kraftige tilrettevisninger. Hos H.C. Andersen er afrejsen en imponerende forestilling, et festligt ceremoni, hele gården er på færde. Pomp and Circumstance. Den oversete bror dukker overraskende og overrasket op i afskeds-øjeblikket, som om han fra sin afsides og ringeagtede position pludselig får øje for, hvad der foregår omkring ham. Straks undfanger han ideen om at tage med. Rejser sig fra asken for straks at komme i ilden. Pater familias er passende forarget, brødrene ignorerer ham blot. Hånlatteren over lillebrors adfærd lyder fra dem, da de rider afsted.
Hans er her tydeliggjort som handlingens mand; omgående og ufortrødent går han i aktion, fandenivoldsk (“Ta’er hun mig, saa ta’er hun mig! og ta’er hun mig ikke, saa ta’er jeg hende alligevel!”). Yngstesønnen bliver sat på plads, men der vil han ikke være. Han tager, hvad han har, og så går det derudaf, i outsiderens uortodokse triumftog (“og saa satte han sig skrævs over Gedebukken … og foer afsted … “Her kommer jeg !”).
Et normbrud, der vil noget. Hos H.C. Andersen er Klods-Hans helt og fuldt sig selv, søger ikke at kopiere de to ældre brødre. De har blot givet ham en god ide, som øjeblikkeligt realiseres. Hans er suveræn; han har sit eget sprog og sin egen væremåde. Her får handlingen rum omkring sig, den har sine tydelige, livfulde konturer. Et miljø tegnes, gøres nærværende. I forhold til folkeeventyret sker der en intensivering, en ekspanderende dramatisering, en profilerende fordybelse.
Anskaffelse af magisk objekt. I folkeeventyroptegnelsen fra 1854 en knap, mekanisk opregning af fire fund undervejs (i flere af de andre optegnelser er fundene mange og motivet også af omfang anseligt):
Da han kom noget hen paa Veien, fandt han en død Krage, han puttede den i Lommen. Derpaa saae han et Tøndebaand ligge, det bandt han om Livet. Atter fandt han en Kile af Træ, denne tog han ogsaa, og endelig laae der en Hestepære, som han ogsaa omhyggeligt giemte.
Og nu Klods-Hans:
“Halehoi!” raabte Klods-Hans, “her kommer jeg! see hvad jeg fandt paa Landeveien! “og saa viste han dem en død Krage, han havde fundet.
“Klods!” sagde de, “hvad vil Du med den?”
“Den vil jeg forære til Kongedatteren!”
‘Ja, gjør Du det!” sagde de, loe og rede videre.
“Halehoi! her kommer jeg! see, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver Dag paa Landeveien!”
Og Brødrene vendte om igjen for at see, hvad det var. “Klods! ” sagde de, “det er jo en gammel Træsko, som Overstykket er gaaet af!” skal Kongedatteren ogsaa ha’e den?”
“Det skal hun!” sagde Klods-Hans; og Brødrene loe, og de rede og de kom langt forud.
“Halehoi! her er jeg!” raabte Klods-Hans; “nei, nu bliver det værre og værre! Halehoi! det er mageløst!”
“Hvad har Du nu fundet ?” sagde Brødrene.
“O!” sagde Klods-Hans , “det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, Kongedatteren ! ”
“Uh!” sagde Brødrene, “det er jo Pludder, der er kastet lige op af Grøften.”
‘Ja det er det!” sagde Klods-Hans, “og det er den fineste Slags, man kan ikke holde paa den!” og saa fyldte han Lommen.
Intensiteten i det ufortrødne opbrud hjemmefra fastholdes; Klods-Hans er i ekstase, hans færd og fund er en stadig triumferen. Målrettede begejstringsudbrud over, hvad landevejen byder på. Forholdet mellem brødrene levendegøres og uddybes i H.C. Andersens eventyr. Det er fra den yngste, at initiativet og den fremadrettede virkekraft udgår. Helten oplever, indefra, magien ved landevejstingene. Brødrene er fulde af foragt over dem.
Den rumlige flytning, rejsen meddeles blot lakonisk i Esben Askepuster (“Da han kom noget hen paa Veien … Derpaa saae han … Atter fandt han … Endelig laae der … Da han kom til Bestemmelsesstedet saae han …”). H.C. Andersen gør færden til en flerleddet handling, levendegjort ved parallelforskydninger, krydsklip-teknik. Snart er vi med de to ældste brødre foran, til hest. Snart med den yngste, bagefter, givende sig tid til opdagelser undervejs. “Men Brødrene rede alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en heel Time forud og holdt ved Byens Port”.
Tildeling af prøve og kamp – Opgavens løsning; belønning – Falsk helt afsløres; straf. De tre momenter er uadskillelige i eventyrene, og i vort eventyr følger de hinanden særdeles tæt. Dette er jo ikke trylleeventyrets opholden sig ved heltens megen modgang undervejs på en såre besværlig rejse; en tålmodigt udholdende overvindelse af mange prøver (dvs. prøvelser) som betingelse for at nå frem til målet. I vort skæmte-eventyr gælder det én prøve, som personerne kender til fra starten. Belønningen er også stillet dem i udsigt; der er intet at tage fejl af. I Esben Askepuster er de nævnte tre momenter til stede så at sige i ét åndedrag, de er hurtigt fortalt:
han saa den deilige Prinsesse sidde paa en Forhøining… saa han næsten blev blændet ved at see derop. Hans Brødre og alle de Andre havde allerede hentet deres Kurve. … Han red lige op til Toppen af Høien, bøiede sig og sagde: God Dag Jomfru Hedenovn! Da var den hedere den Dag min Fader Kongen skoldede 7 Galte i den; gensvarede hun. Der er en Krage skold mig den! Den sprækker! sagde Jomfruen. Der er en Gjord, saa holder den. – Den er for stor! – Der er en Kile, saa vil den holde. – Nu maa Du have en L… ! svarede hun. Her har jeg den, svarede Esben; og dermed var Spillet vundet !
Også i Klods-Hans er tempoet rask, men prøvesituationen får plads til udfoldelse. Aktionsrummet får bredde og dybde, mangfoldigt fysisk nærvær. Slottet med dets særlige indretning virker mærkbart ind på frierne. (“Gulvet knirkede og Loftet var af Speilglas, saa at han saae sig selv paa Hovedet”). Hoben af nysgerrige og officielt tilforordnede er anselig. Alle de agerende – for sådan præsenteres de tilstedeværende – på scenen har hver deres egenart. Heltens suveræne, totalt uimponerede situationsfornemmelse sættes i relief af, at vi forinden har været vidne til medbejlernes ynkelige entré. Det er virkelig en veritabel forestilling, der finder sted:
Ligesom een af dem Frierne kom ind i Stuen, slog Talegaven Klik for ham.
“Duer ikke!” sagde Kongedatteren. “Væk !”
Nu kom den af Brødrene, som kunde Lexiconet, men det havde han reent glemt ved at staae i Række, og Gulvet knirkede og Loftet var af Speilglas, saa at han saae sig selv paa Hovedet, og ved hvert Vindue stod tre Skrivere og en Oldermand, der hver skrev op Alt, hvad der blev sagt, at det strax kunde komme i Avisen og sælges for to Skilling paa Hjørnet. Det var frygteligt, og saa havde de fyret saadan i Kakkelovnen, at den var rød i Tromlen.
“Det er en svær Varme, her er herinde!” sagde Frieren.
“Det er, fordi min Fader i Dag steger Hanekyllinger!” sagde Kongedatteren.
Bæ! der stod han, den Tale havde han ikke ventet; ikke et Ord vidste han at sige, for noget Morsomt vilde han have sagt. Bæ!
“Duer ikke!” sagde Kongedatteren. “Væk!” og saa maatte han afsted. Nu kom den anden Broder.
“Her er en forfærdelig Hede!” – sagde han.
‘Ja, vi stege Hanekyllinger i Dag!” sagde Kongedatteren.
“Hvad be – hvad? sagde han …
“Duer ikke!” sagde Kongedatteren. “Væk!”
Nu kom Klods-Hans, han red paa Gedebukken lige ind i Stuen. “Det var da en gloende Hede!” sagde han.
“Det er, fordi jeg steger Hanekyllinger !” sagde Kongedatteren.
“Det var jo rart det!” sagde Klods-Hans, “saa kan jeg vel faae en Krage stegt ?”
“Det kan De meget godt!” sagde Kongedatteren, “men har De noget at stege den i, for jeg har hverken Potte eller Pande!”
“Men det har jeg!” sagde Klods-Hans. “Her er Kogetøi med Tinkrampe!” og saa trak han den gamle Træsko frem og satte Kragen midt i den.
“Det er til et heelt Maaltid!” sagde Kongedatteren, men hvor faae vi Dyppelse fra?”
“Den har jeg i Lommen!” sagde Klods-Hans. ‘Jeg har saa Meget, jeg kan spilde af det!” og saa heldte han lidt Pludder af Lommen.
“Det kan jeg lide!” sagde Kongedatteren, “Du kan da svare! og Du kan tale, og Dig vil jeg have til Mand!”
Ved sin personlige bearbejdelse af prøven og opgaveløsningen anskueliggør H.C. Andersen, hvordan Hans ved sin straight forward-kvikhed vender op og ned på rollefordelingen, positionerne. Han kommer stormende ind, er pludselig i begivenhedernes midte; de øvrige friere har pænt måttet vente i kø for at få foretræde. Hvor prinsessen ved sine ligefremme bemærkninger har gjort de foregående friere skak-matte, måbende, dér bliver hun, konfronteret med Hans på geden, den spørgende. Han tager i den grad teten, at hun nærmest bringes i retræten.
Også prinsessens voksende begejstring for og tillid til den slagfærdige gedebukkerytter demonstreres fint antydende af eventyrdigteren. Formelt imødekommende besvarer hun Klods-Hans’ anmodning om at få kragen stegt: “Det kan De meget godt!” Hurtigt vinder han med sin væremåde hendes fortrolighed: “…hvor faae vi Dyppelse fra?”, siger hun. Og da han henter dyppelses-pludderet op af lommen udbryder hun impulsivt: “Det kan jeg lide … Du kan svare!” Det er en jævnbyrdig ven, hun nu taler til. Ingen formaliteter længere, værdighed og hoffærdighed er væk. Prøven udvikler sig hos H.C. Andersen til et møde mellem to unge, hvor følelser er på færde. Den prøvende udfordrer betages af den, der forstår at tage udfordringen op. Mennesker mødes og sød musik opstår. I Esben Askepuster hedder det blot objektivt konstaterende, at “Spillet var vundet”. Her er figurerne brikker i eventyrets fastlagte, regelbundne spil. Kongedatteren er udfordringen, forhindringen og præmien. Weiter nichts.
Hvad angår afsløringen af den falske helt – her er de nu to af slagsen – og straffen, så er både Esben Askepuster og Klods-Hans særdeles neddæmpede, polerede. I 1854-optegnelsen hedder det blot summarisk refererende om brødrene, at de “havde hentet deres Kurve”. Hos H.C. Andersen foregår afsløringen live, den er sat i aktion. Og vel at mærke sådan, at brødrene ribbes for alt det, de troede møjsommeligt at have tilegnet sig (lærdom, talegaver) og i forvejen indbildte sig at besidde (de var “saa vittige”). Med hensyn til afstraffelsen går det helt anderledes barsk til i flertallet af folkeeventyr-versionerne, hvor de uheldige, dvs. uduelige friere virkelig må tage skade for hjemgæld. I nogle tilfælde får de skåret en solid rem af ryghuden, i andre hænges de endog! Prinsessen er dér noget af en aggressiv strigle, der har det godt med at skaffe bejlerne så håndfast af vejen. Kongen er til gengæld betænkelig ved disse straffeaktioner; han har selv arrangeret frierprøven i håb om derved at få sat skik på sin uregerlige datter; ‘Jomfru Hedenrøv” som hun kaldes i mange af eventyroptegnelserne.
Og nu er kongen vidne til, at nogle af rigets bedste mænd klynges op i galgen.
Det må tilføjes, at H.C. Andersen ikke blot udvider aktionsrummet, men også øger og forlænger eventyrets betydningsradier. Hos ham bliver helten til sidst tillige udøver af den retfærdige, men overrumplende straf. De ærværdige og velanskrevne samfundsspidser, hierarkiets kransekagetop, får deres bekomst, som i en stumfilmsfarce:
“Det er nok Herskabet!” sagde Klods-Hans, “saa maa jeg give Oldermanden det bedste!” og saa vendte han sine Lommer og gav ham Pluddren lige i Ansigtet.
Nu til den sidste del af eventyrinventaret: forvandling og bryllup. I Esben Askepuster forekommer den klassisk velkendte formel for heltens fortjente belønning: “han fik Kongens Datter og levede i stor Ære og Herlighed!” H.C. Andersen leger suverænt med eventyrets faste inventar, dets slutformel. Først gør han forvandlingen af helten til en forrygende ordleg, en verbalækvilibristisk ordremse (“Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne”), hvorefter han anfægter begivenhedens ægthed, dementerer den endog (“og det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa.”) Måske er den lykkelige eventyrudgang kun en avishistorie, mediesladder! Det tør kaldes et illusionsbrud af rang, en Verfremdungseffekt af de åbenbare. Fortællingen fremtræder dermed som et påfund. Jo, den er – som det annonceres af H.C. Andersen indledningsvis – “en Historie, fortalt igjen”. Måske altså efter en bladsmørers sensationsberetning. H.C. Andersen som dekonstruktivist, har man hørt så galt?
30.11.1844 noterer digteren i sin almanak: “Skrevet Klokke-Hans”. Det er nu et godt spørgsmål, hvorfor eventyret først blev udgivet mere end 10 år senere. Ret sikkert er det imidlertid, at han enten gennemskrev eller ny-skrev eventyret i 1853 og 26. 10. 1853 henvendte sig herom til sin tyske forlægger, Lorck, der var en hurtig og ivrig udgiver, med forkærlighed for illustrerede eventyrudgaver. Af Lorck ville digteren have besked: skal det nyskrevne gives til “Pedersen i Manuskript”, dvs. til tegneren Vilhelm Pedersen, så han kan udføre sin del af arbejdet? I denne omgang kommer den danske udgave dog først: Historier, “Med 55 Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen”, 30. 4. 1855. Den tyske pendant fulgte to år senere. Det er åbenbart, at H.C. Andersen på det tidspunkt lever af sin berømmelse. Af de 24 bidrag i 1855-samlingen er nemlig kun 3 nye, deriblandt altså Klods-Hans.
Måske var digteren ikke rigtig tilfreds med sit udkast til eventyret i 1844 og lod det derfor ligge til en anden og bedre lejlighed. Og så gik tiden. Muligvis hentyder han også til sit eget tidligere forehavende, da han i 1855 forsyner eventyret med ouverture-oplysningen “En gammel Historie fortalt igjen”.
Titelændringen fra Klokke-Hans til Klods-Hans er lydlig, ikke betydningsmæssig. Begge de foranstillede benævnelser er nedsættende for fjols, klodsmajor o. l. Jf. udtrykkene “klokker” og “klokkefår”.
Vi har faktisk bevaret et fragment af eventyret fra 1844. Det befinder sig midt i digterens manuskript til Grantræet, skrevet samme år. Jeg gengiver, hvad man dér finder, nemlig eventyrets slutning:
havde steilet i Veiret og dandsed paa Bagbenene og stødte sex Speile og to Excelenser i Stykker. Klodde Hans var bleven ligesom varm derved, som begge hans Brødre var det.
“Det er en mægtig Varme herind(e),” sagde han ogsaa til Prindsessen.
“Det ligger i,” sagde hun, “vi stege Hanekyllinger i Dag!”
“Gjør I det!“ sagde Klodde-Hans, “det var jo deilig, saa kan jeg faae min Krage stegt med!” og saa tog han op af Lommen den døde Krage han havde fundet, bredte Vingerne ud og løftede den lidt paa Hovedet!
“Men hvad skal vi stege den i!” spurgte Prindsessen.
“Det veed jeg!” sagde Klodde-Hans, “see her er en hele Mekanik,” og saa tog han Kohornet op af Lommen, stak Kragen ind i det og sagde “see her er Gryde til at stege i og vi kan spise begge to af den sammen! ”
“Det kan jeg lide!” sagde Prindsessen. “Du veed at tale for Dig. -Men hvad skal vi dyppe Kragen i!” – “Heisa!” raabte Klodde-Hans og vendte sin Lomme – det var alt det – Uh – Koen havde rigtig nok været uartigt!
“Det var velsignet!” sagde Prindsessen. “Dig vil jeg have – Dig kan der blive noget af.”
Og saa holdt de Bryllup, spiiste Kragen og alt hvad der var og (de levede godt.) Gryden den var stegt i gik i Arv til de sildigte Slægter.
Vi konstaterer, at her – i 1844 – er digteren tættere på folkeeventyret end i 1855. Frieriet er i det tidlige udkast virkelig noget af en snavset affære; kragen er bryllupsmåltid, med kolort til. Det er først ved om- eller nyskrivningen at prinsessens voksende tillid til og glæde ved den frimodige bejler tegnes som en frembrydende kærlighed, forbundet med beundring, erkendelse og erklæret vilje til at tage ved lære af lykkeridderen, outsideren. Først i Klods-Hans kommer skildringen til af det kompakt befolkede, mangfoldigt myldrende slot; travlheden, trængslen, sensationsmageriet, de hoffærdige gøremål. Først dér finder vi skriverne og oldermanden, som bliver heltens skydeskive, hvorved prinsessen holdes ren og de grovkornede seksuelle antydninger udelades. Perspektivet bliver videre og niveauet hæves; intet under bæltestedet.
Endvidere er det værd at notere sig, at titelfiguren i det tidlige udkast virkelig er noget af en klodsmajor, der vælter tingene omkring sig ved sin entre. I 1855 skildres han som den, der klarer udfordringen og mestrer friersituationen suverænt. En pointe ved den endelige udgave af Klods-Hans er følgelig, at den nedsættende personbetegnelse, fremhævet i og med titlen, udelukkende er omgivelsernes fejlanbragte ringeagt for outsideren. Foragtens stempel påtrykkes den, der er anderledes. Ligesom det er tilfældet i og med Den grimme Ælling.
Af eventyret Grantræet, der altså er fra 1844, fremgår det tydeligt, at Klodde-Hans (eller Klokke-Hans) virkelig er en klodsmajor. H.C. Andersen hentyder i Grantræet til det skæmteeventyr, han har på bedding:
“En Historie! en Historie!” raabte Børnene og trak en lille, tyk Mand hen imod Træet . . . “. . jeg fortæller kun een Historie. Vil I høre den om Ivede-Avede eller den om Klumpe-Dumpe, som faldt ned ad Trapperne og kom dog i Høisædet. og fik Prindsessen ?”
Historien var åbenbart tænkt som den underfulde tildragelse om tilværelsens stedbarn, hvem lykken dog tilfaldt. Sandelig en slags eventyr. Men ikke helt samme slags som den senere Klods-Hans. Med sin all round -adræthed sprænger han virkelig alle vedtagne sociale normer og aktualiserer dermed i eksistentiel forstand, hvad der ligger den schweiziske forfatter Max Frisch på hjerte: “Du skal ikke gøre dig et billede af dit medmenneske.” – Standardforestillinger er fastlåsende.
Lad os for en stund kigge os tilbage for at overskue situationen, gøre metodisk status ved at pege på de mulige funktioner, eventyret Klods-Hans kan have. Jeg begynder med den biografiske og æstetiske orientering og udvider derfra perspektivet. For H.C. Andersen kan fortællingen af netop dette eventyr tjene til
Nu udvides så perspektivet, erkendelsesinteressen. Klods-Hans kan også tjene til
Da jeg antager, at H.C. Andersen selv ville have været ganske godt tilfreds med den sidstnævnte funktionsbestemmelse, slutter jeg her.
“En gammel Historie fortalt igjen” var H.C. Andersens flere gange citerede annoncering af Klods-Hans. Den oplysning brugte jeg til at fremhæve digterens artistiske illusionsleg: teksten som påstået genfortælling af sensationshistorien i oldermandens upålidelige avis. Og undertitlens oplysning inviterede os til at undersøge de genkommende elementer, de faste motivkonstellationer, idet vi foretog en sammenligning mellem Esben Askepuster og Klods-Hans. Vi var ude på at tydeliggøre tekstens traditionsbestemte forankring; at finde og fastholde den gamle histories inventar. Sammenligningen var dog primært udgangspunkt for en indkredsning af det særlige ved H.C. Andersens måde at fortælle historien på. Det gjaldt forandringen, forvandlingen, som sker i og med Klods-Hans. Fortællehandlingen og dens tilblivelseshistorie undersøgtes, også i snævrere biografisk forstand, idet jeg inddrog digterens udkast til Klods-Hans fra 1844. Også for H.C. Andersens eget vedkommende var der tale om “En gammel Historie fortalt igjen”.
