I 1950 erhvervede museet en sølvsukkerskål med tilhørende strøske. Den består af en stor kumme med stærkt udsvungen randparti. De to hanke har bladornamenter og afsluttes i en spiral. Kummen bæres af to ørne, der er anbragt på en cirkelrund, glat fodplade på fire små kugler. Yderligere hører der hertil en flad sølvtallerken. Strøskeen har et nærmest halvkugleformet laf, skaftet er fladt og foroven prydet med en muslingeskal i relief.
På foden af skålen er der indprikket: Til Jumfru J. Cantor fra Odense Bye d 28 Juni 1833.
Skålen er stemplet med Odenseliljen og mestermærke H og J H. Den er altså udført af Johannes Hoffensetz i Odense, der rigtignok først fik borgerskab som guldsmed 1834 og blev optaget i guldsmedelavet 26. aug. 1834. Han døde 1865 i en alder af ca. 65 år.
Bag denne hædersbevisning ligger en lille historie. Siden 1815 havde prins Christian – den senere kong Christian VIII – været gouvernør over Fyns Stift. Sammen med sin gemalinde Caroline Amalie boede han på Odense slot, og prinsens nærværelse kastede glans over byen. Han tog virksom del i det kulturelle liv og medvirkede i alskens sociale foranstaltninger. Denne tilknytning til byen bevirkede, at institutbestyrerinde Julie Cantor i Helsingør fik den tanke at skænke Odense to broderede portrætter af fyrsteparret. Fyens Stifts Adresse Avis for 1830, 20. juli meddelte, at »vor Raadstuesahl har nylig erholdt en fra Gjenstandens og Kunstens Side lige betydningsfuld og kostbar Prydelse i tvende meget lignende Portraiter af det elskede Fyrstepar . . . hvilke med utrolig Flid og frappant Lighed ere punkterede af Institutbestyrerinde Julie Cantor«. Hun skænkede dem med ønske om, at magistraten vilde give dem plads i det lokale, hvor byens borgere har deres højtidelige forsamlinger, og hvor man stedse med hjertelig hengivenhed og højagtelse vil mindes Fyns høje gouvernør og gemalinde.
Der skulle dog gå nogle år, før byen belønnede den flittige jomfru, thi først i Dagen for 3. juli 1833 meddeles, at 28. juni fik jomfru Cantor »i en liden Familiekreds og i Overværelse af nogle af hendes Velyndere og Velynderinder, overleveret en smukt udarbejdet Sølv Sukkervase«. Den blev overrakt hende af Helsingørs borgmester, etatsråd Steenfeldt, og »Kunstnerinden følte sig meget smigret ved dette Beviis paa et heelt Samfunds Velvillie, og fordeelagtige Dom over hendes Arbejde, og at hun modtog det paa den højtelskede Prindsesses Fødselsdag forhøjede for hende Gavens Værd, og gav de Tilstædeværende Lejlighed til at see denne kjære Dag paa en saare behagelig Maade fejret«.
Men mindet om prins Christians ophold i Odense blegnede. De to portrætter, der vel har været udført i petit point broderi, er forsvunden, formentlig ved rådhusets ombygning i 1883, og kun den lille hædersgave kalder erindringen om denne tid frem. I øvrigt er Hochgrefes arbejde ikke det eneste i sin art. Allerede for år tilbage erhvervede museet en skål af nøjagtig samme slags. Der har været tale om en seriefabrikation, men magistraten i Odense havde på værdig måde kvitteret for gaven.
