I den såkaldte følsomme eller romantiske have, som var haveidealet for én generation før og én generation efter år 1800, var alt lagt således til rette, at et ophold i eller en vandring gennem haven skulle kalde på beskuerens følelser. „Vandringsmanden“ skulle hensættes i forskellige stemningstilstande; snart skulle hans hjerte svulme i glæde og stolthed, snart skulle det sammensnøres i sort fortvivlelse, men den fremherskende sindstilstand var dog den blide melankoli. Afgørende for en haves forskellige stemningsværdier var naturligvis den valgte beplantning og måden denne blev anlagt på, men som hjælpemiddel til at fremkalde en stemning brugtes desuden gerne forskellige former for mindestøtter, hvis funktion er bedst karakteriseret af Chr. Elling: „I Dialogen mellem Naturen og Mennesket optræder Mindesmærket ofte som Souffleuren, der giver Stikordet, naar en Pause indtræffer.“
Den følsomme haves teoretiker og første talsmand her til lands blev Kielerprofessoren C.C.L. Hirschfeld. Hans berømte værk Theorie der Gartenkunst (1779-85) blev flittigt studeret af danske haveelskere, og mangt et eksemplar indgik i disse år i danske bogsamlinger; Møntergårdens Gouvernørbibliotek, som i sin tid var håndbibliotek for gouvernørerne prins Christian (VIII) Frederik og prins Frederik (VII) på Odense slot, har også sit eksemplar af værket. Så skelsættende blev Hirschfelds håndbog, at man almindeligvis sætter lighedstegn mellem den følsomme havestils gennembrud i Danmark og dette værks udgivelsesår.
Som det så ofte er gået i kulturhistorien, accepteredes den nye stil først af landets toneangivende kredse for siden at brede sig til samfundets jævnere lag, og denne iagttagelse har også gyldighed for denne havestils antagelse og udbredelse i det fynske område. Navnkundigst blandt de fynske romantiske haver er uden sammenligning Sanderumgaards, men endnu før Johan Bülow tog fat herude, havde stiftamtmand Buchwald ladet de barokke haveanlæg omkring Odense slot omlægge i overensstemmelse med den nye friere havestil, og det varede ikke længe, før præster og borgere fulgte aristokratiets og bureaukratiets eksempel.
Næppe nogen romantisk have forefindes endnu i den skikkelse, den havde omkring 1800, men adskillige af havetypens monumenter er stadig bevaret, nogle stående på deres oprindelige plads i omgivelser, som siden er væsentlig ændret, andre er flyttet til helt nye omgivelser.
Den storslåede have, som storhandelsmanden og godsejeren Niels Ryberg anlagde i tilslutning til sin nyopførte hovedbygning på Frederiksgave (ca. 1775), var endnu i sine hovedtræk en fransk, barok have, men i 1785 opstillede han i disse omgivelser et monument, udformet som en søjle, der hviler på et postament, i hvis forside er udsparet en niche til anbringelse af en urne. Alene urnens tilstedeværelse er tilstrækkeligt til at angive, at man her vil genkalde erindringen om en afdød, og til understregning heraf er urnen forsynet med indskriften Hisset. Selve søjlen bærer indskriften: Den Beste Ægtefelle / Margareta Dorothea Otte / Fød MDCCXLIX / Død MDCCLXVII / Helliget /af /N. Ryberg, og Rasmus Nyerup, som udsendte den første biografi af Niels Ryberg, kan oplyse, at støtten „til Conferentsraad Rybergs Kones Amindelse4‘ er udført af ingen ringere end tidens førende billedhugger, Johannes Wiedewelt. Om dette monument gælder til fulde Hirschfelds karakteristik af det ideelle mindesmærke: „Je einfacher ein Monument ist, desto weniger kann es das Auge zerstreuen, desto sicherer und schneller ist sein Eindruck." Så længe slægten Ryberg ejede og beboede Frederiksgave, opfyldte det sin mission at erindre om den altfor tidligt afdøde stammoder. Sidenhen fik det sin plads på Dreslette kirkegård, en placering, som efter dets lighed med et egentligt gravminde må siges at være velvalgt.
Det samme antikke formsprog tales af en mindestøtte, som nu befinder sig i haven til hjemstavnsmuseet „Den gamle Gaard" i Faaborg. Her er urnen dog blevet anbragt endnu fornemmere, kronende en kort søjlestump, og en indskrift på postamentets forside fortæller udførligt om baggrunden for rejsningen af dette monument:
De elskte, som mig Livet gav,
Her sættes dette Minde,
Hvor Billedet paa Død og Grav,
Paa Liv og Død vi finde.
Til Jorden falder Grenens Løv,
Dets Sted et nyskabt pryder;
I Graven giemmes Hyttens Støv,
Hist Livets Morgen bryder.
O salig Trøst i sønlig Barm:
Ja helligt dette Minde:
Her skal min Aand, min trætte Arm
Sin Ro, sin Hvile finde.
Her skal mit Hjertes fulde Tak,
Min Bøn til Himlen stige,
Her skal hvert længselsblandet
Ak For Haabets Straaler vige.
Ja svinder brat min Lykkes Tid
For Hær af mørke Dage,
Vil ingen Magt, kan ej min Flid
Adsprede Kummers Klage.
Da iiler jeg til elskte Lund
Hvor Fædres Skygger svæve,
De trøste mig i Modgangs Stund
Til Kraft min Svaghed hæve.
Hør Efterslægt en kierlig Bøn
Qvæl ei mit svage Mæle
Thi viid: at hver en ædel Søn
Kan her med Tryghed dvæle.
Faaborg 1806
L.P. Voigt
Den søn, som her i tidens stil tolker sin tak til forældrene og henviser sig selv og „hver en ædel Søn“ til at søge trøst og styrke i mindet om dem, er den fra H.C. Andersens livshistorie kendte Faaborgkøbmand L.P. Voigt, Riborg Voigts fader, og mindestøttens oprindelige plads var i haven bag den vidtløftige Voigtske købmandsgård.
I begge de nævnte tilfælde var mindesmærket rejst over medlemmer af familiens kreds, men man kunne ligeså vel pryde sin have med en mindestøtte over en ven eller i det hele taget en person, som man vil at både samtid og eftertid skal mindes med agtelse og hengivenhed. Et eksempel herpå har vi i den obelisk-formede støtte, som opbevares i det kulturhistoriske museum i Møntestræde. Den bærer indskriften: Friderich / Buchwald / Forskiønnede Egnen / Med Sin / Patriotiske Idé / Til / Canalen, og er altså rejst til minde over Fyns stiftamtmand i perioden 1789-98, Frederik Buchwald, som tog initiativet til gravningen af Odense kanal og således har æren for, at Odense fra og med 1803 kan regnes blandt havnebyernes tal. Obelisken er måske den fornemste form, man kunne give en mindestøtte: man tænke f. eks. på Frihedsstøtten i København. Buchwald-støtten er imidlertid ikke noget offentligt monument, rejst af en taknemmelig havnekommission eller den handelsstand, som fik gavn af hans „patriotiske idé“. Ret beset er den slet ikke nogen obelisk, men blot en solid egeplanke savet ud i obeliskens form, og svarende hertil var dens oprindelige plads også en privat, borgerlig have, beliggende på kanalens bred. Havens ejer var bogtrykkeren og bladudgiveren Chr. Iversen, en fremtrædende Odense-borger på sin tid og kendt som en af H.C. Andersens første velyndere.
„Den lille Have var overlæsset med Indskrifter og Vers, der sagde, hvad man paa hvert Sted skulde tænke og føle“, skriver digteren om Iversens have ved Tollelund. H.C. Andersen har tilsyneladende følt sig en kende generet af den Iversenske pegefinger, selv om hans dulgte kritik efter vor mening kun har begrænset gyldighed for så vidt angår Buchwald-støtten. Men måske er bogtrykker Iversen gået for vidt, så at Andersen har kunnet tilslutte sig Hirschfeld, når denne om brug af indskrifter bemærker: „Zum klugen Gebrauch der Inschriften gehört, dass sie überhaupt in einem Garten nur überaus sparsam angebracht werden.“
Den følsomme have har længe været et afsluttet kapitel i vor kulturhistorie, og nutiden skøtter næppe stort om de fortidslevn, som dens monumenter jo nu er; de affærdiges gerne som udtryk for tidens noget overspændte følelsesfuldhed. Men selv en nøgtern nutid anerkender dog sorg og vemod som naturlige menneskelige følelser over for død og forkrænkelighed, ligesom menneskelig dåd fortsat aftvinger de efterlevende beundring og respekt.
Den 9. april 1964 døde museumsdirektør Svend Larsen, kun 59 år gammel. Odense Bys Museer har i ham mistet en dygtig og handlekraftig leder og udforskningen af den fynske kultur- og lokalhistorie en trofast tjener. Hans indsats i Odense Bys Museers og de andre kulturhistoriske lokalmuseers tjeneste kunne fortjene betegnelsen patriotisk, og helt usædvanlig var hans forskerflid, hvilket den efterfølgende bibliografi vil nærmere bevise. Alle, der arbejder med og holder af vore fortidsminder, vil mindes ham med taknemmelighed, hans livsgerning vil kunne tjene andre til eksempel. I sine museer og i sin forskning har Svend Larsen, selv en beskeden mand, sat sig en uforgængelig mindestøtte.
