Den 4. juni 2004 besøgte Dronningen H.C. Andersens Hus i Odense. Anledningen til det prominente besøg var, at museet efter flere års planlægning samt en 2-årig ombygningsperiode nu kunne åbne dørene for et nyarrangement af historien om Danmarks største digter, H.C. Andersen. Det var selvsagt, at en sådan begivenhed måtte ske i nærværelse af landets første, der også som kunstner igennem mange års virksomhed i høj grad har eksponeret digteren. Det var derfor Odense Bys Museer en dobbelt glæde, at netop majestæten kastede glans over begivenheden ved sin tilstedeværelse.
Det var første gang, at en dansk monark forestod indvielsen af et nyrenoveret museum for H.C. Andersen. I 1908, da museet åbnede dørene for første gang, var det i høj grad en lokal festlighed sekunderet af den udenlandske presse; i 1930 var kongehuset indbudt, men både kongen og kronprinsen meldte deres afbud, hvorfor statsministeren Thorvald Stauning blev festens høje gæst. I 1976, efter endnu en omfattende renovering af museet, var Dronning Ingrid hovedpersonen i indvielsesfestlighederne, og indføjede i den forbindelse også sit navn i museets prominente gæstebog. Denne gæstebog blev første gang taget i brug i 1932. Dengang – den 29. september 1932 – blev gæstebogens første side signeret af Kong Christian X, der ved samme lejlighed overrakte museet en gave. Gaven var ganske personlig. Det var nemlig en samling af eventyr med personlig dedikation, som han som barn havde modtaget af H.C. Andersen. Nu blev bogen overdraget museet, og kongen signerede derefter gæstebogen. Begivenheden blev foreviget fotografisk. Nu 72 år senere var gæstebogen imidlertid skrevet ud, kunstnerinden Nina Ferlov havde skabt en ny. Kort før Dronningen under sit besøg skulle signere denne nye, smukke gæstebog, blev hun præsenteret for boggaven, som Christian X i 1932 havde skænket museet.
Dernæst fik hun som gave overrakt fotografiet af kongen, der som den første indfører sit navn i museets gæstebog. På fotografiet kan man også se den samling af eventyr, som majestæten netop havde foræret museet. Med Dronningens signatur på det første blad i den nye gæstebog blev der på sælsom vis sluttet ring om en epoke i museets historie, samtidig med at en ny epoke tog sin begyndelse.
Besynderligt nok foregik den festlige indvielse den 4. juni – og kunne man skrue tiden tilbage med 166 år og sidde som en flue på væggen i Schacks Palæ på Amalienborg, hvor kongen Frederik VI boede, da ville man kunne se – netop på denne dag – en 33-årig ung, produktiv forfatter ved navn H.C. Andersen i audiens hos den enevældige monark. H.C. Andersen takkede nemlig den 4. juni 1838 kongen for den digtergage på 400 rigsdaler årligt, som netop var tilstået ham. ”Et Brødtræ”, kaldte digteren denne gage dagen efter i et brev til Ingemann. Nu havde han endelig et lille brødtræ, og behøvede ikke at synge for hver mands dør for at tigge til en krumme. H.C. Andersen var – omend-skønt agtet og berømt som forfatter – aldeles fattig på dette tidspunkt; han levede alene af, hvad hans digtning kunne indbringe – i modsætning til sine digterkollegaer, der ved siden af deres embeder med fast indkomme dyrkede digtekunsten. Med denne digterapanage tegnede fremtiden sig overmåde lysere, og digteren følte, at et afsnit af hans liv hermed endte, da han ikke længere var nødsaget til at haste arbejder i trykken eller oversætte udenlandske scenestykker. Han kunne nu mere koncentrere sig om og fordybe sig i sin egen digtervirksomhed. Det var et vendepunkt i digterens livseventyr.
Datoen for indvielsen af museet H.C. Andersens Hus var i al sin symbolik et heldigt træf. Her 166 år siden den 4. juni 1838 var det nu monarken, som kom til H.C. Andersens Hus for at bese frugterne af den "gage" på 28 millioner kroner, der var givet af Odense Byråd – Andersen til ære.
Det er et ganske anderledes museum for H.C. Andersen, som Dronningen indviede, end det, vores gæster tidligere har taget i øjesyn. Historien om museets tilblivelse og forvandlinger i 1900-tallet, har jeg allerede behandlet i Fynske Minder 1999, hvor også planerne for det nye museum blev introduceret. I Fynske Minder 2003 beskrev jeg første etape af det nyåbnede museum – det halve museum, som altså i år lod sig hele ved indvielsen den 4. juni. I årets Fynske Minder er det da naturligt at runde dette eventyr af, skønt det næppe vil blive det sidste kapitel i historien om museet for H.C. Andersen.
Udstillingerne i H.C. Andersens Hus er arrangeret således, at man gradvist kommer tættere på digterens levned. Strukturen bliver anskuelig, når man ser en oversigtsplan over museet. Rum for rum uddybes historien begyndende med digterens tid, digterens habitus, digterens kunstneriske sind, digterens værk, digterens liv og karriere og digterens herkomst. Udstillingsrummene har da også titler herefter, nemlig Tiden, Mennesket, Kunsten, Værket, Livet og Fødehjemmet. Uden for nummer er raritetskabinettet og arkivet, der ligger i museets kælderetage.
(fra ’August’ i digtkredsen "Aarets tolv Maaneder", 1832)
Det var vores erfaring, at navnlig de yngre generationer havde et vagt greb om det tidsrum, H.C. Andersen levede i, og derfor besluttedes det, at denne tid måtte gøres til genstand for større eksponering. Det var nødvendigt at beskrive tiden igennem nedslag i tekst, billede og genstande, som gengav hændelser, opdagelser, tanker og tendenser. Vi ville inddampe tiden og begivenhederne med svinedrengens gryde, så man kunne forstå, hvad der blev kogt på rundt omkring i det historiske landskab. Dér var der damplokomotiver, dér var der vaccine, dér var der slaveri og dødsdom. Hér et frimærke, et fotografi. Svingploven pløjede jorden, uret blev stillet efter solopgang, og solen skinnede over undertrykkelse og armod, folkeliv, polka og vals. Nationalstaterne rasede, og grænserne lå hen over Europa som tang efter storm. 60 % overlevede barndommen, men blandt dem, der overlevede barndommen var tabstallet også frygtindgydende; feber, tuberkulose, tyfus og lungebetændelse – pest og kolera tog i tusindvis. Urene fik sekundvisere, hieroglyfferne blev tydet, alt imens galejslaverne, lænket til deres årer, sejlede på vandene. Under den sol gik H.C. Andersen. Det var Tiden.
Mennesket: Han var højere end de fleste. 25 cm højere. Gik med størrelse 47 i sko. Øjenhulerne sad lidt skævt i forhold til hinanden. Han var mager og havde et udseende, som ikke ændredes synderligt med årene. Som den mest gennemfotograferede person i fotografiets barndom bemærker man, at han har et usædvanligt ungdommeligt ydre indtil leverkræften har fået magt. 70 år fik han at leve i. Han levede dengang og underskrev sig altid fra mandsårene af "H.C. Andersen", blev tituleret "Andersen", yderst sjældent med sine fornavne. Tænderne var det svage led i det robuste liv. Fra de første dagbogsblade fra en 20-årig til de sidste lyder vånden fra munden. Han skrev om denne evige pine i et af sine allersidste eventyr "Tante Tandpine", men han skrev også om sine styrker og svagheder, hvad han elskede, og hvad han ikke brød sig om eller frygtede i to dokumenter, som er transskriberet og udstillet. Yndlingsfarven er blå, kønsdriften er liden, børnekærligheden er stor, som fantasien er det, og yndlingsbyen er Rom. Levede i ensomhed sit hele liv.
Ensomheden gjorde papiret til hans fortrolige, det nærmeste, vi kommer dette menneskes fantastiske tankeverden. I udstillingsrummet Kunsten kommer den til udfoldelse i tegninger og klip, hvor man støder på tankelivet, sådan som det blev præget i grænseområdet mellem det rent private og det socialt samvirkende. Tegningerne var litterær stenografi, gjort fordi han i øjeblikkets iagttagelse i skriftsproget savnede nuancer. De var egne i den forstand, at de ikke først og fremmest var tænkt for at glæde andre men for at støtte erindringen og for at provokere digtersproget. Klippene var i høj grad elementer i samvirket med andre. Formen, figuren og motivet var budstikken fra ensomheden til samværet, på samme måde som ved hans digtekunst. De blev givet og derfor vurderet og kommenteret. Følgelig har klippene et større artisteri i sammenligning med tegningerne. Imidlertid er disse to udtryk, tegningerne og klippene, fantastisk fascinerende, fordi de vidner om et uhyre mangeartet kreativt sind. Man bliver benovet af den uprofessionelles stædighed og iver, at han på trods af, at han (heldigvis) aldrig lærte at tegne eller gøre silhuetter, alligevel med glæde brugte pen og saks. Det umiddelbare, den særegne kejtethed og stil, man finder såvel i tegningerne som i klippene, forstyrrer ikke den udsøgte smag og raffinerede modernitet, som H.C. Andersens billedkunst dokumenterer.
Fra Kunsten når man til Værket, der jo i stedet for saksens spor og tegningernes streger fortætter sig i det skrevne sprog. Her får man syn for sagn. I udstillingsafsnittet Værket demonstreres H.C. Andersens litterære produktion, dens indflydelse og udbredelse globalt. Den litterære produktion var enorm ikke blot i omfang, men også i spredning. Alle mulige felter indenfor digtekunsten blev afprøvet: Digteren skrev digte, scenestykker, romaner, noveller, eventyr, rejsebøger, erindringer, journalistiske notitser, seriøse afhandlinger, bearbejdede udenlandske værker og oversatte. H.C. Andersen er svær at rubricere, man fornemmer en egenart, en særlig andersensk stil, men alligevel overraskes man stadigt af hans brede kunstneriske virkefelt. H.C. Andersen er fortrinsvis kendt som eventyrforfatter i dag, skønt han på en og samme tid er alt andet og meget mere end dét.
Udbredelsen er også imponerende. De ca. 150 sprogvarianter taler deres tydelige sprog, navnlig når man på et sprogkort får at se, at de dækker den ganske klode. Og bogskabene med de godt 9.000 bøger i 125 sprogversioner, som museet har haft held til at få samlet, skaber en besynderlig følelse i én, nok fordi de – med deres tavse tilstedeværelse – giver udtryk for, at det rent faktisk er derfor, museet besøges af tusindvis inden- og udenlandske gæster. Det er igennem bøgerne, at digteren er kendt verden over – det er på grund af bøgerne, at læsernes sind er præget så betydeligt, at de overhovedet er gæster i museet. Det kan lyde højtravende, og jeg har da også i min tid som museumsinspektør lyttet til kommentarer som: ”Er det nu ikke, når alt kommer til alt, stor ståhej for ingenting?”, ”Er det ikke at gøre for meget ud af H.C. Andersen?”, ”Det koster penge – men hvad kan vi egentlig bruge Andersen til?”. Det er relevante og vigtige spørgsmål, skønt jeg ikke deler den bagvedliggende holdning. Skulle jeg en dag komme i anfægtelser, vil jeg gå hen til en bestemt bog, som er udstillet i biblioteket: En boggave, som museet modtog i efteråret, fra en gammel russisk kvinde, bosiddende i sin fødeby Skt. Petersborg. Bogen er en russisk udgave af H.C. Andersens eventyr, trykt i Leningrad i 1943, på tredje-året af den tyske belejring under Anden Verdenskrig. Det var en frygtelig belejring. Det skønnes, at omkring 1 million mennesker omkom under belejringen, og antallet af Leningrads børn ragede frem i dette uhyre antal af omkomne. Isvintrene, manglen på mad og belejringens følgesygdomme satte deres tydelige spor i byens gader. Den daglige ration af mad var – da Andersens eventyr kom på gaden – 125 gram erstatningsbrød, hvis hovedbestanddel var savsmuld. I denne umenneskelige dødens tilværelse valgte man at trykke Andersens eventyr – illustreret endda – fordi man mente, og derfor prioriterede, at disse eventyr kunne formå at sætte styrke i de lidende og svækkede børn. Man fandt det overordentlig vigtigt at holde gejsten oppe på de døende børn, og anså det – tankevækkende nok – for nødvendigt – i al belejringens og krigens gru – at bruge en del af de sparsomme resurser til åndelig føde. Til H.C. Andersens eventyr. Dét kan Andersen bruges til. Det er tankevækkende.
Når man nu som gæst i museet har bevæget sig tilbage i tiden, stået ansigt til ansigt med en mand, der levede dengang og endda sammenlignet skostørrelser, fået indtryk af hans fantastiske, skabende sind og set hvor omfattende, læste og udbredte hans digtninge er, da er tiden moden til at stifte kendskab med H.C. Andersens liv og følge ham på hans livs bane. Midtvejs i sit liv ræsonnerede H.C. Andersen selv over sit begivenhedsrige og usædvanlige livsforløb. I sin første officielle selvbiografi, der indledte den tyske udgave af hans samlede skrifter i 1847, skriver han på en af de sidste sider:
Det er som en Søereise mod et bestemt Maal, jeg staaer ved Roret, jeg har valgt min Vei, jeg gjør mit, men Gud raader for Storm og Hav, han kan styre det anderledes og skeer det, da er dette det Bedste for mig … mit Liv vil være den bedste Belysning over alle mine Arbeider.
De poetiske ord udgør den indledende vignet i udstillingsafsnittet Livet, – den biografiske udstilling om H.C. Andersen. Og sande ord: Der er et væv mellem forfatterens liv og hans værk. H.C. Andersen var en dreven iagttager, han havde en glimrende hukommelse, et usædvanligt skarpt syn og en levende fantasi. Han lod – ligesom finnekonen i eventyret "Sneedronningen" – nødigt noget gå til spilde. Hvad han oplevede, virkede derfor gerne ind i forfatterskabet. Det betyder dog ikke, at forfatterskabet er biografiske parafraser; det betyder, at man – hvis man kender til hans liv – oplever forfatterskabet på en anden måde. Livet giver sig tilkende som varder i det litterære landskab.
Sørejsen som billede på levnedsløb er lige så smukt, som det er interessant. Digteren er styrmand, men Guds ånd svæver over vandene, og livet sejler på nåde over havet -"denne aabne Grav", som det hedder i digtet "Digterskibet" fra 1830. Da H.C. Andersen skrev denne passage, var han midtvejs på livets rejse, havde overlevet barndommen, som kun 60 % af sin generation, havde formået at svinge sig opad i samfundet og etablere sig ikke blot som digter, men som en grusomt berømt digter både i og uden for Danmark. Det var ikke spor mærkværdigt, at selvbiografien fik titlen Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung (Mit Livs Eventyr uden Digtning), for det var som et eventyr, dette liv.
I den biografiske udstilling Livet, følger man H.C. Andersen fra fødsel til død. Udstillingen er tilrettelagt kronologisk og genstandene er placeret i store montrer, der når fra gulv til loft og breder sig i et ubrudt forløb langs væggene i det store udstillingsrum, der takket være ombygningen slynger sig hele vejen rundt om kuppelsalen i museets midte. Montrernes beskaffenhed har muliggjort, at store genstande, så som malerier og pladskrævende genstande, så som løsøre og buster, uden besvær kan tildeles en plads i udstillingsforløbet. Derfor har det været muligt at udstille et større udsnit af museets samling end tidligere. Montrernes design har også tilladt at udstille genstandene i højde og dybde. Alt er ophængt eller placeret på holdere fra bagvæggen, holdere, der ikke lader sig se, hvorfor de udstillede genstande synes at svæve i rummet. Man fokuserer uvilkårligt mere på genstandene, når de træder frem på denne uindpakkede måde, og hele udseendet af denne biografiske udstilling – denne gobelin om H.C. Andersen – minder om udseendet i udstillingsafsnittet Tiden, hvor alt også "svævende" i højde og dybde strækker sig i en tidslinje fra 1805 til 1875. Dette er naturligvis tilsigtet.
Nyt i præsentationen af museets samling er også de mange små tekstplader, der indeholder et relevant citat fra digterens erindringer, eller som gengiver, hvad der skjuler sig bag den gotiske håndskrift i de mange dokumenter. Det giver f.eks. ingen mening at udstille et brev, hvis man ikke får mulighed for at stifte bekendtskab med dets indhold, og tit giver dokumenternes ordlyd et stærkere indtryk af øjeblikkets nu i det kronologiske forløb. For at give et eksempel, kan jeg fremhæve en kopi af et dokument, der er udstillet. Det originale dokument findes ikke i museets samling, men derimod på Det Kongelige Bibliotek, og man kunne umiddelbart mene, at en kopi næppe kan fremtrylle fascinationens særlige stemning, men det gør dette dokument alligevel på grund af dets ordlyd. Der står:
H. Andersen Fri Skomager er fød den 14 December 1782 oger døde* den 26 April 1816 og blev – beGravet den 30 April i en Alder af 33 or 3 Moneder 3 ugger og 5 Dage *om Fredagen Klogen 8 om aftenen
Dokumentet må anses som det tidligste, der findes med H.C. Andersens håndskrift. Den unge faderløse dreng, har sandsynligvis skrevet dette gravminde over sin far kort tid efter, han døde. Foruden stavefejlene er Hans Christians udregning af faderens alder gal; der burde have stået ”33 år, 4 måneder, 1 uge og 5 dage”, men dette er skrevet af en fortvivlet 11-årig dreng fra samfundets bund, der netop har mistet sin far. Han lå i stærk feber, talte i vildelse om kejser Napoleon og råbte til sin søn: Hvad, dreng, ser du ikke min kejser! Vil du af vejen for ham! Huen af, din hvalp, når kejseren rider dig forbi! Den lille skomagersøn blev sendt ud til den kloge kone Mette Mogensdatter i Eiby i håb om, at hun kunne hjælpe hans far: … hun lovede at komme, gjorte først nogle Kunster med mig, som hun bandt en ulden Traad om Haandledet og gav et Blad af, som hun sagde, “Christi Korsets Træ”. “Men skal min stakkels Fader døe?” spurgte jeg og græd. “Døer han,” svarede hun, “da vil du møde hans Aand paa Veien naar du gaaer hjem !” – Hun havde nær skrækket Livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. -" Skal vi dog ikke hente en Doctor!” bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste Dag, og Sygdommen tog mere til; han døde paa den tredie Dag.
– Levnedsbogen [1832]
Fra barndomslivet i Odense, der var indhyldet i overtro og Sortekunst, gik det over vandene med bæltsmakken i 1819, hvor et nyt liv tog form i København med teatret som omdrejningspunkt – "Thalias Tempel", som han kalder det i et digt fra samme tid, som han i forskellige afskrifter sendte til dem, der satte lid til hans evner og understøttede ham. Også her – i dette digt – befinder poeten sig på havet. Gud har rådet over storm og hav, og den unge skibbrudne søger at få fast grund under fødderne og bestige klippeøen med kunstens tempel. Som bekendt lykkedes det da også til dels, idet han i en treårig periode var tilknyttet teatret, inden han modtog sin afsked, debuterede med sin første bog – Ungdomsforsøg – og blev sat i skole under rektor Meislings ledelse. Efter at de afsluttende eksaminer lykkeligt var overstået, og den akademiske borger havde debuteret med succes under eget navn, gik det med dampen og med søsyge over det oprørte Kattegat – mod Jylland med hede og Vesterhav som rejsemål. Vesterhavet blev ikke set, skønt sat i digt, derimod fik digteren to brune øje at se i Faaborg. De tilhørte Riborg Voigt, den første hjertetyv i Andersens liv. Hvor hun behandles i udstillingen, er også det frierbrev, som H.C. Andersen sendte hende, gengivet i sin hele udstrækning. I de sidste biografier om digteren, Jackie Wullschlagers og Jens Andersens, er digterens seksualitet til diskussion; i museet kan gæsterne selv få lov til at vurdere, og her er brevet til Riborg et vigtigt og interessant dokument.
Spredt henover hele udstillingsforløbet anskueliggøres digterens litterære produktion, omfanget af udgivelser er enormt, men man skal gå en tredjedel af den biografiske udstilling igennem, før man støder på de første eventyr. Digteren havde et stort forfatterskab bag sig, da han forsøgte sig med eventyr. Med eventyrene bliver digterskibet til en svane – det bliver en vild Fugl, der flyve høit, stoer og fornem i Verden, – der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham!, som spåkonen sagde til skomagersønnens mor. Og hun fik ret. I 1855 skrev Edvard Collins hustru Henriette fra et kurophold i Wildbad til sin mand: Andersen er naturligviis Hovedgjenstanden for vore Samtaler, og det er ham jeg kan takke for den megen Venlighed der vises mig; siig ham dette, og at jeg fortryder hvert respectstridigt Ord, jeg har sagt ham. Han er gruelig berømt!
Tolv år efter blev den gamle digter æresborger i sin fødeby, som da blev illumineret, og otte år senere den 4. august 1875 klokken 11.05 udåndede digteren. Et liv var slut – en kulturhistorisk epoke var endt.
Ene er han i sin Himmel,
intet Hjerte mod ham slaaer;
Ene er han i sin Smerte,
ene han i Døden staaer!
(Af ”Digterskibet”, 1830)
Det gule hus på hjørnet af Hans Jensensstræde og Bangs Boder rummede før broderparten af den biografiske udstilling. Da forholdene ikke tillod at udstille originalgenstande bl.a. på grund af lysniveauet, og da rummene var for små til egentlig udstilling, måtte attraktionen få en anden funktion. I det gamle hus er der derfor tre temaer, som berøres. H.C. Andersens tilknytning til huset, husets historie og H.C. Andersens slægtshistorie.
Siden 1920’erne, da kontorchef H.G. Olrik fremlagde sine grundige undersøgelser om huset og H.C. Andersens tilknytning til dette, har der været tvivl om, hvorvidt huset burde betegnes som fødehjem. Det kan heller ikke bevises, om digteren er født i de ydmyge rammer. Hvorom alting er, blev huset i januar 1868 i Fyens Avis udpeget som fødestedet. H.C. Andersen selv, der netop var blevet æresborger i fødebyen, udtalte, at han ikke kendte til sit fødested, men at det var i området, gav han til kende. Imidlertid fornøjede det ham ikke, at huset blev udpeget som fødested og litograferet. Jeg er ikke født i sådan en rønne, sagde han arrigt til Kristian Zahrtmann i 1875. Skønt det ikke kan bevises, er det nu meget sandsynligt, at H.C. Andersen blev født i netop dette hus. I 1805, da skomagersønnen blev født, havde hans forældre ikke deres egen bolig. Derfor måtte de søge ly et sted blandt familien. I fødehjemmet havde H.C. Andersens mormor tidligere boet; den 2. april 1805 boede faderens tante her, den eneste nære slægtning i sognet. H.C. Andersen har dog næppe boet i huset. Digterens barndomsminder udsprang fra Barndomshjemmet i Munkemøllestræde.
I dag tager huset sig ud som ét selvstændigt hus, men i virkeligheden var huset delt i tre beboelser. I gamle folketællingslister kan man se, hvem der har boet i dette lille hus. Det har været fattigfolk, der har levet en kummerlig tilværelse i største armod. Helt op til 5 familier – 19 mennesker – har boet i hjørnehusets syv små rum på en og samme tid. I husets bageste rum har H.C. Andersens mormor boet frem til 1804, hvorefter lejemålet overgik til faderens tante. Det er sandsynligvis dér – i denne lejlighed – at H.C. Andersen kom til verden.
Hvordan huset har set ud i 1805 er svært at sige, men at det i dag fremtræder forskønnet med bræddegulv og -loft, og fine, pudsede vægge er ganske vist. Der er tre interiører opstillet. Interiørerne giver en grov skitse af det bohave som H.C. Andersens bedsteforældre og forældre havde.
Kendskabet til disse bohaver stammer fra skifteprotokoller fra Odense by (i tilfældet H.C. Andersens farfar og mor) og fra Bogense fattigkommission (i tilfældet H.C. Andersens mormor). Det er meningen, at interiørerne skal give et indtryk af fattigdommen, der herskede i Andersens familie, men faktisk ser det ganske nydeligt ud i de tre rum. Her kan tekstning hjælpe og understrege armodens alvor. Moderens bohave i 1822 – og her har vi altså det nærmeste, vi kan komme inventaret i H.C. Andersens barndomshjem – lyder ifølge skifteprotokollen:
I et opslaget sengested: 1 gammel vår, 1 gammel hovedpude, stoppet med hør, 1 ditto blåstribet overdyne, 1 par gamle blårlærredslagener, 1 lille bord, 2 gamle stole, 1 gammelt køkkenskab, 1 gammel fyrdragkiste med 4 skuffer, noget beskadiget porcelæn og glas, 1 par gamle, stribede bukser og 1 gammel trøje.
Værdien af bohavet udgør 5 Rdl. 5 Mark og 12 Skilling. Det er ikke meget, når man tænker på, at H.C. Andersens rejse til København i 1819 kostede 3 Rigsdaler – sort!
Af digterens familie, fortælles historien om forældrene, mormoderen og farfaderen. Som noget nyt kan silhuetter af forældrene beses. Det er nogle silhuetklip, som er genskabt efter en aftegning, der ligger i museets arkiv. I 1935 havde H.C. Andersen-samleren Holger Laage-Petersen fået fingrene i disse silhuetklip, der angiveligt forestillede digterens forældre, og opsøgte nu den store H.C. Andersen-forsker H.G. Olrik for at få dennes syn på sagen. Olrik viste sagen stor opmærksomhed, gjorde grundige arkivstudier og tog også et stykke madpapir, lagde dette over klippene og aftegnede dem omhyggeligt, lige så omhyggeligt, som han beskrev dem i de papirer, der tilflød museet efter hans død. Laage-Petersens samling overgik efter hans død i 1949 til Det Kongelige Bibliotek, men i denne samling, der ellers er rig på silhuetklip, er originalerne ikke at finde.
At silhuetklippene skulle forestille H.C. Andersens forældre, skyldtes dette bemærkelsesværdige, at der under silhuetterne med en noget "gammel" hånd var påskrevet: ”Der Schuster Andersen in Odense. Der Vater von meinen Lieben Poeten Hans Christian Andersen. Geträuliches Contrafeit” og "Geträuliches Contrafeit von Mutter Andersen von meinen lieben Hans Christian in Odense”, hvilket betyder "Skoflikkeren Andersen i Odense. Faderen til min kære digter H.C. Andersen. Troværdigt portræt” og "Troværdigt portræt af moderen Andersen til min kære digter Hans Christian i Odense”. Påskriften kunne tyde på, at ejeren af klippene var en tysk, nær bekendt af H.C. Andersen, og da Olrik vidste, at klippene stammede fra Flensborg, sluttede han, at ejeren nok kunne være pianistinden Amalie Rieffel, der tilhørte digterens bekendtskabskreds i den gamle danske by. Det var rigtignok kun et gæt, man vil nok aldrig kunne komme efter dét – eller de originale silhuetklip, som synes sporløst forsvundet.
Også en gammel kvittering fra 1823 står til skue. H.C. Andersen overlader 15 rigsdaler af sin arv på 54 rigsdaler og 80 skilling til sin mor i Odense. De 15 rigsdaler var nemlig den sum, han havde tilovers, da han havde betalt sin gæld. Nedenunder kvitterer moderen A.M. Anders-Datter, med ført Pen står der; den fattige mor kunne jo hverken skrive eller læse. De mange penge havde skoledisciplen i Slagelse arvet af sin farfar. Han var ikke død, men var blevet tvangsindlagt som galning på Odense Gråbrødre Hospital. Derfor blev hans bo gjort op, og huset, som han selv ejede, solgt. Halvdelen af pengene tilfaldt H.C. Andersen, den anden halvdel hospitalet. Men faktisk havde man fundet mange penge i farfarens bo. I en masse små-kasser og æsker havde skifteretten fundet hele 272 rigsdaler i sedler. Det var en uhyre sum, der dog intet var værd, for sedlerne var trykt før statsbankerotten i 1813 og derfor i 1823 ugyldige. Skifteretten havde forsøgt at få Nationalbanken til at veksle pengesedlerne, men svaret, der findes på landsarkivet i Odense, var negativt – på udskriften af nationalbankens afvisende brev står medfølgende en Pakke trykt, værdiløst Papir. Hvordan ser 272 rigsdaler ud? Der blev indhentet tilladelse fra Nationalbanken til at lave kopier af de gamle pengesedler, og da de 272 rigsdaler i de angivne 8-, 12- og 24-skillingssedler samt rigsdalersedler var trykt, gjorde de indtryk. 272 rigsdaler fylder meget. Omkring 650 sedler måtte bundtes stramt, før pengene kunne rummes i montren. En skat har den store opsparing været, som dog efter 1813 ikke var noget som helst værd. Hvad fatter gør …
(undertitel til "Dykkerklokken" i Fodreise… ,1829)
Går man ned ad trappen, ser man billedskæreren Povl Kjærs smukke Havfrue frit svævende i luften, som skød hun gennem vandet higende mod havets overflade. Dernede er der ligesom i eventyret ”de forunderligste ting” fra menneskenes verden — ikke fra strandede skibe, men fra et liv, som aldrig kommer igen.
Her er der ligesom i Kunsten sat fokus på de enkelte genstande, for det er rariteter, der virkelig kan fascinere. Digterens hat er det første, øjet fæstner sig ved, – denne høje hat, som efterhånden er blevet symbol på eventyrdigteren. Ved siden af hatten, kan man se et usædvanligt fotografi af H.C. Andersen, der svinger den til hilsen, og et lille morsomt citat fra et af digterens breve til den 9-årige Sally Melchior (1865-88) ledsager skuet:
Kjære lille Sally!
Du har ikke glemt Din gamle Ven H.C. Andersen! Han har heller ikke glemt dig og derfor kommer dette Brev paa din Fødselsdag, og jeg svinger med Hatten og raaber ’Hurra!’
Hernede kan man rigtig gøre sig et eventyr eller to. Det er mærkværdigt at stå og se på en hårlok af H.C. Andersen; ja, tættere kan man næppe komme digteren. Fascinationen gælder også hans pen og blækhus; som hos os satte det også hans fantasi i bevægelse[1]. Fra eventyret ”Pen og Blækhuus” lyder det indledningsvis:
Der blev sagt i en Digters Stue, idet man saae paa hans Blækhuus der stod paa Bordet: ’Det er mærkeligt, Alt hvad der dog kan komme op af det Blækhuus! hvad mon nu det Næste bliver? Ja, det er mærkeligt!’
Kuriøst er det også at se H.C. Andersens broderede vest, hans bindeslips og halstørklæde; de rigdomme, han som barn i Odense ikke turde drømme om: Guldur, sølvkaffekande, guldring og slipsenål, foræret ham af den østrigske ærkehertuginde. Også fra det sociale liv er der perler:
Trævifter med bevingede ord på fanebladene, som H.C. Andersen har skrevet – og naturligvis den store billedbog, som han sammen med vennen Adolph Drewsen fremstillede til glæde for den lille Astrid Stampe. Artisteriet kulminerer, idet man ser den store skærm, som H.C. Andersen havde stående foran sin seng i Nyhavn 18. På skærmens fløje udførte digteren otte store, fantastiske kollager fra vinteren 1873 til foråret 1874. I et brev til Mimi Holstein i marts 1874 skrev han:
… noget digterisk Arbeide har jeg ikke havdt Tanke til; min eneste Beskjæftigelse har været at lave et Skjermbræt … Jeg har søgt at lægge en poetisk Idee eller en historisk Fremstilling ind i hvert Blad og man siger at det Hele er som et stort broget Eventyr. Men hellere vilde jeg med Pen og Blæk have bragt et saadant paa Papiret end her kun at udklippe Billeder og stille disse sammen i min Tankeforbindelse.
H.C. Andersens skærmbræt vakte med rette beundring. Selv kronprinsen, den senere kong Frederik VIII fik den at se, da han i 1874 var på fødselsdagsvisit hos den gamle digter i Nyhavn. Han måtte da ved denne lejlighed hjælpe H.C. Andersen med at bære den ud af soveværelset. Komponisten Paulii var begejstret, bemærker eventyrdigteren i sin dagbog måneden efter, han kaldte det et heelt Eventyr, ønskede at hvert Blad maatte blive photographeret; det var værd at udstilles, sagde han, det var bedre end Meget af det man saae paa [Charlottenborg-]Udstillingen.
Det er en sand fornøjelse at betragte H.C. Andersens kollager. Desværre tåler de ikke for stærk en belysning længere, så det kan være en smule vanskeligt at se de mange detaljer – også fordi skærmen efter digterens død blev ferniseret, og lakken med årene gør kollagerne mørkere og mørkere. Dét rådes der bod på: På en informationsstander med berøringsskærm kan gæsterne vælge mellem de otte collager og studere de mindste detaljer i ro og mag.
(af digt til fru Heiberg, 1853)
Informationsstanderne, der er placeret rundt om i museet, giver adgang til informationer og museumsgenstande, som gæsterne umiddelbart ikke kan komme på nært hold af. Således er der i det biografiske udstillingsafsnit Livet opstillet to. På den ene kan man følge digteren på rejse i udlandet. Alle H.C. Andersens 30 rejser er her indtegnet på et samtidigt Europakort, og ved at berøre skærmen flytter kortafsnittet efter rejseruten, som om man holdt en lup over et atlas. Alle byerne, hvor digteren gjorde ophold er markeret, og med tiden vil informationsstanderen også kunne vise, hvem digteren mødte og hvad, han foretog sig under de forskellige ophold. Også ved rekonstruktionen af digterens arbejdsværelse i Nyhavn 18 er der opstillet en berøringsskærm. På den kan man plukke genstande fra stuen frem og se nærmere på dem, samtidig med, at man informeres om deres provenienshistorie.
Med det nyrenoverede H.C. Andersens Hus er endnu et kapitel i museumshistorien begyndt. Museet fremstår nu som et højst moderne museum. Der er plads og rum – og tid til at fordybe sig. Fremtidens gæster gør klogt i at afsætte mere end en time til et museumsbesøg, for der er meget at se på både for store og små. Beskæftiger man sig med H.C. Andersen, beskæftiger man sig jo med et meget stort emne. Museet er et Kunstens Tempel, for at bruge en andersensk vending. Nu er arbejdet gjort, vi fra museet er vældig tilfredse med at have ydet et bidrag Andersen til ære, at kunne præsentere den danske kunstner for inden- og udenlandske gæster med maner. Forude venter jubilæumsåret, som vi ser frem til festligholdelsen af. Og til de mange, der fremover kommer til digtermuseet, vil vi med H.C. Andersen udbryde
Velkommen da til musers hjem!
