Carl Nielsen Museet i Odense rummer landets største samling af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer og skitser. Også i det offentlige rum – fra Christiansborg til Skagens havn – er hun rigt repræsenteret, og med Odense Bys Museers nye rutefolder ”På tur med Anne Marie Carl-Nielsen” kan man tage på skulpturjagt til hendes værker i det offentlige rum i Region Syddanmark. I Odenses byrum glimrer hun desværre ved sit fravær. Det samme gør uheldigvis også et monument over ægtemanden Carl Nielsen, hvis 150-års fødselsdag fejres i 2015. Men muligheden ligger lige for.
Som kunstner har Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen (1863-1945), ofte stået i skyggen af sin mand. Det gælder ikke mindst i Odense, hvor parrets fælles museum siden dets indvielse i 1988 har båret mandens navn.[1] Det med skyggeforholdet skulle dog gerne have ændret sig en smule i løbet af 2013, hvor Odense Bys Museer fejrede 150-året for Anne Marie Carl-Nielsens fødsel med udstillinger, bogudgivelser og en lang række formidlingstiltag og arrangementer for børn og voksne i hele Region Syddanmark.[2]
Anne Marie Carl-Nielsen har dog ikke altid stået i Carl Nielsens skygge. Den 1. november 1927 kunne man i en af landets aviser for eksempel læse denne lejlighedssang, som drilsk fremhæver fru Carl-Nielsen som dagens mand foran landets nationalkomponist:
I Forgaars kom Carl Nielsen hjem
med Leipzig-Laurbærblade,
for Symfonien, Opus 5
var Tyskerne saa glade.
I Blade af forskellig Smag
i Gaar man saa ham trone
paa Hæderspladsen, men i Dag
er Dagens Mand hans Kone.
Til Christiansborg hun fik i Gaar
sin Hyphest transporteret,
paa den i over atten Aar
hun støt har modelleret.
Carl Nielsen noget af det mest
jo er i Takt og Tone,
men i Udholdenhed er vist
hans Overmand hans Kone.
Hr. Nielsens Viv sin Laurbærkrans
fortjener som den bedste
og første Kvinde her til Lands,
der laved’ Kæmpeheste.
Hun for sit Køn har banet Vej
til Kunstens Kongezone,
saa Nielsen har, det paastaar jeg,
en Banemand til Kone.
Som Komponist er han jo stor,
han har dog Konkurrenter,
men h u n har Eneret i Nord
paa Ryttermonumenter.
Al Hæder kan jeg unde ham,
men jeg maa dog betone,
at foran Christiansborg er skam
den største Mand hans Kone.
Sangen, som var signeret "Axel A.", henviser til det sejrstog, Carl Nielsens 5. symfoni gjorde gennem de europæiske koncerthuse i 1920’erne, alt imens Anne Marie Carl-Nielsen triumferede herhjemme:
I 1922 blev hans 5. symfoni opført i Göteborg og Berlin. Herhjemme købte Statens Museum for Kunst samme år et af hendes hovedværker, den uudgrundelige og gispende Havfrue.
Den 27. oktober 1927 blev hans symfoni opført i Leipzig (fig. 2). Mindre end en måned senere, den 15. november, blev hendes ryttermonument over Christian IX afsløret på Ridebanen ved Christiansborg Slot (fig. 3).
Parret Nielsen var altså fremtrædende på tidens danske kunstscene, og at der i deres mange indbyrdes brevvekslinger ikke synes spor af misundelse over modpartens kunstneriske succeser, skyldes muligvis, at de arbejdede inden for hver deres gren af kunsten og derfor ikke var i direkte konkurrence. Som stræbende kunstnere synes de at have følt sig ligeværdige – og det endda i en tid, hvor kvindelige kunstnere endnu ikke havde lige ret og muligheder som deres mandlige fagfæller. Først i 1908 blev Kunstskolen for Kvinder indlemmet i Kunstakademiet – men da havde Anne Marie Carl-Nielsen allerede fuldført en af sit livs største opgaver: Tre monumentale bronzeporte til Ribe Domkirke (1903-04).
Anne Marie Carl-Nielsen inddrog ofte sine nærmeste som modeller. Datteren Irmelin var model til håndtaget i Ribe Domkirkes Hovedport (fig. 5), hvortil også den yngre datter, Anne Marie, lagde ansigt til et relief af evangelisten Matthæus (fig. 4).
Det var dog ikke kun Carl, Anne Marie kunne måle sig med. I 1882 havde hun som 18-19-årig opsøgt billedhuggeren Vilhelm Bissen (1836-1913) for at spørge, om han ville tage hende som elev. Men svaret lød: ”Jeg ta’r ikke mod Kvinder, de gifter sig, og saa bli’r det aldrig til noget.”[3] Den holdning modbeviste hun dog livet igennem – og hele to gange fik hun ”krammet” på Bissen.
I 1873 var der blevet opstillet en rytterstatue af Frederik VII på Christiansborg Slotsplads. Den var udført af den klassicistiske billedhugger Herman Vilhelm Bissen (1798-1868) og efter dennes død fuldendt af sønnen, som netop var den Vilhelm Bissen, Anne Marie Carl-Nielsen havde opsøgt for at blive hans elev. Da hun 35 år senere vandt en konkurrence om at udføre et ryttermonument over Christian IX, som skulle opstilles på Christiansborg Slots ridebane, kom hendes rytterstatue til at stå som pendant til Bissens. Ydermere skrev Politikens kunstanmelder og tidens toneangivende kunsthistoriker, Vilhelm Wanscher, på dagen for afsløringen:
”Fru Carl-Nielsen har ved sit Værk gjort det fuldstændigt af med de andre, nyere Rytterstatuer i Kjøbenhavn: H.V. Bissens og V. Bissens Frederik den Syvende og V. Bissens Absalon […]. Bortset fra den herlige tykke Klump paa Kongens Nytorv har vi nu to Rytterstatuer: Saly’s Frederik den Femte og Brodersen’s Christian den Niende.” 1-0 til Anne Marie.
Siden, da Vilhelm Bissen døde i 1913, ville skæbnen, at det blev Anne Marie Carl-Nielsen, som fik tildelt Kunstakademiets æresbolig og atelier i Frederiksholms Kanal 28A. Her havde Bissen boet til sin død, og det var her, hun i sin tid havde opsøgt ham for at blive hans elev. 2-0 til Anne Marie.
Med ordlyden ”den tykke klump” hentyder Vilhelm Wanscher i øvrigt til den barokke rytterstatue af Christian V, som indtil udgangen af 2. Verdenskrig kunne opleves på Kongens Nytorv (fig. 6). Skulpturen af den franske billedhugger Abraham-César Lamoureux (f. før 1669, d. 1692) blev opstillet i 1688 og skulle oprindeligt have været støbt i bronze. Men da bronzen skulle bruges til kanoner i kamp mod svensken, støbte man statuen i bly og belagde den med guld. Da bly imidlertid er et blødt materiale, måtte hesten støttes af en støbt, liggende mandsperson (en allegori over misundelsen). Alligevel sank dyret i knæ, og efter 2. Verdenskrig blev den tunge statue erstattet af den nuværende bronzekopi, udarbejdet af Einar Utzon-Franck. Den oprindelige blystatue – i øvrigt Nordens ældste rytterstatue – udstilles fra sommeren 2014 i Christian IV’s Bryghus i København.
Under det regionale projekt ”Kultur i bevægelse” fik Odense Bys Museer i 2013 mulighed for at udarbejde en gratis guide, som indbyder interesserede til at tage ud og opleve Anne Marie Carl-Nielsens mange skulpturer i Region Syddanmark. Livet igennem fik hun en lang række bestillinger på værker til det offentlige rum, og rundt omkring i landet – i parker og på pladser – kan vi i dag møde resultaterne.
I København findes tre af hendes hovedværker: Ved Christiansborg står rytterstatuen af Christian IX, ved Det Kongelige Bibliotek sidder hendes Havfrue[4], og på Grønningen knejser Carl Nielsen til hest i ryttermonumentet Musikkens genius. Men særligt i og omkring Kolding, kunstnerens fødeegn, samt i Ribe og på Fyn, findes en rig repræsentation af hendes arbejder (fig. 7-22).
I Odenses byrum glimrer Anne Marie Carl- Nielsen til gengæld ved sit fravær – og det til trods for, at flere af hendes samtids billedhuggere er repræsenteret i byen:
I Eventyrhaven kalder Aksel Hansens (1853-1933) Echo (1888), i Kongens Have står hans rytterstatue af Christian IX (1912), fra toppen af Odense Rådhus råder hans allegoriske figurgruppe Magten, retfærdigheden og visdommen (1883), og over tempelgavlen på Brandts i Jernbanegade (det daværende Fyns Kunstmuseum) troner hans Athene (1883).
Ved rådhuset hviler Einar Utzon-Francks (1888-1955) monumentale Knud den Hellige sit sværd (1953), mens Johannes Bjergs (1886-1955) rundskulptur Elskovskampen (1921-22, fig. 24) slynger sig i Kongens Have. Flere eksempler kunne nævnes.
Lige præcis Johannes Bjerg var dog ikke altid i høj kurs i det nielsenske hjem – i hvert fald ikke i 1927, hvor Carl Nielsen ægteskabeligt-loyalt skriver til sin Anne Marie:
”Kære Marie! Ja, det er ikke morsomt naar [Johannes] Bjerg og den Slags bliver sat op. Tiden er underlig slap i sin Smag. At Din [Skipper] Clement skulde være for ‘barsk’! Sikken noget Vrøvl! Men lad os trøste os med at saadan har det altid været. Det næstbedste gaar altid af med Sejren.”
Skulpturen, Carl Nielsen her omtaler, er Anne Marie Carl-Nielsens vragede konkurrenceudkast til et monument i Ålborg over den nordjyske oprørsleder Skipper Clement (fig. 26). Til opstilling valgte man i stedet Johannes Bjergs monumentale forslag, som står opstillet på Skippertorvet i Aalborg (fig. 25).
Bag os ligger fejringen af Anne Marie Carl-Nielsens 150-års fødselsdag. Foran os står Carl Nielsens 150-års fødselsdag i 2015. Blandt bidragyderne er blandt andre Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og Odense Bys Museer. Lokalt, nationalt og internationalt skyder initiativer op med sigte på at fejre og formidle Carl Nielsen i 2015. Men ligesom der ingen skulpturer findes af Anne Marie Carl-Nielsen i Odense, findes der mærkeligt nok heller intet monument over Carl Nielsen i den by, som huser hans og Anne Marie Carl-Nielsens museum. Muligheden ligger dog lige for.
I fremtiden får Carl Nielsen Museet og Odense Koncerthus en ny nabo i Odeon, byens kommende teater- og musikhus. Både teatret og musikken lå Carl Nielsen nær. Fra hans hånd flød symfonier, som opførtes i Europas koncerthuse, og operaer, som fik liv på Det Kongelige Teater. Han satte melodi til et væld af tekster, som i dag er blevet folkekære sange, og som ganske ung spillede han som militærmusiker i det første Odense Teater, der lå på Sortebrødre Torv – nær det sted, hvor Odeon nu står til opførelse. En mulighed var derfor i dette område at rejse en kopi af Anne Marie Carl-Nielsens monument over Carl Nielsen, Musikkens genius (fig. 27), der siden 1939 har prydet Grønningen i København. På den måde ville vi få kunstnerparret synliggjort i det Odenses bybillede, endda i ét og samme monument.
Betænkelighederne melder sig dog umiddelbart. Ville opstilling af en kopi ikke udvande særegenheden ved originalen såvel som ved kopien? Og hvordan skulle man for eksempel forholde sig til den omstændighed, at komitéen bag værket fravalgte kunstnerens ønske om at give hesten vinger?
Mere oplagt og kunstnerisk mere interessant var det måske derfor at arbejde for skabelsen og opstillingen af et fælles monument over kunstnerparret – udført af en nulevende billedkunstner og i en form, som taler til mennesker i et samfund, der har lagt entydige idealer bag sig. At tænke skulpturen som et samlende og historisk forankrende punkt mellem Carl Nielsen Museet, Odeon og Odense Koncerthus ville i dette tilfælde fortsat være oplagt.
I Odense indsamler, formidler og forsker Odense Bys Museer i Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen særegne liv og virke med afsæt i Carl Nielsen Museets omfattende samling. Lige præcis i Odense ville et fælles monument give den største mening.
