“Min næste Glæde er Viewegs smukke Udstyrelse af mine Børne Eventyr på Tydsk. Har De seet, Statstidenden siger det er et “Phænomeen”! ‘før oversatte vi fra Tydsken, nu hente de Børnebøger hos os’, tilskrev 33-årige Hans Christian Andersen jublende sin Odense-veninde Henriette Hanck fra “Kjøbenh: Fredagsaften den 4. Januar 1839”.
Just i slutningen af det foregående år havde Andersen fra forlaget Vieweg & Son i Braunschweig modtaget den første illustrerede samling overhovedet af sine eventyr med titlen “Mahrchen fiir Kinder von H.C. Andersen. Vignetten von G. Osterwald”. Og til Henriette Hanck føjede han en karakteristik af hver af illustrationerne, mest udførligt titelbladet:
“Bogen er udkommet med tre Billeder. 1. ‘Keiserens nye Klæder’, hvor de sidde ved Væven og Kammerherren kommer ind og seer derpaa. 2. Tommelise, siddende paa Svalens Ryg; ud af alle Blomster flyve Genier og fra Lillien hæver sig Prindsen med Guldkronen. 3. Den lille Havfrue hvor hun skjult bag Stenene seer hen paa Strandbreden til Prindsen, der endnu er besvimet; ud af Klosteret komme de unge Piger og Prindsessen finder ham. Titelbladet er om mit Navn en Krands, eller rettere, det er indesluttet af to phantastiske Træer; til Høiere sidder lille Ida med Blomsterne, Studenten staaer hos hende, over dem sees Hexen der hjælper Soldaten ned i Træet; til venstre sidder den lille Havfrue hos Prindsen, over dem staaer lille Claus og aabner Kisten med Degnen i; høiere oppe flyver den uartige Dreng og øverst sidder Tommelise. Under mit navn flyver Reisekammeraten og pidsker Prindsessen”.[1]
Forlæggeren Eduard Vieweg (1797-1869) var født ind i en forlagsfamilie og udiærtes i familiens firma i Braunschweig. Han lod sig videreuddanne på et forlag i Hamburg og tog dernæst på studierejse til Frankrig og England. Hjemvendt til Braunschweig indgik han 1825 i ejerskabet af familievirksomheden, som omdannedes til Vieweg & Son. Udover forlag og boghandel rummede det et trykkeri, der blev moderniseret med nye maskiner og udvidet med et værksted til fremstilling af illustrationer, foruden egen papirfabrik for at tilsikre en høj kvalitet af udgivelserne.
I 1838 bemærkede den driftige Vieweg en ny udgivelse af Christian Gellerts samlede fabler og fortællinger illustreret af Georg Osterwald. Vieweg henvendte sig til denne, dels for at fortælle, at han satte pris på raderingerne. Dels at han til en planlagt udgivelse fra dansk af seks af Andersens særdeles smukke børneeventyr gerne ville lade disse forskønne med fire raderinger af Osterwald.
Visionært rettede Vieweg udgivelsen i fremtoning og pris mod julesalget 1838 og, trods titlen, ligeså meget til et voksen- som et børnepublikum. Hjemme følte Andersen sig ikke helt så sikker på det brede publikums accept af det almene i sin fra 1835 nye digteriske genre, før han forandrede titlen på de løbende udgivelser af “Eventyr, fortalte for Børn” til slet og ret “Nye Eventyr” fra 1843.
Præcis to måneder før sin død sammenfattede Andersen i sin dagbog det at skabe et livsværk for voksne og børn: “Mine Eventyr vare ligesaa meget for de Ældre som for Børnene, disse forstode kun Stafagen og som modne Folk saae og fornam de først det Hele. At det Naive var kun een Deelaf mine Eventyr, at Humoret var egentligt Saltet i dem”.
Maleren og illustratoren Georg Osterwald (1803-1884) stammede fra byen Rinteln syd for Bremen og viste tidligt talent for tegning. Men med en far i en underordnet stilling hos en advokat og mange søskende måtte den kunstneriske interesse vige for arkitektstudier i Bonn. Studierne blev afbrudt til fordel for indtægt som illustrator med kobberstik, litografi og træsnit. Hertil kom maleri og tegning, og efter et ophold i Paris 1830, akvarel. I 1833 slog Georg Osterwald sig ned i Hannover. Her blev han en del af byens kunstneriske cirkler og leverede illustrationer til tidsskriftet Hannoverschen Kunstblatter, som han også var medudgiver af.
Osterwalds stil prægedes af undervisningen til arkitekt, med et særligt talent for bygningskunst og landskaber, rette linjer, symmetri og en vis stramhed, som ses afspejle sig i udformningen af titelbladet til Gellerts fabler og fortællinger. Mens selve illustrationerne hertil var friere og med det anstrøg af humor, der bragte Osterwald opgaven med Andersens eventyr.
Dette arbejde animeredes af krav fra Vieweg om, at illustrationerne skulle modsvare handlingens barnlige fantasi. I det hele taget prægedes resultatet af forlæggerens forventninger. Udmøntet i forslag og skitser udvekslet med kommentarer, indtil der forelå et tilfredsstillende resultat. Godt hjulpet af at Osterwald besøgte Braunschweig for at være tættere på processen.
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at Georg Osterwald aldrig før eller siden på samme måde som på titelbladet til Andersens “Mahrchen” bevægede sig udenfor sine faste rammer og gestaltede en særegen stil med frigjorte engle og blomstrende omgivelser med mindelser til den engelske kunstner William Blake. En inspiration Osterwald måtte have et sted fra.
Digteren og billedkunstneren William Blake (1757-1827) var født, voksede op og forblev stort set hele sit liv i London. Hans far handlede med beklædning, mens hans mor, der havde tilknytning til den herrnhutiske Brødremenighed, the Moravians, fra den kreative søns tiende år underviste ham i hjemmet, samtidig med at han modtog tegneundervisning.
Som 14-årig kom Blake 1771 i lære som gravør og studerede efter afslutning af læretiden i 1778 kort på Royal Academy og begyndte at dyrke akvarelkunst. Værker af ham vistes jævnligt på akademiets årlige sommerudstillinger fra 1780 til 1808.
Under læretiden skrev Blake tillige digte og udviklede fra 1783 teoretisk og ved praktiske forsøg til gravering og trykning af egne tekster og illustrationer en selvstændig teknik. Styrket af hans evne til at skrive og tegne spejlvendt direkte på trykpladen.
Sideløbende bestilte blandt andre kunstforlæggeren John Boydeli i 1788 en scene graveret af Blake fra “The Beggar’s Opera” efter maleri af William Hogarth og siden dødsscenen fra “Romeo and Julie” efter maleri af John Opie til “Boydell’s Graphic Illustrations of the Dramatic Works of Shakespeare”. Udover at gravere andres tegninger og malerier udførte Blake fra 1788 illuminerede bøger, som han kaldte dem. Disse var med deres raderings- og trykketeknik, der lod illustration og tekst blive et, med efterfølgende individuel blækoptegning og akvarelkolorering, samt sammensyning af bogryg, virkelige selvudgivelser, der ikke kun havde faglig interesse for ligesindede kunstnere.
En af Blakes fremtrædende støtter og beundrere var maleren Benjamin West. Denne var egentlig en fremmed fugl i den engelske kunstverden. Født 1738 i Pennsylvania i Nordamerika, hvor han selvlært virkede som portrætmaler, indtil han 1760 drog til Italien. På hjemvejen 1763 gjorde han ophold i London og forblev der. Fortrolig med Georg III modtog West i 1772 udnævnelse til kongelig hofmaler. I 1792 blev han udnævnt til præsident for Royal Academy. I denne egenskab udtalte han sig til gunst for Blakes grafiske arbejder som udtryk for et ekstraordinært geni.
Bemærkelsesværdigt nok var den første monografi over Blake som billedkunstner og digter ikke fra hjemlandet, men Tyskland. Publiceret i Hamburg 1811 under titlen “Kiinstler, Dichter und Religioser Schwarmer”[2]. Omtalen var skrevet af tidligere korrespondent for The Times i Altona og engelsk jurist, Henry Crabb Robinson, der ved overskriftens inddragelse af religiøst sværmeri hentydede til, at Blake, på linje med den svenske videnskabsmand og teolog Emanuel Swedenborg, hævdede at føre samtaler med engle.
Hvorom alting er, omformede Blake i illustrationer til egne værker engle fra at være opretstående alvorlige karakterer til afslappet svævning i menneskelig leg. Underforstået, at kun åndelige engle med vinger og ikke naturlige mennesker kan flyve. Ligesom på Georg Osterwalds titelblad til Andersens “Marchen”.
Om end William Blake fremstillede sine bøger i et begrænset oplag, bevaredes illustrationerne i erindringen som sindbilleder, mens versene udbredtes gennem deres melodiske karakter. Mest umiddelbart fængende er samlingen “Songs of Innocence”, udkommet i 1789, der i digt og billede delvis var rettet mod børn, ligesom “For Children: The Gates of Paradise” fra 1793. Dette blev bemærket af andre. Under sit første Englandsbesøg i sommeren 1847 opholdt Andersen sig en tid nordpå i Skotland. Her traf han sammen med redaktørerne af det litterære tidsskrift Blackwood’s Edinburgh Magazine. I en artikel om Andersen deri samme efterår blev Andersen fremhævet med “vor egen landsmand Blake, billedkunstner og digter, og en mand af temmelig beslægtet natur”[3].
Langt senere, oppe i nutiden, er Blakes digt “Jerusalem”, sunget af publikum fra fodboldkampe til Last Night of the Proms, blevet en folkelig engelsk nationalhymne på linje med hos os Andersens “I Danmark er jeg født”.
Johann Heinrich Ramberg (1763-1840) var embedsmandssøn fra Hannover med et tidligt tegnetalent. Der gjorde, at hans far henvendte sig til den engelske kong Georg III, også regent af Hannover, om støtte til sønnens studier af billedkunst. Kongen bevilgede en uddannelse i London, hvortil Ramberg ankom som 17-årig i 1781. Som elev på Royal Academy anvistes han førnævnte Benjamin West som lærer. Året efter var Ramberg repræsenteret med tegninger på Royal Academys sommerudstilling og, på linje med den seks år ældre Blake, igen i 1884 og 1885.
Hensigten med Rambergs studier i London var, at han skulle uddanne sig til historiemaler og fordybe sig heri. Ikke tjene penge på at lave portrætter eller andet, omend de andre malere på akademiet beundrede hans hurtighed til karikaturer. Parallelt arbejdede han imidlertid, ligesom Blake, med motiver som liv og død, åndelighed og social indignation, heriblandt pennetegningen “Oplysningens sejr over formørkelsen”. Men af hensyn til sin fremtidige karriere undlod han for en stor del at signere disse arbejder.
I London modtog Ramberg fra kunstforlæggeren John Boydell bestilling på et maleri til dennes Shakespeare Gallery. Og som en gestus overfor den kongelige protektor afsluttede han 1788 sine studier med en tegning af den royale families besøg på årets sommerudstilling, efter året før at have udført en lignende. Disse skildringer af datidens udstillingsform med mange tætsiddende billeder er i dag Rambergs mest kendte arbejder.
Tilbage i Tyskland supplerede Ramberg studierne af tegning, akvarel og maleri med radering for at blive helt fortrolig med denne teknik. Han foretog yderligere studierejser til Italien, inden han i 1793 som 30-årig udnævntes til hofmaler i Hannover. Her var han produktiv resten af sit liv indenfor alle genrer. Dog særlig som markant historiemaler og illustrator, foruden som lærer og inspirator.
Ligesom det er lidet sandsynligt, at Ramberg gennem sine syv år i London ikke skulle have hørt om og kendt til Blakes raderinger og forarbejder til de illuminerede bøger, er det lidet sandsynligt, at Ramberg ikke skulle have udvekslet tanker om illustration med Osterwald. Den første var i Hannaver billedkunstens nestor, som den 40 år yngre sidstnævnte orienterede sig mod.
En tidligere udgave af Gellerts Sammtliche Fabeln und Erzahlungen fra 1829 var illustreret af Ramberg, og som illustrator lagde Osterwald sig stilistisk i forlængelse af denne. Ramberg var under studietiden i London blevet påvirket af engelsk illustrationstradition, herunder William Hogarths satire. Samtidig med at han inddrog den tyske almanak- og emblemtradition, som også Blake syntes bekendt med.[4]
I forbifarten bør det nævnes, at et af Andersen særligt skattet portræt udførtes af en slægtning til Johann Heinrich Ramberg, der frem til sin død i 1840 underviste sin grandnevø i tegning. Nogle år efter, midt i juli 1844, traf den danske digter under et sommerbesøg hos sine venner i Maxen den unge Arthur von Ramberg, der over et par dage udførte portrættet. Andersen meddelte straks den 20. juli Vieweg i Braunschweig, at der var tale om “et skønt, et genialt Billede”, og mere end det, ccdet er særdeles lykkedes, og det skønneste Billede af mig”. Hvorfor Andersen foreslog Vieweg, at tegningen hurtigst muligt blev stukket og udgivet som enkelttryk for siden at kunne indgå i ccder Improvisator”. Samtidig besøgte Andersen i Leipzig sin kommende tyske forlægger, Carl B. Lorck, der havde behov for et vellignende portræt til sin “Illustrierte Zeitung”, og også hertil foreslog Andersen Arthur von Rambergs tegning.[5]
Den svenske videnskabsmand og teolog Emanuel Swedenborg (1688-1772) havde en far, der var hofprædikant, senere professor i teologi og biskop, mens moren var fra en bjergmesterfamilie. Selv studerede han fysik og filosofi i hjemlandet og i Tyskland, Holland, Frankrig og England, inden han hjemvendt i 1716 blev assessor ved Bjergværkskollegiet i Stockholm. Her arbejdede han med minedrift og andre store projekter, publicerede en række videnskabelige værker om mineraler og matematik og opnåede anerkendelse som en europæisk kapacitet.
Præget af tanker om et universelt styrende princip inddrog Swedenborgs værker mere og mere filosofi, og som 57-årig lod han sig pensionere. Han overgik fra da af under ophold i blandt andet England, hvor han levede sin sidste tid, til at forfatte teologiske værker. Efter egen opfattelse i en bestræbelse på at løfte det slør, der har formørket menneskets liv, gennem åndeligt lys.
For ikke at lægge sig ud med statskirkerne og de etablerede kirkesamfund udgav Swedenborg sine teologiske værker på latin, og de begyndte først efter hans død at udkomme i oversættelser. Men der måtte stadig gås på listesko omkring Swedenborg, eftersom han stod udenfor kirkerne og ikke som præsterne var ordineret til at forkynde og fortolke Bibelens ord.
Vel deltog William Blake 1789 i det første møde i the NewJerusalem Church, stiftet på grundlag af Swedenborgs tanker, men i den illuminerede bog The Marriage of Heaven and Hel!, en slags kommentar til Swedenborgs A Treatise concerning H eaven and Hel!, lagde Blake formel afstand til Swedenborg. Ved at bemærke: “Nuvel, hør en åbenlys kendsgerning: Swedenborg har ikke skrevet en ny sandhed. Hør nu en anden: Han har skrevet alle de gamle falskheder”.
På lignende varsom vis omtalte Andersen sit kendskab til Swedenborgs tanker[6] allerede som 23-årig, da han skrev “Rime-Djævelen”, der kom til at indlede hans første digtsamling. Før digteren heri så at sige satte pen på papiret, spurgte han sin læser:
“Troer Du paa Aander, eller ei?”
Ved det negative svar fortsattes med en argumentation:
“Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?”.Nej vel, derfor:
“Når Du i Din egen krop en Aand logerer,
Den existerer”.Sådan må ethvert menneske føle og indse, mente digteren:
“Der er Aander til.
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg – dog, lad det heller være! -“.
På sin side tillod Blake sig gemt i teksten til et senere værk, “Milton,,, en slet skjult anerkendelse: “0, Swedenborg! Stærkeste af mænd, selveste Samson stækket af kirkerne!”.
Ligeledes vendte Andersen tilbage til Swedenborg, dog ikke på tryk med navns nævnelse. Men ved en højtid i det Svenske Akademi i 1859 forelæste dets direktør og sekretær, digteren og dramatikeren Bernhard von Beskow, om Emanuel Swedenborg. Beskow var en god ven af Andersen, de havde korresponderet siden 1842 og første gang truffet hinanden i Stockholm 1849.
Forelæsningen udkom det følgende år i særtryk som bog[7], og bogen tilsendte Beskow sin danske ven. Der den 1. juni 1860 takkede: “… jeg var saa glad ved dit forrige Brev og læste med uendelig Interesse dit Billede af Swedenborg”, bekræftede han, “din høist interessante Bog om Swedenborg, den har sandelig ganske fyldt mig”.
Andersen betroede videre Beskow, at “den gamle Exeellense Collin, som jeg laante Bogen, blev ligesaa varm ved Læsningen, han havde altid i Swedenborg kun seet en Drømmer, en Aandeseer og ikke den verdensdygtige Mand. Co/lin ønskede ret, at din Bog blev læst hernede af Alle, at Swedenborg, som hos Dig, kunde komme til sin fulde Erkjendelse”.
Afslutningsvis røbede Andersen for Beskow, at formidlingen var fortsat: “Fra Enken Fru Ørsted kan jeg hilse Dig, hun og hendes Børn laante jeg din Bog om Swedenborg, de havde alt begyndt Læsningen- da jeg sagde Farvel og vare ligesaa interesserede”.[8]
I sin forelæsning havde Beskow givet en karakteristik af Swedenborg, der ligeså vel kunne gælde Blakes og Andersens kunstneriske virke for voksne og børn. Som Osterwald og Swedenborg var de to i øvrigt begge barnløse.
“Man har bemærket”, understregede Beskow, “At ingen har kunnet svare så oplysende på børns spørgsmål, som Swedenborg; ingen har kunnet trøste de små, som begræd en mistet bror eller søster. Og at han var den første teolog, hvis røst trængte endog ind i børneværelset og fuldførte, hvad en mors stemme havde begyndt. Han synes tilmed selv at have læst skriften med et barns uskyldsblik, med et fravær af dogmatisk grublen, som var århundreder af teologiske stridigheder gået ham ubemærket forbi”.
Afslutningsvis nok en bemærkning, der også kan gælde for såvel Blake som Andersen. Under et besøg i Stockholm skrev balletmesteren August Bournonville den 31. januar 1862 til sidstnævnte: “… det vil maaske fornøie Dig at vide, hvad Beskow for nogle Dage siden sagde om Din Forfattervirksomhed, nemlig: ‘Andersen har et stort Fortrin fremfor andre Digtere, det er, at ved hver Generation fremvoxer der for ham et nyt Publikum”.[9]
