Op gennem 1910’eme og 1920’erne begyndte både kunstnere og andre at interessere sig for ikke kun at placere kunsten i museerne, men også dér, hvor den almindelige borger færdedes til daglig: posthuset, skolen, biblioteket osv. Godt hjulpet af især Ny Carlsbergfondet blev den offentlige rumudsmykning efterhånden både demokratiseret og decentraliseret, og landskaber fra de yderste vest- og nordjyske sogne kom indendøre. Her drejer det sig om en udsmykning, som har en ganske særlig historie. Den starter i Birkerød og ender på Fyns Kunstmuseum.
I maj 1930 skrev rektor Engelsen for Birkerød Statsskole til Ny Carlsbergfondet, at han gennem årenes løb havde henvendt sig “til unge malere, tidligere elever i skolen og foreslaaet dem at give udkast til dekorering af skolens spisesal … men først iaar har jeg modtaget et udkast, som jeg mener kan bruges. Det er udført af den unge maler Vilhelm Petersen".
Den kun 21-årige maler Vilhelm Bjerke Petersen var i 1929 kommet hjem fra et toårigt studieophold i Norge hos Axel Revold. Sammen med Alf Rolfsen, Per Krohg og Henrik Sørensen var Revold foregangsmand for den særlige norske freskokunst, som på én gang var avantgardistisk og forståelig for de fleste, og som havde som mål at nå ud til den almindelige borger.
Bjerke Petersen var naturligvis fyr og flamme efter at vise sine evner, og han beskrev i alle detaljer sin plan for udsmykningen.[1] Både ved sit emne: friluftsliv, og ved sin reference til hverdagen på skolen, var udsmykningen en nyskabelse i Danmark, ligesom det var første gang, at en så ung og ukendt maler fik et sådant hverv.
Ny Carlsbergfondet bevilgede 8.000 kr., og udsmykningen til spisesalen på Birkerød Statsskole blev færdig samme år, som den var påbegyndt, 1930. Den bestod oprindelig af 11 malerier, alle ca. 1,8 m høje og af varierende bredde, det længste var næsten 8 m. Med en samlet længde på ca. 29 meter har det været en overvældende præstation. Udsmykningen viser allegoriske fremstillinger af børn og unge i naturen og kan både betragtes som et udgangspunkt for Bjerke Petersens senere surrealistiske maleri, men også som et eksempel på, at heller ikke han kan sættes i bås.
I modsætning til de fleste af periodens øvrige rumudsmykninger i Danmark blev denne skabt på stedet og under direkte indtryk af rummet og dets lys, idet Bjerke Petersens metode var at klæbe lærredet op på væggen, inden han begyndte at male. Rummets gulve, møbler, døre og vægpaneler (til ca. 1,5 m over gulvniveau) var af mørkt træ, og når man sammenholder dette med udsmykningens meget lyse og klare farveholdning, har der været blus på, når man trådte ind i den sal.
Det understreges af Bjerke Petersens idé med udsmykningen. ‘‘Den lave Horisont tjener til at løfte Taget”, skrev han til Ny Carlsbergfondet, og disponerede udsmykningen således, at billederne på endevæggene, Den danske have og Den danske bøgeskov, er som lukkende afslutninger af rummet, der får langvæggenes vidtstrakte åbne landskaber til at synes endnu mere befriende.
Bjerke Petersen ønskede at samle væggenes noget uregelmæssige inddeling ved en “fortløbende Dekoration, hvor det ene Felt paa en naturlig Maade føres over i det andet". "Fortløbende" og “naturlig” skal ikke forstås i en strikt logisk forstand, der er ingen direkte overgang fra det ene billede til det andet. Alligevel giver beskrivelsen mening, for udover en ikonografisk og stilistisk sammenhæng, er der, for så vidt det kan bedømmes ud fra en fragmentarisk restaureret udsmykning, en mere aktiverende og associativ. Fx er der de to billeder, hvor man på henholdsvis det ene og det andet kan se et for- og et bagparti af et får. Da de to billeder tilmed befinder sig på hver sin side af et vindue, siger det uvilkårligt Det lange får inde i hovedet på betragteren. Det illustrerer udsmykningens aktiverende karakter, men det peger samtidigt på dens surreale. For det lange får er skabt af to forskellige dyr, de to dele vil ikke kunne sættes naturligt sammen, og ærkenaturalisten vil se en fåreflok.
Der er noget drømmeagtigt og overnaturligt over udsmykningen, som harmonerer dårligt med de fleste af periodens øvrige natur- og landskabsfremstillingers tendens mod et sagligt sanset maleri med fokus på en hverdagsagtig rationalitet, men som tydeligt viser Bjerke Petersens begyndende orientering mod kunstneriske undersøgelser af det ubevidste og drømmene.
Se på figurerne: de er netop figurer, ikke mennesker. Stive som mekaniske dukker og usanselige emblemer på et menneske – men bestemt ikke sanseløse! Hvis det er en fremstilling af skolens fritidsliv, som Bjerke Petersen skriver, at han tilstræber, så er det noget blegsottigt. Livløst og uden mening. Det svarer meget godt til en senere beskrivelse af, hvad han anså for at være det typiske i sit maleri, nemlig: “Det gennemsigtige menneske".[2]
Det liv og den sanselighed, som mennesket mangler, har Bjerke Petersen overgivet naturen og i særlig grad solen og skyerne. På hovedvæggen er solens virkning fremstillet næsten ekstatisk, og skyernes svulmende antropomorfe karakter gør dem til personificeringer af naturens åndelighed. I én sky tegner der sig et ansigt, andre ligner fuglevinger. Det er næsten som en visualisering af H.C. Ørsteds Aanden i Naturen. Udsmykningen formidler kun på et overfladisk plan et fysisk, stedligt landskab med relation til Birkerød Statsskole og dens omgivelser. Hensigten er snarere et overpersonligt, overnationalt forsøg på at gengive naturens væsen, dvs. naturens åndelige funktion eller metafysik.
Idag hænger godt halvdelen af den på Fyns Kunstmuseum, mens resten, overmalet og sammenrullet, befinder sig i Kunstmuseernes Fælleskonservering i Århus. Mellem disse to tidspunkter: 1930 og i dag, befinder der sig en historie, som bekræfter, at kunstopfattelsen skifter. Men gjorde den ikke det, havde vi nok ikke haft mulighed for at se – i det mindste hovedparten af – dette ambitiøse ungdomsværk af Bjerke Petersen: Udsmykningen hang i spisesalen i Birkerød Statsskole til 1967, hvor skolen flyttede til nye bygninger. Den nye ejer, Birkerød kommune, fandt den alt for patetisk med alle sine hyldeblomster og træer og skuende børn, og det blev i 1971 besluttet at male den over – for en sikkerheds skyld de fleste steder med en letopløselig kalk.[3] Overmalingen skabte røre, og i 1976 kom Fyns Kunstmuseum ind i billedet som en mulig ny ejer. Trods manglende fotografier og afrensning af et kun meget lille hjørne (men efter positive udtalelser fra bl.a. Ejler Bille, der havde gået på skolen og også kendt Bjerke Petersen godt), vurderede museumsinspektør Tove Lund Larsen og museets tilknyttede assistent, kunstneren Leif Mikkelsen, at den var bevaringsværdig og burde overflyttes til Fyns Kunstmuseum. Birkerød kommune indvilgede – mod at museet bekostede flytningen og en ny gang vægmaling.
Så Bjerke Petersens overmalede udsmykning blev rullet på tromler og flyttet til Kunstmuseernes Fælleskonservering i Århus, hvor man restaurerede det man havde råd til og satte det på nye blændrammer. Nedtagningen måtte foregå i største hast, og da man hverken havde fotografier eller Bjerke Petersens meget præcise plan og beskrivelser, arbejdede man på det nærmeste i blinde, og de største af malerierne blev således delt i flere mindre. Nogle af værkerne blev under nedtagningen lettere beskadiget, men langt størsteparten er reddet.
Det er nu muligt, bl.a. ud fra fundet af Bjerke Petersens efterladte papirer og meget detaljerede plan, på papiret at rekonstruere udsmykningen næsten fuldstændigt. En faktisk rekonstruktion kan først foretages, når alle malerierne inden for de næste to år er restaureret. Som en absurd efterskrift – måske i Bjerke Petersens ånd – i denne næsten føljeton-agtige beretning om et kunstværks skæbne: Bygningen, der i sin tid rummede spisesalen på Birkerød Statsskole, brændte i 1992 (ilden var påsat – af en brandmand). Så, hvad enten man kan lide det eller ej, konklusionen må være: den overmaling, der medførte så megen uro og dermed sikkert bevirkede, at Fyns Kunstmuseum overtog udsmykningen – den har i virkeligheden reddet Bjerke Petersens ungdomsværk fra flammerne.
Ikke alle har været lige glade for dette værk. I sin bog om danske rumudsmykninger kalder Poul Vad den “tør”, "hård” og “sagligt naturalistisk”.[4] Det er tydeligt, at han ikke bryder sig om den. Det samme gjaldt maleren Anders Kierkegaard, der som medlem af Birkerød kommunes kunstudvalg var med til at beslutte, at udsmykningen skulle males over. I forbindelse med Fyns Kunstmuseums overtagelse kaldte han den et “ungdomsmakværk”, en "fuser”, en “skamplet”, og mente, at Bjerke Petersen nok havde forbandet den efter et par år, samt at "dette skal ikke have lov til at ødelægge ‘billedet’ af Bjerke Petersen”.[5]
Hvad er det for et billede af Bjerke Petersen, den ikke må ødelægge, og hvad er der ved den udsmykning, som kan ødelægge det billede? Er det naturalismen, som Vad er inde på? Naturalistisk, det er den kun på overfladen. I sin bog Symboler i abstrakt kunst, udgivet 3 år efter Birkerød, beskrev Bjerke Petersen netop vanskeligheden ved et naturalistisk landskabsmaleri. For ham var naturoplevelsen dynamisk og karakteriseret af skift, som naturalismen ikke kunne gengive. Men den måde, hvorpå han i Birkerød har skabt en associativ motivsammenstilling, og det at han overgiver alt liv til naturen, så den fremstår beåndet og får himlen til at synes som en levende organisme, viser, at han allerede her arbejdede med sådanne tanker. Der er heller ingen grund til at tro, at han fraskrev sig værket. Dels fordi en lignende fremstillingsform ses i hans senere udsmykninger til Højdevangen skole i København 1932-37 og til Københavns Almennyttige Boligselskab 1938-42. Og dels – som det vigtigste – fordi der bag fremstillingsformen ligger en stor bevidsthed overfor publikummet i Birkerød, noget han selv beskrev sådan: "Indholdet er søgt fremstillet paa en saa naturlig og lettilgængelig Maade, at alle Eleverne umiddelbart kan forstaa det".
Det viser hans indsigt i monumentalkunstens formidlingsmæssige funktion, noget han i allerhøjeste grad havde stiftet bekendtskab med hos de norske ‘freskobrødre’ umiddelbart forinden. Nemlig den opfattelse, at monumentalkunsten kan være en vej til borgerens forståelse, ikke bare af kunsten generelt, men også af den moderne kunst. Derfor arbejdede han helt bevidst med dette dobbelte sprog: på den ene side en ydre, kendt virkelighed, som er indgang for et mere forudsætningsløst publikum, og på den anden en visualisering af et indre, psykisk rum og mere overnaturlige sammenhænge. Bjerke Petersens udsmykning til Birkerød Statsskole viser en stærk kunstnerisk personlighed, som arbejdede meget bevidst med sit udtryk og som havde flere facetter, end måske først antaget. Udsmykningen er ikke bare et ungdommeligt springbræt ind i hans senere værk, men en integreret del af dette.
