I sin bog Livlægens besøg fortæller Per Olov Enquist, at Struensee i marginen på sin doktorafhandling har tegnet ansigter af mennesker. Det opfatter Enquist som essensen af Struensees livssyn: at kunne se mekanikken i verden og i hele det store spil – men uden at glemme menneskenes ansigter.
Uden sammenligning og i al beskedenhed har det været lidt af den samme ide, der har præget udstillingen "Det Menneskelige Univers", som blev vist på Fyns Kunstmuseum fra 16. januar til 24. juni 2001. Udstillingen er en rejse gennem historien om udforskningen af universet og vores egen jord. Men udstillingens navn "Det Menneskelige Univers" skal også fortælle, at det er nysgerrige mennesker af kød og blod, der har afluret den store verden dens sammenhænge.
Det overordnede formål med udstillingen var at slå et slag for naturvidenskaben, som der i de sidste mange år har været så lidt interesse for, at man kan komme ind på et fag som fysik med et langt lavere gennemsnit end på næsten ethvert fag inden for humaniora, selv om det for de fleste er langt mere fagligt krævende at sætte sig ind i universets og naturlovenes matematik end fx i menneskesindets krinkelkroge via fag som litteratur, psykologi eller antropologi.
Grunden til, at de sidste fag er så populære, behøver nu ikke kun være, at de er lettere at gå til – det kan også skyldes, at de er bedre til at give svar på de nære spørgsmål og problemer, vi går og tumler med i det daglige. Det er helt anderledes gigantiske – og måske upersonlige – størrelser, man må operere med, hvis man skal forsøge at fatte de kosmiske tilfældigheder, der dannede universet for omkring 15 milliarder år siden. Tilfældigheder, der for mere end 4 millliarder år siden skabte så særlige forhold i vores lille hjørne af Mælkevejsgalaksen, at Jorden kunne blive bopæl for bl.a. sære skabninger som os selv, der både udviklede evner til at drive rovdrift på den levende klode, vi er gæster på, og til at skabe glæder og ulykker for hinanden.
Men hvis ingen havde forsøgt at gennemskue naturlovene, som blev fastlagt i den brøkdel af det sekund, hvor universet blev skabt – ja, så var denne artikel ikke skrevet på en computer, og de fleste af os ville leve et langt mere umageligt liv. For selv om det måske sjældent har været tekniske formål, der drev nysgerrigheden hos naturens udforskere, så har de ting, de fandt ud af, ofte været til gavn for os.
Udstillingen giver et indblik i 2000 års tanker om naturen ved at præsentere nogle centrale tanker. Vil man have hele historien med, må man læse bøger. Vi fortæller på udstillingen om nogle af de opdagelser, vores naturinteresserede forfædre har gjort, ved hjælp af genstande og billeder – og også ved hjælp af nogle af de bøger, de skrev. Nogle af bøgerne kom faktisk til at ændre både verdensbilledet og livet her på Jorden. Disse bøger, der er en slags gennemgående kerne i udstillingen, stammer fra Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, som har taget initiativet til "Det Menneskelige Univers".
Når det hele starter med de gamle grækere, så er det, fordi det måske er deres evne til at tænke abstrakt om naturen – hvad enten de tænkte fejl eller ej – der har gjort naturvidenskab til et spørgsmål om indsigt og ikke blot om teknik. De græske tænkere ville nemlig vide, både hvordan verden så ud, og hvordan alting i denne verden var indrettet. Længe inden grækerne begyndte på det projekt, var folk som ægyptere, sumerere og kinesere i gang med at udnytte naturkræfterne. Men i modsætning til grækerne stillede de ingen spørgsmål til disse kræfter – de kunne fx forudsige en måneformørkelse, men ikke forklare, hvorfor den fandt sted. Det sidste var for dem gudernes sag.
Ifølge grækernes filosofi havde guderne måske nok skabt det hele, men det var menneskenes opgave at finde sammenhængen. Grækerne drev nærmest det, vi kalder grundforskning. Noget af det, de fandt ud af, kunne dog også bruges i praksis, men det skete sjældent, måske fordi man ikke havde behov for at udvikle tekniske hjælpemidler – man havde jo slaver til at udføre det hårde, fysiske arbejde. Mange af opfindelserne blev derfor mest brugt til at demonstrere, hvordan en naturkraft virkede. Heron fra Alexandria byggede fx verdens første tilløb til en dampmaskine: En kugle, der roterer ved hjælp af kraft fra vanddamp. Men Archimedes, en stor matematiker fra Sicilien, fik sine opfindelser til at fungere i praksis: Han opfandt bl.a. en "snegl" eller skrue, der kunne bruges i vandingsanlæg, et løftestangsprincip og forskellige krigsmaskiner. De græske ideer om kroppen og dens balance kom til at danne grundlag for lægevidenskaben i langt mere end tusinde år. Ideerne kendes også fra Indien og Kina, men det var den græske udgave, der blev kendt og videreudviklet i Europa.
På udstillingen kunne man fra den græske oldtid bl.a. se en model af Arkimedes’ skrue og en anden model, der viser princippet i Herons dampmaskine – begge modeller stammer fra hofmarskal Adam Wilhelms Hauchs enestående samling af videnskabelige instrumenter i Sorø. Fra det gamle Ægypten stammer et par modeller af måleinstrumenter, som hører til Rundetaarns samling.
I middelalderen spærrede både kristendommen i sig selv og opsplitningen af den i en østlig og vestlig del for en udvikling af den græske tænkemåde i Europa. Men de græske forskeres værker blev oversat til arabisk og bevaret i den islamiske del af verden, som strakte sig i et bælte helt fra Spanien til Indien. Nogle af dem blev kendt og genoplivet i Europa i 1100-1200-årene.
I mange århundreder var det i den kristne verden Gud, der satte grænser for, hvad man måtte vide og interessere sig for. Middelalderens Gud havde dog intet imod tekniske færdigheder, og der skete derfor en del tekniske fremskridt i middelalderen, bl.a. fik man forskellige kalendere og ure, der kunne måle tiden, og sekstant og kompas, der kunne bruges ved sejlads. Vind- og vandmøller gjorde, sammen med hjulploven, meget arbejde lettere. På udstillingen kunne man se eksempler på nyere udgaver af nogle af disse instrumenter og billeder, der viser deres anvendelse.
Men i slutningen af middelalderen kom pesten – den sorte død – til Europa fra Asien. Her hjalp de gamle ideer om kroppens balance og væsker ikke stort, og det gjorde de pestsyges helgener heller ikke: En tredjedel af Europas befolkning døde af sygdommen.
I 1400-tallet begynder genfødslen af antikken: Renæssancen. Her kom kirken ofte til kort over for tidens nysgerrige Spørgejørgener, der opdagede kroppens indre og kortlagde solsystemets sammenhæng – Jorden mistede sin plads i centrum i forhold til Solen. Året 1543 blev to banebrydende værker udgivet: Nicolaus Copernicus’ Om himmellegemernes omløb, der ommøblerer universet, og Andreas Vesalius’ Om menneskelegemets struktur. Den sidste kunne ses på udstillingen i originaludgave, den første kun i kopi – den var med en værdi af mange millioner kr. for dyr at forsikre.
Også Tycho Brahe var et renæssancemenneske: Han udviklede nye instrumenter, opdagede en supernova og lavede det første stjernekatalog siden oldtiden. Tycho Brahe havde sin egen afdeling på udstillingen – genstande udlånt af Rundetaarn, som har en stor samling af bl.a. modeller af Tycho Brahes instrumenter.
Perioden fra 1690-1780 kaldes for oplysningstiden: En tid præget af spørgsmål til alle vedtagne dogmer, også kirkens. De første kikkerter gjorde det muligt for Galilei at se så langt ud i rummet, at han bl.a. opdagede, at planeten Venus kredser om Solen, ikke om Jorden, at Jupiter var omgivet af måner, at Mælkevejen består af stjerner og at rummet virkede uendeligt. Desuden foretog Galilei forsøg, der satte ham på sporet af tyngdekraften og inertien – to fænomener, der siden kom til at indgå i hans store engelske kollega Newtons naturlove. På udstillingen blev vist modeller af Newtons og Galileis kikkerter, men også maskiner, der illustrerer Galileis forsøg med tyngdekraften.
I oplysningstiden begyndte også de spæde forsøg med elektricitet; Ole Romer opdagede lysets hastighed, og Niels Steensen fik færten af, at Jorden har gennemgået en udvikling og måske ikke er blevet til som i Bibelens skabelsesberetning. Og mens kikkerten gjorde det muligt for astronomer at se længere ud i rummet, revolutionerede mikroskopet lægevidenskaben – nu kunne man undersøge kroppens celler. Den nye teknik afslørede, at små blodkar forbinder store: pulsårer og vener. Det var den brik, der manglede i at bevise den engelske læge William Harveys teori fra 1603: at blodet bevæger sig rundt i et kredsløb, hvor hjertet er pumpen. Før havde man troet, at kroppen hver dag producerede og destruerede enorme mængder af blod.
Sidst i 1700-tallet opfandt den engelske læge Edward Jenner en effektiv vaccine mod kopper – en af tidens store dræbere. Ole Rømer Museet udlånte genstande og billeder, der viser Rømers indsats, en af Niels Steensens mest berømte bøger kunne ses i bogmontren, og forskellige mikroskoper viste, sammen med Harveys berømte bog om kredsløbet, udviklingen inden for dette område.
I 1800-tallet ændrede Europa ansigt. De elektriske kræfter, man havde fået færten af i sidste århundrede, kom nu også til udtryk i elektromagnetismen, som H.C. Ørsted opdagede i 1820. En model af hans forsøg og et eksemplar af det flyveblad, hvori han offentliggjorde sin opdagelse, var med på udstillingen. Det samme var en gammel model af en dynamo – Michael Faradays praktiske udnyttelse af Ørsteds opdagelse. 1800-tallet blev opfindelsernes århundrede: Telegrafen, telefonen og radiosenderen var nogle af de ting, der kom ud af forskningen i de elektromagnetiske bølger, som lyset består af, og radiobølgerne, der kan fragte signaler gennem rummet.
Lægevidenskaben fik nye metoder til smertelindring, og bakteriernes rolle i sygdom blev afsløret og bekæmpet af bl.a. Louis Pasteur og Robert Koch. I 1859 udkom en af de bøger, der ændrede synet på verden og ikke mindst på menneskene og deres plads i den: Charles Darwins Arternes oprindelse påviste, at der havde fundet en udvikling, en evolution, sted her på Jorden – og at det var sket ved naturlig udvælgelse af de bedst tilpassede arter. Planter og dyr var altså ikke skabt fuldt færdige af Gud, men ændrer sig hele tiden, fordi individer, der har udviklet fordelagtige træk i forhold til omgivelserne, klarer sig bedst og får mest afkom. På udstillingen kunne bl.a. ses et nutidigt eksempel på evolution i en sø i Andesbjergene, hvor en fugleart ændrede næbform på grund af forandrede levevilkår.
Selv om Darwin kun i en enkelt sætning nævner menneskets eventuelle afstamning, var det tanken om, at mennesket måske også havde fjerne, abeagtige forfædre, der vakte mest sensation og størst modstand.
1900-tallet blev det århundrede, hvor naturvidenskaben afslørede næsten alt om alting. I løbet af de hundrede år eksploderede viden og ny teknik så hurtigt, at mange mennesker ikke følte, de kunne følge med og blev bange for udviklingen. Inden for fysikken fandt man ud af, at universet sandsynligvis var blevet født i en stor eksplosion for 15 milliarder år siden, og man blev i stand til at hente billeder ned på computerskærme helt ude fra kanten af dette univers. Den viden stillede igen spørgsmål til vores identitet som mennesker: Var der én, der havde trykket på knappen til dette Big Bang og dermed skabt universet? Er der en mening med os – eller er vi her ved en tilfældighed?
Samtidig med at perspektivet udvidede sig næsten i det uendelige, dykkede andre fysikere ned i universets mindste partikler. Deres forskning førte bl.a. til opfindelsen af atombomben, som blev prøvekørt i Japan efter Anden Verdenskrig. Hermed var naturvidenskabens uskyld forsvundet, og flere mennesker fik efterhånden en negativ indstilling til denne videnskab.
Kort efter lykkedes det to amerikanske forskere at afsløre DNA-molekylets opbygning. Molekylet findes i næsten hver celle i alt levende. Det indeholder opskriften på, om to sammensmeltede celler skal udvikle sig til en plante, et dyr eller et menneske – og hvilke egenskaber, dette individ skal have. DNA-molekylet indeholder nemlig de gener, som afgør disse egenskaber. Menneskets gener er nu kortlagt, og det betyder bl.a., at vi kan fjerne syge gener og dermed udrydde sygdomme – eller uønskede egenskaber. Teknikken er allerede blevet brugt til design af nye afgrøder, som fx roer og majs.
Alt det positive og negative, som vi er blevet i stand til inden for de sidste århundreder, skyldes til dels udviklingen af naturvidenskaben og den teknik, den har bragt med sig. Men det skyldes først og fremmest menneskets hjerne, som er det, der gør os til enestående væsner på denne klode, som er en ubetydelig prik i en arm af Mælkevejen. Og det er også denne hjerne, der i fremtiden skal være med til at afgøre, hvad vi tør vide, og hvordan vi skal bruge denne viden.
