Det er en særlig oplevelse at stå med en forfatters originalmanuskript mellem hænderne – og særligt fascinerende er det, når det drejer sig om noget så sjældent og spændende som et originalt eventyrmanuskript af H.C. Andersen. Manuskriptet, der blev erhvervet i 2000, har endt sin århundredlange odyssé fra hånd til hånd og er kommet sikkert i havn i museet for digteren selv.
Det er det utroligste! Men når man står med en sådan kostbarhed i hænderne, er der også noget andet, der trænger sig frem og skaber denne særlige oplevelse: For man er i berøring med et stykke verdenslitteratur, der endnu ikke har været i trykken og endnu ikke er færdigredigeret af digteren selv.
Det drejer sig om originalmanuskriptet til H.C. Andersens eventyr "Klokken". Eventyret blev skrevet i foråret 1845 i det årti, hvor H.C. Andersen skrev sine smukkeste eventyr, og hvor han kunne konstatere, at han som forfatter nød ubestridt anerkendelse både i og uden for Europa. I England og i Rusland var hans første roman, Improvisatoren, blevet oversat og havde gået sin sejrsgang, ja selv i USA forelå den som piratudgave, og i Tyskland kappedes forlæggerne om at udgive hans samlede værker. Kong Christian VIII sad som enevældig monark over et Danmark, der nåede til Ejderen; jernbanen og fotografiet var nye, store revolutioner. Forfatteren selv – netop fyldt 40 år – befandt sig i Danmark, i København, og havde lagt pennen fra sig. Eventyret var undfanget og nedskrevet i hast med blæk. Man befinder sig i en anden tid – og i digterens værksted.
Komponisten J.P.E. Hartmann har i en anekdote givet et billede af sin ven H.C. Andersen. De sad i Det Kongelige Teater, da H.C. Andersen under ouverturen til Don Juan undskyldte sig. Han måtte lige hjem til sin lejlighed i Nyhavn få hundrede meter derfra og skrive. Da H.C. Andersen – under scenen med kommandanten – atter vendte tilbage til sin plads i teatret, sagde han: "Nå, er I ikke kommet videre. Og jeg er fix og færdig". Den overraskede komponist spurgte: "Med hvad?". "Med et eventyr, som skal hedde ‘Grantræet’".[1] Anekdotens pointe er tydelig: H.C. Andersen skrev i raptusser. Fra forfatterens dagbøger får man da også et klart indtryk af, at han længe kunne gruble over et emne, men når først de poetiske brikker var faldet på plads og pennen dyppet i blæk, så gik det i en rasende fart.
Kigger man på originalmanuskriptet til "Klokken", kigger man samtidig den arbejdende digter over skulderen. Her er nemlig tale om kladden til eventyret, det vil sige et første udkast og ikke den renskrift, han senere affattede på herregården Nysø i juni 1845. Man bliver alligevel forbløffet, for korrektionerne er ved en sammenligning egentlig ganske få. Digteren har altså allerede i sit første udkast været utrolig sprogsikker.
Manuskriptet giver dette indtryk. Når man dypper en pen i blæk, hænger der under pennebladet en dråbe blæk, som via pennesplitten trækkes ud på papiret. Blækstregens tykkelse beskriver derfor den hastighed, penneføringen har haft: Man kan se, om forfatteren har dvælet eller tøvet ved de næstfølgende ord. Ja, man kan nærmest se stederne, hvor den nydyppede pen er sat på papiret, og i H.C. Andersens tilfælde må man konkludere, at han har skrevet i en hast og med en sikkerhed, der er en professionel sprogkunstner værdig.
Korrektionerne er derfor i høj grad interessante. Har man skrevet noget og finder mangler eller fejl efter skriveprocessen, er man nødt til at overstrege det pågældende sted og tilføje rettelsen over udstregningen. Hvis korrektionen derimod befinder sig på linien efter det, som er udstreget, betyder det, at rettelsen er sket i selve skriveprocessen, og netop det er et kendetegn ved manuskriptet – lige som det er det ved de øvrige bevarede manuskripter.
Overstregningerne i manuskriptet viser forfatterens engagement, hidsighed og iver, for her er pennebladet blevet trykket så hårdt mod papiret, at pennesplitten under trykket har gabt, så blækstregen blev bredere. Disse resolutte rettelser præger manuskriptet. H.C. Andersen, aner man, var bevidst om værkets form og indhold, førend han dyppede sin pen, og korrektionerne vidner derfor om den poetiske økonomi, han administrerede sine ord med.
Eventyret "Klokken" handler om den forunderlige, dejlige og dragende klokkeklang, der toner fra skoven. Der er mange, der søger klangens gådefulde kilde, men de fleste søger langt fra dybt nok. De stiller sig tilfredse med overfladiske og forhastede forklaringer på det sælsomme fænomen. Klokkens klang står imidlertid i eventyret som et ekko af tilværelsens guddommelige udspring. En livspoesi kimer andagtsfuldt fra den, og skaberværket i sig selv er en kirke. Eventyrets to konfirmander – kongesønnen og den fattige dreng – beviser, at mennesker på tværs af stand og dannelse kan erkende tilværelsens dybde, forstå klokken, hvis de søger oprigtigt. Med ægte kirkegængersind mødes de i denne erkendelse.
Den erkendelse af Guds skaberværk, som eventyret beskriver, opbygges ikke alene i handlingsgangen, men også af den sproglige arkitektur. Blot ét eksempel: I begyndelsen af manuskriptet er H.C. Andersens guddomsattribut – solen – beskrevet med de farver, der udstråler fra den: "…Solen gik ned og Skyerne skinnede som Guld og det dejligste Røde oppe mellem Skorstenene..." Denne sætning har H.C. Andersen korrigeret – vendingen "det dejligste Røde" er overstreget. Den røde farve optræder først – og med fuld kraft – i afslutningen af eventyret: "Luften skinnede rød, som Ild", "den runde, røde Sol", "glødende Farver", "røde Farver". Hvor guldets farve beskriver Guds ædle storhed, beskriver den røde farve den inderlighed, hvormed mennesket i kærlighed forstår det guddommelige. Digteren økonomiserede med sine ord.
Originalmanuskriptet til "Klokken" indgik i en privat samling af anderseniana. De fleste bogsamlere vil nikke genkendende, når man nævner assurandør, cand. jur. Kay Høegs navn. Kay Høeg havde en levende interesse for bogvæsnet, han var en ivrig bogsamler og efterlod sig ved sin tidlige død i 1947 en samling, der dengang uden tvivl måtte betegnes som den fornemste og væsentligste danske i privat eje. Alene af inkunabler og af bøger til og med år 1600 talte samlingen 311 eksemplarer, hvoraf flere af disse var unika, som selv Det Kongelige Bibliotek ikke havde magen til.
Men det var ikke alene den tidlige danske litteratur, der udmærkede Kay Høegs private bibliotek. Selveste digterkongen i Danmarks litteraturhistorie – H.C. Andersen – var rigt repræsenteret. Kay Høegs bibliotek rummede nemlig en meget værdifuld og omfattende samling af anderseniana indeholdende kendte og ukendte publikationer, breve og manuskripter. Denne enestående samling, der består af godt 600 numre, blev sidste år indlemmet i H.C. Andersen Museets samlinger.
En sådan kostbar erhvervelse lod sig kun realisere, fordi private fonde bidrog med en – mildest talt – storslået finansiel støtte på flere millioner kroner. Tuborgfonden, Augustinus Fonden, Statens Museumsnævn og Glashoffs Legat støttede generøst erhvervelsen – "Høeg-samlingen". Men ikke nok med det. År 2000 var også af andre grunde et lykkeligt år for Odense Bys Museer. Albani Fonden, Micro Matic’s Fond og Ingeniør N.M. Knudsens Fond støttede ligeså generøst andre kostbare erhvervelser, ligesom de finansierede et højt avanceret digitaliseringsudstyr, der fremover skal affotografere de skrøbelige og kostbare museumsgenstande, således at man for eftertiden kan bevare uhyre detaljerede fotografiske registreringer af museets mange skatte. Desuden gjorde museet i årets løb andre – og heldige – indkøb. Al den herlighed er nu sikret offentlig tilgængelighed.
Næppe alt, hvad der er blevet erhvervet, vil vinde plads i H.C. Andersens Hus’ permanente udstilling. Det er heller ikke meningen. Ikke alt har almen interesse, men det er vigtigt stadig at udbygge det omfangsrige arkiv med originalmateriale, der vedrører H.C. Andersen. Derigennem sikrer man nemlig, at det billede, forskeren kan aftegne af forfatteren, bliver tilsvarende omfangsrigt – og nuanceret. Billedet af og mindet om H.C. Andersen beror i høj grad på, hvad man har bevaret fra hans hånd og af hans ejendele. På de følgende sider vil jeg – i det omfang pladsen tillader det – mindes H.C. Andersen ved hjælp af genstande, der indtager en fremragende plads blandt årets mange erhvervelser.
Den 20. november 1822 rullede en postvogn af sted fra København mod Slagelse. Inde i postvognen sad en forventningsfuld og ambitiøs H.C. Andersen. I Slagelse Lærde Skole ventede der den 17-årige dreng en friplads i anden klasse blandt 10-12-årige drengebørn, hvor han i de kommende år skulle modtage en regulær skoleuddannelse med studentereksamen og universitær adgangseksamen som mål. Forud var gået tre turbulente år i hovedstaden, hvor han havde været tilknyttet Det Kongelige Teater. Imidlertid havde han fået skrevet og trykt sin første bog. Bogen var nok en af forlæggerverdenens større fiaskoer, for den solgte ikke; men bogen rummede en tragedie – Alfsol – og netop denne havde fået censoren ved Det Kongelige Teater, Knud Lyhne Rahbek, til at sætte planer i gang om at få Andersen sat i skole, så man kunne se "hvad af dette besynderlige Hoved ved Dannelse kunde blive".[2] Med tragedien fik forfatteren på sin vis sit livs største digtergage.
Svært stolt over sin bog var debutanten naturligvis, og om aftenen efter afrejsen fra København underholdt han da også sin kommende rektor med oplæsning af sin frisktrykte bog. Simon Meisling, som først året efter højtideligt blev indsat som rektor, fik her det første indtryk af sin poetiske klient, senere fik han endnu et, da han i Slagelse Ugeblad kunne læse disciplens mindedigt over velgøreren provst Gutfeld, og ved den officielle indsættelseshøjtidelighed var det nok til Meislings lettere irritation, at kantaten var forfattet af H.C. Andersen. Det huede ham ikke. H.C. Andersens poetiske gemyt måtte tøjles, og det fordredes af ham at hellige sig studierne i stedet for rimedjævlen. Endnu havde H.C. Andersen ikke indset alvoren i dette krav, men senere blev det ham klart, at sådanne poetiske syslerier blev dadlet hårdt, hvorfor han kun turde opsøge sin musa i skoleferierne. Men han forfattede dog – anonymt – en fastelavnssang til tøndeslagningen på postgården i Slagelse fastelavnsmandag 1823. I en erindring fra Levnedsbogen[3] nævner H.C. Andersen de to første verselinier af denne sang, men resten har hidtil været ukendt – indtil sidste år, da Høeg-samlingen blev erhvervet. For i denne fandtes det eneste eksisterende eksemplar af sangen, et lejlighedstryk endda forsynet med latinskoledisciplens navnetræk – ikke med gotisk skrift, men med latinske bogstaver, naturligvis!
Sidste års erhvervelser rummede mange dedikationseksemplarer, og navnlig ét af disse bør fremhæves. Det drejer sig om H.C. Andersens Billedbog uden Billeder fra julen 1839 med forfatterens dedikation til Bertel Thorvaldsen.
H.C. Andersen lærte den store billedhugger Bertel Thorvaldsen at kende under sin anden udenlandsrejse, der førte ham til Rom i 1833. Men faktisk havde de to store kunstnere allerede i 1819 truffet hinanden, da H.C. Andersen som 14-årig var kommet til København. På gaden passerede de hinanden, og da den fattige skomagerdreng udmærket vidste, hvem Thorvaldsen var, bukkede han og hilste. Thorvaldsen standsede H.C. Andersen og spurgte ham, om de dog ikke kendte hinanden. "Nej", lød den fattige drengs svar. "Vi kender slet ikke hinanden".
Da H.C. Andersen nu 14 år efter i Rom fortalte Thorvaldsen om denne hændelse, sagde Thorvaldsen: "Vi har nok følt den gang, at vi dog skulle blive gode venner!". Gode venner blev de, og H.C. Andersen så i sin faderlige ven inkarnationen af et guddommeligt og lykkeligt kunsterliv.
Under sit ca. 40 års lange udenlandsophold besøgte Thorvaldsen Danmark to gange. Første gang i 1819, hvor han traf den unge Hans Christian og anden gang 19 år senere ved hjemkomsten. Begge gange optrådte et noget så sjældent fænomen som nordlyset på himlen. I 1838 var nordlyset usædvanlig kraftigt og skønt. Fregatten "Rota" med Thorvaldsen ombord lå da for anker ved Hammermøllen og ventede på gunstig vind og strøm. Kaptajnen, Dahlerup, sagde: "Det er nordens Genius, der byder Dem velkommen til Deres fædreland!", hvorpå Thorvaldsen svarede: "Å det er dejligt! Hvor er det dejligt!". Hermed var den himmelske hilsen dog ikke forbi. Dagen efter lagde fregatten til på Københavns indre rhed. Trods en kraftig tordenbyge var begejstrede menneskemasser forsamlet ved Toldboden for at modtage kunstneren. Da ophørte regnvejret, og en stor regnbue rejste sig hen over "Rota" som en himmelsk æresport – jublen ville ingen ende tage. Thorvaldsen døde seks år senere under en forestilling på Det Kongelige Teater. At dø i "Kunstens Tempel" syntes for H.C. Andersen at være endnu et symbol: Den guddommelige kunstners lykkelige død. Vennen og digteren benyttede da også denne hændelse effektfuldt i sin sidste roman, Lykke-Peer.
H.C. Andersen gav sandsynligvis Thorvaldsen dedikationseksemplaret som julegave i december 1839. Bogen indeholdt 20 "aftener", men allerede den 5. januar 1840 tryktes i Portefeullien den 24. aften, som handler om og er en hyldest til – Thorvaldsen.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark, lyder det fra trækfuglene i en af de smukkeste romancer, H.C. Andersen skrev, Sjællandsdigtet "Gurre". Sigende nok er det på afstand – i digtet helt fra Afrikas Nil – at den vemodige længsel mod Norden kommer på tale, og tilsvarende påfaldende er det, at fortællingen stafferes med fugle: trækfugle, svaler, duer, drosler. For H.C. Andersen havde selv trækfuglens natur i sig, men nærede måske ikke altid helt den samme længsel mod de nordiske egne som trækfuglene i "Gurre". Faktisk omtalte H.C. Andersen sin længsel med ordet "Udvee"[4], og han havde da også få måneder, før han skrev sin romance, endt sin længste rejse – Orientrejsen. Pudsigt nok havde digteren umiddelbart før sin hjemkomst fra denne rejse i Hamburg haft en lille kontrovers med en dansk madamme. Og kontroversen var, om der er "skjønnest i Danmark". Ved et middagsselskab, hvor han fortalte om sin store rejse, spurgte madammen H.C. Andersen: "Har De nu, Hr. Andersen, på Deres lange og mange rejser set noget ude, der er så dejligt, som vort lille Danmark?" – "Ja, det ved Gud jeg har!", svarede digteren prompte, "jeg har set meget smukkere!" – "Fy!", udbrød damen. "De er ikke Patriot!".[5]
H.C. Andersens egne oplysninger om digtet i dagbøger og almanakker er ganske sparsomme, men at han var stolt af romancen, skinner tydeligt igennem. "Min Paradehest", som H.C. Andersen kaldte sit digt, blev skrevet den 24. januar 1842 og blev med Rungs smukke melodi opført på Det Kongelige Teater først ved en aftenunderholdning dagen før førsteopførelsen af Bournonvilles Napoli den 28. marts, senere ved en velgørenhedsfest for Frederik VI’s Asyl i april måned samme år – med stormende bifald. Romancen blev – forståeligt nok – hurtigt uhyre populær og indgik efterhånden som en naturlig del af det musikalske repertoire på teatret lige så vel som ved æresborgerfesten for digteren i Odense i 1867 og hans 50-års Københavnsjubilæum to år senere, den 6. september 1869.
Trods "Gurre"s gevaldige succes skulle 1842 blive et skrækkeligt år for H.C. Andersen. Hans store rejsebog En Digters Bazar blev på det urimeligste rakket ned, og hans teaterstykker blev nedsablet grusomt af J.L. Heiberg, der var kulturlivets toneangivende smagsdommer. Denne behandling stod i skærende kontrast til forfatterskabets gode modtagelse i udlandet, og det var da også i denne atmosfære, at H.C. Andersen fandt og nedskrev ideerne til det senere så berømte eventyr "Den grimme Ælling". Udveen meldte sig, udlandet kaldte igen, og selv om finanserne var knappe, forlod digteren kulturlivets andegård og bevægede sig sydover. Her kunne han sunde sig og genfinde den fædrelandskærlighed, han så vellykket og smukt gav udtryk for i "Gurre".
I 1845 udkom de første værker af H.C. Andersen på engelsk og blev umiddelbart efter med begejstring anmeldt i The Literary Gazette af redaktøren William Jerdan. Jerdan var den første, der henledte englændernes opmærksomhed på den danske digter, og det blev også Jerdan, der som den første skulle invitere H.C. Andersen til England.
H.C. Andersen var ikke længe om at reagere på invitationen i julen 1846. "Jeg elsker Engeland for dets Digtere! jeg har tit og længe følt Længsel efter at komme der", lyder det fra digterens takkebrev.[6] Rejsen blev arrangeret, og i slutningen af juni 1847 kom H.C. Andersen til England.
Til sin store overraskelse måtte H.C. Andersen i London sande, at han var sæsonens litterære løve. Der var stor rift om den populære digter, og skønt det dengang ikke var god tone i de kongelige kredse i England at komme sammen med digtere, kappedes aristokratiet om at fremvise "the Dane" til middagsselskaber og baller. Selv fra prins Albert modtog H.C. Andersen en indbydelse til at besøge den kongelige familie i Skotland. I denne hektiske tid med idelige invitationer fra hertuger og lorder arbejdede Jerdan hårdt for at sætte den danske forfatter i kontakt med sine engelske kolleger og særligt med Charles Dickens – for H.C. Andersen og Charles Dickens nærede gensidigt et stort ønske om at møde hinanden. Hos Lady Blessington blev der – med Jerdans mellemkomst – holdt et middagsselskab i en kreds af kunstnere, politikere og videnskabsmænd. Det vil sige i en snæver kreds af personer, der turde trodse konventionen i de fornemme kredse. Lady Blessington tilhørte nemlig aristokratiets outsidere på grund af sit kontroversielle samliv med sin eks-svigersøn, den dybt forgældede grev d’Orsay. Grevinden var selv forfatter, veninde med både Dickens og Jerdan, og en af H.C. Andersens mange engelske beundrere. Ved Lady Blessingtons middagsselskab i Gore House, hvor nu Albert Hall ligger, mødtes Charles Dickens og H.C. Andersen for første gang. Mødet var rørende og gjorde et stort indtryk hos både Dickens og Andersen. "Jeg sad just og skrev mit Navn og et Par Ord foran i ‘True story of my life’, da Dickens traadte ind, ungdommelig, smuk, med klogt, venligt Udtryk og et stort kjønt Haar, der faldt til begge Sider. Vi trykkede hinandens Hænder, saae hinanden dybt ind i Øinene, talte og forstod hinanden", skrev den danske digter i sine erindringer.[7]
To dage før mødet mellem de to store forfattere på Gore House skrev Dickens til mødets arrangør, Jerdan. Det lille brev, der indgik i sidste års erhvervelser, giver et øjebliksbillede af den begejstringens tumult, som omgav H.C. Andersen, og den forventningens glæde til det nærtstående møde, som Dickens nærede.
H.C. Andersen skrev meget, og en del af hans digteriske produktion var ikke skrevet med udgivelse for øje, men derimod som bidrag til underholdning i de hjem, han færdedes i. Flere af sådanne arbejder til privatbrug indgik også i sidste års erhvervelser. Et af dem var skrevet til en festlighed i det collinske hus – "Hjemmets Hjem", som digteren kaldte det.
Livet i det collinske hus havde sine højdepunkter i højtiderne og ved fødselsdagene. På disse dage kappedes familiemedlemmerne om at give det bedste bidrag til festivitasen. I denne konkurrence stred navnlig Edvard Collin og H.C. Andersen om laurbærrene, en strid, der bag munterheden nok også rummede en stedbroderlig konflikt om faderen Jonas Collins gunst.
Det omtalte digtbidrag er skrevet til den collinske families festligheder i julen og giver et billede af, hvad selskabsunderholdning dengang kunne bestå i. Det er et såkaldt kotillonsvers. Kotillon var en yndet selskabsleg i det 19. århundrede – det var en dans, der dansedes mod slutningen af ballet, og som bestod af forskellige ture, hvor herrerne med en lille buket eller orden udmærkede sin foretrukne dansepartner. Der var på denne måde fuldstændig inklinationsfrihed: Herren inklinerede og bød sin dame op med den første del af kotillonsverset, og damen replicerede med versets anden del. Herefter opløste de turen med en "svingom" på dansegulvet – en fejende runddans, således at kjolen kunne afdække skørtet og måske det ene bukseben – kotillon betyder oprindelig underskørt.
Der er altså tale om et festligt dansearrangement, og disse lystige kotillonsvers, der hver især udgør en artig morsomhed – med hentydninger til aktuelle og kulturelt generelle emner – skrev H.C. Andersen på opfordring en hel del af. Året før sin død i juli 1874 skrev H.C. Andersen således 30 kotillonsvers og blev nødet til at blive oppe til kotillonen og høre sine vers blive læst op. Det trak ud, og først klokken halv fire om morgenen kom den gamle digter til køjs.
I sin første ungdomstid i København var H.C. Andersen en hyppig gæst i Wulffs hus, Søkadetakademiet på Amalienborg, det nuværende Brockdorffs Palæ. Da faderen i huset, kommandør Peter Frederik Wulff, havde oversat Shakespeare, opsøgte den 17-årige H.C. Andersen ham for at læse op af sine dramatiske arbejder, idet han lovede at vende tilbage, når han havde skrevet en ny tragedie. "Ja så vil det jo da vare temmelig længe!", svarede den betuttede Wulff. "Nej, jeg tænker nok, at jeg har een færdig igen om fjorten dage", svarede den unge Andersen og forsvandt ud af døren.
En Stemning (skrevet i Setubal 1866.)
Jeg Guds Verden har seet;
Jeg har grædt der og leet;
Visner hen Roser hvide og røde!
Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed jeg veed
Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde?
I den rullende Sø,
Skal min Tanke der døe,
Det Levende blive det Døde?
Hvad jeg følte og sang,
Vil det døe, som en Klang,
I det udstrakte, mægtige Øde?
H.C. Andersen
Det skulle nu blive datteren i huset, den vanføre Henriette Wulff, der kom til at stå H.C. Andersen nærmest. Hun var en uhyre velbegavet og belæst kvinde og så tidligt et stort geni i H.C. Andersen. Med hende havde H.C. Andersen nok sit mest fortrolige og inderlige venskab. Venskabet fik en tragisk ende: Under indtrykket af den politiske uro i Europa valgte Henriette Wulff i 1858 at udvandre til USA, men udvandrerskibet Austria brød i brand på Atlanten og sank. Blandt de 453 besætningsmedlemmer og passagerer, der omkom, taltes Henriette Wulff, hvis voldsomme død H.C. Andersen aldrig kom over.
Familien Wulff havde, da H.C. Andersen lærte den at kende, i en fireårig periode to plejebørn, Jorge og José O’Neill, sønner af den portugisiske konsul i Danmark, og mange år senere – i 1866 – skulle dette ungdomsbekendtskab føre H.C. Andersen til Portugal. H.C. Andersen modtog nemlig en invitation af Jorge O’Neill, der på dette tidspunkt var dansk generalkonsul i Lissabon. Rejsen var anstrengende for den aldrende H.C. Andersen, for han tog den over land i frygt for vandvejen.
Mødet med ungdomsvennerne i Portugal var overvældende, men det tre måneders lange ophold stod også i skyggen af urolighederne i Europa. I Spanien var der uro, og den preussisk-østrigske krig, hvor også Italien blev inddraget, brød ud. Det betød, at digteren måtte indstille sig på at foretage hjemrejsen ad den frygtede søvej. I denne sindsstemning præget af lykkelige ungdomsminder, af ængstelsen for at lide samme skæbne som sin højt-savnede "Jette" og af de ulykkelige begivenheder i Europa, var det, at H.C. Andersen i ensomhed om aftenen fredag den 13. juli 1866 skrev det melankolske og udtryksfulde digt "En Stemning".
Den hæder, som H.C. Andersen nok satte størst pris på, var æresborgerskabet i Odense den 6. december 1867. I Odense var han født og vokset op blandt de fattigste, og nu kunne han som en Aladdin modtage hæder og ære fra sin fødeby.
Odense har kun to æresborgere: Frederik VII og H.C. Andersen, og H.C. Andersen så givetvis den smukke poesi i, at han skulle blive kongens successor hvad æresborgerskabet angik, ikke blot fordi de hver især kom fra samfundets top og bund, men også fordi de havde kendt hinanden fra barnsben. H.C. Andersens mor arbejdede som ung enke på Odense Slot, hvor prinsguvernøren residerede, og da hun ikke turde lade sin søn blive alene hjemme, tog hun ham med på slottet. Her legede den lille Hans Christian med de andre børn i slotsgården og også med "prins Fritz", den senere så folkekære konge.
På tidspunktet for æresborgerskabet havde den gamle digter for længst udgivet sin selvbiografi. I selvbiografien omtaltes barndomsmindet, hvor en gammel klog kone spåede, at han ville blive en stor mand, og at Odense en dag til hans ære ville blive illumineret. Dette havde festarrangørerne naturligvis noteret sig, og de så det som en kær opgave at lade denne profeti gå i opfyldelse. Illuminationen gjorde så stærkt et indtryk på æresborgeren, at han besluttede sig for at fortsætte sin selvbiografi for at lade den afrunde og afslutte ved dette minde.
Ved festivitasen i 1867 havde H.C. Andersen, der uheldigvis led af en skrækkelig tandpine, lejlighed til at møde og besøge venner fra barndomstiden. Et af besøgene gjaldt barndomsveninden Susanne Bunkeflod, datteren af præsteenken, der i sin tid boede lige over for barndomshjemmet i Munkemøllestræde. I dette hjem var det, at den lille skomagersøn havde stiftet bekendtskab med Shakespeare og de græske tragedier, og det var her, han for første gang forstod, at der var noget stort ved at være "Digter". Også sin studenterkammerat fra 1828, Jens Høst Sørensen, mødte han. Han erindrede ham ikke nøje, og heller ikke gerne, for var det ham – noterede digteren i sin dagbog – "saa skylder han mig for et Exemplar af Phantasier og Skizzer …".[8] Visitkortfotografier havde digteren med sig til at uddele til venner og bekendte, og et af disse er med erhvervelserne kommet til museet. Det er dateret på festdagen og signeret af den portrætterede selv.
Mens H.C. Andersen var på sin 26. Europarejse, skrev den amerikanske forlægger Horace E. Scudder et brev til digteren med ønsket om at lave en amerikansk udgave af digterens samlede værker. Anmodningen var H.C. Andersen glad for. I sit svarbrev udtrykte den gamle digter, at udgaven burde begynde med en oversættelse af den danske selvbiografi fra 1855, men at de samlede skrifter skulle afsluttes med et appendiks, hvor erindringerne førtes "up to date" med æresborgerfesten i Odense som finale. Ideen var elegant udtænkt, men tanken kan ikke undgå at strejfe én: Når forfatterens "samlede værker" skulle omfavnes af selvbiografien, følte digteren da mon, at hans værk var fuldbragt?
Netop som Scudder skrev sit brev, den 12. juni 1868, befandt H.C. Andersen sig i Ems i Tyskland. På hotellet havde han forvildet sig en etage højere op, end hvor han boede, og under forvirringen i den mørke gang havde han stødt sit ben på en kuffert. Resultatet var et grimt sår i skinnebenet, som han i de næste måneder skulle døje med. Såret syntes ikke at ville læges, og i dagbøgerne kan man dag for dag følge helingsprocessen. Således også to måneder efter i Danmark, hvor H.C. Andersen i august befandt sig på herregården Frijsenborg. I et brev til Dorothea Melchior påbegyndt den 23. august beklager han sig over benet:
… mit Been [er] daarligt som før. Lægens Trøst har intet at betyde. De have alle sagt: ‘Ja, nu er det saa godt som helet; om et Par Dage er Alt forbi!’. Saaledes kunne de blive ved, til der kommer Sandhed i: ‘Alt forbi!’".
"Kommer aldrig igjen."
Alt farer hen som Vinden,
Her er ei blivende Sted;
Snart svinder Rosen paa Kinden,
Smilet og – Taarerne med.
Hvorfor være bedrøvet,
Hen farer Sorg og Fortræd;
Alt farer hen, som Løvet,
Tiden og Mennesket med.
Alt er Forsvinden, – Forsvinden!
Ungdom, dit Haab og din Ven!
Alt farer hen, som Vinden,
Og kommer aldrig igjen.
H.C. Andersen
Frijsenborg 23 August 1868.
Brevet fortsætter dagen efter med ordene:
"Igaar holdt jeg op med at skrive; jeg kom ind i en veemodig Stemning, der ikke burde slutte Brevet. Imidlertid løftede Stemningen sig til Digtning …" [9]
-og herefter følger en afskrift af digtet, som han dagen forud havde skrevet. Det vemodige digt "Kommer aldrig igjen", som nu er i museets besiddelse, er dateret "Frijsenborg 23 August 1868", altså på selve dagen, det blev undfanget. Det er et uhyre vellykket og smukt digt, og H.C. Andersen fandt da også brug for det i sin sidste roman, Lykke-Peer, fra året 1870. Ligesom Lykke-Peer fandt sit liv og sin død i kunsten, således også H.C. Andersen. Men stor kunst har jo den egenskab at give kunstneren et evigt liv. Det er håbet om dette, digtet vemodigt kredser om.
I februar 1832 skrev H.C. Andersen til sin Odense-veninde Henriette Hanck:
"Naar jeg bliver stor, skal jeg bestemt besynge Odense; hvem kan vide om jeg i Grunden ikke bliver denne ædle Byes Mærkværdighed og der i en Note i Geographien kommer til at staae under Odense ‘(hier ist der baumlange Dänen-Dichter Andersen gebohren)’"[10]
Det skulle imidlertid først blive 43 år efter – i sit sidste leveår – at den verdensberømte digter hyldede Odense med et digt. H.C. Andersen skrev et utal af smukke digte. Blandt digtene findes hymner til Danmark, Jylland og til Sjælland. H.C. Andersen havde i sine digte lovprist Silkeborg og København, men pudsigt nok ikke Odense. Om Fyn havde han kun stedmoderligt henkastet nogle enkelte klichéfyldte vers.
Den 4. februar 1875 deltog H.C. Andersen i et middagsselskab hos familien Melchior, den familie, der drog omsorg for digteren i hans efterår. Under en skåltale fremført af Vilhelm Rode til fruen i huset blev H.C. Andersen smukt omtalt, men det ærgrede digteren, at han hele tiden blev benævnt "den gamle Conferensraad". For at vise at han ikke var så ældet endda, læste H.C. Andersen sit nyeste digt "Kjøbenhavn", som han netop havde skrevet aftenen før. En af selskabets deltagere, etatsråd Wilhelm Petersen, der med sin store foretagsomhed havde gjort Odense til "første sprøjte", bemærkede efter oplæsningen, at det smukke digt nu burde have været om Odense. H.C. Andersen kunne da fortælle etatsråden – en af initiativtagerne til digterens æresborgerskab i Odense otte år forud – at han netop havde påbegyndt et sådant digt. Om aftenen satte digteren sig ned og arbejdede videre. Men han "fik det ikke heelt ud", skrev han i sin dagbog.
Papiret fra denne aften er med erhvervelsen nu i museets samlinger. Det er lige så usædvanligt som det er uvurderligt, for her kan man iagttage den digteriske arbejdsgang og digtets tilblivelse. Sammenligner man udkastet med den endelige version, kan man se, at det, poeten fik fjernet fra sit udkast, blandt andet var vendinger, han havde hentet fra sine tidligere fynsdigte, således at resultatet blev det helstøbte, smukke og personlige digt om fødebyen.
