En fælles europæisk museumsudstilling i Antwerpen 1975 med bidrag fra 22 lande havde titlen: kærlighed og ægteskab i europæisk folkeliv. De fleste lande benyttede lejligheden til – endnu engang – at fremvise deres rige samlinger af folkekunst, medens enkelte som f.eks. Holland forsøgte andre veje. Hollændernes bidrag var en interieurudstilling, hvor tre bondekvinder veltilfredse betragter den giftefærdige datters udstyr: et stort fyldt linnedskab, hvor de hvide bundter af damask, drejl og lærred omvundne med røde bånd er stablet så kunstfærdigt, at linjerne i foldesystemerne fortsætter fra hylde til hylde og således gør forsiden af det oplukkede skab til et mønster i sig selv – og i overført betydning til et mønster på social stræben. Ved hjælp af ting kan det næppe siges tydeligere: familiens – husets mål er nået.
Det for den nye familie så betydningsfulde linnedudstyr bestod af lærred i forskellige kvaliteter til lagener og pudebetræk, særke og skjorter. Måske var en del af lærredet allerede blevet forarbejdet til færdige ting. Drejl og damask – det sidste i afpassede stykker – var bestemt for håndklæder, duge og servietter. Danske linnedudstyr lignede i indhold de hollandske, men den meget kunstfærdige »foldeopstabling« synes ikke at være brugt herhjemme. Ordet linned angav i sin tid, at tingene var fremstillet af lin=hør. I nyere tid er hørren stort set blevet afløst af bomuld, og den (linned) storvask, der kommer på tale i nogle af de efterfølgende erindringer, vil for en stor dels vedkommende bestå af bomuldsvarer. Ordet linned er dog stadigvæk en gængs betegnelse for et hjems tekstiler til seng og bord.
Igennem mange år har en lille gruppe museumsfolk arbejdet med de hvide tekstilers historie i Danmark – nærmere bestemt den del af dem, hvis mønstring er frembragt i væveteknikkerne damask og drejl. Som tidligere nævnt drejer det sig næsten udelukkende om gæstebuds- og bordlinned i form af duge, servietter og håndklæder.
I den publikation,[1] som blev resultatet af arbejdet, er hovedvægten lagt på vævningens og mønstringens historie. Som indledning bringes nogle kapitler om dugens og bordets hellighed og i slutkapitlerne omtales dækketøjets mærkning og dets brug i nyere tid. Her berøres også de livsmønstre, som dette linned indgik i. En konklusion med hensyn til brugen var den samme som det hollandske billede viser: at samle det, at besidde det og vise det frem var også en vigtig måde at bruge dækketøjet på.
Det er især korte, kontante skriftlige udsagn såsom udstyrslister, annoncer, svar på spørgelister og anvisninger på linnedmærkning, der har dannet baggrund for den kulturhistoriske udredning i disse kapitler. Længere beskrivelser taget fra erindringer var der ikke plads til, men det er givet, at viden og reflektioner i ovennævnte dækketøjspublikation også bygger på de mange, men dertil såre spredte glimt, som optræder i erindringslitteraturen.
Nogle eksempler på, hvorledes erindringer kan sammenstilles og tolkes i både samfundsmæssig og tekstilhistorisk sammenhæng, vil derfor blive bragt i det følgende.
I en erindringsbog fra 1920’ernes København med stort K[2] fortælles om familiens middage, selskaber og slægtskaber. Tante Clara havde således været gift med Innes, der nu lå begravet mellem alle de andre faldne nede i Flandern.
»Den slags vidste far alt om, for han elskede at tale om den lange frygtelige krig. Med skaftet af gaflen tegnede han på den hvide damaskdug fremrykninger og stillinger på både vestfronten og i de masuriske sumpe. Han talte om Marne, Ypern og Dixmüde, som om han havde været med«.
Denne beskrivelse fik egne ellers længst forglemte barndomserindringer til at tone frem. Netop sådan forløb anden verdenskrig ved de voksnes middagsbord. Men skafterne forslog ikke. Når de mandlige argumenter skulle have vægt, blev gaflernes tænder sat i. Mange parallelle spor trak sig hen over den hvide dug og blev stående i relief længe efter, at de høje stemmer havde flyttet sig til andre rum.
Hvorfor vil du bruge minder, som er så sørgelige? Det var familiens svar, da jeg spurgte, om de kunne huske, at man tegnede med bestikket på dugen. »Hva’ sørgeligt er der ved at jage gaflen i en jacquardvævet måge?« Det spørgsmål kom lidt for hurtigt, thi også jeg kunne huske – der var een, som faldt på Østfronten.
Men hvad vil du bruge de eksempler til. Du kan da ikke skrive tekstilhistorie på dem? fortsatte samtalen. Men nu var emnet blevet for ømfindtligt. Der måtte sluttes af. »Åh jo, i de tider var der tykt filt under dugene på de danske spiseborde.«
Men nu står de der – minderne – så må det være den rette lejlighed til at huske sig selv og andre på, at der kan være brug for afstand – for varsomhed. Museumsfolk er omgivet af minder; de er storforbrugere af dem – men der er forskel på, hvad de samme minder minder os om, og hvad de minder andre om.
Det var ikke tanken at bruge dem udelukkende til kølig beregning af tykkelseslag på middagsborde, snarere til nogle funderinger over skik og brug, der ændrer sig. Nu tages hvide duge og servietter kun frem ved særlige lejligheder. Hvornår, hvordan indtræder forandringen? Kan den spores her som en skødesløs holdning over for de hvide duge? Eller har denne holdning hos ejerne på en eller anden måde været der længe? Op igennem det 20. årh. blev det mere og mere almindeligt at lade de hvide middagsduge vaske og rulle ude; så det store arbejde med at holde dem var ikke længere synligt. Det var jo også blevet billigere/lettere at købe nyt. I den forbindelse faldt tanken på nogle udtalelser fra en tidligere ambassadørfrue,[3] hvis virke – thi det var der jo i høj grad tale om også for hendes vedkommende – begyndte i 1945. I de første år, når meddeleren skulle modtage på ambassaderne brugte hun sine egne hvide duge. Men det holdt hun hurtigt op med, »fordi De ved, så begyndte der at komme de her små runde huller«. Ved ambassadefestligheder gik meddeleren så over til at bruge lagener for at undgå brandhuller i dugene. Senere er der også blevet brugt papirsduge. Kan hænde man så blev forsigtigere med cigaretterne. Men hvorom alting er. Det ser vitterligt ud, som om man bliver mere sjusket i omgangen med det hvide dækketøj op igennem dette århundrede.
Erindringerne om den evige genopretning af lov og orden i linnedbeholdningen opnået gennem vask og luftning – trækning, rulning og strygning er det, der fylder mest i beretninger og memoirelitteratur om emnet. Nogen munterhed er der næsten altid iblandet, så det må være passende at bringe dem nu.
I sine barndomserindringer har den tyske forfatter Erich Kästner,[4] f. 1899, en diskussion med sine katte, der truer ham til at opgive beskrivelsen af vasken. Hvis ikke, vil de sætte snavsede poter på den hvide vask. »De skulle stryge afsnittet med vaskehuset, hele historien med at lægge vasketøj sammen og rullen hos bager Ziesche. Hvorfor? spurgte jeg – – for mit hjerte hænger ved alle de ceremonier, som forvandler smudsigtøj til rene, glatte, duftende stykker igen. Hvor tit havde jeg ikke hjulpet min mor med vasken! Vaskesnoren, vaskeklemmerne, vaskekurven, solen og vinden på tørrepladsen hos kulhandler Wendt i Scheunhofstrasse, stænke lagnerne før de blev rullet på stokkene, den elefantagtige rulles piben og vippen, håndsvinget, der slår tilbage og griber ind igen – hele denne hvide vaskeverden skulle jeg kassere? For en sort angorakats skyld?«
I et brev til Nationalmuseet[5] – brevskriveren født i slutningen af forrige århundrede – findes denne beretning om vask af dækketøj:
»Tante kunne ikke tænke sig at vaske sit dækketøj i København, sådan et snavset sted, hvor man ikke kunne lufte og sole sit linned. Alt blev derfor gemt i store kister, der hvert år om sommeren blev sendt til enkesædet på Fyn, hvor to-tre piger og koner vaskede, luftede, solede, strakte, rullede og samenlagde alt linned. De brugte hele sommeren dertil.
Jeg har ikke fulgt hendes vaskeproces, men den foregik sikkert som i mit barndomshjem, hvor vasken foregik i store gruekedler i vaskehuset, et selvstændigt hus, der også havde strygestuen. Når vasken var kogt – naturligvis efter iblødsætning – og jeg tror 2 gange, blev den vredet mellem valser, vistnok til at begynde med af træ, men senere gummivalser, der blev trukket med håndkraft. Så blev den luftet på blegepladsen på snore og med klemmer og helst solet godt.
Her var jeg som barn meget uheldig, for jeg havde en tam husskade, jeg havde fundet faldet ud af reden som unge, og jeg fodrede den op. Den tog sin fornøjelse ved at hoppe rundt på blegepladsen og hive alle klemmerne ud af tøjet, så det faldt på jorden og måtte vaskes om igen. – Jeg var ikke populær hos oldfruen!
Efter bleg-&-tørringen blev linnedet »strakt«, og det var et slid med de meget store duge: en pige hang omtrent vandret bagover i hver ende, selvfølgelig var det »stænket« først, og så blev det rullet efter at det var foldet, og det skete i et mægtigt træskrummel med store tandhjul og svinghjul og et håndtag, der blev drejet af en af de ældre karle. Overdelen, ligesom et kasselåg, var fyldt med mursten for at blive tungt, og underdelen var plan. Mellem disse to dele blev så trærullerne, som linnedet var svøbt om, rullet frem og tilbage, mange gange. Derefter blev det lagt yderligere sammen og rullet igen. – En dug skulle for at være skinnende blank rulles i hvert fald 5 gange«.
Skønt de to fortællere har meget forskellige udgangspunkter – arbejder-/småkårsfolk i Sydtyskland og herregårdsmiljø i Danmark – er deres beretninger – den ene kort, den anden lang – alligevel forbavsende ens. Begge nævner de samme begreber: vaskehus – tørreplads/blegeplads, sol, vind og luft, vaskesnor og klemmer og den store/den elefantagtige rulle, de skinnende blanke duge/den hvide vaskeverden. Begge har de med barnets sanse-evne formået at indfange – ikke bare processerne – men i høj grad, hvad det i virkeligheden drejede sig om: man fristes til at sige: vaskens væsen – det skinnende hvide. Begge har gjort det – med større eller mindre bevidsthed – ved at indføre samme kontrastelement: kulhandleren – den sorte kat – og skaden. Kendskabet til de længere beretninger får indflydelse på, hvad der udvælges som korte dækkende citater til brug for samleværker, der skal rumme »det hele«. I et tilfælde som dette kunne det blive fra et interview: »dugen skulle være tyk, fed og glat, så blev de andre damer misundelige«.[6] Annoncen fig. 3 giver den samme klare besked om, hvad der er eftertragtelsesværdigt.
I det tidligere citerede brev[5] indleder den veloplagte brevskriver sin omtale af linnedet med at fortælle om de store mængder af dækketøj, som »tante« havde, og som hun efterlod til familien i flere led. Når man kender den omhu, hvormed tidligere generationer passede deres linnedudstyr (se fig. 2), og som mange ting bærer præg af, har man lettere ved at forstå, at der er fuld dækning for den »salut« hvormed »tante« selv afslutter det følgende citat.
»Desværre var min tante en så omhyggelig husfrue, at hun sørgede for, at alt med mellemrum blev vasket og rullet og lagt sammen – og hvad værre var, det var en mønsterrulning! hvilket resulterede i, at det meste linned, skørnede i sammenlægningsfolderne. – Som sikkert Dem bekendt, skal linned, der hengemmes, være vasket, men urullet, for ikke at briste. Men tante vidste ikke dette og sagde: »Jeg kunne ikke tænke mig at dø fra urullet linned«.
Begrebet »den hvide vask« fortjener at få et par ord mere med på vejen. Der er allerede gået en del år siden vaskepulverreklamerne var på deres højeste. 1950’erne og 1960’erne var årene med de utallige forfilm i biograferne, og dag- og ugebladsannoncer, hvor vasken blev gjort hvidere og hvidere og endnu hvidere end det hvideste hvide. Hvem husker ikke avisbillederne med gråligt vasketøj ved siden af det hvide og tekster som: »mor troede Peters skjorte var hvid indtil hun så…«, og billeder af hvidt vasketøj, der hang til tørre tværs over Rådhuspladsen. Det har kostet mange reklamepenge, men annoncørerne vidste nok, hvad de gjorde, og hvem de henvendte sig til: alle landets husmødre, der i deres barndom og ungdom havde lært, hvordan man sled sig til et godt vaskeresultat. Nu skulle pulver kunne gøre det for dem. Blev hvidhedens yderste grænse nået? Det er uvist – men det er ganske vist, at i det øjeblik hvidhed blev så opnåelig, gik den af brug. Linnedet blev kulørt og vaskepulveret dertil blev fremstillet, så det gjorde »alle farver klarere«. Muligvis er det ikke pulveret, men den hyppige og forcerede vask der gør, at alt tøj i dag, når det tages af vaskemaskinen, stort set falder i 3 grumsede farvekategorier: lys, mørk og midt imellem. Med hensyn til de hvide duge gør det ingen forskel. Allerede de første hvidhedspulvere i forbindelse med de høje vasketemperaturer var stærkt medvirkende til at ødelægge dem.
I nærværende udgave af »Fynske Minder« ville det være højst upassende at forbigå de fynske minder. Så de kommer her: For en del år siden berettede en kollega på museet om vaskedage, da hun var »ung pige i huset« i landsbyen Fjellerup i Ryslinge sogn 1950-51. Fjellerup var samtidig barndomsbyen. Noget blev skrevet ned af fortælleren dengang[7] og vil nu overgå til NEU’s beretningsarkiv. Hermed præsenteres et brudstykke af den skrevne beretning suppleret med genopfrisket mundtlig beretning: »I byen var der nogle, der havde slået sig sammen i et køb af en »såkaldt vaskemaskine«. Den bestod af en beholder (se fig. 8) med en roterende tromle med huller i. Beholderen var sat på en vogn, og under beholderen var der arrangeret et fyrested (der blev brugt brænde). Vaskemaskinen kunne godt ligne en stor trillebør med låg. Håndtagene sad ved fyrenden og i modsat ende var der to hjul. Her var der også et skorstensrør, og der fulgte løse rør med, så man kunne opbygge en hel skorsten. I den samme ende sad der en motor med en meget lang ledning til det elektriske net. Vaskemaskinen blev på vaskedagen placeret i vaskehuset, men således at skorstenen kunne samles og føres ud gennem det vindue, hvor der var slået en rude ud, og hvor der til daglig sad en træskodde. Håndtagene blev taget af maskinen. Når der rigtigt blev fyret op, var det et prustende uhyre, som stod der og forsøgte at slippe af med både røg og damp. Motoren trak vasketromlen rundt. Men den blev kun sat i gang i kort tid, når vaskevandet havde nået en passende temperatur.
Der var to vaskemaskinesammenslutninger i byen. Hver kreds bestod af 10 familier, der så havde deres maskine på skift. I sammenslutningen af »den store vaskemaskine« var der de familier i byen, som havde den største husholdning, og på en måde havde en større social status. Min husholdning hørte til »de fine«, der havde ung pige. I den sammenslutning var der de største gårdmænd og der var bryggeren, købmanden og ejeren af træskofabrikken. Der var også en »lille vaskemaskine« sammenslutning. Med i den var arbejdere fra træskofabrikken og fra savværket og en fyrbøder fra teglværket. Man kunne se en husmor komme kørende med den »lille maskine«, men når det gjaldt »den store« var det manden, som måtte af sted.
Vaskemaskinerne var af samme type og fra samme firma, der var kun størrelsen og velsagtens også prisen til forskel. Til begge maskiner hørte en centrifuge, en stor centrifuge til »den store maskine« og en mindre til »den lille maskine«.
På grund af sammenslutningen var det nødvendigt at bestille maskinen en bestemt dag i måneden. »Den store maskine« var normalt, når den ikke var i brug, da opmagasineret på bryggeriet, fordi det var der, der var bedst plads. »Den lille maskine« stod gerne hos tømrerens. Nogle folk mener at kunne huske, at det var tømreren, der stod i spidsen for »den lille maskine«, der blev købt til byen i 1939 – nogle år efter at »den store maskine« var anskaffet. »Den lille maskine« holdt til midt i 1950’erne; »den store« helt til 1969. Når der gik hul i maskinen blev den loddet hos smeden. Det var måske derfor, smeden selv fik en idé og anskaffede en maskine til udlejning. Den hed »Ferm«. Der var jo mange familier, som vaskede på gammeldags manér stadigvæk.
Om »den store maskine« er der endnu en ting at berette. For en stund ophørte den med at være maskine for de udvalgte og kom i brug til fælles bedste, når der blev holdt høstfester og pakkefester (hver deltager medbragte en lille pakke til gavebytning). Festerne blev holdt i godshuset på Fjellerup Station og så kogte man vand til kaffebrygningen på »den store maskine«. Nu er fællesskaberne omkring disse tingester længst forbi – »hver familie sin maskine«.
Ved skæbnens gunst er Nationalmuseets 3. afd. blevet betænkt med en vaskemaskine magen til den beskrevne, og til beroligelse for kaffedrikkerne kan det meddeles, at maskinen har en ekstra beholder til opvarmning af vand. Den sidder mellem den store vaskebeholder og motoren.
Maskinen er mærket Nil Bro. Det betyder, at den er fremstillet hos N.C. Nielsen Nilbro A/S .Brobyværk. Da genstandskortet på vaskemaskine mus.nr. 7097/1972 blev taget frem i arkivet på 3. afd. Nationalmuseet i Brede kom nye minder til. Det viste sig, at arkivaren – særdeles passende til situationen – var født og opvokset i Brobyværk og dér havde haft sin oplevelse af de fynske vaskemaskiner.[8]
"Ja, den fabrikation husker jeg tydeligt. Der var ikke plads nok inde i bygningerne, så de brugte landevejen. Den blev deres samlebånd både før og under anden verdenskrig. Det var jo nødvendigt med et godt fast underlag – og der kom kun sjældent forstyrrende biler forbi. Jeg selv havde i mit sjette år ikke været meget uden for havelågen, og så – da jeg skulle begynde i skolen, mødte jeg en frygtindgydende mand klædt i en underlig dragt – og værst af alt: han havde sorte briller på. Manden kravlede rundt mellem en lang række metalkasser på landevejen med en stor hvæsende flamme i hånden.[9] Jeg var skrækslagen. Det syn havde nær forhindret min skolegang«. Det skete dog ikke og 3. afd. fik sin arkivmand.
Trap Danmark[10] nævner vaskemaskinefabrikken i Brobyværk som værende oprettet 1914. I 1947 tilkom en ny bygning, som blev udvidet i 1949. Fabrikken kunne åbenbart ikke længere have landevejen i fred. Nu er fabrikationen af disse vaskemaskiner helt ophørt. Brobyværk som fabriksby er tilsyneladende mest kendt for hammerværkets våbenproduktion i 1600-tallet. Trap nævner, at der på Nationalmuseet findes smukke våben derfra. Da Trap sidst udkom, havde Nationalmuseet endnu ikke erhvervet vaskemaskinen. Men den kan så komme med i næste udgivelse. Den har da også kunnet skræmme nogen.
Se, det var den fynske historie.
Og havde den ikke været fynsk, var den nok kommet med alligevel. Thi hensigten med at bringe den er også at pege på årene 1940-50-60 som en spændende erindringstid. Der findes en del nedskrevet om ældre former for vask, hvor man brugte gruekedel og vaskebræt eller den endnu ældre form, som var vaskekonens daglige lod i »hun duede ikke«. Her stod hun i åen og bankede vaskelud og bagefter skyllevand igennem linnedet. Men dette har vi dog i overleveringen. Derimod findes der næsten intet stof om den oventil beskrevne »halvmaskinelle« eller skulle man i dette tilfælde sige »dobbeltmaskinelle« vask. Som vaskemaskinen på museet – som snavsetøjskisten i trapperummet (fig. 8 og 4) – er der mange gemte ting, som bare står og står. De er grå og brune og ikke særlig gamle, så de hentes ikke meget frem til udstilling. Måske bliver det anderledes, når erindringens lys kommer til.
Men nu til Sjælland for en kort beretning:[11]
Da talen faldt på linnedvasken, berettede en tidligere ansat ved det danske hof, at linnedet herfra gennem Den kongelige Oldfruestue blev sendt til vask i Fredensborg. Vaske- og blegemænd havde fra gammel tid holdt til ved bredden af Esrum sø og her vasket og bleget linnedet fra de store byer København og Helsingør. Det var således en gammel tradition, som hoffet fastholdt indtil slutningen af 1950’erne.
Meddeleren var engang inden ansættelsen ved hoffet kommet forbi vaskestedet og havde tænkt ved synet af de mange hvide ting, der hang til soling og tørring, at »det måtte være nogle meget rige folk, der boede dér, siden de havde råd til det pragtfulde linned. Hun blev først senere klar over, at det var linned, som Kongehuset brugte«.
For folk med have var det dengang en selvfølgelighed, at storvasken blev hængt ud, så den kunne tørre i lys og luft. På »større steder« var der som oftest indrettet tørreplads. Andre steder var der spændt snore eller ståltråd mellem havens træer. Selvfølgelig havde man sørget for, at vasketøjet var hængt op på steder, hvor gæster ikke løb lige ind i det, men det måtte gerne ses, at huset havde haft vaskedag og nu havde storvasken ude. Så ganske anderledes i dag. Her er den nyeste version om vasketøjet taget lige ud al bladet Haven[12] i året 1987.
»Dette er en sandfærdig historie. En af haveselskabets konsulenter skulle tegne have for et medlem, der boede i et såkaldt attraktivt nyt parcelhuskvarter med en formidabel udsigt over både land og hav. Det er klart, at netop udsigten er en hellig ko et sådant sted. Man har så meget af den, og derfor må intet være i vejen for den, hvilket kan få ganske stor indflydelse på udformningen af havens plan.
Men der var en ting mere: Konsulenten fik at vide (af kvinden i huset forstås), at hun gerne ville have placeret et tørrestativ til vasketøjet et sted i haven, men at det endelig skulle placeres på en sådan måde, at naboerne ikke kunne se det! Det var nemlig en almindelig opfattelse, at disse snore med vasketøj misklædte kvarteret med de pæne huse og de pæne haver og den fantastiske udsigt. Faktisk havde de tørretumbler næsten allesammen, betroede husets frue konsulenten.
Hun fik sit tørrestativ. Diskret placeret i et hjørne og omgivet af høje buske, så at hverken naboøjne eller sommervind kan komme til. Tilbage står et dybt suk over, at man skal høre en sådan historie fra dagens Danmark anno 1987. Fra den del af befolkningen, der har det privilegium at bo ude i den friske luft med jord forneden og himmel foroven og med plads til at få planter til at gro og blomstre og sætte frugt – og til at få tørret sit vasketøj i den absolut bedste og smukkeste tørretumbler, der findes: Den danske sommervind«.
Dette skulle så være det nyeste bud på erindringens linned. Det vil sige, det erindres slet ikke, thi det går næsten skjult fra den ene maskine til den anden. Her skal ikke slås til lyd for de gode gamle dage, hvor usselt betalte piger og koner stod i timevis og skyllede vasketøj i en iskold å. Men man kunne nok ønske sig, at der forblev eller tilkom nogle »ceremonier« i dagligdagens arbejde, som barneøjne kunne betragte: »For mit hjerte hænger ved alle de ceremonier, som forvandler smudsigtøj til rene, glatte, duftende stykker igen«.
