Midtvejs mellem Odense og Middelfart ligger byen Årup, i nutiden en stationsby ved jernbanelinjen mellem Nyborg og Middelfart, vokset op efter banens åbning i 1860erne. Før den tid var Årup en lille uanselig landsby, hvis beboere i begyndelsen af forrige århundrede var fæstere under godset Erholm, og landsbyen var en af de mindste på Fyn. Den bestod i 1787 af 2 gårde med 10 beboere og 3 husmandshuse med i alt 10 beboere. Et kort fra 1817 viser, at landsbyen nu bestod af 2 gårde og 5 huse. Gårdene samt det ene af husene, der er trelænget, dannede en lille klynge for sig, anbragt ved en vej der fra hovedgården Erholm førte over en å til nabo- og sognebyen Skydebjerg. Norden for vejen lå de to gårde og sønden for lå huset, hvis lille gårdsplads omgivet af to længer vendte direkte ud mod vejen.[1]
Dette hus besøgte Kai Uldall, senere overinspektør ved Frilandsmuseet, da han sommeren 1925 deltog i Dansk Folkemuseums undersøgelser af den landlige byggeskik på Fyn. Han skrev begejstret: » … bl.a. besaa vi et trelænget, sulebygget Hus i Gl. Aarup. Huset… er det bedste, jeg har set. Det har Inskription med Aarstal »1700«[2] og Midtlængen … maa stamme fra dette Aar.
Der er Alkover, »Svøb« til at hænge Kedler paa, gammelt Hjørneskab, en barok Dør og andre Herligheder. Blot er det Skade, at Bagerovnen er nedrevet sidste Sommer, men den lader sig let rekonstruere ved mærkerne paa Væg og Gulv. Jeg kan meget anbefale Zangenberg at se paa Huset. Der bor et par gamle Folk tilleje deri. Min Fætter er villig til at skænke Huset til Museet, dog først naar det engang bliver ledigt. Vi kan næppe faa bedre Hus til Frilandsmuseet…«[3]
Resultatet blev, at huset i 1926 skænkedes til Frilandsmuseet af stamhuset Erholms besidder, kammerherre H.Chr.Fr.V. Cederfeld de Simonsen, hvorefter det blev taget ned og flyttet til Lyngby.
I dag er huset genopført i den gruppe af bygninger fra Fyn – en gård fra Lundager, et hus fra Kirke Søby og en smedie fra Ørbæk – som med deres placering ved et gadekær og et bystævne giver den besøgende et indtryk af et landsbymiljø på Fyn i ældre tid. Bygningerne viser typiske træk for denne landsdels byggeskik, rumfordeling, ildsteder m.v. Men de illustrerer også levevilkårene for forskellige sociale lag i det gamle bondesamfund.
På museet er huset fra Årup placeret på en sådan måde, at omgivelserne næsten helt svarer til forholdene i den lille landsby i 1817. Ligesom dengang består huset af tre længer, anbragt i U-form. Sådanne trelængede husmands-huse har været meget udbredte på Fyn og findes stadig bevaret i mange landsbyer. Der er således tale om en bygningstype, som er virkelig repræsentativ. Men det har også været væsentligt for beslutningen om at overtaget huset til museet, at det til dels er opført som et sulehus, d.v.s. at det rummer en gammel konstruktionsform, hvilket man interesserede sig meget for at vise på museet i 1920erne og 1930erne.[4]
Bindingsværket i alle husets længer er tildannet af egetømmer af god kvalitet, og stolperne står på en solid fodrem. Ved alle hjørner er der skråstivere og der findes over- og underdokker i mange af fagene. Bindingsværkets tømmer er malet med dodenkop udrørt i kærnemælk, og gavlene som enten er lerklinede eller murede, er hvidkalkede.
Ligesom i museets fynske gård fra Lundager er selve beboelseshuset sulebygget. Sulerne er høje, kraftige stolper, der er rejst på række ned gennem husets midte. Sulerne bærer et svært, vandret tømmerstykke, kaldet rygåsen, og tagspærene er ophængt over denne rygås ved hjælp af kraftige kroge eller trænagler. Muligvis har hele husmandshuset oprindelig været bygget med suler, men nu er der almindelige spær med hanebånd i resten af huset. Til stråtaget er anvendt tagrør bundet med halmsimer og humleranker, og der er mønnet med halm fastholdt af kragtræer.[5]
Huset er i store træk indrettet som det så ud omkring midten af forrige århundrede. Den østre længe rummer stald og lade, og i en tilbygning mod øst findes en humlepresse, hvori den hjemmeavlede humle pressedes i fustager til forhandling; salg af tørrede og pressede humleknopper til ølbrygning var en væsentlig biindtægt for mange husmandsfamilier på denne egn. I vestlængen findes bl.a. aftægtsstue til stedets gamle.
I stuehuset er der fra en forstue adgang til køkkenet, det daglige opholdsrum, hvor ilden i den åbne skorsten både har været benyttet til madlavningen og givet varme til rummet. Stuen, kaldet »sengekammeret« er udstyret med to lukkede alkover og har, som navnet siger, været benyttet som soveværelse, men her er dog ekstra bordplads ved vinduet og en vindovn, der giver mulighed for opvarmning.
Som det er almindeligt i fynske stuehuse, er der to skorstene, og den anden skorsten, hvortil hører gruekedel og bagerovn, findes i bryggerset, hvor gulvet er brolagt. I overstuen, som ikke er opvarmet, er der gemmemøbler, forskellige tekstilredskaber m.m. Her er der lergulv, mens der er murstensgulv i stue og køkken.
Omkring huset er anlagt en have, som i dag er museumshistorisk interessant, idet det er en af de første historiske haver som blev anlagt på museet i slutningen af 1930erne sammen med haverne ved Lundagergården og huset fra Kirke Søby. Disse haver blev rekonstrueret på grundlag af det materiale Kai Uldall havde indsamlet på sine mange rejser rundt i landet samt studier i litteraturen, og skal give den besøgende et indtryk af den højt udviklede fynske havekultur.
Åruphusets have repræsenterer tiden omkring år 1800 og er karakteristisk med firkantinddelte blomsterbede, der fremhæves af buksbomhække. Haven er omgivet af en høj hæk af bonderoser, et træk, der genfindes i mange gamle bondehaver. Den østlige del af haven er indrettet til humle for at illustrere denne plantes store betydning for husmandsfamiliens økonomi. I en lille nyttehave dyrkes forskellige køkkenurter og grønsager, bl.a. løg, persille, dild og kommen foruden den obligatoriske grønkål. Prydhaven består af et stort bed omkranset af buksbomhække med påskeliljer, morgenfruer, gamle roser, læge-, krydder- og dufturter. I haven findes desuden frugttræer, bl.a. tre æbletræer af lokale fynske sorter.[6]
Selv om et lille husmandshus normalt ikke har samme komplicerede udviklingsforløb, som man ofte finder på større gårde, har huset fra Årup naturligvis sin egen historie. På dørhammeren over indgangsdøren til stuehusets nordside kan man læse følgende inskription:
I IESU NAVN ER IEG OPSAT
GVD BEWARE MIG DAG OG NAT
FRA ILDEBRAND FRA TYWEHAND
BØNHØR O GVD WOR FRELSERMAND
1760
Dette år fik Jørgen Rasmussen fæstebrev på huset. I fæstebrevet forpligter han sig til bl.a. »At opbygge Huset som nu er i slet stand.« Indskriftens årstal betyder altså ikke, at huset blev opført i dette år. Huset havde forinden været beboet i 9 år af en Lars Hansen, som »godvillig kvittered« huset til sin efterfølger. Lars Hansen, der var fra Turup, fik sit fæstebrev 13.8. 1750, og før ham havde Kristine Andersdatter haft huset i fæste. Godsets fæsteprotokol angiver ikke tidligere fæstere af Huset.[7]
Lars Hansens fæstebrev angiver ikke husets fagtal, men vi kan ud fra oplysningerne slutte, at det kun har bestået af to længer, stuehus og fæhus.
Jørgen Rasmussen havde huset i 22 år, derefter overtog sønnen Rasmus Jørgensen fæstet, som han havde i 25 år indtil 1807. Familien optræder i folketællingerne 1787 og 1801, hvor de lakoniske optegnelser giver et indblik i leveforholdene i det lille hus:
| Navn | Alder | Stand | Note |
|---|---|---|---|
| Rasmus Jørgensen | 33 | ugift | husmand, tømmermand |
| Jørgen Rasmussen | 63 | gift l.g | blinde og Odense Hospitalslemmer |
| Bodil Johansdatter | 68 | do | blinde og Odense Hospitalslemmer |
| Navn | Alder | Stand | Note |
|---|---|---|---|
| Rasmus Jørgensen | 47 | ugift | jordløs husmand |
| Gjertrud Jørgensdatter | 38 | ugift | søster |
| Bodil Johansdatter | 82 | enke | modtager almisse |
Inden Rasmus Jørgensens fæstetid udløb, ved vi fra en brandtaksation udfærdiget i 1805, at den tredie længe er blevet opført, og huset har fået den form, der ses på kortet i 1817.[8]
I 1807 fik Jørgen Marcussen huset i fæste efter afgangne Rasmus Jørgensen. Det har formentlig spillet en rolle ved udvælgelsen af en egnet fæster, at Jørgen Marcussen havde indgået giftermål med Rasmus Jørgensens søster Gjertrud Jørgensdatter, der var 15 år ældre end han.
Den ved Jørgen Marcussens fæstebrev vedhæftede synsforretning fra 24.11.1807 giver et ganske godt billede af husmandsstedets indretning:
Jørgen Marcussens hus er videre anført i Baag herreds Branddirectorats arkiv for Skydebjerg, hvori oplyses følgende om husets forsikring:
| stuehusets forsikringssum: | 120 rdr. |
| det østre hus | 80 rdr. |
| det vestre hus | 40 rdr. |
På dette grundlag må man antage, at den vestre længe er oprindelig, mens den østre er den nye tilbygning. At der skulle blive behov og økonomisk basis for at foretage en sådan tilbygning til huset kan formodes at hænge sammen med, at der i denne periode tillægges huset noget jord. I indberetningen til Rentekammeret om hartkorn 1791 og i folketællingen 1801 figurerer Rasmus Jørgensen som husmand uden jord, mens Jørgen Marcussen overtager huset med et jordtilliggende, der i sogneprotokollen opgives at bestå af husplads og vænge inden i byen samt en lod vest for byen, et areal, der svarer til ca. 3 1/2 td. land. Meget taler således for, at det er i årene efter 1801, at huset udvides i forbindelse med, at det tillægges jord.[9]
I 1821 døde Gjertrud Jørgensdatter, og boet efter hende blev registreret den 24. januar samme år. Det er et ikke helt fattigt hjem, der her gennemgås. Boets indtægt var sammenlagt 135 rdr. 70 skilling. Der var en gæld på 20 rdr., og efter at denne, begravelsen samt omkostningerne ved skiftet var afregnet, gav boet et overskud på ialt 77 rdr. 32 skilling. I hjemmet fandtes bl.a. »et 24 timers stueur med foderal«, til en værdi af 8 rdr., en enetages jernkakkelovn til 4 rdr., en egedragkiste med lås og beslag til 10 rdr., en seng bestående af to uldne overdyner og to linneds underdyner, fire blåstribede hovedpuder, et par hørgarns og et par blårgarns lagner 35 rdr., og i »kohuset« en »rødhjælmet ko 5 år«, 16 rdr., samt to får med to lam værdisat til 4 rdr.[10]
Den næste oplysning om bygningen får vi i en synsforretning fra 1834, det år, hvor Christopher Hansen indgik fæste på huset, som Jørgen Marcussen »godvillig afstod«.
I fæstebrevet anføres, at huset har et tilliggende hartkorn på 1 skp. 1 fjd. 2 1/2 alb., den årlige landgilde udgør 6 rigs-bankdaler »udi sølv«. Fæsteren skal på egen kost og uden betaling »forestå årlig til hovedgården Erholm til hvad tid og sted forlanges i overensstemmelse med forordningen af 30. januari 1807 om husmands pligtarbejde, sålænge forrige fæster og fæsterens hustru lever, 4 og efter begges dødelige afgang 10 arbejdsdage«. Desuden skal han vedligeholde bygningerne, tilbørligt gjødske, dyrke og drive husets tilliggende jord m.v. I folketællingen fra 1840 finder vi da også Jørgen Marcussen og hans kone som inderster og aftægtsfolk, mens huset i øvrigt beboes af Christopher Hansen på 34, husmand og daglejer, hans kone, Christiane Wight, 37 år og deres tre børn, Hans, Johan og Jørgen på henholdsvis 7, 4 og 1 år.
Synsforretningen oplyser, at stuehuset er indrettet med overstue, forstue, sengekammer og bryggerhus med ovn og esse, ligesom der også er en forsvarlig skorsten i forstuen. Værelserne er forsynet med »fjelleloft« over overstuen, forstuen og sengekammeret. Gulvene består af brændte sten. Det vil sige, at stuehuset nu er udvidet med en »overstue« til opbevaring af gemmemøbler og tekstilredskaber. Denne udvidelse er ikke sket i form af en tilbygning, men ved at inddrage arealer i husets vestlænge, som i øvrigt var blevet indrettet til aftægtsværelser med forsvarlig skorsten og ildsted samt huggehus. Den østre længe havde nu et tilbygget udskud, indrettet til tørveskur.
Ifølge en senere brandtaksation fra 1865 er stuehusets indretning på dette tidspunkt stadig den samme, medens den vestre længe er indrettet til »karlekammer« og »værksted«, og der omtales ikke længere skorsten og ildsted her. Udskuddet på den østlige længe betegnes nu som en regulær tilbygning med en dør.
Christopher Hansen døde 11. juni 1883. Forinden nåede han da, i den høje alder af 78 år, at gifte sig med den 40 år yngre Kirsten Henriksen. Brylluppet fandt sted i hans hjem, da han var sengeliggende af sygdom. Desværre fortæller kirkebogen ikke, hvorfor Christopher Hansen indgik dette ægteskab på sit dødsleje, men vi må antage, at det har haft til formål at sikre enkens overtagelse af fæstemålet. I folketællingen 1890 er Kirsten Henriksen anført som enke, »ernærende sig af landbrug«, og hun fortsatte som beboer af huset i begyndelsen af dette århundrede, hvor det blev overtaget af Frilandsmuseet.[11]
Den sidste beskrivelse af huset findes i en synsforretning fra 1904. Der er nu indrettet sovekammer i vestlængen, og østlængen er tilbygget et halvtag til svin. Stuehuset betegnes som dårligt vedligeholdt.[12]
Husmandshusets flere hundrede år gamle historie viser os, at det ikke alene rummer en spændende, gammel konstruktionsform og er et eksempel på den typiske, fynske byggeskik. Det giver os også et indblik i levevilkårene for de mennesker, der har boet her. I husets første år jordløse husmands-familier, der har måttet ernære sig ved dagleje og håndværk, og hvis ældre medlemmer har været henvist til offentlig forsørgelse. Senere finder vi et mere velstillet husmandshjem, hvor et jordtilliggende har kunnet yde familien større sikkerhed og gjort det muligt at holde ko, svin og får. Ved at følge husets beboere får vi yderligere et billede af, hvordan overtagelse af fæstemål har været snævert forbundet med familieforbindelser, hvordan den samme slægt igennem flere generationer har været knyttet til det samme sted, og hvordan man har draget omsorg for de gamle, syge og enlige gennem aftægtssystemet.
På et museum kan man naturligvis ikke genskabe dette lange udviklingsforløb, og der må træffes en lang række valg, når huset skal genopføres og indrettes. Hvilken periode skal bygningen illustrere? I hvilket omfang skal man genskabe det enkelte hus og netop dets indretning – i forhold til det generelle og typiske?
Huset fra Årup blev genopført på Frilandsmuseet i en tid, hvor man, som tidligere nævnt, først og fremmest lagde vægt på at vise en gammel konstruktionsform og en udbredt hustype. Ved genopførelsen af bygningen skulle disse træk fremhæves frem for det individuelle. Det vil sige at meget af husets tømmer blev rettet op og fornyet, bygningen skulle ikke bære præg af generationer af beboeres kamp mod fattigdom og forfald, men fremstå i en mere retlinet og nybygget form for bedre at fremhæve de bygningsmæssige træk.
Tilsvarende har man ved indretningen af huset ladet spørgsmålet om det typiske for landsdelen være afgørende frem for dette husmandssteds unikke karakter. Huset er derfor kun i store træk indrettet som det så ud i tiden omkring midten af forrige århundrede, og man har bl.a. udstyret tilbygningen til den østlige længe med en humlepresse, selv om der ikke er direkte belæg herfor i det sparsomme kildemateriale om bygningens indretning. På Frilandsmuseet er man senere gået bort fra denne noget skematiske udstillingsform, så huset fra Årup er i sig selv et stykke museumshistorie, der markerer en epoke i Frilandsmuseets virke. Men huset er ikke alene museumshistorisk interessant. Det afspejler også forhold, som en stor del af landbefolkningen over hele landet har levet under.
