I sommeren 1943 iværksatte den daværende museumsinspektør for Fyns Stiftsmuseum, Erling Albrectsen, en kortvarig udgravning inden for en fundgruppe som hidtil havde været kendt, men ikke udforsket. Det drejer sig om udgravningen af mosefundne lerkar (Albrectsen 1944 & 1945). Baggrunden for dette var fremkomsten af en del lerkar der dukkede op af Bukkerup Langemose d. 31. maj 1943, i kølvandet på en af de talrige tørvegravninger, der fandt sted i midten af dette århundrede. De fire første fund der blev iagttaget fik en sørgelig medfart, idet det kun var de to hele lerkar tørvearbejderne tog op og interesserede sig for. To ituslåede kar samt to dynger dyreknogler, en del bastreb og tøjrpæle i træ, der var lagt ned sammen med lerkarrene, havde ingen interesse for finderne. Et af de hele lerkar tog gårdejer Axel Dinesen med sig hjem, hvorefter han underrettede Fyns Stiftsmuseum. Ved den efterfølgende besigtigelse erfarede E. Albrectsen at fundforholdene var så gunstige, at en undersøgelse kunne være udbytterig. Denne første udgravning varede ganske vist kun et par dage, men skal dog ses som et vigtigt initiativ, sammenlignet med den mængde af mosefundne lerkar der gennem 30’erne og 40’erne blev fremdraget af de danske moser, uden at en efterfølgende undersøgelse blev iværksat. Det generelle træk for disse er nemlig, at lerkarrene, der blev indleveret til det nærmeste lokale museum, nu henstår uden fyldestgørende oplysninger om fundforhold. Albrectsens første udgravning i Langemosen bestod af fire parallelle grøfter, som blev anlagt i forbindelse med tørvegravningens grøftsystemer. Ialt et areal på 18 × 5,3 m. Efter afslutningen af undersøgelsen i Langemosen 1943 fortsatte tørvearbejderne at gøre fund. Disse blev i stort tal bjerget og beskrevet af nuværende museumsinspektør Jørgen Meldgaard, der på daværende tidspunkt var gymnasieelev. Det var ligeledes J. Meldgaard der i den efterfølgende sommer fik slået alarm til museet, og således fik iværksat endnu en udgravning[1]. Dette felt lå 28 m nordøst for det tidligere undersøgte område. Udgravningen dækkede i 1944 et 15,4 × 2,6 m stort område.
Fundgruppen »mosefundne lerkar«, der er kendetegnet ved en stor mangfoldighed i variationerne, er meget udbredt, både inden for landets grænser samt i de nordlige egne af Tyskland og det sydlige Sverige. Desuden er der et meget stort tidsmæssigt spænd, idet fundtypen kan dateres tilbage til yngre stenalder (Becker 1971). Bukkerup Langemosefundet tilhører således en meget stor fundgruppe, i hvilken der har været meget lidt forskning. Kun få har i perioden fra 1940’erne frem til idag bevæget sig ud i tolkninger eller bearbejdninger af emnet. Tilsyneladende har det været en hemsko, at der er tale om fund efter sakrale handlinger. Handlinger hvis hændelselsforløb er svære at rekonstruere eller foretage en eksakt beskrivelse af. Det har ofte lidt nedladende heddet, at alt hvad man ikke kan give en entydig tolkning på, bliver fejet sammen i en bunke med betegnelsen »kultisk«. Den humanistiske forskningstradition har nu i generationer været at lægge sig så tæt op ad den naturvidenskabelige forskning som muligt. Forskningen har derfor været baseret på den positivistiske metode, hvor et af de vigtigste elementer er teoriernes målbarhed. Religiøse tanker og handlinger foretaget i forhistorisk tid kan ikke måles og vejes og finder derfor ingen plads inden for denne forskningsmetode, hvor kriteriet for målbarhed og dokumentation er sammenligning med de skriftlige kilder. De sidste års forskning, hvor opbygningen af samfundsordenen i bl.a. vikingetid og yngre jernalder har været oppe til debat, har imidlertid sat spørgsmålet om religionens betydning indenfor samfundsstrukturen i fokus. Det har derfor i fremskridtets ånd været nødvendigt at acceptere den form for religionsforskning der beskæftiger sig med de perioder, der ligger før de skriftlige kilder (Johansen 1989:8), og således udenfor de perioder, hvor det via de skriftlige kilder har været muligt at kontrollere teorierne. Det er i lyset af denne begyndende ændring af forskningstraditionerne, re-undersøgelsen af Bukkerupfundet skal finde sin berettigelse.
Størstedelen af fundmaterialet fra Bukkerup Langemose er lerkar, derudover er der mange lemmeknogler af køer samt reb og tøjrpæle af træ[2]. Intet udover lerkarrene er anvendeligt ved datering. Da der imidlertid indgår lerkar i stort set alle nedlægninger, har det i langt de fleste tilfælde været muligt at bestemme, hvilken af de tre perioder: førromersk-, ældre romersk- eller yngre romersk jernalder, fundene skal henføres til.
Dateringen er baseret på komparative studier af lerkar, der p.g.a. ledsagefund f.eks. i form af fibler med sikkerhed kan henføres til en bestemt periode. Denne undersøgelse har vist, at ofringerne har været foretaget i en flerhundredårig periode fra slutningen af førromersk jernalder til begyndelsen af yngre romersk jernalder. De ældste lerkar stammer fra fund[3] nr. 11 og 23. Disse tilhører typen af små tohankede krukker, som er meget almindelige i førromersk jernalder på Fyn (Albrectsen 1954:80). Lerkarrene fra de to omtalte fund dateres til førromersk jernalder P II – IIIa. Fra førromersk jernalder er tillige fund nr. 14 og evt. nr. 16, der er af en form som lægger sig tæt op af et gravfund fra Hårby[4]. Hårbykarret er p.g.a. fundkombination med en kuglefibel, dateret til P II – IIIa. Karret fra Bukkerup må dog bl.a. på grund af hankens udformning henføres til førromersk jernalder P IIIa. Til de ældste lerkar hører også de lerkar fra fundene nr. 21 og 46, hvor lignende typer er fundet ved Overbygaard og Kraghede. Disse er blevet dateret til henholdsvis P IIIb og IIIa (Klindt-Jensen 1949; Bech 1979). Lerkarret fra fund nr. 46 har ikke den for P IIIb så karakteristiske facetterede rand og X-formede øre, og dateres derfor til P IIIa.
Fra romersk jernalder P I er et eksempel på et kar af en mere sjælden type, nemlig et næsten retvægget bæger med lige afskåret rand og tre parallelt placerede knopper. Et kar af lignende type er fundet ved Krogsbølle[5]. Hovedparten af fundene kan pga. deres facetterede rande og X-formede ører samt udformning i almindelighed ligeledes henføres til ældre romersk jernalder. Den største gruppe består af 18 toleddede lerkar[6] med en hank placeret på karrets overdel. En anden gruppe på mindst 5 består af såkaldte fodbægre. En type der ses i forskellige udformninger i Jylland og på Fyn. Den fynske variant har en glidende overgang fra bug til fod. Ornamentikken på disse fodskåle består i reglen af tre omløbne furer, der til tider er ledsaget af yderligere ornamentik i form af vinkelstillede furer og grupper. Denne udformning ses ofte anvendt i det sydlige Jylland, med hvilken Fyn tilsyneladende har haft kontakt (Albrectsen 1956; Lysdal 1989). Fundet omfatter tillige 8 forrådskar, hvoraf to, på baggrund af hankog randudformning, kan dateres til romersk jernalder. De øvrige forrådskar er så fragmentarisk bevarede, at en datering ikke er mulig. Endelig foreligger der fra fund nr. 8 og 10 to halverede lerkar, der må dateres til henholdsvis ældre romersk jernalder og yngre romersk jernalder. Lerkarret fra fund nr. 8 har en fortykket og facetteret rand og et buet vulstformet øre der ligeledes er afglattet i facetter. Hele underdelen er ornamenteret med lodret afstribning, et træk der først rigtig slår igennem i yngre romersk jernalder, medens den fortykkede rand og facetteringen hører hjemme i ældre romersk jernalder.
Lerkarret fra fund nr. 10 kan derimod entydigt henføres til yngre romersk jernalder. Hele den underste del er smukt ornamenteret med tætstillede cirkulære mønstre i 5 rækker. To horisontalt omløbende furer adskiller den nedre og den øvre kardel, der er pyntet med vinkelrette furebundter. Ved gennemgangen af keramikmaterialet opdeltes karrene i forskellige grupper. Nogle af disse grupper var indlysende, f.eks. forrådskarrene, medens andre måtte underkastes en nøjere opmålingsprocedure, før gruppetilhørsforholdet kunne fastslås. Materialet blev inddelt i ialt 6 grupper: 1. treleddede kar, 2. urner og større krukker, 3. forrådskar, 4. fodskåle, 5. toleddede kar og 6. enleddede kar. Opmålingerne blev foretaget efter den af Stig Jensen udarbejdede metode (Jensen 1977:144 ff.). Ovenstående viser, at der har været foretaget ofringer i Bukkerup Langemose mindst 6 gange i førromersk jernalder og mindst en og måske tre gange i yngre romersk jernalder[7], medens hovedparten af ofringer har fundet sted i ældre romersk jernalder. Denne koncentration af ofringer i ældre romertid er i overensstemmelse med tidligere foretagne undersøgelser (Becker 1971:8). Ofringerne i Langemosen stopper tidligt i yngre romersk jernalder, og en af de sidste religiøse handlinger er muligvis ofringen af et menneske. Moseliget[8], der kun er repræsenteret ved skeletrester, blev som mange af de øvrige fund gravet frem af tørvearbejderne for senere at blive registreret og indsamlet af Jørgen Meldgaard. De indsamlede skeletdele har været undersøgt af antropolog Pia Bennike[9], som har køns- og aldersbestemt det til en ca. 30-45 årig mand. Kraniet, en del af lemmeknoglerne og korsbenet er endnu bevaret, medens andre lemmeknogler er ofret til fordel for en C-14 datering.
Analysen viste, at døden var indtrådt mellem 120 og 330 e.Kr. med en middelværdi på 220 e. Kr. kall.[10], hvilket vil sige lige efter overgangen til yngre romersk jernalder. Denne datering er bemærkelselsværdig, idet tyngdepunktet for disse ofringer ligger i førromersk jernalder. I yngre romersk jernalder fortsætter menneskeofringerne ganske vist, men bliver nu foretaget på tørt land i tilknytning til andre rituelle handlinger (Fabech 1991:290 f.). Den ofrede mand fra Bukkerup er således et af de yngste eksempler på menneskeofring foretaget i forbindelse med vådområder[11].
Der er i det ovenstående givet et eksempel på hvad offernedlæggelserne kan indeholde, nemlig et hankekar, vedlagt lemmeknoglerne af en lille ko samt dennes tøjrreb i lindebast og en tøjrpæl af træ. En anden ofring, der er fundet eksempler på flere gange, er nedlægningen af et lerkar der er halveret således, at den ene karside er helt bevaret. Inden i denne er derpå anbragt en klump ren råler. Denne form ses endelig i kombination med den førstnævnte offertype[12].
Under Albrectsens første udgravning blev der fundet endnu en variant, et helt lerkar uden følgegaver. Karret kan naturligvis have indeholdt en drik eller andet, der nu er forsvundet, men da der er tale om et enligt kar, kan det ikke med overbevisning betragtes som en ofring. Fundet[13] må derfor i lighed med de øvrige enlige lerkar, der p.g.a. deres uprofessionelle udgravning under tørvearbejdet, er uden supplerende fund, ikke betragtes som sikre offerfund, men bør regnes til en gruppe af mulige ofringer (Becker 1971:15). Endelig foreligger muligheden af at menneskeofringer er blevet taget i anvendelse. Skelettet fra Langemosen bærer ingen spor efter vold, f.eks. halshugning, så en almindelig drukneulykke kan ikke afvises. Det bør dog understreges, at en hængning eller likvidering som foretaget på Gravballemanden ikke sætter sig spor på skelettet. Under udgravningen af kraniet registrerede J. Meldgaard, at ansigtet havde vendt ned mod mosens bund, dette kan eventuelt tolkes som en ydmygende handling over for den døde, og være med til at underbygge formodningen om en ofring (Hemmendorff 1984:11). Denne placering kan dog ligeledes være opstået på grund af den position liget vil indtage når det på lavt vand i løbet af forrådnelselsprocessen udvikler gasser i bugen (Bennike & Ebbesen 1987:88). Populært kan man beskrive de sikre offertyper fra Langemosen som 13 færdigsyede »offerpakker«, man kunne vælge imellem. Valget har måske været styret af, hvilken gunst man ønskede at opnå.
På ovenstående figur fremgår det, at der ikke kan påvises enkeltområder i mosen, hvor der findes koncentrationer af en eller flere af de nævnte »offerpakker«. Kun en svag klumpning af »offerpakke 2« ses i Albrectsens felt V.
De daterbare fund, hvorom der er oplysninger om placering i mosen, er indtegnet på ovenstående fig: 9. Det er ikke indtrykket, at der for enkelte perioder eller tidsintervaller har været foretrukne områder i mosen, hvilket styrker tolkningen af hvert enkelt fund som udtryk for en enkelt offerhandling.
De 50 enkeltfund fra Bukkerup Langemose står således som mere eller mindre sikre offerhandlinger, foretaget over en ca. 400-årig periode, indenfor hvilken der ikke er sket forandringer i udførelsen af offerritualet. Ved en jævn fordeling af de 50 ofringer over de 400 år ses det, at et tidsinterval på 9 år som omtales af Adam af Bremen i hans beskrivelser af ofringerne i Uppsalla, passer fint.
At menneskets hverdag afspejles i dets udformning af myter og riter, er ikke en ny tankegang. Allerede Gudmund Hatt var talsmand for dette: »Landbrugets Indførelse betød ikke blot en Tilkendegivelse af Kulturplanter og Tamdyr, Redskaber og Teknik; den bragte ikke alene det materielle Grundlag for et rigere Erhvervsliv, og en større Befolkningstæthed. Sammen med hele dette System af Materielle Kulturelementer kom den dermed forbundne Aandskultur« (Hatt 1937:137). Den svenske arkæolog Bertha Stjernquist har siden 70’erne påpeget den mulighed, der ligger i en sammenligning mellem offerfund og de samtidige fund af erhvervsmæssig karakter, der findes i den geografiske nærhed, og efterlyst denne form for komparative studier (Stjernquist 1968:86). Blandt de meget få fund af denne art, kan der henvises til Herbert Jankuhns sammenligninger mellem bopladsfund og offerfund i Nordtyskland (Jankuhn 1967).
Jankuhns undersøgelse bygger netop på en sammenligning mellem knoglematerialet fra boplads og offerfund.. Der er dog den store svaghed ved denne undersøgelse, at lokaliteternes indbyrdes afstand er meget stor, samt at det naturlige miljø, hvorfra de stammer er væsensforskelligt. I det følgende vil dyreknoglerne fra Bukkerupfundet derfor blive sammenlignet med nærmeste bopladsfundne ditto. Ser man på Albrectsens kortmateriale over grav og bopladsfund på Fyn er det iøjnefaldende, at der findes en fundtom bræmme omkring det, der stort set hører under Båg herred. Albrectsen omtaler grænsebremmen (Albrectsen 1970: 128), som i nord markeres af Brende å, i øst af Haarby å samt istidsplateauerne »de Fynske bjerge«, medens afgrænsningen i vest og syd naturligt findes ved kysten. Fundenes spredning og landskabets karakter afspejler Båg herred som et afgrænset ressourceområde, hvor indenfor en befolkningspopulation, spredt i mindre grupper/landsbyer, har levet med indbyrdes relationer. Offermosen er centralt placeret i slettelandskabet mellem den grænse til skov og kyst, man kan have formodning om eksisterede på daværende tidspunkt (Fabech 1991: 294).
Desværre er der ingen bopladsfund med bevarede dyreknogler indenfor netop Båg herred. Derimod blev der ved Niels Andersens undersøgelser, omfattende jernalderhuse ved Sarup, som er beliggende kun 8 km syd for Langemosen, fundet tre førromerske hustomter med grebning (hus III, V og VI) samt to tomter med båse-skilderum (hus IV og V), hvilket indirekte påviser tilstedeværelsen af større husdyr, antageligt kvæg. Bopladsens datering er førromersk jernalder P II og III (Andersen 1984). I hus V har der været plads til omkring 14 dyr. Bopladsens beliggenhed tæt ved engarealer, der har været velegnede til græsning, peger ligeledes på en økonomi baseret på kvæghold. Nord for Båg herred finder vi Køstrup, en boplads der blev udgravet i årene 1980 til 84 af Asger Lorentzen. Den dateres til ældre romersk jernalder, med tyngdepunkt omkring år 100 e. Kr., hvilket er sammenfaldende med den mest aktive periode i Langemosens historie. Husene fra Køstrup kan desværre ikke opvise hverken grebning eller båseskillerum, men der er derimod fundet en del knogler i de gruber der fandtes perifert i forhold til bebyggelsen. Knoglematerialet[14] viser en markant overvægt af tamkvæg, medens får, ged, tamsvin og hund kun er tilstede i mindre omfang. Materialet fra Køstrup viser den samme tendens som et endnu ældre fund, gjort af E. Albrectsen ved Lundsgaard i 1940’erne (Albrectsen 1946). Beboerne ved Lundsgaard nedgravede i romersk jernalder ved flere lejligheder dyr eller dele heraf inde i husene. Tolkningen af disse nedgravninger hører ind under det kultiske, idet de af Albrectsen beskrives som husofringer. Knoglematerialet viser ikke som Køstrup-fundet en entydig overvægt af kvæg, idet der er mange fund af får, svin, hund og hest. Zoolog M. Degerbøl, som gennemgik knoglerne, understreger dog, at den overvejende del af materialet stammer fra kvæg[15]. Det samlede billede viser et jernaldersamfund med en subsistensøkonomi baseret på kvæghold, suppleret med både får og svin. De ofrede dyreknogler fra Bukkerup stammer alle uden undtagelse fra køer. Ganske vist foreligger der et tåled fra en hest og et spoleben fra en gris, men disse bør nærmere betragtes som fejlplaceringer end som led i ofringerne. Derimod kan forekomsten af de to dyrearter ses som et udtryk for deres tilstedeværelse i husdyrholdet. Konsekvensen af denne sammenligning må være, at der har været foretaget en bevidst udvælgelse blandt dyreholdet i forbindelse med ofringerne.
Kvæget har haft betydning for den lokale produktion af kød og mælk. Huderne derimod har antagelig fungeret som eksportartikel til romerne (Lund Hansen 1987:261; Hedeager 1988:118).
Det danske ord »penge« er et såkaldt arveord fra det latinske pecunia, der er direkte afledt af det latinske ord for kvæg: pecus. At kvæget i sig selv har fungeret som et direkte betalingsmiddel kendes fra flere skriftlige kilder. Kvægets status i det samlede dyrehold understreges af dets udvælgelse til »offerdyr«, hvilket omtales nærmere nedenfor.
Inden for det ovenfor omtalte naturligt afgrænsede ressourceområde, der stort set er identisk med Båg herred, er der gjort offerfund i lighed med fundet fra Bukkerup. Det vigtigste af disse fund stammer fra et lille sumpet område, beliggende nordvest for Turup kirke. Fundet blev gjort d. 23/2 1957 af kunstmaler Børge Thurup[16]. Thurup, der er en ivrig amtørarkæolog, indsamlede den første dag fire lerkar, den følgende dag blev der fremgravet endnu tre lerkar af B. Thurup og lærer Frode Lund. Sidstnævnte tog kontakt til Fyns Stiftsmuseum, og en mindre undersøgelse af stedet foretoges af Albrectsen. Denne udgravning bragte ingen nye lerkar for dagen, men en »veltilskåret tøjrpæl af træ«. Om der har været lignende tøjrpæle ved de øvrige fund er tvivlsomt, derimod fandt amatørarkæologerne pænt stablede dyreknogler ved siden af lerkarrene anbragt med albuebenene øverst. Knoglematerialet, som nyligt[17] er blevet undersøgt af zoolog Tove Hatting, stammer i 5 tilfælde fra køer, derudover er der blevet ofret en tyr og et får. Det er kun lemmeknoglerne der er blevet ofret, og den måde hvorpå disse er blevet behandlet i forbindelse med offerceremonierne er identisk med forløbet ved Bukkerup. Ikke langt fra Bukkerup ligger Gummerup. Herfra blev et lignende fund hjembragt til museet allerede i 1935. Amatørarkæolog Helvig Mikkelsen fortjener i denne sammenhæng at blive nævnt. Fundet, der blev optaget og fotograferet en kold vinterdag af Mikkelsen, er indtil dato det eneste fra stedet. Lerkarret indeholdt, som i de øvrige tilfælde, lemmeknoglerne af en ko. Ingen andre steder i landet, udover et enkelt fund på Langeland, er der fund af Bukkerup type (Becker 1971:43); meget tyder derfor på, at vi har at gøre med en lokal variation over et ellers meget udbredt tema. Både Gummerup- og Turupfundene kan dateres til ældre romersk jernalder. Fra den efterfølgende periode, yngre romersk jernalder, er det store våbenofferfund fra Kragehul kendt, mindre kendt er det imidlertid, at der i denne mose også blev foretaget frugtbarhedsofringer i ældre romersk jernalder. Ved Engelhardts udgravninger af mosen fra 1865 og årene herefter, fremkom der flere »huskar«, der i enkelte tilfælde er fundet tæt ved fund af dyreknogler og mindre sten. Lerkarmaterialet fra Kragehul er i modsætning til de små hele lerkar fra de før omtalte fund, fragmenter fra større krukker. Karakteren af knoglematerialet peger imidlertid på, at der er tale om den samme form for offer, idet det består af lemmerne fra både køer og får.
Den ældste jernalderofferplads i Båg herred er tilsyneladende Bukkerup Langemose[18]. På baggrund af det omfattende og meget vigtige analysearbejde, Tove Hatting har foretaget på dyreknoglerne, kan det fastslås, at det rituelle mønster har været uændret i hele den 400-årige periode. Flere sæt af regler har haft gyldighed. For det første udvælgelsen af offerdyret, som helst skulle være en okse, til nød et får. Efter slagtningen er dyrets lemmer skilt fra kroppen, altid med den følge at bækkenknoglerne er brækket. Derefter beviser tilstedeværelsen af småknogler fra leddene, og den iøjnefaldende mangel på snitmærker, at lemmerne ikke har været yderligere parteret. I mere end et tilfælde er det imidlertid blevet iagttaget, at knoglerne har været bundet så tæt sammen af det ledsagende reb, at de ikke kan have været nedlagt kødfulde. Tove Hattings konklusion[19] har derfor været, at kødet må have gennemgået en forrådnelsesproces. Resterne er derefter blevet nedlagt i det lave vand[20], ledsaget af dyrets tøjr i form af reb og en tøjrpæl, samt et lille enhanket drikkekar. Fastholdelsen af dette rituelle mønster igennem en 400-årig periode har fordret en form for styring. Den almindelige opfattelse[21] af fundgruppen »mosefundne lerkar« som udtryk for det enkelte individs private ofring kan derfor ikke opretholdes. Hver enkelt ofring skal derfor, i modsætning til tidligere antaget, ses som en kollektiv handling sandsynligvis udført hvert 9. år under ledelse af en offerpræst eller druide. I den forbindelse er det værd at nævne, at en okse nok ikke har været helt billig at ofre. Fra den frankiske lov Lex Ribvaria fra det 8. årh. ved vi, at en okses værdi svarere til 2 solidi hvilket er
1/3 del af årsindkomsten for en hel familie. Altså en ikke helt uanselig offergave til guden. Hvor stor en værdi man skal tillægge det vedlagte tøjr og drikofret skal ikke kunne siges, men en rimelig arbejdsindsats ligger bag fremskaffelsen af begge dele. I modsætning til disse kollektive offerceremonier ses de ovenfor nævnte fund af mindre husofre i form af en hund, en lille gris samt dele af ko og hest, alle nedgravet i husgulvene på Lundsgaard pladsen. Deres forskelligartethed beviser hvor bredspektrede ritualernes udførelse bliver, når der ikke anvendes et ganske bestemt regelsæt under overordnet styring. Tilsyneladende er traditionen med de kollektive ritualer blevet spredt fra Bukkerup til oplandet: Gummerup, Turup og Kragehul. Den korrekt udførte offerhandling krævede måske ligefrem anvendelsen af en speciel form for kvæg, under alle omstændigheder tilhører både Bukkerup og Turup kvæget en ganske speciel lavstammet race, som kun kendes herfra. Redistributionen af kvæget samt den medfølgende offerskik har givetvis medført en form for autoritet tilknyttet Bukkerups leder, en autoritet som eventuelt ses afspejlet i anvendelsen af menneskeofringer på stedet. Langemosens centrale rolle som sakralplads i Båg herred er tilsyneladende opbygget via kommunikation gennem fredelige kontakter. Strukturen indeholder kimen til en accept af en mere overordnet styring af de religiøse aktiviteter, en udvikling som tydeligt slår igennem ved de store kollektive våbenofringer i yngre romersk jernalder. Denne udvikling er søgt illustreret på fig. 11.
I førromersk jernalder foregår der frugtbarhedsofringer i både Bukkerup og Kragehul. I ældre romersk jernalder intensiveres ofringerne i Langemosen og spredes til den omkringboende befolkning i Turup og Gummerup. Ved overgangen til yngre romersk jernalder foretages der tilsyneladende menneskeofringer i Langemosen. Herefter ophører frugtbarhedsofringerne brat, og som et af de første steder herhjemme foretages der våbenofringer i Kragehul (Ilkjær 1984:27). Der eksisterer tilsyneladende to modstridende religionsideologier indenfor Båg herred, i perioden omkring 200 e. kr. Hvorledes skal disse ofringer nu tolkes. Allerførst må man gøre sig klart, at man har at gøre med symboler, d.v.s. »noget som betyder noget, noget andet eller mere end det, der umiddelbart ses eller opleves« (Achen 1986:7). Symboler indeholder det mennesket tillægger det og kan ikke umiddelbart tydes. Grundtanken ved ofring skal ses som et udtryk for en handling, foretaget for at opretholde eller genskabe det gode forhold, der er så vigtigt for mennesket i forhold til guden. Der kan derfor ligge forskellige motiver bag varierende offertyper. I forbindelse med »offerpakke 1« vil det være naturligt med en tolkning der omfatter »drikofret«, hvor der indgår en berusende drik, som dels indtages af den ofrende, dels hensættes til guden. Gennem beruselsen opnås en fornemmelse af guddommelig kraft og et samhørighedsforhold med guden, et forhold der understreges gennem det fælles måltid som tilsyneladende også har været gældende. (Se T. Hattings beskrivelser af marvspaltede knogler). Den guddom der har været af så fundamental nødvendighed i jernalderens landbrugssamfund, er givetvis frugtbarhedsguden eller guderne Frej og Freja[23], som kan regnes til de ældste af de nordiske guder, de såkaldte vaner. Frugtbarheden hvis magiske kræfter ses udfoldet hvert forår, når kalvene fødes og køerne igen giver mælk. I et forsøg på at tolke ofringerne, er der blevet foretaget proteinanalyser af madskorper fra nogle af lerkarrene[24]. Nye og avancerede metoder er inden for de sidste år taget i anvendelse, og det er derved blevet muligt at lokalisere og artsbestemme bevarede proteiner. Desværre kunne de udtagne prøver intet vise, men senere undersøgelser vil muligvis kunne afsløre, om der har været anvendt f. eks. blod eller mælk fra køer ved ofringerne. Med til vurderingen af oksen som udvalgt offerdyr hører den udbredte brug af dyret i forbindelse med kunsten. Til jernalderens tidligste eksempler hører den pragtfulde tyr på bundpladen af Gundestrupkarret. Hertil føjer sig dyr fra andre kar bl.a. broncekarrene fra Brå ved Horsens og Illemose på Fyn. Sidstnævnte minder meget i stilen om det nyligt fremkomne stykke fra Lundeborg (Thomsen et al. 1993:93). Dyrene optræder tillige på fibler, som drikkehornsbeslag og som små selvstændige helfigurer. Et keltisk eksempel herpå er fundet ved Ejbygaard (Thrane 1989:396). Om kvæget har haft status som direkte helligt dyr eller det blot er blevet symbolet på den rigdom og magt, der kunne opnås gennem dets frugtbarhed, er ikke til at afgøre. Vigtigt er det dog at dets status holder sig gennem hele ældre romersk jernalder og ind i begyndelsen af yngre romertid. Til denne periode dateres en række små fynske broncefigurer, i lighed med ovennævnte fra Ejbygaard. Disse udgør sammen med enkelte eksemplarer fra Øland og området ved Berlin, en helt speciel fundgruppe som kun vanskeligt kan sættes i forbindelse med andet end religion. Broncestatuetterne er muligvis kommet hertil gennem forbindelse med romerske soldater, som gennem tiden udviklede en speciel kult omkring tyre, inspireret af den persiske helt Mithras. De kan dog kun have skabt interesse herhjemme på grund af den allerede eksisterende kult. At en stor del af figurerne er fundet i moser, understreger kun dette.
Reundersøgelsen af Bukkerup Langemosefundet, har på flere punkter vist, hvor vigtig denne fundgruppe er. Ikke blot er det blevet klart, at der ikke er tale om mindre kostbare og tilfældige individuelle ofringer, men derimod om kollektivt udførte ritualer, foretaget under overholdelse af et nærmere beskrevet sæt af regler. Det samlede fundbillede indenfor Båg herred viser tillige, at den styring, der har været foretaget af de rituelle handlinger, allerede i førromersk og ældre romersk jernalder, er fundamentet hvorpå de langt mere institutionaliserede ofringer af våben bygger. En udvikling der tilsyneladende er opbygget via kommunikation gennem fredelige kontakter. Båg herred kan altså på baggrund af offerfundene udskilles som en region. Men Fyns land har som bekendt andre og mere magtfulde centre, her tænkes specielt på Sydøstfyn. Forholdet mellem disse to væsensforskellige regionale områder ses bl.a. i den store forskel, der tegner sig i fundmaterialet i øvrigt, herunder guldfund. Gudmebygden er kendt videnom p.g.a. den store guldrigdom, hvilket er et bevis på den magt, der må have udgået fra stedet, som måske er Danmarks første kongesæde. Båg herred bør derimod opfattes som et samfund med centralistisk struktur, men med ringe mulighed for manifestation på et højere politisk plan, som f.eks. opnås via handel.
Krigsbytteofringerne, hvis begyndelse falder sammen med romerrigets sammenbrud og Limes fald år 260, er blevet tolket som en hjemvendt krigerklasses etablering af et nyt samfundssystem (Fabech 1991:289). Krigshelten har haft en status, der var uden magt i det slægtskabsbaserede landbrugssamfund (Hedeager 1990:95 f.). Og gennem erfaringen med romernes mere hierarkisk opbyggede samfund og religion er behovet skabt for en lignende hierarkisk opbygning i såvel samfund som gudeverden herhjemme. Frugtbarhedsguderne mister status til fordel for en række nye guder, heriblandt krigsguden Tyr samt visdommens og retfærdighedens gud Odin. Som en naturlig følge heraf ses hesten, krigshesten, det nye statusdyr, nu ofte afbilledet på smykker o.l. Hestens afløsning af oksen som offerdyr er tidligere blevet iagttaget (Jankuhn 1967; Thrane 1989) , og et eksempel på en billedlig fremstilling af dette skal eventuelt ses på brakteaten fra Killerup hvor Odins hest er fremstillet med flot svungne oksehorn (Thrane 1993 Pl. I).
