Allerede på afstand fornemmes illusionen. Øret opfanger de karakteristiske lyde fra arbejdet ved Skamby Torupgården i Den Fynske Landsby. En trillebør med møg skramler over gårdspladsen, i mælkerummet kærnes smør og i bryggerset er der travlhed ved den store bageovn. Overalt på gården møder man børn og voksne i dragter, som de så ud i 1850’erne. Museets gæster følger opmærksomt sceneriet, får en sludder med madmor og minder os med deres tilstedeværelse, om at tiden er anno 2004, og ikke 1850!
Med sit rekonstruerede interiør i stuehus og stald, nylavede møbler og redskaber efter originale forlæg og køkkenets hensigtsmæssige installationer, fremstår Skamby Torupgården i dag som en perfekt ramme for Levende Historie. Men således har det ikke altid været. I det følgende beskrives gårdens historie fra tiden, hvor den blev "opdaget” og indarbejdet i museets planer, og de mere end 60 års byggehistorie med nedtagning, opstilling, revisioner og rekonstruktioner frem til den endelige færdiggørelse og ibrugtagning i forbindelse med formidlingsprojektet Levende Historie.
Skamby Torupgårdens lange ’’byggehistorie” er et godt eksempel på de mange tanker og overvejelser, der gennem tiden har ligget bag genopførelsen af de historiske bygninger i Den Fynske Landsby, og afspejler på udmærket vis det samspil, der til alle tider vil være mellem bygningerne som museumsgenstande og som "kulisser" i museets formidling af livet på landet i 1800-tallet.
Opbygningen af Den Fynske Landsby blev påbegyndt i 1940. Inden da havde en gruppe museumsfolk gennemsøgt Fyn og omliggende øer efter egnede bygninger til det planlagte frilandsmuseum. Man havde på det tidspunkt købt, opmålt og nedtaget Davinde Vandmølle, Maderup Vindmølle, Sortebro Kro, Brahesborghuset og Væverhuset fra Vesterlunde. Under genopførelsen af disse fortsatte jagten på gårde og huse til Den Fynske Landsby.
Man havde blandt andet udset sig en egnet gård i Skamby på Nordfyn. Efter en længere forhandling med ejeren kunne man den 28. juli 1943 underskrive en forkøbsret til den firlængede Skamby Torupgård. Med forkøbsretten fulgte indskrænkninger i retten til at foretage ombygninger af gårdens stuehus og øvrige længer.
Forkøbsretten blev siden forlænget frem til den 1. april 1955, hvor museet overtog gården med henblik på opmåling og efterfølgende flytning til Den Fynske Landsby. Først i perioden fra 1958 til 1960 fik museet tid og ressourcer til at udføre det omfattende opmålingsarbejde og den efterfølgende nedtagning.
Da man planlagde at anlægge frilandsmuseet Den Fynske Landsby, havde man i samråd med eksperter fra frilandsmuseet i Lyngby besluttet, at alle bygninger, der skulle flyttes til Den Fynske Landsby, blev genopført nøjagtigt, som de stod på det oprindelige sted – dvs. med alle de skævheder og skader som tidens tand og manglende vedligeholdelse havde påført dem. Derudover skulle gårde og huse, der i tidens løb var ombyggede, føres tilbage, som de fremstod omkring 1850.
Man kan sætte spørgsmålstegn ved det korrekte i at genopføre en bygning med mange års forfald, når man ønskede at genskabe et landsbymiljø fra 1800-tallet. På det tidspunkt stod Den Fynske Landsbys bygninger mere eller mindre nyopførte på deres oprindelige sted. I dag ville man nok af formidlingsmæssige grunde vælge at give gårde og huse et mere autentisk udtryk i forhold til den tid, de repræsenterer og det tidsbillede, man ønsker at skabe.
Ikke desto mindre stillede det dengang valgte koncept store krav til opmåling og registrering af Skamby Torupgårdens bygninger, indretning og interiør. Alle vitale bygningsdele som syldsten, bindingsværk og tagkonstruktion blev nummereret i et sindrigt system, hvorefter der blev udspændt et lodret modulnet foran samtlige facader og indvendige skillevægge. Modulnettet var opdelt i lodlinier pr. to meter og en vandret linie. Ud fra disse linier blev alt bindingsværk m.v. opmålt i lodret og vandret plan og omhyggeligt noteret på opmålingsskitserne til senere rentegning.
Når alt var opmålt og registreret, blev bygningerne nedtaget i modsat rækkefølge af opbygningen – inventar, døre, fjellegulve, vinduer, tavl, tagkonstruktion, bindingsværk, indvendige tegl- og pigstensbelægninger og til sidst syldstenene. Herefter blev gårdspladsens ledesten nivelleret og nummereret og pigstensbelægningens mønster blev indtegnet på opmålingsplanerne for derefter at blive taget op.
Efter nedtagningen blev alle bygningsdele opmagasineret på henholdsvis Snapindgården og under halvtage i Den Fynske Landsby. Her blev det opbevaret helt frem til 1979, hvor man påbegyndte genopstillingen.
Fra forkøbsrettens indgåelse i 1943 til opmålingsarbejdet påbegyndtes 1958 har der, jf. forkøbsrettens betingelser om indskrænkningen i retten til at foretage ombygninger, ikke været udført væsentlige bygningsarbejder på Skamby Torupgården, og det er tvivlsomt, om ejeren har haft lyst til at bekoste den krævede vedligeholdelse. De opmålingstegninger og de fotos, der dannede grundlag for genrejsningen i 1979, må derfor formodes at vise gården, som den tog sig ud i 1943 med et 15-årigt forfald frem til 1958.
I museets tegningsarkiv findes 18 rentegninger af de opmålinger, der blev foretaget. De fleste af tegningerne indeholder flere detailopmålinger, og ligeledes findes der i arkivet 171 sort/hvide fotos, optaget under arbejdet med gårdens nedtagning. Opmålingstegningerne fra 1960 viser et stuehus, hvis indretning er noget atypisk for en fynsk gård fra 1800 tallet. Man søgte derfor under genrejsningen i Den Fynske Landsby at føre stuehuset tilbage til sin oprindelige indretning. Det resulterede i, at man rokerede om på stuehusets skillevægge og de skillevægge, der ved nedtagningen ikke var konstrueret med bindingsværk, fik dette tilført. Udover enkelte skitser i tegningsarkivet findes der ingen oplysninger om de overvejelser, man gjorde sig med hensyn til den ændrede planløsning i stuehuset, og der findes heller intet materiale, der dokumenterer den indretning, man valgte at udføre.
Udover de nævnte ændringer i stuehuset, og ændring af sydlængens sydøstlige hjørne blev Skamby Torupgården genopstillet efter opmålingstegningerne fra 1960. I 1982 var byggeriet så langt fremme, at alle længer og stuehuset stod genopførte og selve stuehuset var delvis færdigindrettet.
I midten af 1982 blev alle byggearbejder på Skamby Torupgården sat i bero, og Den Fynske Landsbys ressourser blev anvendt til andre presserende opgaver. I stedet blev det besluttet at anvende gården til skiftende udstillinger og aktiviteter, og som sådan fungerede den frem til 1994, hvor en efterårsstorm raserede gårdens vestlænge i et omfang, der krævede en større renovering og færdiggørelse af de stabiliserende skillevægge.
I forbindelse med renoveringen blev der udarbejdet et skitseprojekt til færdiggørelse af hele gårdanlægget. Tanken var, at alle landsbyens formidlingsaktiviteter skulle samles i Skamby Torupgården. En gruppe aktører skulle kvalificeres til at befolke gården, så de på en historisk korrekt og attraktiv måde kunne formidle og anskueliggøre livet på en typisk fynsk gård fra 1800 tallet.
Landsbyens øvrige gårde er møbleret med originalt eks- og interiør, opstillet i så vidt muligt korrekte miljøer. Netop autenticiteten i disse miljøer gør det vanskeligt at informere om de enkelte genstandes brug mv. Alle former for skiltning vil virke fremmede og distraherende for den samlede oplevelse. Med dette forhold in mente blev Skamby Torupgården udelukkende indrettet med kopigenstande. Dermed kunne man demonstrere og forklare publikum om de forskellige redskabers og husgeråds brug.
Efter planen skulle gården være ombygget og færdigindrettet til ibrugtagning i sommersæsonen 1996, hvor Den Fynske Landsby kunne fejre sit 50 års jubilæum. Desværre blev projektet af økonomiske årsager atter sat i bero, men ideen med at formidle Den Fynske Landsby gennem en gruppe aktører blev realiseret, og Levende Historie, som formidlingstiltaget blev kaldt, agerede rundt i landsbyen. Iført kopidragter viste de forskellige arbejdsprocesser og almindelige landlige gøremål. Levende Historie var et godt supplement til visualiseringen af landsbymiljøet og sidst, men ikke mindst, kunne aktørerne give en mundtlig formidling videre til et interesseret publikum.
I år 2000 blev det endelig økonomisk muligt at påbegynde Skamby Torupgårdens ombygning og færdiggørelse. At arbejdet med Skamby Torupgården stod stille fra 1982 er nu ikke helt rigtigt. Historikeren Bjarne Porsmose havde i 1983 gennemført en omfattende arkivundersøgelse for at kunne belyse gårdens historie i artiklen "Skamby Torupgården" (Fynske Minder 1983).
På baggrund af hans materiale påbegyndtes en detailplanlægning af gårdens færdiggørelse. Han konkluderer, efter en gennemgang af eksisterende brandtaksationer og skifter fra 1818-1855, at Skamby Torupgården, som den fremstår i Den Fynske Landsby, ikke kan dateres længere tilbage end til 1855.
Det var derfor naturligt at planlægge den kommende ombygning ud fra brandtaksationen fra 1855 og det seneste skifte fra 1839, men da Bjarne Porsmoses konklusion udelukkende byggede på bygningernes antal af fag og bredde, og ikke den indretning, den havde fået under genopførelsen i 1982, var det nødvendigt at gennemgå alle bygninger for spor efter den oprindelige indretning. Efter denne gennemgang kunne vi konstatere, at vi stod overfor et omfattende byggearbejde, hvilket, af økonomiske og arbejdsmæssige grunde, krævede en opdeling af projektet i 3 etaper: etape 1 omfattende stuehuset med interiør, etape 2 bageovn, gruekedel, bryggers og pigekammer samt etape 3 indretning af stalden i sydlængen. Den østre længe krævede ingen ombygninger, og, som nævnt, blev vestre længe renoveret i 1996.
På det tidspunkt, stuehuset blev målt op og nedtaget, viser opmålingstegningerne en indretning, der var noget anderledes end den gængse i 1800-tallet. Af folketællingerne fremgår det da også, at gårdejer Jørgen Larsen i 1880 havde indsat sin broderdatter Karen Pedersen til universalarving og ansat hendes mand, Rasmus Hansen, som gårdbestyrer. 69 år gammel gik Jørgen Larsen altså på aftægt, og det er ikke usandsynligt, at stuehuset ved den lejlighed blev ombygget til at rumme ham og gårdbestyrerfamilien. Både planløsningen og valget af materialer til skillevægge kunne tydes derhen.
Da man genopførte huset, havde man som nævnt valgt en planløsning, der ikke viste situationen fra 1943, hvor gården blev målt op, og heller ikke tilbageført stuehuset med en indretning i overensstemmelse med gårdens kildemateriale.
Brandtaksationen fra 1855 og det seneste skifte fra 1839 angiver stuehusets rumopdeling således:
Alle de eksisterende rum blev derefter sammenholdt med rumbeskrivelsen i brandtaksationen. To af rummene var i listen dimensioneret ved angivelse af fjellegulvenes omfang, nemlig storstuen og sovekammeret. For storstuens vedkommende svarede de beskrevne 4 fag over hele huset til rummets dimension både før nedtagningen og efter genopstillingen. Skillevæggens bindingsværk var udført med originalt tømmer. Disse to forhold gjorde, at der ikke blev foretaget ændringer under ombygningen.
I brandtaksationen angives sovekammerets fjellegulv til at være 3 fag langt og det halve hus bredt, hvilket hverken svarer til rumstørrelsen før nedtagningen eller efter genopstillingen, hvor rummet er 4 fag langt. Dette kunne forklares ved, at der ikke var lagt det kostbare trægulv under alkoven, der højst sandsynligt har været anbragt i det vinduesløse fag i rummets østlige ende. Forstuens placering både før nedtagningen og efter genopstillingen virkede forkert i forhold til de øvrige rum. Placeringen betød, at man skulle gennem soverummet for at komme fra køkken til dagligstuen, hvilket ville være noget uhensigtsmæssigt. Hvis man flyttede forstuen 3 fag mod øst, ville man få den stue ved siden af storstuen, som var beskrevet i skifterne. Ved en nærmere undersøgelse af facadens bindingsværk kunne vi konstatere, at hoveddøren, og dermed forstuen, havde været flyttet netop de 3 fag inden opmålingerne blev udført i 1943.
Nu var puslespillet med at få en planløsning, der svarede til brandtaksationer og skifter, ved at være løst. Tilbage var kun at flytte skillevæggen mod bryggerset et fag mod øst til den placering, den var flyttet fra under genopførelsen. Det samme gjaldt skillevæggen mellem køkken og dagligstue.
Under genopførelsen havde man flyttet skorstenens fundament og påbegyndt opmuringen af et åbent ildsted mod køkkenet. Dette blev revet ned, og skorstensfundamentet blev placeret som angivet på opmålingsplanen.
Allerede ved brandtaksationen i 1830 havde huset to skorstene og bageovn, den ene skorsten sandsynligvis fra bageovnen, og den anden fra dagligstuens åbne ildsted. At der havde været et åbent ildsted til madlavning i dagligstuen sandsynliggøres af skorstenens dimension, og skiftet fra 1839 angiver da også flere køkkenrelaterede genstande placeret i dagligstuen. Først omkring 1850 blev der etableret et særskilt køkken, der dog ikke blev udstyret med et støbejernskomfur, eventuelt har man ved køkkenets etablering tilmuret indfyringsåbningen mod dagligstuen og udført en ny fra køkkenet. Desværre var det ikke muligt at få belæg for dette gennem opmålingstegninger og fotos. Da køkkenet var planlagt anvendt til madlavningsaktiviteter, valgte vi af brandsikkerhedsmæssige årsager at opstille et komfur i køkkenet.
Endelig var projekteringen så langt fremme, at Den Fynske Landsbys håndværkere kunne begynde ombygningen af stuehuset. Udover nyindretningen af stuehuset blev der i vestre længe indrettet et mælkerum med henblik på, at Levende Historie kunne formidle mælkeforarbejdsningsprocessen. Der blev desuden indrettet et hønsehus. Disse rum er af formidlingsmæssige årsager "digtet" til bygningen uden nogen historisk dokumentation. Samtidig blev møbler og husgeråd kopieret efter originale genstande og møbler fra Den Fynske Landsby.
Fra sæsonstart 2000 kunne Levende Historie flytte ind i gården med deres mange aktiviteter.
I næsten enhver gård fra 1800-tallet var der opmuret en mægtig bageovn. En sådan havde Skamby Torupgården også haft, men man havde ikke nået at genopføre den, inden byggeriet blev sat i bero i 1982. Som det sidste havde man udlagt de store marksten, som udgør fundamentet til bageovnen, hvilket vi naturligvis agtede at bygge videre på, da vi planlagde 2. etape af Skamby Torupgårdens færdiggørelse.
En bageovn blev opbygget på følgende måde. Først udlagde man et fundament af store marksten, helst så store som muligt, for dels at kunne optage trykket fra den tonstunge bageovn, og dels for at kunne akkumulere varmen, når der blev fyret op i ovnen.
Derefter murede man ovnens kappe op til selve ovnens bund, hvor man udlagde et tykt lag lerblandet grus som underlag for de klinkbrændte sten, der dannede ovnens bund (herden).
På ovnbunden blev der bygget en skabelon af hassel- og pilegrene til opmuring af ovnens hvælv. Inden hvælvet blev sat, muredes ovnens front med indfyringsåbningen og skorstensvangerne, derefter blev ovnens kappe muret, og i takt med denne opmuring pakkede man lerblandet grus mellem kappe og hvælv.
Hele denne proces var klar til at sætte i gang i august måned 2001. Opmålingstegningerne og fotos fra nedtagningen viste, at den oprindelige bageovn var opmuret i rå lersten, men da det var hensigten, at Levende Historie skulle kunne benytte ovnen i den daglige formidling, blev det af brandtekniske årsager besluttet at opføre ovnen i brændte sten opmuret i mørtel. Dette valg var desuden en forudsætning for, at vi kunne få den krævede skorstensattest på, at bageovnen kunne benyttes.
Fundamentstenene, der som nævnt blev lagt i 1981, var placeret direkte oven på et lag fyld-grus, hvilket vi skønnede ikke kunne bære den tunge bageovn og store skorsten. Alle de store sten blev derfor fjernet, og et betonfundament blev støbt, hvilket naturligvis ikke er korrekt i et 1800-tals byggeri, men nødvendigt for at sikre ovnen mod sætninger, der ville forårsage revnedannelser i ovnen og i værste fald en sammenstyrtning. Stenene blev herefter lagt ud på betonfundamentet, og med det som stabilt underlag var det muligt at kile dem op i de korrekte kotehøjder.
Den 19. september 2001 blev murerarbejdet påbegyndt, og i midten af oktober var de 7-8.000 mursten lagt på plads, og bageovn, skorsten og gruekedel stod færdige som en flot skulptur i Skamby Torupgårdens bryggers. Medens vi ventede på, at bageovnen tørrede så meget, at vi kunne foretage den første opfyring, lagde landsbyens gartnere pigstensbelægning og tømrerne byggede det manglende pigeværelse. Det hele stod færdigt, da vi i april 2002 foretog den med spænding ventede prøveoptænding i bageovnen.
Når man fyrer op i en bageovn eller gruekedel, sker det fra ovnhuset. Man står således inde i selve skorstenen. Herfra lægges brænde gennem fyringsåbningerne under gruekedlen og ind i ovnen.
For ovnens vedkommende kræver det stor erfaring at vurdere mængden af brænde, der skal anvendes for at få ovnen op på en passende bagetemperatur, og hvornår ovnen har akkumuleret varme nok til at holde temperaturen. Når træet er udbrændt og ikke afgiver mere røg, rages gløderne ud eller over i ovnens sider. Inden brødene sættes i ovnen skal alt sod, der har sat sig på ovnens hvælv, være afbrændt og ovnbunden renset for aske og gløder. Med en skydsel sættes brødene så ind, direkte på ovnens bund. Herefter lukkes indfyringsåbningen for at holde på varmen – og brødene ligger nu i ovnen indtil husmoderens erfaring siger hende, at de er færdigbagte. Heldigvis forløb prøvebrændingen i Skamby Torupgårdens nye ovn så godt, at deltagerne i Levende Historie kunne tage den i brug i formidlingen af husmoderens arbejde.
Tredje og sidste etape af Skamby Torupgårdens færdiggørelse omfattede sydlængen, der rummede gårdens stalde. Under genopstillingen i Den Fynske Landsby blev kun råhuset, dvs. facader, gavle og tagkonstruktion udført. Indvendigt var der opstillet enkelte skillevægge. Udover disse var der ikke påbegyndt nogen arbejder på staldens indretning, og der fandtes i arkiverne intet materiale med angivelse af, hvorledes stalden oprindeligt var indrettet.
På opmålingstegningen var der kun angivet en svinestald med cementgulv og hestestaldens båse, derudover var der ingen oplysninger om længens indretning og anvendelse. Dog var 2-fags rummet ved siden af hestestalden på et foto fra nedtagningen beskrevet som karlekammer.
Da vi ved stuehusets indretning havde valgt brandtaksationen fra 1855 som udgangspunkt, var det naturligt også at vælge denne ved staldlængens indretning. Ifølge taksationen beskrives længen at indeholde port, stald, foderlo og karlekammer. Med det nævnte karlekammer blev det interessant at se folketællingen fra 1855. Ifølge denne folketælling bestod husstanden af gårdmand, kone, plejebarn og 3 tjenestefolk (karl, dreng og pige). I Bjarne Porsmoses materiale er der angivet, at dyreholdet i 1839 var 6 køer, 3 kvier, 2 kalve, 7 får, 1 vædder, 6 lam, 3 svin, 12 gæs og 1 føl. Mærkeligt nok er der ikke angivet antal af heste, men 2-3 heste nævnes som sandsynligt, og ligeledes er det anført, at dyreholdet med al sandsynlighed har holdt sig stabilt frem til 1880’erne.
Ud fra dette kunne vi med rimelighed konkludere at hestestalden har været placeret som på opmålingstegningen og med de viste 3 båse. Karlekammeret var placeret i de 2 fag ved siden af hestestalden og beboet af 1 karl og sandsynligvis også drengen, hvilket var meget almindeligt på dén tid.
Antallet af kvæg krævede en ret rummelig stald, og det var derfor nærliggende at placere kostalden i de 7 fag øst for karlekammeret. På opmålingstegningerne var der indtegnet et fragment af den oprindelige pigstensbelægning, og måden, hvorpå den viste belægning var lagt, sandsynliggjorde, at der tidligere havde været båse.
I 1800-tallet var køerne på græs det meste af året og blev kun opstaldet om vinteren. Her stod de bundet med hovedet mod væggen. Grebningerne bag køerne lå derfor i midten af stalden. Vinterfoderet bestod af hø, der blev opbevaret på et slydeloft over køerne. Et slydeloft bestod af grene eller rafter lagt op på bindebjælkerne. Rafterne var lagt med et så stort mellemrum, at man kunne trække høet ned med en høtyv. Man brugte ikke ædetrug, men lagde høet på gulvet foran køerne.
De 3 grise, gården angiveligt havde i 1839, var placeret i en svinesti, der fyldte halvdelen af husets bredde i de sidste fire fag mod vest. Den anden halvdel blev indrettet til fårehus. En gennemgang af bygningen viste, at den nye indretning ganske godt harmonerede med de spor efter ændrede stalddøre og skillevægge, der kunne ses i bindingsværket. Planen var herefter klar, og arbejdet kunne begynde. Bygningen blev ført tilbage til sin oprindelige indretning, skillevægge blev flyttet, slyde- og høloft blev lagt, lerstampede gulve og pigstensbelægninger blev udført. Herefter manglede kun staldinventaret. Da der ikke er bevaret originale dele fra Skamby Torupgårdens stalde, valgte vi at anvende et opmagasineret originalt staldinventar fra Vibelund.
Hestestaldens spiltove og mellemværk samt mellemværket til kobåsene blev tilpasset Skamby Torupgårdens stald. Stalden blev færdig i slutningen af maj måned 2004, og som de første flyttede landsbyens heste ind, og i sæsonen for Levende Historie vil de få følgeskab af køer, grise og får.
Gennemgangen af Skamby Torupgårdens byggehistorie er, som nævnt, et godt eksempel på, hvorledes der gennem museets historie er blevet arbejdet med de enkelte huse. Bag hver facade ligger konkrete overvejelser om såvel de kulturhistoriske som de mere tekniske og arkitektoniske aspekter. Husene er nedtaget og genopstillet i et tæt samarbejde mellem arkitekter, kulturhistorikere, tømrere, malere, tækkere, murere m.fl., der alle har lagt en stor og professionel indsats i de enkelte huse – en arbejdsproces der ofte i sig selv både er formidling og fastholdelse af de nu næsten glemte teknikker. Registreringerne, optegnelserne og de dokumenterede erfaringer fra arbejdet med husene indgår derfor som væsentlige elementer i vores kulturarv.
Med den rekonstruerede stald er der sat et foreløbigt punktum for Skamby Torupgårdens tilpasning til den moderne formidling. Det samlede gårdanlæg kan nu med de seneste tiltag indgå i museets formidling med alle de gøremål der hørte til en aktiv gård i 1850érne. Formidlingskonceptet er under stadig udbygning og vil også fremover år for år byde på nye spændende oplevelser og viden om livet på landet i gamle dage. Skamby Torupgården vil med sin særlige brugsorienterede indretning fortsat være et naturligt omdrejningspunkt for museets aktive formidling.
