Gjerne dvæler Historiegrandskeren ved Fortidens minderige Ruiner; thi de ere ham synlige Spoer af den vexlende Tid, hvis Fjæd hans Øie forfølger, og Tiden selv er ved dem – i det mindste for Øieblikke – som fængslet til Jorden. Gjerne vandrer han blandt disse Forgængelighedens talende Minder, hensynker ved deres Anskuelse i stille Betragtning over Jordlivets vexlende Scener, inddysses i søde Drømme om det, som var og nu er ikke mere, og forlader dem sjelden uden med dyb Følelse af at have samlet de enkelte Mindeblomster, en fjærn Tidsalder fremavlede i deres hellige Skygge«.
Således indledte Vedel Simonsen i 1813 beskrivelsen af Næsbyhoved slots historie i første hefte af borgruinerne. Helt betaget af romantiske stemninger vugger han sig i dette skønmaleri af den middelalderlige slotsbanke, der dengang hævede sig op af den vidtstrakte, nu udtørrede, sø nord for Odense.
Oplysningerne om slottets historie i middelalderen er få og lidet oplysende. I 1337 nævnes Henrik Pedersen af Næsbyhoved som lensmand, ca. 1340 skal Herman de Jura være indsat i samme stilling af de holstenske grever, som da fik lenet i pant af Valdemar IV. I denne forbindelse har det også betydning, at det var Valdemar Atterdag, der »lod støve og dæmme Næsbyhoved Søe«. Slottet var et firefløjet anlæg, opført på den høje borgbanke. Det blev ødelagt under grevefejden, og murværket blev benyttet til borgerbygninger i Odense. En undersøgelse, som Nationalmuseet foretog i 1930’erne viste, at sporene af det gamle slot næsten er udslettede.
Udenom slotsbanken lå voldgraven, bag den atter en jordvold, som afgrænsedes af Næsbyhoved sø. I søen var der forskellige lave holme, som andetsteds er udførligt skildrede (Aarbøger for Historisk Samfund for Fyns Stift, V, 509ff.). Kun een fanger her vor opmærksomhed. Det drejer sig om den lille ø, der på gamle kort betegnes Gåseholmen. Den ligger nær Fuglesangshuset nordvest for slotsbankens fod. Nu hæver den sig kun svagt over den omgivende grønne flade, men det hedder om den, at da man i 1899 afgravede holmen, fandt man rester af bolværk med fortøjningspæle af eg samt rester af et teglstensfundament med murbrokker og jernslagger. (Anf. sted s. 528).
I 1943 lod Odense Havnevæsen grave en afvandingsrende gennem engen, og renden passerede Gåseholmen. Ved denne lejlighed blev der fundet nogle røde lerlag, en malmgryde af tidlig middelalderlig form, og nogle svære egepæle, der var nedrammede i søbunden. Havneingeniør Fischer Hansen henledte opmærksomheden på fundet. Ved at grave en rende vinkelret på afvandingsrenden kunde man følge pælerækken både mod nord og syd. De svære pæle var yderligere styrket ved fletværk af ris. Hertil kom, at man i renden fandt tildannede træstykker, rester af middelalderlige sko, potteskår m. m., altsammen ting, der vidnede om, at her måtte være mulighed for at gøre yderligere fund.
I oktober-november 1945 blev der foretaget en videregående undersøgelse. Ud for det sted, hvor man havde fundet den røde lerflade, blev der lagt et kvadratisk felt på 10 × 10 m, og indenfor dette område afdækkedes tomten af et hus. Græstørv og dynd havde i tidens løb dækket husets rester, men under dette beskyttende lag kunne husets gulv og omrids følges.
Gulvet var lagt af ler. Afvandingsrenden havde ganske vist gennemskåret gulvfladens sydøstlige del, men på den anden side af renden fandtes gulvets afgrænsning mod øst. Yderligere stod der langs gulvfladens kant en del bevarede træstolper, ligesom man fandt stolpehuller med formuldet træ. Om husets udstrækning kan der ikke herske tvivl. Huset havde på det nærmeste været kvadratisk med en udstrækning af 7,40 m på hver led.
I konstruktiv henseende var det af overmåde stor interesse. Væggene var sat af lodrette stolper, mellem hvilke der var flettet ris beklædt med ler. Dette fremgik af de mange lerkliningsstykker med aftryk af grene og strå, der lå spredt over hele arealet.
Omtrent midt på gulvfladen og parallelt med den nordlige væg fandtes to store stolpehuller, der flugtede med en tredie i vestvæggen, dog således at de var placeret en snes centimeter indenfor den egentlige stolperække. Hvis der har været et tilsvarende stolpehul i østvæggen, er det gravet bort ved anlægget af afvandingsrenden.
De nævnte stolpehullers placering lader formode, at stolperne i husets midtlinie har båret en ås, hvorpå taget har hvilet. Det har med andre ord været et sulehus. Endnu idag er denne bygningskonstruktion et særkende for mange fynske landbygninger, men den har været almindeligt udbredt på Fyn. Fjelstedgården i Den fynske Landsby er et eksempel på denne type, ligesom de to hustomter, der i 1937-39 afdækkedes på Lundsgårds mark ved Åsum, og som går tilbage til romersk jernalder, vidner om konstruktionens ælde. (Aarbøger for nordisk Old-kyndighed 1946, s. 8ff.). Også Åsumhusene har haft den ejendommelige kvadratiske form.
Således er vi ved fundet på Gåseholmen bleven i stand til at trække linien op for en hustype, der her på Fyn har været benyttet ubrudt fra Kristi fødsels tid til midten af 18de århundrede.
Men også om husets indretning gav fundet gode oplysninger. Ildstedets placering var af væsentlig interesse. I det første Åsumhus (hus A) fandtes ildstedet tæt op til husets sydvæg. Det var dannet af en kompakt lermasse og var i midten formet som en flad skål. Man kunde ikke se bort fra den mulighed, at det havde tjent som ovn. I andre huse lå ildstedet i husets midte. Her på Gåseholmen var forholdet et andet.
Ildstedet lå umiddelbart op til vestvæggen i husets nordre halvdel, men det bestod af en rødbrændt lerflade, der var indrammet af kantstillede brædder og dannede en firkant ca. 1,40 × 1,10 m. I de to hjørner af ildstedets nordkant havde der stået pæle, hvis tværsnit viste en kvart cirkel, og i sydøsthjørnet fandtes ligeledes en pæl. Ovenpå ildstedet lå et svært lerlag, der var så hårdt brændt, at det virkede som tegl. Man fristes til at tro, at de to hjørnepæle har båret eller støttet en kappe af ler, der er styrtet sammen og har dækket ildstedet.
Yderligere interessant var det, at man i umiddelbar forlængelse af ildstedet fandt et bræddelag, som imod syd strakte sig til sulerækken; mod vest stødte det op til væggen og mod øst flugtede det med ildstedets ramme. Det var lagt af fem brede, nu stærkt forkullede planker og målte 1,65 × 1,20 m. Ved den søndre kant af træfladen fandtes to stolpehuller, et på hjørnet og et på midten; stolperne må have stået i sulerækken. Træfladen har vel været sovebriks, og placeret umiddelbart op ad ildstedet har det været et lunt sengeleje.
Indgangsdørens plads kunde ikke med sikkerhed påvises. Der var ingen tærskel og ingen indgangsbrolægning. Derimod fandtes ved husets sydvæg to svære jernhængsler (l. 25,5 og 7,7 cm), og et par vinkelbøjede stabler (h. 7,0 og 6,5 cm). De stammer formentlig fra døren, som vel har været til at lukke med den svære jernskodde, der består af en jernplade (12×9 cm), hvorpå er fastgjort et cylindrisk rør, i hvilket slåen er anbragt. Et par store jernmaller (l. 11,3 cm, br. 6 cm) har vel også været fastgjort i huset.
Til belysning har man haft en lille stikkestage af jern (l. 8,5 cm, h. 3,5 cm), der har kunnet fastgøres i en stolpe. Yderligere fandtes det øverste stykke af en lysestage af ler.
Blandt indboet i huset har formentlig også været et skrin. Et brudstykke af et lille jernhængsel (l. 11cm, br. 2,2 cm), en vinkelbøjet hank (l. 6 cm) og et overfald (l. 9 cm) kan stamme fra et sådant skrin; hertil kommer en lille hængelås af bronce (l. 4,5 cm, br. 4,5 cm) med tre nøglehuller.
Over gulvet var spredt skår af krukker og kander. Tre af disse kunde sammensættes til hele kar: en lille, næsten kugleformet krukke (h. 13 cm, randdiam. 9,5 cm), en kande af rødt lertøj (h. 25 cm, randdiam. 9 cm), der har en stor hank med længdefurer, udklemt fodrand, næbformet afløb og indridsede streger om den slanke hals, og endelig en høj kande (h. 23,5 cm, randdiam. 8 cm) af gråt lertøj, ligeledes med næbformet afløb, udklemt fodrand og vandrette, smalle furer om halsen. Ud over dette fandtes skår af mindst 6 kander.
Den malmgryde, der fandtes, før undersøgelsen begyndte, har vel også hørt til husets indbo. Den var noget beskadiget, men er iøvrigt stærkt buet med trekantede ører og tre høje ben. Benene har polygonalt tværsnit og er stumpt afsluttede. Om bugen løber tre vandrette ribber, som brydes af to lodretgående ribber, og under bugen ses en stor støbetap. På randens inderside sidder et grydestøbermærke. Grydens højde er 23 cm, randdiam. 19 cm. – Et par løstfundne ben, med trekantet tværsnit og forneden afsluttede i en tå, må stamme fra en gryde, hvis øvrige rester ikke fandtes.
Et bronceøre med brede, udefter tilspidsende flige, og af en type der er velkendt i de skandinaviske lande, må stamme fra en stor broncekedel.
Trætøj var ikke bevaret, men på gulvet fandtes to tøndebunde (diam. 55 cm), ligesom der på gulvet lå et par halve kværnsten.
Stukket ind mellem træbriksen og vægfoden lå et stærkt forbukket broncefad (diam. 22 cm). I midten ses et cirkelrundt felt med relieffremstilling af en stående mand, som holder et skjold. Til højre for ham ses en dyrefigur, en øgle eller andet fabeldyr. Imellem figurerne er der slyngværk, ligesom randpartiet er ornamenteret. Svage spor af blå emaille fortæller om fordums herlighed. Fadet er fremstillet i Limoges i Frankrig i 13. årh. og er en del af et sæt, der har bestået af to fade, og som har været brugt til håndvask.
Der fandtes en del spænder. Et par ringspænder af jern (diam. 7 cm, og 5 cm), et bæltespænde af kobber (diam. 6,2 cm) formet som en seksdelt, flad roset med indpunslede ornamenter og ved en bøjle fastgjort til en flad, firkantet plade. Som spænde har også tjent en flad broncering (diam. 4,8 cm) med en indskrift, som vistnok må læses AAVMBRETE.
Også dele af ridetøjet blev fundet. Der lå et brudstykke af en bidselstang, en stigbøjle af bronce (l. 15,2 cm, br. 7,5 cm) er formet som en flad bøjle, der foroven ender i en øsken. En jernstrigle af sædvanlig middelalderlig form er dannet som en halvcylinder med takket kant (1. 14,5 cm). Oprindelig har den nok været forsynet med et håndgreb af jern, der nu mangler. – Af våben fandtes kun en lille pilespids af jern til en armbrøst.
Spredt over udgravningsfeltet fandtes 15 små jernplader af vekslende størrelse og med forskelligt antal naglehoveder. Adskillige var kun brudstykker. De kan deles i forskellige grupper:
Fire stykker med tætsiddende nagler langs kanten. Deres bredde er 5,8 cm; kun et er fuldt bevaret (l. 11 cm), og formet som en skæv firkant. – 1 stykke af samme form med to nagler. – 1 stykke, rektangulært, med 3 nagler langs kanten, br. 4 cm. – 5 stykker, rektangulære, med 2 nagler i den korte ende og en eller to nagler placeret 4-4,5 cm fra kanten. Et af disse er 10,5 cm langt, et andet 7 cm, bredden er 5,5 cm. – 4 stykker, hvoraf 3 er 7-7,5 cm brede, et enkelt 9 cm, længden 9-10 cm. Disse har tre nagler ved kanten og tre på midten, et enkelt dog kun to i hver række.
Disse små plader er dele af en rustning og minder efter deres form om tilsvarende stykker fra Boringholm-voldstedet i Hvirring sogn. (jvf. Thordeman, Armour from the Battle of Wisby 1361, I, s. 323).
Under gulvlaget fandtes svære, vandretliggende egeplanker, der var anbragt på tværs af vægfoden, og har tjent til pilotering, således at væggene ikke skulle synke i den bløde bund.
Den lille bygning har således givet et rigt udbytte; tilbage står kun spørgsmålet om, fra hvilken tid den stammer. Både rustningsdelene, det lille ringspænde med indskriften, malmgryden og keramikken henfører det til det 14de årh. Limogesfadet er muligt noget ældre, men den omstændighed, at det var forbukket og beskadiget gør det troligt, at det på husets tid allerede da har været et gammelt fad, der har været kastet ud fra slottet.
Mellem Næsbyhoved slot og huset på Gåseholmen har der vel været en forbindelse; fundet af ridetøj og rustningsdele kunde tyde på, at det har været en af slottets krigere, der som vagtmand har haft sin bolig på holmen.
