Vi står her overfor et næsten uudtømmeligt tema, som vokser sig større og større, jo længere man beskæftiger sig med det – ikke mindst fordi det drejer sig om et gensidigt, et vekselforhold, som nu har varet i rundt regnet 150 år. Det begyndte engang omkring 1810, da H.C. Andersen sammen med sine forældre besøgte det lille teater i Odense og på denne måde kom i berøring med tysk litteratur, og det endte ikke den 4. august 1875. Endnu den dag i dag taler Andersen til Tyskland – rigtignok fremfor alt til børnene -, og tyskerne taler om „deres” H.C. Andersen. Et gensidigt forhold af denne art – i dette tilfælde et langvarigt venskab på godt og ondt – må have sat sine spor, mange spor. Hvor finder man dem, hvem har taget sig af dem? Man ser sig om efter lidt hjælp, d.v.s. efter bøger, man kunne rådspørge. Der findes jo omfangsrige afhandlinger om H.C. Andersen og England, Frankrig, Svejts, Sverige, USA o.s.v., men en samlet eller bare tilnærmelsesvis fuldstændig fremstilling af Andersens forhold til Tyskland – og endnu mindre omvendt – har vi ikke.[1] En forbavsende kendsgerning, som det sikkert lønner sig at tænke lidt over. For det er jo noget af et problem, at vi mere end firs år efter digterens død hverken fra dansk eller tysk side har fået et arbejde, som på bred basis og under hensyntagen til de mangfoldige menneskelige, litterære og historiske vekselvirkninger behandler temaet H.C. Andersen og Tyskland. Det kan da vel ikke være sådan, at stofmangel var grunden til denne tavshed? Snarere det modsatte. Nej, der må findes andre årsager, og jeg tror vi trygt kan slå ned på to af dem.
For det første: I Tyskland havde og har man en tilbøjelighed til at overbetone Tysklands betydning for Andersens personlighed og produktion. Der tales lidt vel meget om den anerkendelse digteren vandt i Tyskland – før den undtes ham i Danmark. Det er forståeligt, at dette førte til en vis tilbageholdenhed fra dansk side, som virker hemmende på Andersen-studier under den omtalte synsvinkel.
For det andet: I Tyskland synes man at være så overbevist om, at man kan „sin” H.C. Andersen på fingrene, at hans gode og venskabelige forhold til Tyskland står hævet over enhver tvivl, ja, at han „næsten” tilhører den tyske litteratur, at man helt enkelt holder det for unødvendigt at spilde tid og papir på dette tema. Det skal ikke påstås, at de nævnte grunde er de eneste, men vigtige er de; og tager man de i denne sammenhæng netop omtalte synspunkter som udgangspunkt for en nærmere undersøgelse af H.C. Andersens forhold til Tyskland – og omvendt -, kommer man til resultater, som kan hjælpe til at rydde en hel del misforståelser eller små skævheder af vejen, ligegyldigt om de nu skriver sig fra, at man har set på tingene med altfor tyske eller altfor danske briller.
At H.C. Andersens forhold til Tyskland lige fra begyndelsen var godt, ja venskabeligt, er jo egentlig en ganske naturlig sag, i hvert fald ikke noget hans landsmænd kunne være forarget over eller tyskerne særlig stolte af. Nej, der sigtes ikke til den af digteren selv antydede mulighed for, at hans tipoldemor var tysk. Der findes rigtignok mange Andersen-venner i Tyskland, som endnu tror på denne mystiske adelsdame fra Kassel, digterens fantasifulde farmor ville pynte sin stamtavle med. Derfor tror de altså på en H.C. Andersen, som var „sekstendedels-tysker”, og det er der ikke noget at sige til, hvis man tænker på, at den danske Andersen-forsknings resultater praktisk talt er ukendte i Tyskland. Bedre underrettede tyskere véd naturligvis, at digteren gennem sin farmors far, Nomen Nommensen, til og med var „ottendedels-tysker”, og nogle af dem ville sandsynligvis med meget delte følelser høre om H. G. Olriks formodninger om H.C. Andersens franske afstamning.[2] Men som sagt: nedstamningsspørgsmålet kan vi helt se bort fra, det er uden større betydning i denne forbindelse, og Andersens gode forhold til Tyskland trænger ikke til at motiveres ad denne vej. For dengang, digteren var barn, hvs. et ungt menneske, var det simpelthen sådan, at Danmark og Tyskland stort set var gode naboer. Det gjorde sikkert ikke så meget, at en del af Tyskland kæmpede mod Napoleon, mens Danmark stod på hans side. Meget vigtigere var, at der endnu fandtes en bro mellem de to lande: Slesvig og Holsten, som i helstatens dage havde landsfaderen fælles med danskerne. Først ved slutningen af trediverne og i fyrrerne gled Holsten mere og mere bort fra Danmark, og senere også dele af Slesvig. Men det må ikke glemmes, at helstaten eksisterede til skæbneåret 1864; den opløstes først, da H.C. Andersen var tres år gammel. I hans ungdom i Frederik VI.s Danmark, fandtes der ikke noget akut modsætningsforhold mellem Danmark og Tyskland hvs. Prøjsen. Struenseetidens bekendte parole „al vor fortræd er tysk” var trådt i baggrunden, og særlig kunstnerne og digterne tog det ikke så nøje med landegrænserne. Öhlenschlæger, Baggesen og mange andre talte og skrev både dansk og tysk, og skulle man rejse til Italien eller Frankrig, tog man gerne vejen over Tyskland. Mange nøjedes også med selve Tyskland, særlig når rejsekassen var af beskednere format, men sydpå skulle det jo altid gå. Det mente H.C. Andersen også, da han den 16. maj 1831 begav sig ud på sin første udenlandsrejse, og da et Italienbesøg var uoverkommeligt for den 26-årige digter, blev det en tur til Tyskland, til Harzen og det Saksiske Svejts. Denne rejses betydning for Andersens menneskelige og kunstneriske udvikling undervurderes ofte under henvisning til den følgende Italien-rejses altoverskyggende betydning for ham. Men „Harzrejsen” var vigtig, selvfølgelig ikke fordi den førte til Tyskland, men fordi den blev hans første udenlandsrejse. Nu kunne han for første gang helt være sig selv, i stedet for formaninger fik han ros og anerkendelse. Alt var nyt, spændende og overraskende, stod i et rosenrødt skær for ham; Tyskland blev til en trylleverden. Dertil kom, at alt dette nye og uvante samtidig var en dulmende medicin mod mange smerter, han netop dengang led under: manglende påskønnelse, pekuniære bekymringer og fremfor alt en ulykkelig kærlighed til to brune øjne i Fåborg. Kort sagt, det blev en helt igennem poetisk rejse; naturligvis også, fordi H.C. Andersen allerede som skoleelev havde stået på en meget fortrolig fod med tysk litteratur; over to tredjedele af alle de vers, han i Slagelse- og Helsingør-årene havde fyldt sin poesibog med, stammede fra tyske digtere: Goethe, Jean Paul, Schiller, E. T. A. Hoffmann, Wieland, Tieck, Gellert, Lessing – for ikke at glemme Heinrich Heine, hvis Harzdigte nu tjente ham som en slags poetisk rejsefører. Andersen var lykkelig og stolt over at få lejlighed til at stifte bekendtskab med Ludwig Tieck i Dresden og med Adalbert von Chamisso i Berlin; og mens deres anerkendende ord styrkede hans selvfølelse som digter, bidrog en anden omstændighed til at afstive hans selvbevidsthed som menneske, nemlig den, at han i fuldstændig fremmede omgivelser var henvist helt til sig selv, at han her ikke bare turde, men måtte hævde sig. Disse seks uger i udlandet, som digteren efter sin hjemkomst sammenlignede med „en dejlig broget drøm”, han nu igen vågnede fra, havde faktisk ikke været en drøm – deres frigørende virkning er umiskendelig: H.C. Andersen var blevet friere, ikke mindst i sin udtryksmåde, noget man let kan læse sig til, når man ser lidt nærmere på hans „Skyggebilleder”, denne „hjertets laterna magica”, som blev Tysklandsrejsens produkt. Dette arbejde adskiller sig mærkbart fra Andersens tidligere „rejsebog”, „Fodrejsen”, som først og fremmest havde levet på „læsefrugter”, hentet fra E. T. A. Hoffmann, Tieck, Heine o. a. Det kan og skal ikke benægtes, at også „Skyggebillederne” endnu er spækket med litterære citater, at de står i gæld til den tyske romantiske digtning. Alt skal jo skildres sådan, at det tager sig „romantisk” ud, det skal være „aparte” og „interessant”; og vi må døje mange altfor gængse, allerede dengang forslidte vendinger („den store natur”, „den frie natur”, „Guds frie natur” o.s.v.). Men alligevel: der findes umiskendelige tegn på, at Andersen nu søger bort fra klichéen og finder frem til en mere umiddelbar måde at udtrykke sig på: vage, konventionelt tegnede billeder undgås, han giver nu sine billeder på en mere håndfast, anskuelig – om man vil mere realistisk måde. Da det er umuligt, i denne sammenhæng at komme med en udførlig redegørelse for „Skyggebilledernes” forhold til digterens tidligere produktion, må ét eksempel stå for mange: I en lun majnat ruller H.C. Andersen i en postvogn over Lyneborger hede, og mens de medrejsende sover, bliver han i den lyse månenat vidne til mange alfers overgivne leg inden- og udenfor vognen. Overflødigt at nævne, at han ikke nøjes med, efter gode gamle mønstre at berette om „alfernes muntre leg”; selvfølgelig individualiserer han disse eventyrskikkelser, men udover det vil han samtidig karakterisere dem som luftvæsener, anskueliggøre deres utrolige lethed. Måden han gør det på byder på noget nyt i hans beskrivelser: „Mange digtere fortæller, at alferne bader sig i duggen; men hvor kan det lette væsen, der danser på tidslens fnug uden at bevæge det, trænge igennem den hårde vandmasse; nej, de stod op på den runde dråbe, og når den så trillede rundt under deres fødder og det lette gevandt flagrede i luften, så det ud, som det nydeligste miniatur-billede af Fortuna på sin rullende kugle.”[3] Et enkelt, men mesterligt kunstgreb: ved at vise os duggen som noget konkret, ved at presse den sammen til mange dugdråber med hver sin kropslige tyngde, demonstrerer og fremhæver digteren her alfernes æteriske lethed; et modsætningsrigt, men dog velafvejet billede, for duggen bliver alligevel ikke til en tung masse, da den fordeler sig i utallige dråber, den er kun tung i forhold til alfernes vægtløshed; og på den anden side beholder alferne så meget tyngde, at de kan stå på dråberne, de svæver ikke hen over dem. Både duggen og alferne har vundet i anskuelighed, er kommet langt bort fra klichéen, hvor langt, ser man bedst, hvis man sammenligner denne skildring med en ældre, som – delvis med de samme ord – ligeledes fortæller om alfernes leg i skoven. Den findes i H.C. Andersens første eventyr „Dødningen” fra 1829, og her hedder det, at de små væsener „morede sig med at sejle i store blomsterblade der gyngede på duggen i det høje græs”.[4] Billedets konventionelle bleghed og uanskuelighed taler for sig selv. Men da digteren seks år senere offentliggør den anden affattelse af dette eventyr (med titel „Rejsekammeraten”), skriver han om alferne: „… to og to gyngede de på de store dugdråber”.[5] Man nikker genkendende til „Skyggebilledernes” kraftige dugdråber og dunlette alfer. Her er de igen, bare med den lille forskel, at „miniaturbillederne af Fortuna” har måttet vige for kåde småpuslinger, som har lagt vippebrætter over de stabile dråber. For efter Italienrejsen gav H.C. Andersen afkald på uden tvingende indre begrundelse at give prøver på sin klassiske belæsthed, noget skomagersønnen havde været nødt til i begyndelsen af sin forfatterbane. Vigtigere er imidlertid at fastslå, at stiltræk, som kendetegnes ved et fastere greb om tingene, en suggestiv og original fortællemåde, ikke nødvendigvis må ses på baggrund af Italienrejsens ellers ubestridte udviklende og frigørende virkning på digteren. Nej, adskilligt tidligere, netop dengang, hans første „ægte Andersenske” eventyr blev til på Lyneborger hede, var Andersen ved at nå et godt stykke frem på den vej, som førte ham til målet: at skildre livets eventyr uden lånte fjer og forslidte billeder, så alle og enhver kunne se og føle det, gribe det med hænderne. – Som sagt, denne første udenlandsrejses betydning for digterens kunstneriske udvikling skal ikke overbetones, men heller ikke forbigås. „Skyggebillederne” taler her et tydeligt sprog, de vidner også om, at Andersen nu i stigende grad får øjnene op for de små, ja de mindste ting i naturen. Han ser, at „hvert støvgran har sin forskellige farve og særegne sammensætning”, og skønt han kun vil vise os „skyggebilleder”, ser og beskriver han også farverne mere levende end før; han vover at gengive farvenuancer, særlig når det gælder at anskueliggøre de blå og gule toner: han beretter om hvidblå skyer, sorteblå øjne, bjergenes dunkelblå skær, Elbens hvidgule bånd, brungule pileblade, en gulbrun Bøhmerkone og gulgrå klipper. Hans værdsættelse af farven fremgår også af følgende bemærkning: „Farve, tone og tanke er dog i grunden det store alts treenighed.”[6] Det er værd at lægge mærke til, at disse ord blev skrevet tre år før Italien-oplevelsen. –
Forsøger man at få klarhed over Tysklandsrejsens vigtigste resultat for H.C. Andersen, vender man uvilkårlig tilbage til en udtalelse i rejsebogens første kapitel. Her taler han om, at der åbnede sig en ny verden for ham, en verden „uden påtagen originalitet”, som alligevel „så ganske original ud, idet den kun var sig selv”. Digteren gør her altså den for ham uhyre vigtige opdagelse, at alt det nye, han i disse seks uger kom til at opleve, var originalt, netop fordi det kun var sig selv; han skelner helt bevidst mellem ægte og uægte originalitet, og han véd, at den ægte bare kan nås ved at være sig selv. „Skyggebillederne” og en del breve, han dengang sendte til venner og bekendte, viser, at Andersen drog nytte af sin erkendelse: også han forsøgte nu at være sig selv og at være sig selv bevidst. Mere end før stolede han på sin egen mening og kritiske sans, og han vedblev med at gøre det. Det gælder også for hans forhold til Tyskland og tyskerne. Man må nemlig ikke tro, at hans beundring for den „tyske trylleverden” var så kritikløs og næsegrus, at han faldt i staver over alt hvad han så, og at han var henrykt over alt og alle han kom i berøring med. Berlin f. eks. fandt ikke hans „høje bifald”, som han skrev til Edvard Collin, og da Chamisso tog ham med til et litterært selskab (den såkaldte „Mittwochsgesellschaft”), følte han sig aldeles ikke vel i denne cirkel. Hvorfor ikke? Det er bedst at høre ham selv: „Det var meget morsomt, men grusomt tysk … Dertil kom naturligvis, „at de allesammen deklamerede deres digte”, og H.C. Andersen slutter sin beretning til Edvard Collin med det hjertesuk: „Næsten tror jeg, at sligt et selskab kunne kurere mig for denne min ungdomssynd.”[7]
H.C. Andersens senere Tysklandsophold og besøg hos tyske digtere, kunstnere, videnskabsmænd og fyrster styrkede fremfor alt hans selvfølelse og kom hans udvikling som kunstner til gode ad mere indirekte vej. I de ca. 15 år før Treårskrigen knyttedes digteren med stadig flere venskabsbånd til Tyskland, og de store rejser, han i denne tid foretog til mange europæiske lande, førte ham samtidig til Tyskland: Italienrejsen i 1833/34 strakte sig over seksten måneder, omtrent en tredjedel af denne tid tilbragte han i Tyskland hvs. Østrig; Europa- og Orientrejsen i 1840/41 varede i ni måneder, mere end tre af dem opholdt han sig i Tyskland; turen til Frankrig i 1843 tog godt fire måneder, næsten den halve tid befandt han sig i Tyskland; rejsen i 1844 gjaldt udelukkende dette land, hvor han blev i rundt regnet to måneder; og den store udfærd i 1845/46, som i elleve måneder førte ham bl.a. til Italien og Svejts, blev først og fremmest „et sandt triumftog”[8] gennem Tyskland. Under alle disse besøg kom han sammen med tyske berømtheder, og særlig i 1845/46 drog han fra det ene fyrste- eller kongehof til det andet: Storhertugen af Oldenborg forærede ham en kostbar ring, Kongen af Prøjsen gav ham en orden, Erkehertuginden af Østrig en brystnål, Arvestorhertugen af Sachsen-Weimar-Eisenach blev hans ven. Alt dette fortæller Andersen om i sine breve til vennerne hjemme, og det gør han så levende og udførligt, at den gamle Collin engang skriver til ham: ” … et sådant liv passede aldrig for mig …”,[9] eller lidt mere ironisk: „Jeg kan ikke fortælle om samliv med hertuger og hertuginder, og jeg kryber ikke omkring på gulvet med deres børn.”[10] Andersen lod sig imidlertid ikke forstyrre i begejstringen for „sit kære Tyskland”. Ganske simpelt, fordi han trængte til det rygstød, dette land gav ham overfor tilbageholdenheden hjemme, hvor man ikke netop fejrede ham som en „lille Goethe” eller sammenlignede ham med Schiller – som man pudsig nok gjorde i Tyskland. H.C. Andersen tænkte jo ikke over, at en stor del af tyskernes begejstring for ham skyldtes den kendsgerning, at han var en fremmed fugl for dem, og at sagen sikkert havde set lidt anderledes ud, hvis han havde været et tysk almuesbarn. – Men – og det må ikke glemmes – heller ikke i disse „triumfår” mistede Andersen sit kritiske blik og fremfor alt ikke en sjælelig lydhørhed i sit forhold til alle de tyske celebriteter, han lærte at kende. I 1833 opsøgte han sin ungdoms store forbillede Heinrich Heine i Paris, og efter en samtale med ham berettede han til Edvard Collin: „Tilfældet har ført mig sammen med Heine, men han behager mig ikke, der er vist intet godt ved ham som menneske.”[11] Og denne antipati mod Heine som menneske holdt sig hos ham, som vi véd; vel skattede han Heine højt som kunstner, men ellers følte han sig ikke rigtig tryg ved ham. Ni år efter Heines død skrev han: „Heine er som et glimrende fyrværkeri, det slukkes, og man står i den sorte nat. Han er en vittig sladderer; ugudelig og letfærdig, og dog en virkelig poet …”[12] Komponisten Heinrich Marschner, Andersen i 1836 var sammen med i København, faldt heller ikke i digterens smag: „Som komponist sætter jeg ham højt, i omgang derimod er han mig for høj tysk” betroede han til Henriette Hanck.[13] Otte år senere besøgte han alligevel komponisten i Hannover; et af de mange bevis på H.C. Andersens retfærdighedssans, som forbød ham at basere sin dom over medmennesker på flygtige indtryk.
I et virkelig menneskeligt og venskabeligt forhold kom H.C. Andersen bare til ret få tyskere, og til dem hørte Adalbert von Chamisso i Berlin, Felix Mendelssohn-Bartholdy og Robert Schumann i Leipzig og Arvestorhertugen Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach. Men de to førstnævnte døde tidlig (Chamisso 1838, Mendelsohn-Bartholdy 1847), Robert Schumann var ofte syg (sindssyg siden ca. 1850), og det hjertelige venskab med Carl Alexander forandredes lidt efter lidt – rigtignok mod begges vilje -på grund af de nationale modsætninger mellem Tyskland (hvs. Prøjsen og dets forbundsfæller) og Danmark; og det var meget beklageligt, fordi dette venskab helt fra begyndelsen synes at have beroet på et ægte tillidsforhold. Det er også betegnende, at Andersen ikke fik kostbare gaver i Weimar, her fik han „hjerterne”, som han forskellige gange betoner. Forresten kan der henvises til, at Jenny Lind nærede de samme følelser for Arvestorhertugparret som hendes ulykkelige tilbeder; i 1845 skriver hun til ham: „Så länge jag lefver, skall jag bibehålla minnet af de få dagar, jag i Weimar tillbringade, och jag på samvete kan bedyra, att en sådan själa-frid, sådan innerlig glädje har jag på intet Ställe ännu funnit … Jag älskar dessa höga personer, och som De säger, broder, – ej för stjernan – ej för juvelerna, de bära, men för det äkta hjertat i själen. – Jag är alldeles begeistret, när jag tänker på dessa menniskor! Guds frid öfver dem och deras efterkommande!”[14] – Andersen besøgte Carl Alexander for sidste gang i 1857, brevforbindelsen dem imellem gik i stå 1862, og da de i sommeren 1867 tilfældigvis kørte i samme tog, vovede Andersen ikke at give sig tilkende for ham og trak gardinerne for, hver gang Storhertugen passerede hans kupévindue. Syv år senere, et år før H.C. Andersens død, kom brevvekslingen på Storhertugens initiativ i gang igen, men den virker på os som et kort og vemodigt efterspil. Det var nok ikke det eneste personlige venskabsforhold mellem Andersen og Tyskland, som med årene blev køligere på grund af datidens politiske kampe.
Allerede i 1846, da H.C. Andersen som Arvestorhertugens gæst tilbragte nogle lykkelige uger i Weimar og på jagtslottet Ettersburg, skrev han til Edvard Collin: „For første gang i mit liv har det politiske kastet en tung skygge ind over mig.”[15] Det var jo dengang, de slesvig-holstenske problemer ophidsede mange sind, og da Andersen nedskrev de citerede ord, havde han lige haft lejlighed til at konstatere, at der fandtes tyskere, som fortrinsvis så danskeren i ham. Indtil da havde han ikke gjort sig mange tanker om politiske spørgsmål, han havde betragtet dem som noget ham uvedkommende, og hvad Danmarks forhold til Tyskland angik, så stod han fast på helstatens grund. Han ville ikke tage stilling for eller imod Tyskland. Men tidens begivenheder tvang ham efterhånden til at gøre det, og under Treårskrigen holdt han sig borte fra Tyskland. Straks efter fredsslutningen i 1851 genoptog han imidlertid sine vante besøg, og med undtagelse af 1853 og 1859 kom han trofast hvert år til Tyskland og blev der mindst i en måned ad gangen – oftest betydelig længere. Alligevel, „det politiske” trængte sig med stadig voksende styrke i forgrunden. H.C. Andersen forsøgte at undgå at tage parti; men som årene gik, følte han sig dog tvunget til at indtage en fast position i den dansk-tyske strid. Det pinte og fornærmede ham, når han i Tyskland måtte høre hårde ord om Danmark, eller når han i Danmark var udsat for spodske ytringer, som mere eller mindre forblommet hentydede til, at han for ofte „besøgte tyske fyrster”. Hvad hjalp det at sige: „… jeg hører måske til de danske, der i danskhed kan stå i første geled – ” [16] Historiens og politikens stemme var kraftigere end et hjertes protester; Andersen tabte til sidst tålmodigheden, og fra 1862 trak han sig gradvis tilbage fra Tyskland. Man kan ikke tale om et egentligt brud, men man føler, at „den tyske trylleverden” i de følgende år tabte mere og mere af sin gamle glans for digteren. Skønt han også i sine sidste fjorten leveår gentagne gange besøgte Tyskland, blev kontakten dog løsere, han opholdt sig ikke mere så længe der, og det var mest kun på gennemrejse han gæstede landet. Under krigene i 1864, 1866 og 1870/71, som han usigeligt led under, trak han sig helst ind i sig selv, blev hjemme eller flygtede så langt bort som til Portugal.
At H.C. Andersens forhold til Tyskland siden Treårskrigens tid – omend gradvis og langsomt – blev køligere, er et faktum, og at denne forandring må ses i sammenhæng med datidens historiske begivenheder og politiske atmosfære, kan der heller ikke være tvivl om. På den anden side burde man vogte sig for at overvurdere de politiske årsager til den nævnte forandring i digterens følelser for Tyskland. Der fandtes også andre grunde, mindst lige så vigtige. Her skal kun erindres om, at Andersen i det nævnte tidsrum i mangt og meget reviderede sin mening om Danmark, hvor hans kunst nu også blev anerkendt af flere og flere; hans digt „I Danmark er jeg født … ” blev til i 1850, og i de følgende år omfattede han sit hjemland med stigende varme. Desuden må man være opmærksom på visse psykologiske forandringer i hans væsen: Det undertiden altfor subjektive og egocentriske, som havde været betegnende for hans yngre år, trænges lidt efter lidt tilbage til fordel for en mere objektiv og afvejet bedømmelse af tilstande og mennesker. Selvfølgelig foregik denne udvikling langsomt og trin for trin, dens rødder kan forfølges til langt ned i fyrrerne, dengang han begyndte at skelne mellem eventyr og historie og forsøgte at smelte den subjektive fantasiverden og tingenes objektive verden sammen til noget nyt og helt.[17] – Under denne udviklingsproces og som følge af den lærte digteren sig efterhånden at bringe begejstring og rolig overvejelse i ligevægt og at fordele lys og skygge mere retfærdigt. Da kunne det ikke undgås, at der også faldt skygger over hans Tysklandsbillede. – Men én ting kan der næppe være tvivl om: H.C. Andersens kærlighed til Tyskland døde ikke, det var bare, som om den fik lidt skarpere øjne med tiden. Dette gælder især for Andersens sidste år; han havde nu tilkæmpet sig sin plads i verden, hans berømmelse som digter stod fast, hjemme og praktisk talt i hele udlandet – ikke bare i Tyskland. Han var nu en respekteret kunstnerpersonlighed og kunne tillade sig en vis venlig myndighed i omgangen med sine venner, også med sine tyske venner – og dem fandtes der nok af.
Det er umuligt ved denne lejlighed bare at nævne alle de forfattere, kunstnere, videnskabsmænd, forlæggere og andre mere eller mindre navnkundige mennesker i Tyskland, H.C. Andersen kendte, besøgte og vekslede breve med; og man kunne med lethed fylde en bog, ville man udførligt gøre rede for deres forhold til Andersen og omvendt. Det skulle nok blive en oplysende og i mange henseender overraskende bog; men den skal vi vel lige så forgæves vente på, som på andre, der omsider kunne give os en fuldstændig fremstilling af Andersens forhold til tysk digtning og kunst og af de spor, hans værk efterlod sig i Tyskland. Særlig det sidste synes man indtil nu ikke at have tænkt på, men man burde absolut gøre det. – Det kunne være fristende her at påpege de ideer og impulser, H.C. Andersen havde modtaget fra og gennem tysk åndsliv, helt fra romantikens indflydelse på hans ungdomsarbejder og nogle af hans eventyr (f. eks. „Lykkens galosjer” og „Bedstemoder”) til Goethes og Richard Wagners betydning for romanerne „At være eller ikke være” (1857) hvs. „Lykke-Per” (1870). En oversigtsmæssig behandling af dette omfangsrige og spredte stof fører imidlertid let til overfladiske generaliseringer, og en indgående drøftelse af materialet kan indenfor den givne ramme ikke komme i betragtning. Det samme gælder for undersøgelsen af Andersens indvirkning på den tyske digtning. Derfor må vi her nøjes med et beskedent udpluk af hans produktion, som vidner om hans personlige kontakt med Tyskland, tyske mennesker og forhold, og som samtidig fortæller noget om hans meninger og vurderinger i denne henseende.
I betragtning af Tysklands ubestridelige betydning for H.C. Andersen som personlighed og kunstner må det virke forbavsende, at dette land – rent kvantitativt set – spiller en forholdsvis beskeden rolle i digterens værk. Men det er faktisk sådan, at der kun findes et større skrift af ham, som udelukkende behandler Tyskland, nemlig de ovenomtalte „Skyggebilleder fra en rejse til Harzen” fra 1831; og selv om man tager nogle kortere rejseskitser fra senere år med (om Nürnberg, Augsburg, Oberammergau o.s.v.), forandres dette billede ikke væsentligt. I denne forbindelse kan også nævnes, at kun en tiendedel af Andersens berømteste rejsebog „Af en digters bazar” (1841) indeholder skildringer af oplevelser i Tyskland og med tyskere. En anden sag er naturligvis, at disse livfulde beretninger hører til det ypperste, som er skrevet om Tyskland, og at de bl.a. bærer bud om digterens glæde over og kærlighed til de billeder, han til dels allerede kendte fra sine barndomsdage, dengang han tittede på dem i sin lille perspektivkasse. „Mit livs eventyr” bringer nok lidt mere om Tyskland, men det er kun i „Das Märchen meines Lebens” (1847), at forholdet til dette land optager omtrent en femtedel af bogen. – Hvordan stiller det sig nu med de poetiske skrifter? Indtager Tyskland (og for den sags skyld også Østrig, som fortjener en særskilt behandling -) eventuelt en fremtrædende plads i romanerne eller eventyrene? – Ingenlunde. I „O. T.” (1836) minder kun „Tyske Heinrich” – en ægte teaterskurk efter gammel opskrift – om Tyskland; „Kun en spillemand” (1837) derimod byder på fortrinlige skildringer fra Wien (del III, kap. 1, 2), og i „At være eller ikke være” (1857) lever minderne om mange besøg i Hamburg (del I, kap. 8). Den „lille historie” – rimeligvis en fortælling – „Drengen fra Oberammergau”, Andersen 1865 havde planer om at skrive,[18] hører man senere aldrig mere noget om. – Vender man sig så til „Billedbog uden billeder” (1839/48), synes fem af månens fortællinger at have tilknytning til egne oplevelser i Tyskland hvs. Tirol, men det er kun tre – tre af alt i alt treogtredive. Den fjerde aften indleder månen rigtignok med ordene: „Jeg var i aftes på tysk komedie …” og lader så følge den morsomme historie om teatret i stalden, som Andersen i „Skyggebillederne” havde lagt en gammel tysk skolemester i munden; men „Levnedsbogen”[19] afslører, at det her drejer sig om minder fra Slagelse-årene. Den trettende aften beretter månen om en avisredaktion „et sted i Tyskland”; er man imidlertid fortrolig med digterens ihærdige kamp med redaktører og recensenter, véd man straks, at dette absolut ikke smigrende billede bare „for sikkerheds skyld” er henlagt til Tyskland. Der bliver altså bare tre fortællinger igen, som kan anses for „ægte”: nemlig det mørke billede fra Lyneborger hede med de udvandrende tyske bønder på vejen til Amerika – for H.C. Andersen ensbetydende med vejen til graven (15. aften), stemningsbilledet fra Tirol: de to nonner, som længselsfuldt lytter efter posthornets klang (23. aften) og månens kig i Jødegaden i Frankfurt, hvor Rothschilds mor ikke ville flytte fra det gamle hus, hun hele sit liv havde boet og været lykkelig i (25. aften). Ved en meget samvittighedsfuld gennemgang af „Billedbogen” kan man måske tage yderligere et billede med, skønt det vel bedst betragtes under samme synsvinkel som den trettende aftens historie. Der menes det billede, månen den syvende aften ruller op for digteren: En vårnat et sted ved kysten, duftende træer, nattergalesang, i baggrunden en kæmpegrav – man tænker uvilkårlig på Øresundskysten og Rungsted-lund. Men de prosaiske mennesker har ingen sans for „poesien i naturen”; der er f. eks. en maler, som „opfatter naturen, som spejlet opfatter billedet” og tavs og indbidt „noterer alle farver og tinter” for så senere at kunne „nedskrive naturen med bestemte farver”; og denne fanatiske „naturalist”, irriteret over nattergalens sang, tilråber fuglene et groft „Halts Maul!” – Ja, hvorfor netop på tysk -?
Til sidst endnu et blik på nogle eventyr. – I „Det gamle hus” (1848) sender den lille dreng den ene af sine to tinsoldater til den gamle mand, fordi denne var „så skrækkelig ene”. Andersen havde oplevet noget lignende i Oldenburg: Før hans afrejse derfra sendte digteren Julius Mosens femårige søn Erich ham en tinsoldat, og Andersen fandt „noget rørende deri”.[20] Men selve huset, dette tre århundreder gamle bindingsværkshus med karnap og morsomme tagrender har vel næppe sit forbillede i en af Oldenburgs gamle bygninger. Det har nok stået i Odense engang.[21] – „Pebersvendens nathue” (1858) blev skrevet efter gentagne besøg i Thüringen, og det er let at se, at dette eventyr har nydt godt af H.C. Andersens personlige kontakt med landskabet dernede; egnen omkring Eisenach og Wartburg er ikke bare set og skildret, men også følt, derfor danner disse skildringer en troværdig, nødvendig og stemningsfuld baggrund både for pebersvendens lange vej fra barndomshjemmet i Eisenach til Hyskenstræde i København og de benyttede sagn og legender. – Anderledes stiller det sig med et eventyr, Andersen på tysk opfordring skrev i anledning af Schillers hundredårsdag, „Den gamle kirkeklokke” (1859). Vel har digteren prøvet både at sætte og føle sig ind i Schillers personlighed og værk, men den levende forbindelse med hans miljø mangler. Der nævnes rigtignok Marbach og Stuttgart, men vi ser ikke disse steder, sporer ikke deres atmosfære. Andersens Schiller-oplevelse var af åndelig, kunstnerisk art. Kort sagt: dette eventyr vidner mere om kendskab til tysk litteratur end til Tyskland – dets lidt for konstruerede fabel uomtalt. – Undertiden ytrer H.C. Andersens følelse ved Tyskland sig på en måde, som muligvis skurrer i tyske ører. Her tænkes f. eks. på „Lygtemændene er i byen, sagde Mosekonen” (1865), som giver udtryk for Andersens sindsstemning under og efter den dansk-tyske krig, som af ham føltes som en sand katastrofe, en personlig ulykke. „Lygtemændene” er skrevet af en fortvivlet og skuffet digter, der var nær ved at opgive håbet om, at eventyret nogensinde ville banke på hos ham igen. Krigen havde været ét eneste mareridt for ham. Der var jo sket det, at hans „kære Tyskland” havde slået en verden i stykker, som han nu mere og mere var vokset fast i og følte sig knyttet til: den gamle danske helstat. I den tresårige digter kæmpede modstridende følelser med hinanden: kærligheden til Tyskland og kærligheden til hans hjemland. Den sidste var stærkest, den anden var blevet skuffet; den slog ikke om til had, men den blev skarpsynet, årvågen og mistænksom, noget Andersen var dybt bekymret over. Og i denne oprevne og febrilske stemning, skuffet og forbitret, skrev han eventyret om de „lygtemænd”, som altid og i alle skikkelser prøver på at forvilde menneskene, at føre dem bort fra det sande, gode og skønne. Som vi véd, regner Andersen blandt lygtemændene også de digtere, som hjælper til at fjerne menneskene fra den ægte poesi ved at give dem surrogater, brygget sammen af forskellige slags „poesi på flasker”. Der findes jo så mange flasker i Mosekonens skab, til gratis afbenyttelse for alle skribenter, bare de „véd, hvor skabet står”. H.C. Andersen dvæler især ved den flaske, som indeholder essensen til fremstilling af de så yndede „hverdagshistorier”, som der også findes en tysk afart af; og den beskrives ikke i smigrende vendinger: „Her var gammel tysk blodsuppe med røverboller, også tynd husmandssuppe med virkelige hofråder, og hen over dem svømmede filosofiske fedtøjne.” – Mens disse ord ikke er til at tage fejl af, ligger meningen i eventyret „Det utroligste” (1870) derimod ikke umiddelbart klar; for dets tendens, nemlig troen på den ægte kunsts og kulturs endelige sejr over bødlernes og de rå kraftkarles kulturløshed, er jo ikke bundet til bestemte tider og steder – det er noget, optimisterne overalt og altid har troet og håbet på. Derfor kan man stille sig tvivlende overfor den opfattelse, at også dette eventyr må betragtes i sammenhæng med Andersens skuffede kærlighed til Tyskland. Man har imidlertid lov til at gå ud fra, at „den lange knoklede kraftkarl”, som præsterer det helt utrolige at slå et kostbart og dejligt kunstværk i stykker, skal symbolisere Tyskland, som ødelægger Frankrig. Andersen elskede dette land, og netop i årene før den fransk-tyske krig – nærmere bestemt fra 1862 – besøgte han det næsten hvert år; under Verdensudstillingen 1867 rejste han til og med to gange til Paris, og i 1870 forlod han denne by først fem måneder før krigens udbrud. For ham var Frankrig „kunståndens” land fremfor alle andre, men han så i det – måske ikke helt bevidst – også Danmarks gamle forbundsfælle, et land, allerede hans far havde set op til, og som nu måtte finde sig i den samme skæbne som Danmark. Derfor falder det ganske naturligt at betragte „Det utroligste” som en sympatitilkendegivelse overfor Frankrig,[22] skønt dette eventyr blev til før krigen (i april 1870) – men det må jo ikke glemmes, at der gik fem måneder før det kunne læses i „Nyt dansk månedsskrift”, nemlig i oktober 1870, altså nogle få uger efter Frankrigs kapitulation den 2. september. Forholdene ligger her – som man let kan se – helt anderledes end ved eventyret „Den onde fyrste”, der ligeledes af mange blev opfattet som rettet mod Tyskland; rigtignok med urette, da dette „på den grimskemusæiske måde genfortalte” eventyr nok var 24 år ældre end den dansk-tyske, og 30 år ældre end den fransk-tyske krig.[23] „Det politiske” fik jo kun yderst sjældent indpas i H.C. Andersens digtning, og i denne forbindelse kan der også henvises til, at heller ikke politisk bestemte sprogrørelser fandt hans bifald, hvadenten det drejede sig om kampen mod det dansk-norske sprog i Norge eller de puristiske bestræbelser, som rettede sig mod det tyske sprogs indflydelse i tresernes Danmark (jfr. „Nissen og madammen” fra 1867) .[24]
Ganske vist kan der endnu opspores en hel del i H.C. Andersens eventyr og øvrige digtning, som på en eller anden måde tyder på en personlig og menneskelig kontakt med Tyskland; men – som allerede sagt – der findes forbavsende få skildringer eller hentydninger af denne art, og det må tilføjes, at de kvalitativt set kan være ret ulige. Hvor blegt og uoplevet virker ikke følgende billede i „Om årtusinder” (1852), som viser os Tyskland i fugleperspektiv: „Dernede ligger Tyskland – som engang omspændtes med det tætteste net af jernbaner og kanaler – landene, hvor Luther talte, Goethe sang, og hvor Mozart i sin tid bar tonernes scepter!” Mærkeligt, at Andersen nogle få måneder senere kunne tegne et stykke Tyskland så levende for os, så vi tror at se det, omend med hans øjne. Det er til Nürnberg, digteren fører os: „Det er en underlig gammel by, som klippet ud af en billed-krønike. Gaderne ligger, som de selv vil, husene holder ikke af at stå i række; karnapper med små tårne, snirkler og billedstøtter springer frem over fortovet, og højt oppe fra de underligt stillede tage løber midt ud over gaden tagrender, formede som drager eller langlivede hunde.” Nürnberg er en af de vigtigste skuepladser i eventyret „Under piletræet” (1852), særdeles vigtig derved, at det er her Knud skomager oplever noget, også H.C. Andersen kendte så godt til: hjemlængslen, et træk, som er mindst lige så karakteristisk for ham som udvéen. Hvor dejligt der end kan være andre steder, i det lange løb bliver længslen efter de hjemlige hyldebuske og piletræer uudholdelig. Det H.C. Andersen fortæller om Knud skomager, passer også på ham selv: Knud havde det godt på alle måder i Nürnberg; han arbejdede hos en venlig mester og boede i et af de idylliske, lave huse tæt ind til den gamle bymur, og „hen over det tagvindue, hvor han sov, hældede hylden sine grene. Her boede han en sommer og en vinter, men da foråret kom, så var her ikke til at holde ud, hylden stod i blomster og de duftede så hjemligt, det var ligesom han var i haven i Køge, – og så flyttede Knud fra sin mester og hen til en anden længer inde i byen, hvor der ingen hyldetræer stod. Det var tæt ved en af de gamle murede broer, lige-over en altid brusende lav vandmølle, han her kom på værksted; udenfor var der kun en rivende flod . . . Her voksede ingen hyld, her stod ikke engang en urtepotte med en smule grønt i, men lige overfor var der et stort gammelt piletræ, der ligesom holdt sig fast til huset der, for ikke at rives bort af strømmen; det strakte sine grene hen over floden, akkurat som piletræet i haven ved Køge å.” Ja, og så var Knud kommet fra hyldemor til pilefar; han måtte flygte igen, for „han kunne ikke holde det ud”. Og han følger omtrent den samme vej, H.C. Andersen få måneder før selv var rejst, men også ved Rhinfaldet var der „så megen hyld og så mange piletræer”; og i Italien, hvor han ganske vist slap for at se dem, er det Milano domkirkes hvide marmor, som minder ham om Danmark, fordi „den syntes ham skabt af sne hjemme fra”. „Men han længtes ikke,” hedder det ikke særlig overbevisende om Knud. Om han gjorde – Ved gensynet af sin ungdomselskede bliver han overvældet af minderne om Danmark, han glemmer, at det jo havde været den ulykkelige kærlighed til Johanne, som engang havde drevet ham ud i verden, nu „måtte han hjem til hylden og pilen”, og da han under hjemvejen gennem Tyskland en dag hørte en lirekassemand, som „spillede en melodi hjemme fra Danmark, så kunne han ikke længer holde det ud, – han gik i dage, i mange dage, med en hast, som gjaldt det at komme hjem før de allesammen døde der …” Knud kom ikke hjem, han frøs ihjel i Tyskland, men Andersen kom. Ganske vist drog han stadig ud igen, og der var adskillige, som bebrejdende skrev eller sagde til ham: „Du er ikke rigtig dansk, som vi andre hjemme! vi er det så uhyre! Du holder kun af fremmed land!” – for at tale med Knud skomagers forældre; men gang på gang kom han hjem igen, til hylden og pilen. – Dette eventyr om piletræet fortæller om mere end om ulykkelig kærlighed og ud- og hjemvé, det får en også til at forstå, hvorfor det levende Tyskland, tyske mennesker og tysk miljø kun i ret få tilfælde spiller en væsentlig rolle i H.C. Andersens digtning: Tyskland betød meget for Andersen som åndelig stimulans og som rygstød i mange situationer, men dansk og tysk hyld og danske og tyske piletræer var trods alt ikke det samme for ham.
Også der hvor det ikke særskilt bemærkes, står foreliggende arbejde (et foredrag, holdt i H.C. Andersen-Samfundet i København den 13.2.1958) først og fremmest i gæld til overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensens forskninger.
