I middelalderen betjente samfundet sig af en række midler til retshåndhævelsen, som forekommer nutiden barbariske. Blandt de mildeste straffe var at blive sat i gabestokken. Kagstrygning eller hudfletning var straks værre.
En straf som radbrækning anvendtes i ældre tid såvel over for levende som over for døde. Straffen bestod i, at forbrydernes knogler knustes og at legemet derefter flettedes på hjul (jfr. det tyske ord for hjul: Rad), hvorefter hjulet sattes på en stage (stejle). Denne straf er dog næppe fuldbyrdet på levende mennesker her i landet siden det 16. årh., hvorimod man til langt senere tider lemlæstede den henrettedes lig og lod det »klæde på stejle og hjul« som en særlig vanærende tillægsstraf.
Dødsstraffen eksekveredes enten ved hængning i gren eller galge eller ved halshugning på skafottet. Galgen anbragtes oftest på en bakke uden for byen, medens skafottet rejstes inden for byens område.
Som om disse straffe ikke var barbariske nok i sig selv, foregik afstraffelsen til skræk og advarsel i fuld offentlighed, og afstraffelsesredskaberne hørte derfor til byernes faste gadeinventar.
I midten af 1600-tallet vedtog magistraten i Odense skarpe bestemmelser om forprang: Ingen måtte købe kul eller ved uden for byen, inden det var kommet inden for Møglebro (nu Frederiksbroen) eller Vesterport, og den, som købte høns, æg, fisk og andet uden for portene skulle stå i gabestokken en halv dag[1].
Gabestokke fandtes på Vestergade, hvor der på to huse (nr. 76 og 24) hængte to lænker, som hørte til byens inventar, og som Engelstoft formoder var gabestokke. I Nedergade havde byen også en lænke hængende på et baghus til en Overgade-ejendom, og den kaldtes udtrykkelig gabestok[2].
På det ældste kort[3] over Odense, som er dateret 1593, ses flere af de andre redskaber. På Fisketorvet, som dengang kaldtes Justitstorvet, stod kagen, som synes at have form af en statue. Senere stod pælen med halsjernet her indtil 1800, og i hvert fald en enkelt gang har der været rejst en galge på Fisketorvet[4].
Efter de store festligheder i 1580 blev det ny Store Torv (d.v.s. Albani Torv) nu byens hovedtorv, hvor skafottet havde sin plads, som det ses af kortet fra 1593. Nogle forfattere har ment, at den viste tribune skulle være den, som anvendtes under lenshyldingen i 1580. Engelstoft mener dog, at »figuren tydelig nok er et skafot, og det vender ikke i samme retning som tribunen i 1580, dels genfindes en lignende figur ved herredstinget i Dalum på kortet fra 1593, og endelig er det historisk bekendt, at der allerede i 1593 og ofte senere skete henrettelser på Albani Torv. Muligvis var det i Odense ligesom i Ribe borgernes forret at halshugges på torvet i stedet for at blive hængt på Heden og Galgebakken«[5].
Det er muligt – måske endog sandsynligt – at figuren på Albani Torv forestiller et skafot. Ingen af Engelstofts argumenter herfor forekommer dog overbevisende. Ganske vist genfindes ved herredstinget i Dalum en lignende figur, men den er dog meget mindre. Om denne er et skafot, kan heller ikke afgøres. Det kunne også være de bænke, man sad på under tinget. Dalum Herredsting eller Birketing lå ved landevejen mod Assens og Fåborg, nuværende Fåborgvej. Vejnavnet Tingløkkevej efter marknavnet Tingløkken minder endnu herom. Lidt sydligere ligger Stejlehus, Fåborgvej 250, som har navn efter Stejlehøj, den bakke hvorpå huset ligger. Nogle hundrede meter nordligere ligger Galgebjerg (for enden af Bondovej). Begge disse navne vidner om beliggenheden af et gammelt rettersted[6]. På kortet fra 1593 ses endelig i nærheden af Dalum Birketing nær krydset mellem Fåborgvej og Dalumvej en stang med hjul.
Skafottet i Odense blev senere flyttet fra Albani Torv til Flakhaven, hvor det ses på Resens kort fra o. 1660[7] sammen med både træhest og galge, medens kagen stadig var på Fisketorvet, Torvet med kagit, som Resen kalder det. Rettens håndhævelse var således eftertrykkelig betegnet selv for den, som ikke vidste, at skarpretteren havde sin bopæl oven over Vesterport[8].
For det gode borgerskab var afstraffelsesredskaberne dog ikke blot til skræk og advarsel, men gav også anledning til makaber underholdning, som da en mængde udenbys og indenbys bekendte i 1663 var samlede i Peder Pedersens sal på torvet for at se en borger blive henrettet[9].
Som det ses på kortet fra 1593 lå selve galgebakken, hvor gemene tyve og røvere hængtes, uden for byen. En nøjagtig stedfæstelse af galgen kan dog ikke umiddelbart foretages på grundlag af kortet, men den har ligget et sted mellem landevejene til Middelfart og til Rugård.
Engelstoft skriver, at Galgebakken var uden for byen (ved Rugårdsvejen, hvor den nu er bebygget med Dampmøllen).[10] Dampmøllen ses på Odense kortet fra 1862 (Klüwers) umiddelbart øst for den oprindelige landevej til Rugård (den nuværende Krudthusgade). På kort over Odense fra 1887 er dampmøllen allerede atter forsvundet, idet området nu blev inddraget til boligbebyggelse omkring de nye gader: Dronningensgade, Krudthusgade, Kingosgade m.fl., medens den gamle Rugårdsvej erstattedes af den ny Store Glasvej.
Nogen bakke var der dog ikke tale om i dette område, som var ganske fladt, idet det udgjorde den nordligste del af det område vest for byen, som fra gammel tid omtaltes som de såkaldte Heeder. Benævnelsen hed(e), udtalt med stød, kommer af gammeldansk heth og anvendes på Fyn (og Sjælland) om »fladt, skovløst terræn« i modsætning til hede, som er en fællesgermansk betegnelse for uopdyrket, lyngbevokset landstrækning. Heden er især den jydske hede.
Heden vest for Odense strakte sig mod syd til Hedebækken, mod vest til Bolbro Rende (nu rørlagt) og mod nord til Åløkkemarken. Man skelnede mellem Store Heden, Lille Heden og Galgeheden.
Engelstoft omtaler Galgeheden (ved Vindegade) dels i forbindelse med en Vedtægt om Heden og dens Græsbed i 1634[11], og dels i forbindelse med udvidelsen af ryttergodset i 1720. Dette blev føleligt for byen, idet »dens ene Græsmark, Galge-Heden, derved blev beskåret ikke lidet, og den tålte det såmeget mindre, som man i 17de århundrede havde oprettet 3 Bøndergårde i dens vestlige Deel[12]. På et kort fra 1717 over Odense og omegn, som udarbejdedes i forbindelse med udvidelsen af rytterdistriktet, er lidt syd for Rugårdsvej vist en galge og et hjul. På kortet, der opbevares i Hærens Arkiv, er Vognmandsløkken fejlagtigt angivet nord for Rugårdsvej.
Galgeheden synes således at have været et temmelig vidstrakt område, men ved et mærkeligt tilfælde er vi nu i stand til at stedfæste galgens beliggenhed temmelig nøje.
I Møntergårdens samling af gamle kort findes to skitsemæssige opmålinger, udført af Fr. Bülow. Det ene kort er »Plan einer Wiese in Odense«. Det forestiller, så vidt det kan ses, den nuværende H.C. Andersens Have, men er i øvrigt uden særlig interesse. Det andet kort hedder »Plan der Odenseer Galgen Heide«.
Sidstnævnte kort er udateret, men viser vejforholdene, som de var før omlægningerne i begyndelsen af 1800-tallet af landevejene til Middelfart over Vissenbjerg og Rugård. Endvidere ses vandledningen fra Roersdam ind til byen, som var blevet istandsat i årene 1790-1791 efter Odense Vandkommissions bestemmelse[13].
Vi ved ikke, hvem Fr. Bülow var, eller hvornår eller hvorfor han har foretaget disse opmålinger. Han var næppe topograf af profession, men var ikke uden kunstneriske evner, som det fremgår af de meget smukt udformede kartoucher (de ornamentale rammer omkring titlen på kortene).
Under alle omstændigheder må han have haft tilknytning til Odense i årene omkring 1800. Navnet og hans tyske sprog kunne tyde på, at han var officer. Men selv med disse begrænsninger er der mindst to muligheder for identificering. Den ene er den fynske indrulleringschef Friedrich Bülow (1740-1815), som fra 1773 og til sin død var bosat i Odense og som iøvrigt var en ældre broder til kronprins Frederiks hofmarskal, Johan Bülow til Sanderumgård[14]. En anden mulighed er Friedrich Christian Møsting Bülow til Langeskov (1761-1838)[15]. Han var i årene 1801-09 major og kommandør for 1. bataillon af det Fyenske Landeværns regiment, 1809-16 chef for 3. bataillon af Kongens Regiment, hvorefter han i 1817 blev toldkasserer i Assens.
På kortet over Galgeheden er endvidere vist det tidligere Bomhus ved det nuværende Vesterbro og Natmandshuset, som lå ved Roersvej lidt vest for det nuværende vandværk. På kortet ses også det østlige skel af markstykket Vognmandsløkken, og Galge-Heden kan således indsnævres til at omfatte det markstykke, som på senere kort – bl.a. kortet fra 1862 – betegnes Grønneløkken eller Grønløkken.
Omtrent midt i dette område er på kortet tegnet fire lodrette stolper, der står på en svag forhøjning i terrænet. Disse stolper må være resterne af galgen. En kvadratisk galgekonstruktion med fire hjørnestolper kendes fra galgen på Montfaucon i Paris og fra Braunius’ prospekt af København 1587. Den odenseanske galge har dog været væsentlig mindre og helt af træ.
Beliggenheden må have været ved den nuværende Grønløkkevej omtrent ved Kanslergades udmunding, d.v.s. 400-500 m vestligere end ved den tidligere dampmølle som angivet af Engelstoft.
Hvornår Galgehedens funktion som rettersted ophørte, vides ikke, men på kort fra 1810 kaldes området for Grønløkken. Endnu omkring midten af forrige århundrede boede der vest for byen på Kragsløkken en skarpretter. I forbindelse med opførelse af Odense Vandværk i 1853 fik kommunen adkomst på en parcel af skarpretter Stengels ejendom ved mageskifte med en parcel af Snapindløkken.[16]
Hvis vi endelig til sidst vender tilbage til kortet fra 1593 synes der at være god overensstemmelse mellem dette korts fremstilling og placering af galgen og Fr. Bülows opmåling af Odenses »Galgen Heide«.
