H.C. Andersen skrev fire og tyve dramatiske arbejder, deriblandt tre oversættelser, til Det Kongelige Teater. Nogle af dem gik senere igen på Casino i Amaliegade, hvortil han forfattede fire nye eventyrkomedier. Han behandlede alle arter, fra operatekster over syngespil og vaudeviller til lystspil og dramaer. Også betegnelsen „En Spøg” brugte han. Langt den største del af denne omfattende virksomhed, der altid syntes udført med let hånd, er forlængst forsvundet fra teatrenes repertoire. Det var ikke hans dramatik, som bragte ham verdensberømmelsen. Dog anbefalede Edvard Brandes kort før sin død at genoptage „Mulatten”, som havde været et kassestykke, hvor de to rivaliserende skuespillerinder, fruerne Heiberg og Anna Nielsen, havde haft lønnende opgaver. Og en yngre dramatiker, islændingen Gudmundur Kamban, ofrede „Da Spanierne var her” en kronik, hvori han fremsatte den opfattelse, at dette digterens sidste skuespil vilde få en renæssance, hvis det blev opført påny.
H.C. Andersen var, som mange forfattere, ikke født dramatiker. Medens hans ubændige fantasi i eventyrene kunde boltre sig, som den vilde, kolliderede den med scenens nøgterne krav. Erik Bøgh har givet en skildring fra en prøve af hans ubehjælpsomhed, da direktør Lange satte „Hyldemor” i scene.[1] Men trods sin mangel på opstillingsevne sejrede han undertiden alligevel i kraft af sin følelsesfulde fantasi og sit lune. Han kunde være både banal og overfladisk i udtrykket, men mellem slaggerne fandtes poetiske guldkorn, hvorfra hans geni lyste. Det gjaldt især hans sange. „Det gamle Træ — O! — Lad det staa” kendes endnu, men hjemstedet „Hyldemor” er glemt. Scenisk levedygtighed var der kun i hans lykkelige samarbejde med J.P.E. Hartmann, hvoraf „Liden Kirsten” udsprang; mellem 1845 og 1954 er den lille opera opført 336 gange. Det morsomme tidsbillede „Den nye Barselstue”, som i 1845 fremkom anonymt, mindes også nu og da, særlig ved digterens årsdage; det nåede i 1942 sin 116. opførelse. Disse to arbejder, den typisk danske opera i romancestilen og udsnittet af samfundslivet i Christian den Ottendes København, burde til enhver tid findes på Nationalteatrets repertoire.
I modsætning til J.L. Heiberg og Henrik Hertz stillede H.C. Andersen sig straks til disposition, da Casino, byens første privatscene inden for voldene, blev åbnet i 1848. Her fandt han trøst for sine nederlag på statsscenen og for professor Christian Molbechs isnende censurer, der i reglen endte med afvisning.[2] På Casino var kravene ikke så strenge og skuespillerne mindre „almægtige”. Han følte sig tæt knyttet til den nye scene, der for så vidt godt kunde være kaldt „H.C. Andersens Teater”. Han blev dens huspoet, ligesom Adolph Recke og Fritz Holst senere Folketeatrets; en tid var han direktionens litterære konsulent og blev medlem af repræsentantskabet. Flere af hans Casino-komedier levede længe på privatteatrenes repertoire, og det usædvanlige hændte, at én af dem fem og halvtreds år efter premieren blev en stor sukces på Det Kongelige Teater i hundredåret for digterens fødsel. Det var eventyrkomedien „Ole Lukøje”, hvortil manuskriptet findes på Teatermuseet. Den fortrinlige udførelse og stykkets moral, at sundhed, godt humør og sjælefred er mere værd end penge, bragte sejren, skønt fødselsdagens festtaler, professor Vilhelm Andersen, fra selve scenen var det en hård kritiker. Han citerede en af Andersens veninder, I.P.E. Hartmanns hustru, som havde kaldt stykket „rædsomt”, og gentog dette ord flere gange, medens Olaf Poulsen, der spillede Blake, rasede i kulissen.[3] Situationen var ikke netop morsom for den store skuespiller, der hørte sit stof blive kritiseret sønder og sammen, lige før han skulde levendegøre det. Thi Vilhelm Andersen oplyste ikke, at ordet i gamle dage udtaltes ræd-somt og var en betegnelse for noget, man blev bange for. Litterær bedømmelse er imidlertid ét, det folkelige instinkt noget ganske andet, og det var til dette, digteren med held appellerede.
Enkelte skuespillere og sangere kunde takke H.C. Andersen for klædelige roller, og blandt dem var fru Heiberg, der kaldte jomfru Christine i „Den nye Barselstue” for „en af de taknemmeligste Roller, jeg har spillet”. Hun syntes, hun levede „ret con amore” i den.[4] Det samme gjaldt Fru Sødring, da hun spillede Andersens værtinde i Vingaardsstræde, den døve frue i samme stykke.[5] Men i det store og hele skabte Andersens dramatik ikke skuespillere i samme forstand som Holberg eller Hostrup. Det gjorde derimod eventyrene, idet de i oplæsningskunsten forvandlede deklamation til karakteristik. Ludvig Phister var den første på teatret, som forstod, hvilken dramatisk værdi der var i Andersens historier. Han begyndte med „Den uartige Dreng”, som han fremsagde ved en aftenunderholdning den 3. febr. 1839.[6] Spillet i eventyrene krævede ikke alene lune og variation, men også hjerte. Og her kneb det for Phister. Hans tidligere elev, Casinos Christian Schmidt, var ham overlegen i følelsen. Tonen var ham medfødt; han besad den hjertelige ironi, som Phister savnede, og han havde levende forståelse af dagliglivets småsituationer. Som Henrik i „Meer end Perler og Guld” og Christian i „Ole Lukøje” var han en kåd lysbringer i borgerligt format. Derfor skrev Andersen til ham, at han „inderligt skattede hans rige Talent og Hjertelighed; regn mig mellem Vennerne”.[7] Når digteren læste eventyrene, opløstes satiren i godmodigt skælmeri; han gav på naturlig måde ordene den betydning, de skulde have (således ønskede også Strindberg sine skuespil opført) uden de spidsfindigheder i fremsigelsen, som karakteriserede F.L.Høedts oplæsning. Michael Wiehe foredrog dem med naivitet ud fra sit varme sind, og den næste generations bedste fortæller, Sophus Neumann, forlenede dem med sin naive følemåde og sit hjertelige lune. Først i dette århundrede fik eventyrene i Jacob Texiére en specialist, som gennem henved fyrretyve år gav dem sit liv her og i udlandet. Tro mod teksten lagde han vægten på refleksionen og karakteristikken. Tingene talte, dyrene havde deres eget sprog, loppen sprang, hønsene kaglede, flagermusene peb, strygejernet gik hen over flipperne, så man fornam damptromlen. Det blev modsat H.C. Andersens oplæsning til et helt teater. Praleri, sladder og komisk selvretfærdighed havde Texiére sikre udtryk for; Vemod klædte ham bedre end medfølelse. Kort før sin flugt til Sverige under jødeforfølgelsen fortalte han „Den onde Fyrste” med et intenst raseri, rettet mod Hitler og Nazismen. Texiére var en kulturattaché for Danmarks berømte digter med mere fantasi og ironi end varme i sine fortolkninger.
— Originale scenebilleder fra H.C. Andersens dramatik er meget sjældne. Teatermuseet ejer ni; Operabillederne er tegnet af Edvard Lehmann, medens scenerne fra „Meer end Perler og Guld” skyldes H.C.C.Ley. Reproduktionen er muliggjort ved velvilje fra bestyrelsen for Det Grevelige Raben-Levetzau’ske Fond. De ældste stammer fra opførelsen af det romantiske syngestykke i fire akter „Bruden fra Lammermoor”. 26 år gammel udarbejdede H.C. Andersen teksten efter Walter Scotts roman (fra 1816) „The Bride of Lammermoor”. Professor Christian Molbechs censur var bister, men frakendte dog ikke den unge skribent evne til at skrive poetiske sange. Da Teksten var mere episk end dramatisk, måtte musikken blive det bærende. Den skyldtes bratschisten Ivar Bredal (1800—64), senere koncertmester i kapellet, en talentfuld komponist i Kuhlaus ånd, hvis musikdramatiske arbejder dog ikke bragte ham den anerkendelse, han fortjente. „Bruden fra Lammermoor” måtte nøjes med, som Molbech skrev, at gøre „en Slags Lykke”; Værket kunde ikke trodse tiden, der så villigt forener sig med glemselen; det opførtes otte gange mellem 1832 og 1835. Ændret til „Lucia af Lammermoor” levede titlen dog videre, men rigtignok med en anden tekst og til musik af Donizetti; H.C. Andersens og Bredals arbejde var forlængst forsvundet, da Det Kongelige Teater bragte den italienske version frem i sæsonen 1857 —58 som en følge af Italienermanien på Hofteatret ved Christiansborg en halv snes år forud.
Medens Bredal blev bitter og tidlig standsede sin produktion, fik dette ungdomsarbejde den betydning for H.C. Andersen, at det bragte ham i kunstnerisk forbindelse med C.E.F.Weyse, hvad han med rette følte som en stor ære. Weyse var tilfreds med hans tekst og foreslog ham at omarbejde en anden af Walter Scotts romaner „Festen paa Kenilworth”, hvis handling inspirerede ham til komposition.[8] Digteren blev fyr og flamme for den tanke at samarbejde med den store tonekunstner, der havde støttet ham, da han som fattig dreng kom til København. Men medens H.C. Andersen skrev hastigt, komponerede Weyse langsomt, og der hengik flere år, inden operaen var færdig. Censor Molbech syntes, at teksten var noget „skødesløst Smøreri”, men han vilde dog ikke, vel af respekt for Weyse, stå i vejen for antagelsen. Alligevel fik H.C. Andersen teksten tilbage for at omarbejde den dialogiserede del. Weyse pillede også ved ordene og tog endog en af sine unge venner, forfatteren cand.jur. Frantz Hansen, til hjælper, hvad der naturligvis ærgrede Andersen; men han var klog nok til at lade Weyse råde, selv om han blev degraderet til „en tjenstgørende Svend” i forholdet til mesteren. Omsider var arbejdet færdigt; det kom dog ikke frem ved Kongens årlige geburtsdagsfest, men på en almindelig spilleaften i samme måned og opførtes syv gange fra 6. januar 1836 til 24. septbr. s.å. Under en af opførelserne, på Weyses 62-årige fødselsdag, blev musikforeningen stiftet i selve teatret.[9] Medens teksten til „Bruden fra Lammermoor” var udkommet samtidig med opførelsen, lod H.C. Andersen ikke „Festen paa Kenilworth” trykke,[10] vel fordi mange tekstændringer ikke skyldtes ham; han udsendte kun sangene, og blandt dem vandt romancen „Hyrden græsser sine Faar” popularitet ligesom visen „Brødre, meget langt herfra” med omkvædet „Skade, at Amerika ligge skal saa langt herfra”. I sit dødsår vendte H.C. Andersen tilbage til teksten og rettede i den til brug for den unge komponist Axel Liebmann, hvem „Samfundet til Udgivelse af dansk Musik” havde betroet at lave et klaverudtog af Weyses opera. Han døde, kun 26 år gammel, før arbejdet var færdigt, og det blev derfor ført til ende af hans ven Otto Malling. Den reviderede tekst blev senere trykt i digterens saml. værker, IX bind.
Den tredie række scenebilleder stammer fra H.C. Andersens første Casino-eventyrkomedie, tryllefarcen „Meer end Perler og Guld”, som havde première 3. oktober 1849 og blev en sukces, der stadig kunde gentages, ialt 162 gange til 1888; også på Nørrebros Teater og i provinserne blev stykket spillet med held endnu i begyndelsen af dette århundrede. Stoffet var en eventyrlig blanding af samtidige virkelighedsbilleder og trolddomsagtige situationer med et udmærket melodivalg — endog gades dengang nye melodi til Høedts sang „Ak, kæreste Hr. Guldsmed —” blev anvendt. Grundlaget for stykket, „Der Diamant des Geisterkönigs”, skyldtes den østrigske dramatiker F. Raimund, hvis fantasispil H.C. Andersen i 1852 anbefalede den unge instruktør Henrik Ibsen at studere.[11] Digteren havde lokaliseret handlingen og anvendte ideer fra „Tusind og een Nat”; Tonen var københavnsk. Snart omtales Tivoli med Lumbyes orkester, snart vidunderet Jernbanen, hvis løb til Roskilde nylig var åbnet. Blandt andre aktualiteter så man en ballonfærd, og den nye rigsdag, „hvis Medlemmer fik tre Rigsdaler om Dagen i Diæter”, blev også nævnt. Andersen omtalte sin forlægger og bogtrykker — ja, endog sig selv under betegnelsen „den afdøde Forfatter til „Hr. Rasmussen””, den af hans komedier, som kun nåede én opførelse. Moralen i den vidt-spundne handling fra åndernes verden til Vesterbro var af lignende art som i hans senere eventyrspil „Ole Lukøje”: En sund og trofast pige er mere værd end perler og guld. Nu og da røbede hans originalitet sig, for eksempel i abekatteakten eller når helten Elimar i ballonscenen spørger: „Men sig mig, hvad er dette, der flyver som en Vind forbi?”, hvortil hans følgesvend Henrik svarer: „Aa, det er Mængdens Mening; der er ingenting deri”. I et eventyr, „som ikke er trykt endnu”, er der ironiske mindelser om digterens ophold på danseskolen: „De maa først lære at staa ordentligt paa Benene”, sagde de til ham i det store dannelseshus, „Første Position” … „Ikke tænke paa Dem selv, saa man ser det; Øjnene ligeud . . . Ikke Benene saadan, naar De gaar; jeg maa nok have en Snor i dem. Og saa fik han en Snor i dem. Ikke Armene saa! En Snor i dem. Og der blev trukket, og han slog ud, og saa var han dannet”. Det vil sige, at han var blevet til en glieder-mand.[12]
Da „Meer end Perler og Guld” den 18. novbr. 1872 opførtes for 100. gang, blev H.C. Andersen hyldet i en anonym prolog, som skuespillerinden frøken Camilla Lerche fremsagde. Han var inde i en sygelig periode og vilde ikke overvære forestillingen, men hans læge, professor Emil Hornemann, mente, at det var bedre for hans helbred, at han gik i teatret, end hvis han selvmedlidende blev siddende hjemme. Hans unge protegé, cand. jur. William Bloch, ledsagede ham og fortalte siden, at det under digterens pirrelige tilstand havde været en streng aften at komme igennem, men det hjalp dog noget på humøret, at Casino var udsolgt, og at ikke blot „Meer end Perler og Guld”, men også hans øvrige digtning blev omtalt i prologen, som dagen efter tryktes i „Dagens Nyheder”.[13] Især rørte disse linier den gamle digter:
„En Tak, ret af Hjertet, vi bringer Manden,
der skænker os nu med Klang og med Sang
„Meer end Perler og Guld” for hundred Gang.
Behøver jeg vel at nævne hans Navn?
Det er kendt i hvert Hus i København,
kendt paa tre Fjerdedele af Jorden,
i Øst og Vest, i Syd og i Norden,
er kendt af — ja, spørg kun den mindste Fyr,
om han kender Andersens Eventyr.
Og naar jeg ret skal sige min Hjertens Mening,
hvorfor jeg tror, at netop dette Stykke
har gjort, hvad man kalder „stormende Lykke”,
saa er det, fordi det er en Forening
af alt det smukke, vi kender saa grant
fra Eventyrene — ja, ikke sandt?
Med Lune og Vid er her præsenteret
en prægtig, levende og illustreret
Udgave af gamle Bekendte og Venner,
som vi Allesammen saa udmærket kender:
Storken og Nissen, den lystige Fyr!
Aandernes Konge, der sover paa Skyer!
Ildaander, Aarstider, Trolde og Mare
og hele den lystige brogede Skare
fra Abekattes og Sandhedens Rige!”
Sidste Gang „Meer end Perler og Guld” blev genoptaget på H.C. Andersens teater, 2. juledag 1887, var gamle Kong Christian den Niende og hele hans hjemmeværende slægt til stede, store og små. Man forstod, at de ældre i kongefamilien vilde give de yngre et begreb om H.C. Andersens eventyr-dramatik, som havde glædet dem i længst forsvundne dage. Af de rollehavende fra premieren i 1849 var kun Laurids Stigaard tilbage; han spillede nu åndernes konge og blev hyldet som den, der havde bevaret tonen fra H.C. Andersens tid.
Hans dramatik havde betydning for det brede publikum, som søgte privatteatrene, hvor jævne borgere kunde tage deres børn og aftensmad med. Tusinder stod bag den håndværker, som efter premieren på „Ole Lukøje” greb H.C. Andersens hånd og sagde: „Tak, Hr. Digter Andersen, det var en velsignet Komedie!” [14] Efterskoler, kommunale fortsættelseskursus og lignende oplysnings-anstalter eksisterede ikke dengang. Vilde svendene efter et langt dagarbejde rekreere sig, var de henvist til beværtninger eller danseboder. Det Kongelige Teater lå almuen for højt, men privatscenernes jævne spilleplan bidrog til dens oplysning og dannelse. Her satte H.C. Andersen ind med sin dramatik. Den var hjertevindende, og den spændte pantasien.
Blandt samtidens digtere var Bjørnstjerne Bjørnson den, som mest påskønnede hans komedier. Lystspillet „Han er ikke født” (1864) var efter Bjørnsons mening „et elskeligt lille arbejde”, skrevet med „elegance og psykologisk, let finhed”, selv om intrigen var „meget spæd” [15]. Bjørnson kunde som få opmuntre Andersen; han satte ham „over Baggesen, Wessel og Heiberg i folkelig vittighed og satire” [16], men var dog ikke blind for komediernes dramatiske svaghed. Da han kendte Andersens følsomme sind, bar han over med manglerne og bad ham ikke tænke for meget på alt det „sceniske kvæleri”, men blot give karaktererne og indfaldene „og lade det runde af sig selv”[17]. Bjørnson var navnlig glad for det romantiske lystspil „Da Spanierne var her” (1865) og vilde have stykket frem på Christiania Theater, hvor han var chef. Det blev dog ikke til noget, men „Hyldemor” fik Bjørnson opført fem gange i 1865. Foruden denne komedie er „Den nye Barselstue” og den dramatiske spøg „Fuglen i Pæretræet” spillet på Christiania Theater. Francis Bull mener, at denne vaudeville var den første, Bjørnson oplevede på teatret, da han som ung var kommet til Norges hovedstad.[18]
