Medens der i vore museer og på herregårde er bevaret et stort antal malede portrætter af adelige, er det forholdsvis sjældent, at gamle portrætmalerier af borgerlige er nået frelst til vor tid, og hvis de endelig er bevarede, er de ofte navnløse. At de har eksisteret er sikkert. Skifter fra købmandshjem i 16-1700’erne viser, at væggene jævnligt har været prydet med familieportrætter.
Bortset fra de portrætter, der er indgået i Fyns Stiftsmuseums kunstsamlinger, har Odense Bys Museer kun få borgerlige portrætter. Derfor var det meget kærkomment, at fru kaptejn Th. Lassen for nogen tid siden skænkede tre portrætter af medlemmer af slægten Holmer.
I to generationer var Holmer-slægten knyttet til Graabrødre hospital som stiftelsens forstandere. Det begyndte med, at den daværende forstander Friderich Østrup i 1740 bad direktionen om at få en medhjælper, og hertil indstillede han sin 32-årige fuldmægtig H.C. Holmer. Der blev oprettet en højtidelig kontrakt, der gik ud på, at Holmer skulde have 100 sld. om året samt kost og logi på hospitalet. Han måtte ikke tage bolig udenfor dette, og for yderligere at understrege forbindelsen begærede Holmer en af Østrups døtre til ægte, »når hun opnår den alder, at kun kan træde i den stand«. Dette bekræftedes i kontrakten og med den tilføjelse, at hvis Østrup døde, før hans børn kunde klare sig selv, skulde Holmer sørge for dem, og så vidt gik han, at han lovede, »at, om det end behagede Gud, førend jeg kom i ægteskab med Deres kiere datter, jomfr. Christiane Wolborre Østrup, hende ved døden at bortkalde, da efter giort aftale at tage i hendes sted til min ægte hustrue en af Deres døtre, som Gud bedst giver sind og vilje til, og derudi ingenlunde viige fra huuset.«
Når man betænker, at foruden den nævnte Christiane Wolborre havde Østrup datteren Margrethe, der i 1740 var 10 år, Sara 7, Charlotte Amalie 4 og Christiane 1 år, kan man sige, at det var fremtidsmusik, men kontrakten blev overholdt. Forstander Østrup døde 1748, og allerede fra 1. jan. samme år var Holmer ansat. Christiane Wolborre var nok død forinden, men Holmer ægtede Margrethe Østrup. De fik et barn, som imidlertid døde 1750, og få måneder efter døde også hustruen.
H. C. Holmer ægtede derefter Christiane Louise Wichmann. Han administrerede stiftelsen med stor dygtighed, og han blev en velstående mand. I hospitalets forstanderbolig indrettede parret sig et behageligt hjem og fik en stor børneflok.
Det ene af de nyerhvervede portrætter forestiller H.C. Holmer i halv figur. Han er en midaldrende mand med et fyldigt ansigt. Ridefogeden stikker i ham. Han bærer paryk, er klædt i en brungrå frakke, og højre hånd stikker han ind under den opknappede, blomstrede silkevest; han bærer en fin halsklud og tilsvarende manchet, og der er både myndighed og værdighed over skikkelsen.
Hustruen er ligeledes fremstillet i halv figur. I det hvidpudrede hår sidder en koket blomsterbuket, det mønstrede silkeliv er stærkt indsnævret om taillen, og langs den store halsudskæring sidder en blondekant. Over højre skulder er kastet en folderig kappe, som på samtidens dronningeportrætter. Hun er stiv og fornem, men rokokodamen har et muntert glimt bag al fornemheden. Portrætterne er vel malet i 1750’erne.
I 1784 døde Holmers hustru, og han fulgte hende i graven 1786. Det meget udførlige skifte, der er bevaret, giver et indtryk af hjemmets indretning og dets velstand; der var sølvtøj, glas og porcelæn i skabene, fine møbler og spejle, et bibliothek på 136 bind, som væsentligt behandlede statsretslige og landbrugsteoretiske emner, men man fandt også Holbergs Niels Klim og Peder Paars.
I denne forbindelse har det mere interesse at se på Holmers velforsynede garderobe. Han havde 12 kramlærreds manchetskjorter, 11 par manchetter, tildels gamle, 24 netteldugs halsklude, 14 kramlærreds nathatte, fem hvide bomuldshuer, tre dusin lommetørklæder, nogle var blå og røde, andre blå og hvide, 10 hørlærreds natskjorter, et par gamle, sorte silkestrømper, fire par handsker og to multums nattrøjer.
Kiggede man ind i klædeskabet, vilde man se hans gamle, mørkebrune klædes kiol og vest – måske den, han havde på, da han blev malet – en tilsvarende violet kiol med vest, en ny, brun kiol, en gammel, mørkerød klædes kiol med vest og bukser, en gammel, sort klædes kiol, vest og bukser, samt en sørgekappe. Til hjemmebrug havde han en rød, ulden damaskes slaabrok med nattrøje, tre parykker, to par støvler, to par sko og et par tøfler.
Der har altså ikke været nogen smalle steder i forstanderhjemmet, og da datteren Anne Maria Holmer i 1773 blev gift med købmand Gieding i Middelfart, kunde hun da også få et ordentligt udstyr med sig. Det bestod af en brudeklædning af 33 alen brokadestof med blomster, en sort silkeklædning, hvortil medgik 23 alen grosdetour, en violet taftes klædning med 21 alen stof, en meleret stoffes frakke, trøje og skørt, 18 alen, en rød og hvid garniset begiese med skørt og forklæde, 18 alen sirts, en gråværkspels med højrød atlask, brudefolkenes morgenhabit af damask, og en egedragkiste til opbevaring af herlighederne, samt en chaise til parrets befordring.[1]
Og så var der endda en stor børneflok at forsørge. Sønnen Peter havde været faderens medhjælper på det sidste, men var begyndt at studere jura. Da faderen døde, arvede han forstanderstillingen. Yderligere var der en søn og syv døtre, og en af disse var Bartholette Dorothea, som ved faderens død var 21 år. Hun blev i 1790 gift præsten i Kværndrup Rasmus Lassen.
Også af hende har museet fået et portræt som gave fra fru kaptejn Lassen. Det er malet i 1791. Bartholette Holmer er fremstillet i en brun kjole, og over det højt opsatte hår er anbragt et silkeklæde. En bevaret regning fra skrædder Søren Jochumsen i Odense fra 1787 viser, at jomfru Bartholette det år fik omgjort »en brun kiol og skiørt«, hvortil blev forbrugt et halvt lod silke, 3 lod fiskeben, 1½ kvarter kattuns lærred. Man fristes næsten til at tro, at det er den kjole, hun har ladet sig male i.
Medens man ikke ved, hvem der har malet forældrene, er det på bagsiden angivet, at Bartholettes portræt er udført af S.L. Lange, der var født i Faaborg 1760, og som netop i tiden omkring 1790 udførte en række portrætmalerier, før han slog sig på landskabsbillederne, der blev hans egentlige felt.
På en auktion i København erhvervede man til Møntergården to portrætter, der forestiller Christian Benzon til Christiansdal og hans hustru Albertine Christine v. Heinen. Også de har lokal interesse. Christian Benzon var født i København 1718, og efter en militær karriere i sjællandske infanteriregiment og fra 1745 som ritmester i holstenske rytterregiment, blev han 1761 oberstløjtnant. Derefter slog han sig på godsadministration. Han havde ejet stamhuset Cathrinebjerg, men mageskiftede det 1787 med Christiansdal, det tidligere Dalum kloster, som han oprettede til stamhus. Han blev gift 1758 med Albertine Christine v. Heinen (1736-1805), en datter af major Ulrik Frederik v. Heinen til Ulriksholm.
Begge de ovale portrætter viser personerne i profil. Christian Benzon er klædt i en grågrøn frakke med ordensbånd som hvid ridder. Hustruen er fremstillet i en hvid tylskjole. Selv om maleren vel ikke har understreget det, er det utvivlsomt, at kammerherren er en aldrende mand, medens hustruen virker mere ungdommelig. Fremragende malerkunst er det ikke, men dog ganske habilt gjort. Billederne er usignerede, og man kan kun gætte på, hvem kunstneren kan være.
Tanken ledes da hen på portrætmaleren Hans Hansen, der i 1796 havde taget ophold i Odense, hvor han blandt de talrige repræsentanter for den fynske godsejerstand og i det bedre borgerskab fandt mange kunder. Han noterer i sin dagbog, at han 7. jan. 1796 traf »en frøken Bentzen, den rige Bentzens datter, en rar pige og munter og levende og venlig og smuk er hun«, hvorimod broderen stod ham mindre an. Den 12. jan. noterede han, at Benzon muligt vilde engagere ham, og få dage senere, nemlig 16. jan. begyndte han hos kammerherre Benzon. »Jeg faaer nok mere arbeide der. Frøkenen vilde have tre copier af hendes faders portrait, som ingen maatte vide, førend de var færdige, hun accordeerte mig lidt knap, men hvad skal man sige — man maatte være af stok og steen, naar man ei lod sig overtale af en smuk ung pige i saa ligegyldige ting som pengesager.« Da han, der siden blev maleren Constantin Hansens fader, forlod Odense, havde han en god skilling i lommen og mange venlige minder om byen; det skyldtes navnlig Benzons velvilje.
I denne forbindelse skal endnu nævnes to portrætter, som H.C. Andersens Hus har erhvervet. Det ene, der her er gengivet i farver, dukkede op på en auktion i København. Det er et maleri, som viser H.C. Andersen i halv figur en face; han har lyse, blågrå øjne, sort krøllet hår, skilt i venstre side, brunligt skæg under hagen, hvid flip og sort, løstbundet slips, sort frakke og hvid vest; baggrunden er mørk, rødbrun. H. 66 cm., br. 55 cm.
Billedet er usigneret, men på blændrammen angives F.L. Storch som kunstner. Ifølge velvillig oplysning af overbibliothekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen er det sandsynligt, at billedet er malet i München i November 1840. Det harmonerer udmærket med C.A. Jensens portræt fra 1836. H.C. Andersen har ikke fundet anledning til at omtale det, hvad der kunde tyde på, at det ikke helt har tilfredsstillet ham. Ikke desto mindre er det sikkert en nøje gengivelse af hans træk med de karakteristiske tunge øjenlåg og den store mund. Der knytter sig yderligere det kuriosum til billedet, at F.L. Storch var en præstesøn fra Kerte på Fyn, født samme år som H.C. Andersen og student fra Odense 1823. Han var yderligere en bekendt af Odensemaleren W. Bendz, som H.C. Andersen også kendte fra sin barndom. I sig selv er det overraskende, at et ganske ukendt billede af digteren kan dukke op, og det kan nok siges at være 150-årets største overraskelse.
Anderledes stiller det sig med det andet billede, som museet havde den glæde at modtage fra ingeniør Jørgen Christensen og frue, Odense. Det er Elisabeth Jerichau Baumanns »H.C. Andersen læser for et sygt Barn«. Det er et genrebillede, som viser digteren ved Louise Jerichaus seng. Han er her fremstillet i hel figur, og holder i hånden en eventyrudgave, der er slået op på historien »Engelen«. Ved sengens fodende sidder den lille piges søskende Sophie, Harald og Agnete. Billedet, der er 49 × 59 cm., er signeret med kunstnerindens navn, og fra Andersens dagbog ved man, at det er malet 15-17. maj 1862.[3]
At dette billede hurtigt nåede popularitet, fremgår af, at det omgående blev fotograferet, og blandt nogle dedikationseksemplarer, som H.C. Andersens Hus erhvervede nogle måneder efter at det havde fået billedet, lå der også et lille fotografi af maleriet, taget af Wilh. Schrøder, København. På bagsiden havde H.C. Andersen skrevet: »Lev vel – i Korsøer den 24. Juli 1862.« Han havde netop dagen før forladt København for at give sig ud på rejsen til Spanien.
På vejen besøgte han fru Ingemann i Sorø og næste morgen sejlede han til Flensborg sammen med Jonas Collin d. yngre, men forinden fik han sendt det lille fotografi til balletdanseren Harald Scharff.
Senere blev billedet hyppigt reproduceret, medens originalmaleriet vandrede til det havnede i Odense og blev en smuk jubilæumsgave til H.C. Andersens Hus.
