Sommeren 1859 havde den berejste forfatter H.C. Andersen egentlig tænkt sig at tilbringe i Rom. Men en truende krig mellem Italien og Østrig fik ham til at ændre planer til fordel for noget mere hjemligt. I et brev fra København til digterkollegaen B.S. Ingemann i Sorø dateret den 1. maj bebudede Andersen således, at han i stedet havde tænkt sig at “besøge Vestkysten og den nordlige Deel, see Sandklitter og øde Egne, høre hvad Flyvesandet fortæller”. Og undervejs tilføjede han den 30. juli fra Ålborg i et nyt brev til Ingemann, at rejsen afgjort ville omfatte “Skagen, som nok er det meest Interessante i Jylland”. Hvad gjorde H.C. Andersen i stand til på forhånd at fremhæve den isolerede fiskerflække som et nyt rejsemål? I sin dagbog udlagde han selv to spor ved at nævne navnene Rørbye og Scavenius.
Maleren Martinus Rørbye ankom med dampskibet Dania fra København til Århus den 1. juni 1830 ledsaget af den et par år yngre kunstnerkollega H.C. Andersen. Begge skulle for første gang opleve Jylland. Den 6. juni skiltes rejsefællerne på herregården Tjele. Andersen fortsatte mod Viborg, mens Rørbye blev i nogle dage for så over Thy at drage til Vendsyssel. Malerens bror Ferdinand var prokurator og strandingskommisær i Frederikshavn og havde de foregående år desuden været konstitueret byfoged for Skagen.
Vel fremme i Fladstrand besteg Martinus Rørbye den 20. juli et højdedrag, “hvorfra man havde en udmærket Udsigt over Landet lige til Skagen”, noterede han i sin rejsedagbog og supplerede i skitsebogen med en tegning af en Skagensbaad udfor Frederikshavn – nok det første kendte kunstneriske vidnesbyrd om Skagens hverdagsliv.
I 1833 vendte Martinus Rørbye tilbage for at aflægge Skagen et egentligt besøg og udarbejdede skitser derfra. De følgende år tilbragte han mest i udlandet, herunder en forlænget bryllupsrejse til Rom i vinteren 1840-41, hvor også H.C. Andersen opholdt sig og besøgte ægteparret. I 1847 var Martinus Rørbye tilbage i Skagen og skabte maleriet Fiskere fra Skagen ror en baad ud for gennem det oprørske hav at nå en jagt i havsnød, der i stil og indhold foregreb de senere værker af Skagensmalerne. Rørbye var tillige i Skagen 1848, samme år han døde.
Forbindelsen mellem H.C. Andersen og Rørbye-familien blev fornyet i 1851, idet Ferdinand Rørbye ægtede Hedevig Henne, der gennem sin mor Johanne Henne, født Hornemann, var beslægtet med Henriette Collin, født Horemann, hustru til Andersens patron og adopterede “far”, gehejme-konferensråd Jonas Collin.
Scavenius betyder Skagbo på latin. Navnet kom i brug efter en oversvømmelse, der omkring år 1600 tvang en fiskerfamilie til at forlade Skagen. Familien slog sig ned i København, hvor en søn studerede teologi og blev til biskop Laurids Mortensen Scavenius. Dennes søn, Peder Lauridsen Scavenius, var blandt stifterne af Det Kongelige Bibliotek.
Tilbage i Skagen havde to grene af købmandsfamilien Brøndum sit udspring. Den ene af disse blev sendt på skole i Ålborg, hvorfra han i 1770 tog studentereksamen. Ligesom i den tidligere historie antog også han navnet Scavenius. Denne Jakob Brønnum (som han stavede det) Scavenius blev umådelig velhavende gennem handel i Asien. Hans yngste søn bar samme navn og arvede en formue stor nok til for 245.000 Rigsdaler at erhverve herregården Basnæs ved Skelskør i 1838. Fem år efter giftede Jakob Brønnum Scavenius sig med Henriette Moltke. Hun blev enke i 1850, men siden aflagde en slægtning til hendes afdøde mand fra Skagen besøg på Basnæs, røber Andersen i sine dagsbogsoptegnelser fra Jyllands nordspids.
Erik Andersen Brøndum tilhørte den gren af købmandsfamilien, der forblev i Skagen. I 1837 afskibedes han som 16-årig til København for på den eksklusive Østergade at stå i lære som klædehandler. Efter fire år i hovedstaden fortsatte læretiden hos en købmand i Frederikshavn, inden han 1844 begyndte som handelsbetjent i familiens butik i Skagen.
Tre år efter ansøgte Brøndum om og fik bevilget det nødvendige borgerskab til selv at virke som købmand en gros og en detail. Da bevillingen til at drive gæstgiveri 1858 blev ledig, ansøgte han endvidere om borgerskab hertil. Bevillingen blev tilstået den 17. marts 1859, og det blev da oplagt at placere den fjerne flække på kortet gennem lidt god omtale.
Onsdag den 1. juni 1859 startede H.C. Andersen fra København sin med overskriften fra dagbogen: Reise til Vesterhavet og Skagen. Undervejs tog Andersen ophold på Basnæs, hvor han først var kommet på et kort besøg i 1848 og siden 1855 havde været fast gæst. Faktisk var det hans foretrukne herregård gennem bekendtskabet med Henriette Scavenius, der tilbød et minimum af selskabelighed og et maksimum af komfortable muligheder for at finde på historier og skrive dem ned. Indtil 1872 havde Andersen i alt 37 længere ophold på Basnæs.
Allerede 1. maj havde Andersen i brev til Fru Scavenius indviet hende i, at han den kommende sommer påtænkte “at bevæge sig i Danmark og nærmest tænker jeg nu paa Vestkysten eller Nordpynten af Jylland” med tilføjelsen, “jeg vilde da være meget glad om jeg kunde begynde min Udflugt med at komme til Basnæs”. Af Andersens næste brev til Fru Scavenius den 23. maj fremgår det, at hendes svar havde været positivt, og han varslede, “at Besøget mellem Klitterne vil bringe mig Stof eller Stemning til flere Digtninger”.
Lørdag den 4. juni var forfatteren fremme på Basnæs og blev der i små tre uger, inden rejsen fortsatte til hovedlandet.
Mod slutningen af juli nærmede H.C. Andersen sig Vendyssel. Fra Ålborg orienterede han mandag den 25. Fru Scavenius om, at “jeg bliver her til paa Løverdag, reiser da op mod Skagen”. Nordenfjords gik turen gennem Vildmosen til Børglum Kloster, hvor Andersen tirsdag den 2. august i følge dagbogen modtog et brev fra byfogeden i Skagen, der på en eller anden måde havde opsnuset nyheden om det forestående besøg og tilbød sig selv som omviser.
Fra Børglum tog H.C. Andersen på udflugter til Løkken og Rubjerg, inden rejsen onsdag den 10. bragte ham til Hjørring og dagen efter til Frederikshavn. Om udsigten fra vognen dertil noterede han: “Sae Skagen, ikke som en Kyst, men snarere, som en hvid Lysning i Horizonten”.
I Frederikshavn besøgte Andersen i følge dagbogen fredag den 12. august: “Fru Rørby og hendes gamle Moder Fru Henne, hvor der blev stor glæde ved min Ankomst og Tale om den collinske Familie”. Til dagen efter var bestilt transport nordpå, men Andersen led af forkølelse, så turen måtte udsættes, og sengeliggende noterede han søndag den 14: “… i Frederikshavns Avisen staar om min Reise til Skagen”.
Den foregående dag havde avisen bekendtgjort: “Digteren Professor H.C. Andersen gæster i denne Tid Jyllands nordligste Egne efter i nogen Tid at have opholdt sig paa Vestkysten. Hertil kom han i Torsdags Aftes og tager videre til Skagen, hvorfra han atter vender tilbage til Frederikshavn.”
Endelig onsdag den 17. begav Andersen sig i lejet vogn med kusk ledsaget af en ung lokalkendt op mod Skagen.
Fra starten var vejret “mageløst godt, stille og Solskin”. Vejen blev til dybt sand, og det var nødvendigt at køre på stranden, “som var det en Amphiebiereise halv i Vandet, halv på Landet”. På bredden lå vand- og brandmænd skyllet op ligesom “Geleer fra en Restauration”, står der videre i dagbogen.
Ved indkørslen til Skagen passeredes byfogedens bolig. Denne meddelte H.C. Andersen, at der var arrangeret et værelse hos præsten. Den prominente gæst betakkede sig med henvisning til at være i selskab og fortsatte “heelt ud i den anden Ende af Byen”, hvor der i gæstgiveriet blev anvist “to Lukaf[er], som Skibskahytter”. Mod aften dukkede byfogeden op dér, men Andersen “var træt, han blev, jeg bød ham da spise med”.
Brøndum ville åbenbart have Andersen for sig selv, i hvert fald forsøgte den nyslåede gæstgiver i følge dagbogen at ryge den ubudne ud med “Tobak, saa der stod en Damp”. Det lykkedes først sent, henad klokken elleve om aftenen, hvor byfogeden “brød op uden Aftensmad. Da han var borte, kom da den kogte Fisk, som var delicat”. Aftenen må have været endnu mere anspændt i betragtning af, at Fru Brøndum ud på natten fødte datteren Anna.
Ved afslutningen af denne dag noterede Andersen forklarende i sin dagbog, at i Skagen havde tidligere levet Scavenius’ familie Brønnum, samt at en “Fetter af dem har besøgt Fruen paa Basnæs”.
Dagen efter lagde H.C. Andersen øre til lokalhistorie fra folk på stedet og brugte øjnene til en billedlig skitse af omgivelserne, som han nedfældede i sin dagbog: “Espalie af tørrede Fisk udenfor Husene, på disse er Skibstømmer benyttet; hist og her et lille Skuur hvis Tag er Skroget af en Baad. Gaden med dybt Sand, Byen uendelig lang; med Klitter, Kartoffelager og Kornagre, Børn sove i Sandet”.
I følge almanakken, ført sideløbende med dagbogen, omfattede denne dags udflugt endvidere: “Den yderste Spids af Skagen, Fyrtaarnet og gamle Skagen”.
Fredag den 19. august var forfatteren klar til at returnere til Frederikshavn og derfra søndag den 21. over Sæby atter at forlade Vendsyssel. Den følgende dag kontaktede han fra Ålborg i brev udgiveren af Lose & Delbancos Folkekalender for Danmark – en årbog med historier, som var en fast bestanddel i husholdninger landet over.
En uge efter, søndag den 28., skrev han kørende i vogn i følge dagbogen digtet med titlen “Jylland”, indeholdende linjerne: “Østersø og Nordhavs Vand, favnes over Skagens Sand”.
Rejsen endte tirsdag den 13. september i København, hvorfra H.C. Andersen den 16. meddelte Fru Scavenius, at han længtes efter at fortælle hende “om de smukke Dage jeg har tilbragt i det interessante Jylland”.
Fyldt af rejseindtryk pakkede Andersen på ny kufferten og drog den 26. september af til Basnæs. Her blev han til den 4. oktober og afsluttede snart rejsebeskrivelsen Skagen. Af et brev til vennen arvestorhertug Carl Alexander af Weimar dateret den 14. oktober fremgår – efter en grundig omtale af indtryk fra Skagen – at beskrivelsen da var færdig.
Det indledende afsnit af Skagen indeholder en klar opfordring til potentielle kommende gæster blandt kunstnerkollegerne: “Vi ville besøge denne ‘Danmarks Afkrog’, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde; høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravede Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd”.
Videre i beskrivelsen giver den rutinerede rejsende nogle nyttige råd til gæstgiver Brøndum om, hvordan udsigten fra det idylliske logi bør forbedres og lugten i de for små værelser formindskes: “… her ligger Gjæstgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset, og Alt gjennemtrængt af Fiskestank.”
Rejsebeskrivelsen Skagen blev første gang præsenteret offentligt den 12. november 1859, hvor forfatteren medtog den i sin årlige oplæsning i Studenterforeningen i København.
På det tidspunkt var H.C. Andersen allerede ved at lægge sidste hånd på en dramatiseret udgave under titlen En Historie fra Klitterne. Den skulle være klar til slutningen af november for at indgå i Nye Eventyr og Historier, der udkom den 9. december i et oplag på 5.000 eksemplarer.
En Historie fra Klitterne er en skæbneberetning om at gå fra rig til fattig. Et velhavende spansk ægtepar sejler med deres lille søn ombord på et luksusskib, der forliser på den danske Nordsøkyst. Ægteparret drukner, men parrets dreng reddes og vokser op hos en fiskerfamilie, der giver ham navnet Jørgen. Som ung mand bliver Jørgen anklaget for et mord. Men den rigtige morder afsløres, og Jørgen sættes på fri fod. “Kjøbmand Brønne fra Skagen” inviterer ved løsladelsen Jørgen hjem til et hyggeligt måltid: “Fade med Fisk bleve sat paa Bordet, Rødspætter, som en Konge kunde kalde en Pragtret”. Fra da af bevæger historien sig hen imod et åndeligt højdepunkt, idet Skagens tilsandede kirke bliver til hovedpersonens grav.
Efter udgivelsen af Nye Eventyr og Historier sendte H.C. Andersen et eksemplar til Basnæs, hvortil han selv ankom den 20. december medbringende teksten til Skagen. Beskrivelsen udkom to dage efter som del af Lose & Delbancos Folkekalender for Danmark. Den 28. modtog Andersen eksemplarer af kalenderen på Basnæs. Efter at have fejret jul og nytår dér returnerede han til København.
Den 14. januar 1860 var H.C. Andersen til taffel hos Frederik VII og læste efter måltidet højt. “Historien fra Klitterne interesserede Kongen meget”, meddelte forfatteren den 21. i et brev til Fru Scavenius.
Den 18. marts blev digtet “Jylland [mellem tvende have]” offentliggjort som sang i Illustreret Tidende.
Ti år efter besøget i Skagen fik H.C. Andersen lejlighed til at genopfriske det. Han havde i anledning af 50 årsdagen 1855 udgivet selvbiografien Mit Livs Eventyr og opdaterede den 1869 til en engelsk-sproget version, der udkom 1871 som The Fairy Tale Of My Life. Heri fortæller Andersen om året 1859: “Sommertiden kaldte mig til Jylland, Danmarks meest maleriske Deel. Erindringen herfra er nedlagt i En Historie Fra Klitterne og en Skildring af Skagen”.
Og rejsemålet beskrives udførligt for det internationale publikum:
“Skagens By. Denne selv er tredeelt, og den ældste Deel ligger en halv Miil fra de to Andre. Gaderne her ere omskiftelige, de antydes ogsaa ved Touge, spændte fra Stang til Stang, alt som Flyvesandet vil det; her ligger et Huus, halvt skjult af en Sandklit, der et andet; her en mørk, tjæret Træbygning med Straatag, her er par Huuse med røde Tage. I en lille Kartoffelhave saae jeg en Gris, tøiret til en Gallionsfigur: Haabet, støttende sig paa et Anker … Ørkenlandet heroppe har ogsaa sin Oase, en frisk, frodig Plantage med Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran. Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt.
Jeg besøgte Skagens yderste Pynt, der ikke er større, end at kun eet Menneske kan staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slaae henover den ene Fod og Bølgerne fra Kattegattet slaae over den anden. Talløse Søefugle fyldte Luften med Skrig, og fra det umaadelige Havsvælg lød en dyb Summen, Dønningens Rullen og Bryden”.
I forlængelse af H.C. Andersen første omtale af besøget ankom en række andre danske kunstnere til Skagen. I 1862 malerne Peter Raadsig og Janus la Cour. Derpå kollegerne Carl Neumann, Christian Blache og C.F. Sørensen. 1 1865 forfatteren Mei’r Goldschmidt. To år efter maleren Julius Exner. 1870 maleren Lauritzs Tuxen. Året efter malerne Frits Thaulow og Holger Drachmann, den sidste tillige digter. 1872 maleren Carl Locher. Det følgende år maleren Karl Madsen.
Den 11. januar 1874 udbrød der brand i Brøndums Gæstgivergård, men forsikringens 5.000 Rigsdaler gjorde det muligt for værten at udvide logiet. Samme sommer ankom maleren Michael Ancher, og fra da af blev Skagens tiltænkte rolle som dansk kunstnerkoloni for alvor til virkelighed.
Inden længe tillige med internationalt præg gennem malere som græske Jean Altamura i 1876. Nordmanden Christian Krohg, tyskeren Julius Runge og franskmanden Emile Fray i 1879. Fulgt i 1882 af Edwin Austin Abbey, Francis Millet og Robert Swain Gifford fra USA, svenskeren Oscar Bjorck, samt ikke mindst norskfødte P.S. Krøyer.
Flere af de nævnte blev flittige gæster i Skagen. Eller slog sig fast ned som Michael Ancher, der giftede sig med den i 1859 fødte Anna Brøndum. Hun var selv maler, ligesom svenske Anna Palm, der første gang kom til Skagen i 1884, og finske Hanna Ronnberg i 1888.
I skildringen Skagen underspilles de 40 kilometers afstand til Frederikshavn noget. Rent faktisk tog det Andersen – meddelt i et brev til collinerne i København afsendt 22. august 1859 fra Ålborg – fem timer at nå frem til Skagen og otte timer at komme tilbage. Ved lavvande var det under gunstige forhold muligt at køre på selve stranden, men ved højvande med brænding måtte der køres gennem klitterne.
Vanskeligheden havde i sidste afsnit af beskrivelsen Skagen fået forfatteren til i en vision at sætte punktum for flækkens fortid som levende af strandinger gennem en nødvendig fremtidig infrastruktur.
“Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulle da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme!”.
En grusvej gennem Skagen blev en realitet i 1870. I forbindelse med åbningen 1871 af Vendsysselbanen fra Nørresundby over Hjørring til Frederikshavn besøgte kong Christian IX ledsaget af embedsmænd på en dagsudflugt med dampskib Skagen. 1890 vendte kongen tilbage for at indvie Skagensbanen. En paketbåd mellem Frederikshavn og Skagen fulgte ligeledes 1890, det år Erik Brøndum døde.
Sønnen Christian Degn Brøndum overtog og udvidede gæstgiveriet til en treetages bygning, der åbnede som Brøndums Hotel 1892, udvidet 1897 og 1909. Fra 1906 lagdes der planer om det museum, der åbnede i 1928. Året efter skænkede familien Brøndum deres samling af malerier og hotellet til museet.
Trods badegæster, fiskerihavnen i 1907 og dampskibsforbindelse fra København med stykgods og den anden vej fersk fisk var Skagen fortsat ret isoleret. Jernbanen moderniseredes 1924, men vejen dertil repræsenteredes af hjulspor, ofte dækket af sand eller mudder. En egentlig landevej mellem Frederikshavn og Skagen kom først til i 1932. Det følgende år erstattedes pontonen mellem Ålborg og Nørresundby af Limfjordsbroen, og Vendsyssel var da for alvor forbundet med resten af Jylland.
Som følge heraf kunne Skagens turistindustri i 1939 – præcis 80 år efter H.C. Andersens lancering af egnen som nyt rejsemål – notere en omsætning på 2 millioner kroner. Nu 150 år efter besøges Skagen årligt af knap tre millioner, heraf halvdelen med overnatning, og tilsammen omsætter turismen for en milliard kroner.
Også på anden måde har Skagen akkumuleret omsætning. Halvdelen på top-ti-listen over de dyreste malerier solgt på auktion i Danmark er af Skagensmalere, det samme gælder fire ud af ti danske malerier, der har hentet de højeste priser på auktioner i udlandet.
Hvad angår 1859, begynder H.C. Andersens dagbog for dette år den 20. juni, den dag, hvor han indledte rejsen fra Basnæs til Jylland. Beskrivelsen af opholdet i Skagen ender brat ved begyndelsen af besøgets anden dag, fordi der netop dér mangler en side. Der er ikke i dagbogen optegnelser efter 10. september. Af korrespondancen med Fru Scavenius findes alene H.C. Andersens breve bevaret.
Men af almanakken, den øvrige korrespondance og på anden måde fremgår indirekte, at det litterære resultat af tre måneders færd gennem Jylland først og fremmest var baseret på de to døgns ophold i Skagen som en gestus overfor slægtskabet imellem familierne Brønnum Scavenius og Brøndum.
