I det gamle traditionsbundne bondesamfund slog nyheder langsomt igennem. Stærkest holdt kvinderne fast ved det gamle, og længe efter at egentlige egnsdragter var forsvundet, vedblev de at bære det nedarvede hovedtøj. Til specielt udearbejde, især i høsttiden, bar man særlige hatte, hvoraf en del endnu vil erindre flagrehatten eller »helgolænderen«. Ældre end denne er »solhatten«, en malet eller stofbetrukket papskærm forsynet med bindebånd. Her skal ikke forsøges at udrede dens alder eller udbredelse, men den kendsgerning, at flere af de bevarede »solhatte« er mærket med tilvirkningsstedet: Flemløse, har foranlediget, at Odense Bys Museer har forsøgt at efterspore traditionen på stedet. Det er resultatet heraf, der her fremlægges. Samtidig bliver det en prøve på det materiale, der indgår i Odense Bys Museers traditionsarkiv.
Fortælleren er den nu 92-årige bondekone, Maren Christensen i Høed. Hun er født i Flemløse i et lille hus, hvor forældrene boede til leje, indtil det gik op i luer i den omfattende brand 8/5 1883, hvor ikke færre end 6 gårde og 10 huse i den centrale, tæt sammenbyggede del af Flemløse gik til grunde. Ved den lejlighed brændte også det værksted, som fortællingen handler om. Efter dette flyttede Maren og hendes familie til Voldtofte. Lige fra lille pige var hun kommet hos genboerne i rokkedrejerhuset og havde deltaget i alt forefaldende arbejde. Hendes skildring giver et morsomt billede af den mangfoldighed af gøremål, som udmærkede landsbyhåndværkerens tilværelse i ældre tid. Samtidig supplerer og belyser hendes fortælling om tilvirkningen og afsætningen af »solhatte« det, der andetsteds i årbogen fremlægges om bondekonernes hovedbeklædning. Optegnelsen har arkivnr. OBM nr. 180.
Lige over for vort hus lå rokkemagerens. Jeg kom meget derovre som barn for at passe børnene. Jeg kom også på værkstedet og trinede drejeladet for rokkemageren og trak slibesten. Det var Jens Rokkemager (Jens Hansen), der havde stedet. »Den gamle Rokkemager« (Jens Hansens far — navnet huskes ikke) kan jeg også nok huske, men han gik bare rundt på det tidspunkt og lavede ikke noget. Jens Rokkemager havde altid to karle på værkstedet. Han lavede ikke så meget rokke mere – det var ved at falde væk på det tidspunkt – men han reparerede rokke. Jeg kan huske, at han lavede en »haspe« af ny, der kunne tælle. Den slog et slag for hver hundrede omgange. Ellers lavede han alle mulige småting som legetøj, »nødskruer« (nøddeknækkere), fløjter (han lavede nogle med hammer i den ene ende og fløjte i den anden ende af skaftet) og »syskruer«. Syskruerne syede jeg »bolde« til. Rokkemageren havde nemlig to køer — der var 4-5 tdr. ld. til stedet — og dem passede jeg om sommeren, da jeg blev lidt større; så fik jeg en bitte blår og nogle klude med i marken, og så syede jeg »bolde«.
De karle, han havde, var mest fra Jordløse. Han havde folk til at gå rundt og sælge småtingene, og hvad de ikke fik solgt, det tog karlene med hjem til Jordløse, når de skulle hjem om søndagen. Der var sådan en slags »oplag« i Jordløse. Jeg kan huske, at smedene kom til rokkemageren for at få knivskafter. De kom smænd helt fra Søllested (»Søllestedsmeden«). Skafterne var både af ben og træ.
Om sommeren kørte rokkemageren og hans karle rundt og malede i gårdene. De havde en trækvogn og køre med.
Rokkemagerens jord blev passet af »Gravergården«, og så hjalp rokkemagerens til gengæld til i høsten på »Gravergården«.
Det allermorsomste var, når de lavede »solhatte«. Jens Rokkemager skar selv pappet til efter en gammel hat, og så havde han en hugpibe, som han huggede hullerne til bindebåndet ud med. Når hattene skulle males, så sad de fire mand om bordet i værkstedet: han selv og hans to karle og en gammel mand, Jørgen Juel, oppe fra byen. Jørgen Juel havde været med i krigen og fået det ene ben skudt af. Han var altid i godt humør og sang og fortalte historier. Så havde hver af dem sin kulør og sin pensel, og så gik hatten rundt og hver lavede sin del af mønstret. Jens Rokkemager lavede det meste først. Solhattene fik en sejlgarnsstrop i, og så hængte de dem ud på væggen og tørrede dem. Kunderne satte selv bindebåndene i.
Rokkemageren malede navne på kornsække. Han havde vistnok en skabelon til det. Om han havde skabelon til mønstrene på solhattene, ved jeg ikke.
Der var en gammel mand nede i Vænge (Voldtofte Vænge). De kaldte ham »Knud nede i Vænge«. Han solgte de meste (af solhattene). Han lavede ikke andet end sælge solhatte. Han kom helt til Jylland med dem. Han havde en kasse af samme form som solhattene, og der blev de lagt ned i ovenpå hinanden. Den kasse gik han med foran på brystet, på ryggen havde han en pose med legetøj.
Rokkemagerens værksted brændte i 1883.
