Fyns Hoved, den yderste spids af halvøen Hindsholm, der strækker sig mod nord fra Fyns nordøstlige hjørne, har i mange år været et rekreativt område på grund af en særpræget natur. Det er således ikke tilfældigt, at den fynske maler Johannes Larsen og hans kolleger fandt mange motiver her i det fynske svar på Skagen. Fyns Hoved har imidlertid tiltrukket mennesker helt tilbage fra istidens slutning. Næppe nogle andre steder på Fyn kendes så mange kulturefterladenskaber fra næsten alle oldtidens underperioder – fra de første renjægere i slutningen af sidste istid til den sene vikingetid – og i øvrigt helt op til nyere tid. Mange af fundene er fremkommet i forbindelse med oldsagssamleres campering i området. Specielt må fremhæves nu afdøde Jørgen Rieck og dennes hustru Eva, der fra slutningen af 1940’erne og frem til 1993 har samlet i tusindvis af især flintoldsager på det nordligste Hindsholm[1]. Det er således også Jørgen Riecks fund af tre jernøkser, der fra begyndelsen gav anledning til de undersøgelser, som omtales i denne artikel (fig. 1).
I tre omgange har Jørgen Rieck på østsiden af Baes Banke, en markant bakkeknold på Fyns Hoved, opsamlet tre forrustede jernøkser, der alle har kunnet dateres til vikingetiden (fig. 2). Økserne er fundet på en sandet terrasse inden for få kvadratmeter. Økserne kan dateres til den sene del af 10. eller begyndelsen af 11. århundrede, altså den sene vikingetid (Petersen 1919). I Nationalmuseets sognebeskrivelse står der at læse, at der tidligere på Baes Banke er fundet to simple jernøkser, antagelig af samme type som Riecks fund. Om de ældre fund kan kædes sammen med Jørgen Riecks, kan ikke afgøres, men det er næppe nogen tilfældighed, at der indenfor et begrænset område er fundet så mange jernøkser fra den sene vikingetid. Stammede økserne fra et større slag på stedet, eller var de pløjet op fra grave? Jernøkser var netop i den sene vikingetid en yndet gravgave i mandsgrave (Näsman 1991). I 1993 blev der foretaget en mindre prøvegravning på fundstedet for jernøkserne, uden at det af den grund lykkedes at afdække spor af hverken slagmark eller en vikingetidsgravplads; kun en enkelt grube fra den yngre stenalders tragtbægerkultur blev fundet. Selvom det ikke kan udelukkes, at der har ligget en nu helt bortpløjet vikingetidsgravplads på stedet, er det måske mere sandsynligt at tolke øksekoncentrationen som et oppløjet depot, måske en handelsmands varelager, som af en ukendt grund aldrig blev hentet. Og at økser indgik i vikingetidens handel, måske især som import fra Norge, viser f.eks. fundet af 12 øksehoveder på en granstok fra Gjerrild Strand på Djursland – sandsynligvis vraggods fra et handelsskib på vej fra Norge til en syddansk lade- eller handelsplads (Thorvildsen 1950).
Hypotesen om, at fundet kan være et varedepot, understreges måske af, at der netop nedenfor den sandede terrasse, hvor økserne er opsamlet, ligger en anløbs- eller handelsplads fra den sene vikingetid!
Ser man på terrænet øst for øksernes fundsted, er det en skråning ned mod en beskyttet vig på Fyns Hoveds østside. Langs store dele af hovedets østside er havet grundt og fyldt med meget store sten; blot ud for denne lille vig mangler disse af isen efterladte kæltringer (fig. 3). Stedet synes oplagt for en anløbsplads for jernalderens og vikingetidens skibe, som ikke stak dybt – de kunne faktisk løbe direkte op på stranden.
I efteråret 1993 blev der foretaget en mindre prøvegravning på skråningen ned mod vigen, og resultatet var lovende: Det kunne konstateres, at der på skråningen var et ca 2000 kvm stort kulturlag, kulsort af organisk materiale og trækulsrester. Der blev kun gravet få kvadratmeter ned gennem laget for at fastslå tykkelsen og for at fremskaffe et daterbart oldsagsmateriale. Laget bestod af en »sandwich« af fire lag på tilsammen 80 cm tykkelse. Det øverste lag var det mest interessante. Det bestod af næsten kulsort sand med talrige skørbrændte sten fra bortryddede ildsteder. Men der var også keramik fra vikingetiden, både fra såkaldte kuglepotter fra den tidligere del af perioden, og af Østersøkeramik fra tiden omkring år 1000. Metalfund var der mange af, især klinknagler og afbrudte nitteplader fra disse samt søm af jern. Disse viser, sammen med et par formodede mejsler/dorne, at der er repareret eller måske ligefrem bygget skibe på stedet i vikingetiden. Og netop tilstedeværelsen af klinknagler er et af de vigtigste indicier på tilstedeværelsen af en anløbsplads (Ulriksen 1990). At skibene ikke blot har anløbet stedet for udsigtens skyld, viser fund af jernknive, en pilespids, en bronzefingerring, en hvæssesten af norsk glimmerskifer – samt et vægtlod af bly. Dette viser, at handel sikkert var en af aktiviteterne på stedet.
I laget lå massevis af velbevarede knogler. Ikke overraskende var der mange fiskeknogler, som af Knud Rosenlund, Universitetets Zoologiske Museum, er bestemt til at stamme fra store torskefisk. Af tamdyr var der rester af i hvert fald kvæg, svin, får/ged og hest og af vildt fra krondyr og rådyr. Krondyrene var især repræsenteret ved gevirfragmenter, hvoraf flere bar savespor; antagelig var der tale om affald fra fremstillingen af kamme, vikingens uundværlige våben mod utøj i håret. En benspillebrik viser, at dette af vikingerne yndede legetøj, måske også blev tilskåret her — og måske anvendt som tidsfordriv mellem handler og fiskeri.
Under vikingetidslaget, men adskilt fra dette af et fundtomt sandlag, lå et knapt så fundrigt lag. Fra dette stammer få fund af jernalderkeramik, antagelig fra romersk jernalder. Et løsfund fra pladsen af en romersk sølvmønt, en denar slået i Rom under Faustina 11 i 2. århundrede e.v.t., hører sikkert også denne periodes aktiviteter til. Men om der allerede i romersk jernalder var en anløbsplads på stedet, kan ikke afgøres på baggrund af de hidtidige begrænsede udgravninger. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at der underst i kulturlaget var fund fra ældre og yngre stenalder, så den indledende bemærkning om Fyns Hoveds tiltrækning på mennesker gennem hele oldtiden passer ikke mindst på stedet ned til den østvendte vig.
På terrassen ovenfor anløbspladsen og altså omkring øksefundet blev der gravet for at afsløre spor af en evt. samtidig bebyggelse. En sådan kunne der ikke påvises spor af. Derfor er det – indtil videre – mest naturligt at opfatte anløbspladsen som et sted, hvor der sæsonvis har været aktiviteter, f.eks. handel, skibsreparation, fiskeri og jagt på sæler (der tidligere har været almindelige i området).
Som nævnt er der indtil videre kun foretaget systematisk udgravning af få kvadratmeter af kulturlaget. Det er håbet i de kommende år at kunne fortsætte undersøgelserne på stedet for at få svar på, hvad pladsens hovedfunktion i romersk jernalder og vikingetid har været. Fra romersk jernalder kender vi i forvejen kun en enkelt handelsplads på Fyn – ved Lundeborg. Og den havde en helt speciel funktion, nemlig ved handlen med romerske luksusvarer (Thomsen et al. 1993). Fra vikingetiden har vi derimod alene fra Fyn kendskab til flere mindre anløbspladser. Her som i det øvrige land er disse, mere end romersk og germansk jernalders handelspladser præget af handel med dagligvarer (bl.a. hvæsse- og kværnsten) samt udøvelse af småhåndværk etc. (Jensen 1990; Ulriksen 1990). Måske indgik torskene fra farvandene omkring Fyns Hoved og benskærerens produkter i denne handel.
Fyns Hoved er udsat for kraftig erosion fra havet. Især ved vestlige vinterstorme bliver der gnavet i hovedets vestvendte skrænter. Dette resulterer jævnligt i, at kulturlag og gruber fra oldtid og middelalder for en tid blottes i skrænterne – før de forsvinder i havet! Men også væsentlige genstandsfund er kommet frem på hovedets vestside på denne måde, således en guldring fra yngre romersk jernalder (Mackeprang 1945:29ff; Albrectsen 1960 fig. 17).
I 1991 kom amatørarkæologen Børge Reinecke gående langs kysten på det vestligste punkt af Fyns Hoved. Ud af den ca. 75 cm høje kystskrænt stak en skinnende genstand, som Reinecke i første omgang antog for et ringaftræk fra en øldåse. Det viste sig imidlertid, at der var tale om en sølvmønt fra vikingetiden, en arabisk dirhem, slået ca. 942 under samanidefyrsten Nuh b. Nasr. Mønten er antagelig endt på Fyn efter en lang rejse ad østeuropæiske floder og her forsynet med en øsken, hvori var fastgjort en sølvring, der gjorde det muligt at bære mønten som smykke, således som det kendes fra mange af vikingetidens sølvmønter.
Men Børge Reinecke er en vedholdende mand! Efter en hård storm i starten af 1993, hvor havet havde eroderet voldsomt på hovedets vestligste punkt, afsøgte han området omkring det sted, hvor sølvmønten var fundet, med sin metaldetektor. Og fluks gav det bonus. En håndfuld anløbne sølvmønter blev fundet i nedskredet jord 10-15 m fra det sted, hvor det tidligere fund var gjort. Børge Reinecke gjorde nu det eneste rigtige: Han undlod at grave mere, men kontaktede i stedet det lokale museum, som sørgede for, at en arkæologisk undersøgelse kunne finde sted (fig. 4).
Ved den udgravning, der nu blev lavet i kystskrænten, blev fundet endnu flere sølvmønter, enkelte blanketter (halvfabrikata til mønter) og et overhugget stykke af en arm- eller halsring snoet af to stykker sølvtråd. Fundet indeholdt i alt 101 mønter, mest i fragmenter. Mange var allerede i vikingetiden klippet i halve eller kvarte, et godt udtryk for, at vægten var vigtigere end præget på mønterne. Skatten er ikke i skrivende stund færdigkonserveret eller færdigbestemt. Museumsinspektør Jørgen Steen Jensen, Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet, kan dog oplyse, at fundet indeholder 65 angelsaksiske og 34 tyske sølvmønter samt 1/4 arabisk dirhem. Den yngste mønt synes at være slået i perioden ca. 1017-23, altså i den sene vikingetid – i Knud den Stores regeringstid. Nedlægningen har antagelig fundet sted kort herefter, da mønterne, udover beklipningen, ikke bærer synderlig præg af brug eller slid. Alle genstandene lå indenfor et område på under 1×2 m og kun ca. 10 cm under græstørven! Der kunne ikke ses spor af en nedgravning eller markering omkring fundstedet, ligesom der ikke fandtes rester af en beholder. Nedlægningsstedet er en gammel strandvold, som antagelig aldrig har været opdyrket. Når genstandene alligevel lå spredt, må det dog skyldes en form for jordbearbejdning; hvilken vides ikke.
Årsagen til nedlægningen af sølvskatten på Fyns Hoveds vestligste punkt kan man kun gisne om. Er det et offer til højere magter, en skat lagt i jorden, så ejeren kunne drage nytte af den i livet hinsides, som beskrevet i Egil Skallagrims Saga (Anonym 1965:104; 154), eller er der tale om en handelsmands depot, der aldrig blev afhentet? Fundstedet – et let genfindeligt punkt i terrænet – taget i betragtning fristes man til at kæde møntskatten sammen med den samtidige anløbsplads og jernøkserne, og dermed tolke fundet som et værdidepot, der aldrig blev afhentet. Men mønternes forskellige oprindelsessteder fortæller om kontakter viden om, og måske er de ligefrem kommet til området via anløbspladsen blot 500 m mod øst[2].
Udover de tre ovenfor nævnte fundkomplekser er der en mængde løsfund og et par vikingetidige gravfund fra den nordligste del af Hindsholm og Fyns Hoved. Først og fremmest er der fundet talrige hvæssesten af norsk glimmerskifer, heraf mange med en indslebet rille, der viser, at de har været anvendt til opskærpning af fiskekroge. Råstof og halvfabrikata til disse hvæssesten blev importeret i store mængder til Danmark i den sene vikingetid og den tidlige middelalder ( Jensen 1990), og måske var det netop dette produkt, der var en af de vigtigste indgående varer på anløbspladsen på Baes Banke.
Og hvorfor finder vi så denne koncentration af fund fra vikingetiden på Fyns Hoved? Det kan næppe have været agerjorden, der har tiltrukket vikingerne, for mere arg jord end områdets stenede sand findes næppe på Fyn. Og da det, der i dag er Fyns Hoved, måske i vikingetiden var en ø, var der slet ikke agerland nok som grundlag for så meget som en gård, endsige en landsby. Fundene må nærmere ses i forbindelse med områdets strategiske position omtrent midt i Danmark. Fra de høje bakker, f.eks. Baes Banke, kan man se viden omkring i klart vejr (fig. 5) og faktisk kontrollere indsejlingen til både Storebælt og Odense Fjord – og dermed en af de vigtigste byer i den sene vikingetid[3]. Den centrale placering har vel også spillet ind ved anlæggelsen af anløbspladsen, der måske har forsynet vikingesamfundene på Hindsholm med varer udefra og samtidig virket som udskibningssted for deres landbrugs- og fiskeriprodukter.
Vigtigt for forståelsen af anløbspladsen og besejlingsforholdene til både pladsen og den formodede naturhavn, Pughavn sydøst herfor, er en rekonstruktion af kystforholdene i jernalder og vikingetid. For at afklare denne problemstilling vil der i efteråret 1994 med støtte fra Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter blive foretaget en detaljeret opmåling af området omkring anløbspladsen. Denne vil så forhåbentlig kunne give nogle ideer om det tidligere kystforløb, således at fremtidige udgravninger på stedet kan anlægges på en måde, så de kun i ringe grad griber ind i de rekreative interesser, der i dag er knyttet til stedet.
