en

Bålets betydning – en ph.d.-afhandling om ligbrænding i oldtiden

Torsdag den 15. december kl. 13.00 forsvares en ph.d.-afhandling af de mere særprægede på Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Afhandlingen er skrevet af arkæologen, museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer, og den behandler især tekniske aspekter af ligbrændinger i Danmarks oldtid. Afhandlingen er baseret på et stort arkæologisk materiale, men også på data fra flere andre fagområder. Dette materiale sammenlignes med slutprodukter og de fysiske spor i jorden fra ligbrændingseksperimenter. Disse eksperimenter er udført over en periode på mere end 25 år – og med svin som stand in for menneskekroppe.

Hvis du vil høre mere om, hvordan og hvor oldtidens ligbrændinger foregik – og hvem der udførte dem og hvad de døde blev brændt på – er der mulighed for at overvære forsvarshandlingen, som er åben for alle.

Herunder følger et kort resumé af afhandlingens vigtigste resultater og konklusioner. På bloggen kan du læse mere om nogle af de udførte ligbrændingseksperimenter og om forskellige aspekter af oldtidens brandgravsskik

På dette link til Københavns Universitets hjemmeside finder du oplysninger om tid og sted for forsvarshandlingens afvikling: http://hum.ku.dk/kalender/2016/december/baalets-betydning/

Situation fra et ligbrændingseksperiment i Lejre i 1990.

Situation fra et ligbrændingseksperiment i Lejre i 1990.

Bålets betydning.

Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter

Med udgangspunkt i data fra brandgrave og ligbrændingssteder fra Danmarks oldtid opstilles fire hovedspørgsmål: hvor brændte man de døde, hvem gjorde det, hvordan foregik kremeringen og hvad kom der ud af ligbrændingsprocessen?

Ligbrændingssteder er kun påvist i tilknytning til begravelser, og næsten alle ligbål har været opført direkte på jorden; bortset fra støttestolper har de sjældent omfattet konstruktionselementer. Ligbrændingsstederne er oftest bevaret som få cm tykke bållag på mindre end 2 m², og de indeholder små mængder brændte ben og ledsageudstyr fra en enkelt kremering. Analysen omfatter en typologi for ligbrændingssteder.

Ligbrændingsprocessens forudsætninger, forløb og produkter analyseres under inddragelse af data fra osteologiske, retsmedicinske, pyrotekniske, etnologiske og etnografiske studier, men især fra ligbrændingseksperimenter, der er udført som en del af projektet. Forsøgene dokumenterer, at et lig kan kremeres på 3-7 timer på mindre end 2 m³ træ, hvis bålet passes. Processen efterlader et bållag, der efter sortering modsvarer forhistoriske ligbrændingssteder. Der opstilles en 4-faset model for bålopstablingens og ligets nedbrydning, og den anvendes i efterfølgende analyser af arkæologiske data. Det dokumenteres, at det er ukompliceret at udsortere hovedparten af bålets produkter i løbet af 1-2 timer. Når de eksperimentelle og arkæologiske ligbrændingssteders komponenter sammenlignes med brandgravenes indhold, fremgår det, at knusning og rengøring af brændte knogler generelt var unødvendig. Derimod har ledsageudstyret ofte været udsat for intentionel fragmentering og destruktion. Generelt, men med variationer, der er betinget af kronologiske og regionale faktorer, er det kun dele af knoglemateriale og ledsageudstyr, der er overført til en grav.

Forsøgene dokumenterer, at en ligbrænding på et åbent bål ikke er en rygende og ildelugtende, kompliceret proces, der forudsætter deltagelse af tekniske specialister. Under medvirken af rituelle specialister kan den derimod iscenesættes som en kompleks og multisensuel handling, hvis forskellige udtryk intentionelt kan dæmpes eller forstærkes for at skabe bestemte atmosfærer. I forløbet kan det have været centralt at kunne følge transformationen af liget fra en genkendelig person over en forkullet torso til hvidbrændte ben.

Det konkluderes, at kremeringens produkter bliver til i et samspil mellem forbrændingsprocessens tre forudsætninger tid, temperatur og ilt på den ene side, og bålets dynamikker, menneskets håndtering og de efterlevendes krav til processen og restprodukterne på den anden. Ligbålet har således haft betydning som en agent, der både skulle skabe særlige atmosfærer i forbindelse med kremeringsprocessen, og som skulle transformere lig og ledsageudstyr til produkter, der kunne anvendes i flerfasede begravelseshandlinger. Hvilken af de to funktioner, der havde størst betydning, har vekslet i et kronologisk såvel som et geografisk perspektiv.

Mere 'Arkæologi og forskning'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...